Hvorfor gør de det?

Rusland har medskyldige i overfaldet på Ukraine. Ved siden af russiske soldater og Wagnergruppens straffefanger kan man finde udkommanderede soldater fra Tjetjenien, Den Centralafrikanske Republik og andre lande, der støtter Putin.

Krigsindsatsen støttes af iranske droner, og kinesiske forsvarsvirksomheder forsyner Kreml med afgørende navigations-, radio-jamming og kampfly komponenter. Disse leverancer kan ifølge amerikanske embedsmænd snart få følgeskab af skydeklare tunge våben og ammunition fra Kina.

Hvideruslands Aleksandr Lukasjenko har hjulpet Putin mest – har huset russiske tropper og tilladt missilaffyringer fra hviderussisk territorium mod ukrainske vand- og kraftværker.

Lukasjenko og andre af Putins allierede har hindret vestlige forsøg på at isolere Kreml og udsulte dets krigsmaskine. Inden for få dage efter invasionen i februar 2022 var Rusland faktisk det mest sanktionerede land i verden. Sanktionerne iværksat af de vestlige lande virkede umiddelbart, og mere end tusind internationale virksomheder forlod landet. Men mange virksomheder, herunder danske blev i Rusland. Da olieeksporten til Vesten faldt i 2022, sprang Kina og Indien villigt til som købere af billig russisk olie. Samtidig blev olieembargoen angiveligt krænket af en række vestlige tankskibsrederier, herunder danske A.P. Møller.

Kina og Indien ville heller ikke i FN fordømme Ruslands invasion i Ukraine og bidrog til Ruslands rekordstore handelsoverskud på 227 milliarder dollars. Samtidig bidrog Kina og Indien sammen med andre lande til at omgå de begrænsninger på Ruslands finansielle transaktioner, som vestlige sanktioner havde indført.

Rusland bruger disse midler til at betale for krigen og afbøde krigens økonomiske konsekvenser for almindelige russere.

Samtidig arbejder Rusland og dets allierede gennem internationale medier og civilsamfundene, hvor trolde og meningsagenter spreder  af desinformation om krigsforbrydelserne i Ukraine og systematisk søger at imødegå enhver kritik af Rusland. På samme måde som vi er vænnet til, at hindunationalisterne i Indien og kommunisterne i Kina ikke tåler vestlig kritik.

Når nationalkonservative debattører som Marie Krarup, Kasper Støvring og andre advarer mod vestlige våbenleverancer til Ukraine, insisterer på øjeblikkelig våbenhvile og fredsforhandlinger, hvor Ukraine skal opgive Krim og dele af det østlige Ukraine, henviser de ofte til den amerikanske professor John Mearsheimers argumenter.

Krarup, Støvring m.fl. forsvarer ikke åbent Ruslands krigsførelse i Ukraine, men når de udtrykker forståelse for Putins geopolitiske beslutning om at sikre Ruslands flådebase i Sevastopol på Krim og påståede vitale interesser i Ukraine, stiller de sig på den forkerte side.

Hvorfor gør de det?

Vi ved det ikke, men Marie Krarup er helt uden interesse for den politiske debat, og bibliotekaren på Herlufsholm Skole, Kasper Støvring, føler sig måske også overset?