Polen og Ungarn bliver ofte i den offentlige debat kritiseret for ikke at leve op til kravene til en retsstat. Spørgsmålet er om Danmark er meget bedre?

I EU-kommissionens nye retsstatsrapport: ”Communication from the Commission to the European Parliament, the Council, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions: 2023 Rule of Law Report”, der blev offentliggjort den 5. juli 2023, bliver Danmark igen, igen fremhævet for ikke at have lovgivning, der forhindrer ministre i at skifte deres post ud med topstillinger i virksomheder eller interesseorganisationer.

I rapporten henviser Kommissionen til Europarådets antikorruptionsenhed Greco, som hvert år siden den første rapport i 2019har anbefalet Danmark at vedtage love til at regulere de såkaldte ”svingdøre for ministre”, som enheden kalder fænomenet.

Greco understreger, at lovgivning bør indføres for at ”styrke integriteten for ministre”. Men i samme ombæring konstateres det, at ”ingen konkrete tiltag er truffet” og ”ingen fremskridt er sket” på området i Danmark.

Svingdørslobbyisme

Det er åbenlyst problematisk, at Danmark er uden regler om ”afkølingsperiode” eller karenstid, når ministre pludselig varetager private interesser. Men problemet angår også andre personer, der indtager nøglepositioner i det danske samfund.

Dagbladet Politiken beskriver den 17. juni 2023 hvor udbredt det er, at topofficerer rykker direkte over i våbenindustrien.

Kortlægningen viser, at mindst 17 tidligere topofficerer fra det danske forsvar har i dag skiftet arbejdet i forsvaret ud med jobs som lobbyister, rådgivere eller bestyrelsesmedlemmer for våben- og forsvarsindustrien.

Flere lobbyismeeksperter mener, at strømmen af tidligere topofficerer til forsvarslobbyen er problematisk i en tid, hvor regeringen lægger op til at investere et trecifret milliardbeløb i oprustning på forsvars- og sikkerhedsområdet.

De frygter, at det i sidste ende kan betyde, at Danmark indkøber udstyr, som ikke er det bedste for soldaterne og landets sikkerhed.

Problemet med den såkaldte svingdørs-lobbyisme er dog ingenlunde begrænset til forsvarsindustrien.

Da det i pril 2022 blev kendt, at chefen for Lægemiddelstyrelsen gik direkte over til lægemiddelindustrien, vakte det opmærksomhed.

Thomas Senderovitz gik direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Nick Hækkerup i maj 2022 meddelte sin afgang som justitsminister til fordel for et job som direktør for Bryggeriforeningen, blev han endnu én af en lang række af toppolitikere og topembedsmænd, som de senere år har knipset med fingrene og på et splitsekund skiftet over til lobbyisme.

I maj 2023 blev det oplyst, at Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch, den 15. august 2023 indtræder i PensionsDanmarks direktion som vicedirektør. Et år senere skal han overtage posten som administrerende direktør i organisationen, hvis han vurderes fit & proper af Finanstilsynet.

Der vil komme andre eksempler, fordi det ikke kan ignoreres, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Kommissionen anbefaler i ”2023 Rule of Law Report”, at Danmark arbejder for at:

• Sikre tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til retssystemet i de kommende år under hensyntagen til europæiske standarder for ressourcer til retssystemet
• Indføre regler om “svingdøre” for ministre og om lobbyvirksomhed og sikre tilstrækkelig kontrol med indberetninger af aktiver indgivet af personer, der varetager ledende funktioner
• Sikre indsamling af data om efterforskning og retsforfølgning af korruptionsrelaterede lovovertrædelser på nationalt og lokalt plan
• Fremskynde processen med at reformere loven om aktindsigt med henblik på at styrke retten til aktindsigt, navnlig ved at begrænse grundene til afslag på anmodninger om aktindsigt under hensyntagen til de europæiske standarder for aktindsigt

Italienske og internationale medier kan berette, at kunstkritikeren og politikeren Vittorio Sgarbi og vicekulturminister i den italienske Meloni-regering, har skabt furore i Rom.

En gruppe medarbejdere ved det romerske museum Maxxi, som beskæftiger sig med det 21. århundredes kunst, har klaget til deres ledelse over Sgarbi, der var en nær ven af Berlusconi, under en sceneoptræden på museet i sidste uge pralede med alle de kvinder han havde været i seng med, og blandt andet udtalte følgende: ”den franske foprfatter Houellebecq siger, at der er et tidspunkt i livet, hvor vi kun kender ét organ: pikken. Pikken er et udforskende organ, eller rettere penetrerende, man bruger den til at forstå. Efter de 60 år finder man så ud af, at der også eksisterer andre organer, for eksempel tyktarmen, bugspytkirtlen og prostata. Jeg anede ikke, hvad fanden den var for en, den der prostata, jeg havde aldrig haft æren, men omkring de 67 år dukkede den pludselig op, og siden har der ikke været andet end bøvl med den lorteluder. Pikken forsvinder, og prostata indfinder sig.”

De ansatte kræver, at museet fremover er mere omhyggelig med sin udvælgelse af optrædende af hensyn til museets omdømme.

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger. Rasmus Paludan stadig rejsende i bål og brand, og i sidste uge fandt endnu en koranafbrænding sted foran en moské i Stockholm. Denne gang var det ikke Paludan, men en svensk-irakisk borger, der udnyttede sin ”ytringsfrihed”.

Pave Frans fordømte handlingen, og sagde, at ytringsfriheden bør ”aldrig bruges som et middel til at ringeagte andre”. Koranafbrændingen var den første af sin slags i Stockholm, siden Paludan gjorde det samme foran den svenske hovedstads tyrkiske ambassade i januar.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af straffelovens daværende blasfemiparagraf – § 140 -og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed. Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen. I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse? Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet allerede i 2015, at hvis blasfemiparagraffen ophæves, vil det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Politisk flertal for at genindføre blasfemiparagraffen?

I 2017 var Socialdemokratiet det eneste parti, der stemte imod afskaffelsen af blasfemiparagraffen – det, som i dag sikrer Paludans ret til at gøre, hvad han gør.

Ligestillingsordfører fra Socialdemokratiet, Trine Bramsen, har i et nyhedsindslag til TV 2 sagt: “I 2017 stemte vi imod, at det skulle lovliggøres at brænde andres hellige skrifter af, og vi kan stadig ikke se, hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af. Vi kan ikke se, hvad det bidrager til i den offentlige debat.”

Hvad regeringspartierne Moderaterne og Venstre egentlig mener, er uklart. Foreløbig dækker de sig skammeligt bag monotone forsvar for ”ytringsfriheden”.

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte rentekurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når rentekurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession. Centralbanken kan i højere grad styre den korte rente gennem pengepolitikken, mens den lange rente er mere markedsdrevet.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt eller inverteret rentekurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

Når folk er pessimistiske med hensyn til fremtiden, investerer de mindre i mere risikable aktiver, såsom aktier, og mere i langsigtede statsobligationer. Et skifte i efterspørgslen fra korte til lange papirer kan være et tegn på forventninger om en kommende periode med meget lave renter – måske endda en egentlig recession!

Som følge heraf stiger priserne på lange obligationer, og renten falder. Samtidig stiger renten på kortfristede lån, fordi færre mennesker er interesserede i dem. Resultatet er en omvendt rentekurve, som udtrykker folks skepsis over for fremtiden.

Rentekurven – renten på tiårige obligationer minus renten på toårige obligationer – er nu ifølge Federal Reserve Bank of St. Louis på -1,08. Det er det svageste tal siden 1981 og klart svagere end både under coronakrisen og finanskrisen.

Hver gang rentekurven er vendt i løbet af de sidste 70 år, har det betydet recession – det vil sige økonomisk afmatning over en periode på mere end seks måneder. Erfaringsmæssigt vil recessionen ramme mellem seks og 18 måneder efter, at rentekurven er inverteret, men normalt tager det mere end tolv måneder.

Nu er det tolv måneder siden rentekurven inverterede i juni 2022, så vi nærmer os det tidspunkt, hvor den amerikanske økonomi vil bevæge sig mod recession.

Hvis det sker, vil det også kunne mærkes i Danmark

Siden 1960 har USA aldrig været i recession, uden at Europa også har været det.

Den tid er forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Holdninger, især på indvandrings- og klimaområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj er nu overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner” og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT+ m.v. bør ikke undervurderes.

EU

I EU kan debatten om den kontroversielle Naturgenopretningslov give et fingerpeg om stigende bekymring for omkostningerne ved miljø-, klima- og naturpolitikken, og måske er stemningen omkring den grønne omstilling ved at vende.

Forslaget til en forordning om naturgenopretning i EU blev fremlagt af EU-Kommissionen for et år siden som del af den store europæiske Green Deal-pakke. Den skal via bindende mål føre til genopretning af nedslidte økosystemer, øget biodiversitet, mindre klimabelastning og større europæisk modstandskraft mod naturkatastrofer.

Et centralt mål er, at mindst 20 procent af EU’s land- og havbaserede arealer skal være genoprettet i 2030. Alle pressede økosystemer skal være genoprettet i 2050.

Lovens mål skal realiseres via nationale genopretningsplaner, der skal indleveres til EU-Kommissionen senest to år efter lovens ikrafttræden. EU’s miljøministre vedtog den 20. juni en lettere udvandet version af Kommissionens oprindelige forslag. Danmark stemte for.

Europa-Parlamentets miljøudvalg har ikke formået at finde et flertal for en tekst. Derfor indstiller udvalget til, at forslaget forkastes, når det den 11. juli kommer til endelig afstemning i parlamentets plenum.

Hvis parlamentet forkaster forslaget til en naturgenopretningslov, skal EU-Kommissionen starte forfra. Det kan næppe nås, før en ny EU-Kommission tiltræder i efteråret 2024.

I Europa-Parlamentet har EPP-gruppens formand, den tyske CSU-politiker Manfred Weber, arbejdet hårdt på at sikre gruppedisciplin omkring et nej til naturgenopretningsloven. Fra Danmark er de konservative medlem af EPP-gruppen.

Han argumenterer for en pause i miljølovgivningen og for at ”sætte konkurrenceevne i centrum de kommende få måneder og specielt i den næste lovgivningsrunde”.

Det er især landbrugets interesser, som Weber og EPP har fokus på. En EU-lov, der fordrer genopretning af betydelige naturarealer, vil koste landbruget dyrt, mener man.

”Naturgenopretning vil betyde en reduktion i landarealet, der bruges til landbrug« og give et stort hul i landmændenes allerede meget spinkle budgetter, bringe Europas fødevareforsyning i fare og øge inflationen”, har argumentationen lydt.

De europæiske landbrugsorganisationers paraplyorganisation, Copa-Cogeca, har længe lobbyet intenst for at få naturforslaget taget af bordet.

Grækenland

Efter parlamentsvalget den 25. juni 2023, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen i græsk politik.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

Spanien

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.

 Den britiske producent af forbrugervarer Unilever er mandag blevet føjet til Ukraines sorte liste over internationale krigssponsorer.

Den ukrainske antikorruptionsmyndighed begrunder det med, at Unilever gennem datterselskabet Unilever Rus LLC fortsat tjener penge på at drive virksomhed i Rusland. Med fabrikker i Omsk, Yekaterinburg, St. Petersburg og Tula, der fortsast kører og en række salgskontorer, tjener Unilever fortsat penge i Rusland, og med dens betydelige skattebidrag til det russiske statsbudget understøtter virksomheden landets økonomi og bidrager til fortsættelsen af Ruslands krig mod Ukraine.

Unilever henviser AFP til en udtalelse, som virksomheden i februar kom med, hvor det lød, at “virksomheden fordømmer krigen i Ukraine som en brutal og meningsløs handling fra den russiske stat.”

Virksomheden understreger også, at den i marts 2022 ophørte med at importere og eksportere produkter ind og ud af Rusland.

Samtidig lød det i udtalelsen, at Unilever “dagligt leverer mad og hygiejneprodukter fremstillet i Rusland til befolkningen i landet”, og den tilføjede, “at det ikke er ligetil at forlade landet”.

Unilevers regnskab for 2022 viste, at to procent af virksomhedens nettooverskuddet blev indtjent gennem aktiviteter i Rusland.

Administrationen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte på over 9 milliarder kroner til de cirka 35.000 landbrugere, som årligt modtager landbrugsstøtte, har længe været et eksempel på vaskeægte skandaløs offentlig forvaltning.

Senest har Landbrugsstyrelsen trukket en tidligere melding om økologiskemaet tilbage. Styrelsen har ellers tidligere oplyst, at det ikke var nødvendigt for alle økologer at indsende et økologiskema via Tast selv. Styrelsen er nu blevet opmærksom på, at alle økologer, som ønsker at modtage et Økologicertifikat skal indsende et Økologiskema for at Landbrugsstyrelsen kan udstede Økologicertifikatet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

En lang række økologer skal nu, på tærsklen af sommerferien, indsende nyt økologiskema på trods at meldinger siden februar om, at det ikke var nødvendigt i år.

Etableringen af EF-Direktoratet i 1972

Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.

Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.

På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.

Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.

P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.

P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.

Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.

Systemet sander til…

Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet chefer var typisk skikkelige jurister og landbrugskandidater uden skygge af forstand på tilskudsadministration eller moderne databehandling. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret.

Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.

EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.

I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.

I 2017 blev fiskeriområdet fjernet fra Miljø- og Fødevareministeriet og overflyttet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev fiskeriområdet fjernet fra Direktoratet for FødevareErhverv og henlagt til en selvstændig Fiskeristyrelse.

I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen fik i slutningen af 2022 ny IT-leverandør, og det havde i landbrugskredse givet håb om at de gentagne IT-problemer ville være fortid.

Men det er altså ikke tilfældet!

Den tid er forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Holdninger, især på indvandringsområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj er nu overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner” og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT m.v. bør ikke undervurderes.

Grækenland

Efter parlamentsvalget den 25. juni 2023, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen i græsk politik.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

Spanien

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.

Under udgravninger i den antikke by Pompeji fandt arkæologer på en væg til et bageri, der blev begravet under Vesuvs udbrud i 79 FVT, en smuk fresko, der viser et fad dækket af mad og vin, inklusive en madvare, der meget vel kunne ligne en pizza.

Netop som nogle troede at historien om pizza skulle omskrives, har eksperter påpeget, at det, der på den 2000 år gamle fresco ligner en pizza, faktisk er et fra romertiden såre velkendt fladbrød – et såkaldt ”mensa”. I modsætning til en pizza var en mensa (der også betyder bord) uden tomatsovs og mozzarella-ost, men tjente som en spiselig serveringsbund for andet pålæg.

Pizza som vi kender det i dag ville slet ikke have været muligt i romertiden, da tomater ført kom til Italien i 1500-tallet.

Napoli kan derfor fortsat bryste sig af at være det sted, hvor pizzaen blev opfundet i det 18. århundrede.

Med en 6-3 afgørelse har USA’s højesteret fredag den 30. juni 2023 forhindret præsident Joe Bidens muligheder for at indfri et valgløfte under valgkampagnen i 2020 om at sløjfe studiegæld på 10.000 dollars for lav- og mellemindkomst-låntagere.

I august 2022 fremlagde Det Hvide Hus en 3-punktsplan, der indebar eftergivelse af studiegæld for 430 milliarder dollar. Beløbet svarer til 2927 milliarder kroner – eller i gennemsnit 68.000 kroner for hver af de op mod 43 millioner amerikanere, der har studiegæld, og som tiltaget skulle tilgodese over en årrække.

Vedrørende den lovmæssige hjemmel for planen henviste Biden-administrationen til en føderal lov fra 2003 – den såkaldte Heroes Act – der bemyndigede Undervisningsministeren til at “waive or modify any statutory or regulatory provision applicable to the student financial assistance programs … as the Secretary deems necessary in connection with a war or other military operation or national emergency.”

Heroes Act blev vedtaget i kølvandet på 9/11-angrebet på World Trade Center for at sikre, at studerende låntagere, der er påvirket af en “krig eller anden militær operation eller national nødsituation”, “ikke placeres i en dårligere position økonomisk” på grund af denne nødsituation. Oprindeligt var bemyndigelsen midlertidig, men kongressen gjorde statutten permanent i 2007.

Undervisningsminister Miguel Cardona brugte bemyndigelsen, da han annoncerede programmet med eftergivelse af studiegæld. Cardona meddelte, at studielånsadministrationen på grund af de økonomiske vanskeligheder forårsaget af coronaviruspandemien ville reducere lån til låntagere, der tjente mindre end 125.000 dollars i 2020 eller 2021, med 10.000 dollars.

Delstaten Nebraska anfægtede programmets lovlighed og anlagde sammen med andre republikanske stater sag mod Biden-administration.

Højesterets afgørelse i sagen ”Biden v. Nebraska” motiveres af flertallet på 6 dommere med, at Biden-administrationen langt har overskredet bemyndigelsen i Heroes Act. Højesteret forventer, at “Kongressen taler klart, hvis den bemyndiger administrationen til at foretage dispositioner med enorm ”økonomisk og politisk betydning”.

Højesteretspræsident John Glover Roberts skriver, er der ikke er tvivl om, at Bidens studielånspolitik, som kunne eftergive hundreder af milliarder dollars i studielån, involverer spørgsmål af stor betydning, og går langt videre end bemyndigelsen til at ”waive or modify”: “Undervisningsministerens plan har ”modificeret” bestemmelserne i føderale love om studerendes låntagning på samme måde som ”den franske revolution” ”modificerede” den franske adels status.”