Category: Uncategorized

Modi vinder valget i Indien – endelige resultat den 23. maj 2019

Det indiske parlamentsvalg, der startede den 11. april, sluttede søndag den 19. maj. 900 millioner har været stemmeberettigede, og torsdag den 23. maj er stemmerne talt op og resultatet offentliggøres.
Parlamentsvalget, der har omfattet 20 stater med i alt 91 valgkredse, er ikke kun verdens største demokratiske manifestation (EU-Parlamentsvalget anses for at være det næststørste), men har også været opfattet som en folkeafstemning om premierminister Narendra Modi. Det indiske parlaments underhus ”Lok Sabha”, har 543 valgte pladser, og det kræver opbakning fra mindst 272 parlamentsmedlemmer for at danne regering. Parlamentets overhus hedder ”Rajya Sabha”.

Modi’s hinduistiske nationalistiske parti, det nuværende regeringsparti Bharatiya Janata Party (BJP – ”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti”) vandt en historisk jordskredssejr ved det sidste valg i 2014 og opnåede faktisk 282 mandater.

New York Times har den 19. maj 2019 i artiklen “India’s Narendra Modi Appears Headed for Re-election, Exit Polls Show” oplyst, at exitpolls fra sidste afstemningsdag søndag tyder på, at premierminister er på vej mod genvalg.
Ifølge alle større exitpolls har de 900 millioner registrerede vælgere taget godt imod Modis kontante hindunationalistiske politik og hans bestræbelser på at præsentere et billede af et stærkt Indien over for omverdenen. Hvis målingerne er nogenlunde præcise, vil Narendra Modi kunne regere videre i fem år mere.
Mindst syv exitpolls fra forskellige indiske medier forudså på sidste valgdag, at Modis parti, Bharatiya Janata Party, og dets alliance ville vinde mindst 280 af de 543 pladser i det indiske parlaments underhus, Lok Sabha. Dermed får alliancen et flertal og kan selv udpege den næste premierminister.
Det endelige resultat afventer optællingen og offentliggørelsen torsdag den 23. maj 2019.

Kongrespartiet klart slået

Narendra Modi og BJP har været helt utrolig aktive på de sociale medier og Modi er ufatteligt populær på trods af, at ikke alt er gået glat i de seneste fem år.
Kritikere i oppositionen har under valgkampen hævdet, at hans løfter om økonomisk vækst og jobskabelse ikke er opfyldt, og Indien er blevet mere religiøst polariseret under hans ledelse.
Det er imidlertid en kendsgerning, at oppositionen har været splittet. Modi og BJP har især været udfordret af Kongrespartiet, ledet af Rahul Gandhi. Gandhis far, bedstemor og bedstefar var alle indiske premierministre. Hans søster, Priyanka Gandhi, lancerede formelt sin politiske karriere i januar. Trods revitalisering af Kongrespartiet tyder målingerne på at partiet er klart slået.

Demokratisk valg?

Der har været beretninger om uregelmæssigheder under valget. I Baghpat, en valgkreds i den nordlige delstat Uttar Pradesh, klagede muslimske og dalitiske (“kasteløse”) vælgere over, at deres navne manglede på valglisterne.
To mennesker døde i voldelige sammenstød på valgsteder i den sydlige Andhra Pradesh-stat. I den centrale Chhattisgarh-stat detonerede oprørere en sprængladning nær en afstemningsboks, men tilsyneladende uden at forvolde skader. Fra andre valgkredse rapporteres om mindre uregelmæssigheder.

Konflikter i Indien

Indien er et klasseeksempel på et samfund, hvor multikulturelle og multietniske samfundsproblemer, fremstår meget tydeligt. Indien – med en befolkning på 1,25 mia. mennesker – beskrives undertiden som en kulturel smeltedigel, hvor etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed bliver til ét.
Realiteten er, at landet er præget af konflikter mellem hinduer og muslimer – konflikter der var en realitet længe før briterne underlagde sig Indien.

Hindunationalisme

Selvstændighedsbevægelsen var i høj grad var drevet af hindunationalistiske bevægelser, men delingen af Britisk Indien i 1947, var baseret på et ønske fra især muslimer om at få deres eget land, og sigtede på at fordele områder med muslimsk flertal til Pakistan og resten til Indien. Efter selvstændigheden fik Indien en sekulær forfatning, og dem, der ønskede en hinduistisk stat – et rent Hindustan – blev slemt skuffede. Det bør ikke glemmes, at Mahatma Gandhi blev myrdet af en hinduistisk fanatiker.
Den hindunationalistiske bevægelse har imidlertid stedse været aktiv. I dag tegnes bevægelsen især af Modis parti, BJP, Bharatiya Janata Party, (”Det Hindu-nationalistiske Indiske Folkeparti”), der siden valget i 1996 har været Indiens største parti, og ved valget i 2014 med Narendra Modi kunne indtage premierministerposten. Som stærkeste parti i den ”Nationaldemokratiske Alliance” (NDA), der vandt 336 –af de i alt 543 parlamentspladser i ”Lok Sabha”, opnåede BJP 31 procent af stemmerne og 282 parlamentspladser. Det andet største parti i den regerende alliance er det hindu-fundamentalistiske part ”Shiv Sena”.

Narenda Modi

Frem til finanskrisen kunne Indien opvise årlige økonomiske vækstrater på omkring 9 pct., og BJP og Narenda Modi vandt i høj grad parlamentsvalget i 2014 på et løfterigt økonomisk reformprogram.
Fundamentale Hindu nationalister fra Rashtriya Swayamsevak Sangh, RSS, der indtager prominente pladser i ledelsen af BJP, er især optaget af at fremme ”Hindutva” (Hinduhed) overalt i det indiske samfund. Det må ikke glemmes, at Modis regeringsparti, BJP, fungerer som en slags partipolitisk gren af RSS og henter store dele af sin politik og ideologi fra organisationen.
Det forlyder, at store grupper af fattige muslimer ”omvendes” til hinduismen ved løfter om adgang til offentlige støtteprogrammer m.v. Det er formentlig ikke mindst den udvikling, der har betydet, at der i indiske muslimske kredse er en klangbund for propaganda fra organisationer som al-Qaeda.
Samtidig er der latente problemer i forhold til Pakistan. Siden Indiens deling i august 1947, der resulterede i oprettelsen af Republikken Indien og Den Islamiske Republik Pakistan, har der været konflikter mellem Indien og Pakistan, herunder tre store krige, en mindre krig og en række væbnede træfninger mellem de to lande. Bortset fra den den indisk-pakistanske krig i 1971, der tog sit afsæt i Bangladesh’ (Østpakistans) løsrivelse fra Pakistan, har alle konflikterne drejet sig om den omstridte region Kashmir.
Selvom kendsgerningen er, at en række af de mest vidtgående økonomiske reformløfter stadig ikke er indfriet, kan konflikten med Pakistan og den heraf bølge af hindunationalisme meget vel have været til fordel for Narendra Modi.

Økonomiske reformer

Asian Development Bank vurderer at den økonomiske vækst i Indien i 2019 vil være på godt 6 pct., og Indiens aktiemarked er steget støt i de sidste måneder. De af Modi lovede reformer, der skal skabe ny vækst i økonomien og aktiemarkedet, lader imidlertid stadig vente på sig.
Der er ingen tvivl om, at Indiens vækst først og fremmest drives af den indenlandske efterspørgsel. Den globale vækst er til gengæld i modvind, og Indiens økonomi får ikke nogen hjælp fra den side. Modi har forsøgt at kapre produktion til Indien fra andre vækstøkonomier gennem ”Make in India” kampagnen, hvilket dog endnu ikke har givet nogen vækst i industriproduktionen.

Forholdet mellem Danmark og Indien

Det bilaterale forhold mellem Indien og Danmark belastes af den såkaldte Holck-sag. I midten af 90’erne var danskeren Niels Holck med til at bevæbne en lokal oprørsgruppe i det nordvestlige Inden. Siden 2002 har de indiske myndigheder forlangt ham udleveret til retsforfølgelse.

IMF om dansk økonomi

Den Internationale Valutafond, IMF, anbefaler at sænke skatten på arbejde

IMF har netop offentliggjort sine foreløbige konklusioner på den såkaldte Artikel IV-konsultation i Danmark. Artikel IV-konsultationer er en del af IMF’s almindelige overvågning af den økonomiske situation og den økonomiske politik i medlemslandene.

Den endelige Artikel IV-rapport, der sammenfatter IMF’s vurderinger af dansk økonomi og anbefalinger til reformer, ventes offentliggjort kort efter den 17. juni 2019, hvor Danmark er på dagsordenen på mødet i IMF Executive Board.

Konsultationen er rent praktisk foregået på den måde, at Den Internationale Valutafond (IMF) i perioden fra den 30. april til den 13. maj har haft et team under ledelse af Mr. Miguel Segoviano i København, hvor de via samtaler og drøftelser med relevante personer og institutioner, herunder især Danmarks Nationalbank, har forsøgt at danne sig et indtryk af, hvor dansk økonomi står lige nu.

Hvordan ser det så ud?

Ifølge IMF-teamet er dansk økonomi generelt i god gænge. IMF spår en vækst herhjemme på 1,7 pct. og 1,9 pct. i henholdsvis 2019 og 2020. Det private forbrug og investeringerne er de to primære drivkræfter for økonomien i øjeblikket.
IMF påpeger, at vi har et stærkt arbejdsmarked, men der er begyndende pres i nogle sektorer. Delegationen var opmærksom på, at der er gennemført reformer, der skal øge udbuddet af arbejdskraft, herunder 3-partsdrøftelser med henblik på at øge integrationen af indvandrere.

Nedsæt skatten på arbejde!

IMF anbefaler yderligere, at skatten på arbejde reduceres. Det er en af de ting, der kan være med til at give en højere vækst i Danmark. Ifølge IMF handler det om at øge incitamenterne for de lavest lønnede til at tage et job, og for mellemindkomsterne og de højeste indkomster skal man sænke skatten på den sidst tjente krone. Det vil øge antallet af timer, der bliver arbejdet. Ifølge IMF bør tiltag til at få flere fra lavindkomstgrupper ud på arbejdsmarkedet have topprioritet.
Risiko for nedgang i eksporten
Fremadrettet er der fare for, at en større nedgang end forventet blandt Danmarks største handelspartnere kan være med til at give en lavere vækst. Et hårdt Brexit kan ramme økonomien, og IMF fremhæver, at en fortsat høj gæld hos husholdningerne er en risiko for den danske økonomi.

Den finansielle sektor

På det pressemøde, hvor den foreløbige rapport blev præsenteret nævnte IMF-delegationen den verserende sag om hvidvask, der yderligere kan påvirke troværdigheden af den danske finansielle sektor og derved underminere den finansielle stabilitet.
IMF mener at den danske banksektor generelt er velkonsolideret, men er opmærksom på at visse pengeinstitutter eksponerer sig selv ved långivning uden tilstrækkelig sikkerhed til virksomheder og byggeprojekter.

Ejendomsmarkedet er dansk økonomis Achilleus-hæl

De mest markante anbefalinger vedrører imidlertid det danske ejendomsmarked, som IMF også under tidligere inspektioner har haft fokus på.
Den Internationale Valutafond mener nu, at tidspunktet kunne være inde til afskaffe ordninger, der bidrager til at forvride boliginvesteringerne. IMF peger specielt på at tidspunktet forekommer velvalgt for afskaffelse af rentefradragsretten.
Når IMF er så optaget af vilkårene for boliginvestering, er det fordi danske husholdninger i enhver international sammenligning har et frygtindgydende højt gældsniveau. Det høje gældsniveau sammenholdt med, at boligerne ofte er finansieret med en meget stor andel af afdragsfrie rentetilpasnings- og variabelt forrentede realkreditlån, gør at husholdningerne er utrolig sårbare.
IMF har noteret, at der er iværksat tiltag, der skal begrænse afdragsfrie lån med variabel rente.

Jamen, man skyder da katte!

Naturen og biodiversiteten i Danmark er truet fra mange sider. På 40 år er der forsvundet 3 millioner fugle fra Danmark, vi har set en halvering af antallet af bier. Det er ofte det moderne landbrug, der får skylden for tab af biodiversitet, men blandt fagfolk er det en kendt sag, at katte er et alvorligt problem for naturen.
Selvom katten betegnes som en invasiv art, har den været i Danmark som husdyr i mange hundrede år. Katte burde som andre husdyr mærkes og holdes hjemme, så de ikke skader naturen. Disse krav overholdes imidlertid ikke altid for den million huskatte og mere eller mindre forvildede katte, der hvert år udrydder talløse fugle, harekillinger, agerhøns m.v. Et forskningsprogram har givet et fingerpeg om problemets alvor. De foreløbige resultater viser, at ud af 72 mærkede agerhøns, blev 60 pct. dræbt på reden og i 15 pct. af tilfældene var årsagen kat. Truslen mod biodiversiteten fra katte er afgjort et emne, vi skal tage alvorligt.

Erfaringer i Australien

I Australien dræber vilde katte hvert år 316 millioner fugle. For tamkatte er tallet 61 millioner. Det vurderes, at katte sandsynligvis er med til at drive flere fuglearters tilbagegang.
Men det er ikke kun de australske fugle, der er truet. Kattene er nemlig også voldsomt glade for krybdyr – og det er et stort problem for de slanger, der lever naturligt i den australske natur. Officielle tal viser, at Australiens katte spiser næsten 650 millioner krybdyr om året, og katte er dermed en direkte konkurrent til slanger i kampen om byttedyrene og skader dem.
I Australien er biodiversiteten under hårdt pres, og ifølge landets miljøministerium er over 1.700 arter truet, og hele økosystemer på vej til at blive udryddet. Over 50 arter af pattedyr er kritisk truede.
Hver kat spiser 5 dyr dagligt, og katte har ifølge miljøministeriet været med til at udrydde mindst 27 oprindelige arter og truer yderligere 120 arter mod udryddelse. Så i Australien er der gode grunde til at aflive vildkatte.
I Australien besluttede myndighederne i 2015, at katte skulle på listen over skadedyr, og alle delstater og territorier i Australien blev enige om at fange og dræbe millioner af katte frem til år 2020.
Dengang lød vurderingen fra landets miljøminister Greg Hunt, at op mod to millioner katte ville blive indfanget og dræbt inden år 2017. I samme ombæring refererede han til katte som ”tsunamier af vold og død for landets oprindelige dyrearter” i et interview med den australske tv-station ABC.
I kampen for at få aflivet de vilde katte anvendes der nu i Australien giftige pølser.
”Pølserne består af en blanding af kyllingefedt, kængurukød, urter og krydderier sammen med dræbende gift,” oplyser Ritzau med henvisning til The New York Times.

Selvtægt i Danmark

I Danmark er der forlydender om, at borgere har taget sagen i egen hånd og systematisk skyder tamkatte såvel som herreløse vildkatte, der måtte forvilde sig ind i villahaven.
Selvom der af hensyn til biodiversiteten kan være god grund til at skyde katte, skal man være opmærksom på emnets kontroversielle karakter. Skydning af katte vækker stærke følelser i befolkningen, hvilket også er årsagen til, at muligheden for nedskydning af ejerkatte (efter forudgående advarsel) blev taget ud af Mark- og vejfredsloven ved revisionen i 2014.
Spørgsmål et er, om tiden ikke er inde til, at ansvarlige borgere retter henvendelse til landets justitsminister med henblik på at få lagt den nødvendige indfangning og aflivning af de 500.000 herreløse katte i lovlige rammer?

Klima og politik i Holland

Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie – Folkepartiet for Frihed og Demokrati) og hans liberale koalitionsregering (siden oktober 2017 med DDA, Kristelig Demokratisk Appel, D66, Demokraterne af 66, og CU, Kristelige Union) lancerede allerede i midten af 2018 et oplæg til verdens mest ambitiøse klimalov. Målsætningerne var, at udledningerne af drivhusgas i 2030 skulle være reduceret med 49 pct. i forhold til 1990. I 2050 skulle de være reduceret med 95 pct. og i 2050 skulle elektricitetsproduktionen være CO2-neutral.
Den politiske debat op til de hollandske lokalvalg den 20. marts 2019 har i høj grad drejet sig om udkastet til klimalov, men også den økonomiske politik, forholdet til EU og udlændinge har fyldt i debatten.

Klimaet
Om klimaudspillet har debatten især drejet sig om effekten af den ambitiøse indsats. Desuden har der været stillet spørgsmål ved, om fordelingen af omkostningerne ville være i overensstemmelse med princippet om, at forureneren betaler.
Debatten blev delt mellem 3 fløje: Dem, der mente at Holland økonomisk og moralsk vil vinde på at gå i spidsen. Dem, der fandt at hvad Holland gjorde var uden global betydning, og at kun koordinerede internationale tiltag gav mening. Og endelig dem, der mente at klimaloven var udtryk for elitens målsætninger, som ikke omfattede almindelige mennesker som til gengæld var dem, der skulle betale regningen.
Modstanden mod klimaloven har været uventet stærk og avisen De Telegraaf udtrykte den folkelige modstand med, at ”i den sidste ende var der ikke andre end de almindelige borgere til at betale regningen”.
Frem mod lokalvalget den 20. marts var tilslutningen fra regeringskoalitionens menige partimedlemmer lunken – ikke mindst fordi Geert Wilders, PVV (Frihedspartiet) og især Thierry Baudet og hans nye, nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, ikke lagde fingrene imellem når de økonomiske omkostninger for almindelige mennesker blev udmalet.
Kun koalitionspartnerne det liberale D66 og til en vis grad CU holdt fast og prøvede at forhindre vælgertab til de grønne, Groen Links og socialdemokraterne, Partij van de Arbeid, og dyrepartiet (Partij voor de Dieren).

Jordskredssejr
Ved provinsvalget den 20. marts er det især jordskredssejren til det nye nationalkonservative parti, FvD, Forum for Demokrati, der har vakt opmærksomhed.
Ved det sidste parlamentsvalg for 2 år siden var vælgerne kun marginalt interesseret i klimaet, og temaet gav ikke anledning til debat i større omfang. Men den klimalov, der var aftalt mellem regeringspartnerne VVD, CDA, D66 og CU skulle med et slag gøre Holland til førende på klimaområdet. Naturgassen skulle fjernes fra boligopvarmningen og bilparken skulle på rekordtid gøres fri for CO2-emissioner. Regningen skulle i det store hele betales af befolkningen, som relativt set ikke er den største kilde til CO2-emissioner.
For det første var FvD det eneste parti, der direkte gik mod regeringens klimaposition. Baudet kritiserede ikke kun de høje omkostninger ved klimapolitikken, han stillede også spørgsmålstegn ved FNs IPCC-panelernes vurderinger, og han satte store spørgsmålstegn ved Paris-aftalen.
Men Baudets agitation om udsigterne til stigende energiregninger til de almindelige borgere, havde nok mest effekt. Modstanden fandt en klangbund hos mange almindelige hollændere, som ikke vil betale regningen i form af højere skatter og afgifter. Baudet og FvD har tordnet mod loven, som han påstår vil koste 1.000 milliarder euro og få virksomhederne til at flygte ud af landet i hobetal.
Klimaspørgsmålet og mantraet om behovet for ”grøn omstilling” til vedvarende energi har ifølge Baudet udviklet sig til en religiøs besættelse, som har tvunget landet ud i et masochistisk ”klima-hekseri”, med store byrder for den brede befolkning til ingen verdens nytte.

EU og udlændinge
Thierry Baudet og FvD var også kritisk overfor EU, selvom han i slutspurten nedtonede kravet om at Holland skulle udtræde. Til gengæld var han klar på udlændingeområdet. Indvandringsstop og et asylsystem som praktiseret i Australien, hvor kun de der kan yde et bidrag, vil blive lukket ind i landet. Generelt skulle Holland og den vestlige verden holde op med at bebrejde sig selv og føle sig ansvarlige for hele klodens befolkning.
Opbakningen til FvD er tydeligvis blevet næret på konflikten mellem en voksende nationalisme og en tendens til overdragelse af stadig mere kompetence til EU og FN.
Marrakesh-migrationspagten, som regeringen underskrev uden at spørge befolkningen, blev brugt som eksempel. Baudet har kritiseret, at alle advarsler om ikke i slutningen af 2018 at underskrive Marakesh-aftalen – Global Compact for Safe, Orderly and Regular Migration – om migration blev fejet af bordet. Berettigede bekymringer for at aftalen vil stimulere migration og øge konflikterne mellem lande, at aftalen vil sløre forskellen mellem lovlig og ulovlig indvandring, og at aftalen vil sløre forskellene mellem egentlige flygtninge og økonomiske migranter, blev totalt ignoreret af regeringen.

De etablerede partier gravede deres egen grav
De traditionelle parter bidrog ufrivilligt, men aktivt til FvDs fremgang. De fokuserede i valgkampen på klimaet og behovet for at forbedre erhvervslivets rammevilkår og ikke på den brede befolknings forringede forbrugsmuligheder efter mange års krisepolitik. Ifølge agitationen fra FvD har den økonomiske krisepolitik, som Mark Rutte har stået for med skattestramninger og nedskæringer, kastet 2,5 millioner hollændere ud i fattigdom. Inspirationen kommer fra EU, der også prøver at dominere Holland på alle mulige områder.
Desuden agiterede regeringen (bortset fra D66) for afskaffelse af muligheden for afholdelse af folkeafstemninger, hvis 300.000 borgere krævede det.

Terror-anslaget i Utrecht
Mandag den 16. marts 2019 gennemførte den 37-årige tyrk Gökmen Tanis et terrorangreb i den hollandske by Utrecht. Tre personer mistede livet i skyderiet.
Det er ikke ganske klart, hvad formålet med terrorhandlingen var, men det indtraf i slutfasen af kampagnen op til de hollandske provinsvalg onsdag den 20. marts 2019.
Det vurderes at Thierry Baudet og FvD fik en vælgermæssig fordel af terror-angrebet i Utrecht, der gav partiet medvind til deres hårde indvandringspolitik.
Det paradoksale er, at Mark Rutte og regeringspartiet VVD klarede sig bedre end ventet – måske også som følge af terroranslaget, der gav Mark Rutte en lejlighed til at demonstrere sine kvaliteter som premierminister i en vanskelig situation.

Hvad nu?
Provinsvalgene er i Holland regionale valg, men med landspolitisk betydning. Ved valgene vælges medlemmerne af provinsparlamenterne. Disse parlamenter vælger så igen deres repræsentanter til det såkaldte Første Kammer i det hollandske parlament. Første Kammer skal godkende alle lovforslag, der vedtages i det Andet Kammer.
FvD gik fra nul til 13 mandater og blev derved det største parti i Førstekammeret. En sensationel sejr for partiets unge (36), karismatiske leder, Thierry Baudet, der på rekordtid er blevet rasende populær med sin anti-elitære, EU- og indvandringskritiske og nationalkonservative politik.
FvD hentede også mange stemmer fra PVV (Frihedspartiet – Partij voor de Vrijheid) under ledelse af Geert Wilders.

Mark Ruttes regering i vanskeligheder
Premierminister Mark Rutte fra VVD (Volkspartij voor Vrijheid en Democratie) og hans liberale regering mistede ved valget sit flertal i Førstekammeret, og han har opfordret til forhandlinger om en politisk aftale, så regeringen kan fortsætte.
Thierry Baudet har afvist Rutte og kræver, at der udskrives nyvalg til parlamentets Andetkammer, hvor FvD ved valget for 2 år siden opnåede 2 pladser.
Hvis den i forvejen svage og handlingslammede regering skal overleve, kræver det således en aftale med oppositionen. Indtil videre har Rutte indikeret, at han er villig til at bevæge sig mod venstre og søge opbakning hos det rød-grønne parti, GroenLinks. En beslutning, som muligvis vil sikre ham magten lidt endnu, men som til gengæld kan øge den folkelige kritik af de borgerlige regeringspartier.
De borgerlige regeringspartier står med andre ord over for et skelsættende valg. Hvis de intet gør, taber de magten. Hvis de bevæger sig yderligere mod venstre, mister de også magten. I virkeligheden er de tvunget til at tage Thierry Baudets parti alvorligt, og tilpasse deres politik i overensstemmelse hermed.
Thierry Baudets sejrstale efter provinsvalget i Holland den 20. marts 2019:

https://www.youtube.com/watch?v=qURoK7oEhTQ&feature=youtu.be&fbclid=IwAR3WAaEU9zyFkKmibZFG1DS3aKKSkHRthhXjvIlH910MNaW_EgsY7fKNyYI

Præsident Erdoğan svækket i Tyrkiet

I Tyrkiet blev der søndag den 31.marts 2019 afholdt lokalvalg. Ved valget skulle der udpeges borgmestre for 30 storbyer og 1351 distrikter. Desuden var medlemmerne af 1251 provinsråd og 20500 kommunalbestyrelser på valg.

Det, der på papiret var et helt almindeligt lokalvalg, udviklede sig under valgkampen til en afstemning for eller imod præsident og regeringsleder, Recep Tayyip Erdoğan, der de sidste 17 år har siddet tungt på magten i Tyrkiet.

Efter mange år med markant økonomisk fremgang er Tyrkiets økonomi nu i store problemer. Den tyrkiske valuta, liraen, har tabt 40 pct. af sin værdi, og inflationen er sendt på himmelflugt. Det har fået selv trofaste Erdoğan-støtter til at ryste på hånden.

Recep Tayyip Erdoğan har været opmærksom på, at meget var på spil. Han har derfor turneret landet rundt og holdt op til otte valgmøder om dagen, og alle midler er brugt for at flytte fokus væk fra økonomien. Den inflation, der er synlig for enhver, skyldtes ifølge Erdoğan fremmede magters krig mod Tyrkiet, og der blev ideligt vist videoklip fra terrorangrebet mod de to newzealandske moskeer. Alt sammen for at flytte opmærksomheden over på identitets- og værdipolitik, som skulle appellere til Erdoğans traditionelle støtter.

Den økonomiske situation i Tyrkiet

Tyrkiet er stadig i den undtagelsestilstand, der blev indført efter det fejlslagne kupforsøg i juli 2016 på at fjerne Erdogan fra magten. Undtagelsestilstanden giver regeringen bemyndigelse til at arrestere og at afskedige ansatte på vilkårligt grundlag. Mere end 160.000 personer skal være blevet tilbageholdt siden kupforsøget, heriblandt et stort antal journalister.

Kupforsøget og undtagelsestilstandens begrænsninger i almindelige borgerlige rettigheder har ikke været den eneste anledning til politisk tumult, fordømmelse og verbale stridigheder med en række vestlige lande. Folkeafstemningen i 2017 om ændret forfatning, Tyrkiets ansøgning om EU-medlemskab, Tyrkiets ageren i forhold til kurderne i det nordlige Syrien og Irak, de tvetydige relationer til Rusland, det anstrengte forhold til USA og EU-aftalen om at stoppe flygtningestrømmen har også givet anledning til international opmærksomhed og kritik.

Tyrkiet er samtidig ramt af en alvorlig økonomisk krise, der har udløst store kursfald på børsen i Istanbul og fået liraen til at rasle ned i værdi. Forklaringen er en høj inflation, store underskud på handels- og betalingsbalancerne samt en stor gæld i fremmed valuta i såvel det private erhvervsliv som de private husholdninger. Krisen er forværret af, at Tyrkiets konfrontationskurs med sin vigtigste allierede, USA.

Trods alle de økonomiske problemer har den økonomiske vækst fortsat været ganske høj. Den positive udvikling er blandt andet hjulpet på vej af, at hvor mange internationale investorer har trukket følehornene til sig, har Erdogans regering kompenseret og tilbudt finansiering til små og mellemstore virksomheder, og samtidig har skattesænkninger stimuleret det private forbrug.

Denne politik har bidraget til at forværre situationen på andre områder – underskuddet på Tyrkiets betalingsbalance er voksende, renten er stigende, trods den vækstfremmende politik er arbejdsløshed udbredt og inflationen er galopperende.

Præsident og parlamentsvalget den 24. juni 2018

Tyrkiets økonomiske problemer var angiveligt baggrunden for, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, onsdag den 18. april udskrev præsident- og parlamentsvalg til afholdelse 24. juni. Seneste valg var i november 2015, og Erdogan fremrykkede dermed valget med næsten halvandet år.

Erdoğan begrundede selv fremrykningen med nødvendigheden af, at de allerede vedtagne ændringer i den tyrkiske forfatning hurtigere kunne træde i kraft. Det er først og fremmest Tyrkiets militære aktioner i Syrien og den anstrengte økonomiske situation, der blev angivet som årsager til, at et valg ikke kunne vente til slutningen af 2019.

Den nye forfatning betød, at den valgte præsident fremover ville være både statsoverhoved og regeringsleder, idet posten som premierminister var afskaffet.

Resultatet af seneste valg før søndagens lokalvalg

Resultatet af valget i juni var, at Recep Tayyip Erdoğan vandt præsidentvalget med 52,6 pct. af stemmerne. Rivalen fra det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik 30,6 pct.

Udfaldet af parlamentsvalget, hvor der deltog 11 opstillingsberettigede partier, var at Erdoğans parti, AKP (Adalet ve Kalkınma Partisi – Retfærdigheds- og Udviklingspartiet) med partneren i Folkets Alliance, MHP (Milliyetçi Hareket Partisi – Nationalbevægelsen) opnåede godt 57 pct. af pladserne i parlamentet.

Resultatet betød, at Erdoğans regering efter 17 år ved magten kunne fortsætte i en ny valgperiode.

Oppositionen i Tyrkiet klarede sig faktisk ved valget bedre end forventet. Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP (Folkenes Demokratiske Parti) fik godt 11 pct. af pladserne, og det største oppositionsparti, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), fik godt 24 pct. af pladserne.

Valgresultatet ændrede ikke meget i forhold til det foregående parlamentsvalg i Tyrkiet den 1. november 2015. AKP-koalitionen fik 316 pladser svarende til omkring 57 pct. af parlamentets 550 medlemmer. CHP måtte notere en minimal tilbagegang fra de 25,4 pct. af stemmerne, de opnåede i 2015.

Erdoğans vej til magten

Da partiet AKP til trods for de sekulære nationalisters skepsis kom til magten i 2002, spirede der håb om forandring for mange, uanset politisk tilhørsforhold. Daværende partiformand, i dag præsident og regeringschef, Recep Tayyip Erdoğan, havde selv en fortid som politisk fange under det tidsligere sekulære, militære styre, fordi han havde læst et religiøst digt op i 1998.

Derfor har han gentagne gange understreget, at han ville ændre den militære forfatning, som han selv blev offer for grundet sin religiøsitet og ideologiske ståsted.

Regeringspartiet AKP, er baseret på islam, ganske liberal i den økonomiske politik, men nærmere socialistisk når det gælder velfærd, sundhed og flygtninge.

Oppositionspartiet, CHP (Cumhuriyet Halk Partisi – Det Republikanske Folkeparti), sammenlignes undertiden med Socialdemokratiet i Danmark, men CHP er i realiteten et sekulært, højreorienteret parti.

Resultatet af lokalvalget

I de fleste valgdistrikter formede valget sig som et benhårdt opgør mellem på den ene side Erdoğans Folkealliance bestående af AKP og MHP overfor Nation-alliancen bestående af CHP og det sekulære liberalt-borgerlige parti İYİ.  Det venstreorienterede og pro-kurdiske parti HDP forholdt sig neutralt i denne strid, men undlod i visse valgkredse at stille op, hvilket forbedrede oppositionens valgchancer.

Ifølge de foreløbige opgørelser satte 45 pct. af tyrkerne da også stadig deres kryds ved præsidentens parti, AKP, mens det største oppositionsparti, CHP, fik 30 pct. på landsplan. Men AKP mistede borgmesterposterne i Ankara og Istanbul, og AKP var langt fra borgmesterposten i Izmir.

Hvis lokalvalget i Tyrkiet opfattes som en folkeafstemning om Erdogans politik er resultatet ikke entydigt.

På den ene side har hans regerende retfærdigheds- og udviklingsparti, AKP, fået flere stemmer end alle andre partier, og sammen med koalitionspartnere MHP vandt de i de fleste valgkredse.

Samlet set udlægges valgresultatet alligevel som et nederlag for AKP og Erdoğan. Nederlaget mildnes lidt af fremgang til koalitionspartneren MHP.

Ikke mindst tabet af Istanbul vil være smerteligt for Erdoğan – han var trods alt borgmester i byen fra 1994 til 1998, og byen har fungeret som hans og AKPs magtbase i næsten 25 år.

Fakta: Tyrkiets nye forfatning

Et lille flertal af de tyrkiske vælgere stemte den 16. april 2017 om en ændring af Tyrkiets forfatning. Resultatet blev, at 51,4 pct. stemte ja, mens 48,6 pct. stemte nej.

Forfatningsændringerne – som ændrer Tyrkiet fra en parlamentarisk til en præsidentiel republik – har følgende hovedpunkter:

* Der vil ikke længere være en premierminister. I stedet får landet en præsident og to eller tre vicepræsidenter.

* Præsidenten bliver både statsoverhoved, leder af regeringen og kan samtidig være leder af et politisk parti.

* Præsidenten kan udpege og fyre ministre, udarbejde budgetter, vælge de fleste af de højtstående dommere og udstede dekreter.

* Præsidenten får mandat til på egen hånd at indføre undtagelsestilstand og til at afsætte parlamentet.

* Parlamentet mister sin ret til at granske ministre og nedsætte undersøgelseskommissioner mod dem.

* Parlamentet kan indlede en rigsretssag eller undersøge præsidenten med et flertal af parlamentsmedlemmer. En egentlig rigsretssag vil kræve to tredjedeles flertal.

* Antallet af parlamentsmedlemmer stiger fra 550 til 600.

* Præsident- og parlamentsvalg afholdes samme dag hvert femte år.

* En person må højest have præsidentembedet i to perioder.

* Den nuværende præsident, Recep Tayyip Erdogan, der tidligere var premierminister i 11 år, havde ved valget i juni 2018 siddet som præsident i cirka fire år.

* Erdoğans tidligere regeringsperioder vil ikke tælle med efter den foreslåede omlægning af præsidentembedet, hvorfor Erdoğan fra juni 2018 vil kunne regere i ti år mere.

Manfred Weber i København

Mandag den 1. april 2019 var Dansk Erhverv vært ved et debatarrangement på Børsen med formanden for den kristenkonservative gruppe EPP i Europa-Parlamentet, Manfred Weber, valgt for CSU (Christlich-Soziale Union in Bayern) i Tyskland.

Manfred Weber er EPP-gruppens ”Spitzenkandidat” som formand for EU-Kommissionen og efterfølger til Jean-Claude Juncker.

Weber, der er født i 1972 i Niederbayern og uddannet ingeniør, har siden 2014 været formand for EPP Gruppen bestående af kristenkonservative centrum-højre partier (EPP – European People’s Party). EPP er Europa-Parlamentets ældste og største gruppe med 219 ud af i alt 751 medlemmer i den nuværende periode (2014-2019). Weber efterfulgte Joseph Daul (UMP, Frankrig) på formandsposten.

Manfred Weber blev i begyndelsen af november 2018 på EPP-kongressen i Finland valgt til gruppens ”Spitzenkandidat” i konkurrence med den tidligere finske statsminister, Cai-Göran Alexander Stubb. Stubb har udover statsminister også været udenrigsminister og finansminister og er kendt som maraton løber og friluftsmenneske. Stubb havde op til valget af Manfred Weber i Helsingfors taget orlov fra sit nuværende job i ledelsen af Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Når den ret farveløse og forsigtige Manfred Weber, der aldrig har været regeringsleder eller bare minister, vandt over Alexander Stubb, var det fordi, han i forvejen havde Angela Merkels ”velsignelse” til at stille op til formandsvalget. Den tyske kansler gav allerede i august 2018 grønt lys til Weber efter at have konsulteret ledende medlemmer af CDU/CSU i regeringskoalitionen og efter et møde med formanden for European People’s Party, EPP, Joseph Daul. En række andre nationale ledere, herunder formanden for de konservative i Danmark, Søren Pape Poulsen, støttede ligeledes Weber.

I Europa-Parlamentet er Det Konservative Folkeparti (Bendt Bendtsen) medlem af EPP-gruppen. Gruppens størrelse gør den konservative stemme afgørende, når der skal stemmes om en ny formand for Kommissionen.

Hvis Pernille Weiss, som er konservativ spidskandidat til EP-valget, bliver valgt i maj 2019, vil hun indtræde i EPP-gruppen.

Manfred Weber har nærmere redegjort for nogle af sine synspunkter i et interview med Berlingske Tidende:

https://www.berlingske.dk/politik/han-er-helt-ukendt-for-de-fleste-danskere.-moed-manden-der-kan-blive-eus perlink;\l

Hjemmeværnets 70 års jubilæum den 1. april 2019

Mandag den 1. april 2019 – kan Hjemmeværnet notere, at der er gået 70 år siden den formelle oprettelse i 1949.

Dagen markeres med parader, en særudstilling på Hjemmeværnsmuseet i Frøslevlejren andre aktiviteter.

Spørgsmålet er om der er noget at fejre?

Min egen tidligere enhed – Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL – havde sin historiske oprindelse i modstandsgruppen “lysglimt” og har i alle årene været fast forankret i Gentofte Kommune.

Politihjemmeværnet har ofte været synligt i gadebilledet i Gentofte, men kompagniområdet dækkede også Rudersdal, Furesø og Lyngby-Taarbæk. Hjemmeværnsfolkene i kompagniet havde ud over den almindelige militære uddannelse, fået en politifunktionsuddannelse, der satte kompagniet i stand til løbende at løse opgaver for Nordsjællands Politi.

Kompagniet har med skriggule jakker ofte været synlige i lokalområdet i forbindelse med trafikregulering, men politihjemmeværnet har også mere diskret og upåagtet hjulpet politiet med f.eks. at afvikle cyklistprøver, afspærring i forbindelse med ulykker, brand, kriminalsager og gerningsstedsafspærring, eftersøgninger, storme og katastrofer.

Hjemmeværnet er oprindeligt en organisation af frivillige, hvor menige og cheferne helt op til distrikts- og regionschefer havde rod i modstandsbevægelsen.

I dag har hovedparten af de fastansatte en helt anden dagsorden end de frivillige. Det begyndte ret tidligt, i takt med at cheferne ikke længere havde samme baggrund fra modstandsbevægelsen, som mange af de frivillige havde. I 2018 gælder der kun én ting for de fastansatte – hvis de ikke er i slutstilling – det er at bliver forfremmet til nærmeste højere grad!

Drevet af de fastansattes ambitioner om at gøre karriere har Hjemmeværnet derfor været igennem en centralisering, der har handlet om at samle hjemmeværnsdistrikter og dermed reducere i omkostninger til personale og bygninger. I den sammenhæng, har den lokale forankring og de frivilliges synspunkter været uendeligt ligegyldige.

Samtidig har man nedlagt og sammenlagt kompagnier, fordi man rigidt har kigget på om et kompagni nu også opfyldte bemandingsnormen. Man har frataget den lokale kompagnichef retten til at administrere sit kompagni med personlig dømmekraft og alene forladt sig på bestemmelser om, hvorvidt en hjemmeværnsmand nu har deltaget i lige præcis nok aktiviteter i indeværende år til at opretholde status som aktiv og kunne beholde uniform og våben.

Dette har gjort, at man ikke længere har et hjemmeværn, som man kan melde sig ind i ud fra ønsket om hermed at vise viljen til at forsvare sit land. Det har vanskeliggjort rekrutteringen, men også betydet at Hjemmeværnets tab af aktive er accelereret.

I modsætning til Hjemmeværnsledelsens skønmaleri giver det nuværende antal aktive på godt 10.000 soldater, anledning til tvivl om Hjemmeværnets muligheder for at løse opgaverne overfor Forsvaret og Politiet i forbindelse med værtsnationsstøtte og i relation til Totalforsvarsstyrken, som det ellers forudsættes i forsvarsforliget for 2018-2023. Hjemmeværnet har på den konto fået flere penge til materiel m.v. og mange hjemmeværnsfolk har da også fået udleveret dele af det nye uniformssystem, som går under betegnelsen ”Uniform M/11, MTS”. Forklaringen på M/11 er det år uniformen er indført i det danske forsvar, og MTS er en forkortelse for ”Multi terræn sløring”. I øjeblikket er enhver Hjemmeværnsmønstring et broget skue af grønne og kamuflagefarvede uniformer, brune og sorte støvler og forskellige former for hovedbeklædning.

Hærhjemmeværnet i Nordsjælland, der dækker samme geografiske område som Nordsjællands Politi med 13 kommuner: Gribskov, Helsingør, Halsnæs, Fredensborg, Hillerød, Hørsholm, Frederikssund, Allerød, Rudersdal, Egedal, Furesø, Lyngby-Taarbæk og Gentofte har været gennem vidtgående ændringer i distriktets organisation. Som led i ændringerne er politihjemmeværnskompagnierne i Frederikssund, Hillerød-Helsingør og Lyngby-Gentofte nedlagt, hjemmeværnsgårdene forladt, og opgaverne samlet på Høvelte kaserne.

For Politihjemmeværnskompagni Gentofte-Lyngby, POHVKGEL, har nedlæggelsen af kompagniet og de sidste 70-års tilholdssted, Hjemmeværnsgården på Niels Steensens Vej 10, 2820 Gentofte, været, at nogle har søgt væk fra Hærhjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, men mange har mistet interessen. De er nu en del af den store gruppe af tidligere aktive hjemmeværnsfolk, som med undren følger den beklagelige udvikling i Hjemmeværnet.

Ét er de fastansatte karriere-soldaters holdning. Det mærkelige er, at de skiftende politisk udpegede kommitterede for Hjemmeværnet, der ellers skulle være de frivilliges tillidsmand, passivt har fulgt Hjemmeværnets deroute.

Den seneste udvikling i Hjemmeværnsdistrikt Nordsjælland, har været fulgt på tæt hold af Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, og han har uden tøven godkendt Hjemmeværnets opgivelse af den lokale forankring og opbakning.