Er det virkelig ikke muligt at begrænse Danmarks høje offentlige udgifter gennem prioritering og effektivisering?

Med skatter og afgifter på godt 1184 mia. kr. og et bruttonationalprodukt på knap 2488 mia. kr. udgjorde det danske skattetryk 47,6 pct. af BNP i 2021.

I en international sammenligning ligger Danmark blandt de mest skatteplagede lande i verden, og Danmark har suverænt rekorden med det største skattetryk på 30,7 pct. på indkomster og formuegoder. Langt over f.eks. Sverige med 18 pct.

En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne og i 2022 er pengene trods Nationalbankens og Vismændenes advarsler fortsat med at fosse ud til offentlige udgifter.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, og allerede inden krigen i Ukraine var forbrugerpriserne de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering og konfiskation, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden og banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og negative renter.

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er samfundsøkonomisk viden og ansvarlighed en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als, hvortil Fødevareministeriets landbrugsstyrelse allerede er forvist.

Kommunernes og regionernes økonomi

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlinger mellem regeringen og kommuner og regioner.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Aftalen den 8. juni 2022 mellem regeringen og kommunerne betyder, at kommunerne i 2023 råder over et samlet udgiftsbudget til drift og anlæg på 424 mia. kr.

Regeringen og regionerne er den 10. juni 2022 blevet enige om regionernes økonomi for 2023. Regionerne råder dermed i 2023 over et samlet udgiftsbudget til drift og anlæg på omkring 135 mia. kr.

Med aftalerne har regioner og kommuner i 2023 mulighed for tilsammen at disponere over 560 mia. kr.

Samlede offentlige udgifter på 1.400 mia. kr.

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven. For 2023 vil forhandlingerne blive præget af det kommende folketingsvalg. Befolkningen vil blive bibragt et indtryk af, at der kæmpes om hver eneste krone i forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

Regeringens udspil til finanslov for 2023 indeholder statslige udgifter i 2023 på 847 mia. kr.

Uanset udfaldet af det kommende folketingsvalg, vil vi efter valget kunne konstatere, at de samlede offentlige udgifter i 2023, vil andrage mindst 1.400 mia. kr. og dermed over halvdelen af det forventede bruttonationalprodukt på omkring 2.600 mia. kr. i 2023.

Behov for nationalt kompromis om prioritering og effektivisering

Hverken regering eller den politiske opposition har hidtil haft vilje eller evner til at prioritere mellem vigtigt og mindre vigtigt. Selvom der ved prioritering og effektivisering kunne skaffes flere ressourcer til konsolidering af velfærd og andre vigtige nødlidende områder, er svaret altid et forhøjet krav til skatteborgerne.

Det er veldokumenteret af produktivitetskommissionen og andre, at der i det offentlige er muligheder for effektivisering, så man kan opnå de samme resultater med forbrug af færre ressourcer. Udover almindelig slendrian, meningsløst projektmageri og idelige omorganiseringer, er der også mange steder i den offentlige sektor et højt sygefravær, som er et resultat af dårlig ledelse og dårlig kultur. Hvis sygefraværet reduceres til samme niveau som i den private sektor, er der mulighed for store besparelser.

Effektivisering og prioritering kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men hvis de politiske partier droppede det bevidstløse krav om flere penge, og i stedet som led i et nationalt kompromis gik konstruktivt og positivt til værks over for den kendsgerning, at ressourcerne er begrænsede, så kunne reel prioritering og effektivisering blive en mere naturlig del af den politiske kultur.