Tanker i coronaens tid

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har 11. marts erklæret spredningen af en ny coronavirus for en pandemi.

Den nye coronavirus forårsager en luftvejsinfektion kaldet COVID-19. Langt de fleste får kun milde symptomer, men særligt ældre og svækkede personer risikerer at få en livstruende lungebetændelse.

Da virussen spreder sig hurtigt mellem mennesker, og da deres immunsystem ikke kender den, kan corona gøre mange alvorligt syge på samme tid, hvilket kan sætte sundhedsvæsenet under voldsomt pres.

Den 27. februar 2020 blev den nye coronavirus konstateret i Danmark, da en mand blev undersøgt på Sjællands Universitetshospital i Roskilde. Han blev erklæret rask igen 5. marts.

Siden da har smitten spredt sig til hele landet. 12. marts skete det første dødsfald relateret til den nye coronavirus i Danmark.

De nyeste tal om corona (25. marts 2020):

Smittede: Mindst 1.715 er eller har været smittet i alt (derudover 132 på Færøerne og 5 i Grønland).

Indlagte: 301 er indlagt på hospitalet. 69 af dem på intensiv afdeling – heraf 58 i respirator.

Døde: 32 er døde efter at have fået påvist smitte. COVID-19 er ikke nødvendigvis dødsårsagen.

Der er endnu ikke officielle tal for, hvor mange der er blevet raske igen.

Danmark har siden 11. marts været i tilnærmelsesvis undtagelsestilstand i et forsøg på at forsinke spredningen.

Italien hårdt ramt af corona-krisen

I Italien er situationen langt værre. Der er nu konstateret, at 69176 er bekræftet smittet med coronavirus. 6820 er døde mens 8326 er kommet sig efter at have været syge Covid-19.

Antonio Gramsci

Italiens kommunistiske parti – Partito Comunista Italiano – blev grundlagt den 18. januar 1921 i Livorno af Amadeo Bordiga og Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci (født 23. januar 1891 i Ales på Sardinien, Italien, død 27. april 1937 i Rom) var forfatter, journalist, politiker og filosof, en socialistisk teoretiker, kommunist og antifascist.

Fra den 6. april 1924 til sin tilfangetagelse af fascisterne den 8. november 1926 var han medlem af det italienske parlament. Gramsci blev idømt 20 års straffearbejde, men blev løsladt i 1937 pga. sygdom. Han døde kort efter.

Under sit fængselsophold forfattede Gramsci i alt 32 fængselsskrifter også kaldet Gramscis fængselsoptegnelser. Disse skrifter er blevet nogle af de mest indflydelsesrige marxistisk filosofiske værker i eftertiden.

Antonio Gramsci udviklede teorien om “cultural hegemony”, hvor de fremherskende kulturelle normer og værdier var etableret af den herskende klasse, bourgeoisiet.

Modkulturens Gramsciske March

Selvom det vist nok var 68-eren, Rudi Dutschke, der argumenterede for, at hvis den dominerende kultur skulle ændres, ville det kræve en ”lang march” gennem alle samfundets institutioner, er udtrykket ”Modkulturens Gramsciske March Gennem Institutionerne” ofte tillagt Antonio Gramsci.

Antonio Gramsci er under alle omstændigheder blevet berømt for at udvikle en strategi for hvordan borgerlige vestlige kapitalistiske systemer kan ødelægges indefra. I stedet for at satse på, at den troløse arbejderklasse skulle gøre oprør, så burde man, ifølge Gramsci, satse på ”den lange march gennem institutionerne”. Marxisterne skulle erobre skolerne, medierne, kirkerne og i det hele taget alle institutioner som kunne bevare den vestlige, borgerlige og kapitalistiske kultur.

Marxisterne er overalt

Antonio Gramscis strategi har været særdeles vellykket, og relativt upåvirket af Sovjetunionens sammenbrud er mange offentlige institutioner nu tilsyneladende erobret af marxisterne.

Den danske ambassade i Rom

Kvarteret Parioli, der er kendt som et af Roms mest fashionable overklassekvarterer, har fået sit navn efter et bakket område – Monti Parioli – der indtil begyndelsen af 1900-tallet faktisk lå udenfor Rom. Under Fascist-regimet residerede mange højtstående partifunktionærer og ledende embedsmænd i kvarteret. En række ambassader er i dag placeret i Parioli, herunder den danske ambassade i Rom, der er placeret mellem Via dei Monti Parioli og Via Antonio Gramsci.

Afhængigheden af marxisterne i danske institutioner

Det er interessant, at befolkningen under corona-krisen er afhængig af såkaldte uafhængige medier. Medierne ses som en vigtig brik i et åbent, demokratisk samfund og kaldes ”den fjerde statsmagt” fordi de supplerer de tre officielle statsmagter: den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt.

Mads Kastrup

Ekstra Bladet, der ofte fremstiller sig selv som borgernes vagthund overfor myndighederne, har en kommentator – Mads Kastrup, der ved flere lejligheder har været kritisk overfor myndighedernes håndtering af coronakrisen.

Mads Kastrup var i sin ungdom kommunist og slæbte stole til Land og Folk-festivalen i Fælledparken. Så blev han journalist og skiftede politisk ham til en slags venstresocialistisk revanchisme med hang til reaktionære holdninger

Forleden skrev han i Ekstra Bladet, at ”Jeg venter på, at Trump får den. Ikke fordi jeg ønsker, at den amerikanske præsident dør af coronavirus. Men hvad ville være mere symbolsk for det gigantiske paradigmeskift, verden i øjeblikket gennemgår på grund af corona, end at Donald Trump får den”.

Søren Brostrøm

På myndighedssiden indtager Sundhedsstyrelsen en helt central rolle i det, der kan blive den største sundhedskrise siden Anden Verdenskrig. Netmediet Altinget har bragt et detaljeret portræt af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Portrættet – Fra Risskov til det dybe Syden og fra DKP til toppen af Sundhedsstyrelsen – viser, at Søren Brostrøm er alt andet end den almindelige læge eller typiske embedsmand. Han siger tingene ligeud – også når han bliver kørt over politisk. I portrættet vurderes det, at Søren Brostrøms bevæggrund for at vælge Sundhedsstyrelsen er formentlig er den samme, som for at han også en overgang var international sekretær i Danmarks Kommunistiske Ungdom.

Søren Brostrøm vil gøre en forskel og forandre verden til det bedre. Og til det skal man bruge magt – eller i hvert fald indflydelse. Den kommunistiske vej viste sig som en blindgyde. Men i ungdomspolitikken mødte han ungdomspolitikere, som i de seneste år har været centrale ministre. Folk, som han igen senere skulle støde ind i sin færd i offentlige danske institutioner.