Ny forsvarsindustriel strategi – skal Danmark deltage i EU’s forsvarssamarbejde?

Forsvarsindustri

Den udskældte forsvarsminister, socialdemokraten Trine Bramsen, har meddelt den undrende offentlighed, at hun vil fremlægge en ny forsvarsindustriel strategi lige efter sommerferien.

”Siden årsskiftet har jeg haft en lang række møder med virksomheder og interessenter inden for forsvarsindustrien. Dette netop for at få deres indspark til den nye strategi, som jeg forventer at kunne præsentere lige på den anden side af sommerferien,” skriver Trine Bramsen i en mail til Kristeligt Dagblad.

I dag betyder forsvarsforbeholdet i EU, at danske ministre og embedsmænd sendes hjem på tidlig weekend, når de andre lande i Bruxelles drøfter en lang række grænseoverskridende udfordringer, der er omfattet af forsvarsforbeholdet.

Danmark deltager på grund af forsvarsforbeholdet ikke i Det Europæiske Forsvarssamarbejde. Forbeholdet betyder i praksis, at Danmark heller ikke deltager i EU’s militære operationer. Danmark har aktiveret forbeholdet mere end 140 gange siden forbeholdet blev indført i 1993, og det aktiveres i stigende omfang.

Senest har Danmark dog besluttet at deltage i det nye europæiske og franskledede militære samarbejde, The European Intervention Initiative (E2I), der er et mellemstatsligt samarbejde udenfor EU-traktaten.

Er forsvarsforbeholdet skadeligt for Danmark?

Især Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har kastet sig ind i diskussionen om helt at ophæve forsvarsforbeholdet. Venstre vil – på det rigtige tidspunkt – gerne have en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, men foreløbig er Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, bedt om en redegørelse for fordele og ulemper ved forsvarsforbeholdet. Redegørelsen ventes at foreligge i februar 2020.

Hvad er årsagen til debatten?

Man kan undre sig over, at følsomme emner som forsvarsindustrien, våbenproduktion og forsvarsforbeholdet netop nu føres frem i den politiske debat.

Hidtil har det især været Venstre, Jakob Ellemann-Jensen og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der har kastet sig ind i diskussionen om forsvaret.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

På den anden side er det oplagt, at verden er under forandring, og det præger også opfattelsen af Danmarks sikkerhedspolitiske situation.  Ruslands annektering af Krim, krigen i Syrien, den forhøjede terrortrussel og Trumps præsidentperiode i USA har skabt tvivl om NATO-alliancens robusthed og ligefrem givet anledning til at den franske præsident Emmanuel Macron på et tidspunkt kaldte NATO for ”hjernedød”.

Siden 1949 har der været bred tilslutning til, at europæisk/dansk forsvar blev bedst sikret gennem det transatlantiske samarbejde med USA og medlemskabet af NATO.

I befolkningen er der fortsat fuld opslutning til NATO, og efter års tilbagegang er der også indgået et nyt forsvarsforlig, som styrker det danske forsvar. Det har endda nærmest overnight været muligt at øge budgettet med 4,5 mia. kr., så Danmark i 2023 kan fremvise et forsvarsbudget på 1,5 pct. af BNP.

Det kan heller ikke være den megen snak om en ”Europahær”, der er anledningen. Modstanderne af forsvarsforbeholdet er udmærket klar over, at netop frygten for en fælles EU-hær, var en væsentlig anledning til forsvarsforbeholdet i 1993.

Hensynet til forsvarsindustrien

Det, der udover den globale sikkerhedssituation har udløst debatten, er i hvert fald i nogle kredse mulighederne for at tjene penge: Kommercielle, industripolitiske og økonomiske interesser tilsiger et større engagement i EU’s forsvarssamarbejde. Våbenproducenter og andre medlemmer af Dansk Industri med stærke interesser i forsvarsmateriel, er naturligt interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.

Den danske forsvarsindustri organiseret i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed omfatter 90 danske virksomheder, der blandt andet producerer komponenter og teknologier til våbensystemer, der kan bruges i konflikter og krig, og som ultimative kan koste menneskeliv.

Den årlige omsætning er på cirka fire milliarder, hvoraf eksporten til udlandet fylder cirka 80 procent.

Joachim Finkielman har været branchedirektør i Dansk Industris afdeling for forsvar og sikkerhed siden april. Men området er ingenlunde fremmet for ham. Han kommer fra en stilling som vicedirektør i Beredskabsstyrelsen og har mange års erfaring fra Forsvarsministeriet. Han har også en fortid som forsvarsrådgiver ved de permanente danske repræsentationer i NATO og EU.

Finkileman blev ansat i Dansk Industri, fordi industrien ønsker en tættere relation til det politiske niveau. Der er et ønske om, at forsvarsindustrien i langt højere grad end tidligere skal være en naturlig sparringspartner for beslutningstagerne, når der skal udvikles nye idéer og muligheder i ministeriet og styrelser.

Terma

Virksomheden Terma, der har hovedsæde i Lystrup lidt udenfor Århus, er den største og mest kendte spiller i den danske forsvarsindustri.

Den erhvervsdrivende fond, Thomas B. Thriges Fond, ejer Thrige Holding A/S, der ejer Terma, der blev stiftet i 1949. Virksomheden startede egentlig med at fabrikere termometre. Men over årene har virksomheden udviklet sig til at være en verdensomspændende producent af højteknologisk udstyr til jagerfly, helikoptere, radarsystemer, herunder skibsradarer, og til rumfartsindustrien. Terma har fabrikker i Lystrup og Grenaa i Østjylland og har mere end 1400 ansatte på verdensplan. Sidste år var omsætningen på 1,9 milliarder kroner. Terma har en kontrakt til 550 millioner kroner hos det amerikanske flyvevåben på dele til kampflyet F-16. Kontrakten er på 250 pylons, der er ophæng, som er monteret under vingerne og bærer F-16-flyets last af våben og andet udstyr. Flydelene skal produceres på og leveres over de kommende fem til seks år. De 250 pylons er også en del af flyenes beskyttelsessystem, da der er indbyggede sensorer, som kan opdage angribende missiler og affyre kugler tilbage, som forvirrer missilerne.

Terma har de seneste år også vundet ordrer på at levere dele til kampfly af typen F-35-fly, der skal afløse F-16’eren – også hos det danske forsvar.

Konflikt med våbenembargo

Politiet har for nylig opgivet at sigte Terma for i strid med embargoreglerne at have bidraget med udstyr til De Forenede Emiraters krigsførelse i Yemen. Terma har øjensynlig ikke krænket en forpligtelse til at underrette Erhvervsministeriet.

Baggrunden for den oprindelige sigtelse var, at TV2 har sammen med medierne DanWatch, hollandske Lighthouse Reports og researchcentret NOIR- Nordic Reports havde undersøgt, hvor udstyr produceret af Terma bliver brugt.

Ifølge medierne havde Terma solgt udstyr og vedligehold til kampflyene, Archangel, som under konflikten i Yemen er blevet brugt til bombninger i Yemen af De Forenede Arabiske Emirater.

Archangel-kampflyene kan ifølge TV2 bære tre ton bomber og er udstyret med Termas missilforsvarssystem – MASE Pod (Modular Aircraft Survivability Equipment).

Terma har desuden fra 2011 til 2016 udstyret seks af De Forenede Emiraters flådefartøjer med Termas Scanter 2001 navigationsradarer samt bidraget med uddannelse i vedligeholdelse af systemerne.

Det er ikke oplyst, om Terma har leveret udstyr til andre deltagere i krigen i Yemen.

Andre virksomheder i forsvarsindustrien

En anden stor militærproducent er Hydrema, der producerer ingeniørmaskiner, mineryddere m.v. til U.S Army og en lang række andre lande.

Udover de helt store virksomheder er potentielt alle danske forsvarsfirmaer, der lever af at være nyskabende eller er underleverandører til større udenlandske firmaer, interesserede i de muligheder, der ligger i EU-finansierede våbenprojekter.

I den første kategori finder vi et firma som Systematic, der startede småt i Århus i slutningen af 1980’erne med at udvikle software til det danske søværn men i dag beskæftiger mere end 400 medarbejdere og leverer en vifte af styringsprogrammer til militære enheder i hele verden. I kategorien som underleverandører findes en lang række små virksomheder, der fungerer som komponentleverandører – f.eks. når der bygges nye F-35 kampfly, hvor fynske Multicut Global leverer dele til motoren, eller i produktionen af nye pansrede mandskabsvogne til Hæren, hvor nordsjællandske Mikkelsen Electronics leverer kabler og styrebokse.

Forskningsinstitutioner som DTU har ligeledes en interesse i nye finansieringsmuligheder for forsvarsindustrien.

EU-budgettet og 20 mia. euro til EU-forsvarssamarbejde

Baggrunden for den pludselige danske interesse er, at der nu kommer penge på bordet til EU-forsvar. I det budgettet for 2021-2027 – Multiannual Financial Framework/Flerårige Finansielle Ramme – er der afsat omtrent 20 mia. euro – 150 mia. kroner – til forsvarssamarbejde.

Kampagnen

Forsvarsindustriens støtter og modstanderne af forsvarsforbeholdet arrangerer konferencer og lobbyisterne har travlt med at skrive indlæg i aviserne. Dansk Industri og fagbevægelsen er også aktiveret. Dansk Metal, der er optaget af skabelsen af nye arbejdspladser, har offentligt argumenteret for at ”regeringen nu skal holde hovedet koldt og tolke det danske forsvarsforbehold”. Fagforeningens interesse i arbejdspladser er forståelig, men det er alligevel overraskende, at en dansk fagforening opfordrer til kreative fortolkninger af forsvarsforbeholdet.

Aviser som JyllandsPosten stiller beredvilligt spalteplads til rådighed, og samtidig har lobbyister som Rasmussen Global og flere tidligere ambassadører travlt med at anbefale forsvarsindustrien i Danmark.

Forsvarssamarbejdet i EU

Det forsvarssamarbejde i EU – som Danmark altså ikke deltager i – er under udvikling. Efter årtiers mislykkede forsøg underskrev EU-medlemmerne en forsvarsaftale – Permanent Structured Cooperation, PESCO – den 13. november 2017, hvor de erklærede at ville deltage i et fast udvidet samarbejde på forsvarsområdet.

PESCO-aftalen blev formelt vedtaget i Det Europæiske Råd den 11. december 2017 af alle EU-medlemmerne på nær Danmark, Storbritannien og Malta.

Forud for samarbejdet går en lang historie med forsøg på fælleseuropæisk forsvar, og det seneste formelle samarbejde i Den Vesteuropæiske Union (VEU) blev formelt opløst i 2010.

Siden 2003 har militære enheder fra EU-lande gennemført visse operationer under EU-flag. Herunder kombinerede civile og militære opgaver i blandt andet Makedonien (nu Nordmakedonien), operation Artémis i Den Demokratiske Republik Congo, Bosnien-Herzegovina, Sudan, Georgien og en monitorerings- og fredsopbygningsmission i den indonesiske provins i Aceh samt været involveret i forhandlingerne med Iran om afviklingen af deres atomprogram.

23 EU-lande har deltaget i en militær EU-mission i Mali. På grund af det danske forsvarsforbehold deltager Danmark ikke i den oplæring af maliske soldater, som EU gennemfører. Danmark deltager derimod i andre opgaver i landet i FN-regi. 

Baggrunden for PESCO er på den ene side den manglende opbakning til etableringen af en egentlig EU-hær og det understreges, at projektet vil supplere, snarere end konkurrere med NATO. PESCO skal blandt andet sikre militær koordination, udvikling og indkøb af nyt materiel, træningsøvelser og en fælles indsats mod cyberkrig.

EU har også det europæiske forsvarsagentur EDA, European Defence Agency, som blev oprettet i 2004 med det formål at samordne og fremme fælles våbenudvikling og våbenindkøb.

Den Europæiske Forsvarsfond, EDF

Desuden blev der i juni 2017 oprettet en ny fond kaldet EDF (European Defence Fund) til at understøtte medlemslandenes investeringer i våben og anden forsvarsteknologi med midler fra EU-budgettet. Der blev i første omgang afsat 3,7 mia. kroner (500 millioner euro) til og med udgangen af 2020. Sigtet var imidlertid over tid at bygge fonden op, således at de årlige udlodninger kunne blive på adskillige mia. euro. EU’s budget for 2021-2027 allokerer 13 mia. euro til Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, ligesom budgettet indeholder 6,5 mia. euro til “militær mobilitet”, et ambitiøst projekt, der sigter på at gøre det lettere at flytte tropper og udstyr rundt.

EDF vil med 4,1 mia. eurofinansiere forsvarsforskning med fokus på nye og fremtidige sikkerhedstrusler – for eksempel arbejdet med robotter og droner.

Yderligere 8,9 mia. euro skal bruges til støtte for de EU-lande, der samarbejder om at producere våbentyper som tanks og helikoptere.

Hvor Danmark – trods forsvarsforbeholdet – alligevel deltager

Selvom Danmark ikke kan deltage i PESCO og være en del af et europæisk forsvarssamarbejde grundet forsvarsforbeholdet, har Danmark alligevel prøvet at øve indflydelse på internationale forsvars- og sikkerhedsspørgsmål og få adgang til EU-finansiering. Danmark er for eksempel indirekte med i Den Europæiske Forsvarsfond, EDF, i kraft af deltagelsen i European Defence Industrial Development Programme. Danmark er desuden med i European Intervention Initiative, E2I.

E2I samarbejdet, som ud over Frankrig og Danmark samler otte andre europæiske lande, herunder UK, har for Danmark den fordel, at det ikke kolliderer med forsvarsforbeholdet. Det skyldes, at E2I hverken foregår i rammerne af NATO eller EU.

Danmark har ligeledes anmodet om observatørstatus i Det Europæiske Forsvarsagentur, EDA.

Helt uden for EU er Danmark med i det fælles nordiske forsvarssamarbejde i rammen af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation), som ud over Danmark består af Sverige, Norge, Finland og Island. Samarbejdet blev styrket i 2016 med de såkaldte ”Easy Access Declarations”, der giver lettere og øget adgang til landenes respektive territorier og baner vejen for fælles nordiske bidrag til missioner som for eksempel FN’s indsats i Afrika.

Danskernes holdning til EU’s forsvarssamarbejde

Danskernes holdning er uklar. En undersøgelse fra marts 2017 viser ganske vist, at 65 procent af danskerne ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU, men samtidig er der fortsat fuld opslutning til NATO.

Det vil under alle omstændigheder være op ad bakke, for ifølge en meningsmåling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget i maj 2018, er danskerne ikke indstillet på at opgive de fire EU-forbehold.

Den 2. juni 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten om omdannelsen af Det Europæiske Fællesskab (EF) til Den Europæiske Union (EU). Samme år i december forhandler den danske regering på et EF-topmøde i Edinburgh sig frem til betingelserne i en mulig særaftale.

Den 18. maj 1993 stemte danskerne ja til Maastrichttraktaten med Edinburghaftalens fire forbehold: euroen, det fælles forsvar, rets samarbejdet og unionsborgerskab.

Senest sagde danskerne eftertrykkeligt nej til euroen i 2000 og til et ændret retsforbehold i 2015, og de seneste målinger viser, at der stadig er modstand mod at droppe den danske krone til fordel for euroen. Kun 26 procent mener, at vi skal opgive forbeholdet mod at indtræde i den fælles mønt, mens 60 procent mener, at vi bør bevare forbeholdet.

Heller ikke opbakningen til forsvarsunionen, som er EU’s militære- og sikkerhedspolitiske samarbejde, er særlig stor blandt danskerne. 57 procent stemmer for at bevare forbeholdet, der betyder, at Danmark ikke stiller med soldater og militær i EU-ledede missioner i konfliktområder, mens kun 24 procent vil have forbeholdet afskaffet.

En meningsmåling fra begyndelsen af 2019 viser at debatten om forsvarsforbeholdet har fået flere til at tvivle. Tidligere var 19 pct. i tvivl om hvad de skulle mene. Nu er 28 pct. i tvivl. Samtidig er der nu 28 pct. der mener, at forsvarsforbeholdet skal afskaffes, men det er dog stadig 44 procent af danskerne, der vil bevare forsvarsforbeholdet.

Danskerne er lidt venligere stemt over for at droppe rets- og politiforbeholdet, der på nuværende tidspunkt betyder, at Danmark står uden for nogle fælles EU-regler på bl.a. asyl- og civilretsområdet. Her mener 32 procent, at forbeholdet skal ophæves, mens 54 procent er imod.

Det fjerde og sidste danske EU-forbehold gælder et eventuelt unionsborgerskab. Det forbehold er dog ikke længere relevant, fordi Amsterdam-traktaten fra 1997 slår fast, at et unionsborgerskab ikke kan erstatte et nationalt statsborgerskab.

Mediernes mangel på kvalificerede it-kræfter og sex-krænkelser

Identitetspolitik

Digitale kompetencer er stærkt efterspurgte indenfor mediebranchen. Digitale udviklere er de nye helte i news room og efterspørgslen efter kompetencer indenfor sociale medier er ligeledes i vækst under pandemien, der tvinger folk til at blive hjemme. Forbrugeradfærden har ændret sig dramatisk i løbet af de sidste 12 måneder – fokus er skiftet og der bruges nu rigtig mange penge på digitale kanaler.

I takt hermed, har der været en enorm stigning i efterspørgslen efter mediefolk med it-kompetencer og kendskab til de betalte sociale medier, hvor efterspørgslen det sidste år ifølge data fra LinkedIn er steget med over 116 pct.

Bliver der set gennem fingre med it-kyndiges krænkelser?

Den udtalte mangel på kvalificerede it-kræfter er en del af forklaringen på, at notoriske sexkrænkere har kunnet spadsere til nye velbetalte job i mediebranchen, når deres adfærd umuliggjorde fortsat tilstedeværelse på deres hidtidige arbejdsplads. Der er eksempler fra DR, TV2, BT og Ekstrabladet hvor IT-kyndige trods utilstedelig adfærd har fået meget lang snor. Flere af tilfældene er under Me-Too kommet frem i lyset, og et af tilfældene er Rasmus Bjerre.

I efteråret 2020 kommer det frem, at DR-chefen Rasmus Bjerre, der på daværende tidspunkt var en magtfuld redaktør, der blandt andet bestemte over indholdet i Danmarks Radios populære radiopodcasts, blev fyret fra DR.

Rasmus Bjerre havde til en fest  sagt til den unge praktikant, nuværende P3-vært, Maria Fantino: ”Du skal kneppe min kæreste, og jeg vil kigge på”.

Maria Fantino besluttede sig for at fortælle om Rasmus Bjerres invitation til sin nærmeste DR-chef. Det viste sig, at der havde været flere alvorlige sager mod Rasmus Bjerre. Sager om både krænkende og grænseoverskridende opførsel.

Efter fyringen fra DR får Rasmus Bjerre i foråret 2018 et nyt velbetalt chefjob i Podcast24syv – et søsterselskab til licenskanalen Radio24syv.

Den nu forhenværende DR-chef, Rasmus Bjerre, truer ifølge Maria Fantino, i en e-mail til hende i oktober 2019 med et sagsanlæg og et økonomisk erstatningskrav:

Nyt job på Gyldendal

Rasmus Bjerre får i januar 2020 et nyt magtfuld chefjob. Denne gang på det kulturradikale forlag Gyldendal, der ledes af Danmarks Radios tidligere kulturchef, Morten Hesseldahl.

I sensommeren 2020 eksploderer sagerne om sexchikane i mediebranchen. Tv-værtinden Sofie Linde fortæller om en anden højt profileret DR-medarbejder, der har truet hende med oralsex til en julefrokost på licensstationen.

Sagen fører til, at Rasmus Bjerre efterfølgende også bliver fyret fra sit nye job som chef på Gyldendal.

Sidst i september 2020 bliver ledelsen på Gyldendal kontaktet af både medarbejdere og samarbejdspartnere, der gør opmærksom på, at forlagets digitale chef efter sigende skulle have krænket flere kvinder i Danmarks Radio.

Det får Gyldendal og den tidligere DR-chef Morten Hesseldahl til at iværksætte en intern undersøgelse af Rasmus Bjerre.

Allerede kort tid efter Rasmus Bjerres ansættelse i januar 2020 gør flere personer med tilknytning til Gyldendal en forlagsredaktør opmærksom på, at der er problemer med den digitale chef, men Gyldendals ledelse foretog sig intet.

Først mandag den 5. oktober 2020 fortæller forlaget, at man har fyret den chikaneanklagede Rasmus Bjerre.

Gyldendal oplyser, at der ikke er sexchikane involveret i den pludselige fyring af Rasmus Bjerre. Forlaget har fundet andre grunde til at afskedige deres digitale chef efter cirka ni måneder i chefstolen.

Sjæl i Flammer – skovbrande hærger Sardinien

LA SARDEGNA BRUCIA ANCORA, IN AZIONE I CANADAIR
L’intervento dei Canadair per il grande incendio a Santu Lussurgiu, 26 luglio 2021. ANSA/FABIO MURRU

Over en længere strækning på det vestlige Sardinien omkring byen Bonacardo er mere end 50.000 tønder land med vegetation, gårde og landsbyer i weekenden ifølge ANSA ramt af en af de største skovbrande i årtier. I hundredvis er får, svin, geder og køer gået til i flammerne og over 1000 beboere og turister er evakueret fra området.

Heldigvis er der ikke rapporteret om dødsfald eller kvæstelser, men mandag rasede brandene stadig, da fire brandslukningsfly fra Frankrig og Grækenland sluttede sig til de italienske brandmænds flyflåde for at hjælpe med at kontrollere branden.‎

‎Billeder optaget af italienske brandmænd viste flammer lige bag strand-villaer i byen Porto Alabe, et populært turiststed, over 25 miles nord for, hvor brandene opstod.‎

Flammerne løb gennem skove af korkeg, der er hjemmehørende i regionen. Et tusind år gammelt oliventræ, der var et vartegn og en turistattraktion for landsbyen Cuglieri, blev ødelagt af branden.‎

‎Årsagen til brandene er endnu ikke klarlagt, men eksperter har udtalt, at for at forhindre skovbrande skal skove og græsgange holdes fri or brændbart materiale og der bør etablere brandbælter m.v.

Realiteten er imidlertid, at i de berørte områder på Sardinien og andre steder i Italien, bliver forladte arealer ofte ikke ordentligt vedligeholdt, hvilket kan bidrage til at skovbrande spredes.

‎Enhver der har færdedes i Syditalien om sommeren vil vide, at skovbrande ingenlunde er ualmindelige. På Sardinien betyder det tørre Middelhavsmiljø om sommeren, især når varme sydvestlige vinde blæser på dage, hvor temperaturerne når op på 40 grader, som tilfældet har været i de sidste par dage, at problemet er særligt stort.‎

‎Italien oplever i år en stigning i skovbrande, som det sker hvert fjerde eller femte år, når lave buske og krat i øde områder er vokset tilstrækkeligt til at blive antændt af en gnist – ved et uheld, eller forsætligt som fælge af menneskelig aktivitet.‎

Italien har i år registreret næsten 13.000 flere skovbrande end sidste år. De fleste i de sydlige regioner I Puglia, Calabrien og Sicilien.

I år er Italien særligt udsat. Landbrugsorganisationen Coldiretti har opgjort skaderne til millioner af euro. I den nordlige del af Italien har dårligt vejr med hagl, vind og storme ødelagt vinmarker, frugtplantager og andre afgrøder, mens man i Syditalien mangler vand til grøntsager og citruslunde efter tre måneder uden markant regn og med varme, der har bidraget til opblussen af ​​brande fra Sardinien, Puglien, Calabrien og Sicilien.

Ti år efter Det Arabiske Forår står Tunesien i krise

Tunesien

I perioden 2017-27 formøbler det danske udenrigsministerium 2 milliarder kroner af skatteborgernes penge på udviklingsbistand i Nordafrika. Indsatsen er uden effekt i lande som Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten, der som Libyen og Syrien er veritable krudttønder.

Trods coronarestriktioner og 40 graders varme gik folk på gaden i hovedstaden Tunis og en række andre byer over weekenden. Endnu en gang udtrykte de utilfredshed med regeringens håndtering af coronapandemien og manglende evne til at få landet ud af de store økonomiske problemer.

De folkelige protester har været rettet mod Tunesiens styre og til dels mod det største politiske parti, det relativt moderate islamiske parti Ennahda.

Sent søndag aften tonede landets præsident, Kais Saied, frem på nationalt tv og annoncerede, at han havde afsat premierminister Hichem Mechichi og suspenderet parlamentet og medlemmernes beføjelser de næste 30 dage.

Ennahda-partiet, har kaldt præsidentens handling for et “kup”.

Mandag eftermiddag blev Tunesiens forsvarsminister afsat og tunesisk politi stormede det arabiske medie Al Jazeeras kontor i landets hovedstad, Tunis, og smed journalisterne på porten.

Senere på dagen indførte Kais Saied delvist forsamlings- og bevægelsesforbud. Man må ikke længere samle sig flere end tre mennesker, og udgang mellem klokken 19.00 og 06.00 er forbudt.

Danmark og Tunesien

I betragtning af Danmarks stærke engagement i Tunesien og udenrigsminister Jeppe Kofods relancering af dansk udenrigspolitik, der skal være baseret på værdier, herunder menneskerettighederne, er det påfaldende, at den danske regering ikke har fundet anledning til at kommentere udviklingen i Tunesien.

Det seneste vi har hørt fra Asiatisk Plads er en rejsevejledning fra den 17. juli 2021, der fraråder alle rejser til Tunesien pga. høj risiko for corona-smitte.

Udenrigsministeriet har siden Carsten Niebuhr og Den store arabiske Ekspedition 1761-67 – forstærket af romantiske stumfilm med Rudolph Valentino, T.E. Lawrence og ”Lawrence of Arabia” – haft en svaghed for Mellemøsten. For ”blåfrakkerne og lakskoene” på Asiatisk Plads var der her udfordringer som kedsommelige møder i EU’s landbrugskomiteer ikke kunne hamle op med. I hvert fald har Danmark siden 2003 styrket sin indsats i Mellemøsten og Nordafrika som en del af den generelle danske udenrigs- og udviklingspolitik.

”Det Arabiske Initiativ” blev lanceret af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i 2003, som efter læsning af hovedværket i den arabiske folkelige fortællekunst, Tusind og én nat, og Niebuhrs rejsebeskrivelse mente, at Danmark havde særlige forudsætninger for en udenrigspolitisk indsats rettet mod landene i den arabiske verden.

Initiativet havde to formål: 1) at skabe grundlag for styrket dialog, forståelse og samarbejde mellem Danmark og den arabiske verden, og 2) at støtte eksisterende lokale reformprocesser i Mellemøsten og Nordafrika.

Muhammed-krisen

Det helt urealistisk ambitiøse initiativ kuldsejlede, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte en artikel – “Muhammeds ansigt” – af avisens kulturredaktør Flemming Rose. I artiklen blev der slået til lyd for, at man af hensyn til demokratiet og ytringsfriheden måtte fremføre mere kritik end hidtil af islam og islamiske ledere. Artiklen var illustreret med tolv danske tegneres karikaturer af “Muhammed som de ser ham”. Nogle af disse – især tegneren Kurt Westergaards fremstilling af en ondsindet Muhammed med en tændt bombe i sin turban – skabte stor harme i muslimske kredse og en protestbølge voksede i ind- og udland frem til foråret 2006. I nogle muslimske lande kom det så vidt, at rasende menneskemængder hærgede danske ambassader og konsulater, samtidig med at danske varer blev boykottet. Opgjort i penge tegnede der sig et milliardtab for dansk erhvervsliv. Nogle af tegnerne og Jyllands-Postens kulturredaktør måtte gå under jorden på grund af dødstrusler.

Det arabiske forår

De danske bestræbelser på at reformere Mellemøsten kørte igen fast, da frugthandleren Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 i en lille by i det centrale Tunesien satte ild til sig selv i afmagt over politiets konfiskering af hans bod.

Dagen efter begyndte en række demonstrationer på tværs af landet, som krævede Tunesiens præsident, Zine El Abidine Ben Alis afgang.

Den 14. januar 2011 trådte præsidenten af efter 23 år ved magten. Ti dage forinden var Bouazizi afgået ved døden grundet sine kvæstelser, men hans handling antændte en bølge af demonstrationer på tværs af de arabiske lande. Oprøret kom vi til at kende som Det Arabiske Forår.

Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)

Det danske udenrigsministerium er imidlertid ikke sådan at knække, og samarbejdsprogrammet er siden 2017 fortsat under navnet ”Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP)”.

Visionen med Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram er fortsat at lægge grundstenene til demokratisering, stabilitet og velstand i Mellemøsten og Nordafrika. Værdier som menneskerettigheder, ligestilling og værdighed er gennemgående i programmet de kommende fem år.

Det erkendtes dog på Asiatisk Plads, at dansk demokrati- og udviklingsarbejde havde vanskelige vilkår i de borgerkrigshærgede lande Yemen, Libyen og Syrien. Indsatsen for at fremme menneskerettigheder, ligestilling og jobskabelse – de gennemgående værdier i Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, hvis mål er at fremme god regeringsførelse og sikre økonomiske muligheder for især unge og kvinder – blev derfor koncentreret om Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

1 mia. kr. til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten hvert 5. år

Over en femårig periode fra 2017 til 2022 støtter DAPP en målrettet indsats i de fire fokuslande Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien med én milliard kroner.

Om Tunesien fremgår det af hjemmesiden for partnerskabsprogrammet, at Danmark støtter en lang række tunesiske organisationer og projekter, der arbejder for at skabe udvikling og fremgang.

Det fremgår, at Tunesien er et af de lande i verden, hvor Danmark er allermest udviklingspolitisk aktiv, og hvor man kan finde mange interessante eksempler på, hvordan vi fra dansk side kan understøtte vanskelige demokratiseringsprocesser gennem blandt andet spejdere, startup-miljøer og feministiske bevægelser.

Det fremhæves, at det netop var i Tunesien, at det arabiske forår blev indledt ved udgangen af 2010, og det skulle vise sig, at den lille nation med dens 11 millioner indbyggere blev den eneste, hvor kravet om demokrati blev indfriet. Det autoritære regime blev ikke bare væltet, det lykkedes også at indføre frie og fair valg, at garantere basale civile rettigheder og at bevare dette system gennem to valgperioder med fredelig magtoverdragelse.

Udenrigsministeriet har til Folketinget oplyst, at en midtvejsevaluering af den igangværende programfase er påbegyndt, og et forslag til programmets videreførelse blev forelagt Udviklingspolitisk Råd (UPR) den 30. juni 2021.

Igen 1 milliard til Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten i de kommende 5 år

Det fremgår af udkastet til Strategic Framework Document for Danish Arab Partnership Programme 2022-27, at “In Tunisia, the noteworthy democratic transformation in the decade after the revolution of 2011 has been negatively impacted by recent stalemates and conflicts among key political actors and institutions, effectively impeding possibilities for much needed political and economic reforms”.

Alligevel afsættes til den nye fase af DAPP 2022-27 igen 1 milliard kroner til aktiviteter i Marokko, Jordan, Tunesien og Egypten.

I mødet den 30. juni 2021 i Udviklingspolitisk Råd blev der blandt andet udtrykt berettiget skepsis overfor om finansieringen af i øvrigt uspecificerede ”grønne jobs” effektivt ville modvirke migrationsbølgen fra Nordafrika over Middelhavet til Europa. Alligevel godkendte Rådet uden at blinke formøblingen af 1 milliard kroner af skatteborgernes penge i lande, hvor udsigterne for demokratisering, stabilitet og velstand er håbløse.

Af referatet for mødet i Udviklingspolitisk Råd fremgår, at ”The Council for Development Policy recommended the proposed new phase of the DanishArab Partnership Programme to the Minister for Foreign Affairs for approval following adjustments to the programme document that accommodate the concerns raised by the Council in regard to intercultural exchange and cooperation, the drivers of migration, the dialogue between rights holders and duty bearers, “green jobs”, an apparent reduction of funds for gender equality and distinguishing between different forms of violence”.

Yderligere oplysninger

Interesserede kan løbende følge DAPPs arbejde og resultater ved udgivelse af artikler fra DAPPs aktiviteter i de fire fokuslande og i regionen på DAPPs hjemmeside: www.dapp.dk.

Slaget ved Isted den 25. juli 1850

Istedløven-blå

Slaget på Isted Hede 25. juli 1850 var et slag under Treårskrigen, og et af de største slag i danmarkshistorien. Næsten 40.000 danske soldater kæmpede mod 27.000 slesvig-holstenere på Isted Hede i Slesvig.

Treårskrigen eller 1. Slesvigske Krig varede fra 1848 til 1850/1851. Den er i Tyskland også kendt som den Slesvig-Holstenske krig. Det var en dansk borgerkrig, der havde sin årsag i den spændte situation i den danske helstat i 1848.

De tysksindede, nationalliberale slesvig-holstenere krævede støttet af Østrig-Preussen hertugdømmerne Slesvigs og Holstens løsrivelse fra Danmark og sammenslutning til en tyskpræget slesvig-holstensk stat.

Den danske, nationalliberale ejderpolitik sigtede mod en adskillelse af hertugdømmerne. Dvs. at Slesvig som dansk skulle integreres mere eller mindre i Kongeriget Danmark, mens Danmark ville give afkald på det rent tyske Holsten (og Lauenburg).

Den slesvig-holstenske oprørshær kæmpede mod den danske regering. De storpolitiske interesser og Preussens indblanding gjorde krigen til et internationalt spørgsmål. Stormagterne England, Rusland og Frankrig var især optaget af at bevare ligevægten og freden i Europa, og herfra manedes til mådehold i kravene fra Berlin og Wien og opfordringer til København om at give indrømmelser.

I 1850 havde Preussen efter pres fra stormagterne trukket sig ud af krigen, og slesvig-holstenerne stod alene tilbage, men mange tyske frivillige meldte sig under den slesvig-holstenske trikolore. Den danske hær var nu overlegen i antal og den var bedre uddannet end fjendens hær.

Efter hårde kampe mellem den 24. og 25. juli stod danskerne tilbage som sejrherre. Sejren var imidlertid dyrekøbt, og danskerne led betydeligt større tab end slesvig-holstenerne. Efter sejren ved Isted tog den danske hær stilling på Dannevirke.

Istedløven

I tiden efter Treårskrigen, blev slaget ved Isted, symbol på den danske sejr. Til minde om slaget skabte H.W. Bissen den berømte Istedløve,

Den blev opstillet på Flensborg Gamle Kirkegård 1862, men blev efter nederlaget i 1864 som krigsbytte ført til Berlin, hvor den blev opstillet ved det preussiske kadetakademi i Berlin-Lichterfelde.

Efter et initiativ af Henrik V. Ringsted, korrespondent for Politiken, blev statuen i 1945 returneret til Danmark af USA’s forsvar, der transporterede statuen til København, hvor den blev overgivet til Christian 10. Statuen blev placeret uden for Tøjhusmuseets gård. Den 10. september 2011 vendte Istedløven tilbage til sin oprindelige plads på Flensborg kirkegård, hvor mange af de faldne fra slaget ligger begravet.

Færøernes nationaldag

Færøerne1

Den 29. juli 2021 vil der på Færøernes nationaldag fra statens institutioner m.v. blive flaget med Færøernes flag – Merkið. På samme måde, som der på Grønlands nationaldag den 21. juni blev flaget med Grønland flag – Erfalasorput, og på Grundlovsdag den 5. juni blev flaget med Dannebrog.

På Færøernes nationaldag den 29. juli markeres Olav den Helliges død i 1030. Olav den Helliges kongerige var betydeligt større end nutidens Norge og omfattede bl.a. Færøerne. Som tilnavnet antyder, blev Kong Olav kåret til helgen og har siden været Færøernes skytshelgen. På dagen for hans død i slaget på Stiklestad den 29. juli 1030 giver færingerne udtryk for det inderste af deres nationalitet. Helgenkongen Olav har altid indtaget en central plads i færøsk religiøs og politisk tradition og kultur.

Olaifesten, Olai eller Olaj – Ólavsøka – er festdage på Færøerne, der strækker sig over den 28. og 29. juli. På Olaiaften (ólavsøkuaftan, den 28. juli) er der kappróður (kaproning med færøbåde) i Tórshavn, Olaiudstilling i Nordens Hus på Færøerne og Olaikoncert samt almindelig folkefest i Tórshavns gader.

Den 29. juli bliver Færøernes over tusind år gamle parlament, Lagtinget, åbnet. Lagtingets 33 medlemmer, de 8 medlemmer af Færøernes Landsstyre, biskop og alle landets præster og de højeste embedsmænd samt Rigsombudsmanden – ríkisumboðsmaður – går i procession – ólavsøkuskrúðgongan – fra Lagtingshuset til Tórshavn Domkirke. Efter en særlig Olaigudstjeneste vender processionen tilbage til Lagtingshuset, hvor man mødes med et stort kor. Efter nogle sange afsluttes med Færøernes nationalsang “Tú alfagra land mítt”.

Derefter går man ind i Lagtingshuset, hvor lagmanden – Løgmaður – holder sin åbningstale – Løgmansrøðan.

Bovrup

Bovrup

Bovrup er en by på Sundeved i Sønderjylland med 497 indbyggere (2021), beliggende 2 km syd for Varnæs, 6 km øst for Felsted, 12 km nord for Gråsten og 14 km sydøst for Aabenraa. Byen hører til Aabenraa Kommune og ligger i Region Syddanmark.

Bovrup har tidligere haft to kroer, flere købmandsforretninger og håndværkere, mølle, mejeri og skole samt et trinbræt på Aabenraa Amts Jernbaners linje Aabenraa-Gråsten Bovrup.

Den obligatoriske Genforeningssten står hvor Varnæsvej munder ud i Bovrup Storegade, skråt over for Bovrup Gæstgivergård fra 1795 (genopført i 1920 efter en brand i 1919). Trods en gemytlig vært kan etablissementet ikke anbefales.

Købmandsgården Bovrup med et stærkt begrænset varesortiment er byens eneste supermarked.

Frits Clausen

Lægen Frits Clausen (1893-1947) boede i 1924-1945 i Bovrup. Han var i 1933-1944 partifører for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP). Han førte partiets medlemskartotek, der efter Besættelsen blev kendt som Bovrup-kartoteket.

Bovrup-Kartoteket eller Bovrup Bogen er en afskrift af medlemskartoteket for Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP), der blev udgivet i bogform i tiden efter befrielsen.

Frits Clausen var født i en dansksindet familie, og blev indkaldt til tysk krigstjeneste under første verdenskrig. Som krigsfange i nærheden af Moskva blev han leder af de dansksindede sønderjyske krigsfanger, og efter krigen hædret af kejserinde Dagmar.

I 1918 kom han til København for at studere medicin. I 1923-24 tog han embedseksamen, hvorefter han blev praktiserende læge i Aabenraa og Bov. I 1924 overtog han en lægepraksis i Bovrup. Nyere forskning tegner billedet af Frits Clausen som en afholdt og socialt engageret læge og privatperson, der ofte fra mindrebemidlede lod sig nøje med et stykke fjerkræ som betaling for behandling.

Frits Clausens lægepraksis

Clausen var i 1920’erne stærkt national og tilhænger af et Danmark til Ejderen. Han var medlem af det Konservative Folkeparti, indtil han ved stiftelsen af DNSAP i 1930 fik Clausen medlemskort nr. 2; stifteren, ritmester Lemche, sikrede sig selv førstefødselsretten. Den fik Lemche ikke megen gavn af, for allerede i 1933 overtog Clausen førerkaldet ved et kup, støttet af partiets jyske afdeling.

Fra 1933 til 1944 var han partifører for DNSAP og fra 1939 til 1945 medlem af Folketinget for partiet. Frits Clausen blev ved befrielsen interneret i Frøslevlejren. Han døde af et hjerteslag i Vestre Fængsel 1947, en måned inden straffeprocessen mod ham skulle være begyndt.

Bovrup-kartoteket

Bovrupkartoteket var oprettet af partiføreren Frits Clausen, der boede i Bovrup – heraf navnet.

Efter befrielsen udgik fra modstandsbevægelsen ordre om, at DNSAP-medlemslisten skulle føres fra Bovrup til hovedstaden. På det tidspunkt sagdes listen at indeholde “op mod 50.000 navne”.

Allerede i Besættelsens sidste måneder havde modstandsbevægelsen og politifolk, der var gået under jorden, lavet det såkaldte Centralkartotek med navne på folk, der skulle arresteres, når tyskerne var sat fra bestillingen. Det omfattede 40.000 navne, som først modbestandsbevægelsen og siden politiet gik løs på i majdagene 1945.

Nogle af Centralkartotekets navne var givetvis de samme som Bovrup-kartotekets, men de var i sagens natur ikke samkørt, og grundlaget for registreringen var forskelligt: Det ene var en liste over folk, der formentes at have begået forbrydelser, det andet var en liste over medlemmer af et lovligt parti.

I marts 1946 gik der ballade i sagen. En gruppe modstandsfolk, der var utilfredse med forløbet af retsopgøret og bitre over, at tidligere medlemmer af nazistpartiet straffrit og ubemærket kunne genoptage deres plads i samfundslivet, afskrev Bovrupkartoteket. Det førte til modstandsbevægelsens udgivelse på Forlaget af 1946 i marts 1946.

Kartoteket indeholdt op til 50.000 medlemmer, men den publicerede afskrift havde kun 28.000. Det har ikke været muligt at få en entydig forklaring på denne forskel. Kartoteket er inddelt efter, hvor i landet medlemmet boede og er herefter sorteret alfabetisk med angivelse af fødselsår, erhverv, bopæl og indmeldelsesdato.

Der er ved ny optælling i 2017, i forbindelse med et genoptryk af Kartoteket, kommet andre tal frem. Her er det samlede antal i hele landet opgjort til 22.509 personer, hvoraf 8.742 er fra København.

Udgivelsen af piratudgaven af Bovrupkartoteket blev forsøgt forhindret og en afgørelse fra 1946 ved Københavns Byret bestemte, at udgivelsen hørte under arkivloven, hvilket betød, at der kun kunne fås adgang til kartoteket efter ansøgning til Justitsministeriet (i dag Rigsarkivet) i hvert enkelt tilfælde.

Trods domstolsafgørelsen slap piratudgaven ud i et antal eksemplarer, som siden har været reference-værker for gamle modstandsfamilier. Alle originaldokumenterne er anbragt på Rigsarkivet, hvor det kræver særlig tilladelse at få lov at kigge i dem.

Behandlingen af ansøgninger har udviklet den praksis, at primært uddannede historieforskere har adgang til oplysninger.

Den 1. november 2018 offentliggjorde foreningen Danske Slægtsforskere og Slægtsforskernes Bibliotek en del af listen til download baseret på udgivelsen fra “Forlaget af 1946”. Af hensyn til databeskyttelsesloven blev alene 5.265 personer født i 1908 eller tidligere frigivet.

Kendte navne

En lang række kendte danskere er noteret i kartoteket, herunder skuespilleren Christian Arhoff, Harald Bergstedt (Solen er så rød, mor), kunstmaleren Samal Joensen-Mikines, lensgreve Frederik Marcus Knuth, senere formand for SF, Gert Petersen, Oluf Nyrup Rasmussen, Jørgen Schleimann, Simon Spies m.fl.

Britta Caroc Schall Holberg bliver 80 den 25. juli 2021

Britta Schall Holberg

Britta Caroc Schall Holberg, godsejer, hofjægermester, lærer, fhv. sundheds- og indenrigsminister, fhv. landbrugsminister, fhv. MF, har fødselsdag den 25. juli 2021.

Britta Caroc Schall Holberg og udlændingepolitikken

Britta Caroc Schall Holberg (BSH) blev født i Næstved, hvor faderen var proprietær på Store Skullerupgård ved Glumsø. I 1954 købte han det fynske gods Hagenskov, det tidligere Frederiksgave, ved Assens. Det var faderens ønske, at datteren skulle uddanne sig inden for landbrug, så hun kunne overtage godset, men BSH ville hellere uddanne sig til lærer.

Hun søgte derfor optagelse på N. Zahles Seminarium, hvorfra hun i 1964 tog lærereksamen. De følgende år arbejdede hun ved skolevæsenet i Birkerød. I 1967 fik hun ansættelse ved Sjællands Tidende som skolemedarbejder, et job, hun beholdt frem til 1974, hvorefter hun 1975-78 var ansat ved Tuse skole uden for Holbæk.

Samtidig med ansættelsen ved Sjællands Tidende blev BSH medlem af partiet Venstre, hvor hun blev organiseret i Butterup-Tuse vælgerforening og omgående blev medlem af bestyrelsen. Allerede i 1970 blev hun valgt ind i hovedbestyrelsen for partiets landsorganisation, hvor hun sad indtil 1988. Da Butterup-Tuse sogn som en følge af kommunesammenlægningen i 1970 blev en del af Holbæk kommune, blev hun valgt til Holbæk byråd, hvor hun frem til 1978 fungerede som formand for Venstres byrådsgruppe. 1970-78 var hun også formand for Kommunalpolitisk Udvalg i Vestsjællands Amt.

I 1977 besluttede BSH at blive landmand, og hun købte Hagenskov af sin fader. Det betød et opbrud fra det vestsjællandske og en flytning til Fyn. Her fortsatte hun sit politiske arbejde og var allerede fra 1978 og indtil 1982 at finde i Assens byråd, hvor hun blev formand for den borgerlige gruppe og viceborgmester. I samme periode var hun formand for Foreningen af Sociale Udvalg på Fyn. Et andet vigtigt element i BSHs politiske karriere var hendes medlemskab af Sammenslutningen af Sociale Udvalg i Danmark, hvor hun var formand 1976-78 og næstformand 1978-82. Hun var ligeledes næstformand for Venstres amtsbestyrelse på Fyn fra 1981.

Medlem af Firkløverregeringen i 1982

Det var således en kvinde med en solid lokalpolitisk uddannelse og erfaring, Henning Christophersen i september 1982 hentede til Christiansborg. Her udnævntes hun til den første danske kvindelige indenrigsminister i Poul Schlüters borgerlige Firkløver-regering, der blev udnævnt efter syv års socialdemokratisk ledelse, og som bl.a. profilerede sig med fire kvindelige ministre, foruden BSH, Grethe Fenger Møller, Mimi Jakobsen og Elsebeth Kock-Petersen.

Stride kællinger

Internt i Venstres folketingsgruppe havde partiformanden, finansminister Henning Christophersen, problemer med at styre de markante kvindelige medlemmer Birthe Rønn Hornbech, Elsebeth Kock-Petersen og Britta Schall Holberg. Christophersen og statsminister Poul Schlüter kunne i fortrolighed slet ikke skjule deres gysen ved tanken om at være ”en lille dreng i et hjem med sådanne ældre søstre”.

Regeringen Schlüter så det som sit mål at modernisere den offentlige sektor, lette de kommunale arbejdsgange og nedbringe det offentlige underskud. En politik, der selvfølgelig medførte u popularitet hos de mange, der direkte eller indirekte blev ramt af besparelserne.

Allerede kort efter sin tiltræden måtte BSH erkende, at der var stor forskel på at være lokal toppolitiker på Fyn og at sidde på Christiansborg og have det samlede Danmark som dommer over sine gerninger, ligesom det også var ganske anderledes at skulle arbejde parlamentarisk inden for Folketingets rammer. En af hendes første opgaver blev at beskære de statslige bloktilskud til kommuner og amter betragteligt. På det parlamentariske plan gav det hende store problemer, men hun viste i denne sag, at hun kunne tage modgang uden at give op.

Efterhånden udviklede hun en ny og stærkt personlig ministerstil, som gjorde det klart, at der her var tale om en minister, der engagerede sig dybt i sine sager, og som samtidig stod inde for sine politiske holdninger.

BSH tog initiativ til loven om Det Etiske Råd, ligesom det var hendes indsats, der resulterede i frikommuneinitiativet.

Da Schlüter i slutningen af 1983 udskrev valg, blev hun opstillet og valgt i Koldingkredsen. Efter valget i januar 1984 videreførte hun sit arbejde som indenrigsminister frem til marts 1986, hvor hun blev udnævnt til at efterfølge Niels Anker Kofoed som landbrugsminister.

Kontroversiel landbrugsminister

I Landbrugsministeriet, som fagligt lå hendes hjerte nær, blev hun en stærkt omdiskuteret minister, der kæmpede for landbrugets vilkår, som hun så dem. Som minister skabte hun loven om produktudvikling og økologiloven, ligesom også Etisk Råd for Husdyr, der fik den radikale Janne Normann som sin første formand, er BSHs fortjeneste.

BSH bidrog selv til den offentlige interesse for hendes person. Hendes ægtemand, lærer Jørgen Hansen, blev således kommanderet til at tage noter af fruens mange indfald befordret af varme karbade på Hagenskov Gods.

I københavnerlejligheden plejede BSH omgang med den daværende departementschef i Indenrigsministeriet og det vakte opsigt, da det via hendes daværende ministersekretær Henning Lund Sørensen blev kendt, at hun beordrede sine medarbejdere i Landbrugsministeriet til at producere ”gode” spørgsmål hun kunne videregive til sine partifæller i Folketinget. Spørgsmålene kunne herefter give anledning til ”gode” svar, der kunne bidrage til at finpudse ministerens profil.

Slagsmål med Miljøministeriet

BHS lå i et evigt slagsmål med Miljøministeriet og Danmarks Naturfredningsforening, og hun var stærkt impliceret i forløbet, der førte til Folketingets vedtagelse af den første vandmiljøplan i begyndelsen af 1987.

Historien er dramatisk og omfatter udover BSH et ganske farverigt persongalleri:

Statsminister Poul Schlüter, miljøminister Christian Christensen (Kr.F), fiskeriminister Lars P. Gammelgaard (K), Miljøstyrelsens underdirektør, Jørgen Henningsen, kontorchef i De Danske Landboforeninger, Kristian Østergaard, og direktøren i Danmarks Naturfredningsforening, David Rehling, i de ledende roller.

Oktober 1986

I begyndelsen af oktober 1986 var dele af Kattegat ramt af iltsvind. Det skete i dagene op til den 11. oktober, hvor Danmarks Naturfredningsforening holdt sit halvårlige repræsentantskabsmøde for foreningens 210 formænd- og kvinder fra lokalkomiteer landet over.

På mødet blev der enstemmigt vedtaget en resolution, der i kraftige vendinger opfordrede myndighederne “til omgående at tage skridt til at sikre, at livet fortsat kan bevares i vore farvande gennem en kraftig reduktion i spildevandsudledningerne her og nu og en betydelig begrænsning i udsivning og udledning af næringssalte.” Resolutionsforslaget tilføjede, at “Situationen er så kritisk nu – og så godt belyst – at der ikke er grund til tøven med at gribe ind.”

Naturfredningsforeningens samspil med DR

På DR’s TV-Avisen satte et hold reportere sig for at dække iltsvindet i Kattegat. Hvor inspirationen kom fra vides ikke, men Naturfredningsforeningen er et godt gæt. En af reportagerne var lavet i Gilleleje havn, hvor fiskerne landede døde fisk og bunddyr. En billedsekvens (der er genudsendt utallige gange) viste en kurv med døde hummere, der svinges ind over kajkanten.

TV-folkene opsøgte ikke sagkundskaben, men rettede henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening, der jo kort for inden havde vedtaget en resolution på repræsentantskabsmødet.

Foreningens direktør, David Rehling, forklarede derefter skråsikkert til TV-Avisen torsdag den 16. oktober 1986, at der var tre kilder til vandmiljøet indhold af kvælstof og fosfor:

  • Industriens udledninger, fortrinsvis af fosfor.
  • Kommunalt spildevand, der indeholdt både fosfor og kvælstof.
  • Landbrugets udledninger, der fortrinsvis bestod af kvælstof.

Udledningen af næringsstoffer skulle efter foreningens opfattelse i hvert fald halveres, før vandmiljøet ville komme ned på den belastning, der var i 1950’erne, og som det kunne tåle.

Fiskeriministerens tilsagn

TV-Avisens forlængede søndagsudgave den 19. oktober havde et længere direkte indslag om sagen. Fra Danmarks Naturfredningsforening mødte David Rehling. Miljøminister Christian Christensen var (meget belejligt!) forhindret, og i hans fravær blev det den daværende, konservative fiskeriminister, nu afdøde Lars P. Gammelgaard, der repræsenterede Poul Schlüters Firkløverregering af V, K, CD og Kristeligt Folkeparti. De konservative havde lige vedtaget et nyt miljøprogram, og selvom Gammelgaard ikke kendte noget videre til sagens substans, var han ivrig efter at fremme det konservative image, som det grønne borgerlige parti.

Fiskeriministeren, der i statsministeriet (når han ikke hørte det) aldrig blev kaldt andet end ”Kuffertfisken” aflirede de traditionelle forsikringer om, at regeringen foretog sig en masse. Der havde været NPO-redegørelsen, som var grundigt drøftet, og Danmark deltog i det internationale havsamarbejde, og mange nye initiativer var i vente, måtte man forstå.

På spørgsmål om, hvad der konkret skulle ske, og Gammelgaard startede grammofonen forfra, fik Naturfredningsforeningen lejlighed til detaljeret at redegøre for den forberedte “6-punkts handlingsplan: Red Havet Omkring Danmark nu!”:

  • De kommunale rensningsanlæg, der ikke virkede, måtte bringes i orden inden for seks måneder.
  • Alle kommunale rensningsanlæg måtte omfatte biologisk og kemisk rensning inden for to år.
  • Landbrugets ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Landbrugets samlede belastning af miljøet med gødningsstoffer måtte halveres inden for to år. Tilskudsordningerne – både de danske og EF’s – måtte laves om nu, så landmanden blev tilskyndet til yderligere nedbringelser.
  • Industriens ulovlige udledninger måtte bringes til ophør inden for seks måneder.
  • Alle udledninger fra industrien – både påbegyndt før og efter miljøbeskyttelsesloven af 1973 – måtte gennemgås og nyvurderes inden for to år. De vejledende krav fra Miljøstyrelsen måtte strammes i overensstemmelse med ny tekniske muligheder og ny viden om belastning af miljøet.

Den uforberedte Lars P. Gammelgaard tilkendegav, at regeringen var klar til at følge Naturfredningsforeningen meget langt. Et tilsagn, der ikke indlagde ham fortjeneste i hverken Venstre eller dansk landbrug!

Naturfredningsforeningen sendte den følgende dag 6-punktsplanen til regering og folketing, og medierne – ikke mindst Jyllands-Posten – kastede sig over en afdækning af havmiljøproblemerne.

Regeringen i intern splid

Miljøminister Chr. Christensen fik den utaknemmelige rolle at prøve at leve op til Gammelgaards tilsagn på hele regeringens vegne, og oppositionen anmeldte prompte en forespørgselsdebat til regeringen om, hvad den ville gøre.

Under forespørgselsdebatten, der fandt sted den 18. november, præsenterede Det Radikale Venstre en dagsorden som gav regeringen en frist frem til 1. februar 1987 til at komme med forslag til, hvordan fosfor kunne nedbringes med 80 procent og kvælstof med 50 procent inden for tre år.

Dybkjærs dagsorden gav regeringspartierne problemer. Den var langt mere vidtgående end de forslag, herunder en frivillig aftale med landbruget om at begrænse forbruget af kunstgødning, som der kunne opnås enighed om mellem de 4 partier, hvor ikke mindst Venstre og landbrugsminister Britta Schall Holberg forsvarede landbrugets interesser.

På den anden side stod det klart, at hvis ikke regeringspartierne stemte for, så ville S, SF og VS. Det endte med at regeringen stemte for dagsordenen, mens oppositionen stemte imod.

Efter vedtagelsen af den radikale dagsorden startede i regeringen et ganske bittert opgør om den plan, som den nu var forpligtet til at forelægge inden den 1. februar 1987.

”Klaptorsken”

De Danske Landboforeninger havde fået fat i en ”hemmelig” rapport fra Miljøstyrelsen, som man påstod dokumenterede, at landbruget slet ikke var den egentlige årsag til kvælstofudledningen. Kontorchef i landboforeningerne, Kristian Østergaard, sendte rapporten med et sammendrag, der ”viste at landbruget blev dømt på et forkert grundlag” og at Miljøstyrelsen bevidst havde holdt rapporten hemmelig, til en kontakt på Radiovisen. Rapporten faldt i de forkerte hænder, der i stedet sendte rapporten til Naturfredningsforeningen til kommentering.

Det viste sig, at rapporten ikke var hemmelig, og at den ikke fuldstændig frikendte landbruget for ansvar for kvælstofudledning. Rapporten fik derfor ikke indflydelse på det oplæg til vandmiljøplan Schlüter-regeringen endelig fik bakset sammen inden fristen den 1. februar 1987.

Naturfredningsforeningen offentliggjorde rapporten og det tendentiøse sammendrag, og der udspandt sig efterfølgende under statsministerens vinterferie et offentligt slagsmål mellem miljøminister Chr. Christensen fra Kr. Folkeparti og landbrugsminister Britta Schall Holberg fra Venstre.

Schlüter: ”Værste gang gylle han nogensinde havde hørt!”

Statsminister Poul Schlüter ville ikke fra udlandet kommentere sagen, men måtte til sidst – udad til med henvisning til en stærk forkølelse – afkorte sin vinterferie på Gran Canaria. Ved sin hjemkomst måtte han improvisere et mindeværdigt pressemøde i Lufthavnen. Under pressemødet, hvor forkølelsen blev brugt som et ekstra oratorisk virkemiddel, betegnede han den diskussion, han havde haft lejlighed til at følge i pressen, ”som den værste gang gylle han nogensinde havde hørt”. Underdirektør Jørgen Hemmingsen i Miljøstyrelsen blev med navns nævnelse kritiseret for ikke at have underrettet sin miljøminister om rapporten, og Poul Schlüter kaldte den person i De Danske Landboforeninger, der havde prøvet at lække rapporten og misinformationen for “en klaptorsk”. På spørgsmål om hvad han mente om de 2 ministre svarede han, at de ville blive inviteret til ”en stærk kop te” i Statsministeriet.

Sagen var dermed i realiteten lukket, men kontorchef Kristian Østergaard, de Danske Landboforeninger, stod dagen efter frem og sagde, at det var ham, der var klaptorsken. Hans pligtfølelse havde drevet ham til handlingen, sagde han.

Ny forespørgsel i Folketinget

Den næste forespørgsel om sagen i Folketinget kom allerede den 18. februar 1987. Regeringen havde på grund af sin indre splid ikke fuldt ud kunnet levere den vare, dagsordenen fra november forpligtede den til.

De Radikale genfremsatte derfor i realiteten dagsordenen fra november, men denne gang ledsaget af en trussel om en kunstgødningsafgift, hvis ikke landbruget kunne præstere de krævede reduktioner.

Dagsordenen blev vedtaget uden om regeringen af de radikale sammen med Socialdemokratiet, SF og VS.

For Poul Schlüter var sagen ikke et kabinetsspørgsmål, og regeringen valgte at blive siddende. Udmøntningen af den vedtagne målsætning for vandmiljøplanen blev overladt til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, der afgav sin betænkning den 30. april 1987.

Efterspil

Ved det efterfølgende folketingsvalg samme år røg mandatet for Kristeligt Folkepartis Jens Steffensen, der havde været formand for Miljø- og Planlægningsudvalget. Det samme skete for Socialdemokratiets Ole Løvig Simonsen. Begge tilskrev deres nederlag den bitterhed over hele forløbet, som prægede landbruget i deres respektive valgkredse.

Efter valget i september 1987 var der ikke længere brug for Britta Schall Holbergs aktive og personlige stil. Hun forlod Folketinget i 1988 og har siden beskæftiget sig med landbrug og skribent- og foredragsvirksomhed.

Blødersagen

BSHs ministerielle eftermæle er præget af hendes krigeriske facon, men måske især skæmmet af den såkaldte blødersag, idet det netop var i hendes tid som indenrigsminister, at der blev truffet beslutninger om, hvorvidt donorblod skulle screenes for smitsomme sygdomme.

Man havde i ministeriet endnu ikke erkendt, hvilken fare HIV-virus udgjorde, og valgte derfor, at donorblod ikke skulle undersøges. Ved de mange efterfølgende dommerundersøgelser, der kulminerede med Højesterets afgørelse i 1996, blev BSH frifundet. Også samfundsforskere, bl.a. Erik Albæk og Jens Peter Christensen, har siden konkluderet, at der ikke har været grundlag for at kritisere ministeren.

Aldrig kedelig!

Det har været en almindelig udbredt holdning, at man kunne være enig eller uenig med minister BSH, men kedeligt var det aldrig at arbejde sammen med hende.

Selv har hun givet udtryk for, at hun opfattede sin ministertid som en epoke i et i øvrigt aktivt og omskifteligt liv, og hendes engagement i sociale og politiske spørgsmål har været vedvarende. Siden ministertiden har hun engageret sig i forskellige mellemkirkelige og folkelige organisationer, bl.a. som formand for Det Mellemkirkelige Stiftsudvalg i Fyns Stift fra 1989 og for Det Mellemkirkelige Råd fra 1990. 1990-91 var hun formand for Det Internationale Læseår, og fra 1991 for Undervisningsministeriets Landbrugsuddannelsesråd, ligesom hun bl.a. har været medlem af repræsentantskabet for Kristeligt Dagblad fra 1990 og Det Danske Bibelselskab fra 1992. I 1995 udgav hun bogen Politikernes forhold til sundhedsvæsenet. BSH blev i 1984 udnævnt til kommandør af Dannebrogordenen og i 1997 til hofjægermester.

Hun har været Folketingsmedlem for Venstre i Fyns Amtskreds fra 8. februar 2005 til 13. november 2007, for Venstre i Fyns Storkreds fra 13. november 2007 til 15. september 2011.

BSH har været medlem af Venstres Hovedbestyrelse siden 2011, men lever i dag tilbagetrukket på Hagenskov, men blander sig fortsat i den offentlige debat med klummer og avisartikler.

Hun har gjort sig bemærket som en mangeårig hård kritiker af Venstres udlændingepolitik.

Udlændingeloven af 1983

I Danmark og i mange andre lande er forholdet til flygtninge stadig til en vis grad reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig.

Det er klart, at konventionerne ikke forudser alle de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet enten på grund af forholdene i hjemlandet eller fordi de er personligt forfulgte – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land og søger tilflugt og asyl og varigt ophold hos os for at få en bedre tilværelse for dem selv og deres pårørende.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag justitsminister Erik Ninn-Hansen i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden) man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere.

For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet.

For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet.

For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge.

For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene.

Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når det fremsatte lovforslag i løbet af Folketingets behandling blev ændret, og den endelige udlændingelov blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD, men faktisk også hos Venstre, Konservative og Kristelig Folkeparti – var sympati for det alternative flertals forslag. Det var derfor overhovedet ikke på tale at gøre sagen til et kabinetsspørgsmål.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte til ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede i 1987, da mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge blev diskuteret på et ministermøde. Et par måneder efter ministermødet præsenterede Ninn-Hansen en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Denne plan blev dog aldrig realiseret. Men Ninn-Hansen gav umiddelbart efter mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet. Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980’erne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark. I begyndelsen af 2017 var tallet vokset til 475.000 ifølge Danmarks Statistik, og nu er vi på vej til at runde 550.000 – omkring 9 pct. af landets befolkning!

Klovn – nu med mikrodosering

Klovn

Mikrodosering betyder, at man tager lige nok af et psykedelisk stof til at få et blidt boost af kreativitet, energi, humør og fokus, men ikke tager nok til at trippe rigtigt. Fænomenet er lidt af en dille i tech-miljøet i blandt andet Silicon Valley, hvor brugere af psykedeliske stoffer i bittesmå doser hævder, at det gør dem i stand til at præstere bedre på jobbet.

Et par gange om ugen tager brugerne en lillebitte dose af eksempelvis LSD eller psilocybinsvampe (hallucinogene svampe). LSD i mikrodose er som regel 1/10 af en ”normal” rekreativ dose (som regel 10-20 mikrogram). Mikrodoser er almindeligvis ikke potente nok til at fremkalde hallucinationer. Brugere af mikrodosering hævder, at de bliver mere fokuserede, præsterer bedre og øger deres kreative problemløsningsevne. LSD i mikrodoser forbedrer angiveligt også velværet, reducerer stress og angstfølelser, forbedrer søvnen og fører til sundere vaner.

Selvom fænomenet er blevet rapporteret vidt og bredt i medierne, har videnskabelige studier ikke kunnet bekræfte de positive virkninger af mikrodosering.

I en episode af KLOVN (Frank the Prank) med Casper Christensen og Frank Hvam har Casper Christensen kastet sig over mikrodosering som han afprøver på deres unge ubehjælpsomme assistent. Som han overfor den skeptiske Frank Hvam argumenterer: ”Microdosing. Så fungerer hjernen skarpere, hurtigere. Du har nok lagt mærke til hvor skarp jeg er”.

Politisk spontanitet

Lars Løkke skæg

Under valgkampen i 2015 sagde Lars Løkke Rasmussen i en debat med Helle Thorning-Schmidt, at hvis hun ville holde op med at fortælle løgne om Venstres politik, ville han til gengæld lade være med at fortælle sandheden om Socialdemokratiet.

Vendingen kom ikke spontant ud af Løkke Rasmussens mund, men var tyvstjålet fra Demokraten, Adlai Stevenson, 1900 -1965, der om republikanerne udtalte: “Hvis de vil stoppe med at fortælle løgne om demokraterne, vil vi stoppe med at fortælle sandheden om dem.”

Lars Løkke Rasmussens ”lån” fra andre politikere og andre uvederhæftigheder har bidraget til hans anløbne renommé, fyring fra Venstre og Mogens Lykketofts karakteristik som en ”lille svindler”. Nu skal vi fra en politiker, der aldrig selv har demonstreret mådehold, høre på ”Moderate” opfordringer til fred og fordragelighed og samarbejde ”hen over midten” i dansk politik.

Mens Lars Løkke Rasmussen kynisk og velovervejet taler mod bedre vidende, er der andre politikere, der optræder i den politiske debat med spontane og mindre velovervejede tilkendegivelser.

Da den konservative kandidat Pernille Weiss kort inden valget til Europa-Parlamentet i 2019 bramfrit bød 10 millioner afrikanere velkommen til Europa var hun tæt på at sabotere enhver mulighed for at blive valgt.

Den bizarre situation mindede om dengang Susanne Bjerrehus var kandidat til Folketinget.

Folketingsvalget 1990

Da Suzanne Bjerrehus ved Folketingsvalget i 1990 var blevet opstillet for Amagerkredsen fik hun af den daværende konservative gruppeformand, Knud Østergaard, følgende råd: ”Nu gælder det om at holde lav profil – du er stensikker på at blive valgt, men det klogeste ville være, hvis du tilbragte hele valgkampen på Gran Canaria”. På det tidspunkt var Bjerrehus landskendt som studievært i flere af Danmarks Radios populære lørdagsudsendelser.

Suzanne Bjerrehus, der som yngre blev kendt som fotomodel og deltager i ”voksenfilm”, havde på universitetet erhvervet sig en grad som cand.jur. Efter sin eksamen fik hun job i Industrifagene, OECD, Dansk Tandlægeforening og konsulentfirmaet Mercuri Urval og i 1986 blev hun ansat som chef for Det Konservative Folkepartis politisk-økonomiske afdeling med 17 ansatte, herunder typer som Michael Ulveman, Erik Skov Pedersen og den navnkundige redaktør Ebbe Salomonsen – aldrig kaldet andet end Sam. Ansættelsen af Bjerrehus var kontroversiel, men gruppeformand Knud Østergaard, fastholdt, at hun var den bedst kvalificerede.

Susanne Bjerrehus fulgte desværre ikke Knud Østergaards råd.

Efter opstillingen kastede hun sig ud i en valgkamp, der blev tæt dækket af alle medier. Hun holdt vælgermøde med arbejderne på B&W og udtalte, at hun var sikker på, at mange af dem forstod hende, når hun sagde, at det, der var godt for dansk erhvervsliv, også var godt for B&W og dermed dem. Midt i valgkampen vakte hun imidlertid opsigt ved under massiv mediedækning ikke kun at besøge Christiania, men hun forsvarede indtrængende fristaden som en vigtig kulturinstitution, som burde lovliggøres.

Her knækkede filmen – mange partifæller, der opfattede Christiania som noget der burde bulldozes – hellere i dag end i morgen! – tog afstand.

Resultatet var, at hun ikke blev valgt.

Europa-Parlamentsvalget 2019

I 2019 var Det Konservative Folkepartis EU-politik i bedste fald tåget og uklar. I hvert fald havde partitoppen tydeligvis ikke været i stand til at yde den uerfarne Pernille Weiss kompetent vejledning som modvægt til erhvervsrepræsentanter, der havde fyldt Weiss med snak om den forestående mangel på billig arbejdskraft.

Selvom Pernille Weiss efterfølgende prøvede at trække i land, var situationen alvorlig og det enlige konservative mandat i Europa-Parlamentet i farezonen.

Partiets marketingsorienterede generalsekretær besluttede at satse en væsentlig del af partikassen på en mediekampagne, der skulle fremhæve nødvendigheden af en fortsat konservativ stemme i Bruxelles.

Pernille Weiss blev med nød og næppe valgt med 80.104 stemmer. Formentlig Danmarkshistoriens dyreste mandat!

Til sammenligning fik Venstres spidskandidater Løkkegaard og Gade begge mere end 200.000 stemmer og Venstre opnåede i alt 4 mandater. Den konservative spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget i 2014, Bendt Bendtsen, fik 151.274 stemmer.