Nordsøens deling mellem Danmark og Norge

Den socialdemokratiske udenrigsminister Per Hækkerup mødtes i november 1963 med sin norske udenrigsministerkollega Halvard Lange.

Mødet handlede egentlig om den danske landbrugseksport, men efter middagen ville Halvard Lange over kaffen gerne vende en anden sag med danskeren: fordelingen af Nordsøen mellem Danmark og Norge.

Genève-konventionen fra 1958 havde fastslået, at kyststaterne havde eneret til naturressourcerne på og under havbunden nærmest kysten ud til 200 meter-dybdekurven eller så langt, som udvinding var teknisk mulig. Afgrænsningen mellem flere kyststaters rettigheder var der imidlertid ikke taget stilling til.

Der er således ikke noget enkelt princip, f.eks. hverken ligeafstandsprincippet (midterlinjeprincippet) eller dybdeprincippet, der kunne afgøre afgrænsningsspørgsmålet. Den Internationale Domstol har siden fastslået, at ved afgørelse af konkret afgrænsningstvister må forskellige principper og metoder bringes i anvendelse, f.eks. kystlængder, olieforekomster og særlige geografiske forhold m.v.

Nordmændene pressede på for en afgørelse efter ligeafstandsprincippet og var nervøse for at en anden model, ville give dem en meget lille del af Nordsøen.

Hækkerup accepterede midterlinjeprincippet

Derfor ville den norske udenrigsminister Halvard Lange altså gerne have sat skub i forhandlingerne, forklarede han denne aften på mødet i Oslo, og det kunne Per Hækkerup godt se fornuften i, og ifølge nærtstående embedsmænd og historikeren Tage Kaarsted blev der af en indisponeret Per Hækkerup denne aften givet en principiel accept af midterlinjeprincippet.

Herefter udspandt sig et to år langt forhandlingsforløb, inden Norge og Danmark i 1965 indgik en formel aftale om deling efter midterlinjeprincippet.

Historien om Hækkerups tilsagn i 1963 florerede i Handelsministeriet og senere Energiministeriet og hos Mærsk på Esplanaden, men i 1992 blev den gjort til en historisk sandhed, da historikeren Tage Kaarsted nævner episoden i sit værk ”De Danske Ministerier”. Også på Christiansborg vandt historien frem, og forfatter og i historiker Bo Lidegaards bog om Jens Otto Krag fra 2003 viderebringes historien som en vedtaget kendsgerning.

Ifølge tidligere energiminister Poul Nielsons selvbiografi fra 2011, ”En hel Nielson”, var det ikke en beruset Per Hækkestup, der sov i timen, men derimod en flok stædige nordmænd, der ikke ville overveje noget som helst andet end en millimeter-præcis afgørelse i overensstemmelse med midterlinjeprincippet.

Hækkerups eftermæle

Familien Hækkerup blev med tiden så træt af myten om Per Hækkerups whiskybrandert, at hans søn – og Nick Hækkerups far – Klaus Hækkerup omkring 2001 hyrede historikeren Cecilie Wallengren til at grave i, hvordan Nordsøen egentlig blev fordelt mellem Danmark og Norge. Et par år senere konstaterede den indforskrevne historiker, at selvom det ikke kunne udelukkes, at Per Hækkerup i Oslo havde nydt spiritus, havde historien om at Per Hækkerup skulle have foræret en dansk del af Nordsøen til Norge, ikke noget på sig.

Thorsten Borring Olesen

Århus-historikeren Thorsten Borring Olesen skrev i 2010 en artikel i Videnskab.dk, der uden dokumentation og uden at kreditere Cecilie Wallengrens undersøgelser, ligeledes afviste myten om, at Hækkerup forærede Nordsøolien væk i en brandert.

Thorsten Borring Olesen opnåede en kortvarig berømmelse, da Ritt Bjerregaard kritiserede hans værk ”De Danske Ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982”, der udkom på Gads forlag i 2017.

Bjerregaards kritik gik på, at Thorsten Borring Olesen (i modsætning til historikeren Tage Kaarsted, der havde forfattet ”De danske ministerier 1929-1953” og ”De danske ministerier 1953-1972”) manglede tilstrækkeligt kendskab til livet på Christiansborg.

Den ærekære Borring Olesen svarede på kritikken fra Ritt Bjerregaard i Historisk Tidsskrift 2018:1, s. 134-142: ”Anker Jørgensens tid – en replik”.

Borring Olesen erkendt, at han ikke kunne ”prale af Kaarsteds symbiotiske forhold til ”Christiansborglivet”, og rigtigt er det, at undertegnede ikke har plejet omgang med politikerne, som Kaarsted gjorde”.

Borring Olesen mener, at Kaarsteds fremstilling i hans 2 bind af ”De Danske Ministeriet” på godt, men indimellem også ondt, er præget af hans fortrolighed med Christiansborg. Ulempen var – mente Borring Olesen – at Kaarsted nok indimellem også selv blev grebet af anekdoterne og bagtalelserne, hvilket eksempelvis førte til, at han kolporterede myten om, at det var Per Hækkerup, der i en brandert forærede Nordsøolien til nordmændene.

Af uransagelige grunde har Videnskab.dk søndag den 30. april 2023 valgt at genoptrykke Thorsten Borring Olesens ubehjælpsomme forsøg på i 2010 at hvidvaske Per Hækkerup.