
Alle der har behov for at bruge fantasien til at flygte fra hverdagens kedsomhed og uforstående kolleger, fra gasregninger, prisstigninger og et kedeligt arbejde, bør overveje at dykke ned i Benny Damsgaards og Jarl Corduas politiske analyser.
Den selvstændige public affairs- og kommunikationsrådgiver og forhenværende pressechef for Det Konservative Folkeparti, Benny Damsgaard, lever af at markedsføre sine traumatiske erfaringer som pressechef for de konservative, der ved Folketingsvalget i 2015 nærmede sig spærregrænsen med 3,4 pct. af stemmerne.
Damsgaard fremstår ofte som Tintin-seriens professor Tournesol, der er så optaget af sine geniale ideer, at han ofte glemmer tid og sted. Tournesol er yderligere karakteriseret ved at være særdeles tunghør og svarer derfor oftest helt hen i vejret. Endelig er han til tider temmelig hidsig.
Jarl Cordua er med sit rigide borgerligt-liberale-venstre-udgangspunkt ret sent slået igennem som politisk kommentator med egen klumme på Berlingske Tidende.
Cordua skriver om politik, men hans egentlige interesse er krudt, kugler, kanoner, preussisk krigsførelse og Anden Verdenskrig. Det er over 75 år siden, Danmark blev befriet 5. maj 1945, men Corduas interesse er lige så usvækket som 8-årige drenges fascination af Nerfguns, og han har siden 2015 udlevet sin krigslidenskab i radioprogrammer og podcasts under overskriften ”Hitlers Æselører”. Cordua har som Tintin-seriens kaptajn Haddock et iltert temperament, og folk, der formaster sig til kritik på de sociale medier, bliver uden videre blokeret.