Kan Hillary Clinton vinde den 8. november 2016?

Støtter alle danskere Demokraterne i USA?

Selvom Abraham Lincoln var Republikaner, har danskerne i efterkrigstiden generelt været kritiske over for Republikanerne – de var de onde, mens Demokraterne var de gode! Mens præsidenterne Reagan og Bush senior – for slet ikke at tale om Bush junior – sad i det Hvide Hus, var kritikken harsk.

Reagans politik vakte stærke negative følelser blandt venstreorienterede i Danmark, hvor han hånligt blev kaldt “afdanket b-skuespiller” og “skydegal cowboy”. Hans præsidentperiode faldt sammen oppositionens kujonagtige fodnotepolitik, og han blev derfor naturligt omdrejningspunkt i retorikken hos politikere som Lasse Budtz, Kjeld Olesen, Gert Petersen og Svend Auken – godt sekunderet af den radikale Niels Helveg Petersen.

Eftertiden har mildnet opfattelsen af især de førstnævnte, og i konservative og liberale kredse har Ronald Reagan mere end 25 år efter hans præsidentperiode efterhånden opnået kultstatus. Også politikere fra andre partier har følt sig inspireret af Ronald Reagan og ”lånt” fra hans taler. Reagan henviste ofte til Matthæusevangeliet og USA som “The Shining City upon a Hill” og i hans afskedstale til nationen den 11. januar 1989 sagde han: ”I’ve spoken of the shining city all my political life, but I don’t know if I ever quite communicated what I saw when I said it. But in my mind it was a tall, proud city built on rocks stronger than oceans, wind-swept, God-blessed, and teeming with people of all kinds living in harmony and peace; a city with free ports that hummed with commerce and creativity. And if there had to be city walls, the walls had doors and the doors were open to anyone with the will and the heart to get here. That’s how I saw it, and see it still.”

Trods den ubalancerede dækning kan det ikke nægtes, at det igangværende præsidentvalg i USA af danske medier følges tæt – ja så tæt, at man kunne ønske sig en lille del af mediebevågenheden udstrakt til den politiske udvikling i vores europæiske nabolande. Selvom der endnu ikke er fremkommet noget, der tyder på, at den 45. præsident i USA vil give anledning til stor begejstring, får man – bortset fra en enkelt stemme fra Dansk Folkeparti – det indtryk, at Danmark kollektivt har besluttet at støtte Demokraterne og Hillary Clinton.

                        Hillary Rodham Clinton                      Donald J. Trump
                        Hillary Rodham Clinton                      Donald J. Trump

Selv borgerlige politikere har med deltagelsen i Demokraternes konvent åbenlyst tilkendegivet, hvor sympatien ligger, men Demokraternes tilhængere har et problem: Hillary Clinton.

Hillary Clintons manglende popularitet

Hvis det ikke var for Donald Trump, ville Hillary Clinton være den mest upopulære præsidentkandidat i nyere amerikansk historie. Hendes held er, at hun ikke behøver at være populær og elsket – hun skal bare være lidt mindre upopulær end Donald Trump.

Washington Post-ABC News har foretaget en meningsmåling, der viser, at 54 procent af alle amerikanere har en negativ holdning til Clinton og 44 procent har en “meget negativt” opfattelse af hende. Blandt registrerede vælgere er tendensen endnu tydeligere: 57 procent har en negativ holdning til hende og 47 procent er meget negative.

Realiteten syntes at være, at Hilary Clinton på dette tidspunkt i valgkampagnen er ligeså upopulær som Donald Trump.

Det mærkelige er, at det ikke er så længe siden, at hun som udenrigsminister opnåede at 66 procent kunne godkende hendes indsats. Så sent som i marts 2015 var hendes godkendelses rating på 50 og hendes misbilligelses-rating var på 39. Det paradoksale er, at Clinton selv efter en valgkampagne, der foreløbig har kostet millioner af dollars, er mindre vellidt end tidligere.

Den anden paradoks er, at uanset om man er enig med hende eller ej, kan det ikke nægtes, at hun har ydet en lang indsats i det offentliges tjeneste. Som fortaler for børn og som senator, har hun kæmpet utrætteligt.  Det er ikke det, hun har gjort, der er årsagen til den manglende popularitet, men snarere hendes facon og den måde hun har kæmpet for de gode sager.

Vigende opbakning

Hillary Clinton overhales nu af republikanernes præsidentkandidat, Donald Trump. I en landsdækkende måling, der er foretaget for tv-stationen CNN, får Trump opbakning fra 45 procent mod 43 procent til Clinton.

I weekenden blev en meningsmåling fra Reuters/Ipsos offentliggjort. Her lå Clinton side om side med Trump.

CNN’s meningsmåling viser sammen med målinger, der er publiceret i LA Times og IBD dødt løb mellem Trump og Clinton. På ingen tid har hun dermed formøblet sit forspring på otte procentpoint. Det skal dog nævnes, at andre større målinger stadig giver Clinton et forspring.

Der er store forskelle på, hvilke af USA’s vælgere de to præsidentkandidater appellerer til. Kvindelige vælgere foretrækker Clinton med en overvægt på 53 procent, mens 54 procent af USA’s mandlige vælgere foretrækker Trump.

Blandt den yngste halvdel af vælgerne – dem under 45 år – er Clinton favorit. I denne vælgergruppe siger 54 procent, at de vil stemme på hende, mens Trump indtil nu kun har kunnet regne med opbakning fra 29 procent af de unge.

Næsten fire ud af fem sorte eller farvede vælgere foretrækker at se Clinton på præsidentposten efter valget i november.

På trods af opbakningen fra kvinder virker det ikke, som om det er nogen fordel for Hillary Clinton, at hun selv er kvinde. Det kunne man have troet, for som kvinde kunne hun repræsentere forandringen, eftersom USA i hende ville få den første kvindelige præsident, mens Donald Trump bare ville være endnu en mand som de 44 foregående præsidenter.

Men det forholder sig omvendt. Det er Donald Trump, der er fornyelsen i forhold til traditionel Washington-politik. Hillary Clinton står for, at alt vedbliver at være det samme – noget som ikke kun Tea Party-medlemmer vender sig imod!

Men hvad er det, der gør at så mange er kritiske?

En ting er hendes udseende. Vi kender hende i evindelige buksedragter, der trods den umiskendelige stoflige kvalitet minder om tidligere tiders kinesiske partiuniformer. På de sociale medier er der talrige perfide hentydninger til hendes udseende og forståelse for, at Bill Clinton søger sine behov dækket hos andre kvinder. Den nye britiske udenrigsminister Boris Johnson har med en synlig gysen sagt, at Hilary Clinton med sit affarvede hår, læber og stålblå øjne lignede en sadistisk sygeplejerske på et sindssygehospital. Efter sin udnævnelse til udenrigsminister har han slået udtalelsen hen med, at den var taget ud af sin sammenhæng, men sammenligningen med den ubehagelige sygeplejerske i ”Gøgereden” hænger ved.

Et andet forhold er, at ingen har nogen anelse om hvad Hillary Clinton gør, når hun skal slappe af og have det sjovt. Bortset fra, at vi har fået et ejendommeligt indblik i hendes morskab ved som advokat at få en skyldig voldtægtsmand frifundet, ved vi ikke hvad der optager hende. Vi ved, hvad der morer Obama – golf, basketball, etc. Vi ved også, at Bill Clinton tidligere satte pris på en burger og en ung praktikant, når han skulle slå sig løs, og vi er ganske velorienteret om, at Donald Trump kurtiserer smukke kvinder, når ham skal have det rigtig sjovt.

Når folk taler om Clinton, har de tendens til at tale om hende udelukkende i faglige sammenhænge. For eksempel har alle de vurderinger, man hører, noget at gøre med hendes professionelle indsats og hun roses for at være god til at “multitaske” eller at hun er “velorganiseret”.  

Hillary Clintons karriere lægger beslag på al hendes tid og der er næppe plads til et normalt familieliv. Man har vanskeligt ved at forestille sig et ægteskabeligt samliv med hendes mand, der i højere grad fremstår som en politisk samarbejdspartner. Hendes datter arbejder for Clinton Foundation og hendes venskaber synes at være knyttet ved networking-sammenkomster.

Medarbejdere forguder hende

Samtidig forguder folk, der arbejder tæt sammen med hende, og siger, at hun er varm og omsorgsfuld. Men udefra er det svært at forestille sig hende bag facaden eller bag karrieren. Bortset fra, at hun selv henviser til at hun faktisk er bedstemor, præsenterer hun sig som politiker med et imponerende professionelt CV.

Hillary Clintons manglende popularitet er beslægtet med de negative følelser, som omgiver de arbejdsnarkomaner, man kan møde på sit arbejde. Arbejdsindsatsen værdsættes, men arbejdsnarkomaner er så opslugt af deres arbejde, at der ikke er plads til følelser og den faglige, professionelle rolle kommer til at dominere deres personlighed. Samtidig bliver hun i stigende grad kritiseret for griskhed i forbindelse med Clinton Foundations økonomiske dispositioner, ligesom e-mailsagen og andre sager fra hendes tid som udenrigsminister forfølger hende.

Hillary Clintons offentlige fremtræden er præget af professionalitet: hun udstråler, at hun er flittig, velovervejet, målrettet, kritisk. Det er mere end svært udefra at få en fornemmelse af hende som person – hun er en rolle.

Det skal ej heller forbigås, at mens Bill Clinton var og er en gudbenådet taler, Obama uforlignelig og omtrent på højde med Reagan, og Trump – om ikke andet – ofte er stærkt underholdende, er Hillary Clinton ikke nogen stor taler. Hendes stemme er ikke behagelig, og ved nærbilleder bliver man lidt skræmt af det stirrende blik. Hendes oratoriske tricks (som f.eks. at foregive et hosteanfald midt under en offentlig tale og over for publikum undskylde med, at hun får en allergisk reaktion hver gang hun kommer til at tænke på Trump) virker ikke rigtig.

Utroværdigt magtmenneske?

Denne formelle, karriere-orienterede personlighed gør, at hun er i kontrast til en række af normer, der syntes at være i høj kurs på de sociale medier; normer som vedrører intimitet, personlige forhold, åbenhjertighed, tillidsfuldhed – og dermed: sårbarhed.

Alt det ligger fjernt fra den rolle Hillary Clinton spiller, og resultatet er, at hun uvægerligt kommer i et modsætningsforhold til alle de mennesker, der ikke er noget i kraft af deres professionelle virke, men først og fremmest definerer sig selv uden for arbejdslivet. Mange amerikanere – og danske iagttagere får derfor et indtryk af Hillary som en lille smule utroværdig.