Tyge Lehmann fylder 80

Tidligere ambassadør, cand.jur. og folkeretsekspert Tyge Lehmann, fylder 80 søndag den 7. februar 2021.

Tyge Lehmann har i sine mere end 40 år i Udenrigsministeriet især beskæftiget sig med FN. Det løber op i deltagelse i 25 FN-generalforsamlinger siden 1972 og en stribe FN-verdenskonferencer bl.a. Kvindekonferencen 1980 i København, Menneskeretskonferencen i Wien 1993 og Racismekonferencen i Durban 2001.

Hans arbejde har især fokuseret på menneskerettigheder og staternes forpligtelser på dette felt såvel som på andre retsområder såsom retsordenen på havene og bekæmpelse af international terrorisme.

På FN’s 50 Generalforsamling i 1995 var Tyge Lehmann formand for arbejdet i generalforsamlingens 6. Udvalg (det juridiske udvalg), hvor det bl.a. lykkedes at lægge grundstenen til Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland.

Tyge Lehmann og Danmarks forhold til Tibet og Kina

I 1997 kom han på forsiderne verden over, da han i FN’s Menneskeretskommission fremlagde en skarp resolution rettet mod Kina, som USA ikke selv turde lægge navn til.

Vreden i Beijing var stor, og det kølnede forholdet til Danmark ned i en længere periode.

Baggrunden for hans kritik er, at Danmark siden i en note til det kommunistiske styre i Beijing har anerkendt Tibet som en uadskillelig del af Kina – hvorpå de gensidige forbindelser har udviklet sig markant på snart sagt alle områder mellem lille Danmark og store Kina. 

I 2008 blev der indgået en aftale om et særligt ”strategisk partnerskab” mellem verdens største diktatur og Danmark, og i 2009 erklærede Danmark i en såkaldt verbalnote, at Danmark ”modsætter sig” tibetansk uafhængighed.

På tidspunktet for Kinas vrede over Danmarks modtagelse af Dalai Lama havde Tyge Lehmann for længst forladt Udenrigsministeriet. Det skete i 2007 og i 2009 kunne han derfor tillade sig, at skrive et indigneret debatindlæg i dagbladet Politiken, hvori han spurgte, hvorfor Danmark nu ville modvirke Tibets selvstændighed? Lehmann påpegede, at en af Danmarks mangeårige mærkesager netop er kampen for folkeslagenes ret til selvbestemmelse og oprindelige folks skæbne kulturelt, økonomisk såvel som politisk. Dette kombinerer Tibet i sjælden grad. Himalaya-landet har været besat af Kina siden 1950 og aldrig fået lov at holde en fri folkeafstemning om sit fremtidige tilhørsforhold.

Det ville være velgørende at høre Tyge Lehmanns synspunkter på Tibet-kommissionens afdækning af det sleskeri og den underdanighed, Danmark har udvist overfor Kina siden Lehmanns pensionering.

Tyge Lehmann og Danmarks forhold til DDR

Den altid årvågne udenrigstjeneste, der efter eget udsagn arbejder på grundlag af ”musikalitet, åbenhed, professionalisme, handlekraft og arbejdsglæde”, havde i 1988 ingen anelse om at Berlinmuren ville falde den 9. november 1989 og Østtyskland kollapse.

I hvert fald aflagde daværende Statsminister Poul Schlüter – på Udenrigsministeriets stærke og indtrængende anbefaling – den 13.-14. september 1988 et officielt besøg i bonde- og arbejderstaten DDR hos Erich Honecker.

Besøget blev af flere grunde efterfølgende betegnet som ”de sidste årtiers største udenrigsministerielle bommert”.

Ingen kan beskylde Poul Schlüter for at have sympati for de østeuropæiske regimer, men Udenrigsministeriet og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen insisterede, og alternativet – et officielt besøg af Honecker i København – var ikke tiltrækkende.

I lyset af de efterfølgende begivenheder var gennemførelsen af et officielt besøg på et tidspunkt, hvor DDR stod over for et totalt sammenbrud, i sig selv et eklatant udenrigsministerielt fejlskøn.

Ambassadebesættelsen

Besøget gav anledning til, at 18 DDR-borgere – den såkaldte Wolfgang Mayer-gruppe – den 9. september ved at nægte at forlade den danske ambassade i Østberlin forsøgte at benytte statsminister Poul Schlüters forestående besøg til at opnå udrejsetilladelse fra DDR.

Ambassadør Erik Krog-Meyer, vurderede, at en situation med ambassaden befolket af aktivister under statsministerens besøg i Berlin og på ambassaden ville ødelægge de møjsommelige forberedelser og måske forskertse hele formålet med besøget. Efter visse kontakter til Udenrigsministeriet i København tillod ambassadør Krogh Meyer DDR-myndighederne, at Folkepolitiet og Stasi den 10. september 1988 ryddede ambassaden.

Via vesttysk presse nåede skandalen aviserne og der opstod betydelig furore.

Parlamentarisk undersøgelse

Med henblik på at finde ud af hvem der vidste hvad hvornår, nedsatte det udenrigspolitiske nævn allerede i oktober 1988 en undersøgelsesgruppe i ambassadesagen bestående af Ole Espersen (S), Per Stig Møller (K), Gert Petersen (SF) og Bjørn Elmquist (V).

Gruppen af erfarne parlamentarikere undersøgte egenhændigt alene med bistand af sekretæren for Udenrigspolitisk Nævn begivenhedsforløbet, og ikke mindst informationernes vandring rundt i Udenrigsministeriet og Statsministeriet. Beretningen fra undersøgelsen, der forelå den 1. november 1988, viste, at navngivne embedsmænd i Udenrigsministeriet og Statsministeriet havde et vist kendskab til sagen, men at statsministeren og udenrigsministeren først blev orienteret den 13. september 1988 – 4 dage efter Stasis fjernelse af DDR-borgerne fra den danske ambassade i Østberlin.

Chefen for Udenrigsministeriets retsafdeling, ambassadør Tyge Lehmann, kommitteret i Statsministeriet, Niels Jørgen Nehring, blev omtalt i beretningen, men den danske ambassadør i Berlin, Erik Krog-Meyer, blev tillagt det væsentligste ansvar for den ulykkelige sag, og han blev forflyttet til ambassaden i Helsingfors.

Måtte Danmark betale for ambassadebesætternes udrejse?

De 18 ambassade-besættere blev idømt betingede domme, og først i marts 1989 fik de tilladelse til at rejse til Vesttyskland.

I de sidste år af DDR-regimet var landets økonomi i realiteten kollapset, og DDR ”solgte” i tusindvis af østtyskere til Vesttyskland for 3,4 mia. DM.

Det er aldrig blevet oplyst i hvilket omfang det officielle Danmark fik udvirket, at Wolfgang Mayer-gruppen fik udrejsetilladelse, og i hvilket omgang den danske statskasse måtte betale herfor.

Erich Honeckers planlagte genbesøg i Danmark

I efteråret 1989 var der faktisk planlagt et genbesøg af DDR-chefen Erich Honecker i Danmark. Besøget blev imidlertid aflyst en månedstid før DDR-sammenbruddet den 9. november 1989.