Jeppe Nybroe blev tilbage i november ansat som redaktionschef på Avisen Danmark. Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og i den forbindelse mente man, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”. I hvert fald ansatte man den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef.
Nu oplyser chefredaktør Peter Rasmussen til Journalisten, at Jeppe Nybroe stopper om tre måneder.
“Han stopper om tre måneder. Det blev besluttet umiddelbart før 1. maj, og det var en helt udramatisk beslutning om, at sådan skulle det være,” siger Peter Rasmussen til Journalisten og tilføjer, at en ny podcastredaktion og et nyt nyhedsbrev stiller nogle nye krav.
Ifølge Peter Rasmussen er det hele organiseringen af redaktionen, som er oppe i luften i øjeblikket.
Før ansættelsen på Avisen Danmark, som er en del af Jysk Fynske Medier, havde Jeppe Nybroe inden og siden 2018 været kommunikationschef med base i i Det Danske Hus i Ramallah på Vestbredden i Palæstina.
Jeppe Nybroes berømmelse
I september 2007 fratrådte Jeppe Nybroe sin stilling som feteret nyhedsvært i DR. Det sket efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi.
Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede JyllandsPosten, at han i en reportage bragt i DR’s udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget.
Gidsel i Libanon
Den 3. september 2007 stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler var imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Graverarbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten, Adam Holm.
Fagbladet Journalisten beskriver den 2. februar 2015 sagen: I sin anmeldelse, der blev bragt i Weekendavisen, skriver Adam Holm blandt andet:
”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”
Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han måske tænkt på journalister som afdøde Frank Esmann og den særdeles levende POV-redaktør, Annegrethe Rasmussen?
En smule offentlig kritik kan dog ikke holde en naturbegavelse som Jeppe Nybroe nede.
Tiden der fulgte
I august 2016 blev han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der blev lavet i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vist på TV3.