Vi har set Jakob Ellemann-Jensens ledelsesmetoder fra sergentskolen i Varde demonstreret på gruppemedlemmerne Jacob Jensen og Marcus Knuth.

Weekendavisen kunne den 6. december 2019 berette, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, muligvis endnu ikke har sat en endegyldig politisk retning for sit parti. Til gengæld slækker den tidligere officer i hæren ikke på disciplinen i Venstres rækker.
Det fik folketingsmedlem Jacob Jensen at føle, da han under et gruppemøde sig at samtale med sin sidemand efter officiel mødestart.
Ellemann-Jensen bemærkede spidst, at han var glad for Jacob Jensens tilstedeværelse, men at han godt ville have ro og præcision.

Det fik Jacob Jensen til at erklære, at den tone ville han ikke finde sig i, hvorefter han pakkede sine ting og forlod gruppeværelset.

Jacob Jensen skulle i modsætning til den ligeledes udvandrede Marcus Knuth, der gik over til de konservative, være vendt retur til Venstres gruppe. Hvad der skal ske med Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, er til gengæld uklart.
Lørdag den 11. januar 2020, kl. 22.07 offentliggjorde Venstre en kortfattet meddelelse, hvori det blev bekendtgjort, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen havde besluttet at fratage Kristian Jensen ordførerskabet og samtlige hans udvalgsposter i Folketinget.
Baggrunden for det opsigtsvækkende budskab var, at Kristian Jensen i et interview til Jyllands-Posten foreslog, at Venstre går sammen med de Konservative, S-regeringen og de Radikale om en storstilet reformplan, der frem mod 2030 skal udstikke kursen for dansk økonomi.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, fastslog i Jyllands-Posten, at Kristian Jensen ikke talte på vegne af Venstre.

Hvor Kristian Jensen nu går hen er ligegyldigt, men udviklingen i Venstre bliver interessant.

Det er muligt, at eleverne på sergentskolen i Varde blev rådet til at slå hårdt og hurtigt ned på ethvert anløb til brud på disciplinen og anløb til mytteri. Kristian Jensens adfærd og Jacob Ellemann-Jensens ledelsesstil sender imidlertid signaler om, at noget er riv-raskruskende galt i et Venstre, hvor der tydeligvis ikke er højt til loftet og langt til døren.

Hvad værre er: der er i øjeblikket ingen udsigt til at der kan etableres et troværdigt borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regering.

Udviklingen på Nørrebro i København har givet anledning til frygt for at bydelen var definitivt tabt. Den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, har gjort Nørrebro og Nordvest til usikre områder for alle andre end kriminelle indvandrerbander og venstreradikale grupperinger.

Men måske er vi bare snæversynede og intolerante, der ikke vil give plads til anderledes tænkendes udfoldelser?

Der syntes at være mere på spil. Når moderate socialdemokrater og personer af borgerlig observans opfatter kvartererne som regulære no-go zoner, som herværende ambassader råder udenlandske turister at holde sig fra, er der grund til alarm.

Sagen om Anahita Malakian og burgerbaren The Barn på Nørrebro i København har skabt opmærksomhed om den såkaldte ”venstreradikale medieplatform” Konfront.
Da Konfront, i begyndelsen af oktober publicerede artiklen ”Højreekstremist åbner burgerbar i Nordvest” med servering af ”nazi-burgere”, reagerede Konfronts læsere prompte på artiklens budskab. De verbale og fysiske trusler har som bekendt tvunget medlem af Nye Borgerlige, Anahita Malakian, til at forlade burgerbaren og Nørrebro.

Folkene bag Konfront siger selv, at mediet ikke har en hverken upartisk eller objektiv tilgang. Den radikale venstrefløj vil ligesom islamisterne grundlæggende et andet samfund. Begge grupper har den opfattelse, at demokrati og parlamentarisk politik ikke vil omvælte samfundet – kun radikal udenomsparlamentarisk revolutionær aktivisme og politik vil føre til de ønskede fundamentale reformer.

Skal vi nu vente at møde voldelige kamporganisationer som ISIS, De Røde Brigader, Baader-Meinhof gruppen eller og Blekingegadebanden i Mjølnerparken?

Det kan ikke udelukkes!

Skyderi i gaderne på Nørrebro har længe været dagligdags foreteelser og Konfront samarbejder åbent med tæskeholdet Antifa, den udenomsparlamentariske og anarka-feministiske gruppe AGITA og Anarchist Black Cross. Når det samtidig oplyses, at Torkil Lauesen er en af folkene bag Konfront, bør vi være forberedte på, at alt kan ske.

Det utrolige er nemlig, at på Nørrebro tillades det, at en dømt voldelig og kriminel aktivist, udsprunget fra det kommunistiske miljø, undervise unge mennesker på venstrefløjen. En aktivist der aldrig har villet ud med, hvem der trykkede på aftrækkeren og dræbte en ung politimand på Købmagergade

Torkil Lauesen, der er født i 1952, var i sin tid chefideolog i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe også kendt som Blekingegadebanden.
Han uddannede sig under sin 10-årige fængselsdom som cand.scient.pol. i 1997 og finansierer sin fortsatte voldelige kamp mod den demokratiske retsstat med offentlige midler i kraft af sin ansættelse som konsulent og bydelsrådgiver i Københavns Kommune.

Hvem ved om ikke Torkil Lauesen pønser på i en u-hellig alliance med Islamisk Stat at rette et sidste voldeligt slag mod det borgerlige danske samfund?

Allerede i 2016 mente statsminister Lars Løkke Rasmussen, at Danmark kun skulle betale bistand til ulande, som tager imod deres afviste statsborgere.
Det sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelse med Venstre-regeringens stort anlagte 2025-plan.

VLAK-regering forsøgte angiveligt i 2017 også at fremme udvisningerne af afviste asylansøgere blandt andet ved at bruge udviklingshjælp som et pressionsmiddel. Daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs søsatte et noget-for-noget-princip og en udsendelsespulje på 75 millioner kroner.

En række lande i Mellemøsten, Asien og Afrika modtager med den ene hånd hundredvis af millioner kroner i dansk ulandsbistand, mens de med den anden hånd afviser at samarbejde om at modtage egne statsborgere, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Intentionerne om at bremse den trafik blev dog aldrig realiseret, og Dansk Folkeparti pressede tilsyneladende ikke på, ligesom Konservative og Liberal Alliance var helt passive.

Resultatet er, at i 2019 har Danmark som minimum givet 385 millioner kroner i ulandsbistand til seks lande, som ikke samarbejder om at modtage tvangsudsendte asylansøgere: Irak, Iran, Sudan, Congo, Syrien og Myanmar.
Det er ikke kun humanitær bistand og akut nødhjælp til lande som vi ellers ikke kan samarbejde med.

Iran
Jyllandsposten kan den 11. januar 2019 oplyse, at der går danske ulandsmillioner til at skabe vækst i det iranske præstestyre. Et ulandsprojekt til over ni mio. kr. skulle angiveligt forbedre erhvervsforholdene og støtte den økonomiske vækst i Iran, og siden 2017 er der brugt over 5 mio. ulandskroner på projektet i Iran.

Projektet kommer som en overraskelse for flere politikere, der blandt andet kritiserer, at man overhovedet samarbejder med Iran, når Iran bryder så mange menneskerettigheder. Støtten til landet omtales som særligt problematisk nu, fordi Iran ”har droppet bomber ud over vores soldater”, som Venstre formulerer det.
Dansk Folkeparti

Dansk Folkepartis deroute

I efteråret 2019 krævede Dansk Folkeparti ”øjeblikkelig handling” fra regeringen. Det var partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, der pludselig viste resolut handlekraft.

Siden har vi ikke hørt meget om den sag fra Dansk Folkeparti, og dermed bekræftes Dansk Folkepartis synlige deroute. Tidligere kunne Espersen være skarp som en ragekniv, hvis ubesindige folk snakkede om lempelser i udlændingepolitikken, ophævelse af forsvarsforbeholdet eller flirtede med det ønskelige i at tilslutte sig euro-samarbejdet.

Ulandsbistanden har Espersen altid haft et godt øje til, men frem til Folketingsvalget var Søren Espersen nærmest usynlig, mens han havde travlt med at gnave sine ben, hvor det største er posten som Kommitteret for Hjemmeværnet.

Ikke kun har bengnaveriet sat sig synlige spor i Espersens fysiske fremtoning. Den tidligere robuste tæthed skæmmes nu af en voldsom udvidelse af livvidden. Espersen virker også nærmest paralyseret af sin omgang med folkene på Kastellet og de gode frokoster hos våbenproducenten Terma.

Den tidligere kompromisløse og terrieragtige indædthed i forhold til Danmarks NATO-medlemskab og tætte forhold til USA, blev afløst af taktiske og vage formuleringer.

Udover at DF passivt har fulgt de fatale konsekvenser af Politireformen, har den Kommitterede også sanktioneret, at Hjemmeværnet i Nordsjælland med centraliseringen på Høvelte kaserne har opgivet den lokale forankring, og i realiteten er det Hjemmeværn vi har kendt, smadret.

Var det ikke meningen, at han som Kommitteret netop skulle sikre den folkelige interesse i Forsvar og Hjemmeværn?

Mette Frederiksen havde kun været justitsminister i få uger, da hun i efteråret 2014 skilte sig af med sin daværende departementschef, Anne Kristine Axelsson, og sendte hende til Kirkeministeriet. Det skete som led i oprydningen efter sagen om Bødskovs såkaldte nødløgn, som Axelsson var involveret i.

De øvrige ledende embedsmænd i Justitsministeriet opfattede flytningen som så urimelig, at de dagen efter mødte op i sort tøj.

Normalt kan kun juridiske kandidater med topkarakterer fra Københavns Universitet påregne topposter i Justitsministeriet. Men i begyndelsen af 2015 udnævnte justitsminister Mette Frederiksen Barbara Bertelsen som sin nye departementschef, og det blev begyndelsen på deres makkerskab som nu fortsætter i Statsministeriet.

Barbara Bertelsen
Det kommer ikke bag på nogen, at Mette Frederiksen i januar 2020 fyrede Christian Kettel Thomsen, der må påtage sig en væsentlig del af ansvaret for centraladministrationens deroute og den generelle disrespekt for ledende embedsmænd.

Ansættelsen af Barbara Bertelsen i Statsministeriet, betyder samtidig at det er tredje gang, Mette Frederiksen udskifter en departementschef. Første gang var i 2013, da hun som beskæftigelsesminister sagde farvel til den mangeårige departementschef Bo Smith efter et par år, hvor de to havde haft et konfliktfyldt forhold.

Det forlyder, at Socialdemokratiet siden partiet i 1982 mistede sit monopol på regeringsmagten har haft en ”dødsliste” over embedsmænd, de ville af med. Svend Aukens håndgangne mand og leder af Socialdemokratiets politisk-økonomiske afdeling 1986-1992, Jacob Buksti, omtalte i snævre kredse listen, som dem, der efter en kommende magtovertagelse ”skulle føres om bag laden og der modtage nakkeskuddet”.

Kredsen af skrupelløse socialdemokrater omkring Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen har i årevis med flid opdateret listen, som Bo Smith angiveligt stod på, og som den nu erstattede Christian Kettel Thomsen givet også har stået på.

Efter udskiftningen af Bo Smith i 2013 forlod tre andre topembedsmænd også Beskæftigelsesministeriet efter at være raget uklar med Mette Frederiksen. Noget tilsvarende skete siden i Justitsministeriet, hvor flere ledende embedsmænd forlod ministeriet under hende og Barbara Bertelsen.

Mette Frederiksen var som beskæftigelsesminister kendt for at gå hårdt til sine embedsmænd. I en sådan grad, at de ledende af dem til sidst besluttede at skåne almindelige fuldmægtige ved ikke at tage dem med til møder med ministeren.

Som statsminister har Mette Frederiksen etableret et nyt politisk sekretariat med hendes mangeårige væbner Martin Rossen i spidsen. Sekretariatet bliver set som et forsøg på at skabe en endnu stærkere politisk kontrol med embedsværket. Med Barbara Bertelsen som departementschef og villighed til at legitimere og blåstemple kontrollen overalt på Slotsholmen realiseres en gammel socialdemokratisk drøm om at ”eje” de offentligt ansatte.

Mette Frederiksens tillid til Barbara Bertelsen som villigt instrument
Tilbage i 2015 vakte udnævnelsen af en juridisk kandidat fra Aarhus opmærksomhed. Hvorfor udnævnte Mette Frederiksen som helt ny justitsminister en i offentligheden helt ukendt til den prestigefyldte post som departementschef i Justitsministeriet?
Barbara Bertelsens baggrund var en net, men ikke prangende karriere i Justitsministeriet. Herfra fik hun supplerende erfaring fra det politiske maskinrum i Statsministeriet. Det var imidlertid først under SR-regeringen at hun gjorde sig bemærket i den famøse og nu nedlagte Moderniseringsstyrelse under Finansministeriet.

Her havde Barbara Bertelsen ansvaret for:
• Forberedelse, forhandling og implementering af statslige overenskomster
• Personale- og pensionsjuridisk rådgivning og vejledning til statslige institutioner
• Analyser af blandt andet tjenestemandsområdet, lønudvikling mv.
• Koncernfælles HR for Finansministeriets koncern

Blandt hendes ”bedrifter” i Moderniseringsstyrelsen nævnes aftalen med gymnasielærerne og orkestreringen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.

Aftalen, der ”revolutionerede” gymnasielærernes arbejdstidsregler, blev efterfølgende stemt ned af et stort flertal af gymnasielærerne. Lærerkonflikten har fået sin helt egen plads i historien.

Lærerkonflikten og Mette Frederiksen
Mette Frederiksen var beskæftigelsesminister og indtog dermed en nøglerolle i planlægningen af arbejdstidsreformen i Folkeskolen og i eksekveringen af regeringsindgrebet i lærerkonflikten i foråret 2013.
Med et Beskæftigelsesministerium som passiv tilskuer virkede Barbara Bertelsen og Moderniseringsstyrelsen i kulissen aktivt som rådgiver for beskæftigelsesministeren – Mette Frederiksen – i det uhørte overgreb mod det danske aftalesystem.
Barbara Bertelsen demonstrerede en skrupelløs villighed – og evne til – at sørge for at gennemføre de forandringer, politikerne ønskede, på et tilsyneladende uangribeligt fagligt grundlag.

Tidligere minister og SF-formand Annette Vilhelmsen har i bogen ”Søren og Mette i benlås” oplyst, at det var regeringen, der stod bag lærerlockouten efter sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og kommunerne. Det var også regeringen, der i april 2013 besluttede at gribe ind og afslutte lærerlockouten.
Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti oplyser i bogen, at han allerede fra et møde med statsminister Helle Thorning-Schmidt i oktober 2012 vidste, at ”det hele var lagt til rette på forhånd, og lærerne ikke havde noget at forhandle om”.

Har defineret ”god arbejdsgiveradfærd i staten”
Udover Barbara Bertelsens bistand til Mette Frederiksens indsats med at kue gymnasie- og folkeskolelærere, har hun i Moderniseringsstyrelsen haft ansvaret for at definere ”god arbejdsgiveradfærd i staten” og for arbejdet med at sikre, at løn og arbejdstid i de statslige institutioner anvendes bedst muligt til at løse kerneopgaven.
Barbara Bertelsen har dermed sin del af ansvaret for de sidste års tilsidesættelse af hensynene til ordentlighed og personalepolitiske principper i centraladministrationen. Når fokusering og effektivisering af hele systemet får forrang må hensynene til lovlighed, faglighed, sandhedspligt og partipolitisk neutralitet vige. Når det rundt om på Slotsholmen erfares, at på allerhøjeste niveau helliger målet midlet, tager andre også ved lære – især i de ministerier og styrelser, hvor der ikke er et kvalificeret modspil fra erfarne ministre.

Justitsministeriet
Departementschefen i Justitsministeriet 1991-2011, Michael Lunn, var kendt som en af Slotsholmens stærke topembedsmænd og er betegnet som en af de stærkeste departementschefer i nyere tid. Selvom det var en stående joke, at de mange justitsministre, som Michael Lunn arbejdede for, var ”under departementschefen”, blev han kendt for at være en loyal departementschef, som var i stand til at holde balancen mellem klassiske retsprincipper og de politiske krav om stramninger.

Efter Lunns pensionering i 2011 og under skiftende justitsministres (Morten Bødskov, Mette Frederiksen, Søren Pind og Søren Pape Poulsen) svage ledelse er der foregået en veritabel nedsmeltning i Justitsministeriet, politi og anklagemyndighed.

Kritikken er haglet ned fra pressen, fra organisationer, fra retsordførere og endda fra egne rækker.

Udtryk som “et farligt kulturproblem”, “en bristet tillid”, “smøl”, ”inkompetence”, ”ulovlig administration” og “sløseri” har fyldt mediefladerne i de sidste år, og i mange tilfælde var ordene rettet mod Justitsministeriet.
De pauvre resultater, de seneste borgerlige justitsministre, Søren Pind og Søren Pape Poulsen, kan fremvise, er tydeligvis opnået efter hårde kampe med rådgiverne i Justitsministeriet. Barbara Bertelsens imødekommende opposition, juridiske spidsfindigheder og lirum larum har været ganske effektive til at kontrollere justitsministrenes spagfærdige forsøg på at gøre en forskel.

Politiets oplysninger om borgernes aktivitet i telenettet kan være helt afgørende brikker i efterforskning og retssager. Men i årevis har disse teledata været fyldt med fejl på grund af en systemfejl i Rigspolitiet.

Over 10.700 sager skal granskes for at afdække de potentielt skæbnesvangre fejl. Affæren om politiets fejl, der rejser ny tvivl om et centralt bevismiddel, blev holdt skjult for domstolene og Folketinget i over 100 dage.

I den omfattende teledataskandale er Barbara Bertelsen blevet kritiseret for i flere måneder at have kendt til problemerne med teledata uden at orientere sin minister, som på det tidspunkt var Søren Pape Poulsen

Forklaringen om den manglende ministerorientering er åbenlyst usandsynlig, men Bertelsens ”nødløgn” kan ses som et udtryk for dårlig dømmekraft. Men det kan også være, den skyldes, at hun loyalt ville beskytte ministeren.
Selv har Søren Pape Poulsen i hvert fald kvitteret for Bertelsens hjælpsomhed med ordene: ”Jeg mener, hun har handlet korrekt.”

Under alle omstændigheder har tele-skandalen sammen med alle de andre sager rejst tvivl om hvad der egentlig er foregået mens Barbara Bertelsen har været departementschef i Justitsministeriet.

Justitsministeriets håndtering af Offentlighedslov, offentligt ansattes ytringsfrihed, sagspuklerne i anklagemyndigheden, Tibet-sagen, Rigspolitiets ulovlige administration, Tele-sagen og politiets generelle ineffektivitet påkalder sig sønderlemmende kritik.
Dagbladet Politiken prøvede ganske vist den 27. januar 2019 at skabe det indtryk, at Justitsministeriet siden 2015 har undergået en kulturrevolution under ledelse af departementschef Barbara Bertelsen. Det hævdes, at Justitsministeriet nu gennemfører ministerens ønsker så langt som overhovedet muligt. Ministeriet leverer ifølge Politiken nu så hurtige og så hårde resultater, at retssikkerheden ligefrem er truet.

Skandalen omkring afdelingschef Bettina Jensen i Rigspolitiet har afdækket, at markante fejl har præget Rigspolitiets indkøb af konsulentydelser i 2015 og 2016. Udbudsreglerne har ikke været overholdt i en stor del af aftalerne, viser en analyse, som Rigspolitiet selv har gennemført. I analysen indgik 240 kontrakter. Det dækker 87 procent af de indgåede aftaler i perioden 1. januar 2015 til 1. september 2016 til en samlet værdi af 273 millioner kroner.

Ifølge analysen er udbudsreglerne kun overholdt for 38 procent af de undersøgte udgifter. Derudover har det ikke været muligt at vurdere, om 11 procent af de undersøgte udgifter er sket efter reglerne.

Som afdelingschef gav hun opgaver til konsulenter uden at sætte ydelserne i udbud. Reglerne var ikke blevet fulgt i forbindelse med køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner. Bettina Jensen købte således uden udbud ydelser for i alt 43,3 millioner kroner fra konsulenterne Mariann Færø, Christine Thorsen og Christian Behrens. I øvrigt har dagbladet B.T. beskrevet, at hun også gav opgaver til konsulenten Peter Andersen, som hun var på tæt venskabelig fod med.
Afdelingschef Bettina Jensen har tidligere slået sine folder i Danmarks Radio, og mon ikke det kan antages, at en undersøgelse der ville afdække, at reglerne heller ikke i DR har været overholdt?

Bettina Jensen slap i første omgang
Bettina Jensen fratrådte sin stilling i Rigspolitiet i februar 2017. Det skete efter gensidig aftale. I november 2019 blev det oplyst, at Københavns Politi havde besluttet ikke at indlede en straffesag om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.
Oplysningen om, at Københavns Politi havde sagt stop, kom fra den ledende anklager – advokaturchef Dorit Borgaard, der udtalte at: ”Efterforskningen har ikke kunnet påvise, at hun har modtaget bestikkelse eller begået andre strafbare forhold i forbindelse med sin ansættelse i Rigspolitiet”.

Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har tidligere indrømmet, at der skete “markante fejl”. Når Bettina Jensen ikke kan drages til ansvar, betyder det så, at hendes omgåelse af udbudsregler m.v. har været sanktioneret af politiets ledelse?

Rigsadvokaten skrider ind
Rigspolitiet – der anmeldte Bettina Jensen, var ikke tilfreds med at Københavns Politi ville lade sagen falde. De klagede til Rigsadvokaten, der nu har bedt Københavns Politi genoptage efterforskningen i straffesagen om blandt andet bestikkelse mod Bettina Jensen.

Hvad med andre ministerier?
Sagen rejser også spørgsmålet: Når selveste Politiet ikke overholder gældende regler, er der så også i andre ministerier tale om systematiske overtrædelse af reglerne, herunder vedrørende udbud? Hvordan har praksis været i Justitsministeriet, og hvorfor belønnes rigspolitichef Henrik Højbjerg med en udstationering i New York?

Britta Nielsen slipper ikke så let som Bettina Jensen
Den fra Socialministeriet bedrageritiltalte Britta Nielsen må ærgre sig over, at hendes sag ikke også fra starten blev bedømt af advokaturchef Dorit Borgaard. Selvom Britta Nielsen i 2017 modtog Dronningens fortjenstmedalje i sølv efter 40 års uafbrudt arbejde i Socialministeriet, har hun ikke undgået en straffesag for at betænke sig selv og hendes familie med midler, der var tiltænkt sociale formål.

https://www.bt.dk/samfund/nye-spor-fyret-politichef-skal-efterforskes-igen

Ved valget til Europa-Parlamentet i 1989 havde Venstre inden valget regnet med at få valgt mindst tre kandidater. Spidskandidaten var Niels Anker Kofoed, mens nummer 2 på listen var Tove Nielsen, der havde været medlem af Europa-Parlamentet i 10 år. Lars Løkke Rasmussen var nummer 3 på listen, mens Klaus Riskær Pedersen var opstillet som nummer 5.

Ved valget sprængte Riskær listen og blev valgt som Venstres anden kandidat, sammen med Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen.

https://www.berlingske.dk/business/nu-maa-klaus-riskaer-bestemme-sig-vil-han-vaere-politiker-eller

Folkenes Forbund etableredes i 1920 af 29 af krigens sejrherrer.

En række neutrale lande, heriblandt Danmark, blev inviteret til at tilslutte sig fra begyndelsen, og senere indtrådte andre lande, bl.a. krigens tabere og Sovjetunionen, der i første omgang var blevet udelukket.

USA ratificerede aldrig Versailles-traktaten, fordi landet syntes, at betingelserne var for hårde og forhandlede sig i stedet frem til en aftale med Tyskland: (Berlin-traktaten af 1921). USA stod derfor uden for Folkenes Forbund, hvilket afgørende svækkede organisationen.

Tyskland blev faktisk medlem i 1926, men meldte sig i 1933 ud efter den nazistiske magtovertagelse.

I anden halvdel af 1930’erne forholdt Danmark sig stort set passivt i forbundet, og efter den tyske besættelse forlod Danmark Folkeforbundet i juni 1940.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/100-ar-gamle-fredsforventninger-blev-skuffet

Der er undtagelsestilstand i Mali og Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til hovedstaden Bamako. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge byen.

På grund af en meget høj sikkerhedsrisiko fraråder udenrigsministeriet alle rejser til Mali.

Hvis du alligevel vælger at rejse, anbefaler udenrigsministeriet at man bør søge rådgivning fra et professionelt sikkerhedsfirma.

Alligevel har udenrigsministeriet en ambition om at Danmarks partnerskab med Mali kan bidrage til, at Malis befolkning oplever varig fred og udvikling understøttet af en inklusiv og legitim stat med respekt for menneskerettighederne.

Derfor yder Danmark over 5 år udviklingsbistand til Mali på en milliard kroner og årlige nødhjælpsbidrag på 30 – 50 millioner kr.

Udover udviklings- og nødhjælpsbistand bidrager Danmark med 60 soldater til FN-missionen, Minusma, samt med 70 soldater og 2 transporthelikoptere til den fransk ledede militære operation, Barkhane.

Danmark løser desuden diverse transportopgaver med 6 ugentlige flyvninger i Mali med forsvarets Herkules-propelfly.

Omkostningerne ved den militære indsats i Mali er ikke oplyst.

https://um.dk/danida/lande-og-regioner/landepolitikker/mali/

Den 8. maj 2018 trak USA’s præsident, Donald Trump, USA ud af atomaftalen med Iran (Joint Comprehensive Plan of Action) og genindførte – og optrappede – de økonomiske sanktioner mod Iran.

For USA var det ikke kun Irans atomprogram, der var et problem. USA og Donald Trump har ikke ønsket at være passive tilskuere til, at det iranske præstestyre ustraffet kunne true Israel med udslettelse, sprede uro og terror i hele Mellemøsten og brutalt undertrykke sin egen befolkning.

Iran har aktier i krigene i Syrien og Yemen, og iranske agenter har stået bag mordforsøg og mord på eksil-iranere i flere EU-lande, herunder Danmark.

For USA og naboerne i Mellemøsten har Irans udvikling af ballistiske missiler og cyper-aktiviteter, der giver anledning til frygt. Iran står angiveligt bag cyper-angreb mod USA, Israel, Saudi-Arabien og andre arabiske Gulf-lande.

Irans destabiliserende aktiviteter i regionen via organisationer som Hizbollah i Libanon, Hamas i Gaza, Houthi-bevægelsen i Yemen og en række militser i Irak og Syrien, er simpelthen uacceptable for USA og allierede som Israel og Saudi Arabien.

Irans reaktion på opsigelsen af atom-aftalen

Atom-aftalens opsigelse og de efterfølgende amerikanske sanktioner har været særdeles mærkbare i Iran og formentlig også hæmmet Irans allianceopbygning og destabiliserende aktiviteter i Mellemøsten.

For at undslippe Donald Trumps politiske og økonomiske belejring er Generalmajor Qassem Suleimanni og Iran slået ind på et spor af stadig mere ekstrem radikalisering.
Fra angreb på USA’s allierede i regionen er Suleimanni gået over til at chikanere og angribe amerikanske mål.

Iran har således gennem længere tid testet USA’s grænser i Mellemøsten. Næppe med sigte på åben krig, men for – især over for alliancepartnere og den hjemlige opinion – at demonstrere Irans styrke og evne til at slå igen.

Det må antages at Suleimanni og Teheran opererer ud fra den fejlagtige antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke har som mål at starte krige.

I maj 2019 blev fire olietankere angrebet i Hormuzstrædet og i juni blev en amerikansk overvågningsdrone skudt ned.

USA mente, at Iran stod bag, men Donald Trump aflyste i sidste øjeblik et planlagt luftangreb, som skulle have hævnet Irans angreb.

Antagelsen om amerikansk passivitet blev tilsyneladende også bekræftet ved det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.

USA og Trump afstod fra militær gengældelse, selv om han havde udpeget Iran som ansvarlig for droneangrebet på saudi-arabiske oliefelter. Trump sendte ganske vist et hold soldater medbringende Patriot-missiler til Saudi-Arabien. Missilerne er egnede til at skyde fjendens missiler ned, inden de når deres mål. Men i forhold til andre kriser mente New York Times at vide, at saudiaraberne ikke var imponerede over amerikanernes indsats.

Iran og såkaldte ”analytikere” læser USA forkert

Den fejlagtige analyse, om at Trump af hensyn til 2020-valget for enhver pris ville undgå krigshandlinger, blev omtalt i New York Times og i Danmark villigt kolporteret af Berlingske Tidende i slutningen af december 2019. Grebet ud af luften hævdede Berlingske Tidende at Saudi-Arabien havde opgivet tanken om at få hjælp fra USA, hvis Iran angriber, og at hele magtbalancen i Mellemøsten var ændret.

Generalmajor Qassem Suleimanni og Irans nye desperate strategi med direkte at angribe amerikanske mål førte i perioden 2.-8. december 2019 ifølge amerikanske embedsmænd til angreb på baser med amerikansk personel i Baghdads lufthavn, og Asad-basen i Anbar-provinsen.

I sidste uge blev en amerikaner den 27. december 2019 dræbt og flere andre lemlæstede efter et raketangreb ved K1-basen i byen Kirkuk i Nordirak.

Som svar på angrebet på K1-basen bombede det amerikanske luftvåben den 29. december 2019 en militslejr nær grænsebyen al-Qaim og dræbte 26 irakiske shiakrigere fra Hizbollah-brigaderne.

Nytårsaften lod Suleimanni irakiske shiakrigere storme USA’s største og mest befæstede ambassade i Bagdad og der sættes ild til receptionen.

Den 3. januar 2020 sætter USA et droneangreb ind i nærheden af Baghad lufthavn og dræber generalmajor Qassem Suleimanni, øverstkommanderende for Quds-styrken i Irans Revolutionsgarde.

Amerikanernes ”red line”

Den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo har gentagen gange advaret iranerne mod at angribe amerikanske mål. Men Iran anså tydeligvis ikke truslen som troværdig, og det gjorde New York Times og Berlingske Tidende åbenbart heller ikke.

Den amerikanske regerings røde linje er tydeligvis amerikanske liv og ejendom, og Suleimanni og de kloge iagttagere på New York Times kunne med fordel have læst op på historien om Benghazi.

Benghazi

På årsdagen for angrebet på World Trade Center – den 11. september 2012 – blev det amerikanske konsulat i Benghazi i Libyen angrebet af en militant islamisk gruppe ved navn Ubaydah bin Jarrah. Angrebet kostede fire amerikanske diplomater livet, herunder ambassadøren Christopher Stevens.

Udenrigsminister Hillary Clinton og State Department omtalte i de følgende 14 dage angrebet som ”spontant”, udløst af en anti-muslimsk videofilm med Profeten Muhammed i en lidet flatterende hovedrolle.

Senere kom det frem, at det amerikanske udenrigsministerium, State Department, under Clintons ledelse inden angrebet havde overhørt 200 anmodninger om øget sikkerhed for konsulatet.

Som bekendt betjente Hillary Clinton sig i udstrakt grad af en privat mail i sit virke som udenrigsminister. Clintons officielle arbejdsmail i State Department – samt anmodningerne om øget sikkerhed til konsulatet i Benghazi – blev håndteret af embedsmænd – sagde man – og nåede angiveligt aldrig udenrigsministerens skrivebord eller Obama i Det Hvide Hus.

I USA har Republikanerne og Donald Trump ikke glemt Obamas og Clintons rolle i Libyen. Det må derfor antages, at da efterretningskilder indikerede, at Suleimanni og iransk-støttede militser i Irak ville fortsætte angrebene på amerikanske mål, har man sagt: ”Aldrig mere en Benghazi” og givet ordre til at eliminere Generalmajor Qassem Suleimanni.

Risikoen for gengældelser har næppe været en afgørende faktor. USA har allerede inden drabet på Suleimanni i nogen tid været i alarm-tilstand, hvor Iran overalt er en trussel mod amerikanske liv og ejendom.

 

Fredag den 3. januar 2020 har USA med et raketangreb i nærheden af Baghdad lufthavn dræbt den iranske generalmajor Qassem Soleimani, chef for den iranske revolutionsgardes Quds Force og den centrale koordinator af Irans vidt spredte militære indflydelse I Mellemøsten.

Ved angrebet blev endvidere dræbt lederen af den proiranske Kataib Hezbollah milits, Abu Mahdi al-Muhandis.

Angrebet er den foreløbig kulmination af en konflikt mellem USA og Iran, der har været under opbygning I længere tid. Raketangrebet er et umiddelbart svar på pro-iranske militsers angreb i sidste uge på den amerikanske ambassade i Irak, der koste en amerikaner livet. Dette angreb antages samtidig at være gengældelse for amerikanske luftangreb på Kataib Hezbollah.
I Irak har amerikanerne tidligere oplevet at fire katyusha-raketter er slået ned i nærheden af en militærbase, hvor amerikanske soldater opholder sig ved Mosul i Irak.
Desuden er tankskibe angrebet i Omanbugten ud for den iranske kyst.

Står Iran bag?
Iraneksperter tvivler ikke på, at det faktisk var Iran, der udførte eller stod bag raketangrebet i Iraq, angrebene på tankskibene og den efterfølgende nedskydning af den amerikanske marines drone.
Længere tilbage skal angrebet på Qassem Soleimani også ses som en reaktion på det sofistikerede droneangreb lørdag den 14. september 2019 på to saudiske olieanlæg tilhørende Aramco, det statslige saudiske olieselskab og verdens største olieeksportør.
Angrebet betød et midlertidigt tab af 5,7 millioner tønder olie pr. dag, hvilket er fem procent af den globale daglige produktion og det største uforudsete tab i verdenshistorien, og de overgår tabet i august 1990, da Saddam Hussein invaderede Kuwait under den første Golf-krig.

På oliemarkederne steg prisen på fremtidige olieleverancer umiddelbart med over 12 dollar – den største stigning siden future-handlen begyndte i 1988.
Teheran afviser officielt at stå bag, og den shiaislamiske Houthi-bevægelse i Yemen, der støttes af Iran, har taget ansvaret for angrebet. I alt ti droner blev sendt mod Abqaiq-anlægget, siger en talsmand for houthierne.
Saudi-Arabien har over årene investeret enorme summer i avancerede luftforsvarssystemer. Men tænketanken Euroasia Group siger, at Saudi-Arabiens luftforsvarssystemer primært er designet til at forsvare sig mod traditionelle trusler. Fra USA er siden modtaget et antal missilbatterier, der skulle være i stand til at hindre gentagelser.

Konflikten mellem Iran og USA
Da Det Hvide Hus i begyndelsen af maj 2019 sendte det amerikanske hangarskib USS Abraham Lincoln i Nimitz-klassen med ledsageskibe m.v. til den Persiske Golf var årsagen ifølge den daværende nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.
Udenrigsminister Mike Pompeo bekræftede at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”
“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgrupper, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.
“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

USA har lagt hårdt pres på Iran
Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, og i begyndelsen af 2019 satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde, IRGC, på terrorlisten. Det betyder at IRGC – og alle der samarbejder med IRGC – er pålagt strenge økonomiske sanktioner.
Sanktionerne rammer Iran er hårdt økonomisk. Valutaen – Rialen – er i frit fald og inflationen er galopperende. Den iranske befolkning på 84 millioner oplever faldende levestandard og arbejdsløsheden er frygtindgydende.

Iranske reaktioner
Iran reaktion har været at nægte at overholde atomaftalen, og grænsen for den tilladte oplagring i Iran af beriget uran er for længst overskredet.
Genopbygningen af lagre af beriget uran og truslen om helt at udtræde af atomaftalen sigter naturligvis på at presse USA og EU til at ophæve sanktionerne. Tankegangen i Teheran er, at udsigten til en eskalerende militær krise i Mellemøsten måske kan tvinge EU til en kraftigere indsats for at redde atomaftalen fra forlis, samt kompensere for de amerikanske sanktioner.
Det er imidlertid lidet sandsynligt, at EU kan gøre en forskel.

Revolutionsgardens Quds Force
I begyndelsen af april 2019 satte USA den iranske revolutionsgarde på listen over terrororganisationer.
Revolutionsgarden (The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC) har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, og Houthi-bevægelsen i Yemen.

EU-sanktioner mod Iran
Allerede i januar 2019 indførte EU-landene sanktioner mod Iran som følge af de formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig.
Sanktionerne er rettet mod en leder og en ansat i det iranske efterretnings- og sikkerhedsministerium, som begge blev optaget på EU’s terrorliste.

Den mangeårige chef for IRGC, general Muhammad-Ali Aziz-Jaafari, blev efter pres fra Irans præsident, Hassan Rouhani, i april 2019 af Ayatollah Ali Khamenei, som den øverste leder af de væbnede styrker, fjernet og erstattet af Hossein Salami, der samtidig blev forfremmet til generalmajor.

Irans Ayatollah Ali Khamenei er informeret om alle iranske aktiviteter, men det er den iranske Revolutionsgarde – The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der enten udfører eller sanktionerer aktionerne.
Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har på Twitter afsløret hvordan amerikanerne opfatter Revolutionsgarden:
“Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser organiseret i paraplyorganisationen Iraq’s Popular Mobilisation Forces, PMF, og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

Quds Force og Generalmajor Qasem Soleimani
Den enkeltperson i Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.
Soleimani blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleimani har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleimani, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza.
Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleimani.

Krig?
Mens Iran officielt afviser, at have spillet en rolle overhovedet i angrebene på amerikanerne i Irak, droneangrebet på de saudiarabiske olieanlæg eller truslerne mod skibstrafikken i Oman-bugten er USA ikke i tvivl. Iranerne har før demonstreret, at trængt op i et hjørne viger regimet ikke tilbage for noget.
Iran forsøger at vise USA og ikke mindst tilhængerne i Mellemøsten, at de også kan svare igen.
Iran er næppe interesseret i åben krig med USA, men det må antages, at Iran opererer ud fra den antagelse, at Trump ikke ønsker en krig inden 2020-valget. De iranske angreb er derfor ikke desperate handlinger, men nøje planlagte operationer af den slags, der sender signaler, men ikke starter krige.

USA
USA og præsident Trump er på den anden side determineret på i fuld samklang med Saudi-Arabien og Israel at slå hårdt igen mod Iran. USA er fuldt informeret om de eskalerende aktiviteter fra iranerne, og USA vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske eller allieredes interesser, uanset om disse handlinger foretages af en shia-militsgruppe i Irak, af PMF, af Hamas, af Houthis i Yemen eller Hizbollah i Gaza, eller andre, der reelt kontrolleres af Iran.

USA er fuldstændig overbevist om, at ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker eller interesser uden at ordren var givet af Qasem Soleimani og dermed af Ayatollah Ali Khamenei.