Tilfældet Manu Sareen – nu som sexolog!

Manu_Sareen Gul

Tidligere minister og folketingsmedlem for Radikale, Manu Sareen, er fuld af overraskelser. Nu har han kastet sig over sexologien, som den uforlignelige Manu siger ”pirrer ham”.

Det afslører Manu Sareen i en YouTube-serie under navnet ”Sex med Manu og Joan”. I serien diskuterer han sex og parforhold med sexolog og parterapeut Joan Ørting.

I seriens allerførste afsnit fremgår det, at Manu Sareen er ved at blive uddannet som sexolog og allerede underviser på Joan Ørtings Skole.

Sidst han overraskede var, da han på Facebook oplyste, at han nu skulle være radiovært på DR’s P1.

Hans program – Manus manege – blev i 2019 sendt hver tirsdag mellem klokken 10 og 11 og drejede sig om ”alt det, der omhandler det moderne liv – familieliv, parforhold, børneopdragelse, karriere, skilsmisse, stress, ensomhed, døden, jalousi, bonusbørn, osv.”

Den sidste udgave af programmet blev sendt den 17. december 2019 og drejede sig om ”Selvudvikling for fuld skrue”. I begyndelsen af 2020 blev Manu Sareen skilt.

Tiden hos Alternativet

Inden han startede i DR, havde han allerede i august 2018 meldt sig ud af Alternativet – partiet, han ellers gik over til fra Det Radikale Venstre i 2016. Udmeldelsen skete, fordi han i DR ønskede at fremstå ”partipolitisk neutral”.

Manu Sareen (f. 1967) i Punjab i Indien, har en ganske broget baggrund, og det skal blive spændende at se hvor længe han holder som sexolog.

Da Manu Sareen i 2016 blev valgt som Folketingskandidat for Alternativet oplyste den uforlignelige Manu Sareen i en pressemelding, at ”Jeg er megaglad for, at jeg nu er en del af det entreprenante, empatiske og modige fællesskab, der tør stille både de populære og de upopulære spørgsmål”.

I anledning af, at han i marts 2016 skiftede fra Radikale til Alternativet, sagde den mærkelige mand: ”Jeg har tidligere fortalt, at jeg valgte at skifte et – ifølge meningsmålingerne – sikkert mandat hos radikale ud med et almindeligt menigt medlemskab i Alternativet. Og jeg har fortalt, hvordan den politiske kultur kan dræne den ild, der brænder i sjæle, der ønsker at udvikle samfundet”.

Manu Sareen ville som nyvalg folketingskandidat for Alternativet dykke ned i fordomme og social bæredygtighed: ”Gennem de sidste måneder har mit politiske hjerte fået blodet tilbage – og det banker nu stærkere end jeg nogensinde har oplevet før. Det banker for at ændre den politiske kultur. Men det banker endnu mere grundlæggende for, at jeg nu kan påvirke det samfund, som jeg efterlader til mine børn”.

Manus som radikal

Ved valget i 2011 var Manu Sareen opstillet af de Radikale, og han kom ind i Folketinget med 14.505 personlige stemmer. Han blev med det samme Danmarks første minister med indvandrerbaggrund. Først minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014.

Sareens forhold til kristendom var dog i længden en belastning, og han blev derfor forfremmet til minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fra 3. februar 2014 til 28. juni 2015.

Manu Sareen er oprindelig uddannet socialpædagog og konfliktmægler og han har i en periode siddet i Københavns Borgerrepræsentation for RV.

Som socialminister var han ansvarlig for det monumentale administrative rod i ankestyrelsen. Det klassiske eksempel på en radikal minister, der mere optaget af mærkelige børnebøger fatalt svigter sit ministeransvar. Sareen er forfatter til bl.a. Iqbal Farooq og familien fra Nørrebro. Sareen har faktisk vundet adskillige priser for sine børnebøger – heriblandt Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris i 2010.

Under alle omstændigheder er det Sareens ansvar, at mennesker skulle vente op til et år, i værste fald mere, på at få svar fra Ankestyrelsen. Det er som regel mennesker, der ikke har for meget i forvejen, og som i mange tilfælde mister forsørgelse, til deres sag er afgjort.

Manu Sareen blev ikke overraskende vraget af vælgerne ved valget i juni 2015, hvor hans personlige stemmeantal blev mere end halveret, og han mistede både ministerpost og medlemskabet af Folketinget.

Interview i Politiken

Dagbladet Politiken bragte den 3. august 2015 et bemærkelsesværdigt interview med Manu Sareen. Det oplyses, at Manu Sareen for længst har smidt politikeruniformen, da han tager imod i lejligheden på indre Frederiksberg. Den fallerede radikale politikers påklædning optager Politikens læsere så meget, at den beskrives i detaljer: Cowboybukser, gummisko og en sort T-Shirt med et ja tak til cyklismens pedalkraft på. Så kan man se hans tatoveringer. Cool og Street er han minsandten.

Den tidligere minister, der ifølge ham selv var smigret af den opmærksomhed – ikke mindst fra kvinder – han var genstand for som minister, var over for Politikens reporter blot igen Manu Sareen. Vi forstår, at han er stolt over at han fik gennemført kirkelige homovielser, men at han i øvrigt mener, at der er en ”frygtelig politisk kultur” på Christiansborg, og Sareen skildrer ærligt sine egne, besværlige år som minister, hvor han åbenbart følte sig tvunget til at stå på mål for holdninger og beslutninger, han på ingen måde selv syntes var forsvarlige.

Han var en idiot, og han var uærlig, tilstår han i interviewet – ikke overraskende for dem, der har fulgt hans tvivlsomme virke. Han nævner selv stramninger af flygtninges ret til familiesammenføring – beslutninger der nu giver ham søvnløse nætter.

Regeringens beslutning om at droppe den planlagte øremærkning af barsel til mænd, nager ham også. Han kunne som den ansvarlige minister have strittet imod, men nu er han ked af, at han bidrog til at undlade at øremærke barsel til mænd. Da SR-regeringen skiftede holdning til den øremærkede barsel, sagde den radikale leder Margrethe Vestager direkte, at der ikke længere var enighed om spørgsmålet, fordi Socialdemokraterne havde skiftet holdning, hvorfor løftet fra regeringsgrundlaget ikke kunne gennemføres.

Manu Sareen argumenterede til gengæld ivrigt – både herhjemme og på nordiske konferencer- for den ændrede kurs: Regeringen frygtede for, at en øremærkning ville betyde, at den samlede barselsperiode blev, ikke længere, men kortere, fordi nogle mænd ville sige nej tak.

Over for Politiken erklærer Manu Sareen frejdigt, at han ”følte sig som en idiot”, da han skulle argumentere for holdningsskiftet: ”Jeg skulle stå på mål udadtil. På det radikale landsmøde og hele lortet. Det var rimelig tough”. Man får næsten medlidenhed med Manu, men det er alligevel forargeligt, at han ikke vil stå til ansvar for den måde han forvaltede magten. Han kunne jo, ligesom SF, være trådt tilbage, hvis han ikke længere kunne klare lugten i bageriet.

Selvom Manu Sareen allerede længe før juni-valget i 2015 havde mistet al tillid, er det alligevel overraskende at han selv tilstår, at han som radikal politiker skiftede holdning, hvis det tjente hans egne interesser.

Sareen fortsat genstand for presseomtale

Man kunne have håbet på, at vi ikke ville høre mere om Manu, men Manu Sareen fik sin medarbejder, Niels Ditlev, til at skrive bogen MANU, der udkom på Politikens Forlag den 12. november 2015. Bogen syntes at bekræfte Sareens troværdighedsproblemer og mytomaniske tilbøjeligheder. Det ser ud til at han vil indskrive sig i historien på linje med Franz Beckerlee, Frank Esmann, Mads Qvortrup, Jeppe Nybroe, Anna Kastberg, Anita Bay Bundegaard, Milena Penkowa m.fl., der på forskellig måde har taget sig ”narrative friheder”.

Berlingske Tidende anmeldte bogen på udgivelsesdagen og kaldte ligeud bogen for et politisk karakterselvmord.

Dagbladet Politiken anmeldte bogen den 17. november 2015, og beretter bl.a. at Manu Sareen i Ditlevs biografi fortæller:

“at han som 21-årig (i 1988) tager på en dannelsesrejse til Indien for at finde sine rødder. Han har hørt, at hans farmor har gode forbindelser til Gandhi-familien, og da han er til et bryllup med sin farmor, får han ”syn for sagen”: ”Og så, pludselig ud af ingenting, kom selveste Indira Gandhi frem og hilste på min farmor. Tiden gik i stå. Jeg stod bare i hjørnet og var fuldstændig starstruck”.

Og ja, hvis Manu Sareen var lidt paf, er det til at forstå. For Indira Gandhi blev myrdet i 1984 – det år, da Manu gik ud af folkeskolen.”

Sareen har over for Politiken forklaret, at mødet med Indira Gandhi må have fundet sted i forbindelse med en tidligere rejse til fødelandet. Ikke desto mindre giver løgnehistorien Politiken anledning til at sætte fuldt blus på alle advarselslamper omkring troværdigheden af Manu Sareen og bogens mange andre oplysninger

Liberal Alliances Ole Birk Olesen

Ole Birk Olesen

Liberal Alliance er siden deltagelsen i Lars Løkke Rasmussens håbløse regering faldet helt fra hinanden. Blandt de tilbageværende er det alene Henrik Dahl, der stadig fungerer og flittigt blander sig i debatten med overvejende fornuftige synspunkter.

Den politiske leder af Liberal Alliance, Alex Dominique Kristensen Vanopslagh, er ramt af stress, kærestesorger og hvad der eller kan gå en ung mand imod. Tilbage er den notoriske Ole Birk Olesen, der i perioder manisk forplumrer den offentlige debat med hektiske liberale synspunkter.

Som Danmarks meget liberale transportminister havde Ole Birk Olesen ry for at være arrogant og have svært ved at erkende egne fejl, og han havnede igen, igen i mediernes søgelys som følge af hans talentløse varetagelse af ministerembedet.

På Transportministeriets hjemmeside forsøgte han at give et positivt billede af hans indsats som minister, og han fremhævede de overordnede dagsordener, der optager ham: Frihed, fremgang og fremtid.

Realiteten var, at han er vaklede fra krise til krise. Det mest bemærkelsesværdige var, at selvom han fik det meste af Folketinget på nakken, overlevede han mirakuløst som minister.

Postnord

På et møde den 14. marts 2017 blev Ole Birk Olesen i absolut sidste øjeblik reddet af daværende finansminister Kristian Jensen. På mødet tilsidesatte transportministeren al anstændighed og beklagede ydmygt, at postordførerne ikke var blevet tilstrækkeligt orienteret om Postnords økonomi: ”Det skulle være sket før” lød det fra ministeren. Når Birk Mortensen overhovedet overlevede, var det alene fordi finansministeren kunne bekræfte, at partierne finanslovsordførere faktisk af ham var blevet orienteret om den katastrofale situation i Postnord.

Uber

I slutningen af marts kunne selvsamme liberale transportminister, Ole Birk Olesen, notere, at den taxilov han var blevet påtvunget af et politisk flertal for, er direkte anledning til, at kørselsselskabet Uber kastede håndklædet i ringen og forlod landet.

Udover at Birk Olesen måtte sluge den bitre pille overfor sine egne vælgere, måtte han lide den tort at blive ydmyget internationalt. Via Reuters gik ministerens navn den halve verden rundt under overskriften ”Nye regler får Uber til at trække sig ud af Danmark”.

Kvinder er uden moral og ære

Ole Birk Olesen har også lagt sig ud med alle landets feminister, der igen og igen har rippet op i hans famøse udtalelser tilbage i 2011. Til mediet damefrokosten.com udtalte han bramfrit: ”Jeg anklager kvinder for grundlæggende at være uden moral og ære. De er fyldt med kærlighed til deres nærmeste, men moral og ære besidder de ikke”!

Den fortsatte skandale omkring Niels Bohr Bygningen

Den største skandale er dog det morads omring den nye bygning til det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Niels Bohr-bygningen, Birk Olesen efterlod sig.

NBB-projektet blev påbegyndt i 2015, og skulle oprindeligt have kostet 1,6 mia. kr.

I december 2017 blev budgettet forhøjet til 2,9 mia. kr. Det skete efter konsulentfirmaet Ernst & Young for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemførte en granskning af Bygningsstyrelsens etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns Universitet.

Rapporten afdækkede manglende omhu i Birk Olesens ministerium og i Bygningsstyrelsen. Der var således ikke reageret i tide på de udfordringer, som projektet var udsat for. Projektet blev fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr. – en budgetoverskridelse på over 80 pct.!

Vejdirektoratet har siden overtaget ansvaret for byggeriet og Rigsrevisionen har oplyst, at byggeriet nu ser ud til at blive endnu dyrere end forventet – i alt over 3 mia. kr. og dermed det dobbelte af den oprindelige budgetramme.

Budgetoverskridelsen i 2017 gav anledning til tvivl om ministerens og ministeriets tilsynspligt i forhold til Bygningsstyrelsen. Hvordan kunne man overse, at Bygningsstyrelsen ikke havde det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter? Fandtes der ikke resultatkontrakter og andre styringsinstrumenter i Bygnings- og Boligministeriet? Var Birk Olesen håbløs inkompetent?

Konsekvenserne for Københavns Universitet

Problemet er, at regningen for Bygningsstyrelsens fadæser i sidste ende tørres af på Københavns Universitet.

KU har modsat CBS og DTU ikke selveje, hvilket betyder, at det er staten, der ejer alle bygninger. Universitetet betaler derfor husleje til Bygningsstyrelsen, der også agerer bygherre, når der skal bygges nyt. Det er også tilfældet med NBB, som universitetet oprindeligt skulle være flyttet ind i tilbage i 2016.

Det vurderes, at alene huslejestigninger, der skyldes fejl og meromkostninger i byggeprojekter, Bygningsstyrelsen har haft ansvaret for, vil koste universitetet minimum 400 stillinger. Derudover vil adskillige fag være nødt til at lukke, og på det seneste har KU’s ledelse luftet et forslag om, at man helt vil nedlægge universitetets afdeling på det gamle kommunehospital og i stedet flytte de over 7.000 samfundsvidenskabelige studerende og ansatte ind på det i forvejen overfyldte Søndre Campus på Amager.

Imens argumenterer LA’s Henrik Dahl for styrkelse af undervisning og forskning!

10 år efter “Det Arabiske Forår” – Danmarks bidrag til elendigheden i Mellemøsten

DAPP

Siden 2003 har Danmark forsøgt at styrke sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik. ”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som en aktivistisk udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to vildt urealistiske formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Initiativet kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder afbrændte Dannebrog og hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Tegning-sagen kostede mindst 50 mennesker livet, og opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det Arabiske Forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 satte ild til sig selv i en lille by i det centrale Tunesien. Oprøret – som vi kom til at kende som Det Arabiske Forår – bredte sig fra land til land.

I Egypten markeres den 25. januar 2011 som begyndelsen på revolutionen med demonstrationer, offentlige møder, civil ulydighed, optøjer, strejker og voldelige sammenstød med myndighederne.

I Libyen manifesterede Det Arabiske Forår sig den 15. februar 2011, hvor der udbrød et oprør i Libyen, der efterhånden udviklede sig til en borgerkrig, og som 17. marts 2011 medførte at FN’s Sikkerhedsråd vedtog at oprette en flyveforbudszone over Libyen – angiveligt for at beskytte civilbefolkningen mod Libyens enehersker, Muammar al-Gaddafi.

En NATO-ledet koalition af lande intervenerede herefter til fordel for oprørerne, gennemførte utallige flyangreb – herunder med danske F-16 fly – på Gaddafis styrker, og Muammar al-Gaddafi blev selv fanget og dræbt ved hans sidste bastion, fødebyen Sirte, den 20. oktober 2011.

Borgerkrigen og det tragiske morads, vi er vidne til i Libyen i dag, er til dels et resultat af den franske præsident Nicholas Sarkozys og den britiske premierminister David Camerons politik, som tilskyndet af USA og præsident Barack Obama påtog sig opgaven med at vælte oberst Muammar Gaddafi uden at vide, hvad de skulle sætte i sted.

Efter Gaddafi

Fjernelsen af Gaddafi udløste en lang periode med borgerkrigslignende tilstande og politisk ustabilitet.

Den 11. september 2012 blev USA’s ambassadør i Libyen, Chris Stevens, og tre andre amerikanske diplomater dræbt, da islamister med forbindelse til al-Qaeda angreb USA’s diplomatiske mission i Benghazi. Det forlød først, at angrebet i Benghazi fandt sted i forbindelse med en spontan demonstration i anledning af en amerikansk islamfjendtlig video, “Innocence of Muslims”, men har efterfølgende vist sig at være en mere planlagt aktion næsten på årsdagen for angrebet på World Trade Center i New York.

Danmark bidrog som bekendt aktivt i fjernelsen af Gaddafi med op mod seks F-16 kampfly, der kastede 923 bomber over Libyen – 11 pct. af NATO’s samlede præcisionsguidede bomber – men indsatsen bragte hverken demokrati eller menneskerettigheder til Libyen, som man påstod. Derimod brød landets sundhedsvæsen, uddannelsessystem og selve statsmagten sammen.

Danmarks engagement i Libyen betegnes som en dansk militær succes, men den internationale indsats har også haft negative sideeffekter.

Muammar Gaddafi havde mange tuareger fra det nordlige Mali ansat som lejesoldater i sin hær frem mod sit fald i Libyen i 2011, og de måtte grundet manglende statsborgerskab rejse til tilbage til Mali, og oprørsgrupper fik dermed adgang til våben og trænede krigere.

Der er således ingen tvivl om, at Gaddafis fald har bidraget til at destabilisere hele Sahel-regionen og har forstærket Al-Qaida i det Islamiske Maghreb’s evne til at udføre terrorangreb.

Libyen blev selv overtaget af terrorister, og befolkningen har levet i et regulært helvede lige siden.

Overgangsregering

Siden 2015 har Libyen imidlertid haft en overgangsregering som er baseret på en politisk aftale, der blev faciliteret af FN. GNA-regeringen (Government of National Accord) har af FN’s Sikkerhedsråd (og EU) været anerkendt som den eneste legitime regering i Libyen.

Regeringen, der siden 2016 har været ledet af teknokraten Fayez al-Sarraj, har imidlertid ikke været anerkendt af oprørere organiseret i Libyens Nationale Hær, LNA, under ledelse af general Khalifa Haftar.

LNA og Khalifa Haftar har sit stærkeste fodfæste i Benghazi og kontrollerer mere eller mindre hele den østlige halvdel af Libyen – verdens 18. største land!

Haftar støttes øjensynligt af Rusland, Egypten og flere andre afrikanske stater, og det så faktisk for kort tid siden ud til, at oprørerne kunne true den FN-anerkendte regering i hovedstaden Tripoli med premierminister Fayez Al-Sarraj i spidsen.

Våbenhvile?

Parterne i borgerkrigen i Libyen blev i begyndelsen af februar i Schweiz enige om en midlertidig ordning af landets ledelse, indtil der kan afholdes valg i december. Det var FN, der havde formidlet drøftelserne i det såkaldte Libyan Political Dialogue Forum, og FN støtter resultatet, der indebærer, at en ny regering afløser den hidtidige provisoriske regering.

Ved afstemningen om forhandlingsresultatet i Schweiz opnåede en liste med den 61-årige forretningsmand og politiker Abdul Hamid Mohammed Dbeibah som premierminister og Mohammad Younes Menfi som præsident, 39 af de 73 valide afgivne stemmer.

De slog dermed en alternativ liste med indenrigsminister (og sikkerhedschef) i den hidtidige provisoriske regering, Fathi Bashagha, som premierminister og formanden for Libyens parlament, Aguila Saleh, som præsident, der opnåede 34 stemmer.

Det er den nye midlertidige regerings opgave at forberede et nyvalg af parlamentet til afholdelse senest den 24. december 2021. Opgaven er samtidig efter 10 år med strid og splittelse at overbevise alle libyere om, at de vil blive repræsenteret og hørt. Det er samtidig bestemt at mindst 30 pct. af regeringsposterne skal beklædes med kvinder.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har haft separate samtaler med Mohammad Younes Menfi og Abdul Hamid Mohammed Dbeibah og tilsikret dem FN’s fulde støtte. Der var angiveligt enighed om vigtigheden af at håndhæve den aftalte våbenhvile, og herunder tilbagetrækningen af alle fremmede tropper.

Spørgsmålet er om den skrøbelige våbenhvile, allerede er brudt? I hvert fald var indenrigsminister Fathi Bashagha søndag den 21. februar 2021 udsat for et attentat, da hans bilkolonne blev beskudt på en gade i Tripoli. Bashagha, der sad i en pansret bil, slap uskadt, men mindst en af hans livvagter blev såret. En af angriberne skal være blevet skudt, mens 2 andre er pågrebet.

Fathi Bashagha, der blev opfattet som favorit til at efterfølge Fayez al-Sarraj som premierminister, er givet skuffet over udfaldet af forhandlingerne i Schweiz, og der er allerede diskussion om attentatet, som af nogle af Bashaghas fjender betegnes som ”konstrueret”.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet ”Det Arabiske Initiativ” er trods urolighederne i Mellemøsten siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og en status for programmet forventes forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) i løbet af foråret 2021. Herudover dokumenteres DAPPs arbejde og resultater løbende ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: http://www.dapp.dk.

Jubilæums-konference

I 2021 er det 10 år siden, at Det Arabiske Forår brød ud i Mellemøsten. Det markerer DAPP med en to-dages konference på Rødding Højskole den 8. – 9. juni 2021 (Pga. corona-situationen er konferencen flyttet fra den 9.-10. marts).

Hollands valg den 17. marts 2021

Holland1

Mark Ruttes liberale koalitionsregering mellem Folkepartiet for Frihed og Demokrati, VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie), og CDA, D66 og CU, som det tog 225 dage at danne efter det forrige valg i 2017, måtte træde tilbage den 15. januar 2021.

Årsagen var en skandale om en meget vidtgående kontrol med børnepenge og andre sociale ydelser. Baggrunden for kontrollen, der gik for vidt og krænkede lovlydige hollandske borgere, var bulgarske grupperingers systematiske udnyttelse af det hollandske velfærdssystem.

Corona valgtema

Valgkampen er i høj grad præget af regeringens håndtering af corona-pandemien, men lige under overfladen lurer kontroverser om udlændingepolitikken.

PÅ det seneste har uromagernes hærgen i gaderne rystet den hollandske befolkning, som ikke har oplevet noget lignende i årtier. Anledningen til urolighederne er den afgående regerings beslutning om at indføre et natligt udgangsforbud. Et tiltag, som skal hjælpe sundhedsmyndighederne i kampen mod coronavirussen og spredningen af den britiske variant.

Beslutningen har udløst protester fra utilfredse borgere, som er frustrerede over de omfattende restriktioner, der har holdt landet mere eller mindre nedlukket siden efteråret.

Meningsmålinger viser imidlertid, at et overvældende flertal af hollænderne støtter restriktionerne. Blot syv procent af befolkningen vil have ophævet nedlukningen.

Ligesom i Danmark er det en broget skare som grupperinger som Men In Black, der står bag urolighederne. Ifølge en hollandsk ekspert er det en blanding af hooligans, konspirationsteoretikere, gamle hippier og politiske grupperinger fra både den yderste venstre- og højrefløj.

Det er imidlertid uklart, hvor mange af demonstranterne, der støtter de anarkistiske tendenser, der også kommer til udtryk under urolighederne:

”Er I med? Er vi færdige med at acceptere det lort, så lad os smadre det, venner – folkestyret, folket i Folketinget, smadre systemet. Tak skal I have, sagde en kvindelig talsperson under den seneste demonstration i København.

Udlændingepolitikken

I Holland har mysteriet om ballademagernes identitet taget en drejning i den offentlige debat, da videoer af urolighederne begyndte at florere på sociale medier. I de delte videoer er det fortrinsvis unge mænd med indvandrerbaggrund, som plyndrer og hærger butikkerne.

Det har straks fået den hollandske højrefløj til at tordne mod konsekvenserne af masseindvandringen fra ikke-vestlige lande.

Spørgsmålet er om der vil komme en gentagelse af situationen kort før de hollandske lokalvalg i 2019.

I slutfasen af kampagnen op til de hollandske provinsvalg den 20. marts 2019 gennemførte den 37-årige tyrk Gökmen Tanis den 16. marts et terrorangreb i den hollandske by Utrecht. Tre personer mistede livet i skyderiet.

Provinsvalgene i 2019

Provinsvalgene er i Holland regionale valg, men med landspolitisk betydning. Ved valgene vælges medlemmerne af provinsparlamenterne. Disse parlamenter vælger så igen deres repræsentanter til det såkaldte Første Kammer i det hollandske parlament. Første Kammer skal godkende alle lovforslag, der vedtages i det Andet Kammer.

Terrorsagen betød, at valgkampen skiftede karakter. Indtil da havde økonomi og klimapolitik været hovedtemaer, men udlændingepolitik, indvandring, kriminalitet, integration og islamisme blev i slutfasen centrale temaer.

Jordskred

Da stemmerne blev gjort op, stod det klart, at Holland var ramt af et politisk jordskælv. Protestpartier på både venstre- og højrefløj vandt en knusende sejr over midterpartierne og den daværende borgerlige regering under ledelse af Mark Rutte.

Det nye nationalkonservative parti, Forum for Demokrati (FvD), blev valgets store vinder. FvD gik fra nul til 13 mandater og blev derved det største parti i Førstekammeret. En sensationel sejr for partiets unge karismatiske leder, Thierry Baudet, der på rekordtid blev rasende populær med sin anti-elitære, EU- og indvandringskritiske og nationalkonservative politik.

FvD hentede også mange stemmer fra PVV (Frihedspartiet – Partij Voor de Vrijheid) under ledelse af Geert Wilders.

Nationalkonservativ kritik af udlændingepolitikken

I udlændingepolitikken havde regeringen ifølge Baudet tilladt vidtåbne grænser og faciliteret indvandring af hundredtusinder af personer med radikal anderledes kulturel baggrund.

Baudet har kritiseret, at regeringen trods alle advarsler i slutningen af 2018 underskrev Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration. Påstanden var, at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter.

Lov og orden

Begivenhederne i Utrecht blev af FvD brugt som eksempel på hvordan kriminalitet og lovløshed havde fået lov til at sprede sig i landet.

Thierry Baudet og FvD gået tilbage

Siden provinsvalget er FvD gået tilbage og forud for valget den 17. marts 2021 opnår partiet kun omkring 3 pct. i meningsmålingerne. Geert Wilders og hans parti, PVV, holder skansen med omkring 13 pct. i meningsmålingerne.

Mark Ruttes VVD har under Corona-pandemien fået øget opbakning og står nu til mindst samme opbakning som ved valget i 2017 – dvs. omkring 25 pct.

Franz Beckerlee er en dansk musiker og kunstmaler

Franz Beckerlee

Franz Beckerlee, der blev født 15. august 1942, kom i lære som værktøjsmager efter realeksamen. Han var stærkt inspireret af Robert Jacobsen, og begyndte allerede som 16-årig at fremstille skulpturer af jern. Dengang udstillede han på Galleri Graugaard og spillede musik i sin fritid.

Beckerlee spiller guitar og saxofon. Han begyndte at spille saxofon som 12-årig. Sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen dannede han The Contemporary Jazz Quintet, som spillede avantgardejazz. Kvintetten fik megen ros af kritikere og presse, men fik ingen større succes hos publikum.

Franz fik tildelt årets jazzlegat i 1964 og 1968.

I 1969 dannede han sammen med Willi Jønsson og Kim Larsen Gasolin’, hvor han spiller guitar a la Jimi Hendrix. Gasolin’ fyldte hele tilværelsen frem til 1978. Efter Gasolin’ var Franz Beckerlee med i Christianshavns Bluesband sammen med Søren Berlev og Lone Kellermann.

”Det går op og ned i showbizz”. Det var Franz Beckerlees berømte svar på et spørgsmål om hvad han lavede der, da han mødte op på bistandskontoret på Christianshavn tre måneder efter opløsningen af Gasolin’ i 1978.

Franz Beckerlee forsøgte sig også som forfatter og fik på forlaget Rhodos i 1984-85 udgivet ”De sjældne og truede arter. En storbykrimi”, og ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”.

Den sidste bog er årsagen til, at den skikkelige Franz Beckerlee, altid trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier.

Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos nemlig trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi” tilbage. Bogen blev trukket tilbage, da det blev påstået, at den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.

Franz Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.

Hvis der stadig måtte eksistere eksemplarer af bogen, burde de i dag have en anseelig værdi.

Franz Beckerlee selv er for længe siden vendt tilbage som kunstner. I dag laver Franz primært abstrakte malerier i stærke og glødende farver. Det er ofte landskaber. Abstrakte – men med både horisont, himmel, skyer og sollys samt bjerge, kløfter og vand.

Franz Beckerlee har flere gange fået optaget sine værker på Charlottenborgs forårsudstilling.

Franz Beckerlee blev i en meget tidlig alder optaget af zenbuddhismen, og han har rejst en del i USA, Japan, Nepal, Indien, Australien og Europa og praktiserer i dag tibetansk buddhisme.

Berlingske Tidendes Birgitte Erhardtsen

Anders Kirk Johansen
Til BM. Vejle Boldklubs direktør, Anders Kirk Johansen, fotograferet på sit gods Rohden mellem Vejle og Juelsminde. (Foto: Palle Hedemann)

I sin seneste erhvervskommentar kritiserer Berlingske Tidendes erhvervskommentator, Birgitte Erhardtsen, LEGO-familiens Anders Kirk Johansen. Man må forstå, at efter Erhardtsens opfattelse, hører Kirk Johansen ikke til i selskabet af ”respektable milliardærer” i Danmark.

Birgitte Erhardtsen har tidligere gjort sig bemærket med synspunkter på vores nuværende og tidligere statsministers tøjstil. Vi måtte forstå, at kvinder gør klogt i klæde sig neddæmpet, så fokus er på kompetencer og personlighed og ikke på hendes tøjstil.

Erhardtsens kommentarer er egentlig ret trivielle – præget som de er af diskussionerne med hendes aldrende bofæller i det velaflagte nordsjællandske bofællesskab, men Erhardtsen træffer mærkelige valg for at illustrere sine synspunkter.

I en nylig kommentar om den behandling konkursramte udsættes for, bruger Erhardtsen Lisbeth Zornig som case: ”Alligevel kan Lisbeth Zornigs case tjene som eksempel på, hvordan en lille erhvervsdrivende tumler gennem en personlig konkurs uden nogen hjælp og vejledning fra myndighederne”.

Når Berlingske Tidendes Birgitte Erhardtsen vælger Zornig som case på en hjælpeløs stakkel, er det hinsides al fornuft.

Efter konkursen tilbyder Lisbeth Zornig og hendes mand Michael Lindholm ”foredrag og formidling af viden, der forandrer” gennem et selskab – Soft Talk Communications – etableret af Zornigs eksmand.

Torben Bagge, der leder skatteafdelingen i advokatfirmaet TVC, er kritisk overfor konstruktionen: ”Det virker, som om man gør, hvad man kan, for ikke at betale en gæld til det offentlige og dermed bidrage til vores alles bedste via samfunds kassen”, siger han ifølge Ekstrabladet.

Lisbeth Zornig og hendes mand er desuden et rigtigt dårligt eksempel på, ”hvordan en lille erhvervsdrivende tumler gennem en personlig konkurs uden nogen hjælp og vejledning fra myndighederne”.

Iværksætteren og mønsterbryderen Lisbeth Zornig Andersen er student fra Haslev Gymnasium og cand.polit. fra Københavns Universitet, hun har været administrerende direktør i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, formand for Børnerådet og stiftede siden Huset Zornig, der arbejdede på at forny og forbedre indsatsen over for samfundets socialt mest udsatte mennesker. Hun har været formand for tænketanken Social Innovations Forum og er stifter af Børnenes IT-fond, der sikrer computere til alle anbragte børn. Hun har været bestyrelsesmedlem blandt andet på IT Universitet, i Det Sociale Netværk og herberget Overførstergaarden.

Lisbeth Zornig Andersens mand, Mikael Rauno Lindholm, er shippinguddannet i A.P. Møller, uddannet journalist fra DJH og har arbejdet som redaktør på en række medier, blandt andet Mandag Morgen, Børsen og Computerworld. Han er medlem af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, VL-gruppe 67 og han har skrevet en lang række bøger om ledelse, strategi, innovation, globalisering og samfundsøkonomi, blandt andet ”Hvad skal Danmark leve af?”, ”Slip innovationen løs – Danmark som kreativ stormagt” og ”Den danske ledelseskanon”. Han stiftede i 2008 udviklingshuset Innovation Inside og har rådgivet myndigheder, institutioner, organisationer og virksomheder om innovation og innovationsledelse. Er nu manager i Soft Talk Kommunikation.

Vil Det Radikale Venstre i Nordjylland røre Christian Friis Bach med en ildtang?

Charlotte Slente

Marianne Jelved – der er valgt for Radikale Venstre og siden 1990 stillet op for Hjørring Kredsen – har besluttet at stoppe i Folketinget til næste valg. Jelved har ellers siddet i Folketinget siden 1987 – hvor hun i første omgang var valgt i Roskilde-kredsen.

Den 77-årige Marianne Jelved kan have gode personlige grunde til ikke længere at stille op for Radikale Venstre, men det kan også hænge sammen med partiets totale nedsmeltning.

Jens Rohde og Ida Auken

Senest har Jens Rohde og Ida Auken også forladt Det Radikale Venstre. Begge begrunder deres udmeldelser med partiets konfrontatoriske linje på ligestillings- og udlændingeområdet. Hvad Jens Rohde vil, er endnu ikke kendt, men Ida Auken har bekendt sig til Socialdemokratiet, som har kvitteret med en sikker opstillingskreds i Hovedstaden.

Under alle omstændigheder er realiteten i øjeblikket, at ingen på Christiansborg vil samarbejde med De Radikale.

Med benhårde krav med trusler om at vælte regeringen og symbolske manifestationer har partiet mistet en del af partiets midtsøgende, pragmatiske vælgerbasis og tiltrukket vælgere som er mere fundamentalistiske på emner som MeToo, udlændinge- og klimapolitik.

MeToo

Det var X-factor-værten Sofie Linde, der genstartede hele sexchikane-debatten og MeToo-bølgen med en personlig historie om en utidig chef, der forsøgte at bruge sin magt seksuelt ved en julefrokost. Siden er lignende sager væltet ud skabene i flere brancher.

Det Radikale Venstres ligestillingsordfører, Samira Nawa, greb bolden og kritiserede statsminister Mette Frederiksen for at udnævne Jeppe Kofod til udenrigsminister, fordi Kofod for 12 år siden havde sex med en 15-årig pige.  Senere stod kvindelige folketingsmedlemmer fra flere partier offentligt frem og talte om krænkelser, de har været udsat for i politik.

Foreløbig overlever Jeppe Kofod, mens Frank Jensen og Carsten Hansen har måttet betale prisen.

Morten Østergaards detronisering

Internt i Det Radikale Venstre var debatten intens og nåede et foreløbigt højdepunkt, da partiets politiske leder, Morten Østergaard, onsdag den 7. oktober brødebetynget annoncerede sin afgang på grund af en ti år gammel sexchikanesag omhandlende “en hånd på låret” af folketingsmedlem Lotte Rod. Senere er Morten Østergaards synderegister udvidet betydeligt.

Folketingsgruppen valgte Sophie Carsten Nielsen som ny politisk leder i kampvalg med Martin Lidegaard. Stemmefordelingen hed 12-4, men desuagtet er Sofie Carsten Nielsens troværdighed blevet draget i tvivl, da det efterfølgende har vist sig, at hun kendte til flere sager om krænkelser, end hun i første omgang lod forstå. Senest syntes der mellem Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard at være indgået en pagt, der for en tid bilægger de partipolitiske stridigheder.

Fusentasten Christian Friis Bach prøver at gøre sig vigtig

Christian Friis Bach, som nogle få i det radikale bagland så som partiets potentielle redningsmand, kastede sig villigt ind i krænkelsesdebatten, men da han lørdag morgen den 10. oktober 2020 skulle deltage i programmet ”Go’ morgen Danmark” på TV 2, knækkede filmen.

Friis Bach skulle han tale om nødvendigheden af at styrke indsatsen mod seksuelle overgreb og krænkelser, men kort før han skulle på, fortalte redaktøren ham, at der gik rygter om, at han var blevet fyret fra sit tidligere arbejde som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp som følge af seksuelle krænkelser.

Christian Friis Bach har i et længere opslag på Facebook afvist alle anklager, men han oplyser samtidig, at har levet i et ”åbent” ægteskab, og forhold til andre end hustruen derfor er forekommet.

Partileder Sofie Carsten Nielsen prøver at vende skuden

Når de Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen nu udsender nye og positive signaler, er det taktik og udelukkende for at komme i nærhed af magten. De er desværre ikke til at stole på, og Morten Østergaards detronisering bekræfter, at man ikke kan stole på de Radikale.

Se blot til deres skammelige historie. Hvordan de svigtede Fædrelandet og sønderjyderne efter Første Verdenskrig og igen svigtede under nazisternes besættelse. Hvordan de svigtede folkestyret under den kolde krig, ufølsomheden overfor efterlønnere og arbejdsmarkedets svageste, og hvordan de Radikale har svigtet i debatten om islams og indvandringens konsekvenser.

Når der skal reageres mod Sofie Carsten-Nielsen, er det fordi hun tidligere har prøvet at skrive de radikale ind blandt rækken af dem, der var villige til at kæmpe – og dø – for deres land, mens realiteten var et monumentalt nationalt svigt.

I en kort periode, er mange gået rundt i den vildfarelse, at de Radikale trods alt var parat til at forsvare nationale værdier – at de faktisk var på vej mod en vis politisk fornuft og realisme.

I udlændingepolitikken skiftede tidligere partileder Morten Østergaard efter en turné i danske ghettoer pludselig holdning til regeringens bande-pakke, og Ida Auken understregede i hendes bog ”Dansk” betydningen af den danske nation og kultur. Danskhed er nu ifølge de Radikale fint, og Auken erkender, at Danmark ikke kan tage et ubegrænset antal flygtninge.

At Ida Auken nu har forladt Det Radikale Venstre bekræfter, at hun ikke er lykkedes med at overbevise den fundamentalistiske kerne i partiet, om at partiets udlændingepolitik burde justeres.

Alt var da også tilbage ved det gamle, da partiet afslørede en nærmest ligegyldig holdning til værdien af et dansk statsborgerskab. Det skete, da de foreslog, at unge, der er født og opvokset i Danmark, automatisk tildeles dansk statsborgerskab i 15-års alderen, hvis de består Folkeskolens afgangsprøve.

Det Radikale Venstres nøglerolle i dansk politik

Heldigvis er opbakningen til Det Radikale Venstre nu begrænset, men gennem mange år havde De Radikale faktisk en nøglerolle i dansk politik. Partiet har i lange perioder haft en indflydelse, der rakte langt ud over dets beskedne vælgeropbakning, fordi det lå inde med de mandater, der afgjorde, hvem der fik regeringsmagten. Partiet var – som man siger – tungen på vægtskålen.

Denne rolle blev ikke mindst brugt til at påtvinge den danske befolkning en stadigt voksende tilgang af indvandrere og asylansøgere fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande.

De radikales svig

Det Radikale Venstres uansvarlige holdning til statsborgerskab bekræfter igen, igen partiets destruktive og svigagtige rolle i dansk politik.

I sikkerhedspolitikken spillede de Radikale deres egen unationale rolle under den kolde krig og den danske fodnotepolitik i 1980’erne.

De Radikales politiske linje og svigefulde historie rækker fra 1920 til i dag. I oktober 1918, da det stod klart, at Tyskland ville tabe krigen, tøvede den radikale regeringsleder Carl Theodor Zahle med at kræve Danmark genforenet med det tabte Sønderjylland. Under lukkede folketingsforhandlinger vægrede man sig ved at kræve det tabte fra 1864 tilbage. Den radikale regering arbejdede endog aktivt imod en afstemning, som kunne bringe danske tilbage til landet. I første udkast til fredstraktaten indgik der efter ønske fra dansksindede grupper en “tredje zone” fra Slien til Dannevirke; men efter aktiv modstand fra den danske regering blev en sådan zone redigeret ud af den endelige traktat. Selv Georg Brandes var uenig og skrev en voldsom kritik af det tyske overherredømme i “Sønderjylland under prøjsisk tryk”.

Samarbejdspolitikken

Partiets skammelige historie kulminerer for alvor, da udenrigsminister Munch og udenrigs- og statsminister Scavenius blotlagde og banede vejen for Tyskland og besættelsestidens forsmædelige samarbejdspolitik.

Herfra går en lige linje frem til den aktuelle radikale new public management politik via partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til den kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne.

Da den sidste Trabant den 30. april 1991 forlod samlebåndet i Zwickau i DDR var det samtidig signalet til Det Radikale Venstre om et nyt sideskift og deltagelse i Poul Nyrup Rasmussens socialdemokratiske regering fra 1993 til 2001. Fra 2011 og frem til valget i juni 2015 blev vi igen plaget af partiets påtrængende klimafanatisme, bedrevidende frelsthed i udlændingepolitikken, afvisning af Israels ret til at forsvare sig mod terror og partiets notoriske ufølsomhed over for husejere, skatteborgere og samfundets svageste.

Hvad nu?

At Christian Friis Bach allerede meldt sig som kandidat til at overtage Marianne Jelveds taburet i Folketinget kan ikke undre efter hans 2-årige ledighedsperiode.

Christian Friis Bach sad i Folketinget for Det Radikale Venstre fra 2011 til 2014 og besad posten som udviklingsminister indtil november 2013. Dengang trådte Christian Friis Bach tilbage fra ministerposten i forbindelse med GGGI-sagen, da den daværende minister erkendte, at han havde overleveret forkerte oplysninger til Folketinget. 

Fra 2017 til 2019 var Christian Friis Bach generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, hvor han blev fyret, da organisationens forretningsudvalg oplyste, at der var “brug for en anden ledelsesprofil”.

Christian Friis Bach har desuden været radiovært for Radio4’s udenrigsprogram ”Den danske forbindelse” og står bag importvirksomheden Warfair, som gennem handel med importerede varer fra krigs- og konfliktramte zoner forsøger at etablere fremgang og fred i udsatte lande.

De Radikales kommende folketingskandidat i Hjørring Kredsen bliver valgt ved en online generalforsamling, der afholdes virtuelt onsdag den 10. marts 2021. Det vil undre, hvis besindige Nordjyder vælger en fusentast som Christian Friis Bach som repræsentant i Folketinget.

Auditørkorpset og Frømandskorpset

Frømandskorpset

Auditørkorpset har undersøgt, hvorvidt et stripperarrangement hos Frømandskorpset var ulovligt embedsmisbrug.

Der har også været mistanke om vennetjenester og gaver i forbindelse med arrangementer i Frømandskorpsets regi. Frømandskorpsets chef, Jens Birkebæk Bach, skulle således have givet kapelmester Claes Antonsen og The Antonelli Orchestra, der i en årrække har været husorkester i tv-showet ”Vild med dans” på TV 2, oplevelser på lukket militærbase til gengæld for musikalsk underholdning til en privat fest.

Sagerne kom frem i november 2019, efter at netmediet Olfi, der skriver om forsvars- og sikkerhedspolitik, offentliggjorde et interview med Jens Birkebæk Bach.

Generalmajor og chef for Specialoperationskommandoen Peter Harling Boysen sagde til DR Nyheder, at han har en mistanke om, at ikke alt er foregået efter reglerne. Derfor valgte man at overdrage sagen til Forsvarsministeriets Auditørkorps: ”De anklager, der er mod chefen for Frømandskorpset, ser for mig også mærkelige ud, derfor har vi i dag overdraget hele sagen til nærmere undersøgelse ved Forsvarsministeriets Auditørkorps. Det, de undersøger, er, om der er grundlag for at indlede en strafferetlig efterforskning af sagen”, sagde Peter Harling Boysen.

Den juridiske undersøgelse om muligt embedsmisbrug, som frømandskorpsets leder, Jens Birkebæk Bach, derfor været genstand for siden november 2019, er nu afsluttet, og ifølge forsvarets auditør, Claus Lyngholm Risbjerg, er sagen afsluttet uden nogle strafferetlige konklusioner.

Med andre ord, er Frømandskorpsets ledelse frikendt for beskyldninger om strafbart embedsmisbrug.

Ifølge auditøren har afgørelsen været forelagt generalauditøren, og han er enig i, at sagen afsluttes juridisk og derfor sendes sagen nu videre til Frømandskorpsets øverste militære ledelse for en overvejelse af, hvorvidt sagen skal få disciplinære konsekvenser.

Den del af sagen, der har handlet om, hvorvidt der er sket noget ulovligt i forbindelse med anskaffelse af motorer til Frømandskorpsets hurtige motorbåde, er endnu ikke afsluttet, blandt andet fordi det har været vanskeligt at skaffe ekspertudtalelser, hvilket auditør Claus Lyngholm Risbjerg, forventer kan ske inden for kort tid.

https://sn.dk/Odsherred/Froemandskorpsets-chef-i-sag-om-striptease-Her-er-sagen-nu/artikel/1411908

V under nedsmeltning i Odsherred

Vincentz+Uffe

Da den hidtidige spidskandidat, Mathias Hansen, trak sig, udpegede Venstres lokale bestyrelse i Odsherred Hanne Pigonska som partiets spids- og borgmesterkandidat til kommunalvalget i november.

En anden Venstre-kvinde, Karina Vincentz, blev dermed for anden gang vraget som spidskandidat. Vincentz ser ellers sig selv som Venstrekvinde ”helt ind til knoglerne” og har været medlem af partiet siden Uffe Ellemann-Jensen stod i spidsen.

Så sent som den 12. februar 2021 skrev hun på Facebook, at hun havde gået det sidste stykke tid og funderet over hvordan og hvem der definerer om man er ægte Venstremand! For hende handlede det om man bærer Venstres værdier i hjertet. Den grundlæggende værdi, friheden til at være forskellig og det personlige ansvar, var for Vincentz dengang kernen i Venstre.

Karina Vincentz havde efter en fireårig pause fra lokalpolitik, meldt sig klar til at være i første omgang en af partiets kandidater til byrådet. Men da pladsen som spidskandidat blev ledig, lod Karina Vincentz forstå, at hun var klar. Forud for forrige kommunalvalg dystede netop de om titlen som spidskandidat. Mathias Hansen vandt knebent.

Onsdag morgen den 24. februar 2021 skriver Karina Vincentz på Facebook: ”Jeg har haft søvnløse nætter, jeg har været igennem hele følelsesregisteret. Vrede, frustration, kedafdethed, og håb om at fornuften vandt. Men nu er jeg afklaret. Jeg er ikke typen der bliver bitter eller som hænger fast i fortiden. Når der sker noget man ikke bryder sig om, så har man tre muligheder: Man kan forsøge at ændre, man kan acceptere eller man kan gå væk fra det. Jeg har forsøgt det første og endt med det sidste”. Det skrev hun og offentliggjorde samtidig den udmeldelse, hun sendte til Venstres bestyrelse tirsdag aften.

Tidligere revolutionære tager det helt roligt – ja forfremmes til chefredaktør!

Marchen Neel Gjertsen

En række kendisser i medieverdenen, i de politiske partier, i erhvervslivet og i den offentlige forvaltning går i øjeblikket rundt i frygt for, at gamle sexkrænkelser kommer frem. Samtidig kan vi møde folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tager det helt roligt, selvom de tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med voldelige grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden utallige almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strids børnebøger er nogle af landets mest solgte, og i 2012 fik han Kronprinsparrets kulturpris. Strid var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv og forhenværende medlem af centralkomitéen i Kommunistisk Arbejderparti – har selv sagt, at de dengang øvede sig i at bruge våben eller talte om henrettelser og nakkeskud under en revolution.

Helle Thorning-Schmidt meldte sig først som 27-årig ind i Socialdemokratiet. Inden var hun organiseret ungkommunist i DKU med partiemblemet i livremmen og abonnement på Land og Folk. En samfundsstøtte som Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark, mangeårig formand for dagbladet Information, gift med Berlingske-journalist Birgitte Erhardtsen, var som yngre økonom glødende kommunist.

Fotograf Jacob Holdt er i dag en yndet og respektabel kilde om især amerikanske forhold, men i august 2015 indrømmede Jacob Holdt i Weekend­avisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.

Journalist og chefredaktør på dagbladet Information, nu afdøde Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte.

I Kroghs tid brugte Information den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.

I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl indflydelsesrig skribent i sikkerhedspolitik på Information. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.

Informations Latinamerika-skribent, nu afdøde Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart, men det forhindrer ikke at han stadig fejres som en sand helt.

Mange andre fremtrædende samfundsstøtter var tidligere aktive støtter for revolutionære bevægelser og regimer – og de gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu!

Socialdemokraten Mogens Lykketoft behandles nu som ældre statsmand med respekt, og Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er tilsyneladende glemt.

Et af de mere groteske eksempler var dengang Mogens Lykketoft sammen med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.

Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift Samba-socialismen. At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.

Jyllands-Postens nye chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, har en fortid som kandidat for Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner.  Hun optræder på stemmesedlen for Enhedslisten ved kommunalvalget i 2005. Lidt længere oppe på samme stemmeseddel finder man den berygtede islamist Asmaa Abdol-Hamid, der også var opstillet for Liste Ø.

Marchen Neel Gjertsen har også en fortid som medlem af den revolutionære organisation SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål er at omstyrte det danske samfund. I SUF’s medlemsblad fra 2004 optræder Marchen Neel Gjertsen som central kontaktperson for den radikaliserede bevægelse i Odense.

I det venstreradikale svenske medie ”Fria Tidningar” bliver Marchen Neel Gjertsen i 2011 omtalt som ”journalist” hos den venstreorienterede og autonome researchgruppe Redox, der samler informationer og udgiver nyheder og rapporter om den danske højrefløj, og hvis medlemmer blandt andet er dømt for vold og ulovlig hacking af politiske modstandere.

I dag kan man blive fyret for 20 år gamle sexsager, hvis man har opført sig upassende. Vi ved ikke præcist, hvad der er sket i en række sager, hvor folk er blevet fyret for gamle krænkelser, men alle sagerne synes at dreje sig om sex – alle andre fortidige fejl og krænkelser er åbenbart uden betydning.

Venstrefløjsfolk, der tidligere støttede totalitære regimer og revolutionære voldsbevægelser, er tilsyneladende ikke noget problem i den igangværende moralske oprustning. Ingen journalister gider at skrive om det. En række af nutidens opinionsdannere, støttede for år tilbage voldsregimer og revolutionær vold, men ingen sætter fokus på det, og ingen gamle venstreekstreme og voldsparate journalister fra DR eller TV 2 har grund til at frygte den slags fortid.