DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens til underholdning

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, Verden 2030, blev offentliggjort på Folkemødet på Bornholm den 18. juni 2016. Ifølge strategien, der stadig er et udkast, vil Danmark fortsat yde mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, dvs. omkring 15 mia. kr.

Markedsbaseret økonomisk vækst

Regeringen vil fremover prioritere fremme af markedsbaseret økonomisk vækst og frihed, og øget beskæftigelse med særligt sigte på at styrke udviklingen af den private sektor i udviklingslandene. Regeringspartiet Venstre har således naturligt nok efterladt solide liberale aftryk i strategien.

Det understreges, at beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for inklusiv, bæredygtig vækst. Det er noget bistandseksperter har argumenteret for i årevis. Med blik på den danske ressourcebase og Danmarks egen udviklingshistorie er det naturligt, at DANIDA skal have større fokus på at arbejde for udvikling af landbrugs- og af fødevaresektorernes bidrag med jobs og fødevarer til udviklingslandenes voksende bybefolkninger.

Det er faktisk meget positive signaler efter, at landbrug og fødevareproduktion i en årrække beklageligvis har været politisk nedprioriteret i dansk udviklingspolitik. Nu syntes der igen i Danmark og i andre udviklede lande at være en voksende erkendelse af landbrugets og fødevareproduktionens centrale betydning for økonomisk udvikling i verdens fattigste lande.

Der er en række forhold, der har medvirket til, at der nu er udsigt til en renæssance for landbrug. En række analyser har bidraget med ny viden om de faktiske udviklingstendenser, og samtidig er der i en række toneangivende lande sket en politisk ny-orientering, der har gjort op med modstanden mod at understøtte et frit, uafhængigt og økonomisk bæredygtigt landbrug baseret på selveje og familiebrug.

EU-Kommissionen fortjener afgjort en stor del af æren herfor, men også i lande som Kina og Indien er der nu sat økonomisk kraft bag den politiske vilje.

Ernæringen af den voksende verdensbefolkning

Selvom antallet af sultne og underernærede i verden siden 1990 er faldet, er det klart den vigtigste udfordring for verdenssamfundet på landbrugs og fødevareområdet, at brødføde verdens voksende befolkning. Selvom der har været forbedringer, er det desværre en kendsgerning, at omkring 800 millioner mennesker døjer med sult og underernæring.

Det erkendes bredt, at den situation ikke kan klares med den fødevarebistand, som den udviklede del af verden ellers har kamufleret uligheden med. Denne form for bistand er samtidig ofte handelsforvridende og direkte hæmmende for udviklingen af udviklingslandenes egen fødevareproduktion.

Fødevarebistand uden perspektiv

Den hidtidige politik er åbenlyst uholdbar og utilstrækkelig i en situation, hvor vi må forvente yderligere (dog langsommere) befolkningstilvækst i verden som helhed, men fortsat høj befolkningstilvækst i udviklingslandene, især i de mindst udviklede lande. Samtidig står vi overfor hurtigt aldrende befolkninger i industrilandene og i de forholdsvis avancerede udviklingslande, og en tendens til ukontrolleret urbanisering i alle udviklingslande. Vi må samtidig forholde os til massive forskydninger i fødevareproduktion og forbrugsmønstre forbundet med de demografiske ændringer, herunder et stigende “dobbeltproblem” af samtidig underernæring og fedme. Vi risikerer også at blive fanget i en situation med stigende efterspørgsel efter fødevarer som følge af højere forventet levealder og en bedre ernæringsmæssig status, men på samme tid stagnerende udbytte af de vigtigste kornsorter, især hvede og ris.

Globaliserings positive og negative bidrag

Den øgede internationale handel samt øget mobilitet af kapital og arbejdskraft internt i landene og på tværs af grænserne vil kunne bidrage positivt til den økonomiske udvikling, men samtidig vil det øge betydningen af og problemer med fødevaresikkerhed og biosikkerhed, herunder grænseoverskridende skadedyr og sygdomme.

På det globale plan står vi midt i en proces med industrialisering af fødevaresektoren, med hurtige ændringer i organiseringen og strukturen på markederne for landbrugsprodukter og tjenesteydelser, herunder voksende betydning af moderne detailhandel, koordinering i værdikæderne, specialiserede indkøbspraksis, produktcertificering og mærkning og kontraktforhold.

De politiske krav til landbrugssektorerne er samtidig voksende: landbrug skal ikke blot levere fødevarer og foder, men også råvarer til energi og andre formål samt natur- og miljøforvaltning. Der skal ligeledes tages hensyn til de kommende års betydelige pres på naturressourcer som jord, skov, vand og biodiversitet, som også kan give anledning til og nære konflikter.

Verdensmål for Bæredygtig Udvikling rammen for dansk udviklingspolitik

De såkaldte Verdensmål for Bæredygtig Udvikling (ofte bare kaldet Verdensmålene, eller Global Goals) udgør rammerne for den nye danske udviklingsstrategi. De 17 Verdensmål er samlet set den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie. Deres i alt 169 delmål handler om at løse mange af verdens største problemer. Blandt andet skal vi udrydde fattigdom og sult, sikre øget global lighed og opnå en bæredygtig verdensøkonomi. Det er planen, at Verdensmålene skal være opfyldt i 2030.

Den private sektors rolle

I den danske strategi fremhæves det, at mange af verdensmålene forudsætter et aktivt bidrag fra den private sektor, for eksempel på energi, klima og fødevarer. Men vel at mærke fra et erhvervsliv, der driver forretning ansvarligt. Det vil bl.a. indebære respekt for menneskerettigheder, som fastlagt i FN´s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, og en bæredygtig forretningsmodel, der adresserer miljøudfordringer og skaber anstændige jobs og arbejdsforhold baseret på arbejdstagerrettigheder, social dialog og social beskyttelse.

I strategien tilkendegiver regeringen, at høje standarder for ansvarlighed samtidig er en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv, og den bedste garant for, at vi ikke ender i et kapløb mod bunden.

Det Danmark vil er gennem partnerskabsinstrumenter at bidrage til at finde nye forretnings- og markedsmuligheder. Udgangspunktet er en forretningsidé drevet af en eller flere virksomheder eller investorer, hvor DANIDA og bistandsinstrumenterne vil hjælpe til at få relevant viden og ressourcer bragt i spil.

For at sikre investeringer i bæredygtig infrastruktur, der har karakter af offentligt gode og dermed vanskeligt kan finansieres på kommercielle vilkår, vil Danmark videreudvikle og prioritere finansiering ved Danida Business Finance til offentlige købere i fattige udviklingslande, herunder projektudvikling.

Danmark vil styrke Investeringsfonden for Udviklingslandene, IFU, som den centrale danske udviklingsfinansieringsinstitution. IFU og de IFU-administrerede investeringsfonde kan i større skala bidrage til mobilisering af privat finansiering, herunder fra pensionskasser, fonde og virksomheder med henblik på at investere i bæredygtig vækst, anstændig beskæftigelse og teknologioverførsel til håndtering af for eksempel klima- og miljøproblemerne i vanskelige markeder i udviklingslandene. IFU bidrager samtidig til internationalisering af dansk erhvervsliv herunder små og mellemstore virksomheder.

Samarbejdet med private virksomheder og investorer muliggør en gearing af bistandsmidlerne med en faktor på mellem 2-10 afhængig af investeringstypen og afkast.

Bistandsmidler skal ikke bringes i spil, hvor den private sektor selv kan og vil. Det skal undgås, markeder forvrides, og initiativer skal skabe en markedsudvikling ved at mobilisere andre privatsektor aktører. Partnerskaber skal være åbne for potentielle partnere fra alle lande med det sigte at få adgang til flere samarbejdsmuligheder og kunne skalere succesfulde indsatser.

Er det en god idé at involveres erhvervene i udviklingsbistanden

Det har faktisk i længere tid været overvejet hvordan der kunne udvikles innovative partnerskaber og nye erhvervsinstrumenter i udviklingspolitikken. DANIDAs tidligere erhvervsstøtteinstrumenter – Danida Business Partnerships og Business Project Development – havde ikke en tilstrækkelig effekt på jobskabelse og bæredygtig vækst i udviklingslandene. Samtidig havde programmerne på nogle områder faktisk været i konflikt med EU’s regler – især i forhold til statsstøttereglerne.

Ligesom det var den tidligere regerings dilemma, er det også Kristian Jensens vilkår, at der må trækkes på udviklingsbistanden som følge af de ekstraordinære udgifter til flygtningemodtagelse. Derfor er det blevet endnu vigtigere, at Danidas udviklingsprogrammer designes på en sådan måde, at dansk erhvervslivs og danske institutioners og organisationers meget betydelige kompetencer kan komme i spil.

Samtidig er der som påpeget af Taksøe-Jensens udredning behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende at Danidas værktøjskasse suppleres med relevante kompetencer fra den private sektor.

Det siger sig selv, at hvis erhvervsprogrammerne – under iagttagelse af EU’s statsstøtteregler – skal være effektive, skal programmerne kunne give danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening samtidig med, at programmerne bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene. Det kræver at disse ordninger tilføres øgede bevillinger fra andre bistandsområder.

Fokus på rammebetingelser for bæredygtig vækst

Strategien lægger op til, at Danmark fremover skal arbejde for at skabe gunstige rammer for, at den private sektor kan øge sit bidrag til verdensmålene i udviklingslandene og globalt. Et godt erhvervsklima vokser ud af et fundament baseret på et velfungerende retssystem, effektive, ansvarlige og inddragende samfundsinstitutioner, korruptionsbekæmpelse, opbygning af infrastruktur og ligestilling. Et godt erhvervsklima og en ansvarlig privat sektor kan bidrage til at fremme demokratiske processer – og omvendt.

Opbygning af institutioner, privat jord- og ejendomsret og økonomisk frihed er afgørende. Jord- og ejendomsret er også ofte en del af livsgrundlaget og fødevareproduktionen for mange fattige i udviklingslandene.

Rammebetingelser omfatter også en sund arbejdsstyrke herunder gennem adgang til bl.a. sundhedsydelser inklusive bekæmpelse af hiv/aids.

Landbrug og fødevarer

Landbrugs- og fødevaresektorerne vil være i fokus. Beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for inklusiv, bæredygtig vækst. Det handler blandt andet om at skabe nye muligheder for indtjening, bedre forsyningsvirksomhed, bæredygtig byudvikling og jobs til unge. Vi kan herved også øge adgangen til globale værdikæder bl.a. ved at landene bliver bedre til at udnytte markedsadgang.

Danmark vil fremme rammevilkår, der kan bane vejen for øgede investeringer og integration i bæredygtig og modstandsdygtig infrastruktur, forbrug, energi og vand.

Tiltag der kan bistå udviklingslandene med tilpasning til klimaforandringer og gennemførelse af deres nationale reduktionsplaner som led i udmøntning af Klimaaftalen fra Paris vil blive prioriteret. I vækstøkonomier, hvor energitilvæksten er høj, vil Danmark fremme investeringer i CO2-reduktionsindsatser, som ofte er billige og kan have større effekt. Fattige udviklingslande vil få gavebistand i støtte til klimatilpasningsindsatser.

Klare krav til virksomhedernes samfundsansvar

De udviklingsorienterede erhvervsprogrammer bør som understreget i strategien ubetinget leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility), og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for samfundsansvar og beskyttelse af basale rettigheder.

Landbrugs- og fødevaresektorerne vil spille centrale roller i de kommende udviklingsstrategier. Basale rettigheder til mad er nærmere defineret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004. Danmark deltog aktivt i udarbejdelsen af “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security”, som siden 2012 har defineret de basale standardkrav på jordområdet.

Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske virksomhedsprogrammer også kunne gøre det.

Regeringen har netop på Marienborg med eksperter, virksomheder og organisationer drøftet vilkårene for produktion i Danmark. Vi står overfor udfordringer, som i løbet af det næste årti fundamentalt vil ændre det danske samfunds muligheder for at skabe vækst og beskæftigelse – forhold, der bør tages højde for i regeringens kommende 2025-plan.

Ingen tvivler på, at vi kommer til at stå overfor flere og større udfordringer – men også muligheder – end vi har oplevet i de turbulente foregående 15 år; globalisering, en international finanskrise, sammenbrud af hidtil stabile regimer, borgerkrige, voldsomme flygtninge- og migrationsstrømme, prisfluktuationer, nye vækstøkonomier og en række teknologiske gennembrud, der har ændret vores måde at leve på. Det gælder bl.a. udviklingen af Green-Tech, smartphones, Google, Facebook, nethandel og digitale indkøbscentre som Amazon m.fl.

Der er altså rigtig meget at tage i betragtning under udarbejdelsen af en robust 2025-plan.

Udgangspunktet

I udgangspunktet har Danmark et forholdsvis komfortabelt overskud på betalingsbalancen – i 2015 knap 140 mia. kr. svarende til 7 pct. af BNP! Samtidig er bruttoledigheden på omkring 125.000 langt fra frygtindgydende, og med lav inflation og rente og en vis optimisme på boligmarkedet kunne man forledes til at tro, at det faktisk går rigtig godt i Danmark.

Desværre er det ikke hele billedet. Inklusive personer på arbejdsløshedsdagpenge og folk i forskellige former for støttet beskæftigelse er der i Danmark knap 800.000 personer på overførselsindkomst.

Her til kommer godt 320.000, der er på SU og 1.070.000 folkepensionister. Med de 830.000 personer, der er ansat i det offentlige, kommer det samlede tal for personer hvis indkomst afhænger af det offentlige op på knap 3 millioner. Strømmen af flygtninge og asylansøgere vil uvægerligt betyde, at antallet på offentlig forsørgelse vil stige i de kommende år.

Mens alle politikere på og udenfor Christiansborg og Marienborg taler om, hvor vigtigt det er at få flere mennesker i arbejde, er den praktiske opgave overladt til landets 94 kommunale jobcentre. De årlige driftsudgifter løber op i mere end 8 mia. kr., men man aner ikke, hvor mange mennesker jobcentrene får sendt i arbejde. Den eneste sikre beskæftigelsesvirkning er, at systemet giver fast arbejde til mere end 9.000 mennesker.

Sakker vi agterud?

Mens sammenlignelige lande har genvundet formen efter finanskrisen, halter Danmark bag efter og først i 2016 er vi nået op på det økonomiske niveau fra 2008. Vi har altså mistet 8 års økonomisk vækst og dermed gået glip af nationalindkomst i størrelsesordenen 200 mia. kr. – et tab på 40.000 kr. for hver eneste dansker ung som gammel, rig som fattig! Udsigterne for vækst i indeværende og nærmest kommende år ligger samtidig på under 1 pct.

En væsentlig årsag til den lave vækst er, at produktionserhvervenes investeringer i Danmark har været faldende efter krisen, og det betyder, at danske virksomheder mister konkurrencekraft. Offentlige investeringsprogrammer dækker i et vist omfang dækket over det lave niveau for private investeringer. Selvom investeringerne utvivlsomt har holdt beskæftigelsen i byggefagene oppe, er det et godt spørgsmål, hvor meget Metro, offentlig infrastruktur og supersygehuse vil bidrage til dansk økonomis fremtidige vækst og jobskabelse?

Ingen investeringslyst

Desværre er danske hjemmemarkedsbaserede virksomheders investeringslyst i Danmark begrænset. Investeringerne i Danmark hæmmes især af, at den indenlandske efterspørgsel er svag. Nettoinvesteringerne er derfor nede omkring 0, og dermed kun lige netop nok til at opretholde kapaciteten. Men ikke nok til at forbedre konkurrenceevne og produktivitet, og samtidig gøres der fra myndighedernes side intet for at fremme det initiativ og den konkurrence, der ikke mindst i hjemmemarkedserhvervene, detailhandel og byggeri, er et udtalt behov for.

Det er ikke kun danske virksomheder, der har været tilbageholdende med investeringer i Danmark. Udenlandske direkte investeringer i Danmark er i dag samlet set 57 mia. kr. lavere end de var i 2007.

I det omfang danske virksomheder overhovedet invester er der tale om internationalt og eksportorienterede virksomheder, og investeringerne foretages i et vist omfang i udlandet. Siden 2007 er danske virksomheders investeringer i udlandet ifølge Nationalbanken steget med knap 600 mia. kr. til i alt 1.351 mia. kr. i 2014 svarende til omkring 70 pct. af landets samlede produktion. Til sammenligning kan oplyses, at de samlede akkumulerede udenlandske direkte investeringer i Danmark i 2014 var på 860 mia. kr.

Udenlandske investeringer i Danmark falder

Mens udlandets investeringer i Danmark fortsat falder – i 1. kvartal 2016 blev de reduceret med 3 mia. kr. – fortsætter de danske direkte investeringer i udlandet med at stige. Nationalbanken har netop oplyst, at danske direkte investeringer i udlandet i 1. kvartal 2016 steg med 33 mia. kr.

Hvis ikke Danmark havde haft en stor udlandsformue, ville danske husholdningers forbrugsmuligheder have været begrænset. Udlandsformuen giver et højt afkast i international sammenligning. Grunden er, at en væsentlig del af Danmarks aktiver over for udlandet har form af direkte investeringer i udenlandsk produktionsapparat, mens passiverne i højere grad består af udlandets beholdning af danske stats­ og realkreditobligationer, som i perioden har givet et lavt afkast. Ifølge Nationalbanken har den danske nettoudlandsformue i de seneste år givet et bidrag til de indenlandske indkomster på omkring 3-­4 pct. af BNP.

Er der behov for et bredere politisk samarbejde?

I begyndelsen af 1980’erne lykkedes det Poul Schlüter og Firkløverregeringen at skabe det borgerlige sammenhold, der var forudsætningen for at dansk økonomi kunne bringes væk fra kanten af afgrunden og ud af moradset. Der blev samtidig vist politisk mod til at suspendere dyrtidsregulering og underkaste økonomien ”kartoffelkure” og andre tiltag, der var nødvendige for genopretningen.

Genopretningen fortsatte i 1990’erne i et tæt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Meget tyder på, at den nuværende Venstre-regering ikke har mulighed for at genskabe 1980’ernes tætte sammenhold mellem Folketingets blå partier. Med et desperat Konservativt parti og et ufleksibelt Liberalt Alliance, der presses af det fremadstormende Nye Borgerlige, forekommer det håbløst – og det er også spørgsmålet om det ville være nok.

Hvis vi skal undgå en udvikling, hvor de danske skatteborgere fortsat skal lægge en alt for stor del af deres indkomst i de offentlige kasser, og den danske vækst forbliver i slæbesporet, imens landene omkring os bevæger sig ud i overhalingsbanen, er der behov for et bredere politisk samarbejde. Holdbare løsninger vil formentlig forudsætte medvirken fra såvel Socialdemokratiet som Dansk Folkeparti.

Dong Energy går på Børsen den 9. juni 2016 med et basisudbud af mellem 15,1 pct. og 17,4 pct. af de nuværende aktionærers aktier i DONG Energy. Den danske stat sælger som majoritetsaktionær en andel af sin nuværende aktiepost, men beholder 50,1 % af aktierne efter børsnoteringen.

Det indikative kursinterval er ved børsintroduktionen sat til fra 200 kr. til 255 pr. aktie. For de knap 418 mio. aktier betyder det, at DONG Energy skulle have en markedsværdi på mellem 83,5 mia. kr. og 106,5 mia. kr.

Kan det virkelig passe, at selskabet er så meget værd? Burde kursen snarere ligge nærmere 100 kr. pr. aktie?

Potentielle investorer, der måtte være i tvivl, kan vælge at lytte til selskabets massive markedsføring eller ”analytikere” som David Trads og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Deres kritik går på, at aktierne i Dong Energy blev solgt for billigt til Goldman Sachs. Paradoksalt nok, bekræfter denne kritik nærmest den høje prissætning af aktierne.

Du kan også prøve at gennemskue realiteterne i det omfangsrige prospekt, der er udarbejdet forud for børsintroduktionen i næste uge.

Endelig kan du vælge at studere vurderingerne fra virkelige eksperter, og deres vurderinger understøtter bestemt ikke den høje prissætning af aktierne i Dong Energy!

Moody’s

Den 26. april 2016 offentliggjorde det internationale kreditvurderingsbureau Moody’s resultatet af en nøjere granskning af Dong Energy. Resultatet var overordnet, at ratingen på Baa1 for nærværende ville blive opretholdt, men med tilføjelsen: Outlook negative!

Før nogen sætter pensionsopsparingen på højkant, bør den potentielle investor læse Moody’s pressemeddelelse. Moody’s redegør i pressemeddelelsen ret detaljeret for årsagen til de negative udsigter.

Udover de risici vedrørende konjunkturer, priser og renter m.v., der knytter sig til de fleste langsigtede investering, forventer Moody’s at Dong Energy vil få reducerede indtægter fra olie og gas og at selskabets finansielle profil vil blive ”svækket”. Moody’s påpeger, at indtægterne fra olie og gas vil falde i takt med, at de nuværende prisgarderinger udløber. Samtidig står koncernen over for store omkostninger – ikke mindst i forbindelse med det fejlslagne Hejre-felt og oliebehandlingsanlægget i Fredericia.

Selvom Dong Energy har positive forventninger til udviklingen i vindmølleforretningen er Moody’s skeptisk over for den langsigtede robusthed af denne indtjening. Moody’s anerkender Dong Energys nuværende solide position på markedet for offshore vind, men noterer, at forretningsmodellen indebærer, at Dong påtager sig betydelige konstruktionsrisici på et gradvist mere modent marked, hvor investorernes krav til afkast vil stige.

Moody’s forventer også, at indtjeningen kan blive presset som følge af stigende konkurrence fra andre aktører, ligesom Moody’s har tvivl om den offentlige støtte til havvind efter 2020.

De af Moody’s nævnte forbehold, herunder ikke mindst usikkerheden om omfanget af offentlig støtte til havvind efter 2020 er helt afgørende for vurderingen af Dong Energy.

Usikkerhed om den offentlige støtte

Hvis vi kigger udenfor Danmark, er der i Europa med massiv offentlig støtte suverænt installeret mest havvind i UK og Tyskland med henholdsvis 5061 MW og 3295 MW.

UK

I UK forventes i øjeblikket, at omkring 10 GW vil være installeret i 2020, hvor havvind vil bidrage med mellem 8 og 10 procent af UK’s samlede el-forbrug.

Den britiske energiminister, Amber Rudd, annonceredee i slutningen af sidste år ændringer i den britiske støttepolitik til vedvarende energi. Støtten til vindmøller på land er allerede skåret kraftigt fra begyndelsen af 2016 og et stort antal planlagte parker er aflyst. Begrundelsen var, at landet er “reaching the limits of what is affordable, and what the public is prepared to accept”.

Om havvindmøller sagde Amber Rudd, at:

”offshore wind industry in the global context this is a technology which has the scale to make a big difference. It is one area where the UK can help make a lasting technological contribution. On current plans we expect to see 10 GW of offshore wind installed by 2020. This is supporting a growing installation, development and blade manufacturing industry. Around 14,000 people are employed in the sector. This ground breaking expertise has helped the costs of contracts for offshore wind come down by at least 20% in the last two years.

But it is still too expensive.

So our approach will be different – we will not support offshore wind at any cost. Further support will be strictly conditional on the cost reductions we have seen already accelerating. The technology needs to move quickly to cost-competitiveness. If that happens we could support up to 10GW of new offshore wind projects in the 2020s.

The industry tells us they can meet that challenge, and we will hold them to it. If they don’t there will be no subsidy. No more blank cheques!”.

Tyskland

I Tyskland er der også sket justeringer i støtteniveauerne for vedvarende energi. Den tyske vindmølleproducent Enercon frygter som følge af ændrede rammebetingelser en kraftig tilbagegang på det tyske vindmøllemarked de kommende år. Det er overgangen fra et system med såkaldte feed-in-tariffer til et auktionsbaseret støttesystem, som selskabet mener vil ramme markedet.

Enercon venter, at det tyske marked vil falde kontinuerligt fra et ventet niveau på 3,5 gigawatt i nyopsat kapacitet i år til 2 gigawatt i 2019.

Selskabet har advaret om, at de ændrede rammebetingelser “afhængigt af de politiske beslutninger” kan føre til, at selskabet vil reducere sine investeringer i 2017 og 2018.

Danmark

Rammebetingelserne for vedvarende energi og herunder havvind er fastlagt med den brede energipolitiske aftale fra marts 2012. Som bekendt har det været nødvendigt at justere aftalen på flere områder. Rammene for solenergi er usikre og senest er planerne om kystnære havvindmølleparker aflyst. PSO-afgiften, der er en væsentlig finansieringskilde for den grønne omstilling, er kendt EU-stridig, og endnu er der ikke fundet en politisk løsning på problemet.

Under alle omstændigheder er det i øjeblikket helt umuligt med blot nogenlunde sikkerhed at forudsige omfanget af offentlig støtte til vedvarende energi efter 2020.

Den rette pris for Dong-aktier

I betragtning af den usikkerhed, der er knyttet til markedspriserne på energi og især usikkerheden om den fremtidige offentlige støtte til vedvarende energi, burde prisen på aktier i Dong Enery være væsentlig lavere pris end 200 kr. pr. aktie.

Under alle omstændigheder bør pensionsopsparere og private aktiekøbere holde sig langt væk – energisektoren har altid været og vil også i fremtiden være forbundet med enorme risici!

I en pressemeddelelse oplyser COOP, at ”Kunderne i Coop nu får et mærke, der skaber reel bedre dyrevelfærd. Resten af Danmark får et nyt velfærdsmærke, der hverken er til gavn for forbrugere eller dyr. Sådan har sagen udviklet sig efter, at Fødevareminister Esben Lunde Larsen har valgt at sidde råd fra Dyrenes Beskyttelse, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening og Coop fuldstændig overhørig”.

Baggrund

Supermarkedskæden COOP har sammen med Økologisk Landsforening, Dyrenes Beskyttelse og det private og selvbestaltede forbrugerråd ”Tænk” kritiseret det statslige dyrevelfærdsmærke for at være uambitiøst og vildledende.

Arbejdet med mærket blev oprindeligt sat i gang under den forhenværende stærkt kritiserede fødevareminister Dan Jørgensen. Ideen var at skabe mere gennemsigtighed om dyrevelfærden for det kød, forbrugerne finder i kølediskene.

Efter regeringens og Fødevarestyrelsens forslag til et statsligt mærke, kan kød mærkes med en, to eller tre ”velfærdsstjerner”. Forbrugerne kan fra 2017 købe svinekoteletter og fars mv. med 1, 2 eller 3 stjerner alt afhængigt af graden af dyrevelfærd. Ved 1 stjerne skal søerne gå frit, grisene skal have krølle på halen (ingen halebid og kupering) og have halm. Ved 2 stjerner skal der være mere plads, mens der ved 3 stjerner også skal være udeareal.

Kritik af det statslige mærke

Selvom ordningen lægger op til, at forbrugerne kan blive bedre klædt på til at vide, hvad de putter i indkøbskurven, har især mærkningen af kød med én stjerne givet anledning til kritik. Dyrenes Beskyttelse har således tidligere givet udtryk for at mærkningen var ”vildledende”.

Svineproducenterne har accepteret mærkningen, men Coop har tidligere oplyst, at man baseret på det foreløbige kriteriesæt ikke ønsker aktivt at markedsføre kød anprist med kun én såkaldt velfærdsstjerne: “Det tangerer efter vores opfattelse vildledning at anprise et velfærdsniveau, der ikke adskiller sig væsentligt fra det, som størstedelen af den danske standardproduktion af svinekød i forvejen har forpligtet sig til at arbejde hen imod”.

Det har på den anden side gjort indtryk, at Professor Peter Sandøe, tidligere formand for Dyreetisk Råd, Dansk Supermarked (Netto), De Samvirkende Købmænd, Lidl, Aldi, Landbrug & Fødevarer, Peter Mollerup fra Dyrenes Venner og en lang række andre danske dyreværnsforeninger støtter det nye mærke. Den fløj fremhæver, at mærket vil kunne bidrage til at forbedre dyrevelfærden i den helt almindelige konventionelle svineproduktion i forhold til at sikre flere løse søer, mindske antallet af halekuperede grise og sørge for, at slagtesvinene får noget ordentligt rodemateriale.

Er modstanden kommercielt begrundet?

Spørgsmålet er imidlertid, om den egentlige begrundelse for modstanden mod det officielle nye dyrevelfærdsmærke mere er kommercielle hensyn til eksisterende mærker end hensyn til dyrevelfærd.

COOP vil som nævnt nu lancere sit eget mærke. Økologisk Landsforening satser på det økologiske Ø-mærke, og Dyrenes Beskyttelse står for mærkningen med ”Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse”.

Det er samtidig velkendt at Coop Danmark har store vanskeligheder og hver dag taber penge på FAKTA-kæden. Hvis ikke havde været medlemsejet, men skulle leve op til normale forrentningskrav, ville Coop fylde langt mindre i det danske detailhandelsbillede.

http://www.business.dk/oekonomi/bak-op-om-det-nye-dyrevelfaerdsmaerke

Dong Energy præsenteres som et foretagende med gode sunde forretningsområder, hvor alle tvivlsomme aktiviteter er saneret bort. Aktieudbuddet markedsføres bredt og præsenteres som en ”folkeaktie”

Investeringer i energisektoren er – og har altid været – forbundet med stor risiko. Udover de ”normale” risici, der knytter sig til konjunkturer, priser og renter m.v. har Dong Energy allerede foretaget store nedskrivninger i olie- og gasforretningen, men yderligere milliardtab på Hejre-feltet og Fredericia-olieterminal kan ikke udelukkes. Kommende investorer i DONG Energy skal også regne et enormt usikkerhedsmoment ind i aktieprisen som følge af den såkaldte Elsam-sag. Sagen drejer sig om, at 1.200 sagsøgere mener, at Elsam (der blev fusioneret ind i DONG i 2006) i starten af årtusindet brugte sin ledende markedsposition til at manipulere elpriser. Dette har konkurrencemyndighederne givet sagsøgerne ret i ved tre instanser. Selv for et stort selskab som DONG, der omsætter for 70 mia. kr., er Elsam-sagen enorm. De 1.200 sagsøgere har rejst et erstatningskrav mod DONG, der oprindelig var på 4,4 mia. kr. men siden er vokset til 7,5 mia. kr.

Når risiciene i energisektoren skal vurderes kan man se på de vanskeligheder Maersk Olie og Gas A/S og andre velpolstrede selskaber er havnet i.

Den 26. april 2016 offentliggjorde det internationale kreditvurderingsbureau Moody´s, at Dong Energys rating på Baa1 ville blive opretholdt ind til videre, men med tilføjelsen: outlook negative!

Moody redegør i pressemeddelelsen ret detaljeret for årsagen til de negative udsigter. Moody’s forventer reducerede indtægter fra olie og gas og en svækket finansiel profil. Selvom Dong Energy har forventninger til udviklingen i vindmølleforretningen er Moody’s skeptisk over for den langsigtede robusthed af denne indtjening. Moody’s er også skeptisk over for, om koncernens finansielle beredskab er tilstrækkeligt.

Moody’s påpeger, at indtægterne fra olie og gas vil falde i takt med at de nuværende prisgarderinger udløber. Samtidig står koncernen over for store omkostninger – ikke mindst i forbindelse med det fejlslagne Hejre-felt og oliebehandlingsanlægget i Fredericia.

Moody’s anerkender Dong Energys nuværende solide position på markedet for offshore vind, men noterer at forretningsmodellen indebærer, at Dong påtager sig betydelige konstruktionsrisici på et gradvist mere modent marked, hvor investorernes krav til afkast vil stige. Indtjeningen kan også blive presset som følge af stigende konkurrence fra andre aktører, ligesom Moody’s har tvivl om den offentlige støtte til havvind efter 2020.

Værdien af Dong Energy står og falder med omfanget af den fremtidige offentlig støtte til havvind og om konkurrenter formår at indhente det forspring Dong Energy i øjeblikket har på markedet.

I betragtning af de meget betydelige risici er det derfor særdeles betænkeligt, at Finansministeriet som majoritetsejer lægger navn til, at Dong Energy markedsføres som et folkeligt investeringsobjekt. Hvis regeringen og officielle myndigheder allerede nu kaster sig ind i markedsføringen af Dong Energy som lukrativ investeringsmulighed – ikke kun for internationale kapitalfonde og professionelle investorer, men også for pensionsopsparere og småaktionærer, bringer det ubehagelige mindelser om Hafnia-sagen, hvor tusindvis af småsparere og pensionister mistede alt.

Markeringerne af Det Konservative Folkepartis 100-års jubilæum er overstået, men præcis som ved Jubilæumsfesten står partiets tilbageværende medlemmer nu bogstaveligt talt ude i den kolde syreregn og venter på det næste chok.

Partiet har nu bragt sig i en situation, hvor Rød Blok seriøst har den opfattelse, at partiet i sin dødskamp er på det afsluttende kamikaze-togt, hvor man under dække af miljø, natur og forsvarsvilje er parate til at gøre front mod Venstre-regeringen og de øvrige borgerlige partier. Det kan de, fordi Søren Pape Poulsen, Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard adskillige gange har truet med et flertal med de røde, og kun ganske få af de tilbageværende støtter er parate til at forsvare den udvikling.

Hvordan kunne det komme hertil?

Situationen vidner vel om et dårligt ledet parti, der simpelthen ikke er repræsenteret af det fornødne politiske talent på Christiansborg og ej heller har adgang til kvalificeret rådgivning. Under alle omstændigheder er det efterhånden mange år siden, partiets ledelse har kunnet formulere og formidle, hvad der er konservativ politik. Det kan på den baggrund ikke overraske, at partiet ved sidste Folketingsvalg endte med en meget begrænset vælgertilslutning, som meningsmålinger siden har bekræftet, fortsat er vigende.

Hvad der alligevel har overrasket er, at Det Konservative Folkeparti har en landbrugsordfører, der indgår en aftale, bliver bange for sin egen skygge, kritiserer Miljø- og fødevareministeren for hendes ”udemokratiske” omgang med interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, bliver rasende over kritik af manglende forståelse og nærvær under forhandlingerne og – sammen med den ligeså uforudsigelige miljøordfører – får hidset den skikkelige formand op i det røde felt. Partiet allierer sig herefter med den politiske opposition i en skammelig ministerstorm, og slår om sig med beskyldninger om urent trav, fornærmer aftalepartnere og er nedladende, hånlig og arrogant overfor dansk landbrug.

Venstre har én gang fejlvurderet Pape, Jarlov og Abildgaard

Tilbage i februar 2016 fejlvurderede Statsministeren og Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen tydeligvis Rasmus Jarlov. De kunne ikke i deres vildeste fantasi forestille sig, at et nyvalgt medlem af Folketinget fra København uden saglige forudsætninger for at være landbrugsordfører, men ærekær og forfængelig ud over alle bredder, kunne være så kontrær, stædig og argumentresistent, da det gik op for ham, at han ikke havde forstået rækkevidden af de beslutninger, han havde været med til at træffe den 22. december 2015 med Landbrugs- og Miljøpakken. De kunne heller ikke forudse ordførerens hævnreaktion på, at ministeren og forhandlerne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance ikke kun åbenlyst grinede af ham, men også eksponerede hans inkompetence og manglende forståelse for sagens substans over for pressen og alle på og uden for Christiansborg, der gad høre på det. Hvis nogen havde regnet med partiformandens besindige indgriben, blev de sørgeligt skuffet.

Lektien var lært

Det er tydeligt, at Forsvarsminister Peter Christensen og de øvrige forsvarsordførere havde taget bestik af snigløbet omkring landbrugspakken og havde lovet hinanden, at sådan skulle forhandlingerne om anskaffelsen af jagerfly ikke ende.

Mens Jarlov igen slår om sig med beskyldninger mod regeringen og forligspartnerne, er det er opsigtsvækkende, at de Konservative ikke er med i den store aftale om indkøbet af de nye F-35 Joint Strike Fighter-fly til en samlet pris på mere end 50 milliarder og dermed ude af forsvarsforliget. Den historiske aftale bæres derimod igennem af regeringen i samspil med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, de Radikale og Liberal Alliance.

Med et Konservativt Folkeparti uden medansvar for indkøbet af jagerfly, kan man frygte, at partiet reelt vil være afskåret fra at deltage i de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig fra 2018 og dermed afskåret fra at deltage i defineringen af det danske forsvars indretning mange år frem.

Partiet kæmper i forvejen mod vigende tilslutning og syntes nu uden en væsentlig del af den hidtidige eksistensberettigelse. Det er alvorligt!

Rasmus Jarlov

Rasmus Jarlov stod i centrum som konservativ ordfører i det forløb, der fik landbrugspakken til at eksplodere, og det er ligeledes Rasmus Jarlov – denne gange i rollen som forsvarsordfører (og formand for Folketingets Forsvarsudvalg) – der gradvist har skærpet sine krav til flyindkøbet til et punkt, hvor regeringen ikke har haft en jordisk chance for at kunne leve op til hans krav. Jarlov hævder, at han efter et møde blev smidt uden for døren. Men som med landbrugsforhandlingerne er det bemærkelsesværdigt, at der er så stor forskel på Rasmus Jarlovs udlægning af forhandlingsforløbet, og de beskrivelser, der kommer fra de øvrige deltagere, inklusive forsvarsminister Peter Christensen.

Jarlovs ultimative tilgang til politik

Som en anden Don Quixote i kamp imod indbildte, fiktive fjender har Rasmus Jarlov altid været en stridsmand. Som konservativ spidskandidat i København indledte han et korstog imod unge mennesker i politik. Rasmus Jarlov var bekymret på demokratiets vegne, når uprøvede unge skulle tage del i politiske beslutninger.

Siden har vi – efter temperament – kunnet more os eller græmmes over, at det tidligere konservative håb, Rasmus Jarlov, misbrugte uger – ja, hvem husker hvor længe pinen varede? – på dansegulvet i TV.

Rasmus Jarlov kom igennem prøvelsen lige netop med skindet på næsen, selvom han fik demonstreret en fysisk og mental rigiditet og umusikalitet, der nærmer sig regulær tonedøvhed, og som tydeligvis også er en belastning for hans ageren i dansk politik. Desuagtet blev han ved Folketingsvalget 2015 valgt ind i Folketinget. Stemmetallene i Københavns Omegns Storkreds var ikke prangende, og der skal lægges kræfter i, hvis det skal gå godt igen næste gang.

Og Rasmus Jarlov kæmper, det må man medgive. Desværre agerer Rasmus Jarlov på en måde, der skaber tvivl om Det Konservative Folkepartis idelige insisteren på ordentlighed – også i politik. Kampene udkæmpes kompromisløst og uden smålig skelen mod Bæredygtigt Landbrug og landbrugets belastning af vandmiljøet, mod regeringens vildledning, mod den Københavnske letbane, mod Dansk Folkepartis Pia Kjersgaard, mod ethvert angreb på Alexandras ret til apanage, mod mange andre fænomener, men især mod Venstre!

Venstre er ærkefjenden!

Ligesom bondemanden i eventyret om Store Klaus og Lille Klaus havde aversion mod degne, lider Rasmus Jarlov af den forunderlige sygdom, at han ikke kan tåle at se Venstre-folk; kommer der en Venstremand for hans øjne, bliver han ganske rasende.

Uanset om det er i lokalaviser eller på Facebook bliver alle indvendinger mod Jarlovs korstog afvist som tilsvining, vrøvl, vanvittigt og uansvarligt, og partifæller, der formaster sig til at stille spørgsmål, karakteriseres som fjolser.

Udover at den skammelige alliance med de røde oppositionspartier om at vælte miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, inkluderer Rasmus Jarlovs kampagne mod partiet Venstre nu påstande om, at aftalepartneren føler sig hævet over Folketinget og de demokratiske spilleregler. Jarlovs perfide stil, har ikke set sin lige siden den notoriske Erik Skov Petersen huserede i Det Konservative Folkeparti.

Opsigtsvækkende men ikke overraskende

Selvom resultatet af kampflyforhandlingerne er opsigtsvækkende, kommer det ikke som en overraskelse. Tidligere i forløbet havde Jarlov overskud til at delagtiggøre os alle i gourmet-spisning på Bornholm og kurtisering af mediekendissen Mascha Vang alt imens han hårdt kritiserede regeringens moderate forslag om køb af nye kampfly baseret på rapporten fra udvalget for dimensionering af nyt kampfly. Rasmus Jarlov holdt sig ikke for god til at karakterisere rapporten som ”et politisk bestillingsarbejde, der med bevidst overoptimistiske antagelser leverer en falsk fortælling om, at vi med et par skrivebordsøvelser kan få meget mere for færre penge”.

Spørgsmålet er, om Rasmus Jarlov havde tænkt sig, at forsvarsminister Peter Christensen kunne ekspederes samme vej som Eva Kjer Hansen?

Tid til gravskrift?

Med et Konservativt Folkeparti i den nuværende forfatning er det borgerlige regeringsprojekt at sammenligne med et skib, der ikke kun skal navigere i høj søgang, men også har en løbsk kanon på fordækket.

Noget tyder på, at Lars Løkke Rasmussen allerede har frigjort sig fra bindingen til Det Konservative Folkeparti (og Liberal Alliance). Det er i hvert fald tydeligt, at Venstre i væsentlige spørgsmål har fundet en vis samklang med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

På spørgsmålet om hvad hensigten er med at kaste det Konservative Folkeparti ud i den ene kamikaze-mission efter den anden, kunne svaret være (frit efter The Commitments, hvor det også gik helt galt):

           ”We skipped the light fandango

            Turned cartwheels cross the floor

            I was feeling kinda seasick

            But the crowd called out for more”.

Mogens Lykketoft har i bl.a. Berlingske Tidende og JyllandsPosten den 18. maj 2016 i kronikform leveret hvad der er karakteriseret som et frontalangreb på regeringens klimapolitik m.v. Under sit kortvarige besøg i Danmark i forbindelse med en kvindekonference har Lykketoft villigt stillet sig til rådighed for både de skrevne og elektroniske medier og udbygget sine synspunkter, der takket være hans nuværende placering som formand for FN’s Generalforsamling, har fået en langt større udbredelse end indholdet berettiger.

I sin egenskab af formand for FN fører Lykketoft sig frem som en statsmand overalt i verden med meninger om alt fra udviklingspolitik over klima og Donald Trump til flygtningekonventioner. Det bemærkes, at Lykketoft ikke har opnået posten i kraft af sine kvalifikationer, men alene fordi den europæiske gruppe og Danmark stod for tur. Posten er alene af ceremoniel og ornamental natur, og ingen er således i stand til at nævne navnet på bare én af Lykketofts forgængere.

Ikke desto mindre har Lykketoft via posten fået opmærksomhed fra danske journalister, der blandt opgaverne med at referere møder i menighedsråd, traktortræk og dyrskuer ikke er forvænte med muligheden for reportagerejser til FN’s hovedkvarter i New York.

Mediernes interesser er således ikke noget mysterium, men hvad er det, der drive den tidligere finans- og udenrigsminister og formand for Folketinget, socialisten Mogens Lykketoft?

Mogens Lykketoft har selv i en kronik den 23. oktober 2015 i Berlingske Tidende, givet svaret på hvorfor han har påtaget sig at lede FN’s Generalforsamling igennem en række store beslutninger og samtidig forsøge at håndtere både de muligheder og udfordringer, som verden, det internationale samfund og FN står over for; Lykketoft mener, at Generalforsamlingen under hans formandskab kan vise sig at være et af de vigtigste i FN’s historie, og i kronikken viser han en – for den normalt meget selvbevidste Lykketoft – usædvanlig statsmandsagtig ydmyghed over for opgaven.

Lykketofts ego

Den oprindelige ydmyghed er nu helt forsvundet, og nu ser vi Mogens Lykketofts ego, der er helt ude af proportioner med hans egne menneskelige kvaliteter, udfolde sig i fuldt flor.

Det skal til Mogens Lykketofts fordel nævnes, at han aldrig holdt sig tilbage med at fremhæve sig selv og kritisere andre uden smålig skelen til politiske venner og modstandere.

Berlingske Tidende kunne den 26. januar 2016 dokumentere, at Lykketoft i anledning af hans egen fødselsdag den 9. januar 2016 i en tale og efterfølgende skriftligt har betegnet statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”en lille svindler”, at regeringen har ”dybt usympatiske personer” på nøgleposter, og at SR-regeringen var ”talent- og profilløs”.

Et stykke af vejen er det svært at være uenig med Mogens Lykketoft i hans forbitrede angreb på klassefjenderne blandt hans tidligere politiske meningsfæller. Men det er tydeligt, at posten som formand – først for det danske Folketing og nu for FN’s Generalforsamling – efter fiaskoen som formand for Socialdemokratiet – er steget ham til hovedet. Vækkelsesprædikanten Mogens Lykketoft er tæt på at være den genfødte Jesus, der ikke kun kan, men skal gå på vandet!

Mogens Lykketofts belastede fortid

Når man i dag hører og ser Mogens Lykketoft erindres man derfor uvilkårligt om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Få har glemt Mogens Lykketofts centrale rolle i Socialdemokratiet siden slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen. Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af et naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA. For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

Som finansminister i skiftende Nyrup-regeringer fra 1993 til 2001 blev han holdt på plads af den radikale økonomiminister Marianne Jelved og efter hans korte og tumultariske periode som formand for socialdemokratiet i 1990’erne, havde han i realiteten udspillet sin rolle i dansk politik. 

Lykketoft som formand i FN

Som formand for Folketinget fra december 2012 holdt Lykketoft ikke sine meninger tilbage, og han blev kritiseret for at misbruge formandsposten som platform for hans personlige synspunkter.

I visse kredse påkaldte det sig umiddelbart respekt, at Lykketoft påtog sig opgaven med at ”lede menneskeheden – hele menneskeheden! – frem til en harmonisk fremtid”. Men der er sten på vejen frem til forløsningens virkelighed: Nirvana. Og tag ikke fejl, vækkelsesprædikanten Lykketoft stiller krav til dem, der vil følge ham – krav som er ætset ind i Lykketofts DNA som gammel venstrefløjsaktivist: Vi advares om, at vejen hurtigt blive spærret, hvis vi ikke lærer at leve socialt og miljømæssigt bæredygtigt. Det forudsætter også, at vi alle sammen skal kaste os ind i kampen mod ulighed – både i rettigheder, muligheder og økonomi. Vi vil ikke opleve en harmonisk fremtid og vi får ikke udryddet fattigdom, hvis miljø- og klimakatastrofer ødelægger livsgrundlaget for mange hundrede millioner mennesker, og driver dem væk fra deres nuværende bosteder, med alle de konflikter og ødelæggende konsekvenser, en sådan veritabel folkevandring vil udløse. Derfor var resultatet af klimakonferencen i Paris, hvor vi anerkender vores globale gensidige afhængighed, umådeligt positivt!

Der er næppe tvivl om, at Mogens Lykketoft mener, at kritikken af dansk politik er berettiget og deles af den danske venstrefløj. Det bemærkelsesværdige er, at hans eget parti – Socialdemokratiet – ikke har givet udtryk for støtte til kritikken.

Tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Hvis vi lægger de religiøse tolkninger af Lykketofts budskab og krav til det multilaterale samarbejde i FN væk, og i stedet prøver at omsætte retorikken til anvisninger til den enkelte borger, ville vi pludselig genkende det tidligere fra husmurene velkendte venstrefløjsbudskab: tænk globalt, handl lokalt, spis grønt og stem rødt!

Det har passeret under radaren for de fleste, men faktisk har hvert parti i Folketinget siden 2010 haft sin helt egen pose ulandshjælp, som er øremærket til politiske partier i udviklingslande. Siden 2010 er 150 millioner kroner barberet væk fra den DANIDA-administrerede ulandshjælp og i stedet lagt i hænderne på de danske partier. Pengene er formøblet til samarbejde med og bistand til politiske partier i fattige lande. Det sker i samarbejde med Institut for Flerpartisamarbejde (Danish Institute for Parties and Democracy – DIPD), der blev etableret ved lov nr. 530 af 26. maj 2010.

Den noble hensigt med at støtte danske politiske partier, er at de så igen kan samarbejde med politiske partier i udviklingslandede, og på den måde sikre en demokratisk udvikling i landene.

DIPD

DIPD er en selvejende og uafhængig institution, der ledes af en bestyrelse, der træffer afgørelse i alle væsentlige spørgsmål om instituttets faglige arbejdsområde, økonomi og forvaltning. Bestyrelsen består af 15 medlemmer, hvoraf 9 medlemmer udpeges af Folketingets partier, 1 medlem udpeges af udviklingsministeren, mens 5 medlemmer udpeges af organisationer, herunder Danske Universiteter.

Vagt- eller skødehund?

Det bemærkelsesværdige er, at Peter Kurrild-Klitgaard, der er en velkendt kritiker af fråds med skatteborgernes penge, repræsenterer Danske Universiteter i bestyrelsen.

Der blev i 2010 bevilliget 75 mio. kr. til DIPD for en treårig periode frem til 2013. For årene 2014 – 2017 fik DIPD en ny bevilling på 75 mio. kr.

Venstre var det første danske parti, som kastede sig ud i muligheden for at samarbejde med partnere (søsterpartier) i udviklingslande, da DIPD blev oprettet i 2010. Partiet etablerede straks Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som er en selvstændig organisation med tilknytning til Venstre. DLDP har samarbejde med partier og organisationer i Kenya, Zambia og Egypten. Nærmere om DLDP på http://www.dldp.org.

Kritik

Etableringen af DIPD er ikke sket uden kritik. “Det lugter lidt af missionær, når danske partier skal eksportere vores liberale demokratimodel” skrev Enhedslistens udenrigspolitiske medarbejder Eva Flyvholm i en kommentar på u-landsnyt.dk.

Flere bistandsorganisationer har ligeledes været stærkt kritiske over for den nye parti-støtte. Foreningen Afrika Kontakt, der er en frivillig forening med rødder i anti-Apartheidbevægelsen, som har over 30 års erfaring i græsrodsarbejde med afrikanske partnere, advarede ligefrem om risiko for korruptions-skandaler, når danske politikere sender penge til søsterpartier i fjerne lande.  

Bolivia

De danske partier har forskellige prioriteringer. SF har satset på Latinamerika og støtter det socialistiske regeringsparti i Bolivia, MAS. SF mener, at bistanden fra SF i Danmark kan mindske korruption og fremme pluralistisk dialog, hvor meninger kan brydes – støtte til politiske partier i fattige lande kan skabe mere skub i demokratiet, selvom SF erkender et det er svært at finde politiske samarbejdspartnere i de fattige lande, hvor der er allermindst demokrati.

Bhutan

Det Konservative Folkeparti har været aktiv i projekter i Bhutan, i en sådan grad at den tidligere partiformand Lars Barfoeds tilstedeværelse var nødvendig i både august og november 2015.

Tanzania

Danske konservative har ligeledes et tæt samarbejde med CHADEMA-partiet i Tanzania og især partiets kvindeafdeling, Baraza la Wanawake (Bawacha), der har motiveret flere besøg i Tanzania af bl.a. Lars Barfoeds kone, Helle Sjelle, og besøg af samarbejdspartnerne i København.

Det Radikale Venstre har ligeledes været aktiv i Tanzania – dog i samarbejde med et andet parti end de konservative, nemlig Civic United Front (CUF).

Erfaringer fra Norge

Professor Jørgen Elklit fra Århus Universitets Institut for Statskundskab, har i Berlingske Tidende fremført, at det ikke påvist, at det har gavnet demokratiet, når partier i fattige lande har fået penge fra partier i fx Norge eller Sverige.

Begge lande har tidligere forsøgt sig med en lignende form for demokratibistand enten i form af tværpolitisk støtte eller som direkte hjælp til søsterpartier. Særligt i Norge har ordningen været voldsomt omstridt. Den ansvarlige minister endte med at lukke “Senter for Demokratistøtte”, da en uafhængig undersøgelse viste, at ordningen nærmest fungerede som en rejsefond, der gav norske politikere flybilletter til eksotiske rejsemål.

Nærmere om DIPD i årsrapporten for 2015.

I Danmark er borgernes valgfrihed på energiområdet en by i russisk Sibirien. F.eks. var den 31. december 2015, oprindeligt sidste mulighed for udskiftning af det gamle oliefyr, hvis du bor i et område med naturgas eller fjernvarme. Fristen blev i sidste øjeblik udsat til 1. juli 2016.

Ud over fordelene ved de nuværende lave oliepriser afskæres borgerne også fra besparelser, der for et nyt energieffektivt oliefyr typisk ville ligge på omkring 30 procent på varmeregningen!

Men desværre – i områder med såkaldt ”kollektiv forsyning” må man fra 1. juli 2016 ikke længere installere et nyt oliefyr.

Men tilslutningen til fjernvarmen kan blive dyrere end et nyt oliefyr, og det kan blive endog meget dyrt, alt efter hvor du bor! De danske fjernvarmepriser er nemlig meget forskellige, og de svinger også ganske meget fra år til år.

Fjernvarmepriser

Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Prisstatistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.

Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015

Den gode nyhed for folk med fjernvarme er, at ifølge Dansk Fjernvarme er den årlige varmeregning siden sidste år gennemsnitligt sænket med 1.273 kroner til 14.872 kr. for et hus på 130 m2.

Men der er forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler langt mere for varmen end andre.

Dyreste og billigste fjernvarme

Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den dyre ende.

Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.

Nordjylland

Hvis man kigger på Nordjylland er de dyreste, nordjyske fjernvarmeforsyninger (igen udregnet efter et hus på 130 m2): Ellidshøj-Ferslev Kraftvarmeværk (25.900 kr.), Lørslev Fjernvarmeforsyning (23.434 kr.) og Vaarst-Fjellerad Kraftvarme (22.010 kr.).

De billigste, nordjyske fjernvarmeforsyninger er Aalestrup Varme A.m.b.a. (7.693 kr.), Hjørring Varmeforsyning (9.223 kr.) og Thisted Varmeforsyning (9.235 kr.).

Forskel på by og land

Der er generelt ganske stor forskel på varmeudgifterne for by og land. Årsagen er, at boligejerne på landet ofte er koblet på mindre og knap så effektive fjernvarmeværker.

Fjernvarmesektorens effektivitet skal forbedres

På Christiansborg blev der i begyndelsen af april 2016 indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.

Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal ”benchmarke” i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.

En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektiviserer for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.

Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.

Forhistorien

Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.

Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Motiv et har ikke været borgernes valgfrihed, men snarere at ophævelse af hvile-i-sig-selv princippet ville gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.

Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne (mod prisfald?) og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.

Udsigt til dyrere fjernvarme

Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme, har tvært imod udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Man skal ikke forvente at rejseholdet har penge med, men værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.

De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.

Liberalisering af forsyningssektoren?

Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.

Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne i fjernvarmesektoren overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.

Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.

Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?

I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald langt fra er frie konkurrencemarkeder.

Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?

Så længe det er sådan og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.

Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.

Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.

Hvad med den personlige frihed?

De geografiske forskelle i fjernvarmepriser og begrænsningerne på borgernes frie valg med hensyn til opvarmning, forstærker problemet med forbuddet mod oliefyr fra 1. juli 2016. Det er nemlig i de såkaldte yderområder af Danmark, at der stadig er mange oliefyr tilbage. Det er problematisk, at det især er økonomisk udfordrede boligejere i udkantsområderne, der ved skiftet opkræves de højeste fjernvarmepriser.

Fjernvarmepriserne er desuden ganske svingende fra år til år. Det gør boligejerne utrygge, når varmepriserne kan falde og stige med store beløb fra år til år. På kort sigt rammer det husholdningsbudgettet, og på lang sigt kan det betyde, at der opstår usikkerhed om det nu også kan betale sig at investere i ekstra isolering og nye vinduer – altså om der reelt kommer en lavere varmeregning ud af det.