Efter 2-dages mødet i den amerikanske centralbanks FOMC (Federal Open Market Committee), blev bankens kommende pengepolitik onsdag den 4. maj 2022 kl. 20 (dansk tid – kl. 14 i USA) offentliggjort med en pressemeddelelse og uddybet på et efterfølgende pressemøde med Jerome Powell.
Renteforhøjelse og pengepolitisk stramning
I den øjeblikkelige situation med en inflationsrate, der ligger langt over målet på omkring 2 pct., øges den pengepolitiske rente fra 0,5 pct. til 0,75 – 1,0 pct., og samtidig blev det bebudet, at der i løbet af 2022 ville komme yderligere renteforhøjelser.
Baggrunden er den voksende inflation i USA. I april viste inflationstallene en årlig stigning på 8,5 pct. i marts – den største i over 40 år!
Den amerikanske centralbank har øjnene stift rettet mod den amerikanske økonomis velbefindende og de langsigtede målsætninger om fuld beskæftigelse og en inflation omkring 2 pct.
Centralbanken offentliggjorde derfor også en plan for at reducere sin beholdningen af obligationer. Det sker ved at lade nuværende obligationer udløbe. Reduktionen påbegyndes i juni med 47,5 mia. dollars om måneden frem til august. Den reduktion skrues op til 95 mia. dollars om måneden fra september. Denne pengepolitiske stramning afløser den pengepolitiske ekspansion, der blev ført under corona-krisen:
“The Federal Open Market Committee decided to raise the target range for the federal funds rate to 3/4 to 1 percent and anticipates that ongoing increases in the target range will be appropriate. In addition, the Committee decided to begin reducing its holdings of Treasury securities and agency debt and agency mortgage-backed securities on June 1, as described in the Plans for Reducing the Size of the Federal Reserve’s Balance Sheet that were issued in conjunction with this statement”.
Ruslands invasion i Ukraine
Den amerikanske centralbank forventer at krigen i Ukraine vil bidrage til inflationen og dæmpe den økonomiske vækst, og i øvrigt vil indebære økonomisk usikkerhed: ”The invasion of Ukraine by Russia is causing tremendous human and economic hardship. The implications for the U.S. economy are highly uncertain, but in the near term the invasion and related events are likely to create additional upward pressure on inflation and weigh on economic activity”.
Powells pressekonference
På den efterfølgende pressekonference ville Centralbankdirektør Jerome Powell ikke udelukke, at renten ville blive forhøjet, så den allerede ved udgangen af 2022 kunne være på 2,0 pct.- og endnu højere i 2023!
Ny embedsperiode til Jerome Powell
Centralbankchef Jerome Powell står foran en ny 4-årig embedsperiode. Det amerikanske senats Banking Committee har godkendt Bidens indstilling og genudnævnelsen betragtes derfor som en formsag.
De første 4 år er gået med at styre den amerikanske økonomi igennem pandemien. I hans anden periode bliver hovedopgaven at undgå overophedning, men som det siges: ”Move too fast in tightening monetary policy, and the Fed kills the economic recovery. Go too slow, and inflation gets entrenched”.
Inflation og rente i Danmark
I Danmark valgte Danmarks Nationalbank onsdag den 4. maj 2022 at advare mod stigende inflation i Danmark. Reaktionen kommer, samtidig med at regeringen sammen med Folketingets øvrige partier forhandler om, hvilke befolkningsgrupper der skal modtage en hjælpende hånd med de højere forbrugerpriser. Nogle af Folketingets vil ikke nøjes med at give de ældre en hjælpende hånd, som det ellers har været diskuteret. Man vil også hjælpe studerende, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse.
Ifølge Nationalbanken er det dog ikke hensigtsmæssigt at smide yderligere brænde på bålet i den nuværende situation.
”Hvis der vedtages kompensationsordninger, som ikke modsvares af offentlige besparelser eller højere skatter, så vil det forstærke presset på økonomien og dermed skubbe yderligere til lønstigninger og inflation”, siger nationalbankdirektør Signe Krogstrup i en kommentar til avisen Berlingske.
Hvad gør den europæiske centralbank, ECB?
I Europa er forventningerne, at den europæiske centralbank vil forhøje renten to eller 3 gange I løbet af 2022.
Boligejerne
Den amerikanske renteforhøjelse vil også påvirke den danske økonomi og de danske boligejere. Renten på et fastforrentet lån er steget betragteligt og lyder i dag på mere end 3,5 pct. – tilbage i december var det blot 1,5 pct. og i begyndelsen af 2021 helt nede på 0,5 pct. De højere renter vil gøre det dyrere for eksisterende boligejere, der har finansieret med lån med variabel rente, men det gør det også dyrere at komme ind på ejendomsmarkedet, og det kan godt lægge en dæmper på efterspørgslen.