Fra Minkkommissionens afhøring af tidligere fødevareminister Mogens Jensen i Minkkommissionen om det famøse møde i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 fremgår, at Mogens Jensen øjensynlig var paralyseret under mødet. Trods viden herom, havde han ikke rejst spørgsmålet om manglende hjemmel, og i det hele taget kunne han overhovedet ikke huske noget om, hvem der tog beslutning om, at alle mink i Danmark skulle aflives, eller hvad der ellers blev besluttet på mødet.
Beretningerne fremkalder uvilkårligt uhyggelige billeder fra Disneyfilmen Junglebogen, hvor den gigantiske python-slange, Kaa, i en mindeværdig scene hypnotiserer og paralyserer den skikkelige Bagheera – panteren, der fandt Mowgli som baby i junglen.
Sagen om den ulovlige aflivning af alle mink og nedlæggelse af mink erhvervet og forholdet mellem Mette Frederiksen og fødevareminister Mogens Jensen bringer også mindelser om Hypnosemordet. Mordet, der faktisk var et dobbeltdrab, fandt sted den 29. marts 1951 i forbindelse med et mislykket røveri i Landmandsbankens filial på Nørrebrogade i København.
Efter omfattende politimæssige, psykiatriske og psykologiske undersøgelser og den efterfølgende retssag blev to personer dømt for mordene; røveren Palle Hardrup, blev idømt tidsubestemt psykopatforvaring i Anstalten ved Herstedvester, mens hans bekendte fra efterkrigsårene, Bjørn Schouw Nielsen, blev idømt livsvarigt fængsel. Det var landsretten og højesterets opfattelse, at Schouw Nielsen havde hypnotiseret Hardrup til at udføre røveriet og mordene.