Hvorfor Folketinget fortsat har behov for at få vurderet Mette Frederiksens ansvar i Minksagen – var der tale om forsæt, grov uagtsomhed eller blot uagtsomhed?

Juridisk vurdering minksagen

Tre juraprofessorer – Jørn Vestergaard, Professor emeritus, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, Jørgen Albæk Jensen, Professor, Juridisk Institut, Aarhus Universitet og Jens Elo Rytter, Professor, Juridisk Fakultet, Københavns Universitet, har af egen drift besluttet at foretage en juridisk vurdering af statsministerens retlige ansvar i minksagen. Deres konklusion i notat af 7. november 2022 er, at der ikke er basis for at rejse en rigsretssag:

”Sammenfattende kan det med en høj grad af sikkerhed konstateres, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter for en antagelse om, at der kunne være grundlag for alvorligt at bebrejde statsminister Mette Frederiksen, at hun på pressemødet den 4. november 2020 ikke var opmærksom på, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink eller til udbetaling af tempobonus”.

Professorerne helgarderer ved at fremhæve, at der ikke i Minkkommissionens beretning er tilstrækkelige holdepunkter, og det kan ifølge professorerne derfor ikke forventes, at Mette Frederiksen ville kunne dømmes efter ministeransvarlighedsloven for grov uagtsomhed.

Professorerne lægger altså ligesom Minkkommissionens i mangel af andet og bedre forklaringerne fra Mette Frederiksen, Barbara Bertelsen og andre til grund for vurderingen.

Problemet er, at der netop i minksagen er forhold, der ikke er tilstrækkeligt belyst i Minkkommissionens beretning. Sletningen af SMS og en række af de afhørtes påfaldende dårlige hukommelse betyder at kommunikationen og sagsgangen i Statsministeriet er dårlig dokumenteret.

I dansk politisk historie er der eksempler på, at ministre har været forhindret i selv at følge en bestemt sag, og umiddelbart forud for et forhandlingsmøde eller et pressemøde af betroede medarbejdere har fået stukket et helt ukendt talepapir i hånden, som ministeren herefter slavisk og kritikløst har holdt sig til.

Det ville aldrig ske med en minister som Mette Frederiksen, der er kendt for at insistere på at kende alle detaljer i de sager, der lander på hendes bord. Det samme gælder departementschef Barbara Bertelsen.

Sådan er det da heller ikke foregået i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Det er således lidet sandsynligt, at den eksisterende viden om manglende hjemmel ikke skulle være kommet til Justitsministeriets og Statsministeriets kundskab. Det er således utænkeligt, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen ikke var vidende om hjemmelsproblematikken.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink vurderer, at statsministeren/Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020.

Kommissionen lægger til grund, at statsministeren/Statsministeriet indtog en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces, som ledte frem til pressemødet den 4. november 2020, og at statsministeren førte an på pressemødet og selv udmeldte regeringens beslutning om aflivning af alle mink, selv om beslutningen ressortmæssigt hørte under Miljø- og Fødevareministeriet.

Udmeldingen var groft vildledende henset til den manglende hjemmel til aflivning af mink uden for sikkerhedszonerne, og henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer.

Statsministeren/Statsministeriet var bekendt med, at der på KU-mødet den 3. november 2020 blev truffet en meget vidtgående og intensiv beslutning, som ikke havde været forberedt i coveret til mødet, og som Statsministeriet måtte indse meget vel ikke havde været forudset af eksempelvis ressortministeriet.

Under disse konkrete omstændigheder finder kommissionen, at statsministeren/Statsministeriet burde have rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet og Justitsministeriet, i hvert fald forinden pressemødet, med henblik på at sikre, at der var fornøden hjemmel, hvilket imidlertid ikke skete.

Hvem har ansvaret?

Formelt set handler et eventuelt ansvar ikke udelukkende om at have haft forsæt eller ej, altså om ulovligheden er begået med vilje. For grov uagtsomhed kan også være ansvarspådragende for en minister. Ifølge ministeransvarlighedslovens paragraf 5 kan en minister således straffes, hvis han eller hun ”forsætligt eller af grov uagtsomhed” tilsidesætter sin pligt til at overholde gældende lovgivning.

Granskningskommissionen om sagen om aflivning af mink har fundet statsministerens/Statsministeriets ageren i minksagen for særdeles kritisabelt. Kommissionen har dokumenteret de konkrete omstændigheder omkring beslutningen den 3. november 2020 om at aflive alle mink i Danmark, selvom der manglede hjemmel, om pressemødet 4. november og i de efterfølgende pressemeddelelser, hvor det blev meldt ud, at alle mink i hele landet skulle aflives – og ville blive aflivet – og at minkavlerne kunne træde i myndighedernes sted og selv aflive egne mink mod at modtage ekstra betaling, nemlig tempobonus, som ikke var begrundet i de påførte omkostninger, men som også manglede hjemmel.

Det er således hævet over enhver tvivl, at statsministeren ikke har udvist ”rettidig omhu”.

Om statsministeren har haft forsæt og (måske) af hensyn til ”folkesundheden” og (måske) ud fra devisen om at ”målet helliger midlerne” har ønsket at aflive alle mink i Danmark, vides ikke. Den slettede SMS-kommunikation i Statsministeriet kunne formentlig have dokumenteret, om det – på trods af viden om den manglende hjemmel – var statsministerens og departementschef Barbara Bertelsen klare overbevisning, at det var nødvendigt hurtigst muligt at aflive alle mink i Danmark. At den ulovlige aflivning fortsatte på et tidspunkt, hvor det klart er dokumenteret, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen var bekendt med den manglende hjemmel, taler for forsæt og i hvert fald for grov uagtsomhed.

Det er en oplagt fejl, at Minkkommissionen ikke i beretningen tager et explicit forbehold for, at sagsgangen og kommunikationen i statsministeriet ikke kunne dokumenteres, og at kommissionen derfor har set sig nødsaget til at lægge Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens forklaringer til grund.

Forsæt eller grov uagtsomhed?

Hvis der ikke har været forsæt, er der under alle omstændigheder tale om uagtsomhed og – henset til den meget vidtgående og intensive karakter såvel som de økonomiske og samfundsmæssige implikationer af hele minksagen – grov uagtsomhed.

Juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet konkluderede i august, at efter hans skøn var der tale om grov uagtsomhed, der kunne føre til domfældelse for overtrædelse af ministeransvarlighedslovens paragraf 5.  Professoren har understreget, at der var tale om et skøn, og at ”små nuancer” i en eventuel sag i Rigsretten ville blive afgørende for udfaldet.

Advokaterne Henrik Høpner og Morten Schwartz Nielsen, advokatfirmaet Lund Elmer Sandager, præsenterede torsdag den 22. september 2022 deres vurdering, som blev bestilt og betalt af Nye Borgerlige.

Ifølge advokaterne har Mette Frederiksen handlet groft uagtsomt. Advokaterne har lagt vægt på, at statsminister Mette Frederiksen ikke spurgte direkte til hjemmel på det afgørende møde i Koordinationsudvalget eller efter mødet.

Det skulle hun ifølge advokaterne have gjort, når embedsværket ikke havde indstillet til at aflive alle mink i det skriftlige materiale.

Jørn Vestergaards, Jørgen Albæk Jensens og Jens Elo Rytters opfattelse bør derfor ikke betragtes som den endelige juridiske vurdering af Mette Frederiksens ansvar i Minksagen.

One thought on “Hvorfor Folketinget fortsat har behov for at få vurderet Mette Frederiksens ansvar i Minksagen – var der tale om forsæt, grov uagtsomhed eller blot uagtsomhed?

  1. Der er i alle tilfælde kogt suppe nok på denne mink sag , også selvom Skafte plæderer at advokaters opfattelse ikke bør stå til troende, er der flere indikationer for at der lagt hindringer i sagen fra selve avlerne, der har begået selvtægt. m. m.

    Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s