Unilever, med brands som Dove, Zendium, Frisko, Axe, Omo/Persil, Hellmann’s, Knorr, Lipton, Lux, Magnum og Rexona, er mandag kommet på Ukraines sorte liste.

Ukraine

 Den britiske producent af forbrugervarer Unilever er mandag blevet føjet til Ukraines sorte liste over internationale krigssponsorer.

Den ukrainske antikorruptionsmyndighed begrunder det med, at Unilever gennem datterselskabet Unilever Rus LLC fortsat tjener penge på at drive virksomhed i Rusland. Med fabrikker i Omsk, Yekaterinburg, St. Petersburg og Tula, der fortsast kører og en række salgskontorer, tjener Unilever fortsat penge i Rusland, og med dens betydelige skattebidrag til det russiske statsbudget understøtter virksomheden landets økonomi og bidrager til fortsættelsen af Ruslands krig mod Ukraine.

Unilever henviser AFP til en udtalelse, som virksomheden i februar kom med, hvor det lød, at “virksomheden fordømmer krigen i Ukraine som en brutal og meningsløs handling fra den russiske stat.”

Virksomheden understreger også, at den i marts 2022 ophørte med at importere og eksportere produkter ind og ud af Rusland.

Samtidig lød det i udtalelsen, at Unilever “dagligt leverer mad og hygiejneprodukter fremstillet i Rusland til befolkningen i landet”, og den tilføjede, “at det ikke er ligetil at forlade landet”.

Unilevers regnskab for 2022 viste, at to procent af virksomhedens nettooverskuddet blev indtjent gennem aktiviteter i Rusland.

Leave a comment