Folketingets svinebinding af Dan Jørgensen

Dan Jørgensen Gigabyte

Da daværende energiminister Poul Nielson fra Socialdemokratiet i april 1980 indgik en kontrakt med Saudi-Arabien, kaldte han den for “klokkeren”. Sådan sagde han, da han som energiminister skulle redegøre for, om der var en skjult politisk dagsorden bag en kommerciel aftale med Saudi-Arabien i 1980 om olieleverancer til Danmark. Formelt set var aftalen indgået af DONG, og energiministeren afviste alle anmodninger om indsigt med, at det var en kommerciel aftale og offentliggørelse ville kompromittere DONG’s muligheder for at operere på det kommercielle marked.

Klausulerne

Kontrakten var imidlertid kendt af en større kreds, og opstandelsen drejede sig især om en ”transportklausul” og en ”miskreditklausul” i kontrakten. Den første klausul om at olien skulle transporteres fortrinsvis på saudiske skibe viste sig at være uden større betydning, eftersom saudierne langtfra rådede over tilstrækkelig skibskapacitet; Den såkaldte ”miskreditklausul”, der efter sin ordlyd forpligtede Danmark til at forholde sig positivt til den islamiske verden og Saudi-Arabien i særdeleshed. Nærmere studier viste, at klausulen i virkeligheden handlede om forretningsmæssige forhold og ikke egentlig udenrigspolitik. Altså at Danmark i denne aftale ikke forpligtede sig til bestemte holdninger til islam og Saudi-Arabien.

Imidlertid bidrog den kendsgerning, at der i tilsvarende svenske og finske kontrakter ikke var en lignende klausul, til at Nielson måtte indkassere skarp kritik også fra egne partifæller, og sagen truede med at udvikle sig til et spørgsmål om Folketingets mistillid til Poul Nielson.

Til sidst måtte han derfor bøje sig og tillade medlemmerne af Folketingets Energipolitiske udvalg at se kontrakten. Udvalgets medlemmer fik mulighed for én efter én at læse kontrakten, men uden at der måttes kopieres fra aftalen, skrive af fra den, eller på anden måde viderebringe informationer.

Nielsons egen forklaring om den ”klokkerene aftale”

Det korte af det lange er, at Poul Nielson selv i sin selvbiografi ”En hel Nielson” fra 2011, har erkendt, at han formidlede aftalen dårligt ved selv at kalde den klokkeren, og ved ikke med det samme at tage tyren ved hornene og tillade indsigt, selvom han derved måske ville krænke aftaleparternes forståelse om hemmeligholdelse af traktatens ordlyd.

I vore dage kan vi også jævnligt opleve forsøg på at afskære Folketinget fra oplysninger. Det er ikke så længe siden, at Folketingets Præsidium kritiserede daværende finansminister Bjarne Corydon for ikke at have givet Folketinget alle oplysninger i forbindelse med salget af DONG-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Nielson blev bundet til masten

Den klokkerene olieaftale var ikke den eneste af Poul Nielsons dispositioner som energiminister, der gav anledning til at et flertal i Folketinget mistede tilliden til hans driftssikkerhed. Flertallet indsatte derfor i en generel klausul i den bemyndigelseslovgivning, der prægede energiområdet.

Forinden ministeren traf sin afgørelse skulle sagen forelægges det Folketingsudvalg, der i dag svarer til Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg.

Nielsons overmod binder stadig Dan Jørgensen

Folketingets svinebinding af energiminister Poul Nielson binder stadig. Dan Jørgensens ageren som klima-, energi- og forsyningsminister har ikke været så tillidsvækkende, at Folketingets flertal har fundet anledning til at udstyre Dan Jørgensen med bemyndigelse til selv at disponere indenfor energilovgivningens rammer. Tvært imod har erfaringerne med varmechecks næret opfattelsen af, at den parlamentariske kontrol med Dan Jørgensen måske burde intensiveres.

Var det klogt at indstille olie- og gaseventyret i Nordsøen?

En eventuel tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter i Nordsøen efter den 8. udbudsrunde, hvor olieselskaber i juni 2018 blev opfordret til inden 1. februar 2019 at komme med tilbud på områderne i den danske del af Nordsøen, skulle have været forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg. Som det hed:

”Efter afslutningen af Energistyrelsens behandling vil resultatet, forinden tilladelsen meddeles, blive forelagt Folketingets Energi-, Forsynings- og Klimaudvalg (…) Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i henhold til undergrundslovens paragraf 12, stk. 3 undlade at meddele tilladelse til efterforskning og indvinding af kulbrinter på grundlag af de indkomne ansøgninger, ligesom det står ministeren frit at afgøre, hvor mange tilladelser til efterforskning og indvinding af kulbrinter, der meddeles på grundlag af de indkomne ansøgninger. Tilladelser forventes meddelt inden for seks måneder efter ansøgningsfristens udløb.”

Som bekendt blev den 8. udbudsrunde stoppet med den aftale, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget torsdag aften den 3. december 2020 om at stoppe den danske olieeventyr i Nordsøen.

Mellem Dan Jørgensen og ordførere fra Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Konservative blev der aftalt en slutdato i 2050, hvorefter der ikke længere vil kunne indvindes olie eller gas i den danske del af Nordsøen.

”Vi sætter nu et endeligt punktum for den fossile æra, og tegner en lige linje mellem vores aktiviteter i Nordsøen og Klimalovens mål om klimaneutralitet i 2050. Aflysningen af både 8. udbudsrunde og alle fremtidige udbudsrunder betyder også, at det er slut med, at staten aktivt går ud og inviterer til fossil efterforskning. Samtidig nagler vi de resterende regler fast for den nuværende produktion”, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

Boris Johnsons klassiske studier ved Oxford fornægter sig ikke

Boris_Johnson_official_portrait_(cropped).jpg

Vi kender Lucius Quinctius Cincinnatus (519 - 430 f.Kr.) fra den romerske historiker, Titus Livius (59 f.Kr. – 17 e.Kr.). Livius’ hovedværk, Ab urbe condita, dvs. ”fra byens grundlæggelse”, beskriver Roms udvikling fra dens sagnagtige begyndelse i midten af 700-tallet f.Kr. til Livius’ egen og kejser Augustus’ tid.

Cincinnatus var en romersk patricier, statsmand og militær leder i den romerske republiks dage, som blev et legendarisk eksempel på romerske dyder.

I en relativt moden alder havde han truffet sig tilbage fra det offentlige liv til en beskeden gård, da en fjendtlig invasion i 458 f.Kr. fik hans medborgere til at opfordre ham til at komme tilbage til Rom og tage ledelsen i republikken.

Cincinnatus slap ploven, fik uindskrænkede og diktatoriske magtbeføjelser og havde efter kun 16 dage besejret fjenden. Umiddelbart herefter nedlagde han sit hverv som konsul og diktator, frasagde sig alle beføjelser og vendte tilbage til sit landbrug.

Hans militære succes og han umiddelbare og frivillige afståelse af al magt blev i eftertiden fremhævet som et eksempel på uselvisk lederskab i en højere sags tjeneste, civil dyd, integritet og beskedenhed. Hans legendariske ry blev yderligere bestyrket, da Cincinattus efter sigende gentog kunststykket i 439 f.Kr., da plebejernes oprør truede med at befordre Spurius Maelius’ monarkistiske ambitioner og dermed den romerske republiks endeligt.

Siden er andre politiske ledere blevet sammenlignet med Cincinattus. Især blev Cincinnatus’ uselviske indsats for fædrelandet kædet sammen med George Washington. Washingtons opgivelse af kommandoen over den kontinentale hær, hans afvisning af overhovedet at overveje etableringen af et monarki i Amerika og hans frivillige tilbagetræden efter 2 præsidentperioder for at vende tilbage til Mount Vernon-farmen blev i datidens historie- og litteraturskrivning ofte sammenlignet med Cincinattus.

UK’s Premierminister, Boris Johnson, refererede til Cincinnatus i sin afskedstale udenfor Downing Street nr. 10 i London den 6. september 2022. Johnson sagde, at han nu – som Cincinnatus – ville vende tilbage til ploven.

Iagttagere noterede, at Cincinnatus godt nok vendte tilbage til ploven, men senere blev kaldt tilbage for at redde Rom i en vanskelig situation.

Vil 0-vækst i den offentlige sektor være ensbetydende med den sociale massegrav?

poof-1485782973-78.jpg

Det bør under den kommende valgkamp diskuteres hvordan det offentlige spilder ressourcer og tid på pseudoarbejde.

Pseudoarbejde ligner til forveksling arbejde, men det er karakteriseret ved ikke at skabe nogen værdi for kunder, borgere eller brugere.

Det er fx pseudoarbejde, når offentligt ansatte skal bruge timevis på at registrere arbejde, eller når medarbejdere konstant får afbrudt arbejdsdagen af møder, hvor de er inviteret med, ”fordi vi kigger eller ”ser ind i” en fremtid og et ”narrativ”, de måske har noget de kan byde ind med”.

Talrige jurister i offentlige styrelser bruger tid på at skrive risikovurderinger og bæredygtighedsanalyser – opgaver, der dybest set handler om at sikre ledelsen rygdækning, hvis der sker fejl. Der skabes ingen værdi for fagpersonalet eller de ”varme hænder”. Men der lægges akademiske forhindringer i vejen i form af lange uforståelige notater, som ingen læser eller forstår.

Sagesløse offentligt ansatte konfronteres med chefer, der refererer til at ”Vi skal ud på (eller har været på) en spændende rejse”, lægger “hånden på kogepladen”, taler om ”udfordringer”, at institutionen befinder sig på en “brændende platform”, at vi står overfor en ”stejl læringskurve”, og at det nu gælder om at ”implementere”, at “skabe et positivt narrativ” og få ”fingrene ned i bolledejen”.

Det offentlige er fyldt med chefer, der siger ”Jeg tænker”, når de fortæller personalet, at de skal være ”omstillingsparate”, og ”hvis du ikke udvikler, afvikler du” og vil du virkelig fremstå som ”en del af løsningen eller en del af problemet”.

Når offentligt ansatte efterspørger evidens og fagligt grundlag får de at vide, at ”vi kører mens vi lægger skinnerne”, vi skal have ”ja-hatten-på”, vi skal ”tænke ud af boksen” og ”vi er et hold og vi skal hele tiden prøve at spille hinanden bedre”! Hvis der stadig er ansatte der tvivler, får de at vide: ”Lev med det!”.

Besparelser kommunikeres af ledelsen med floskler om at vi fremover ”stiller os bredt i døren” og at ”vi må rykke tættere sammen i bussen”. Nu skal vi ”op på beatet” og have ”svesken på bordet”, og indvendinger affejes med “Jeg hører, hvad du siger…”.

GDPR (General Data Protection Regulation eller persondataforordningen) får skyld for meget. Udveksling af data, uanset type, med henblik på at effektivisere digitale systemer afvises af HR-afdelingen med henvisning til GDPR.

Er det tænkeligt, at der indenfor det offentlige kan undværes enkelte instruktører i Agil projektledelse, i Anerkendende ledelse, i Værdibaseret ledelse, i Handlingsledelse, i Forandringsledelse, i Tillidsbaseret ledelse, i Paradoksledelse, i Appreciative Inquiry, i Velfærdsledelse, i Visionær ledelse, i Narrativ ledelse, i Meningsledelse, og i Identity Performance Management (IPM).

Hvor mange Verdensmålskonsulenter kan undværes? Diversitetskonsulenter? Ligestillingskonsulenter? Udviklingskonsulenter? Procesfacilitatorer? Tovholdere? Eventkoordinatorer?

Kan Pia Gjellerups skattefinansierede Center for Offentlig Innovation afskaffes? Burde statstilskuddet til den russiske ambassade i København genovervejes?

Jeg tror det!

Socialdemokratiet har svært ved at leve op til ansvaret

170118-sheep-in-the-snow-c-Lorraine-Luescher-sheep

Den tidligere socialdemokratiske partileder, Anker Jørgensen, ville den 13. juli 2022 være fyldt 100 år. I den anledning var der meget pænt at sige om Anker Jørgensen. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed. “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,” sagde Mette Frederiksen ved hans bisættelse på Bispebjerg i april 2016.

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, gik i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit. kan jeg til gengæld ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

1979-1982

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Almindelige lønmodtagere led under dyrtiden og unge familier, der etablerede sig på ejendomsmarkedet måtte acceptere såkaldte ”Pensionskasselån” til en rente på 18 – 20 pct.!

Nationalbankens bekymringer

Hvor slemt det stod til, er også dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Socialdemokratiet kunne ikke løfte opgaven

Den socialdemokratiske regering havde ikke mod til at udfordre fagbevægelsen og medlemmerne og gøre det nødvendige: afskaffe dyrtidsreguleringen, stabilisere kronekursen og dæmpe efterspørgsel og inflation gennem en stram finanspolitik og begrænsning af de offentlige udgifter.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Firkløverregeringens genopretning

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter med Firkløverregeringen den 10. september 1982 tog over sammen med venstremanden Henning Christophersen og Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Nu er den gal igen!

I dag – 40 år efter Anker Jørgensen, men igen med en socialdemokratisk regering og en statsminister uden økonomisk indsigt – befinder nationen sig i et tilsvarende morads. Inflationen hærger med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer almindelige familier hårdt. I øjeblikket er der ikke udsigt til at el- og gaspriser vil falde. Fraværet af russisk gas, og tørke, der lukker vandkraft og hæmmer transporten af brændsel på floderne og vanskeliggør nedkøling af A-kraftværker og andre kontinentale kraftværker, kan betyde, at vi står overfor en reel energiforsyningskrise.

Finansminister Nicolai Wammen har tilkendegivet, at den høje inflation og den generelle økonomiske situation gjorde det uomgængeligt nødvendigt med en stram finanslov for 2023. Alligevel kan vi konstatere, at den socialdemokratiske statsminister strør om sig med opsigtsvækkende og vamle valgløfter.

Der er aftalen om et huslejeloft, som kun realiseres, hvis rød blok fastholder magten. Så kan lejere, der er i tvivl om hvor krydset skal sættes, sutte på den!

Der er den kaotiske uddeling af varmecheck, som med god ret var tiltænkt de mest udsatte, men som i flere tilfælde er uddelt på må og få. Der er statsminister Mette Frederiksens løfte om højere løn til mere end 800.000 offentligt ansatte. Der er – efter 3 års passivitet – det pludselige løfte om stram kontrol med priser. Der er kirke- og ligestillingsministeren, der vil ophæve menighedsrådenes muligheder for at fravælge kvindelige præster, og justitsministeren, der bebuder strengere straffe til kriminelle indvandrere og ophævelse af aldersgrænsen for at skifte køn. Og nu taler socialdemokraterne om behovet for at pristalsregulere dagpenge og andre ydelser.

Tidligere er seniorborgerne betænkt med en ældrecheck, og en nøjere gennemgang af forslaget til finanslov vil sikkert afsløre andre godbidder til udvalgte vælgersegmenter.

Samtidig dækkes der frækt over, at regeringen med talrige forhøjelser af gebyrer, skatter og afgifter har forsuret tilværelsen for mange befolkningsgrupper. Det burde – selv hos trofaste socialdemokrater – mane til eftertanke, at Mette Frederiksen og regeringen så skamløst tilgodeser bestemte målgrupper for at beholde magten.

ECB og Nationalbanken advarer

Alt dette i en situation, hvor allerede på torsdag Den Europæiske Centralbank vil melde om strammere pengepolitik og væsentlige forhøjelser af renten.

Danmarks Nationalbank er – ligesom for 40 år siden – betænkelig. Fra Nationalbankdirektør Signe Krogstrups præsentation på Finans Danmarks direktørkonference den 5. september 2022 hører vi indtrængende, at der er behov for markant stramning af finanspolitikken.

Den høje og længerevarende inflation kombineret med et meget stramt arbejdsmarked øger risikoen for en egentlig løn-pris-spiral i Danmark, som for alt i verden skal undgås.

Nationalbanken minder om regeringens ansvar for, at såvel finanspolitikken som den øvrige økonomiske politik er orienteret mod en stabil samfundsøkonomi. Finanspolitikken skal bidrage til at dæmpe risikoen for, at det store pres på arbejdsmarkedet og på forbrugerpriserne tilsammen katalyseres i meget kraftige lønstigninger, som lægger kimen til en løn-pris-spiral. Nationalbanken mener derfor, at der er behov for en markant finanspolitisk stramning med det formål at dæmpe efterspørgslen og presset på arbejdsmarkedet. Jo hurtigere, jo bedre.

Ytringsfrihed og tolerance

Voltaire

Fred være med at mange mener, at det, vi i samfundet forbinder med at være mand og kvinde, i høj grad er kulturelt og socialt betinget og kan ændre sig over tid. Mange er enige i, at kønsidentitet er det eller de køn, man selv identificerer sig som, og køn i dag er mere flydende end for bare få år siden. Alligevel er der dem, der har en anden opfattelse, og f.eks. af religiøse grunde er modstander af kirkelig vielse af homoseksuelle.

Ytringsfriheden fortolkes ofte som retten til at forsvare det man er enig i, men sjældnere som forsvar for andres ret til at sige ting, man er uenig i.

Så hvor er de transkønnede og andre, der støtter LBGT+-rettigheder, der også kæmper for friheden for til at mene og sige, at der udelukkende er to køn?

Skudsikre veste til skolebørn i Sverige?

Military body armor

Den 11. september 2022 afholdes valg til det svenske parlament, Riksdagen. Samtidig afholdes kommunal- og regionsvalg.

I Sverige har faste valgperioder med valg hvert fjerde år på den anden søndag i september. Der skal vælges 349 medlemmer til Riksdagen.

Svensk politik siden 2002 har været præget af dramatiske forandringer, og indvandringen er blevet genstand for voksende politiske konflikter.

Dødt løb i valgkampen

Meningsmålinger viser, at der er lagt op til dødt løb mellem rød og blå blok.

Rød blok med Socialdemokraterna (i den nuværende regering sammen med Miljöpartiet de Gröna) som de største vil få 49,6 procent af stemmerne. Blokken består ud over Socialdemokraterna og Miljöpartiet af Vänsterpartiet og Centerpartiet.

 Socialdemokraternas partileder Magdalena Andersson er rød bloks ubestridte statsministerkandidat.

Over for den står den borgerlige blok, der ledes af det konservative parti Moderaterna og det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna, med 49,3 procent af stemmerne.

Hvis valget går i retning af den borgerlige blok på valgdagen, vil det være et stort gennembrud for Sverigedemokraterna. I en række år har partiet været skyet af de andre partier, men nu indgår partiet som en fast part i den borgerlige blok, og med tilslutning på 21,5 procent overgås Moderaterna, der får 17,4 procent.

Moderaternas leder, Ulf Kristersson, er dog fortsat blokkens statsministerkandidat. De to øvrige partier, der er del af den borgerlige fløj, er Liberalerna og Kristdemokraterna.

Kriminalitet og indvandring

På en stille og hyggelig sensommeraften fredag den 26. august 2022 går en mor og hendes lille barn rundt på en legeplads i bydelen Årby i den svenske by Eskilstuna vest for Stockholm. Pludselig åbnes der mellem rivaliserende bander ild, og der affyres mindst 15 skud mod moren og barnet, der blev alvorligt såret.

Efter skuddramaet er eleverne i Årbyskolen blevet så utrygge at de spørger om de kan få skudsikre veste.

Skudepisoden kom efter at der alene i årets første otte måneder blev dræbt 47 personer med skud i Sverige, hvilket er samme antal som hele 2021.

Problemet er langtfra nyt. Ifølge en rapport fra 2021 udarbejdet af det kriminalpræventive råd i Sverige (Brå) sætter antallet af skuddræbte i landet rekorder. Sverige ligger ifølge rapporten nummer ét i antallet af skuddrab blandt 22 nord- og centraleuropæiske lande, og mellem 2011 og 2019 er antallet af skuddræbte fordoblet.

Spørgsmålet om bekæmpelsen af bandekriminalitet og skyderier og indvandring er her i slutfasen af valgkampens blevet det helt store tema, og stort set alle partier har en meget klar politisk dagsorden på området.

Er Jyllands Posten i lommen på Statsministeriet?

Jyllands-Posten

Jyllands Postens tvetydige beskrivelse af skandalerne i Mette Frederiksens socialdemokratiske regering har længe givet anledning til forundring. Vel er Jyllands Posten koncern-forbundet med det socialdemokratiske dagblad, Politiken, men Jyllands Posten har alligevel på lange stræk været betragtet som et borgerligt talerør. Spørgsmålet er om vi har kunnet stole på avisens uvildighed i dækningen af Mette Frederiksens meritter?

Frihedsbrevet har detaljeret beskrevet forholdet mellem Jyllands Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen og Mette Frederiksens stabschef i Statsministeriet, Martin Justesen, i det såkaldte Gourmetselskabet. Her mødes hun og klubbens øvrige medlemmer to gange om året på en restaurant.

B.T. beskrev tilbage i 2009 hvordan DUFs tidligere generalsekretær Rasmus Hylleberg, formand Martin Justesen og næstformand Rune Siglev måned efter måned brugte tusindvis af kroner på taxa, mad og drikke – og hvordan DUFs formand, studerende Martin Justesen, beordrede sin kæreste ansat i en chefstilling i DUF.

Det afslører den tidligere øverste administrative chef for DUF, generalsekretær Kim Mørch Jacobsen, der for tre uger siden forlod sit job efter kun tre måneders ansættelse i BT. Det skete i protest mod dét, Mørch Jacobsen opfattede som ikke mindst Martin Justesens overforbrug af penge og misbrug af et DUF-betalt kreditkort.

Jyllands Postens chefredaktør Marchen Neel Gjertsen har rødder i Enhedslisten

Marchen Neel Gjertsen var formand for Folketingets Presseloge 2017 – 2019. Gjertsen er uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2010 med praktik på Dagbladet Information, hvor hun efter endt uddannelse fik fast job.

Efter tre måneder i stillingen som souschef for Politikens Christiansborg-redaktion, vendte Gjertsen i maj 2015 tilbage til Jyllands-Posten, hvor hun overtog jobbet som politisk analytiker og leder af den politiske redaktion efter Christine Cordsen. Senere i 2018 blev Marchen Neel Gjertsen ansat af Pierre Collignon som politisk redaktør og dermed medlem af nyhedsledelsen på Jyllands-Posten.

Det interessante er Marchen Gjertsens fortid som kandidat for Enhedslisten samt et medlemskab af SUF – Socialistisk Ungdomsfront, hvis mål var at omstyrte det danske samfund.

Marchen Gjertsen stillede i 2005 op til kommunalvalget i Odense for Enhedslisten – i øvrigt sammen med Anna Rytter og Asmaa Abdol-Hamid.

Sædernes forfald!

Dan Jørgensen 1

Mens offentligheden og den altid årvågne presse har været optaget af Mink-skandalen, FE-sagen, roderiet i Fødevareministeriet og Rasmus Prehns misbrug af ministeriets kreditkort, har en brandstationsleder i Egtved i al diskretion sikret sig, at brandvæsenet havde noget at rive i.

Mens aviserne har været optaget af at afdække Rasmus Prehns misbrug af skatteborgernes penge, har politiets efterforskere også haft travlt hen over sommeren. Siden begyndelsen af juli, hvor en 51-årig tidligere brandstationsleder fra Egtved blev sigtet for 15 tilfælde af forsætlig brandstiftelse, er listen af brande, som han mistænkes for, nu vokset til 38. Foreløbig har brandmanden erkendt at have stået bag 25 brande i Egtved og omegn, oplyser vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen fra Efterforskningscenter Midt under Sydøstjyllands Politi til Vejle Amts Folkeblad.

Vi har længe haft mistanke om at glarmestre og bilrude reparatører udstyrer uvorne knægte med slangebøsser og strør småsten på vejene, at bilister fortrinsvis blitzes på vejstrækninger, hvor det praktisk talt er umuligt at overholde fartgrænsen, og at tandlægernes pensionskasse har en tilbøjelighed til at investerer i bolsche- og karamelfabrikker.

Men er vi nu nået dertil, at vi fremover ikke kan stole på, at det ikke er geskæftige folk fra Arbejdstilsynet, der i nattens mulm og mørke fjerner rækværk og afskærmninger på byggepladser, og at Justitsministeriet og Rigspolitichefen ikke overholder landets love?

Minkskandalen og hypnose

Mogens Jensen2

Fra Minkkommissionens afhøring af tidligere fødevareminister Mogens Jensen i Minkkommissionen om det famøse møde i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 fremgår, at Mogens Jensen øjensynlig var paralyseret under mødet. Trods viden herom, havde han ikke rejst spørgsmålet om manglende hjemmel, og i det hele taget kunne han overhovedet ikke huske noget om, hvem der tog beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives, eller hvad der ellers blev besluttet på mødet.

Beretningerne fremkalder uvilkårligt uhyggelige billeder fra Disneyfilmen Junglebogen, hvor den gigantiske python-slange, Kaa, i en mindeværdig scene hypnotiserer og paralyserer den skikkelige Bagheera – panteren, der fandt Mowgli som baby i junglen.

Sagen om den ulovlige aflivning af alle mink og nedlæggelse af mink erhvervet og forholdet mellem Mette Frederiksen og fødevareminister Mogens Jensen bringer også mindelser om Hypnosemordet. Mordet, der faktisk var et dobbeltdrab, fandt sted den 29. marts 1951 i forbindelse med et mislykket røveri i Landmandsbankens filial på Nørrebrogade i København.

Efter omfattende politimæssige, psykiatriske og psykologiske undersøgelser og den efterfølgende retssag blev to personer dømt for mordene; røveren Palle Hardrup, blev idømt tidsubestemt psykopatforvaring i Anstalten ved Herstedvester, mens hans bekendte fra efterkrigsårene, Bjørn Schouw Nielsen, blev idømt livsvarigt fængsel. Det var landsretten og højesterets opfattelse, at Schouw Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at udføre røveriet og mordene.

Damsgaard, Cordua & Korsholm

Damsgaard, Cordua, Korsholm

Alle der har behov for at bruge fantasien til at flygte fra hverdagens kedsomhed og uforstående kolleger, fra gasregninger, prisstigninger og et kedeligt arbejde, bør overveje at dykke ned i Benny Damsgaards, Jarl Corduas og Frank Korsholms politiske analyser.

De er alle tre opportunister med en veludviklet evne for at identificere det ledige standpunkt. I modsætning til hovedparten af de venstreorienterede aktører i Medie-Danmark, lader de forstå, at deres borgerlige udgangspunkt betyder, at deres primitive kritik af Venstre, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, må tillægges særlig betydning.

Sandheden er, at de alle tre er uforlignelige opportunister, der serverer hvad deres følgere vil have!

Benny

Den selvstændige public affairs- og kommunikationsrådgiver og forhenværende pressechef for Det Konservative Folkeparti, Benny Damsgaard, lever af at markedsføre sine traumatiske erfaringer som pressechef for de konservative, der ved Folketingsvalget i 2015 nærmede sig spærregrænsen med 3,4 pct. af stemmerne.

Damsgaard fremstår ofte som Tintin-seriens professor Tournesol, der er så optaget af sine geniale ideer, at han ofte glemmer tid og sted. Tournesol er yderligere karakteriseret ved at være særdeles tunghør og svarer derfor oftest helt hen i vejret. Endelig er han til tider temmelig hidsig.

Jarl

Jarl Cordua er med sit rigide borgerligt-liberale-venstre-udgangspunkt ret sent slået igennem som politisk kommentator med egen klumme på Berlingske Tidende.

Cordua skriver om politik med en kritisk vinkel på venstre, men hans egentlige interesse er krudt, kugler, kanoner, preussisk krigsførelse og Anden Verdenskrig. Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men Corduas interesse er lige så usvækket som 8-årige drenges fascination af Nerfguns, og han har siden 2015 udlevet sin krigslidenskab i radioprogrammer og podcasts under overskriften ”Hitlers Æselører”. Cordua har som Tintin-seriens kaptajn Haddock et iltert temperament, og folk, der formaster sig til kritik på de sociale medier, bliver uden videre blokeret.

Frank

Frank Korsholm fra Ikast er politisk kommentator og politisk redaktør på internetmediet POV International. Han har tidligere været sekretariats- og pressechef i Det Konservative Folkeparti, ansat i AutoBranchen Danmark og i Håndværksrådet. I en periode arbejdet for dagbladet Børsen og ydet politisk rådgivning til Sundhedsministeriet og Erhvervsministeriet.

Frank Korsholm har gjort sig interessant ved som tidligere konservativ pressechef at have påtaget sig rollen som forsvarer for den socialdemokratiske regering. Uanset hvilke anklager der rejses mod Mette Frederiksen og andre ministre, står Korsholm som Komiske Ali klar med en analyse, der konkluderer, at der ikke er noget at komme efter.