Fra: Søren Vandsø <medlem@konservative.dk>
Sendt: 21. august 2018 11:00
Emne: Pernille Weiss indstilles som partiets spidskandidat til EP-valget 

Denne mail er sendt til alle medlemmer af Det Konservative Folkeparti

Kære medlem, Forretningsudvalget indstiller, til Landsrådet i september, at Pernille Weiss bliver ny spidskandidat for vores parti til Europaparlamentsvalget i maj 2019. Pernille Weiss har været med i vores parti i flere årtier og har også en fortid som både amtsrådsmedlem på Fyn og folketingskandidat samme sted. Pernille bliver præsenteret af Søren Pape og Bendt Bendtsen på et pressemøde, kl. 12:00 i dag, som vi iøvrigt live-streamer på partiets facebook-side. Vi vil sende mere info ud om og fra Pernille Weiss i den kommende tid, men her er der lidt om Pernilles historie og baggrund, skrevet af hende selv. Om Pernille Weiss: Pernille fortæller følgende om sig selv: Jeg er født i marts 1968 i Gamborg på Vestfyn og er storesøster til Christina og Jakob i en tømrermesterfamilie, hvor mange af mændene arbejdede med byggeri og mange af kvinderne havde en sundhedsfaglig uddannelse. Efter gymnasiet ville jeg egentlig have læst politologi i København, men blev heldigvis på Fyn og løftede min mødrenearv og blev sygeplejerske. Det har jeg aldrig fortrudt! Sygeplejen er og bliver mit praktiske udgangspunkt for det meste af det jeg gør som menneske – for mennesker. Jeg har tre voksne børn og et barnebarn. Jeg har været gift i godt 12 år. To gange. Samfundsforhold, historie og politik er emner, hele familien tager alvorligt og tager del i. En er menighedsrådsformand og en anden er byrådsmedlem. En er journaliststuderende og de fleste har skarpe meninger og iagttagelser. Det betyder meget for mig, når jeg nu selv har lyst til at bruge så meget tid på netop politik. Da jeg blev gift 2. gang og min yngste søn i 2001 kom ind i mit liv, var jeg så godt som sikker på at komme i Folketinget. Det kunne jeg ikke få mig selv til at byde mine små børn og jeg valgte derfor at spring fra for at kunne koncentrere mig om dem, mit amtsrådsarbejde og mit studie i sundhedsvidenskab. Det har jeg aldrig fortrudt! I dag er børnene godt i vej og jeg har igen tid til politik. Nu kan jeg kombinere mine uddannelser, mine erfaringer og mine meninger i et aktivt liv. Jeg bor tæt på min børn – og Christiansborg – på Christianshavn og har stadigvæk nøglerne til mit barndomshjem på Fyn, hvor jeg ofte er. En dag finder jeg en adresse til mig selv om øen. Det vil jeg rigtig gerne. Alt i mit liv er ikke politik og arbejde! Jeg holder meget af at læse, løbe, vinterbade og dyrke hot yoga. Så ofte jeg kan, fylder jeg helst en søndag med en del af det, en gudstjeneste i min kirke og mine børn eller venner. Også teater, opera, kunstmuseer, musik og ballet bruger jeg en del opmærksomhed på – gerne forskellige genrer, som gerne må provokere sanser og antagelser, blot det ikke gøres alt for dogmatisk og formanende. Mit CV ser i oversigtsform således ud: Referencer 2008 – Stifter og ejer af ArchiMed ApS 2005-08 Chef for Sundhed i Arkitema A/S 2004-05 Markedsansvarlig for Sundhed i COWI A/S 1999-04 Faglig vejleder på sundhedsvidenskab på SDU 1993-99 Områdeleder og sygeplejerske i Ejby Kommune 1996-04 Amtsrådsmedlem på Fyn 1990-96 Dansk Sygeplejeråd, amtsbestyrelsesmedlem og tillidsrepræsentant 1993 Middelfart Sygehus retspsykiatrisk afdeling   Bestyrelsesposter (aktuelle) Bestyrelsesmedlem i Teatermuseet i Hofteateret på Christiansborg WeShelter – Socialt arbejde siden 1893 VL56 Medlem af Byggesocietetets Sundhedsudvalg Ejerforeningen Wildersgade 26   Bestyrelsesposter (tidligere) Hospitalitet AS, Norge Gloria Mundi Care ApS VL73 Odense Teater Svendborg Handelsskole Døveskolen i Nyborg FOF Middelbart…og flere, som har givet indsigter og overblik om emner og mennesker, jeg ellers ikke ville have mødt.   Uddannelser 2017 Påbegyndt Master i Teologi fra KU 2017 Certificeret sexolog 2009 Akkrediteret i evidensbaseret design fra Center for Health Design i USA 2008 Master i Ledelse og Innovation fra CBS og DPU 2004 Cand.scient. i sundhedsvidenskab fra SDU 1992 Sygeplejerske fra Odense Sygeplejeskole, Fyns Amt 1987 Samfundsmatematisk student

Med venlig hilsen Søren Vandsø Partisekretær

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag – L 104 – der fra næste år gør det sværere at få partistøtte fra staten.

I dag har et parti blandt andet ret til partistøtte på

• 32,25 kr. pr. stemme, som partiet har opnået ved Folketingsvalgene. Det forudsættes, at listen har opnået mere end 1000 stemmer.  

• Hver stemme ved valgene til regionalrådene honoreres med 4,50 kr./år (listen skal have opnået mindst 500 stemmer) og til  
• stemmer ved kommunalvalgene, ydes årligt 7,25 kr. Det forudsættes at listen opnår mindst 100 stemmer – 500 stemmer i København. 

Efter de nye regler ændres bundgrænsen for udbetaling af offentlig partistøtte, så et parti, en kandidat uden for partierne eller en kandidatliste, der har opnået repræsentation ved valg, altid er berettiget til partistøtte.

Partier, der ikke har opnået repræsentation ved et folketingsvalg, er kun berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 320 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat. Det betyder at det fremover vil det kræve cirka 64.000 stemmer for at få partistøtte til opstillede til Folketingsvalg. Med ændringen vil hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne være berettiget til partistøtte fra næste år.

Kandidater uden for partierne, der ikke har opnået repræsentation ved folketingsvalget, og kandidatlister, der ikke har opnået repræsentation ved et kommunal- og regionalvalg, skal være berettiget til partistøtte, hvis de har opnået et stemmetal på 80 procent af det antal gyldige stemmer, der i gennemsnit er afgivet pr. mandat.

Partistøtte til ”Stram Kurs”

Bedømt på antallet af kandidatlister ved de senest afholdte valg til kommunalbestyrelser og regionsråd er demokratiet i Danmark særdeles levende. Det er forholdsvis nemt at blive opstillet til valgene. Til kommunalvalget kræver det blot 25 stillere – i Aarhus, Odense og Aalborg Kommuner skal kandidatlisten dog være underskrevet af mindst 50 stillere, og i Københavns Kommune skal kandidatlisten være underskrevet af mindst 150 stillere. Kandidatlister til regionrådsvalgene skal have mindst 50 stillere. 

Konsekvensen af den ubesværede adgang til opstilling er, at vælgerne op til valgdagen overalt udsættes for kakofonisk valgpropaganda og postkasser og mailbakker flyder over med anprisninger. På valgstedet må vælgerne bakse med alenlange og uoverskuelige stemmesedler.

Der er også en økonomisk side

Den hidtidige lov om offentlig partistøtte har sikret at partier som ”Hampepartiet”, der i København opnåede 573 stemmer blev berettiget til partistøtte på godt 4.150 kr. om året. ”Veganerpartiet” og ”Klimapartiet Momentum” og flere andre lister har ligeledes været berettiget til partistøtte.

Listen “Valgfest med mexicansk tema”, der opnåede 1388 stemmer ved Regionsrådsvalget i Hovedstaden, har været berettiget til en årlig offentlig partistøtte på godt 6.200 kr. frem til næste regionsvalg.

Rasmus Paludans ”Stram Kurs” opnåede 1005 stemmer og er derfor berettiget til en årlig støtte på godt 4.700 kr. (Stram Kurs opstillede også i region Syddanmark, hvor de opnåede 707 stemmer).

Kandidatlisterne ”Odins Vikingehær” (1331 stemmer), ”Regnbuepartiet” (1194 stemmer) og ”Veganerpartiet” (5398 stemmer) var også blandt dem, der er berettiget til partistøtte. 

I Region Hovedstaden fik hele 14 kandidatlister stemmer nok til at kunne søge om støtte, selv om de ikke blev valgt ind. 

Situationen er højspændt på grænsen mellem Serbien og Kosovo på Balkan.

Kosovo – med en befolkning på ca. to millioner mennesker, hovedsagelig etniske albanere, men dog også over 50.000 serbere – udråbte sig selv som et uafhængigt land den 17. februar 2008 med Pristina som hovedstad.

Kosovo var tidligere en del af Serbien med et befolkningsflertal af kristne, og under den nu afdøde serbiske leder Milosevic blev den overvejende muslimske albanske befolkning undertrykt. Da der var optræk til et regulært folkemord, greb det internationale samfund ind i 1999.

Kosovo er ikke anerkendt af Serbien og Rusland. Rusland har samtidig blokeret for FN’s anerkendelse, men Danmark har siden 2008 sammen med 98 andre lande, herunder de fleste EU-medlemslande, anerkendt Kosovo som et selvstændigt land.

FN har iværksat en internationale overvågningsplan, der blandt andet skal sikre at Kosovos serbiske mindretal og andre etniske grupper beskyttes.

Serbisk mindretals modstand mod nummerplade-krav

Der lever omkring 50.000 serbere i den nordlige del af Kosovo, og de nægter at anerkende regeringen i hovedstaden Pristina eller i det hele taget staten Kosovo.

Spændingerne eskalerede, da der skulle afholdes valg den 18. december i de serbiske flertalskommuner Zvecan, Leopsavic, Zubin Potok og North Mitrovica, efter at repræsentanter trådte tilbage i massevis i protest over et krav om nye bilnummerplader. Pristina krævede, at etniske serbere skulle aflevere de serbisk udstedte nummerplader, som de stadig bruger, og erstatte dem med “Republikken Kosovo” -plader.

For Pristina var det et spørgsmål om at hævde Kosovos suverænitet. For kosovoserbere repræsenterede nummerpladerne deres identitet, og kun en håndfuld foretog ombytningen af nummerplader indenfor fristen.

Kosovomyndighederne i Pristina truede med at udstede bøder for den manglende ombytning, men det udløste omfattende opsigelser fra etniske serbere i alle Kosovos nationale institutioner. Dette omfattede borgmestre og kommunalbestyrelser samt politiet, hvor mere end 600 etniske serbiske betjente afleverede deres badges.

Det planlagte valg den 18. december blev udsat, og en EU-formidlet kompromisaftale om nummerpladerne har ikke formildet serberne, der fortsat har afbrudt alt samarbejde med Kosovos myndigheder.

Valg den 24. april

Kosovos regering, med den kosovoalbanske præsident Albin Kurti i spidsen fik imidlertid alligevel afviklet valget den 24. april i år, og med en stemmedeltagelse på godt og vel 4 procent overgik magten til kosovoalbanere.

De etniske serbere boykottede valget og kalder processen for udemokratisk og valget for illegitimt, så da de nye borgmestre skulle møde på deres respektive rådhuse for første gang i fredag før Pinse, blev de mødt af etniske serbere i hundredvis, der forsøgte at nægte dem adgang til bygningerne.

NATO-ledet international fredsmission angribes

NATO leder en international fredsmission i Kosovo Force (KFOR). KFOR omfattede omkring 50.000 soldater, da missionen var på sit højeste i begyndelsen af år 2000, men i øjeblikket er styrken på 3.700 mand, og blandt andre lettiske tropper er placeret på nøglepunkter, herunder ved grænsen til Serbien.

Men kampklædt politi og bevæbnede KFOR-NATOstyrker var fredag på plads og skubbede demonstranterne tilbage på, hvad kritikere kalder, voldsom vis. Volden mellem de to sider eskalerede hurtigt, og adskillige politimænd og borgere blev såret i sammenstødet.

Mandag den 29. maj nåede kampene nye foruroligende højder. Politi og Kfor, Natos fredsbevarende styrker var i kampe med de etniske serbere, der havde blokeret indgangene til rådhusene i fire kommuner i Nordkosovo i protest mod, at der er indsat kosovoalbanske borgmestre.

Politibiler stod i brand, og luften var tyk af røg fra tåregas og stødgranater, da volden og uroen i det nordlige Kosovo eskalerede. De værste uroligheder mandag fandt sted i byen Zvecan, hvor mindst 25 NATO-soldater blev såret – tre af dem alvorligt – efter de blev ramt af blandt andet sten og flaskebomber. Også i de tre kommuner Mitrovica, Leposavic og Zubin Potok var der sammenstød mellem myndigheder og demonstranter.

Kampberedt serbisk hær

Beograd har øget sin væbnede tilstedeværelse ved grænsen og den serbiske hær siger nu, at den er på sit “højeste niveau af kampberedskab” efter uger med eskalerende spændinger mellem Serbien og Kosovo. Serbiens præsident Aleksandar Vucic, beordrede fredag Serbiens militær helt op til grænsen til Kosovo.

”Serbien vil ikke sidde overhørig i det øjeblik, at serbere i det nordlige Kosovo bliver angrebet”, sagde han.

Rusland er utvetydig i sin støtte til Kosovo-serberne, og både USA og EU, som er fredsmæglere i konflikten mellem Serbien og Kosovo, har kritiseret Kosovos myndigheder for at destabilisere det allerede skrøbelige forhold mellem de to sider, men fordømmer samtidig vold fra demonstranternes side.

Danske fængselsplaner i Kosovo

Den danske regering har indgået en traktat med Kosovo, hvorefter Danmark lejer 300 fængselspladser i fængslet i Gjilan. Det er planen, at kriminelle fra lande uden for EU, som udvises af Danmark, skal afsone i Kosovo i stedet for på dansk jord. Det skal aflaste det danske fængselssystem.

Det var oprindeligt meningen, at pladserne kunne være taget i brug i 2023. Men den tidsplan er skredet.

Årsagen er blandt andet, at traktaten mellem Danmark og Kosovo endnu ikke er endeligt ratificeret, og at ombygningen af fængslet tager længere tid end forventet. Altinget har beskrevet processen, der ledte frem til aftalen med Kosovo.

Justitsminister Peter Hummelgaard mener, at parlamentet i Kosovo ”snart” vil ratificere traktaten, så ombygningen af Gjilan-fængslet kan påbegyndes.

Så skal vi til det igen!

H.K.H. Kronprinsen fortsætter succesen og har inviteret til Royal Run 2. Pinsedag – den 29. maj 2023 – i Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.

Der er lagt op til fem helt store royale begivenheder, når H.K.H. Kronprinsen løber med i Royal Run 2. pinsedag.

Ruten til Royal Run i København og på Frederiksberg er lukket for trafik, og der vil være løbere på ruten fordelt over hele dagen. Der forventes derfor pres på trafikken, ligesom det vil være meget vanskeligt at finde parkering. 

Uanset om du deltager, bor i – eller skal på besøg i København/Frederiksberg, fraråder vi derfor at du tager bilen denne dag, hvis det er muligt.​

Royal Unibrew A/S (tidligere Bryggerigruppen A/S) er Danmarks næststørste bryggerivirksomhed. Virksomheden ejer de danske bryggerier Albani, Faxe, Maribo Bryghus og Ceres og har desuden en række bryggerier i Letland, Litauen og Polen, samt en betydelig eksport til bl.a. Italien, Tyskland og Caribien. Gruppens hovedkontor ligger i Faxe.

Royal Unibrew markedsfører sig i Danmark med Royal Arena og leverer øl fra sine fire danske bryggerier under individuelle mærker, men har derudover haft succes med at sælge det fælles mærke, Royal, som blev skabt ud fra Ceres-øllen Ceres Royal Export, da gruppens øvrige ølmærker primært solgte regionalt. Det må antages, at Royal Unibrew opnår en betydelig markedsføringsafsmitning fra afviklingen af Royal Run.

Royal Unibrew indgik i 2003 en salgsaftale med det hollandske bryggeri Heineken om at markedsføre Heineken-øl i Danmark, og man licensproducerer desuden nogle af PepsiCos læskedrikke i Danmark.

Med start Pinsesøndag sender Danmarks Radio en serie i 3 afsnit om Poul Schlüter: ”Schlüter: Ikke så konservativ, så det gør noget”.

Serien introduceres med at beskrive et Danmark i kaos, med tårnhøj arbejdsløshed og truende statsbankerot, da Poul Schlüter overtager nøglerne til Statsministeriet efter Anker Jørgensen i september 1982. Og selv om de færreste spår Schlüter, som bliver betragtet som en politisk letvægter, en lang periode på Danmarks mest magtfulde post, ender han med at sidde der i mere end 10 år. Portrættet af Schlüter er positivt, men der lægges ikke skjul på, at statsministerårene har store personlige omkostninger for ham og hans familie, og ikke mindst Tamil-sagen får betydning – også for hans eftermæle.

Den 14. januar 2018 gik Poul Schlüter og regeringen af som følge af Tamil-sagen og overlod regeringsmagten til Poul Nyrup Rasmussen.

I sin beretning, der blev offentliggjort den 14. januar 1993, udtalte undersøgelsesretten stærk kritik af Erik Ninn-Hansens og en række embedsmænds behandling af sagerne om familiesammenføring og indgreb i ombudsmandens undersøgelse.

Angående Poul Schlüter fastslog undersøgelsesretten, at statsminister Poul Schlüter hverken havde lod eller del i den ulovlige nedprioritering af de tamilske familiesammenføringssager, men undersøgelsesretten fandt, at Poul Schlüter efterfølgende havde givet Folketinget og Folketingets retsudvalg ufyldestgørende oplysninger, og at han – efter undersøgelsesrettens mening under folketingsdebatten den 25. april 1989, hvor han holdt den famøse ”gulvtæppetale” – måtte have været klar over dette.

Tamil-sagen og senere sager bekræfter, at udlændingeområdet er et hjørne af dansk politik, hvor juridiske skandaler udspiller sig. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode har Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget været i fokus. Anledningen har været barnebrude og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika er et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark. Der opstilles en stribe nye kriterier, og folk bosiddende i 40 belastede boligområder, herunder de 22 på den såkaldte ghettoliste, kan ikke længere få familiemedlemmer hertil fra udlandet.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982. Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter. Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Iraq, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. 1. januar 2023 er der i alt 910.898 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 15,4 pct. af den samlede befolkning. 579.457 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Vognmændene står ikke alene i protesterne mod den kilometerafgift, som SMV-regeringen, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet har aftalt. Den kilometerbaserede vejafgift for lastbiltransport, vil gøre det dyrere at køre lastbil i Danmark. Prisen bliver ca. 1,30 kr. pr. kilometer fra 2025.

Der er i forvejen både energiafgifter og CO2-afgifter på diesel, og det skønnes at kilometerafgiften svarer til en stigning i dieselprisen på 3-4 kr. pr. liter.

Vognmændene hyldes som helte og får uforbeholden støtte fra alt fra landmænd, minkerhvervet, fiskere til motorcykelmiljøet og masser af privatbilister, der har fået nok.

For mange af modstanderne er kampen ikke ideologisk, men vendt mod en urban elite, der ikke kan skelne mellem køer af almindelig sortbroget dansk malkerace, Holsteiner og Hereford og som gladeligt betaler 22 kroner for en flaske vand, men brokker sig over, at en liter mælk er oppe på 14 kroner.

Protesterne går også på, at store industrielle CO2-udledere og søfartsindustrien går fri, mens der er planer om latterligt lave afgifter på flytrafik.

Lastbildemonstrationer i Danmark, traktorblokader i Dublin, Berlin og Bruxelles og Gule Veste i Frankrig på grund af miljøtiltag og CO2-afgifter. Målsætningen i EU om at nå netto-nul- emissioner i midten af dette århundrede, vil betyde enorme ændringer landbrug og andre erhverv i hele EU og flere folkelige protester kan ventes.

Danmarksdemokraterne

I Danmark, hvor Danmarksdemokraterne kæmper for at genskabe kontakten og sammenhængskraften i hele Danmark, har partiet kastet sig ind i kampen mod en kilometerbaseret vejafgift for lastbiler, der vil få store konsekvenser for landdistrikterne.

I Holland har landmændene for nylig vundet stort ved miljøvalg.

Det landmandsvenlige parti BBB – BoerBurgerBeweging, der opstod som protest mod den hollandske regerings miljø- og klimapolitik, bragede i midten af marts 2023 ind i det hollandske senat.

Senatet er det hollandske parlaments overhus, og kan blokere for love vedtaget i underhuset – repræsentanternes hus. Mark Ruttes regering har ikke haft flertal i senatet siden det forrige senatsvalg i 2019, og er derfor tvunget til at forhandle aftaler med primært venstreorienterede oppositionspartier.

Landmands-Borger-Bevægelsen, BBB

BBB har siden 2021 haft en enkelt plads i repræsentanternes hus – partiets leder Caroline van der Plas – men partiets popularitet har været stigende på baggrund af faldende tillid til regeringen, vrede over immigrationspolitik og protester mod en række tiltag, der skal skære drastisk ned i landets drivhusgasudledninger.

Partiet blev stiftet for blot fire år siden som ”Landmands-Borger-Bevægelsen, BBB”. Det blev stiftet ikke mindst som følge af utilfredsheden over politikernes kommende kvælstofkrav rettet mod landbrugserhvervet.

Landet har været præget af – ofte voldsomme – demonstrationer som følge af de vedtagne restriktioner.

Den 55-årige partileder, Caroline van der Plas, stiftede partiet i 2019 som protest mod regeringens miljøpolitik, der har til hensigt at nedlægge dele af landbruget.

Caroline van der Plas har før været medlem af det kristendemokratiske parti CDA, inden hun stiftede BBB. Partiformanden er tidligere journalist. Hun dækkede landbruget og kødindustrien, inden hun begyndte at lave PR og kommunikation for netop landbrugssektoren, herunder hos den hollandske fagforening for svinebønder. Hun var chefredaktør på fagbladet Pig Business indtil 2019.

Da hun blev valgt ind for sit nye parti i 2021, blev hun kørt ind til parlamentet i Haag i en traktor. 

Protester mod kvælstoflovgivning

BBB blev stiftet i forbindelse med landmændenes første protester mod stramninger af landets miljølovgivning. I 2019 blev det vedtaget, at reglerne for kvælstofforurening skulle strammes betydeligt, og det kunne især mærkes i landbrugssektoren, hvor talrige landbrug skulle nedlægges.

Regeringen ønsker at halvere udledningen af kvælstof inden 2030, og regeringen har bekendtgjort, at en række landbrug skal nedlægges, fordi de overskrider grænserne.

Utilfredsheden har været til at mærke. Landmænd har protesteret og blokeret bl.a. regeringsbygninger med traktorer og halmballer. På gårde rundtomkring i landet, har de hængt det hollandske flag på hovedet for at vise deres utilfredshed.

Taler marginaliserede folks sag

Indtil provinsvalget var van der Plas partiets eneste mandat i parlamentets andetkammer. Hun har sagt, at partiet befinder sig på den ”sociale højrefløj” og blev stiftet med et fokus på landbruget og tyndtbefolkede områder. Efterfølgende er målgruppen blevet udvidet: ”Holland har tydeligt vist, at vi er trætte af den hidtidige politik. Det handler ikke bare om kvælstof, det handler om borgere, som ikke bliver set, hørt, eller taget seriøst”

”I lang tid har jeg set den vrede, der er uden for de store byer, og jeg har set den måde hovedstaden har ladt landområderne i stikken. Folk uden for byerne spørger mig, hvem der taler deres sag. Jeg taler også smedenes og lastbilchaufførernes sag”, har hun udtalt til flere medier.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, forbrugerpriserne er de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden og banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og negative renter.

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er samfundsøkonomisk viden og ansvarlighed en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als, hvortil Fødevareministeriets landbrugsstyrelse allerede er forvist.

Kommunernes og regionernes økonomi

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlinger mellem regeringen og kommuner og regioner.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Den 25. maj 2023 har regeringen og Kommunernes Landsforening indgået en ”økonomisk ansvarlig” aftale om kommunernes økonomi for 2024.

Regeringen og KL er med aftalen enige om at løfte den kommunale serviceramme med 2,4 mia. kr. i 2024 mens et ”økonomisk ansvarligt anlægsniveau” er aftalt til 19,3 mia. kr.

Aftalen mellem regeringen og kommunerne betyder, at kommunerne i 2024 råder over et samlet udgiftsbudget på 426,6 mia. kr.

Regeringen og regionerne blev den 10. juni 2022 enige om regionernes økonomi for 2023. Regionerne har i 2023 kunnet råde over et samlet udgiftsbudget på omkring 135 mia. kr.

Regioner og kommuner har således i 2023 haft mulighed for tilsammen at disponere over 560 mia. kr.

Den 26. maj 2023 indgik finansministeren en aftale med regionerne om økonomien i 2024. Den aftale betyder at regionernes driftsramme øges med 1,35 mia. kr. og anlægsudgifterne bliver på 6,95 mia. kr.

Samlede offentlige udgifter

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finanslov, kommunernes og regionernes økonomi. Befolkningen bibringes indtrykket af, at der kæmpes om hver eneste krone i forhandlinger om at begrænse partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder. Forhandlingerne ender altid med et ”ansvarligt” resultat.

Det står dog enhver frit for selv at vurdere, om samlede offentlige udgifter på omkring 1.250 millioner kr. eller omkring halvdelen af det samlede bruttonationalprodukt er et rimelige og udtryk for ansvarlighed?

Der har været gang i kommunaldirektør-svingdøren i Fredericia Kommune. I løbet af de sidste ni år har fem personer siddet på posten.Den socialdemokratisk ledede kommune har netop fyret den seneste kommunaldirektør, og Fredericia Kommune, der ikke er til at komme udenom, søger en kommunaldirektør, der kan sætte handling bag kommunens Vision 2033, og som kan gå forrest og være proaktiv i forhold til organisationen, erhvervslivet, pressen og civilsamfundet.

Hvor meget Fredericia Kommunes hidtidige kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, og hendes kollega Michael Maaløe, direktør for Børn, unge og kultur, modtager i fratrædelse er ikke oplyst, men kommunen har i de sidste 10 år brugt millioner af skatteborgernes penge på gyldne håndtryk til kommunaldirektører.

De seneste fyringer sker efter at det er kommet frem, at kommunen er 50 millioner kroner efter budgettet for 2023. Det er især på børne- og ungeområdet, der er et stort minus.

Fredericia har længe været i en turbulent periode. Nowak Kirkedal sad 2 år, mens direktøren for Børn, unge og kultur, Michael Maaløe, blev afskediget efter blot en måneds ansættelse.

For præcis to år siden blev Camilla Nowak konstitueret kommunaldirektør, efter hendes forgænger Annemarie Zacho-Broe blev bortvist. Annemarie Zacho-Broe blev efterfølgende ansat som direktør i Region Sjælland.

Det Fredericia, hun havde forladt ti, var på det tidspunkt midt i et stormvejr, der blandt andet omfattede en advokatundersøgelse, en sag om eks-borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund, og rygter om en for tæt relation mellem Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard.

Socialdemokraterne Jeppe Kofod og Jacob Bjerregaard

Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod, der netop har meddelt at han er færdig i politik, følger formentlig udviklingen i Fredericia. Da han i Påsken 2008 deltog i et såkaldt påskekursustræf i Esbjerg for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, fik det afgørende betydning for ham.

På Påsketræffet havde Jeppe Kofod holdt oplæg, og om aften havde den 34-årige Kofod inviteret en netop 15-årig DSU’er op på sit værelse, hvor de dyrkede ubeskyttet sex.

Ifølge fire førstehåndskilder, som avisen B.T. har talt med, var pigen efterfølgende ulykkelig og græd, og hendes DSU-kammerater var så rasende at der var øretæver i luften.

Kofod forklarede bagefter, at han ikke var klar over, at hun var 15 år, selvom han kendte skolepigen, der kort forinden havde været i erhvervspraktik i den socialdemokratiske gruppe på Christiansborg

Den daværende DSU-formand, Jeppe Kofods gode ven, Jacob Bjerregaard, (og senere borgmester i Fredreicia!) trådte i karakter og udøvede damage-kontrol. Han fik beroliget pigen og hendes forældre og aftalt, at der ikke skulle tales om sagen – ikke til pressen og ikke til nogen overhovedet.

DSU-medlemmerne blev ligeledes overtalt til at mene, at omtale af sagen ville være at ligne med partiskadelig virksomhed. Siden har Jacob Bjerregaard selv ramt avisernes forsider i anledning af hans gøren og laden som borgmester i Fredericia.

I Påsken 2008 trådte en anden gammel DSU-kammerat til. Det var Mette Frederiksen gode ven og senere stabschef, Martin Rossen, der gav Jeppe Kofod husly og værnede ham mod pressen i de første dage og indtil Kofod var parat til at stå frem med hans historie om at han havde været beruset, ikke kendte pigens alder og havde opført sig dumt.

Den forklaring har Jeppe Kofod holdt fast i siden. Da MeToo-postyret brød ud og han blev spurgt til sagen, sagde han: ”Det er en sag, jeg har fortrudt så mange gange. Jeg fortrød den dengang og tog det fulde ansvar (…) jeg ved godt, det ikke er nok at undskylde. Jeg ville ønske, at jeg kunne lave det om. Det eneste, jeg kan gøre, er at angre”.

I et notat af 17. maj 2023 til Borgerrepræsentationen og Økonomiudvalget i København er Københavns Kommunes gennemsnitlige likviditet i 1. kvartal 2023 opgjort til 17.326 mio. kr., svarende til 26.507 kr. pr. indbygger.

Kommunen forventer, at den gennemsnitlige likviditet i 2023 vil falde med ca. 3 mia. kr. Faldet kan primært henføres til det negative afkast af kommunens investeringer på kapitalmarkederne i 2022, der gradvis vil påvirke den gennemsnitlige likviditet negativt i løbet af 2023. Kommunens dispositioner har dermed sidste år gjort hver eneste Københavner fattigere.

Den store kassebeholdning i Københavns kommune er et resultat af, at kommunen inddriver væsentlig flere penge fra skatteborgerne, end kommunens udgifter berettiger. En række af politikerne på Rådhuset brænder efter at formøble flere af skatteborgernes midler, men heldigvis er København omfattet af kommunernes fælles aftale med staten, der sætter et loft over, hvor mange penge den enkelte kommune må bruge på anlæg af nye byggerier og service.

Finansiel kynisme og skrupelløshed ikke kun i den private sektor

OW Bunker var en af landets største virksomheder målt på omsætning. Virksomheden krakkede fredag den 7. november 2014, efter at det var blevet solgt delvist på børsen af kapitalfonden Altor. Krakket efter blot 224 dage på børsen, sendte rystelser gennem dansk erhvervsliv.

Konkursen udløste store tab til aktionærer og kreditorer, og efterfølgende anlagde konkursboerne samt private og institutionelle investorer en stribe erstatningssager mod Altor, Deloitte, den tidligere ledelse samt de investeringsbanker, der var med til at sælge OW Bunker på børsen.

Foreningen OW Bunker-investor har sammen med Dansk Aktionærforening fået lavet et interessant TV-program, der går bag om den kyniske børsskandale og det retslige efterspil.

Hafnia Holding

Sagen om OW Bunkers overraskende konkurs bringer mindelser om Hafnia Holding. I 1992 iværksatte Den Danske Bank en ”redningsplan”, hvor man fik tillidsvækkende typer til at lægge navn til en aktieemission. Det var tidligere departementschef, DONG-formand Holger Lavesen, og tidligere adm. direktør for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk, Olav Grue, hvor Grue blev kendt som dansk erhvervslivs “redningsmand”.

Det lykkedes Den Danske Bank i juli 1992 at kradse 2 mia. kr. ind fra håbefulde investorer, herunder en lang række almindelige mennesker. Allerede den 19. august 1992 gik Hafnia Holding i betalingsstandsning og endelig konkurs i maj 1993.

Hafnia Holding og Danske Banks bestræbelser på at begrænse bankens tab åbenbarede en hidtil ukendt kynisme og skrupelløshed i den danske finansverden. En af dem, der blev ramt, var direktør i Københavns kommune, Bo Smith. Han troede han gjorde den gode socialdemokratiske kommunen en tjeneste ved at placere kommunens midler til en tilsyneladende gunstig forrentning i Hafnia Holding.

Bo Smith opnåede som følge af manglende rettidig omhu den ret sjældne ”ære” personligt at påføre skatteborgerne i København et tab på 200 mio. kr. i forbindelse med Hafnia Holdings konkurs. Siden havde han ansvaret for den stort set nytteløse aktiveringsindsats, som arbejds- og beskæftigelsesministerierne har tilrettelagt for de arbejdsløse.

Politik

Mette Frederiksen har demonstreret en kynisme og skrupelløshed, der tilsyneladende er fuldt på højde med hvad vi har set i de mest anløbne dele af den danske finansverden. 

Som beskæftigelsesminister fyrede Mette Frederiksen Bo Smith, og hun gentog som bekendt manøvren med udrensning af uønskede departementschefer i Justitsministeriet (Anne Kristine Axelsson) og Statsministeriet (Christian Kettel Thomsen). Siden har hun som statsminister været involveret i Minkskandalen og andre sager, der har bekræftet Mette Frederiksens egenskabder, der allerede i Renæssancen blev beskrevet af Niccolò di Bernardo dei Machiavelli.

Og Bo Smith? Efter fyringen som departementschef satte hans trofaste fagforening, DJØF, ham i spidsen for et udvalg, der skulle vurdere embedsmandsrollen. Det kom der i øvrigt heller ikke noget ud af.

I marts 2022 aftalte den daværende socialdemokratiske regering, SF, De Radikale, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne at økonomisk udsatte borgere med gasopvarmning skulle have en økonomisk håndsrækning på 6.000 kr.

I juni 2022 modtog godt 411.000 borgere en godtgørelse på 6.000 kr. – i alt udbetaltes knap 2,5 milliarder kr.

Det viste sig imidlertid hurtigt, at en række borgere, der opfyldte kriterierne, ikke havde modtaget tilskuddet. De blev blot henvist til at søge igen.

Samtidig viste det sig at 13.800 husstande havde modtaget tilskuddet, selvom de ikke opfyldte kriterierne. De uberettigede udbetalinger fandt især sted, fordi oplysninger i BBR-registret enten var forældede eller forkerte. Det betød, at flere borgere stod registreret med et gasfyr, som de for længst havde udskiftet. På den konto blev der fejlagtigt udbetalt 83 millioner kr.

Samtidig blev der udbetalt 64 millioner kr. til borgere med hustandsindkomster, der oversteg det fastsatte trangskriterium på 650.000 kr.

I alt 147 millioner kroner blev fejludbetalt i varmechecks til borgere “uden for målgruppen”.

Studerende på kollegier, borgmestre og velaflagte modtog til deres overraskelse et tilskud på 6.000 kr., de ikke var berettigede til.

Med tanke på solcelleskandalen, der kostede Energistyrelsens direktør jobbet, bekræfter forløbet med varmechecken, at hver gang vi pålægger Energistyrelsen at opfinde nye checks, støtteordninger og lignende, så er der risiko for fejl. Især hvis udbetalingen skal gå hurtigt, siger den flove ansvarlige minister, Lars Aagaard.

Husstandene, som ved en fejl har fået en økonomisk håndsrækning, er ikke tvunget til at betale beløbet tilbage, når der er tale om en myndighedsfejl, og der ikke er tale om erhvervsstøtte.

Samtidig kræver Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet nidkært tilbagebetaling af for høje tilskud til § 3-arealer op til 15 år tilbage i tiden. Kammeradvokaten er kommet frem til, at de tilskud, landmænd i henhold til aftaler mellem lodsejere og myndigheder, har modtaget, indebærer en EU-stridig overkompensation.

De husstande, der uretmæssigt har modtaget 6.000 kr. i gasvarmekompensation, klarer frisag, fordi der (endnu) ikke findes EU-regler, der straffer medlemslande, der skyder sig selv i foden.