Socialdemokratiske græsrødder vil ikke ophæve forsvarsforbeholdet

Socialdemokratiets lokalafdeling i Vesthimmerland nægter at føre kampagne for at stemme ”ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Lokalformand og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Anders Kjær Kristensen (S), er ifølge dagspressen umiddelbart modstander af at afskaffe forsvarsforbeholdet. “Min umiddelbare holdning er ”nej”, men nu vil jeg først se alle kampagner, argumentationer og debatter, for der kan jo godt komme gode argumenter frem, som jeg ikke lige har øje for nu. Men jeg synes jo, det er Nato, der skal stå for militæret og ikke EU,” siger Anders Kjær Kristensen.

Det er forståeligt, at en socialdemokratiets lokalafdeling har svært ved at følge med. Det er ikke længe siden, at det af regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi fremgik, at:

”Vi vil fortsat træde til med bidrag til internationale operationer gennem NATO, FN eller landekoalitioner, når vores tryghed er på spil. Vi vil styrke vores tætte forsvarssamarbejde med USA – både i Danmark og i vores nærområde. Og udbygge det styrkede dansk-franske sikkerhedspolitiske samarbejde. Danmark står sammen bl.a. med Frankrig i Hormuz og i Sahel om at skabe sikkerhed og stabilitet. Endelig skal vi videreudvikle det nordiske og baltiske forsvarssamarbejde og samarbejdet med andre ligesindede, herunder ikke mindst Tyskland. Og Storbritannien er fortsat en af Danmarks tætteste forsvars- og sikkerhedspolitiske samarbejdspartnere. Vi skal sikre et fortsat stærkt udenrigs- og sikkerhedspolitisk partnerskab mellem Storbritannien og EU efter Brexit”.

Nato har i en menneskealder været krumtappen i Danmarks sikkerhed, og er under Mette Frederiksen blevet det i næsten endnu højere grad.

Forleden erklærede statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde, at Danmark nu forhandler med USA om en forsvarsaftale, der kan betyde udstationering af amerikanske soldater på dansk jord, og det er ikke længe siden, at Mette Frederiksen nægtede at røre ved forsvarsforbeholdet:

Det er heller ikke længe siden at Trine Bramsen blankt nægtede at sætte forsvarsforbeholdet til afstemning:

Jeppe Kofod forsikrede i DR’s Deadline den 6. februar 2022 , at forsvarsforbeholdet ingen hindring er for Danmarks nuværende ageren og ambitioner:

”Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil. Den dag forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod,” understregede Jeppe Kofod.

FN i København ramt af svindel

FN-byen

UNOPS (FN’s Kontor for Projektledelse), der fokuserer på implementering, tilvejebringer infrastruktur, indkøb og projektledelse, finansiel administration og HR-relaterede aktiviteter for andre F-organisationer og andre partnere, der simpelthen hyrer UNOPS til at hjælpe med at f.eks. bygge skoler, anlægge veje og levere medicinsk udstyr.

Organisationen er selvfinansierende gennem en afgift/overhead på de enkelte projekter og blev etableret i 1973 som en afdeling i UNDP, men blev en selvstændig organisation i 1995.

UNOPS har en samlet årlig omsætning på omkring 2 milliarder US$ (ca. 12.5 milliarder danske kroner).

FN-byen i København

UNOPS har, som den eneste FN-organisation, sit globale hovedkvarter i København. Her arbejder cirka 400 medarbejdere med at overse og guide indkøb, projektledelse, infrastruktur, finansiel administration og HR-relaterede aktiviteter. UNOPS har ca. 4000 ansatte i omkring 80 lande.

Udover samarbejdet med UNOPS omkring hovedkvarteret i FN-byen i København, har Danmark i øjeblikket et partnerskab med UNOPS om vand i Indien. Danmark bidrager med 31,3 mio. kr. i 2022 til at understøtte Indien strategisk og teknisk i implementeringen af landets flagskibsprogram “Jal Jeevan Mission”, som skal sikre rørført drikkevand i tilstrækkelige mængder og kvalitet til alle Indiens 190 millioner husstande i landområderne inden 2024.

Grete Faremo

UNOPS har siden 2014 været ledet af den tidligere justits-, forsvars- og udviklingsminister fra Norge, Grete Faremo.

Søndag den 8. maj 2022 var det slut.

I en kortfattet meddelelse fra FN’s Generalsekretær blev det oplyst, at Faremo trådte tilbage:

” The Secretary-General has accepted the resignation of Grete Faremo, the Executive Director of the United Nations Office for Project Services (UNOPS).

Ms. Faremo’s resignation is effective Sunday, 8 May.” 

Det oplystes samtidig, at

“Mr. Jens Wandel of Denmark is being appointed as the Acting Executive Director, effective 9 May, while the Secretary-General launches a recruitment process, in consultation with the UNOPS Executive Board, to find a successor to Ms. Faremo.  Mr. Wandel was most recently Special Adviser to the Secretary-General on Reforms. He will be granted all the necessary support to ensure a smooth transition.”

New York Times har afdækket svindelaffære

Den norske avis VG oplyser, at Grete Faremo fratræder som direktør for FN’s Kontor for Projektledelse (UNOPS) efter afsløring af en svindelaffære i New York Times, rapporterede VG søndag eftermiddag.

Sagen skulle angiveligt dreje sig om at Faremo har været ansvarlig for tvivlsomme økonomiske dispositioner, hvorunder organisationen er i fare for at miste 25 millioner dollars.

Faremo har tidligere haft flere ministerposter i forskellige Arbejderparti-ledede regeringer i Norge i løbet af de sidste 30 år. Sidste gang fra 2011 til 2013 som justitsminister.

Som direktør for UNOPS ønskede Grete Faremo at organisationen skulle indtage en mere aktiv rolle, blandt andet skulle en gennem årene akkumuleret betydelig formue aktiveres.

Ifølge New York Times var det i forvaltningen af disse penge, at det gik galt.

UNOPS og Faremo var i forbindelse med det såkaldte ”Sustainable Infrastructure Investments and Innovation Initiative (S3i)” være på udkig efter egnede investeringsprojekter vedrørende tilvejebringelse af boliger til verdens fattige. I den anledning kom de i kontakt med den britiske forretningsmand David Kendrick, som var leveringsdygtig i projekter. UNOPS garanterede også for et lån på 3 millioner dollars til NGO’en ”We Are the Oceans”, der blev ledet af Kendricks datter, den 23-årige Daisy Kendrick.

I 2018 meddeler UNOPS, at de har ydet de første lån. De følgende år udlånes omtrent 60 millioner dollars til investeringer i vindkraft i Mexico, til virksomheder knyttet til fornybar energi, og til husbyggeri i Ghana, India, Kenya og Pakistan.

Ifølge New York Times viser dokumenter, at alle involverede selskaber har forbindelse til David Kendrick. Han ejer således 2 af selskaberne gennem en selskabskonstruktion på Gibraltar.

Revisorerne i UNOPS advarer mod at låne så mange penge ud til én og samme løsning, og senere forsøger de faktisk at få nogle af lånene betalt tilbage. Det skete dog ikke, men der blev heller ikke bygget nogen huse overhovedet!

Kendrick-selskaber skal ifølge New York Times have erkendt at lån fra UNOPS er gået til at afdrage på andre lån, men Kendrick og datteren skulle fortsat tro på projekterne. De undskylder sig med coronapandemien og forsinkelser i de lande, hvor investeringerne skulle foretages.

Grete Faremo har ikke selv kommenteret beskyldningerne, men blot meddelt, at hun allerede meddelte FN’s Generalsekretær at hun stoppede.

Hvorfor har vi ikke offentlighed i forvaltningen?

Marienborg I høst L.A. Ring

Siden Folketingets Retsudvalg den 26. januar 2022 afholdt en høring om offentlighedsloven fra 2013, har vi ikke hørt meget fra regeringen og de såkaldte ”gamle partier” om at lade offentligheden få indsigt i den offentlige forvaltning og i hvordan de politiske beslutninger træffes.

Senest er det kommet frem, at Regeringen vil afskære offentligheden fra indsigt i undersøgelse om mordbranden på Scandinavian Star.

Begrundelsen er tilsyneladende, at offentlighed kan skade undersøgelsen af den over 30-årige gamle sag. Ellers henvises der rask væk til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser. Uanset begrundelse, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed. Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne til den stigende ulyst til åbenhed fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget

I regeringsgrundlaget for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti faktisk aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Nationalistpartiet Sinn Fein vinder valget i Nordirland‎

Sinn Fein

‎Sinn Fein sikrede sig lørdag et flertal af pladser i Nordirlands lovgivende forsamling – Stormont.

Sinn Fein blev dermed det første irske genforeningsparti, der opnåede et flertal. Partiet, der opstod som den politiske fløj i den irske republikanske hær, IRA, tog 27 af forsamlingens 90 pladser.

På andenpladsen med 24 pladser kom Democratic Unionist Party, DUP, som går ind for at Nordirland forbliver i Det Forenede Kongerige.

Sinn Fein planlægger at udnævne partileder Michelle O’Neill til førsteminister, men har ingen planer om at tage øjeblikkelige skridt i retning af et forenet Irland.

Valget ligner ellers et monumentalt skift i et Nordirland, der siden løsrivelsen fra Irland i 1921 har været domineret af de protestantiske unionister.

Sinn Fein ønsker principielt en folkeafstemning om genforening med Irland, og i 2019 sagde‎‎ ‎‎O’Neill ellers, at Storbritanniens udtræden af Den Europæiske Union ville føre til irsk forening “inden for en generation”, og at “flaskens ånd vedrørende irsk enhed var ude af flasken”.

Selvom der ikke her og nu vil blive taget skridt til at afholde en folkeafstemning, kan valget betyde, at genforeningen med Irland er kommet et skridt nærmere.

Lederen af Nordirland demokratiske Unionistparti, DUP, Jeffrey Donaldson, erkendte lørdag, at rivalerne fra det overvejende katolske Sinn Fein havde vundet valget og var blevet det største parti i det lokale parlament – Stormont.

The Troubles

Under det, som kendes som “The Troubles”, var IRA den ene væbnede part i den borgerkrigslignende tilstand, som udspillede sig fra 1969 til 1998.

3600 blev dræbt og over 30.000 såret.

DUP har siden Langfredagsaftalen fra 1998, der gjorde en ende på de væbnede tilstande, været det største parti i Nordirland. Det bliver nu Sinn Fein, der har retten til at sætte sig på posten som førsteminister i Nordirland.

Grænseaftalen mellem UK og EU

Valget viser, at de unionistiske partier, der overvejende er protestantiske og forkæmpere for unionen med Storbritannien, har tabt mange stemmer ved valget. Der kan dog ikke dannes en regering uden DUP, og Jeffrey Donaldson siger, at DUP ikke vil deltage i en ny regering, medmindre den aftale, som EU og Storbritannien har indgået om Nordirland, bliver ændret.

Aftalen har skullet sikre, at Nordirland efter Brexit forbliver en del af EU’s indre marked med en åben grænse mellem Nordirland og den irske republik, Éire, som er medlem af EU.

Arrangementet har imidlertid ført til en toldmur i forhold til det øvrige Storbritannien.

Det er et led i brexit-aftalen mellem London og Bruxelles, at det nordirske parlament i 2024 med simpelt flertal skal afgøre om man ønsker at beholde EU-aftalen.

Mens DUP ønsker EU-aftalen ændret, vil Sinn Fein, det socialdemokratiske SDLP og valgets anden store vinder, Alliance Party, beholde aftalen.

Bør Europa yde et større bidrag til vores fælles forsvar?

NATO

Ubetinget. Det er en skandale, at der er lande, der slet ikke har noget forsvar og at lande som Irland, Østrig, Finland og Sverige ikke er medlemmer af Nato. Det betyder ikke, vi kan overlade ansvaret til EU.

JA-siden søger at række ud til de EU-skeptiske danskere ved at hævde, at det er muligt på en og samme tid at tro på EU’s betydning for sikkerhed og fred i Europa, og samtidig være kritisk overfor centralisering, bureaukratisering og en virkelighedsfjern administration i Bruxelles.

Hvordan kan man forlange tillid til et EU med demokratisk underskud og ledet af et voksende Bruxelles bureaukrati, der stadig ikke har evnet at etablere et effektivt Frontex ved EU’s ydre grænser?

Regeringen og de andre JA-sigere, skylder os en redegørelse for, hvorfor vi skal ophæve forsvarsforbeholdet, og hvorfor vi pludselig skal have mere EU og ikke mindre EU?

Europa har to lande med et nogenlunde troværdigt forsvar Storbritannien og Frankrig og af de to er Storbritannien det mest troværdige og de er ikke med i EU! Derfor giver det ingen mening at lave et forsvarspolitisk samarbejde uden Storbritannien!

Hver gang EU rører ved noget går der fuldstændigt bureaukrati i det, og et udvidet EU-forsvarssamarbejde ender med en masse generaler, Djøf’ere og kun få soldater! Det bliver dyrt, og alle skal have deres bid af kagen. Se bare på den pinlige pendlen mellem Bruxelles og Strasbourg, der dybest set kun handler om fransk nationalisme.

Europa må yde mere, men det må og skal være i Nato-regi!

Kentucky Derby 2022


Rich Strike derby-winner 2022

Verdens mest berømte hestevæddeløb blev afviklet lørdag den 7. maj 2022.

Det er Kentucky Derby, der blev afholdt for 148. gang i Kentuckys største by, Louisville, ved Ohiofloden.

Derbyet – ”Run for the Roses” (efter det blomstrede hestedækken vinderhesten udstyres med) afholdes normalt den første lørdag i maj som afslutning af den to uger lange Kentucky Derby Festival. Løbet er åbent for treårige fuldblodsheste, der løber over en distance på 1,25 miles (2 km) på den berømte væddeløbsbane, Churchill Downs. Hingste og vallakker bærer 126 pounds (57 kilogram) og hopper 121 pounds (55 kilogram).

Mens hestene blev ført til startpladserne lød “My Old Kentucky Home” fra højtalerne. Inden sangen blev det annonceret, at løbsledelsen var opmærksom på sangens komplicerede og kontroversielle historie, der faktisk er temaet i en nyudkommet bog.

Løbet blev startet 2.30 PM ET – kl. 20.30 dansk tid – og varer omkring 2 minutter.

Rich Strike

Derby-vinder blev meget overraskende Rich Strike, der med en kvart længde vandt over favoritten Epicenter.

Epicenter blev spillet til 4 – 1 odds, mens Rich Strike blev spillet til 80 – 1 odds og en indsats på 2 $ gav 163,60 $ igen!

Derbyet har en samlet præmiesum på 3 millioner dollars, der fordeles med $1.86 million til vinderen, $600,000 til nr. 2, $300,000 til nr. 3, $150,000 til nr. 4 og $90,000 til nr. 5.

Derbyet blev overværet af over 150.000 tilskuere på Churchill Downs. I 2020 og 2021 er derbyet afviklet uden eller med et begrænset antal tilskuere på grund af coronaviruspandemien.

Louisville

Louisville (efter Louis den 16.) blev grundlagt i 1778, og var i kraft af flodtransport på Ohio-floden en vigtig handelsby, før industrivæksten for alvor satte ind omkring 1. Verdenskrig.

Inden den olympiske guldmedaljevinder, sværvægtsmester og politiske aktivist blev kendt som ”The Greatest” var Muhammad Ali kendt som Cassius Clay med øgenavnet “The Louisville Lip” – henvisning både til hans hjemby men også til hans talegaver. Kentucky Fried Chicken (KFC), Louisville Slugger baseballbats samt original Kentucky Bourbon har ligeledes bidraget til kendskabet til Kentucky og Louisville.

Garden jockeys

Tidligere var der i mere velhavende villakvarterer i Louisville i de fleste forhaver opstillet en lille jockey-figur, der typisk holdt den ene arm frem til hilsen. Hvor jockey-figuren, der typisk var en farvestrålende iklædt afro-amerikaner, oprindelig var et velkomstsymbol (og hvor gæstens hest belejligt kunne tøjres til den fremstrakte hånd) blev figurerne senere et udtryk for husejerens veneration for heste og gamle, men nu kontroversielle, sydstatsværdier. Selvom de sorte jockeyfigurer i dag af mange forbindes med racisme, er de stadig almindelige i Louisville og andre steder i de amerikanske sydstater.

Uro i Louisville

Også Louisville har sin del af de sidste års uroligheder i forbindelse med Black Lives Matter. Siden sidste forår har der været folk på gaden, der har krævet retfærdighed for Breonna Taylor, der blev skudt og dræbt, da betjente stormede hendes lejlighed i Louisville. Hun blev skudt 6 gange, da politiet uden varsel stormede lejligheden i forbindelse med en narkosag, som hun ikke var involveret i.

Er ”krudt & kugler” grunden til at vi skal stemme JA den 1. juni?

Pernille Weiss Polen

Regeringen og JA-partierne har endnu ikke været leveringsdygtige i lødige argumenter for hvorfor vi skal stemme JA til at fjerne forsvarsforbeholdet. Bramsen og andre har til overflod dokumenteret, at vi faktisk allerede sidder med ved bordet af EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik.  Selvom vi lytter grundigt til debatten, har vi endnu ikke hørt konkrete argumenter, som skærer ud i pap, hvad Danmark vinder ved at smide forsvarsforbeholdet væk.

Dansk Industri og Dansk Metal

Det er bemærkelsesværdigt, at kun Dansk Industri og Dansk Metal overhovedet nævner de danske forsvarsindustrielle interesser.

Det konservative medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, er dog en af dem, der forsigtigt nærmer sig den varme grød.

Weiss understreger, at med etableringen af PESCO-samarbejdet (Permanent Structured Cooperation) og de øgede bevillinger til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, har det europæiske forsvarsagentur, EDA (European Defence Agency), fået nyt liv.

Agenturet blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fællesvåbenudvikling og våbenindkøb. Projekter drejer sig om tættere forsvarssamarbejde på alle mulige konkrete områder. Der er planer om alt fra nye angrebshelikoptere, europæiske dronefly og militære robot-ubåde til en europæisk spionskole og tættere samarbejde om overvågning og forsvar mod cyber-angreb.

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i det europæiske forsvarsagentur, men Danmark har observatørstatus i agenturet.

PESCO-samarbejdets kommercielle betydning

Observatør elle ej – forsvarslobbyen og Dansk Industri hævder, at det ikke er uden omkostninger at Danmark står uden for PESCO-samarbejdet. Det hævdes, at store og små danske forsvarsindustrielle virksomheder vil få det vanskeligere som udbydere af materiel og ydelser, så længe vi står uden for samarbejdet.

Når PESCO laver udbudsrunder på militært isenkram, vil medlemslandene og lobbyisterne i Bruxelles arbejde intensivt for at vinde kontrakter hjem til deres respektive virksomheder. Selvom danske virksomheder eventuelt kan deltage som samarbejdspartner med en virksomhed fra et PESCO-land, hævder forsvarslobbyen, at danske virksomheder risikerer at stå væsentligt ringere over for PESCO-udbud end deres europæiske konkurrenter, når Danmark ikke er medlem.

Det går naturligvis ud over store virksomheder som Terma, der bygger skibsradarer, og Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, men det rammer potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer. I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – fx når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Er det her hunden ligger begravet?

Hvis det er her, hunden ligger begravet, bør det siges åbent. Er det hensynene til den danske våbenindustri, der tilsiger at vi nu hu hej vilde dyr skal ophæve forsvarsforbeholdet?

Hvis det væsentligste argument for at sige JA er muligheden for at danske virksomheder kan tjene penge på krudt og kugler, bør det siges tydeligt.

Personligt har jeg ikke større sympati for den europæiske våbenindustri end for den amerikanske, så argumentet har ikke vægt hos mig. Derfor bliver det et TAK, men NEJ TAK herfra den 1. juni.

Vores verden står og falder med USA og Nato

Faner soldaterforening

Vi skylder USA og Nato loyalitet og troskab, og hvis vi svigter, bliver det værst for os selv.

Den overilede beslutning om at sende forsvarsforbeholdet til folkeafstemning truer med smadre 30 års enighed om ikke at deltage i forsøgene på at etablere en forsvarsunion i EU uden militær effekt men med risiko for at kompromittere Nato-samarbejdet – og dermed den sande garant for Danmarks sikkerhed.

Trods regeringens og JA-partiernes skønmalerier, står Europa ikke stille, mens vi stemmer om forsvarsforbeholdet. Et overvældende flertal af politikere, der repræsenterer henholdsvis Parlamentet, Kommissionen og Rådet, har i Bruxelles netop stemt for dokumentet ”konklusionerne på konferencen om Europas fremtid”. Konferencen blev etableret i 2019 på initiativ af blandt andre den liberale Renew Europe-gruppe med deltagelse af Venstres Europa-parlamentsmedlemmer.

Dokumentet vil blive præsenteret på Europadagen den 9. maj, og uanset påstandene i den danske EU-debat, dokumenteres det nu, at der i Europa-Parlamentet og i Kommissionen er et overvældende flertal for en EU-hær, for EU’s Forenede Stater, flertalsafgørelser og definitiv afsked med EU’s vetoret.

På trods af regeringens og JA-partiernes benægtelser, hører vi hver dag nye krav fra unionstilhængere om mere kompetence til EU, om flertalsafgørelser under en fælles forsvarspolitik og om ”fælles væbnede styrker” i en EU-hær. Og målet: ”strategisk uafhængighed” af USA og Nato – er i lodret modstrid med danske interesser!

Mens DIIS og andre såkaldt uafhængige påstår, at vores allierede i Nato støtter unionstilhængernes pipe-dreams, er realiteten, at der i USA er stigende bekymring over EU’s fortsatte egne militære ambitioner, der kan svække Nato – puljen af kampklare styrker kan simpelthen blive for lille!

Grunden er den soleklare, at i den sidste ende kommer alle styrker fra den samme pulje af styrker og finansieres af det samme begrænsede budget, der for Danmarks vedkommende er helt utilstrækkeligt.

RV og SF er formentlig ligeglade med Nato, men hvordan S, V og K kan negligere hensynet til vores allierede i Nato, er helt uforståeligt?

Hvordan kan Venstre og Konservative stå model til, at vi skal investere flere penge i mere EU – i en diffus EU-bureaukratisk forsvarsunion, der næppe gør indtryk i Moskva, når vi først om 11 år er i stand til at betale det lovede kontingent til Nato?

Det bliver NEJ herfra!

Hvad med Naser Khader?

Naser tynget

I den brede offentlighed er der stille om Naser Khader, der siden august 2021 har været løsgænger i Folketinget. Khader med dansk-palæstinensisk og dansk-syrisk baggrund var indtil august 2021 medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti. I april 2021 sygemeldte han sig med stress og fik orlov fra Folketinget. Den 18. august 2021 forlod Khader Det Konservative Folkeparti, og blev løsgænger i Folketinget, efter at en ekstern advokatundersøgelse havde behandlet flere anklager fra kvinder om overgreb og grænseoverskridende adfærd, og Det Konservative Folkepartis forretningsudvalg på baggrund af undersøgelsen havde anbefalet en eksklusion.

Naser Khader er fortsat ganske aktiv på de sociale medier, ligesom han tilbyder foredrag m.v. På hans hjemmeside med overskriften ”Fordi verden ikke er sort og hvid” omtaler han sit forfatterskab, herunder bogen ”Hjertet bløder” fra april 2015.

Mens Khaders andre bøger kan købes gennem hjemmesiden, er det ikke tilfældet med ”Hjertet bløder”. Årsagen er, at forlaget ”People’s Press” har trukket bogen tilbage og angiveligt brændt restoplaget.

Plagiat

Den konservative politiker, Naser Khader, kom i vridemaskinen og blev anklaget for plagiat med “Hjertet bløder”.

Bogen fra 2015 af Naser Khader og Stig Matthiesen, kom under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat. 

Det endte med, at forlaget People’s Press trak bogen ”Hjertet Bløder” tilbage og brændte restoplaget.

Mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler indeholdt ifølge Weekendavisen længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker som Wikipedia, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.

Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:

”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet.
Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag, finder vi Naser Khader.

Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.

Vi bør holde fast i Nato

Esbern Snare

Forsvarsminister Morten Bødskov, Venstres Jan E. Jørgensen og Europabevægelsens Stine Bosse agiterer for, at Danmark bør afskaffe forsvarsforbeholdet, så vi kan være med ”ved bordet – i hjertet af EU!”

Uanset Macrons tilkendegivelser, skal EU’s selvstændige militære ambitioner ikke ses som en trussel mod Nato. EU skal være et sikkerhedspolitisk supplement til Nato.

Samtidig garanterer Bødskov, Jørgensen og de øvrige sammensvorne, at vi aldrig får en EU-hær – EU’s militære dimension handler ikke om territorialforsvar. Det handler om militære missioner ude i verden.

Ser vi på de militære missioner, som forsvarsforbeholdet har sikret Danmark mod at bruge ressourcer på, er de fleste af dem foregået på det afrikanske kontinent og indeholder meget kritisable elementer. I Mali har vi dog selv været med under fransk kommando, og trænet kup-regeringens militær med det formål at bekæmpe jihadister.

Men i 2020 slog Malis hær flere civile end jihadister ihjel. I dag samarbejder de soldater vi har trænet med den russiske Wagner-gruppe, der er berygtet for menneskerettighedskrænkelser og uhyrlige overgreb.

Den slags missioner, har Danmark ingen interesse i at deltage i. Det er heller ikke militær indblanding i tidligere kolonier, der holder Putin væk fra europæiske lande.

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) konkluderede i 2019 i deres store rapport om forsvarsforbeholdet: ”Forbeholdet har ikke haft betydning for Danmarks territoriale sikkerhed”.

Danmarks territoriale sikkerhed har siden 1949 været forankret i Nato-alliancen. Det vil også være tilfældet uanset hvad vi stemmer den 1. juni 2022.

Partierne bag det nationale kompromis har allerede forpligtet sig til betydelige midler til forsvarsbudgettet. 18 mia. kr. ekstra årligt frem mod 2033, hvor Forsvaret derfra vil modtage 52 mia. kr. årligt.

Det vil næppe være tilstrækkeligt, og det er her vi skal placere de ressourcer vi kan finde. Problemet er, at hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, skal Danmark medfinansiere EU’s militære missioner og samtidig vil EU’s militære kurs blive tegnet af større og mere indflydelsesrige stater som Frankrig.