Instrukskommissionens kritik hænger ikke sammen

Af beretningen (side 825) fremgår det, at kommissionen har lagt til grund, at Inger Støjberg i forbindelse med rådgivningen fra departementet var blevet bibragt en opfattelse af, at man lovligt kunne lave en ordning, der ville føre til, at i hvert fald hovedparten af de omhandlede par kunne skilles ad efter en konkret og individuel vurdering, og at undtagelsesmulighederne kunne gøres snævre, ligesom det er lagt til grund, at det navnlig har været Danmarks internationale forpligtelser, der i drøftelserne med Inger Støjberg har været anvendt som rammesættende for ordningen.

Kommissionen anfører (stadig side 825), at Inger Støjbergs egen forklaring om hensigten med pressemeddelelsen af 10. februar 2016 i vid udstrækning har været knyttet sammen med hendes godkendelse den 9. februar 2016 af et notat af 2. februar 2016, hvilket notat beskrev den ordning, som Udlændingestyrelsen ifølge Inger Støjberg skulle administrere efter.

Alligevel tilsidesætter kommissionen (side 825) i det hele Inger Støjbergs forklaring om betydningen af dette notat, idet kommissionen har lagt til grund, at ordningen beskrevet i notatet utvivlsomt mistede sin betydning som følge af Inger Støjbergs efterfølgende meget klare tilkendegivelser og udsendelsen af pressemeddelelsen.

Hvordan kommissionen uden videre kan tilsidesætte notatet af 2. februar 2016 er en gåde – notatets beskrivelse af den ordning Udlændingestyrelsen skulle administrere efter har vel også været grundlaget for departementschefens og afdelingschefens forsikringer overfor Justits- og Statsministeriet, at der ville blive administreret lovligt. Det er ligeledes en gåde, hvorfor Ombudsmanden slet ikke omtaler, endsige forholder sig til dette notat?