Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.

I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.

Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner. Torsdag den 28. oktober 2021 viste Helleruplund kunstforening filmen ”Krigsfotografen” i Helleruplund Sognegård.

Berlingske Tidende valgte for 1 år siden – den 11. oktober 2020 – at stille 2 hele sider til rådighed for krigsfotograf Jan Grarup. Her blev vi oplyst om, at han fortryder, at han ”ikke har formået at være det menneske, jeg gerne ville være”. Det fremgår også, at Grarup slet ikke kan arbejde med ”racisme og den grimme nationalisme”, og at han har 28 udgaver af Joseph Conrads bog ”Heart of Darkness”, der var forlæg for Francis Ford Coppolas film ”Apocolypse Now”.

Jan Grarup er angiveligt en fremragende fotograf. Jan Grarup sluttede den 22. juni 2020 som vært på Radio4-programmet ”I Orkanens Øje”, hvor Grarup hver mandag beskæftigede sig med konflikter og krige. Når man tager hans baggrund i betragtning, som han supplerer med livlig og malerisk fantasi og name-dropping, har radioprogrammerne været bemærkelsesværdigt kedelige.

Fyret fra Politiken

Den seneste nyhed om fotograf Jan Grarup er, at dagbladet Politiken har afbrudt samarbejdet med fotografen. Avisen afbryder samarbejdet med Grarup, efter det er kommet frem, at han flere gange er kommet med fejlagtige oplysninger i sine reportager fra Ukraine. Grarup har blandt andet rapporteret, hvordan han sammen med ukrainske soldater på frontlinjen havde været med til at affyre en mortérgranat mod russiske tropper. Dette var dog ikke tilfældet.

Jan Grarup bekræfter, at der er sket fejl og beklager forløbet. Han forklarer, at der er flere årsager til de forkerte oplysninger.

“Det handler både om beskyttelse af nogle kilder, og så er der noget, som handler om, at jeg har været uden forbindelse i en lang periode. Og det har jeg udførligt forklaret til Politikens chefredaktion, udlandsredaktør og billedchef,” siger Grarup til Politiken.

Krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage

Jan Grarup (født 1968) blev uddannet fotograf 1991. Siden har han været fastansat hos Ekstra Bladet og senere Politiken men forlod avisen i 2009 for at blive freelancer.

Grarup har flere gange vundet priserne World Press Photo, Årets Pressefotograf og Årets Pressefoto.

Fotografen Jan Grarup har også i 2019 udgivet en bog. Bogen – ”Hvor jernkorsene gror” fortalt til Jakob Fälling – giver angiveligt et deprimerende indblik bag facaden af danske såkaldte krigsfotografer og krigskorrespondenter, der tidligere førte sig frem i kakiveste, cargo pants og pralerier og med et fantasifuldt forhold til fakta.

Bogen blev suppleret med at filmen ”Krigsfotografen”, der havde biografpremiere den 19. september 2019. Filmen er om og med Jan Grarup, der med sine billeder har rapporteret fra en række af verdens brændpunkter: Folkemordet i Rwanda i 1994, Haiti efter jordskælvet i 2010, borgerkrigen i Den Centralafrikanske Republik 2014, og Mosul i 2017.

Narrative friheder

Jan Grarup har selv erkendt, at han har haft et ”fantasifuldt forhold til fakta” og at hans billeder ikke altid viste det, han påstod de viste. Fyringen fra Politiken kommer derfor ikke som den helt store overraskelse.

En anden fantasifuld reporter – journalist Jeppe Nybroe, udgav i 2015 en bog om hans 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”. Bogen blev af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.

Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:

”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”

Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter tænkte han måske blandt andre på krigsfotografen Jan Grarup og krigskorrespondenten Jan Stage?

Opgør med Jan Stage

Jan Grarup gør i sin bog op med den mest feterede af datidens korrespondenter, Jan Stage. Ham er titlen på Grarups bog et citat fra: ”Hvor jern­korsene gror” var Stages udtryk for de vildeste og farligste steder – det var altid dér, han søgte hen; og unge Grarup søgte med. Han så op til Stage, skriver han.

Grarups opgør med Stage er opsigtsvækkende. For selvransagelsen fra kredsen omkring Stage har hidtil været minimal – selvom Stage blev afsløret i at opfinde citater og oplevelser, ja, sågar i at rapportere fra steder, hvor han ikke befandt sig. Resten af generationen har bagatelliseret hans usandheder: Han tog sig små friheder for at indkredse de store sandheder, hævder de.

Mangeårig chef på TV Avisen Lasse Jensen kalder i sin ikke særligt selvransagende selv­biografi fra 2017 stadig Jan Stage for ”en slags førerhund i vores miljø af alfahanner”.

Herbert Pundik erkendte i 2007, at han som chef­redaktør på Politiken kendte til Stages digteri, men blev ved at bringe det, for ”det var altid bedre end det, der ellers var skrevet”.

Vennen og DR-koryfæet Jens Nauntofte kaldte i sin nekrolog i 2003 Jan Stage, og den lige så utroværdige Ryszard Kapuściński, for ”det udenrigs­politiske essays store mestre”.

Dagbladet Information og kommunistiske efterretningstjenester

Dagbladet Information, modstandsbevægelsens og senere i slutningen af 1960’erne ungdomsoprørets fremmeste organ, var fra 1970’erne og længe efter Murens fald i 1989 et markant talerør for den yderste venstrefløj i Danmark og dens internationale forbindelser. Avisen var ikke anfægtet af, at den militante venstrefløj åbenlyst og voldeligt kæmpede forat afskaffe demokratiet, indføre et socialistisk diktatur og henrette folkefjender – som det hed: træffe ”særlige foranstaltninger for at forhindre gamle økonomiske og politiske magthavere i på ny at komme til magten”.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VS’eren Per Bregengaard samt mange andre.

Børnebogsforfatteren og tegneren Jakob Martin Strid, der i 2012 fik Kronprinsparrets kulturpris, var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser under en revolution.

Avisen Information, var i 1970erne og 1980erne en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.

Torben Krogh

Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde tidligt været aktivt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti og siden lod han sig rekruttere af Cubas hemmelige efterretningstjeneste, alt imens han sendte latterligt lobhudlende reportager hjem fra den virkeliggjorte socialisme i Cuba. Som han selv har berettet i en artikel i Information blev han siden – i 1971 – involveret i drabet på den bolivianske konsul i Hamburg, Roberto Quintanilla Pereiras, idet han kørte den flugtbil, som terroristen Monika Ertl benyttede efter at have skudt konsulen til døde. (En hævn for dennes medvirken ved tilfangetagelsen og likvideringen af revolutionshelten Che Guevara). Hvornår – om nogensinde? – Stage stoppede med at være en del af revolutionens fortrop er ikke belyst.

Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.

Lasse Ellegaard

På dagbladet Information var Lasse Ellegaard i første ombæring fra 1968 til 1978, senere igen fra 1990 til 1997 – heraf de fire år som chefredaktør.

Lasse Ellegaard har erkendt, at han var vidende om Jan Stages agentvirksomhed for Cuba. Ellegaard var også chefredaktøren, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden og retsopgøret fra september 1990 til domfældelsen den 2. maj 1991. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag.

Den socialdemokratiske avis, Det Fri Aktuelt, var også generet af retsopgøret med den radikale venstrefløj. Det Fri Aktuelts chefredaktør, Lisbeth Knudsen, lod i 1990 journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Lars Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der frem til 1. december 2015 var chef for TV 2 | ØSTJYLLAND, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

Lasse Ellegaard kan stadig læses i Information, hvor han skriver om Tyrkiet og Mellemøsten.

Alle kan nu logge ind hos Vurderingsportalen og se den foreløbige 2022-vurdering for landets 1,7 millioner private ejendomme.

Det nye ejendomsvurderingssystem har kostet i størrelsesordenen fire milliarder kroner, og er dermed det dyreste IT-system i danmarkshistorien. Spørgsmålet er om vi kan regne med vurderingssystemet?

DR Nyheder har fået fat i en række interne papirer, der viser et system, der er “spækket med fejl”, er udtryk for en “kaotisk proces” og nærmer sig “dumpekarakter”.

Det Konservative Folkeparti havde et dårligt folketingsvalg i 2019. Et fremragende kommunalvalg i 2021, som kastede hele 14 borgmesterposter af sig, bidrog til at forventningerne til folketingsvalget i 2022 var store. Da det kom til stykket, var resultatet en lammende vælgerlussing.

Skandalerne i privatlivet og ledelsen af Det Konservative Folkeparti har efterladt indtrykket af Søren Pape Poulsen som udygtig, selvoptaget, opportunistisk og behagesyg, der siger det, han tror folk på det pågældende tidspunkt og sted godt vil høre – og det har sjældent noget med konservativ ordentlighed, værdier og konservativ politik at gøre.

Når et politisk parti fejler så voldsomt, havde det været en naturlig konsekvens, at formanden, næstformanden og partisekretæren trådte tilbage. Det skete ikke – i stedet satte Pape og resten af partitoppen gang i et internt gruppearbejde, hvor forskellige arbejdsgrupper med folk fra ”baglandet” har skullet udvikle ny konservativ politik.

Øvelsen skal kulminere ved partiets landsråd i slutningen af september, hvor Pape vil præsentere det, han selv kalder for en ”konservative fortælling anno 2023”.

Men frygten er, at en ny politik ikke kan ændre vælgernes skepsis overfor Søren Pape Poulsen og den øvrige partiledelse inden valget til Europa-Parlamentet i 2024, kommunalvalget i november 2025, og et folketingsvalg i 2026.

Kunstmuseet Louisiana i Humlebæk med over 750.000 gæster om året, står over for en ubehagelig museumsreform. Allerede ved sin tiltrædelse varslede kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, et omslag på området, og politiske analytikere er enige om, at det vil gå økonomisk ud over de museer, der i dag får store statstilskud.

Louisiana får 32,6 millioner kroner om året i statsstøtte, og kulturministeren har allerede sendt en advarsel til Fredensborg Kommune, der ”modtager millioner i statsstøtte til Louisiana uden selv at punge ud”, som han sagde og kaldte det ”meget lidt solidarisk”.

I Jylland kan du også finde store og velbesøgte kunstmuseer som AAros. Et besøg på et mindre museum som Gl. Estrup kan dog også anbefales. Her er der mulighed for at få indblik i hvordan både herskab og tjenestefolk levede i gamle dage, men Gl. Estrup er også et eksempel på de vanskeligheder de mindre museer i provinsen står overfor.

Gammel Estrup Herregårdsmuseum, der ligger i Østjylland midt mellem Randers og Grenå, er meget mere end et støvet adelsmuseum. Museet har i efterhånden mange år formidlet historien om alle de danskere, der dengang levede på og omkring godserne, som sammenlagt udgjorde landets største arbejdspladser. Det har det statsanerkendte museum gjort med en meget beskeden fast bevilling fra staten på knap 4 millioner kroner.

Museet lever i høj grad af bevillinger fra private fonde – for hver offentlig krone, som staten giver til Gammel Estrup, henter det selv tre kroner hjem – men det er altid et krav fra fondene, at museerne selv kan stille med en vis egenfinansiering af projekterne. Det er der knap penge til med de forventede billetindtægter og det nuværende statslige bevillingsniveau. Det skal hele tiden overvejes, om museet fortsat kan holde åbent året rundt, om museet kan vedligeholdes i nødvendigt omfang, og om det stadig er muligt at opretholde et forskningsniveau af international klasse.

Relevansen for borgerne kan aflæses på besøgstallene, der viser, at museet i Jylland har 100.000 gæster om året. Til sammenligning har Den Hirschsprungske Samling 29.000 besøgende og Ordrupgård 17.000. Alligevel får de to hovedstadsmuseer henholdsvis 7,5 og 14 millioner kroner fra staten, altså tre til seks gange mere end Gammel Estrup på trods af langt færre gæster.

Behov for en museumsreform

Tallene aktualiserer behovet for en museumsreform, og det er indiskutabelt, at tilskudssystemet på museumsområdet er nødlidende. Det har det været længe, og forvaltningen af den milliard kroner, der hvert år uddeles i skatteyderbetalt museumsstøtte til de statslige og 97 statsanerkendte museer, er stærkt kritisabel.

I en situation med begrænsede ressourcer burde Folketinget for længst have defineret bredt accepterede og ensartede kriterier for tildeling af offentlig støtte til kunstneriske aktiviteter, herunder museumsvirksomhed. I dag uddeles støttekronerne efter et forældet, ulogisk og uigennemskueligt system baseret på dels enkeltbeslutninger i tidligere finanslove, dels de tidligere amters støtteniveauer suppleret med indviklede regnestykker bag tidligere museumssammenlægninger.

Behov for at rette skævheder

Der er således et enormt behov for at reformere. Landsforeningen Danmark på Vippen udarbejdede for nogle år siden en analyse, der viste at hovedstadsområdets museer uden sammenligning får den største bid af kagen, når staten udbetaler støtte til de danske museer.

Analysen, som er lavet på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Slots- og Kulturstyrelsen, viser, at 72 pct. af den samlede statslige støtte til museer udbetales til museer i hovedstadsområdet.

Til sammenligning udbetales 7 pct. til museer i Aarhus, mens museer i Odense og Aalborg hver får 1 pct. De resterende 19 pct. af museumsstøtten fordeles til museer i resten af Danmark uden for de fire store byområder.

Den markante geografiske skævhed i udbetalinger til museer kommer også til udtryk i museernes tilskud pr. besøgende. Her får museer i hovedstadsområdet i gennemsnit over tre gange mere i støtte pr. museumsgæst end museerne i resten af Danmark.

Statstilskud fra 16 – 257 kr.

De er ikke kun Landsforeningen Danmark på Vippen, der har påpeget ”svagheder” ved det nuværende fordelingssystem. En sammenligning af besøgstal og tilskud til 24 museer i 2016, som Magisterbladet har foretaget viser også de enorme forskelle, der præger statens støtte til museerne.

Ifølge Magisterbladets undersøgelse varierer statstilskuddet pr. besøgende fra 16 kr. til 257 kr.

De økonomiske rammmer

Regeringens forslag til finanslov for 2024 opererer med en ”reservepulje” på 125 millioner kroner årligt, der delvist er øremærket til den kommende museumsreform.

Pengene kan bidrage til at rette op på undladelsessynderne over for de gennem så lang tid udsultede museer, som i årevis har måttet agere på kanten af det forsvarlige på grund af påtvungne årlige besparelser.

Forhandlingerne om en museumsreform er tidligere kørt fast fordi Dansk Folkeparti havde en styrke, hvor partiet kunne insistere på at sætte et loft over støtten til det enkelte museum, så ingen fremover kan få mere end 15 millioner om året.

Det ville have betyde at ARoS i Århus, Louisiana i Humlebæk nord for København, Arken i Ishøj syd for København og Designmuseum Danmark i København K. kunne vinke farvel til millioner af støttekroner.

Den udskudte museumsreform har betydet, at det i en årrække ikke har været muligt at anerkende flere end de 97 allerede statsanerkendte museer. Idérigdommen har ellers været stor, og vi har i nyere tid fået en række nye museer. Fra Forstadsmuseet i Hvidovre, over Rockmuseet i Roskilde til Tirpizt ved Blåvand og Vadehavscentret ved Ribe, der selvom de har haft mange besøgende, overvejende har været afhængige af kommunale tilskud.  

Regeringens planer

På side 50 i regeringsgrundlaget for den nuværende regering står, at den vil “reformere forældet lovgivning, rydde op i tilsandede strukturer og styrke kulturlivet i hele landet. Som en del af dette arbejde vil regeringen bl.a. gennemføre en museumsreform, der åbner for flere statsanerkendte museer og skaber en mere retfærdig og gennemsigtig fordeling af museumsmidlerne”.

Selv med et nyt bidrag på op til 125 millioner kroner om året står kulturminister Jakob Engel-Schmidt over for en nok så kompliceret politisk proces med omfordeling af den eksisterende milliardstøtte til museerne. Hvis Engel-Schmidt faktisk får gennemført en museumsreform, kan han meget vel gå over i annalerne som en af de sjældne succesfulde kulturministre i Danmark.

Kan alle museer overleve?

Hvis forhandlingerne om en museumsreform skal ende positivt, skal museer som Louisiana, ARKEN, Designmuseum Danmark og ARos indstille sig på, at de enten må indskrænke aktiviteterne eller øge deres egenindtægter.

Erfaringerne fra Coronapandemien og de begrænsede muligheder for at feriere i udlandet demonstrerede, at de populære museer faktisk kunne tiltrække mange nye gæster. Det tyder på, at der er gode muligheder for, at i hvert fald nogle museer kan tiltrække sponsorer og finansiering fra fonde, som sammen med øgede billetindtægter kan kompensere for reducerede statstilskud.

Samtidig med at flere partier i Folketinget i øjeblikket forhandler om en ny klimaaftale, er klimadebatten mere uforsonlig end nogensinde.

Det yderste højre er “ligeglade” med klimaet, lyder det. Og den yderste venstrefløj “negligerer, at klimapolitik har konsekvenser for menneskers livsvilkår.”

Hidtil er den brede politiske opbakning til den danske energi- og klimapolitik fremhævet som forbilledlig, og ikke mindst med den tidligere klimaminister Dan Jørgensen for bordenden, var der ikke grænser for ambitionerne om at redde verden. Stærke kræfter på tværs af det politiske spektrum har arbejdet for høje CO2e-afgifter på landbrug og alle sektorer, der udleder drivhusgasser.

Alligevel er det fortsat de almindelige energiforbrugere, der betaler prisen!

De høje strømpriser i Danmark chokerer. På grundlag af omfattende dokumentation i den offentligt tilgængelige ”Stromreport” kan det fastslås, at Danmark i 2022 var det land i hele Europa med den højeste elpris for private husholdninger. Sidste år skulle danskerne for eksempel betale 61 eurocent per kWh for deres strøm, selvom det meste kommer fra vedvarende energi.

Det er netop oplyst, at el-forbrugene kommer til at betale ekstra for etableringen af en energi-ø ved Bornholm. Med en ”teknisk justering” påtænker myndighederne at lade el-forbrugerne betale 39 pct. af de mange milliarder, det kommer til at koste at etablere el-infrastrukturen til energi-øen. Vindmølleinvestorerne, PtX-selskaberne og brintindustrien slipper dermed for en stor del af regningen for et projekt, som ikke umiddelbart kommer den almindelige forbruger til gode.

I det hele taget er spørgsmålet, hvem der skal betale regningen for den grønne omstilling? Da energipriserne i 2022 eksploderede efter Ruslands invasion i Ukraine, endte el- og varmeregningen hos forbrugerne, mens energiselskaberne kunne bogføre eksorbitante ekstraordinære profitter.

Ny realisme i SMV-regeringen?

Da Lizette Risgaard stadig var formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, var hun stort set den eneste, der gav udtryk for bekymring. I debatten om en generel CO2e-afgift på dansk landbrug var hun skeptisk. Hun mente, at regningen til syvende og sidst ender et helt andet sted: ”I sidste ende vil størstedelen af regningen lande hos lønmodtagerne. Enten i form af højere priser, højere skatter eller på grund af risikoen for at miste jobbet”, udtalte hun til Finans.

En afgift på drivhusgasser vil uden tvivl skade dansk landbrug, men også påvirke priserne på ikke kun fødevarer, men også på andre forbrugsgoder som vaskemaskinen, computeren, sofaen og det tøj og sko, vi går i. Ligesom færge- og flybilletter m.v. bliver dyrere.

Den danske velfærdsmodel er under pres. Trods stadig større budgetter kan Sundhedsvæsenet ikke levere de forventede sundhedsydelser. Ventelister og overskredne tidsfrister taler sit tydelige sprog. På ældreområdet har kommunerne svært ved at leve op til de krav som en stadig større gruppe af seniorer stiller. På undervisningsområdet er der ligeledes store problemer og mange forlader grundskolen uden de nødvendige kvalifikationer til at klare en erhvervsuddannelse eller en videregående akademisk uddannelse. Resultatet er, at 45.000 unge – en fortvivlende store del af ungdomsårgangene – hverken er under uddannelse eller i arbejde. På sigt kan mangel på arbejdskraft komme til at true sammenhængskraften i samfundet.

Konservative løsninger

Det Konservative Folkepartis traditionelle fokus på forsvar, nationalstat, lov og orden, modstand mod omfattende indvandring, forvalterskab, hvor hverken miljømæssige eller økonomiske regninger overlades til kommende generationer osv. har mistet sin tiltrækning.

Samme pakke kan man i varierende grad få hos langt de fleste andre partier, og samtidig har de konservative kritikløst deltaget i populistiske MeToo- og identitetspolitiske kampagner, Regnbuebevægelser, kritikløst påført almindelige borgere grønne energiafgifter og stigende leveudgifter og udvist grænseløs tolerance overfor den offentlige seksualisering af børn og unge, Koranafbrændinger og andre utilbørligheder.

Det Konservative Folkepartis svar på de udfordringer, landet står overfor, er et sats på familiepolitik, forlyder det. Partiet er øjensynligt indstillet på frem mod næste valg at præsentere Det Konservative Folkeparti som intet mindre end danskernes familieparti!

Når partiet fokuserer på en proaktiv familiepolitik, er det fordi familien er meget fraværende i dansk politik generelt, hedder det. Familien er ifølge de konservative et utrolig vigtigt emne, både fordi udgangspunktet for at få et godt liv er, at man er vokset op i en tryg familie, og så fordi fertilitetsraten er faldende.

Den proaktive familiepolitik vil blive præsenteret i sin helhed på partiets Landsråd 23.-24. september, men allerede nu har de Konservative meddelt, at de på den kommende finanslov vil afsætte 30 millioner kroner til, at flere kommuner skal forebygge skilsmisser.

Konkret foreslås det, at der skal sættes en pulje på 30 millioner kroner af. Pengene skal gå til, at flere kommuner skal kunne tilbyde hjælp og rådgivning til familier, hvor parforholdet er i krise.

Foruden rådgivningspuljen på 30 millioner kroner foreslår de Konservative også, at alle kommuner skal give tilskud til forældre, der ønsker at hjemmepasse deres barn i minimum 12 uger.

Landsråd

På det kommende Landsråd i Det Konservative Folkeparti må Søren Pape Poulsen endnu engang konstatere, at partiet befinder sig i en krise. Sidste år blev landsrådet holdt på baggrund af afsløringen af, at det ikke var rigtigt, at hans daværende partner, Josue Medina Vasquez, var nevø til den tidligere præsident i Den Dominikanske Republik, som Pape havde påstået. Og han var heller ikke jøde, som partiformanden havde ladet offentligheden forstå. Efter afsløringerne meddelte Pape, at parret gik fra hinanden.

Siden modtog partiet en gedigen vælgerlussing, og de seneste uger har han skullet kæmpe med utilfredshed i baglandet, at flere profiler har forladt partiet, ligesom der har været ballade omkring partiets enlige EU-parlamentariker, Pernille Weiss.

En fedmeepidemi og sundhedsmæssige bekymringer kan betyde, at Ozempic- og Wegovy-producenten Novo Nordisk overhaler LVMH – verdens største forhandler af luksusvarer, der er bedst kendt for mærkerne Louis Vuitton, Dior, Hennessy og Tiffany – som den mest værdsatte virksomhed i Europa siden februar 2021, da den overhalede Nestlé.

Begge selskabers børsværdi ligger på omkring 430 milliarder dollars, men Novos vækst ser ud til at fortsætte efter at være tredoblet i de seneste tre år, mens LVMH’s vækst er fordoblet.

En svækkelse af Kinas økonomi vil påvirke salget for LVMH, som er stærkt afhængig af Kinas forbrugerbase.

Tendensen kan signalere, at europæerne i dag bekymrer sig lige så meget om at tabe sig, som de er optaget af luksusvarer. Omkring 59 procent af de voksne og næsten 1 ud af 3 børn i Europa er overvægtige eller lever med fedme ifølge en nylig rapport fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO. Forekomsten af fedme i Europa er højere end nogen anden WHO-region bortset fra Nordamerika.

Novo hævder, at dets lægemiddel Wegovy kan reducere risikoen for hjerteanfald eller slagtilfælde med 20 procent hos overvægtige eller fede mennesker med hjerteproblemer. Ozempic sænker blodsukkeret og er efterspurgt som et yderst effektivt diabetes- og vægttabslægemiddel, der nu er en mangelvare over hele verden.

Det globale marked for vægttabsmedicin forventes at nå 100 milliarder dollars i årligt salg inden for de næste 10 år.

De prestigiøse Nobelpriser for 2023 uddeles mellem 2. og 9. oktober, og selve prisceremonien afholdes den 10. december 2023.

Nobelstiftelsen i Sverige har lørdag omgjort en tidligere kontroversiel beslutning om at invitere ambassadørerne fra Rusland, Belarus og Iran med til prisceremonien.

Det sker efter voldsom kritik fra en række svenske partiledere, der fredag kritiserede at ambassadørerne for Rusland, Iran og Belarus var indbudt.

Partiledere fra en række svenske partier – Centern, Vänsterpartiet og Miljöpartiet – havde meddelt, at de ville boykotte prisuddelingen på grund af Nobelstiftelsens beslutning.

Statsminister Ulf Kristersson fra det konservative Moderaterna havde også udtrykt undren over Nobelstiftelsens beslutning.

Normalt inviteres alle ambassadører fra lande med diplomatisk repræsentation i Norge og Sverige. Ambassadørerne fra Rusland og Belarus var ikke inviteret sidste år på grund af invasionen af Ukraine. Belarus er en af Ruslands tætte allierede.

Den 3. maj 2023 fremsatte regeringen et lovforslag om at opsige den såkaldte dobbeltbeskatningsaftale mellem Rusland og Danmark med virkning fra 1. januar 2024.

Det var på tide!

Samtidig er forholdene for den danske ambassade i Moskva utålelige. Udenrigsministeriet har til Ritzau oplyst, at bankkort tilhørende den danske ambassade i Moskva har været spærret siden sommer sidste år. Ambassaden har siden sidste sommer været underlagt betydelige restriktioner fra russiske myndigheder, der har hindret ambassadens bankforretninger. Øgede dokumentationskrav forud for alle betalinger betyder konkret, at ambassaden gennem længere tid har måtte udbetale løn til ansatte og betale regninger kontant.

I København er vi mere fremkommelige. Af regeringens forslag til finanslov for 2024 fremgår (§ 06.11.15.20.), at den danske stat siden 2011 har ydet et årligt kontant tilskud til Den Russiske Ambassade i København til dækning af den del af huslejeudgifterne, der kan henføres til ejendomsbeskatningen af ambassadens lejemål. I 2023 udgør tilskuddet 900.000 kr. og i 2024 og følgende år forventes tilskuddet at udgøre 750.000 kroner.

Årsagen til justeringen af tilskuddet er ukendt, men Udenrigsministeriet oplyser, at i tilfælde af ændrede ejendomsskatter og dermed ændrede tilskud som kompensation herfor til den Russiske Ambassade, foretages der en justering af bevillingen. At København skulle være indstillet på at lempe ejendomsbeskatningen i 2024, kommer dog som en overraskelse.

Mandag den 2. september 2023 er USA lukket ned.

Man fejrer Labor Day – en amerikansk helligdag, der fejres den første mandag i september hvert år. Den blev først anerkendt som en officiel føderal helligdag i USA i 1894 som en hyldest til arbejderbevægelsen og deres bidrag til samfundet.

Labor Day blev først markeret med en parade i New York City den 5. september 1882. Dagen var valgt fordi den lå omtrent midt mellem Independence Day den 4. july og Thanksgiving i november.

I 1894 blev dagen markeret i 28 delstaterstater, og baggrunden for Labor Days status som national helligdag var var Pullman-strejken i 1894. Denne strejke startede som en protest mod Pullman Palace Car Company, der havde beskåret lønninger og øget leveomkostningerne for sine arbejdere. Strejken voksede hurtigt og involverede jernbanearbejdere over hele landet.

Præsident Grover Cleveland besluttede at intervenere ved at udråbe Labor Day som en national helligdag som en form for forsoning med arbejderne efter at have sendt føderale tropper for at undertrykke strejken.

Labor Day er i dag i USA en helligdag, der for mange amerikanere markerer den uofficielle afslutning på sommeren, men også er en markering af amerikansk nationalisme, selvforståelse og den udbredte opfattelse af USA som “God’s Own Country.”

Fejring af arbejdskraft og samfundsbidrag

Labor Day hylder den amerikanske arbejdsstyrke og dens betydning for nationen. Dagen er en anerkendelse af, at det er arbejdernes hårde arbejde og bidrag, der har hjulpet med at opbygge og forme USA. Denne fejring styrker følelsen af national stolthed og samhørighed, da det minder folk om, at deres arbejde er en integreret del af den amerikanske succes.

Symbol på den amerikanske drøm

Labor Day er også en fejring af den amerikanske drøm, som er ideen om, at enhver, uanset baggrund, har mulighed for at opnå succes gennem hårdt arbejde og dedikation. Dette aspekt styrker amerikanernes selvforståelse som en nation af muligheder, hvor enhver kan forfølge deres mål og drømme.

Nationalisme og fællesskabsfølelse

Dagen bruges som en mulighed for at udtrykke nationalisme og patriotisme. Parader, flagning og offentlige begivenheder er typiske traditioner, der bidrager til at fremme en følelse af national enhed. Labor Day fungerer som en dag, hvor folk samles for at udtrykke deres kærlighed til USA og vise deres stolthed over nationen.

USA som “God’s Own Country”

Forestillingen om USA som “God’s Own Country” er dybt rodfæstet i amerikansk kultur og historie. Mange amerikanere ser deres land som en særligt begunstiget nation og mener, at Gud velsigner USA. Labor Day kan ses som en tid til at bekræfte denne opfattelse, da den fejrer nationen og dens arbejdsstyrke som en velsignelse og som en del af en guddommelig plan.

Samlet set spiller Labor Day en vigtig rolle i at fremme følelsen af nationalisme, selvforståelse og forestillingen om USA som et unikt og velsignet land. Det er en dag, hvor amerikanere samles for at ære deres arbejdsstyrke, fejre deres nation og bekræfte deres tro på den amerikanske drøm og landets særlige status som “God’s Own Country.”