Hvorfor har Nye Borgerlige et horn i siden på naturen?

Regeringen har med støtte fra rød blok udpeget de første fem naturnationalparker, der har et samlet areal på knap 10.000 hektar, men man er indstillet på at etablere i alt 15 parker.

Lokalt er der flere steder modstand mod etablering af flere indhegnede naturnationalparker, men som middel til at vende naturens tilbagegang i Danmark er naturnationalparkerne faktisk et helt rigtigt værktøj.Uanset om man kan li’ det eller ej, forudsætter forbedret biodiversitet etablering af indhegnede nationalparker med græssende dyr.

Behovet for naturnationalparker

I Den danske Rødliste 2019, der den 14. januar 2020 blev offentliggjort af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi indgår 13.276 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet.

Vurderingen omfatter således en væsentlig del af Danmarks ca. 35.000 kendte arter og den rummer bl.a. information om hvor truede alle disse arter er.

Af de rødlistevurderede arter er 41,6 % rødlistede (4.439 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD).

De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, omfatter 1.844 arter, der sammenlagt udgør 17,3 % af de rødlistevurderede arter.

Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset faldet fra 0,890 i Rødliste 2010 til 0,882 i Rødliste 2019.

En statistisk test af dette fald viser at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2010-2019. Hvis der alene ses på artsgrupper, hvor ændringerne er statistisk signifikante, så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019, mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet.

Mangel på levesteder

Samtidig hævder eksperter i biodiversitet, at den mest effektive måde at gavne naturen og biodiversiteten i Danmark netop er øget naturbeskyttelsen gennem etablering af naturnationalparker på statslige arealer og i de statsejede skove.

Når årsagen til en arts tilbagegang skal vurderes, er det ifølge forskerne vigtigt at vurdere de truede arters levesteder og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort.

For nogle vil det være overraskende, at det forskerne betegner som ”store lorte” er et værdifuldt levested for sjældne dyr og svampe.

Forskerne er klar over, at det lyder helt forkert, for er det ikke netop sådan, at naturforvaltere kæmper en indædt kamp mod de store svinebrugs forurening af miljøet med ammoniak og gylle?

Det er sandt, men de vilde dyrs ekskrementer er ikke desto mindre et værdifuldt levested, som er blevet en mangelvare i det danske landskab.

Gennem millioner af år er der udviklet en fødekæde fra planter til græssende dyr, en fødekæde, som ender med, at dyrenes ekskrementer bliver ædt og nedbrudt af biller, fluer, bakterier og svampe. Disse såkaldte møgdyr og møgsvampe er stærkt specialiserede – de kan simpelthen ikke leve af andet. Så når der ikke er ret mange vilde dyr, og husdyrene ikke længere græsser i naturen, men lever halve og hele år inde i lukkede stalde, så forsvinder eksistensgrundlaget for biller, fluer og svampe. Ydermere er husdyrholdet i Danmark efterhånden koncentreret i Jylland, mens der på øerne er langt mellem kolortene.

I relation til produktionsdyrene er ormemidler og anden medicinering et særligt problem. Ormemidler reducerer kvaliteten af lort som levested, idet disse midler slår møgdyrene ihjel i stort omfang. Faktisk menes ormemidler at være en hovedårsag til, at flere arter af møgbiller er regionalt uddøde fra Danmark.

Fordel med variation i levesteder

Der er forskel på, hvad de græssende dyr spiser, hvordan deres maver fungerer, og hvor meget lort de lægger ad gangen. Således foretrækker nogle arter hjortekugler, mens andre arter foretrækker koens store, klæbrige kasser eller hestens grovmalede pærer. Mange arter er ikke så kræsne og klarer sig godt, når blot der er frisk lort til stede i den tid, de voksne biller er på vingerne. Så snart det græssende dyr slipper sine ekskrementer, starter et kapløb om at komme først til fadet. Det gælder om hurtigt at få larverne placeret strategisk i lorten, så flest muligt overlever og udvikler sig til voksne fluer eller biller.

Mange svampe og bakterier er til stede fra første færd, fordi de har taget turen gennem dyrenes mave og tarm, eventuelt som sporer, der spirer med det samme. Lortene er ikke kun mad for biller og svampe, de er også et spirebed for planter. Her er masser af tilgængelig næring og frihed for konkurrence med naboplanter. Samtidig har mange plantearter frø, som spredes ved først at blive ædt af græssende dyr for senere at spire efter turen gennem deres tarmsystem.

Lort er en ressource for mange arter som har specialiseret sig i at leve netop her. Priksvampen (Poronia punctata) findes kun på solbagte hestepærer og det er formentlig manglen på disse, der er den primære årsag til, at arten i dag er truet. 

En del biller har også specialiseret sig i livet med lort. Billen månetorbist (Copris lunaris) lever af lort fra køer, får og heste – og den er truet!

Uden naturnationalparker er levestederne truet

Levesteder og lort ville fra naturens hånd være alle vegne, fordi der hører planteædende dyr til overalt, hvor der vokser planter. Men gennem de sidste 10.000 år er de store vilde dyr gradvist blevet fortrængt af mennesker og vores tamdyr, og de sidste 100 år er tamdyrene i stigende grad blevet intensive produktionsdyr, som holdes på stald og fodres en stor del af året. Når produktionsdyrene endelig kommer ud, tilbringer mange af dem tiden i frisk luft på kedelige, omlagte græsmarker og kulturenge. Der mangler altså store planteædere og deres lort i de fleste danske økosystemer.

Nødvendigt med dyr i nationalparkerne

Naturnationalparker kan yde et væsentligt bidrag, hvis danske naturarealer i langt højere grad blev afgræsset af hjorte, kronvildt, robuste kvægracer, vilde heste, får, bisonokser m.fl. Hvis det skal gennemføres, kræver det at naturnationalparkerne indhegnes. Selvfølgelig skal dyrenes foderstand løbende overvåges, men det er nu en kendsgerning, at i naturen er der ikke plads til kræsne dyr, og der er perioder, hvor dyrene bogstaveligt talt må “suge på labben”.

Der findes gode tekniske muligheder i form af færiste, selvlukkende led m.v. som betyder, at naturnationalparkerne fortsat kan udnyttes rekreativt.

Det er klart, at man altid skal holde en passende afstand fra dyrene og hunde skal selvfølgelig holdes i snor.