DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Det var breaking news, da en af Danmarks Radios talrige såkaldte vejr-profiler, Jesper Theilgaard, efter lang tids betænkning meddelte, at han flytter med, når DR i 2018 flytter omkring 165 arbejdspladser til Jylland.

Det skabte et ramaskrig, og mange medarbejdere hos statsradiofonien rasede, da DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn i april meddelte, at arbejdspladserne skulle flyttes fra København, som led i at sikre, at ”DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen”.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Regeringen vil efter sommerferien fremlægge en ny forsyningsstrategi for hele forsyningsområdet. Som led i forberedelserne har energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt ifølge JyllandsPosten hos Bjarne Corydons arbejdsgiver, konsulentfirmaet McKinsey, bestilt en rapport om forsyningen af vand, varme, elektricitet og affald. Spørgsmålet er om hele forsyningsområdet kan drives mere effektivt og dermed også billigere for forbrugerne, uden at det går ud over forsyningssikkerheden?

I den fortrolige rapport fra McKinsey skulle det fremgå, at selvom danskerne får deres varme, vand og elektricitet uden de store problemer, ligesom de får hentet deres affald, kan det gøres billigere. Ja, faktisk kan der ifølge McKinsey spares 7,1 milliarder kr. om året.

Effektiviteten i forsyningssektoren skal forbedres

Den liberale venstreminister, Lars Chr. Lilleholt, henviser til de mulige besparelser for forbrugerne og tilkendegiver interesse for privatisering af vand og varme. Tidligere har han luftet interesse for privatisering af affaldsområdet.

Mens der blandt partierne på Christiansborg er en udbredt skepsis overfor privatisering af forsyningsområdet, er der bred tilslutning til at stille krav til sektoren om fortsat effektivisering af driften. På Christiansborg blev der i begyndelsen af april 2016 således indgået en politisk aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren med 500 mio. kr. i 2020.

Aftalen indebærer, at hvile-i-sig-selv princippet opretholdes, men fjernvarmeselskaberne skal i fremtiden overholde visse omkostningsrammer, de skal benchmarke i forhold til de mest effektive selskaber og de skal opfylde visse effektiviseringskrav.

En aftale med de centrale værker, skal sikre, at de effektivisere for 115 mio. kr. i 2020. De øvrige selskaber skal herefter effektivisere for 385 mio. kr. i 2020, for at målet om effektiviseringer på 500 mio. kr. i 2020 kan nås.

Små selskaber, der leverer mindre end 50 TJ fjernvarme, undtages fra den nye regulering. Det samme gør industrivirksomheder, der leverer overskudsvarme til fjernvarme, samt selskaber der leverer biogas og andre brændbare gasarter til fjernvarmeselskaberne.

Forhistorien

Forud for den politiske aftale havde Energi-, Forsynings-, og Klimaministeriet iværksat et større udvalgsarbejde, som lagde op til, at frem mod 2020 skulle fjernvarmesektoren levere besparelser for en halv milliard kroner om året.

Dansk Industri og flere liberale politikere har forud for den politiske aftale agiteret for mere fundamentale ændringer i fjernvarmesektoren. Det har været foreslået, at ophæve hvile-i-sig-selv princippet og gøre afkastmulighederne for eksterne investorer mere attraktive.

Med aftalen bekræfter et politisk flertal, at offentlige regulering af forsyningssektoren har til formål at understøtte Danmarks overordnede energipolitiske målsætninger samt beskytte forbrugerne og sikre, at aktørerne følger reglerne. De kommunalt og andelsejede selskaber i fjernvarmeforsyningen er ikke udsat for konkurrence – de er ligesom på vand og affaldsområdet lokale monopolvirksomheder, der fortsat skal reguleres efter hvile-i-sig-selv princippet. Varmeprisen er lovbestemt som summen af de nødvendige omkostninger, og selv brændselsvalget bestemmes af staten.

Billigere fjernvarme?

De 63 pct. af alle danske husstande svarende til ca. 1,8 mio. danske husstande, der i dag har fjernvarme skal imidlertid ikke forvente lavere varmepriser.

På trods af alle politiske aftaler og rimelig tæt regulering er det en kendsgerning, at fjernvarmesektoren er karakteriseret ved svingende effektivitet og alt for store forskelle i fjernvarmepriser.

Energitilsynet offentliggør tre gange årligt en statistik over fjernvarmepriser. Prisstatistikken indeholder priser for hver enkelt af de ca. 430 varmeforsyninger, der indberetter til Energitilsynet og leverer fjernvarme til husstande.

Energitilsynets seneste varmeprisstatistik omfatter priser pr. august 2015.

Den gennemsnitlige årlige varmeregning udgør i 2015 14.872 kr. for et hus på 130 m2. Statistikken afslører samtidig, at der er uacceptable forskelle i varmepriserne, og det betyder, at nogle boligejere betaler alt for meget for varmen.

Dyreste og billigste fjernvarme

Forskellene i fjervarmepriser ud over landet er oprørende. Landets dyreste fjernvarme kommer fra Annebjergparken i Nykøbing Sjælland, der opkræver en varmeregning på 31.792 kr. for et hus på 130 m2. Ørslev-Terslev Kraftvarmeforsyning, Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk og Odsherred Varmeværk i Trundholm følger godt med i den meget dyre ende.

Svendborg Fjernvarme leverer med en regning på 5.298 kr. for et hus på 130 m2 landets billigste fjernvarme fulgt af Hillerød Varme i Gørløse, Vissenbjerg Fjernvarme og Svendborg Fjernvarme.

Årsagerne til de store forskelle i driftsledelse, at nogle værker har svært ved at udnytte de størrelsesøkonomiske fordele, brændselsvalget, dårlig driftsledelse og samtidig er der også en række andre grunde til den store variation i værkernes effektivitet.

Udsigt til dyrere fjernvarme

Den politiske aftale vil ikke nødvendigvis resultere i billigere fjernvarme. Tvært imod er der udsigt til en stigning i varmepriserne på 2,5 mia. kr., når det særlige grundbeløb ved udgangen af 2018 bortfalder. Grundbeløbet gives til de danske decentrale kraftvarmeværker, som fortrinsvis anvender naturgas. Grundbeløbet har blandt andet fungeret som en kompensation for bindingen til naturgas som brændsel samt en slags forsikring mod høje varmepriser, da elmarkedet blev liberaliseret.

De værker, som har udsigt til de største varmeprisstigninger, kan se frem til et besøg af det såkaldte varmepumperejsehold fra Energistyrelsen. Værkerne kan på den måde hurtigt få afklaret, om store varmepumper kan bidrage til at sikre rimelige varmepriser.

De centrale energimyndigheder har der udover ikke megen trøst til fjernvarmekunderne. De må ligesom alle andre afvente nærmere analyser af fjernvarmens rammevilkår, herunder afgifts- og tilskudsanalysen, som gang på gang er blevet udskudt, men som nu forventes at foreligge senere på året.

Liberalisering af forsyningssektoren?

Investeringsfonde, pensionsselskaber og andre formueforvaltere har tilkendegivet betydelig interesse for de potentielle indtjeningsmuligheder, der ligger i de kommunalt og andelsejede forsyningsselskaber. Fondene ser angiveligt gerne, at et påstået potentiale for effektiviseringer bliver realiseret, og ”at sektoren og de kompetencer, den indeholder, kommer mere i spil i erhvervsudviklingen”. Liberalisering af sektoren og ophævelse af hvile-i-sig selv-princippet ville betyde, at rationaliserings- og effektiviseringsgevinster ville tilfalde ejerne/investorerne, der hermed vil få mulighed for at opnå en ”fornuftig indtjening” af investeringer i sektoren.

Nu er det jo ikke sådan, at virksomhederne på forsyningsområdet overhovedet har vanskeligheder med at få finansieret nødvendige investeringer på absolut attraktive betingelser i det normale lånemarked. Forbrugerne får således under den nuværende regulering både glæde af de attraktive finansieringsbetingelser og de effektiviseringer, der eventuelt følger af investeringerne.

Den politiske aftale om effektiviseringer i fjernvarmesektoren er et forsøg på at ”holde næsen på slibestenen” således at fjernvarmeværkerne får incitamenter til at levere flest mulige effektiviseringer og besparelser til fordel for kunderne. Om det vil virke, kan kun tiden vise.

Bør vi da ikke hellere tilstræbe en forsyningssektor baseret på markedsøkonomiske principper?

I den ideale verden giver privatiseringer og liberaliseringer god mening som led i øget konkurrence på et frit marked. Problemet er, at de danske markeder for strøm, varme, vand og affald ikke er frie konkurrencemarkeder.

Politiske flertal insisterer på, at forsyningssektoren skal understøtte flertallets politiske målsætninger. I øjeblikket er der fokus på klima og den grønne omstilling, men for få år siden var flertallets politik domineret af ønsket om energiuafhængighed, oliefortrængning og understøttelse af den danske naturgas. Og hvem kender de kæpheste, der skal forfølges i morgen?

Så længe det er sådan, og det politiske flertal er indstillet på at fortsætte med den centrale detailstyring ud i alle hjørner af forsyningssektoren, giver privatiseringer og liberaliseringer ingen mening.

Hvis sektoren liberaliseres uden ændringer i de politiske rammevilkår, ville el-, vand-, fjernvarme- og naturgaskunderne igen få lov at betale, mens ejerne kunne høste alle fordele.

Der mindes om, at danske skatteborgere allerede i dag med verdens højeste skatter, energipriser renovationsafgifter og vandpriser betaler en høj regning for ambitionen om, at Danmark skal være et grønt foregangsland.

Støtter alle danskere Demokraterne i USA?

Selvom Abraham Lincoln var Republikaner, har danskerne i efterkrigstiden generelt været kritiske over for Republikanerne – de var de onde, mens Demokraterne var de gode! Mens præsidenterne Reagan og Bush senior – for slet ikke at tale om Bush junior – sad i det Hvide Hus, var kritikken harsk.

Reagans politik vakte stærke negative følelser blandt venstreorienterede i Danmark, hvor han hånligt blev kaldt “afdanket b-skuespiller” og “skydegal cowboy”. Hans præsidentperiode faldt sammen oppositionens kujonagtige fodnotepolitik, og han blev derfor naturligt omdrejningspunkt i retorikken hos politikere som Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen og Svend Auken – godt sekunderet af den radikale Niels Helveg Petersen.

Eftertiden har mildnet opfattelsen af især de førstnævnte, og i konservative og liberale kredse har Ronald Reagan mere end 25 år efter hans præsidentperiode efterhånden opnået kultstatus. Også politikere fra andre partier har følt sig inspireret af Ronald Reagan og ”lånt” fra hans taler. Reagan henviste ofte til Matthæusevangeliet og USA som “The Shining City upon a Hill” og i hans afskedstale til nationen den 11. januar 1989 sagde han: ”I’ve spoken of the shining city all my political life, but I don’t know if I ever quite communicated what I saw when I said it. But in my mind it was a tall, proud city built on rocks stronger than oceans, wind-swept, God-blessed, and teeming with people of all kinds living in harmony and peace; a city with free ports that hummed with commerce and creativity. And if there had to be city walls, the walls had doors and the doors were open to anyone with the will and the heart to get here. That’s how I saw it, and see it still.”

Trods den ubalancerede dækning kan det ikke nægtes, at det igangværende præsidentvalg i USA af danske medier følges tæt – ja så tæt, at man kunne ønske sig en lille del af mediebevågenheden udstrakt til den politiske udvikling i vores europæiske nabolande. Selvom der endnu ikke er fremkommet noget, der tyder på, at den 45. præsident i USA vil give anledning til stor begejstring, får man – bortset fra en enkelt stemme fra Dansk Folkeparti – det indtryk, at Danmark kollektivt har besluttet at støtte Demokraterne og Hillary Clinton.

Selv borgerlige politikere har med deltagelsen i Demokraternes konvent åbenlyst tilkendegivet, hvor sympatien ligger, men Demokraternes tilhængere har et problem: Hillary Clinton.

Hillary Clintons manglende popularitet

Hvis det ikke var for Donald Trump, ville Hillary Clinton være den mest upopulære præsidentkandidat i nyere amerikansk historie. Hendes held er, at hun ikke behøver at være populær og elsket – hun skal bare være lidt mindre upopulær end Donald Trump.

Washington Post-ABC News har foretaget en meningsmåling, der viser, at 54 procent af alle amerikanere har en negativ holdning til Clinton og 44 procent har en “meget negativt” opfattelse af hende. Blandt registrerede vælgere er tendensen endnu tydeligere: 57 procent har en negativ holdning til hende og 47 procent er meget negative.

Realiteten syntes at være, at Hilary Clinton på dette tidspunkt i valgkampagnen er ligeså upopulær som Donald Trump.

Det mærkelige er, at det ikke er så længe siden, at hun som udenrigsminister opnåede at 66 procent kunne godkende hendes indsats. Så sent som i marts 2015 var hendes godkendelses rating på 50 og hendes misbilligelses-rating var på 39. Det paradoksale er, at Clinton selv efter en valgkampagne, der foreløbig har kostet millioner af dollars, er mindre vellidt end tidligere.

Den anden paradoks er, at uanset om man er enig med hende eller ej, kan det ikke nægtes, at hun har ydet en lang indsats i det offentliges tjeneste. Som fortaler for børn og som senator, har hun kæmpet utrætteligt.  Det er ikke det, hun har gjort, der er årsagen til den manglende popularitet, men snarere hendes facon og den måde hun har kæmpet for de gode sager.

Vigende opbakning

Hillary Clinton overhales nu af republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump. I en landsdækkende måling, der er foretaget for tv-stationen CNN, får Trump opbakning fra 45 procent mod 43 procent til Clinton.

I weekenden blev en meningsmåling fra Reuters/Ipsos offentliggjort. Her lå Clinton side om side med Trump.

CNN’s meningsmåling viser sammen med målinger, der er publiceret i LA Times og IBD dødt løb mellem Trump og Clinton. På ingen tid har hun dermed formøblet sit forspring på otte procentpoint. Det skal dog nævnes, at andre større målinger stadig giver Clinton et forspring.

Der er store forskelle på, hvilke af USA’s vælgere de to præsidentkandidater appellerer til. Kvindelige vælgere foretrækker Clinton med en overvægt på 53 procent, mens 54 procent af USA’s mandlige vælgere foretrækker Trump.

Blandt den yngste halvdel af vælgerne – dem under 45 år – er Clinton favorit. I denne vælgergruppe siger 54 procent, at de vil stemme på hende, mens Trump indtil nu kun har kunnet regne med opbakning fra 29 procent af de unge.

Næsten fire ud af fem sorte eller farvede vælgere foretrækker at se Clinton på præsidentposten efter valget i november.

På trods af opbakningen fra kvinder virker det ikke, som om det er nogen fordel for Hillary Clinton, at hun selv er kvinde. Det kunne man have troet, for som kvinde kunne hun repræsentere forandringen, eftersom USA i hende ville få den første kvindelige præsident, mens Donald Trump bare ville være endnu en mand som de 44 foregående præsidenter.

Men det forholder sig omvendt. Det er Donald Trump, der er fornyelsen i forhold til traditionel Washington-politik. Hillary Clinton står for, at alt vedbliver at være det samme – noget som ikke kun Tea Party-medlemmer vender sig imod!

Men hvad er det, der gør at så mange er kritiske?

En ting er hendes udseende. Vi kender hende i evindelige buksedragter, der trods den umiskendelige stoflige kvalitet minder om tidligere tiders kinesiske partiuniformer. På de sociale medier er der talrige perfide hentydninger til hendes udseende og forståelse for, at Bill Clinton søger sine behov dækket hos andre kvinder. Den nye britiske udenrigsminister Boris Johnson har med en synlig gysen sagt, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital. Efter sin udnævnelse til udenrigsminister har han slået udtalelsen hen med, at den var taget ud af sin sammenhæng, men sammenligningen med den ubehagelige sygeplejerske i ”Gøgereden” hænger ved.

Et andet forhold er, at ingen har nogen anelse om hvad Hillary Clinton gør, når hun skal slappe af og have det sjovt. Bortset fra, at vi har fået et ejendommeligt indblik i hendes morskab ved som advokat at få en skyldig voldtægtsmand frifundet, ved vi ikke hvad der optager hende. Vi ved, hvad der morer Obama – golf, basketball, etc. Vi ved også, at Bill Clinton tidligere satte pris på en burger og en ung praktikant, når han skulle slå sig løs, og vi er ganske velorienteret om, at Donald Trump kurtiserer smukke kvinder, når ham skal have det rigtig sjovt.

Når folk taler om Clinton, har de tendens til at tale om hende udelukkende i faglige sammenhænge. For eksempel har alle de vurderinger, man hører, noget at gøre med hendes professionelle indsats og hun roses for at være god til at “multitaske” eller at hun er “velorganiseret”.  

Hillary Clintons karriere lægger beslag på al hendes tid og der er næppe plads til et normalt familieliv. Man har vanskeligt ved at forestille sig et ægteskabeligt samliv med hendes mand, der i højere grad fremstår som en politisk samarbejdspartner. Hendes datter arbejder for Clinton Foundation og hendes venskaber synes at være knyttet ved networking-sammenkomster.

Medarbejdere forguder hende

Samtidig forguder folk, der arbejder tæt sammen med hende, og siger, at hun er varm og omsorgsfuld. Men udefra er det svært at forestille sig hende bag facaden eller bag karrieren. Bortset fra, at hun selv henviser til at hun faktisk er bedstemor, præsenterer hun sig som politiker med et imponerende professionelt CV.

Hillary Clintons manglende popularitet er beslægtet med de negative følelser, som omgiver de arbejdsnarkomaner, man kan møde på sit arbejde. Arbejdsindsatsen værdsættes, men arbejdsnarkomaner er så opslugt af deres arbejde, at der ikke er plads til følelser og den faglige, professionelle rolle kommer til at dominere deres personlighed. Samtidig bliver hun i stigende grad kritiseret for griskhed i forbindelse med Clinton Foundations økonomiske dispositioner, ligesom e-mailsagen og andre sager fra hendes tid som udenrigsminister forfølger hende.

Hillary Clintons offentlige fremtræden er præget af professionalitet: hun udstråler, at hun er flittig, velovervejet, målrettet, kritisk. Det er mere end svært udefra at få en fornemmelse af hende som person – hun er en rolle.

Det skal ej heller forbigås, at mens Bill Clinton var og er en gudbenådet taler, Obama uforlignelig og omtrent på højde med Reagan, og Trump – om ikke andet – ofte er stærkt underholdende, er Hillary Clinton ikke nogen stor taler. Hendes stemme er ikke behagelig, og ved nærbilleder bliver man lidt skræmt af det stirrende blik. Hendes oratoriske tricks (som f.eks. at foregive et hosteanfald midt under en offentlig tale og over for publikum undskylde med, at hun får en allergisk reaktion hver gang hun kommer til at tænke på Trump) virker ikke rigtig.

Utroværdigt magtmenneske?

Denne formelle, karriere-orienterede personlighed gør, at hun er i kontrast til en række af normer, der syntes at være i høj kurs på de sociale medier; normer som vedrører intimitet, personlige forhold, åbenhjertighed, tillidsfuldhed – og dermed: sårbarhed.

Alt det ligger fjernt fra den rolle Hillary Clinton spiller, og resultatet er, at hun uvægerligt kommer i et modsætningsforhold til alle de mennesker, der ikke er noget i kraft af deres professionelle virke, men først og fremmest definerer sig selv uden for arbejdslivet. Mange amerikanere – og danske iagttagere får derfor et indtryk af Hillary som en lille smule utroværdig.

I april 2013 indgik regeringen en bred aftale om en omfattende reform af SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Reformen skulle sikre et velfungerende og effektivt SU-system og bidrage til at sikre en hurtigere studiegennemførelse.

Aftalen blev indgået mellem den tidligere regering – S, R og SF og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti med sigte på at reformere SU-systemet og rammerne for studiegennemførelse. Aftalen omfattede bl.a.:

·         Muligheden for SU i op til 12 måneder ud over normeret tid til uddannelsessøgende, der starter deres videregående uddannelse inden for 2 år efter adgangsgivende eksamen

·         Øgede krav i SU-systemet til de uddannelsessøgende om fremdrift på videregående uddannelser

·         Højst fem ungdomsuddannelser med SU

·         Ændret SU til hjemmeboende

·         Forhøjelse af satsen for fribeløb for SU-modtagere

·         Udbetaling af bonus til uddannelsessøgende, der bliver færdige på under normeret studietid

·         Øget støtte til befordringsgodtgørelse

EU-domstolen

Desuden omfattede aftalen også en opfølgning på EU-domstolens dom i sag C-46/12, L.N. der betød, at udenlandske EU-borgere, der arbejder mere end ti timer ved siden af studiet (vandrende arbejdstagere), fik ret til fuld SU i Danmark.

Hvad lever studerende af?

I Danmark modtager 425.000 personer (svarende til 327.000 stipendieårsværk) SU og den samlede statslige nettoudgift er godt 21 mia. kr.

Danmark har den højeste SU i verden, og den ligger ca. dobbelt så højt som i Sverige. Grundlæggende må man stille spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at skatteyderne finansierer en høj SU til nogle af de borgere, der senere i livet får de allerhøjeste indkomster. En universitetsstuderende modtager omkring 9.000 kr. om måneden – ca. 6.000 kr. i stipendium og 3.000 kr. i lån – og kan i tillæg have anden indkomst på op til ca. 12.000 kr. uden fradrag i SU-støtten.

En ny undersøgelse som TNS Gallup ifølge Ritzau har udarbejdet for Nordea viser, at omkring 275.000 af de studerende arbejder ved siden af studierne. Mens 55 procent af de kvindelige studerende arbejder ved siden af studierne, gælder det kun 49 pct. af de mandlige. I alt har 147.000 kvinder og 137.000 mænd et studiejob.

Hvordan de knap 200.000 studerende, der ifølge undersøgelsen ikke arbejder ved siden af studierne, klarer sig for 9.000 kr. om måneden, er ikke godt at vide. Mon ikke man kan antage, at mange har penge med ”hjemmefra” eller har udeklaret ”sort” indkomst?

Udlændinge på dansk SU

I december 2015 var der ifølge Jyllands-Posten 5446 udlændinge i Danmark, der under reglerne fik fuld SU. Siden den politiske aftale i 2013 er SU-udgifterne til udenlandske studerende steget fra 19 mio. kr. til 395 mio. kr.

Den største andel udgøres af borgere fra Rumænien, mens Norge, der er omfattet af de samme regler, står for den næststørste procentvise stigning.

Stigningen er størst på erhvervsakademierne og øvrige uddannelser, hvor undervisningssproget er engelsk.

Løsningen

Spørgsmålet er, om det virkelig har været partiernes mening, at 425.000 mennesker skulle modtage uddannelsesstøtte for over 21 mia. kr. om året? Ligger der en bevidst politisk beslutning bag det forhold, at det danske uddannelsessystem og SU’en skal bruges til at uddanne andre EU-landes borgere?

Det er indlysende, at Danmark ikke uden videre kan ignorere EU-domstolens afgørelse og diskriminere mellem studerende fra Danmark og EU eller EØS.

Det er samtidig særdeles tvivlsomt, at et ”service-check” af engelsksprogede uddannelser i Danmark, som foreslået af regeringen, vil kunne klare problemet.

Mon ikke tiden er inde til fundamentale ændringer i systemet. Bør den nuværende uddannelsesstøtte ikke snarest omlægges til et lånebaseret system, hvor den studerende i stedet har adgang til statsgaranterede lån med en både favorabel rente og fleksible tilbagebetalingsvilkår?

De midler, der spares i SU, kan passende udnyttes til målrettede forbedringer i vores folkeskoler, ungdomsuddannelser og universiteter.

Det Internationale Center for Forskning i Økologisk Jordbrug og Fødevaresystemer, ICROFS, offentliggjorde i 2015 en såkaldt vidensyntese: Økologiens bidrag til samfundsgoder. Af syntesen fremgik, at man ikke utvetydigt kan sige, der er videnskabeligt bevis for, at økologisk mad er sundere end konventionelt dyrkede produkter.

Økologer blev stærkt fortørnede, da vidensyntesen af mange blev taget til indtægt for, at økologi hverken gavner sundhed eller miljø. Mange økologitilhængere er ganske faktaresistente, og den kendsgerning, at mange børnefamilier på et stramt budget betaler overpriser for fødevarer, der er præcis ligeså sunde eller usunde som konventionelle fødevarer, blev hurtigt dysset ned i de danske medier.

Nu er den gal igen. Den 22. juni 2016 offentliggjorde det svenske Livsmedelsverket rapporten ”Miljöpåverkan från konventionellt och ekologiskt producerade livsmedel, rapport 2 2016”.

Svenske forskere – professor emeritus i økologi Torbjørn Fagerström og Jens Sundström, docent i vækstfysiologi – har herefter på basis af rapporten konkluderet, at økologisk jordbrug ikke er mere miljøvenligt end konventionelt. Hvis man køber økologisk skal det ikke være for at gavne miljøet, fastslår de to svenske forskere.

Ifølge rapporten er frugt og bær, mælk, okse- og svinekød, æg og afgrøder ikke mere miljøvenlige, når de er økologiske, end når de er konventionelle, hvis man måler belastningen pr. kg produceret enhed. Når det gælder kyllinger og grønsager er konventionel produktion bedre end økologi, og kun når det gælder fisk og skaldyr, er økologi mere miljøvenligt.

Rapporten har vurderet produktionsformerne på forurening af vandmiljøet, forsuring af jorden, brug af plantebeskyttelsesmidler, energiforbrug og arealforbrug. Det er kun på brugen af plantebeskyttelsesmidler, at økologien kommer bedst ud.

I et debatindlæg, ”Økologisk jordbrug har aldrig været bedre for miljøet”, har Torbjørn Fagerström givet udtryk for, at det er på tide at udfase den statslige støtte til økologisk jordbrug og finde en ny videnskabsbaseret miljømærkning for svenske jordbrugsprodukter. Til det norske medie, Nationen, der har dækket debatten om den svenske rapport intensivt, har han sagt, at ”Med økologi kan vi få dårligere miljø, forbrugerne må betale mere for maden og der er brug for større areal for at producere samme mængde mad”.

Medforfattere til rapporten fra Livsmedelverket, Birgit Landquist, Maria Nordborg og Sara Hornborg påpeger, at sammenligninger i relation til areal overvejende kommer ud til fordel for økologisk jordbrug, men økologisk jordbrug har ikke nødvendigvis en lavere miljøpåvirkning pr. produceret enhed.

De politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio er voksende. Tvangslicensen til den statslige mediegigant, der er reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, betragtes som en anakronisme – lidt som tiende til den katolske kirke inden Reformationen i 1536. Det gør ikke sagen bedre, at den undrende befolkning ikke kan undgå at være vidne til et tøjlesløst frådseri med de tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr. om året.

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen syntes at være, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Realiteten er altså, at en meget stor del af licenspengene går til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercielle tv-kanaler i forvejen udbyder.

Prøver DR at imødekomme den folkelige kritik?

DR er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Det er forståeligt, men alligevel påfaldende, at danske journalister er ganske tilbageholdende med at dække den folkelige og politiske kritik af landets største journalistiske arbejdsplads. Lars Werge, formand for Dansk Journalistforbund, har da også følt sig kaldet til at fremkomme med en slags forklaring – danske journalister vil sandelig gerne debattere public service, men man har intet ønske om at bidrage til en ”plat” og usaglig debat om DR. Hertil er vel blot at sige, at det vel ikke er Werge og Dansk Journalistforbund, der skal være dommer over hvordan den politiske debat skal føres?

Noget der til gengæld har fået maksimal journalistisk dækning i alle medier er, at DR fra begyndelsen af 2018 vil flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med over 3000 medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og vi har kunne læse kollegialt forstående beskrivelser af, at beslutningen ligefrem har givet anledning til traumer hos medarbejdere.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er med henvisning til institutionens public service forpligtelser finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

DR er måske/måske ikke bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Realiteten er:

• licensbetalerne har ikke noget at skulle have sagt,

• Folketinget må ikke blande sig, og

• DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR tilbestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og -radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end den aldrende Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Hvorfor skal bestyrelsesformanden i Wonderful Copenhagen og skatteborgerne hænge på regningen for Danmarks Radios tøjlesløse frådseri?

Ifølge Erhvervsstyrelsens udkast til endelig afgørelse i sagen om Wonderful Copenhagen og Melodi grand Prix i 2014, syntes det at blive udgangen på sagen. Det er tilfældet, selvom den rolle, som Danmarks Radio har spillet i forhold til Wonderful Copenhagen og Projektselskabet i forbindelse med afviklingen af Eurovision Song Contest i 2014, uvilkårligt leder tanken i retning af straffeloven. Jeg tænker på bestemmelserne om udnyttelse af en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et bestående afhængighedsforhold til i et aftaleforhold at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for.

Det var DR, der insisterede på at intet skulle spares på den ligegyldige slagerfestival, og med en samlet udgift på 334 mio. kr. endte regnskabet for det af Wonderful Copenhagen etablerede projektselskab på 112 mio. kr. – 77 mio. kr. mere end budgetteret og med et underskud på 58 mio. kr.

Budgetoverskridelsen var mulig, fordi DR beredvilligt finansierede driften af projektselskabet med ulovlige lån fra Danmarks Radio. Selvom Wonderful Copenhagen ikke havde alle pengene og ikke var juridisk forpligtet, besluttede bestyrelsen, at underskuddet på 58 mio. kr. i projektselskabet skulle dækkes. De totalt uansvarlige politikere i Region Hovedstaden besluttede, at skatteborgerne i region Hovedstaden skulle betale. Det indebar, at regionens skatteborgere ud over de allerede bevilgede mange millioner ydede et ekstraordinært tilskud til Wonderful Copenhagen på 46 mio. kroner. Til gengæld reducerer regionen det ordinære årlige tilskud over en årrække.

Københavns Kommune nægtede klogeligt at deltage i dækningen af projektselskabets underskud på 58 millioner. Uanset Wonderful Copenhagen teknisk er en erhvervsdrivende fond under Region Hovedstaden er det helt urimeligt, at skatteborgerne i Hovedstadsregionen kommer til at hænge på regningen alene. DR var den ansvarlige arrangør af ESC og med en gæld til DR på 37,8 millioner (ekskl. moms og renter) var DR projektselskabets største kreditor. Som påpeget af Erhvervsstyrelsen kunne Wonderful Copenhagen, der ikke juridisk var forpligtet til at dække underskuddet i projektselskabet, have dækket de relativt få private kreditorer og overladt det til DR at afgøre, om projektselskabet skulle gå konkurs. Region Hovedstaden burde under alle omstændigheder have undersøgt aftalegrundlaget og parternes rolle inden Regionsrådet i al hast bevilgede 46 mio. kr. af skatteborgernes penge til dækning af underskuddet.

Regionsrådets medlemmer må også have et ansvar, og det er under alle omstændigheder ikke rimeligt, at det alene er den daværende bestyrelsesformand i Wonderful Copenhagen og skatteborgerne, der skal hænge på regningen for Danmarks Radios tøjlesløse frådseri.

Skal bestyrelsesformanden i Wonderful Copenhagen og skatteborgerne virkelig være de eneste, der kommer til at hænge på regningen, mens Danmarks Radio slipper helt fri?

Jens Maaløe, CEO, Terma, formand for Innovationsfonden og Claus Jensen, formand Dansk Metal og bestyrelsesmedlem i Innovationsfonden insisterer i en kronik i JylllandsPosten den 27. juni 2016 på, at staten prioriterer langsigtede strategiske investeringer i forskning og udvikling. Som de skriver: Opgaven med at varetage Danmarks fremtid og velstand kan ikke overlades til private investorer!

De gode folk fra Innovationsfonden er ikke alene – tunge organisationer, virksomheder og universiteter bidrager gerne med gode forslag om at øge de offentlige bevillinger til forskning.

Novo Nordisk Fonden har således for nylig præsenteret en rapport, der viser, at offentlige investeringer i forskning har positiv effekt på samfundsøkonomien og skabelsen af nye arbejdspladser. Rapporten –”Forskningsøkonomi – 3 samfundsøkonomiske effektanalyser af investeringer i forskning i Danmark” – bruges af både Mads Krogsgaard Thomsen, koncerndirektør for forskning og udvikling i Novo Nordisk, og Lykke Friis, prorektor ved Københavns Universitet, til at agitere for et større ambitionsniveau i den offentlige forskning.

Det skal dog nævnes, at Krogsgaard Thomsen også argumenterer for at højne kvaliteten i uddannelserne inden for life science og behovet for højere grad af studieintensitet, feedback og engagement. Krogsgaard Thomsen nævner også at det bør være en målsætning at få Danmark i top over regioner, der er attraktive for internationale life science-talenter.

Den såkaldte forsker-ordning, der sikrer en lempelig skattemæssig behandling af forskere og nøglemedarbejdere, er tydeligvis ikke tilstrækkelig. I dagbladet Børsen agiterer Novo Nordisk den 21. april 2016 for at forskerskatteordningen forlænges, så den gælder otte-ti år mod de nuværende fem år. Men det vil næppe være tilstrækkeligt til at tiltrække internationale kapaciteter.

Den tidligere topchef for A.P. Møller – Mærsk, Nils Smedegaard Andersen, bekræftede over for Berlingske Tidende den 20. september 2015, at det helt store problem er at tiltrække talenter fra udlande, der ikke bare vil være her i 3, 5 eller syv år, men brænder for en karriere i A.P. Møller – Mærsk hele vejen op gennem systemet. ”Vi vil gerne have flere udenlandske talenter, der kommer til Danmark på permanent ophold. Løsningen på det er ikke en forskerordning, men en beskatning, der flugter med beskatningsniveauet i andre lande”.

Fokus på forskning

Selvom skatte- og afgiftstrykket i Danmark er en afgørende barriere for en positiv udvikling i samfundsøkonomien, retter kritikken fra Dansk Industri, Dansk Erhverv, Novo Nordisk, Innovationsfonden og Københavns Universitet sig især mod regeringens justeringer af bevillingerne til den offentlige forskning.

Faktum er, at Danmarks offentlige investeringer i forskning og udvikling siden 2007 er steget og befinder sig på det højeste niveau nogensinde. Den private sektors investeringer er i samme periode stagneret i både kroner og ører og i forhold til bruttonationalproduktet, BNP.

Justeringerne i det offentlige forskningsbudget, skal ses i forhold til, at de samlede årlige offentlige bevillinger til forskning og udvikling (FoU) ifølge Danmarks Statistik er på mere end 20 mia. kr.

Organisationerne anerkender, at niveauet for universiteternes basisfinansiering, fri forskning og grundforskning er fastholdt, men kritiserer besparelserne på de virksomhedsrelaterede forsknings- og udviklingsmidler.

Hvordan stimuleres den private forskning og udvikling?

De offentlige investeringer i forskning og udvikling på 1,04 (i 2013) pct. af BNP placerer ifølge Innovation og Forskning 2016 fra Danmarks Statistik Danmark som det land i EU, der investerer fjerde mest i offentlig forskning og udvikling.

De private investeringer i forskning og udvikling udgjorde ifølge samme rapport 2,0 procent af det danske BNP. Det placerer Danmark på en syvendeplads i forhold til erhvervslivets investeringer i forskning og udvikling.

Danmark vil således nu og i de kommende år opfylde EU’s Barcelona-målsætning om, at investeringer i forskning og udvikling skal udgøre mindst tre procent af BNP.

Danmark ligger i øjeblikket på en 6. plads blandt OECD-landene – efter Israel, Sydkorea, Japan, Finland og Sverige. Det ville imidlertid være særdeles ønskeligt, hvis de private investeringer i forskning og udvikling kunne øges, således at Danmark frem mod 2020 kommer blandt de fem OECD-lande, hvor erhvervslivet investerer mest i forskning og udvikling målt i procent af BNP.

Selvom den økonomiske vækst lader noget tilbage at ønske, forekommer det, at mange virksomheder i disse år har en ganske pæn indtjening, aktiekurserne er høje og der udbetales store udbytter til ejerne. I den situation er det bemærkelsesværdigt, at de private investeringer er historisk lave.

Den private sektors lave investeringer i FoU er det egentlige problem!

Det ville være mere nyttigt, hvis Innovationsfonden, Dansk Erhverv, Dansk Industri og Novo Nordisk og andre kunne delagtiggøre os i deres forslag til, hvordan de private FoU-aktiviteter øges.

DR vil fra begyndelsen af 2018 flytte lidt flere end 150 medarbejdere fra København til Aarhus og Aalborg. DR Sporten og DR Vejret flytter til Aarhus, hvor DR’s kulturredaktion også udvides. DR Videnskab og DR Undervisning flyttes til Aalborg. Magasinprogrammerne ”Madmagasinet” og ”Kontant” flytter til Aarhus.

At en stor virksomhed med tusindvis af medarbejdere flytter rundt på nogle medarbejdere burde ikke engang i lille Danmark være forsidestof. Men nu er det hele Danmarks Radio, det drejer sig om, og beslutningen har ligefrem givet anledning til traumer hos medarbejdere og forstyrrelser af sendefladen.

Spørgsmålet er, om udflytningen ændrer det stærke politiske og folkelige krav om drastiske ændringer i Danmarks Radio.

Der efterspørges i stigende grad debat om DR’s konkurrence-forvridende effekt i forhold til de private tv-udbydere, og samtidig kan vi konstatere, at det politiske flertal for at opretholde den nuværende tvangslicens til Danmarks Radio er væk. Udflytningen af enkelte medarbejdere fra København vil næppe ændre det forhold. Det bør derfor allerede nu overvejes, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier.

Medieaftale

Den brede politiske medieaftale for 2015-18 betyder desværre, at rammerne for Danmarks Radio, TV2-regionerne og Radio24/7 og anvendelsen af de 4,4 milliarder kr., som årligt tvangsopkræves i licens fra danskerne, ligger fast i de næste par år. Alligevel er det ikke et øjeblik for tidligt at overveje, de ændringer i DR, der skal implementeres fra 2018.

DR, der mere og mere fremstår som noget taget ud af George Orwells ”1984”, er suverænt Danmarks største og vigtigste kulturinstitution med flere journalister ansat end den samlede dagspresse. Reguleret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og finansieret med tvangsudskrevne licensmidler på 3,7 mia. kr.om året. 

Public Service

I henhold til loven skal den samlede public service virksomhed via fjernsyn, radio og internet el. lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Det foregives, at public service virksomheden mere præcist fastlægges i en særlig aftale med Kulturministeriet, men i realiteten har DR frie hænder, og DR føler sig i hvert fald ikke forpligtet til at lytte til ”kunderne”.

Ingen hensyn til licensbetalerne

DR har udviklet sig til en stat i staten, hvor det er direktionen og bestyrelsesformanden solidt forankret i københavnske kulturradikale kredse, der bestemmer det hele – og vel at mærke uden hensyntagen til ”kunderne” og uden hensyntagen til andre politiske prioriteringer, end deres egne!

Sagerne om den ublu aflønning af DR’s generaldirektør og beslutningen om at nedlægge UnderholdningsOrkestret er symptomatisk for den holdning, der i mange år har præget institutionens forhold til seere og lyttere. Så længe man har licensen, er der intet, der kan tvinge DR til at lytte til kunderne, endsige komme dem i møde.

Historien om afviklingen af Melodi Grand Prix, den Europæiske Sang Konkurrence, ESC 2014, er tilsvarende en helt fantastisk historie, om et projekt, der ender i et tøjlesløst frådseri med samlede omkostninger på over 334 mio. kr. inklusive DR’s egne udgifter. Direktion og bestyrelse i Wonderful Copenhagen mærker konsekvenser, men selvom ESC var DR’s ansvar, går institutionen foreløbig helt fri.

Udgiften til regnbuemanifestationen børstes af på danske skatteborgere og licensbetalere, og angående DR’s fundamentale ansvar, dækker Kulturministeriet og DR sig bag bestyrelsesformandens drevne juristeri. Resultatet er, at vi formentlig aldrig får placeret et ansvar i DR.

Nye signaler?

I forbindelse med udflytningen af medarbejdere til Aarhus og Aalborg har DR’s generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, givet udtryk for, at DR skal være relevant for hele befolkningen. Det er vist første gang at den erkendelse kan ses på tryk. Rørbye Rønn erkender endvidere, at ”DR tilhører danskerne og derfor også skal gøre sig relevant for alle danskere”!

Det er så sandt, som det er sagt, men det har bare ikke hidtil præget programvirksomheden.

Politisering

Måske/måske ikke er DR bemandet med ”røde lejesvende”, men dagbladet POLITIKEN har dokumenteret, at DR’s store historiske drama ”1864” var et politisk projekt. DR’s daværende dramachef, Ingolf Gabold, bekræfter at, ”Det var et stykke politisk dramatik. Det tager jeg det fulde ansvar for”, siger Gabold, der var dramachef fra 1999 til 2012. Formålet med det politiske projekt ”1864” var ifølge Gabold, at skabe debat om ”den isolation, der ligger i Dansk Folkepartis meget nationalistiske tro på Danmark og det danske”.

DR’s nuværende dramachef, Piv Bernth, afviste Ingolf Gabolds udlægning i POLITIKEN, men hun holder ikke sine egne politiske holdninger tilbage. Til new zealandsk radio har hun om Dansk Folkeparti udtalt, at ”De kan ikke lide immigranter, og de forsøger at være meget venligt stemt over for pensionister, men det er ikke virkeligheden”. Der er ikke tale om en fortalelse eller misforståelse. Piv Bernth har selv overfor Radio24syv bekræftet og forsvaret sin bedømmelse af partiet.

Alligevel hævder DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen uden at blinke og lige op i licensbetalernes åbne ansigt, at DR ”ikke driver bestemte politiske dagsordener”.

Eksemplerne er utallige, men realiteten er, at licensbetalerne ikke har noget at skulle have sagt, Folketinget må ikke blande sig, og DR-bestyrelsen har valgt at overlade ledelsen af DR til bestyrelsesformanden og DR’s direktion!

Tvangslicens til underholdning

Opfattelsen på både venstre- og højrefløjen er, at når vi nu alle er tvangsindlagt til at finansiere galskaben, havde det været ønskeligt, om der var mekanismer, der sikrede, at kundernes (lyttere og seere) prioriteringer også i et vist omfang blev afspejlet i DR’s programvirksomhed.

Politisk er det f.eks. et problem, at lyttere og seere spises af med evindelige genudsendelser og reklamer for DRs egne programmer mens danske programmer fylder stadig mindre på den primære TV-kanal, DR1. Tal fra Gallup TV-Meter viser, at udsendelser på dansk fyldte 28,4 procent af sendefladen i 2014, mens det tilsvarende tal i 2010 var 55 procent.

Til gengæld satser Danmarks Radio primært på underholdning på tv-fladen. Det viser en opgørelse, DI Digital har gennemført af DR’s programudbud i uge 22. Opgørelsen skelner mellem underholdning og kerne public service som for eksempel nyheder, undervisning og kultur, og den viser, at dansk og udenlandsk produceret underholdning fylder i alt 62 procent af sendefladen.

Det er helt urimeligt, at alle danskere er tvangsindlagte til at betale ganske mange penge for meget lidt public service-tv og –radio hos Danmarks Radio, og samtidig være tvunget til at blive hjernevasket af politiserende programmedarbejdere. En meget stor del af licenspengene går reelt til programmer, der ikke meningsfyldt kan betegnes public service, og som de kommercieller tv-kanaler i forvejen udbyder.

Det er kritisabelt, at Folketinget er sat uden for indflydelse, partiernes repræsentanter i DR-bestyrelsen afskæres fra at øve indflydelse, og kulturministeren nægter at påtage sig det naturlige ”ejeransvar”.

Når kritikken kommer fra både rød og blå blok, er det nærliggende at forvente mere drastiske ændringer, end Bertel Haarder, der selv har en rem af den kulturradikale hud, lægger op til.

Det danske mediemarked

Det danske mediemarked er samtidig udfordret af kravene til en fundamental teknologisk omstilling og ændringer i forbrugeradfærden. I modsætning til andre økonomiske aktivitetsområder må de private aktører på det danske mediemarked kæmpe direkte mod statsejede, velpolstrede og ekspansive virksomheder, som i vidt omfang ikke krediterer andre og tilbyder alt det nye digitale medieindhold gratis.

Egne indtægter og abonnenter

En mulighed kunne derfor være, at DR fra 2018 finansieres af egne indtægter, herunder reklameindtægter, samt indtægter fra abonnementer – vel at mærke via abonnementer, som brugerne frivilligt selv vælger at tegne og betale. Ligesom det gælder for andre medier. Afskaffelse af tvangslicensen kan eventuel kombineres med en basisfinansiering til for eksempel bygninger og teknik, men borgerne skal frit kunne abonnere på de dele af udbuddet, de ønsker.

Forslaget kunne kombineres med en offentligt finansieret Public Service Fond, som også andre medier skulle have mulighed for at trække på. TV2 kunne passende ved samme lejlighed privatiseres.

Det vil betyde et mindre DR og frem for alt et DR, der kommer til at konkurrere på mere lige vilkår med markedets øvrige udbydere.

Danmarks nye udviklingspolitiske strategi, Verden 2030, blev offentliggjort på Folkemødet på Bornholm den 18. juni 2016. Ifølge strategien, der stadig er et udkast, vil Danmark fortsat yde mindst 0,7 pct. af BNI i udviklingsbistand, dvs. omkring 15 mia. kr.

Markedsbaseret økonomisk vækst

Regeringen vil fremover prioritere fremme af markedsbaseret økonomisk vækst og frihed, og øget beskæftigelse med særligt sigte på at styrke udviklingen af den private sektor i udviklingslandene. Regeringspartiet Venstre har således naturligt nok efterladt solide liberale aftryk i strategien.

Det understreges, at beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for inklusiv, bæredygtig vækst. Det er noget bistandseksperter har argumenteret for i årevis. Med blik på den danske ressourcebase og Danmarks egen udviklingshistorie er det naturligt, at DANIDA skal have større fokus på at arbejde for udvikling af landbrugs- og af fødevaresektorernes bidrag med jobs og fødevarer til udviklingslandenes voksende bybefolkninger.

Det er faktisk meget positive signaler efter, at landbrug og fødevareproduktion i en årrække beklageligvis har været politisk nedprioriteret i dansk udviklingspolitik. Nu syntes der igen i Danmark og i andre udviklede lande at være en voksende erkendelse af landbrugets og fødevareproduktionens centrale betydning for økonomisk udvikling i verdens fattigste lande.

Der er en række forhold, der har medvirket til, at der nu er udsigt til en renæssance for landbrug. En række analyser har bidraget med ny viden om de faktiske udviklingstendenser, og samtidig er der i en række toneangivende lande sket en politisk ny-orientering, der har gjort op med modstanden mod at understøtte et frit, uafhængigt og økonomisk bæredygtigt landbrug baseret på selveje og familiebrug.

EU-Kommissionen fortjener afgjort en stor del af æren herfor, men også i lande som Kina og Indien er der nu sat økonomisk kraft bag den politiske vilje.

Ernæringen af den voksende verdensbefolkning

Selvom antallet af sultne og underernærede i verden siden 1990 er faldet, er det klart den vigtigste udfordring for verdenssamfundet på landbrugs og fødevareområdet, at brødføde verdens voksende befolkning. Selvom der har været forbedringer, er det desværre en kendsgerning, at omkring 800 millioner mennesker døjer med sult og underernæring.

Det erkendes bredt, at den situation ikke kan klares med den fødevarebistand, som den udviklede del af verden ellers har kamufleret uligheden med. Denne form for bistand er samtidig ofte handelsforvridende og direkte hæmmende for udviklingen af udviklingslandenes egen fødevareproduktion.

Fødevarebistand uden perspektiv

Den hidtidige politik er åbenlyst uholdbar og utilstrækkelig i en situation, hvor vi må forvente yderligere (dog langsommere) befolkningstilvækst i verden som helhed, men fortsat høj befolkningstilvækst i udviklingslandene, især i de mindst udviklede lande. Samtidig står vi overfor hurtigt aldrende befolkninger i industrilandene og i de forholdsvis avancerede udviklingslande, og en tendens til ukontrolleret urbanisering i alle udviklingslande. Vi må samtidig forholde os til massive forskydninger i fødevareproduktion og forbrugsmønstre forbundet med de demografiske ændringer, herunder et stigende “dobbeltproblem” af samtidig underernæring og fedme. Vi risikerer også at blive fanget i en situation med stigende efterspørgsel efter fødevarer som følge af højere forventet levealder og en bedre ernæringsmæssig status, men på samme tid stagnerende udbytte af de vigtigste kornsorter, især hvede og ris.

Globaliserings positive og negative bidrag

Den øgede internationale handel samt øget mobilitet af kapital og arbejdskraft internt i landene og på tværs af grænserne vil kunne bidrage positivt til den økonomiske udvikling, men samtidig vil det øge betydningen af og problemer med fødevaresikkerhed og biosikkerhed, herunder grænseoverskridende skadedyr og sygdomme.

På det globale plan står vi midt i en proces med industrialisering af fødevaresektoren, med hurtige ændringer i organiseringen og strukturen på markederne for landbrugsprodukter og tjenesteydelser, herunder voksende betydning af moderne detailhandel, koordinering i værdikæderne, specialiserede indkøbspraksis, produktcertificering og mærkning og kontraktforhold.

De politiske krav til landbrugssektorerne er samtidig voksende: landbrug skal ikke blot levere fødevarer og foder, men også råvarer til energi og andre formål samt natur- og miljøforvaltning. Der skal ligeledes tages hensyn til de kommende års betydelige pres på naturressourcer som jord, skov, vand og biodiversitet, som også kan give anledning til og nære konflikter.

Verdensmål for Bæredygtig Udvikling rammen for dansk udviklingspolitik

De såkaldte Verdensmål for Bæredygtig Udvikling (ofte bare kaldet Verdensmålene, eller Global Goals) udgør rammerne for den nye danske udviklingsstrategi. De 17 Verdensmål er samlet set den mest ambitiøse plan i menneskehedens historie. Deres i alt 169 delmål handler om at løse mange af verdens største problemer. Blandt andet skal vi udrydde fattigdom og sult, sikre øget global lighed og opnå en bæredygtig verdensøkonomi. Det er planen, at Verdensmålene skal være opfyldt i 2030.

Den private sektors rolle

I den danske strategi fremhæves det, at mange af verdensmålene forudsætter et aktivt bidrag fra den private sektor, for eksempel på energi, klima og fødevarer. Men vel at mærke fra et erhvervsliv, der driver forretning ansvarligt. Det vil bl.a. indebære respekt for menneskerettigheder, som fastlagt i FN´s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, og en bæredygtig forretningsmodel, der adresserer miljøudfordringer og skaber anstændige jobs og arbejdsforhold baseret på arbejdstagerrettigheder, social dialog og social beskyttelse.

I strategien tilkendegiver regeringen, at høje standarder for ansvarlighed samtidig er en konkurrencefordel for dansk erhvervsliv, og den bedste garant for, at vi ikke ender i et kapløb mod bunden.

Det Danmark vil er gennem partnerskabsinstrumenter at bidrage til at finde nye forretnings- og markedsmuligheder. Udgangspunktet er en forretningsidé drevet af en eller flere virksomheder eller investorer, hvor DANIDA og bistandsinstrumenterne vil hjælpe til at få relevant viden og ressourcer bragt i spil.

For at sikre investeringer i bæredygtig infrastruktur, der har karakter af offentligt gode og dermed vanskeligt kan finansieres på kommercielle vilkår, vil Danmark videreudvikle og prioritere finansiering ved Danida Business Finance til offentlige købere i fattige udviklingslande, herunder projektudvikling.

Danmark vil styrke Investeringsfonden for Udviklingslandene, IFU, som den centrale danske udviklingsfinansieringsinstitution. IFU og de IFU-administrerede investeringsfonde kan i større skala bidrage til mobilisering af privat finansiering, herunder fra pensionskasser, fonde og virksomheder med henblik på at investere i bæredygtig vækst, anstændig beskæftigelse og teknologioverførsel til håndtering af for eksempel klima- og miljøproblemerne i vanskelige markeder i udviklingslandene. IFU bidrager samtidig til internationalisering af dansk erhvervsliv herunder små og mellemstore virksomheder.

Samarbejdet med private virksomheder og investorer muliggør en gearing af bistandsmidlerne med en faktor på mellem 2-10 afhængig af investeringstypen og afkast.

Bistandsmidler skal ikke bringes i spil, hvor den private sektor selv kan og vil. Det skal undgås, markeder forvrides, og initiativer skal skabe en markedsudvikling ved at mobilisere andre privatsektor aktører. Partnerskaber skal være åbne for potentielle partnere fra alle lande med det sigte at få adgang til flere samarbejdsmuligheder og kunne skalere succesfulde indsatser.

Er det en god idé at involveres erhvervene i udviklingsbistanden

Det har faktisk i længere tid været overvejet hvordan der kunne udvikles innovative partnerskaber og nye erhvervsinstrumenter i udviklingspolitikken. DANIDAs tidligere erhvervsstøtteinstrumenter – Danida Business Partnerships og Business Project Development – havde ikke en tilstrækkelig effekt på jobskabelse og bæredygtig vækst i udviklingslandene. Samtidig havde programmerne på nogle områder faktisk været i konflikt med EU’s regler – især i forhold til statsstøttereglerne.

Ligesom det var den tidligere regerings dilemma, er det også Kristian Jensens vilkår, at der må trækkes på udviklingsbistanden som følge af de ekstraordinære udgifter til flygtningemodtagelse. Derfor er det blevet endnu vigtigere, at Danidas udviklingsprogrammer designes på en sådan måde, at dansk erhvervslivs og danske institutioners og organisationers meget betydelige kompetencer kan komme i spil.

Samtidig er der som påpeget af Taksøe-Jensens udredning behov for gennem innovative strategiske partnerskaber at skabe sammenhæng mellem handels- og udviklingspolitik, og der er behov for, at udviklingslandene ligeværdigt integreres i bl.a. den globale fødevareproduktion. Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende at Danidas værktøjskasse suppleres med relevante kompetencer fra den private sektor.

Det siger sig selv, at hvis erhvervsprogrammerne – under iagttagelse af EU’s statsstøtteregler – skal være effektive, skal programmerne kunne give danske virksomheder incitamenter til vækst og indtjening samtidig med, at programmerne bidrager til værdiskabelse og beskæftigelse i udviklingslandene. Det kræver at disse ordninger tilføres øgede bevillinger fra andre bistandsområder.

Fokus på rammebetingelser for bæredygtig vækst

Strategien lægger op til, at Danmark fremover skal arbejde for at skabe gunstige rammer for, at den private sektor kan øge sit bidrag til verdensmålene i udviklingslandene og globalt. Et godt erhvervsklima vokser ud af et fundament baseret på et velfungerende retssystem, effektive, ansvarlige og inddragende samfundsinstitutioner, korruptionsbekæmpelse, opbygning af infrastruktur og ligestilling. Et godt erhvervsklima og en ansvarlig privat sektor kan bidrage til at fremme demokratiske processer – og omvendt.

Opbygning af institutioner, privat jord- og ejendomsret og økonomisk frihed er afgørende. Jord- og ejendomsret er også ofte en del af livsgrundlaget og fødevareproduktionen for mange fattige i udviklingslandene.

Rammebetingelser omfatter også en sund arbejdsstyrke herunder gennem adgang til bl.a. sundhedsydelser inklusive bekæmpelse af hiv/aids.

Landbrug og fødevarer

Landbrugs- og fødevaresektorerne vil være i fokus. Beskæftigelse inden for landbrug og fødevarer skal være en drivkraft for inklusiv, bæredygtig vækst. Det handler blandt andet om at skabe nye muligheder for indtjening, bedre forsyningsvirksomhed, bæredygtig byudvikling og jobs til unge. Vi kan herved også øge adgangen til globale værdikæder bl.a. ved at landene bliver bedre til at udnytte markedsadgang.

Danmark vil fremme rammevilkår, der kan bane vejen for øgede investeringer og integration i bæredygtig og modstandsdygtig infrastruktur, forbrug, energi og vand.

Tiltag der kan bistå udviklingslandene med tilpasning til klimaforandringer og gennemførelse af deres nationale reduktionsplaner som led i udmøntning af Klimaaftalen fra Paris vil blive prioriteret. I vækstøkonomier, hvor energitilvæksten er høj, vil Danmark fremme investeringer i CO2-reduktionsindsatser, som ofte er billige og kan have større effekt. Fattige udviklingslande vil få gavebistand i støtte til klimatilpasningsindsatser.

Klare krav til virksomhedernes samfundsansvar

De udviklingsorienterede erhvervsprogrammer bør som understreget i strategien ubetinget leve op til almindeligt vedtagne CSR-regler (Corporate Social Responsibility), og ubetinget og eksplicit respektere de internationalt aftalte retningslinjer for samfundsansvar og beskyttelse af basale rettigheder.

Landbrugs- og fødevaresektorerne vil spille centrale roller i de kommende udviklingsstrategier. Basale rettigheder til mad er nærmere defineret i ”Voluntary Guidelines to support the progressive realization of the right to adequate food in the context of national food security” fra 2004. Danmark deltog aktivt i udarbejdelsen af “Voluntary Guidelines on the Responsible Governance of Tenure of Land, Fisheries and Forests in the Context of National Food Security”, som siden 2012 har defineret de basale standardkrav på jordområdet.

Når multinationale firmaer som PepsiCo og Coca-Cola Company afstår fra land-grabbing og overholder disse retningslinjer, bør officielle danske virksomhedsprogrammer også kunne gøre det.