Ukendt Middelfartselskab blandt Danmarks største virksomheder

Dan Bunkering + døtre

Det Middelfart-baserede Selfinvest rummer den globale koncern, United Shipping & Trading Company.

USTC-koncernen, der omfatter Bunker Holding og logistikfirmaet SDK Freja, er nr. 6 på Berlingske Tidendes opgørelse over de største virksomheder i Danmark.

Bag Selfinvest og dermed bag Bunker Holding – moderselskab til det kontroversielle Dan-Bunkering – står Torben Østergaard-Nielsen og døtrene Nina Østergaard Borris og Mia Østergaard.

Dan-Bunkering blev i december 2021 dømt for at levere jetbrændstof, der endte i Syrien fra 2015 til 2017. Retten fandt, at firmaet “burde have indset”, at jetbrændstoffet ville ende i russiske kampfly, der bombede i Syrien.

Topchefen i moderselskabet Bunker Holding, blev idømt fire måneders betinget fængsel. Derudover blev selskabet Dan-Bunkering idømt en bøde på 30 mio. kr., mens moderselskabet, Bunker Holding, fik en bøde på 4 mio. kr.

Berlingske Tidende har servilt berettet, at USTC er Torben Østergaard-Nielsens livsværk, men selskabet er på vej gennem et generationsskifte, og de to døtre har fået overdraget hovedparten af aktierne. Berlingske Tidende fandt ved den lejlighed ikke anledning til at nævne sagen om salget af jetbrændstof i strid med internationale sanktioner til Ruslands indsats i det borgerkrigshærgede Syrien.

Tiltalen mod Dan-Bunkering for at overtræde EU-embargo mod Syrien

Bagmandspolitiet, hvis officielle navn er Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet, SØIK, er kendt for en helt utrolig sendrægtighed.

Den 11. november 2020 kan Ritzau oplyse, at SØIK nu langt om længe har taget sig sammen til at rejse tiltale mod den fynske virksomhed, Dan-Bunkering, for i perioden 2015 -2017 i 33 handler at sælge jetbrændstof til Syrien via russiske virksomheder i strid med EU’s sanktioner mod det borgerkrigshærgede land.

På det tidspunkt var der indført EU-sanktioner mod Syrien med et “forbud mod salg, levering, overførsel eller eksport af jetbrændstof og brændstofadditiver til personer, enheder eller organer i Syrien eller til anvendelse i Syrien”.

Sigtelse i januar 2020

Tilbage i januar 2020 blev der af SØIK efter et uskønt efterforskningsforløb rejst sigtelse mod Dan-Bunkering, ejeren – holdingselskabet Bunker Holding, og en direktør.

Det var DR, der kunne informere offentligheden om de påståede overtrædelser af de internationale sanktioner mod Syrien. Det skete i 2019 på baggrund af blandt andet amerikanske rets dokumenter, centrale kilder og fortrolige oplysninger hos danske myndigheder.

Ifølge disse oplysninger havde Dan-Bunkering været involveret i leverancer af jetbrændstof til Syrien, som er fragtet til landet via overførsler til russiske tankskibe. Kunden, der betalte Dan-Bunkering for overførslerne, har ifølge Ruslands udenrigsministerium stået for at forsyne russiske kampfly i Syrien med jetbrændstof.

Danske Banks rolle

Dan-Bunkerings bank, Danske Bank, blev af amerikanske myndigheder orienteret om Dan-Bunkerings mulige brud på EU’s jetbrændstofforbud i forbindelse med transaktioner for samlet over 420 millioner kroner fra to russiske selskaber, der er involveret i sagen.

Danske Bank burde nok selv have opdaget, at noget var galt, men efter de amerikanske myndigheders involvering, havde banken intet andet valg end at underrette de danske myndigheder om den gode kundes mistænkelige transaktioner.

Politiets sendrægtighed

Politiet var dog usædvanligt træge til at reagere. Det ser faktisk ud til, at Fyns Politi på et tidspunkt havde henlagt sagen, og først da skandalen via Danmarks Radio når offentligheden, reagerer Justitsministeriet og Bagmandspolitiet.

Ifølge tiltalen havde Dan-Bunkering 33 gange solgt jetbrændstof til russiske selskaber, hvorefter brændstoffet blev leveret til Syrien i strid med EU’s sanktioner.

Via mellemled blev jetbrændstoffet leveret forskellige steder i Middelhavet og i sidste ende sejlet til en ukendt modtager i Port Banias i Syrien.

Alvorlig sag

I alt skal selskabet have leveret 172.000 ton jetbrændstof til en samlet værdi af 647 millioner kroner til det borgerkrigshærgede land. Dan Bunkerings fortjeneste foreligger ikke oplyst.

Statsadvokaten for Særlig International og Økonomiske Kriminalitet betegnede selv sagen som meget alvorlig, at en stor dansk virksomhed som Dan-Bunkering overtræder EU-sanktioner, der er indført mod et andet land på baggrund af en meget kritisk og alvorlig situation.

I betragtning af sagens alvor kan det undre at såvel Danske Bank som danske myndigheder har haft så god tid til at forholde sig til lovovertrædelser, der ligger flere år tilbage. Risikoen for at de tiltalte undgik domfældelse som følge af forældelsesfrister var desværre overhængende.

Sagsgangen

Foruden Dan-Bunkering blev holdingselskabet Bunker Holding og direktør Keld R. Demant tiltalt. Anklagemyndigheden gik helt klart efter en fængselsstraf til direktøren.

Retssagen startede ved Retten i Odense den 26. oktober og løb frem til den 14. december 2021, hvor Dan-Bunkering blev dømt for at levere jetbrændstof, der endte i Syrien fra 2015 til 2017. Retten fandt, at firmaet “burde have indset”, at jetbrændstoffet ville ende i russiske kampfly, der bombede i Syrien.

Topchefen i moderselskabet Bunker Holding, blev idømt fire måneders betinget fængsel. Derudover blev selskabet Dan-Bunkering idømt en bøde på 30 mio. kr., mens moderselskabet, Bunker Holding, fik en bøde på 4 mio. kr.

Dan-Bunkerings ejerforhold

Bunker Holding, der ejer virksomheden Dan-Bunkering, omsatte i 2021 for omkring 118 milliarder kroner og er blandt Danmarks ti største virksomheder målt på omsætning.

Bunker Holding er den største virksomhed i USTC Group, der ejes af Selfinvest Aps, der ejes af selskabets stifter Torben Østergaard-Nielsen og hans 2 døtre.

USTC Group beskæftiger sig med bunkervirksomhed, tankskibsfart, transport, risikohåndtering og IT. Koncernen har over 2.500 ansatte og kontorer i 33 lande.

Fra koncernens hovedkvarter i Middelfart på Fyn jonglererstifteren, den fynske milliardær Torben Østergaard-Nielsen med olie og skibe – og en mindre it-virksomhed.

Torben Østergaard-Nielsen bryder sig ikke om at skille sig ud fra mængden, men faktum er, at manden fra Middelfart er alt andet end ordinær. Torben Østergaard-Nielsen – eller Tøn, som de fleste kalder ham – har bygget sit eget virksomhedsimperium, og han er blandt Danmarks rigeste, men han må altså nu lide den tort, at hans virksomhed er tiltalt for kriminelle forhold.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s