Overalt i Europa kan man se tegn på en tiltagende ”metaltræthed” hos borgere over for klima- og miljøtiltag og politisk korrekte og woke holdninger til immigration, LGBT+ m.v.

Partier på den yderste højrefløj har fået vind i sejlene på at tage borgernes klima-frustration alvorligt. Det nye er, at holdninger, især på indvandrings- og klimaområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj, nu er overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Tyskland går Alternative für Deutschland, AfD, frem og har nu klart distanceret sig fra socialdemokraterne i SPD. Med en tilslutning på 22 pct. nærmer AfD sig Tysklands største parti CDU/CSU.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Vox står dermed til at kunne komme med i en regering efter valget 23. juli. I et forsøg på at overgå dem har det konservative parti Partido Popular (PP) på linje med den europæiske partigruppe EPP foreslået en pause i den tætte strøm af klimalovgivning for at give borgere og virksomheder en chance for at følge med.

I Holland er bondeprotestpartiet, BBB – et nyt parti, som i marts bragede ind og blev det største parti i 10 ud af 12 provinser ved det hollandske lokalvalg på en blanding af protester mod regeringens migrations- og klimapolitik. Det er blandt andet pres fra dette parti, der i sidste uge fik den hollandske regering til at knække sammen og den erfarne statsminister Mark Rutte til at kaste håndklædet i ringen og udskrive nyvalg.

I Grækenland, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen ved parlamentsvalget den 25. juni 2023.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, forbehold overfor LBGT+, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

I Danmark er den tid forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner”, miljøtiltag og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle og klimabevidste EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT+ m.v. bør ikke undervurderes, da alle har været klar over, at der ville komme et smertens punkt, når EU’s mange klimaløfter skulle forvandles til konkret handling, klare krav og udskrevne regninger til borgere og virksomheder.

En stigende asyltilstrømning over EU’s grænser har fået Dansk Folkepartis Mikkel Bjørn til at råbe vagt i gevær. Ifølge ham skal man være klar til at tage skrappere midler i brug, end vi gør i dag, for at beskytte den danske grænse.

I Holland har premierminister Mark Rutte netop opløst koalitionsregeringen, der er uenig om landets asylpolitik.

Hollands immigrationspolitik er blandt de strammeste i Europa, men landet har alligevel store problemer med mængden af asylansøgere, der kommer til. Ifølge Reuters steg antallet af asylansøgere i Holland sidste år med en tredjedel, så der var 46.000, som søgte om asyl.

Regeringen har estimeret at det tal i år kan stige til over 70.000 og dermed overgå den hidtidige rekord fra 2015.

Mark Rutte ønsker at begrænse antallet af asylansøgere, der kommer til Holland, blandt andet ved at gøre det sværere at få familiesammenføring og sværere at komme til landet for børn af flygtninge, der har fået asyl i Holland.

Mur, pigtrådshegn, voldgrave, vagttårne, vandkanoner og bidske hunde. Konkrete værktøjer, som vi bør være klar til at tage i brug ved den danske grænse. Det er budskabet i et debatindlæg Jyllands-Posten, som Dansk Folkepartis formand for Folketingets indfødsretsudvalg, Mikkel Bjørn stod bag sammen med partikollega Peter Kofod og medlem af Dansk Folkepartis Ungdom Mitchel Vestergaard. Budskabet blev yderligere betonet i et opslag på Twitter fra Mikkel Bjørn selv og gentaget i et interview i Berlingske Tidende den 13. juli 2023.

Det er dog ikke første gang, at der efterlyses skrappere midler til at begrænse mængden af uønskede asylansøgere og flygtninge.

I et interview med Weekendavisen den 15. april 2016 svarede tidligere Jean Monnet-professor, Uffe Østergård, på et spørgsmål om, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser: ”Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.”

Soulsangerinden Aretha Franklin med megahits som “Think”, “I Say a Little Prayer” og “Respect”, døde 76 år gammel af kræft i bugspytkirtlen i 2018 uden at efterlade sig et formelt, notificeret testamente.

Under en oprydning i Franklins villa i Detroit blev to håndskrevne versioner opdaget. Det ene dateret 2010 lå i et skab, mens det andet dateret 2014 og underskrevet med en smiley var gemt i en sofa.

Det var Franklins niece, Sabrina Owens, der fandt testamenterne, og ifølge 2010-testamentet skulle hun og Aretha Franklins søn, Ted White II, være bobestyrere, mens 2 andre sønner – Kecalf og Edward – skulle afskæres fra deres arv indtil de var blevet bibragt en vis certificeret forretningsmæssig forståelse.

I 2014-dokumentet skulle Kecalf arve hendes personlige ejendele og være bobestyrer.

I begge dokumenter kræves det at de 3 brødre skulle sørge for Aretha Franklins ældste og handicappede søn, der desuden sammen med de 3 andre brødre skulle have del i royalties og andre indtægter fra Franklins musikalske produktion.

Sabrina Owens trak sig efterfølgende fra sagen, mens uenigheden om de 2 håndskrevne dokumenter endte ved en domstol i Michigan.

Den 11. juli 2023 afgjorde retten, at det håndskrevne dokument fra 2014 skulle anerkendes som Aretha Franklins sidste vilje, og dermed blev det afgjort at Kecalf Franklin får kontrol over den afdøde sangers ejendom på millioner af dollars.

Franklins aktiver blev på et tidspunkt vurderet til 80 millioner dollars, men er siden reduceret som følge af ubetalte skatter m.v.

Med rettens afgørelse bliver Kecalf Franklin bobestyrer og efterlader ham med sin mors hus i Detroit, biler, smykker og de pelskåber, Aretha var kendt for at lade glide af sine skuldre på scenen.

Vicedirektør i Dansk Industri, Troels Ranis, udbreder sig begejstret om eksportpotentialet for dansk brintproduktion. Ifølge Dansk Industri kan potentialet opgøres til 100 mia. kroner i 2050.

For at opnå dette potentiale kræver det godt nok en udbygning af infrastrukturen og etableringsomkostninger på 15 – 22 mia. kroner og hertil kommer omkostningerne til drift. Dansk Industri er dog ikke i tvivl om at det er en god forretning fordi investeringen vil give over 30 mia. kr. tilbage i ”rene samfundsøkonomiske gevinster”.

Dansk Industris holdning rejser spørgsmålet om hvorfor de sagesløse elforbrugerne kommer til at betale ekstra for etablering af energiinfrastrukturen, selv om udviklerne normalt betaler det hele.

Med en teknisk justering påtænker myndighederne at lade elforbrugerne betale for en del af etableringen af den nødvendige infrastruktur.

Et nyt notat fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, viser at udbygningen kommer til at koste for de danske elforbrugere. Ifølge notatet vil myndighederne lade forbrugerne betale 39 procent af regningen for etablering af energiinfrastruktur, selv om udviklerne normalt betaler det hele.

Forsyningstilsynet har den 30. juni 2023 godkendt Energinets nye metode for opkrævning af den systemtarif, som de danske elkunder betaler for at dække Energinets omkostninger til at sikre den nødvendige infrastrukter.

Den betingede del af godkendelsen godkender regningen til almindelige forbrugere og etableringen af en reduceret tarif for en ny køberkategori af ”storkunder”, som vil omfatte bl.a. PtX -producenter, meget store industrivirksomheder og datacentre.

”På grund af usikkerhed om grundlaget for tarifreduktionen, har vi bl.a. bestemt, at ordningen kun kan godkendes for en midlertidig periode på seks år, og at Energinet senest to år efter at ordningen er trådt i kraft indsender data om de nye storkunders forbrug og redegør for, om tarifreduktionen fortsat kan ske i overensstemmelse med lovgivningens krav om bl.a., at der ikke må ske krydssubsidiering mellem forskellige køberkategorier”, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.

Forsyningstilsynet er blandt andet sat i verden for at sikre at de opkrævede energipriser fra forskellige kundegrupper er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side.

I EU kan debatten om den kontroversielle Naturgenopretningslov give et fingerpeg om stigende bekymring for omkostningerne ved miljø-, klima- og naturpolitikken, og måske er stemningen omkring den grønne omstilling ved at vende.

Forslaget til en forordning om naturgenopretning i EU blev fremlagt af EU-Kommissionen for et år siden som del af den store europæiske Green Deal-pakke. Den skal via bindende mål føre til genopretning af nedslidte økosystemer, øget biodiversitet, mindre klimabelastning og større europæisk modstandskraft mod naturkatastrofer.

Et centralt mål er, at mindst 20 procent af EU’s land- og havbaserede arealer skal være genoprettet i 2030. Alle pressede økosystemer skal være genoprettet i 2050.

Lovens mål skal realiseres via nationale genopretningsplaner, der skal indleveres til EU-Kommissionen senest to år efter lovens ikrafttræden. EU’s miljøministre vedtog den 20. juni en lettere udvandet version af Kommissionens oprindelige forslag. Danmark stemte for.

Forkastes forslaget den 11. juli?

Europa-Parlamentets miljøudvalg har ikke formået at finde et flertal for en tekst. Derfor indstiller udvalget til, at forslaget forkastes, når det den 11. juli kommer til endelig afstemning i parlamentets plenum.

I et debatindlæg anfører medlemmer af Europa-Parlamentet for Venstre, Asger Christensen og Erik Poulsen, at EU-Kommissionens konsekvensanalyser af forslaget til en forordning om naturgenopretning er mangelfulde.

Således er konsekvenserne for udbygningen af vindmøller, solceller og ikke mindst infrastrukturen ikke belyst. Forslagets konsekvenser for fødevareproduktion og for klimaaftrykket af madforbruget i Europa er heller ikke belyst.

Parlamentarikerne anfører, at Kommissionen bruger det meste af analysen på at skrive om lovgivningens påvirkning på biodiversiteten og naturens fauna, men samtidig er konsekvensen for udrulningen af vedvarende energi og fødevareproduktionen ikke tilstrækkeligt belyst.

Hvis parlamentet forkaster forslaget til en naturgenopretningslov, skal EU-Kommissionen starte forfra. Det kan næppe nås, før en ny EU-Kommission tiltræder i efteråret 2024.

I Europa-Parlamentet har EPP-gruppens formand, den tyske CSU-politiker Manfred Weber, arbejdet hårdt på at sikre gruppedisciplin omkring et nej til naturgenopretningsloven. Fra Danmark er de konservative medlem af EPP-gruppen.

Han argumenterer for en pause i miljølovgivningen og for at ”sætte konkurrenceevne i centrum de kommende få måneder og specielt i den næste lovgivningsrunde”.

Det er især landbrugets interesser, som Weber og EPP har fokus på. En EU-lov, der fordrer genopretning af betydelige naturarealer, vil koste landbruget dyrt, mener man.

”Naturgenopretning vil betyde en reduktion i landarealet, der bruges til landbrug« og give et stort hul i landmændenes allerede meget spinkle budgetter, bringe Europas fødevareforsyning i fare og øge inflationen”, har argumentationen lydt.

De europæiske landbrugsorganisationers paraplyorganisation, Copa-Cogeca, har længe lobbyet intenst for at få naturforslaget taget af bordet.

Polen og Ungarn bliver ofte i den offentlige debat kritiseret for ikke at leve op til kravene til en retsstat. Spørgsmålet er om Danmark er meget bedre?

I EU-kommissionens nye retsstatsrapport: ”Communication from the Commission to the European Parliament, the Council, the European Economic and Social Committee and the Committee of the Regions: 2023 Rule of Law Report”, der blev offentliggjort den 5. juli 2023, bliver Danmark igen, igen fremhævet for ikke at have lovgivning, der forhindrer ministre i at skifte deres post ud med topstillinger i virksomheder eller interesseorganisationer.

I rapporten henviser Kommissionen til Europarådets antikorruptionsenhed Greco, som hvert år siden den første rapport i 2019har anbefalet Danmark at vedtage love til at regulere de såkaldte ”svingdøre for ministre”, som enheden kalder fænomenet.

Greco understreger, at lovgivning bør indføres for at ”styrke integriteten for ministre”. Men i samme ombæring konstateres det, at ”ingen konkrete tiltag er truffet” og ”ingen fremskridt er sket” på området i Danmark.

Svingdørslobbyisme

Det er åbenlyst problematisk, at Danmark er uden regler om ”afkølingsperiode” eller karenstid, når ministre pludselig varetager private interesser. Men problemet angår også andre personer, der indtager nøglepositioner i det danske samfund.

Dagbladet Politiken beskriver den 17. juni 2023 hvor udbredt det er, at topofficerer rykker direkte over i våbenindustrien.

Kortlægningen viser, at mindst 17 tidligere topofficerer fra det danske forsvar har i dag skiftet arbejdet i forsvaret ud med jobs som lobbyister, rådgivere eller bestyrelsesmedlemmer for våben- og forsvarsindustrien.

Flere lobbyismeeksperter mener, at strømmen af tidligere topofficerer til forsvarslobbyen er problematisk i en tid, hvor regeringen lægger op til at investere et trecifret milliardbeløb i oprustning på forsvars- og sikkerhedsområdet.

De frygter, at det i sidste ende kan betyde, at Danmark indkøber udstyr, som ikke er det bedste for soldaterne og landets sikkerhed.

Problemet med den såkaldte svingdørs-lobbyisme er dog ingenlunde begrænset til forsvarsindustrien.

Da det i pril 2022 blev kendt, at chefen for Lægemiddelstyrelsen gik direkte over til lægemiddelindustrien, vakte det opmærksomhed.

Thomas Senderovitz gik direkte fra chefposten i Lægemiddelstyrelsen til et job som vicedirektør i Novo Nordisk.

Thomas Senderovitz’ jobskifte fra Lægemiddelstyrelsen til Novo Nordisk er ikke enestående – Senderovitz slutter sig til en række af politikere og topembedsmænd, der skifter til vellønnede hverv i private virksomheder.

Nick Hækkerup i maj 2022 meddelte sin afgang som justitsminister til fordel for et job som direktør for Bryggeriforeningen, blev han endnu én af en lang række af toppolitikere og topembedsmænd, som de senere år har knipset med fingrene og på et splitsekund skiftet over til lobbyisme.

I maj 2023 blev det oplyst, at Finansministeriets departementschef, Peter Stensgaard Mørch, den 15. august 2023 indtræder i PensionsDanmarks direktion som vicedirektør. Et år senere skal han overtage posten som administrerende direktør i organisationen, hvis han vurderes fit & proper af Finanstilsynet.

Der vil komme andre eksempler, fordi det ikke kan ignoreres, at erfaringer fra offentlig tjeneste undertiden værdsættes i det private erhvervsliv.

Korruption eller bare dårlig stil?

Uden at antyde, at de manglende nedkølings- eller karensperioder fører til korruption eller påstå, at der bag mange politiske beslutninger gemmer sig tvivlsomme motiver, rejser udviklingen en række etiske og forvaltningsmæssige spørgsmål:

• Kan den danske samfundsmodel holde til, at der kan opstå mistanke om at ministre, topembedsmænd eller andre centrale beslutningstagere i offentlige myndigheder træffer afgørelser af hensyn til en kommende karriere i den private sektor?
• Er det god stil at drøfte fortrolige planer om f.eks. kommende lovgivning med regeringens inderkreds den ene uge – for ugen efter at kunne delagtiggøre NOVO, McKinsey, Marius Pedersen, Dansk Erhverv, Gorrisen Federspiel, Rud. Pedersen eller Nordea’s direktion om samme regerings indre liv og overvejelser?

Kommissionen anbefaler i ”2023 Rule of Law Report”, at Danmark arbejder for at:

• Sikre tilstrækkelige menneskelige og finansielle ressourcer til retssystemet i de kommende år under hensyntagen til europæiske standarder for ressourcer til retssystemet
• Indføre regler om “svingdøre” for ministre og om lobbyvirksomhed og sikre tilstrækkelig kontrol med indberetninger af aktiver indgivet af personer, der varetager ledende funktioner
• Sikre indsamling af data om efterforskning og retsforfølgning af korruptionsrelaterede lovovertrædelser på nationalt og lokalt plan
• Fremskynde processen med at reformere loven om aktindsigt med henblik på at styrke retten til aktindsigt, navnlig ved at begrænse grundene til afslag på anmodninger om aktindsigt under hensyntagen til de europæiske standarder for aktindsigt

Italienske og internationale medier kan berette, at kunstkritikeren og politikeren Vittorio Sgarbi og vicekulturminister i den italienske Meloni-regering, har skabt furore i Rom.

En gruppe medarbejdere ved det romerske museum Maxxi, som beskæftiger sig med det 21. århundredes kunst, har klaget til deres ledelse over Sgarbi, der var en nær ven af Berlusconi, under en sceneoptræden på museet i sidste uge pralede med alle de kvinder han havde været i seng med, og blandt andet udtalte følgende: ”den franske foprfatter Houellebecq siger, at der er et tidspunkt i livet, hvor vi kun kender ét organ: pikken. Pikken er et udforskende organ, eller rettere penetrerende, man bruger den til at forstå. Efter de 60 år finder man så ud af, at der også eksisterer andre organer, for eksempel tyktarmen, bugspytkirtlen og prostata. Jeg anede ikke, hvad fanden den var for en, den der prostata, jeg havde aldrig haft æren, men omkring de 67 år dukkede den pludselig op, og siden har der ikke været andet end bøvl med den lorteluder. Pikken forsvinder, og prostata indfinder sig.”

De ansatte kræver, at museet fremover er mere omhyggelig med sin udvælgelse af optrædende af hensyn til museets omdømme.

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger. Rasmus Paludan stadig rejsende i bål og brand, og i sidste uge fandt endnu en koranafbrænding sted foran en moské i Stockholm. Denne gang var det ikke Paludan, men en svensk-irakisk borger, der udnyttede sin ”ytringsfrihed”.

Pave Frans fordømte handlingen, og sagde, at ytringsfriheden bør ”aldrig bruges som et middel til at ringeagte andre”. Koranafbrændingen var den første af sin slags i Stockholm, siden Paludan gjorde det samme foran den svenske hovedstads tyrkiske ambassade i januar.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af straffelovens daværende blasfemiparagraf – § 140 -og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed. Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi.

I forbindelse med sagen, fik vi opfrisket tidligere sager, hvor påstået blasfemi er blevet vurderet af domstolen. I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kan yde en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse? Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kan man selv efter en genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet allerede i 2015, at hvis blasfemiparagraffen ophæves, vil det betyde, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Politisk flertal for at genindføre blasfemiparagraffen?

I 2017 var Socialdemokratiet det eneste parti, der stemte imod afskaffelsen af blasfemiparagraffen – det, som i dag sikrer Paludans ret til at gøre, hvad han gør.

Ligestillingsordfører fra Socialdemokratiet, Trine Bramsen, har i et nyhedsindslag til TV 2 sagt: “I 2017 stemte vi imod, at det skulle lovliggøres at brænde andres hellige skrifter af, og vi kan stadig ikke se, hvorfor det skal være fuldt lovligt at brænde andres hellige skrifter af. Vi kan ikke se, hvad det bidrager til i den offentlige debat.”

Hvad regeringspartierne Moderaterne og Venstre egentlig mener, er uklart. Foreløbig dækker de sig skammeligt bag monotone forsvar for ”ytringsfriheden”.

Mandag den 13. juni 2022 vakte det opmærksomhed på Wall Street, at afkastet på en amerikansk 2-årig statsobligation pludselig blev større end afkastet på en 10-årig obligation.

Den såkaldte omvendte rentekurve eller omvendte obligationsrentekurve (inverted yield curve) viser sig, når efterspørgslen i markedet for lange papirer overstiger efterspørgslen efter korte papirer.

Kortsigtede renter følger typisk forventningerne om, hvor Federal Reserve vil fastsætte dag-til-dag-renten, mens de lange renter afspejler mere fjerntliggende forventninger om økonomisk vækst og inflation.

Når rentekurven vender, signalerer det, at markederne prissætter en stigende risiko for, at Federal Reserves forhøjelse af den korte rente, der har til formål at bremse den høje inflation, vil skade væksten og vippe økonomien ud i en recession. Centralbanken kan i højere grad styre den korte rente gennem pengepolitikken, mens den lange rente er mere markedsdrevet.

Normalt er der en positiv forskel mellem renten på korte papirer og lange papirer. Renten på en obligation med 10-års løbetid er normalt højere end på et 3-måneders papir, fordi investorer normalt forventer en vis præmie for at binde midlerne i lange papirer, hvor der kan være en vis risiko i form af det fremtidige inflationsniveau m.v.

En omvendt eller inverteret rentekurve tolkes af nogle finansfolk som et sikkert tegn på en kommende recession.

Når folk er pessimistiske med hensyn til fremtiden, investerer de mindre i mere risikable aktiver, såsom aktier, og mere i langsigtede statsobligationer. Et skifte i efterspørgslen fra korte til lange papirer kan være et tegn på forventninger om en kommende periode med meget lave renter – måske endda en egentlig recession!

Som følge heraf stiger priserne på lange obligationer, og renten falder. Samtidig stiger renten på kortfristede lån, fordi færre mennesker er interesserede i dem. Resultatet er en omvendt rentekurve, som udtrykker folks skepsis over for fremtiden.

Rentekurven – renten på tiårige obligationer minus renten på toårige obligationer – er nu ifølge Federal Reserve Bank of St. Louis på -1,08. Det er det svageste tal siden 1981 og klart svagere end både under coronakrisen og finanskrisen.

Hver gang rentekurven er vendt i løbet af de sidste 70 år, har det betydet recession – det vil sige økonomisk afmatning over en periode på mere end seks måneder. Erfaringsmæssigt vil recessionen ramme mellem seks og 18 måneder efter, at rentekurven er inverteret, men normalt tager det mere end tolv måneder.

Nu er det tolv måneder siden rentekurven inverterede i juni 2022, så vi nærmer os det tidspunkt, hvor den amerikanske økonomi vil bevæge sig mod recession.

Hvis det sker, vil det også kunne mærkes i Danmark

Siden 1960 har USA aldrig været i recession, uden at Europa også har været det.

Den tid er forbi, da Dansk Folkeparti blev karakteriseret som ”ikke-stuerene” på grund af deres modstand mod immigration, og regeringskoalitionen mellem Østrigs konservative folkeparti, ÖVP, og Jörg Haiders FPÖ i 1999 fik andre europæiske højrepartier til at kræve ÖVP smidt ud af EPP, den konservative partisammenslutning i Europa-Parlamentet.

Nu dannes der rask væk regeringskoalitioner med partier som De Sande Finner, Sverigedemokraterna og arvtagerne efter Mussolini, premierminister Giorgia Meloni og hendes parti Italiens Brødre.

Holdninger, især på indvandrings- og klimaområdet, der tidligere var forbeholdt partier på den yderste højrefløj er nu overtaget nationalkonservative partier tæt på den politiske midte.

I Frankrig er det for eksempel ikke længere er til at se forskel på det gamle gaullistparti, Republikanerne, og Marine Le Pens National Samling.

Især i Østeuropa har de nationalkonservative partier været tidligt ude mod indvandring, ”regnbuerevolutioner” og wokisme. I Ungarn og Polen er der betydelig modstand mod muslimsk indvandring og den ”woke”, multikulturelle EU-elite, men også i Sydeuropa breder modstanden mod ESG (Environmental and Social Governance) og andre woke bevægelser.

Det er utvivlsomt en stor fejl blot at skyde skylden på populistiske politikertyper, der skaber kunstige fjendebilleder. De folkelige reservationer overfor politisk korrekte og woke holdninger til klima og miljø, immigration, LBGT+ m.v. bør ikke undervurderes.

EU

I EU kan debatten om den kontroversielle Naturgenopretningslov give et fingerpeg om stigende bekymring for omkostningerne ved miljø-, klima- og naturpolitikken, og måske er stemningen omkring den grønne omstilling ved at vende.

Forslaget til en forordning om naturgenopretning i EU blev fremlagt af EU-Kommissionen for et år siden som del af den store europæiske Green Deal-pakke. Den skal via bindende mål føre til genopretning af nedslidte økosystemer, øget biodiversitet, mindre klimabelastning og større europæisk modstandskraft mod naturkatastrofer.

Et centralt mål er, at mindst 20 procent af EU’s land- og havbaserede arealer skal være genoprettet i 2030. Alle pressede økosystemer skal være genoprettet i 2050.

Lovens mål skal realiseres via nationale genopretningsplaner, der skal indleveres til EU-Kommissionen senest to år efter lovens ikrafttræden. EU’s miljøministre vedtog den 20. juni en lettere udvandet version af Kommissionens oprindelige forslag. Danmark stemte for.

Europa-Parlamentets miljøudvalg har ikke formået at finde et flertal for en tekst. Derfor indstiller udvalget til, at forslaget forkastes, når det den 11. juli kommer til endelig afstemning i parlamentets plenum.

Hvis parlamentet forkaster forslaget til en naturgenopretningslov, skal EU-Kommissionen starte forfra. Det kan næppe nås, før en ny EU-Kommission tiltræder i efteråret 2024.

I Europa-Parlamentet har EPP-gruppens formand, den tyske CSU-politiker Manfred Weber, arbejdet hårdt på at sikre gruppedisciplin omkring et nej til naturgenopretningsloven. Fra Danmark er de konservative medlem af EPP-gruppen.

Han argumenterer for en pause i miljølovgivningen og for at ”sætte konkurrenceevne i centrum de kommende få måneder og specielt i den næste lovgivningsrunde”.

Det er især landbrugets interesser, som Weber og EPP har fokus på. En EU-lov, der fordrer genopretning af betydelige naturarealer, vil koste landbruget dyrt, mener man.

”Naturgenopretning vil betyde en reduktion i landarealet, der bruges til landbrug« og give et stort hul i landmændenes allerede meget spinkle budgetter, bringe Europas fødevareforsyning i fare og øge inflationen”, har argumentationen lydt.

De europæiske landbrugsorganisationers paraplyorganisation, Copa-Cogeca, har længe lobbyet intenst for at få naturforslaget taget af bordet.

Grækenland

Efter parlamentsvalget den 25. juni 2023, hvor venstrefløjen trods skandaler, katastrofer, fattigdom og inflation led nederlag til højrefløjen i græsk politik.

Med en valgdeltagelse på kun 52,8 pct. kom kun 8 af de 32 partier, der stillede op, ind i parlamentet.

Centrum-højrepartiet Nyt Demokrati opnåede 40,5 procent af stemmerne. Kombineret med en sejrsbonus er det nok til at sætte sig på 158 ud af parlamentets 300 pladser. Samtidig kom tre partier fra det yderste højre også ind i parlamentet.

Højrefløjspartiet Spartanerne vandt 4,7 pct. af stemmerne og 12 mandater. Partiet indgår i en ekstrem højre-koalition sammen med partierne Græsk Løsning og Niki, og tilsammen fik de tre næsten 13 pct. af stemmerne og vandt 34 pladser i parlamentet.

Spartanerne, Græsk Løsning og Niki er forenet omkring et sæt principper, der i høj grad understreger fjendtlighed over for masseimmigration, nærhed til den græsk-ortodokse kirke, bekymring over den demografiske udvikling, fjendtlighed over for Tyrkiet og Nordmakedonien, og en stærk græsk identitet. Hertil kommer skepsis over for NATO, EU og med forbehold overfor den militære bistand til Ukraine.

I Grækenland betød valget, at den konservative Kyriakos Mitsotakis får fire år mere som regeringsleder.

Spanien

I Spanien er magten i årtier skiftet mellem det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE, og det konservative Partido Popular, PP, men den økonomiske krise medførte nye protestpartier, og spansk politik har i de sidste år været karakteriseret ved manglende muligheder for at danne stabile parlamentariske flertal.

Ved valget den 23. juli 2023 i Spanien, kan den socialistiske Pedro Sanchez meget vel blive skiftet ud med en regering ledet af det konservative Partido Popular, PP.

Oppositionspartiet PP og Alberto Núñez Feijóo har forsøgt at fremstille sig selv som et moderat, midtersøgende parti i håb om at vælte Pedro Sánchez’ socialistisk ledede regering. PP er dog parat til at alliere sig med det yderste højre, hvis det ikke opnår absolut flertal alene ved valget den 23. juli.

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut. PP – hvis række af eftertrykkelige sejre i sidste måneds regionale og kommunale meningsmålinger fik Sánchez til at udskrive et tidligt parlamentsvalg – har allerede i flere regioner indgået en koalition med Vox for at sikre sig magten i lokalregeringerne.

Den liberale fløj i Spanien havde tidligere forhåbninger til partiet Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien. Partiet udviklede sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende, liberalt alternativ til det konservative PP, men ved sidste valg mistede partiet 40 mandater og har nu kun 10 pladser i parlamentet.

Det stærkt højreorienterede, indvandrerkritiske og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, fik ved sidste valg 52 mandater og har den 23. juli udsigt til at blive Spaniens andet største parti.

Partiets valgmøder trækker titusinder af mennesker, ofte svøbt det spanske flag, og lederen af VOX, Santiago Abascal, tiltrækker sig med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler stor opmærksomhed.

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Senest har han bebudet at den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder, skal ophæves ligesom alle cykelstier skal fjernes.

Vox fører valgkamp med store bannere, der viser en hånd, der kaster symboler, der repræsenterer feminisme, LGBTQ+-rettigheder, catalansk uafhængighed, miljøprogrammer og kommunisme, i en skraldespand.