Storbritanniens frihed efter Brexit

Mellemøsten

Den nu pensionerede tidligere danske ambassadør i London, Birger Riis-Jørgensen, besværer sig i Altinget over Brexit. Han forstår ikke hvordan Brexit-tilhængerne har fået bildt sig selv ind, at Storbritannien ude af EU igen politisk og økonomisk kan indtage en fremtrædende rolle i det internationale samfund.

Birger Riis Jørgensen skriver:

”Vi andre tager os til hovedet. For os små seks millioner danskere er det ikke svært at kende sin plads. For tyskere, franskmænd og alle andre EU-borgere er virkeligheden, at vi uden EU hver især ville blive løbet over ende af Donald Trumps “USA first”, af Kinas totalt hensynsløse diktatur med svimlende økonomiske vækstrater og 1.400 millioner mennesker i ryggen og med tiden måske også af det stadigt mere hindunationalistiske Indien.

De erfarne britiske diplomater, som jeg talte med, ligger på samme linje. Der ser i Johnson-regeringens opbakning bag præsident Trumps såkaldte fredsplan for Israel og Palæstina blot det første tegn på, at Storbritannien alt i alt bliver tvunget til at følge USA eller ligge lavt på hele den værdimæssige del af udenrigspolitikken”.

Birger Riis-Jørgensen mener dog, at Storbritannien vil komme på bedre tanker, og i løbet af en generation igen ser sin interesse i et meget snævert parløb med sine naboer på kontinentet. Som han skriver: Så vi ses nok i denne bedre verden – We’ll meet again, Don’t know where, Don’t know when, But I know we’ll meet again some sunny day.

UK støtter fredsplan

I Storbritannien har Boris Johnson støttet Donald Trumps Mellemøst-plan og opfordret de palæstinensiske ledere til at acceptere planen som grundlag for drøftelser.

Johnson har understreget, at planen er en 2-stats løsning, som vil muliggøre at Jerusalem kan være hovedstad for både Israel og det palæstinensiske folk. Konflikten mellem Israel og Palæstina har plaget verden i årtier og han har opfordret den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, for en gangs skyld at involvere sig i initiativet og begynde at forhandle i stedet for igen at efterlade et politisk vakuum.

Selvom det er længe siden, har palæstinenserne faktisk haft udbytte af at forhandle. Ved Oslo-aftalerne, der blev indgået i 1993, fik de selvstyre og deres nuværende hovedstad Ramallah. Tusindvis af palæstinensere fik lov til at flytte tilbage fra Tunis og Libanon, og talsmænd for Palæstina fik lov til at få adgang til området igen efter at have været forvist til Tunesiens hovedstad.

Palæstinenserne afviser

Opfordringer til forhandlinger har ikke gjort indtryk. Mahmoud Abbas og Hamas, der understøttes af Iran, har lodret afvist Trumps plan som en ”konspiration” mellem USA og Israel. Palæstinenserne kræver kontrol over hele Vestbredden og Øst-Jerusalem – områder der blev erobret af Israel i 1967 – og fjernelsen af 700.000 israelske bosættere i disse områder.

Planen: Peace to Prosperity

Det diskussionen drejer sig om er den plan – Peace to Prosperity: A Vision to Improve the Lives of the Palestinian and Israeli People – som Donald Trump præsenterede officielt på en pressekonference i Det Hvide Hus den 28. januar 2020 sammen med den israelske premierminister Benjamin Netanyahu.

Forslaget fra Trump-administrationen er fremlagt med den erklærede hensigt at løse den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Planen er over de sidste 3 år udarbejdet af et team ledet af Trumps svigersøn, seniorrådgiver i Det Hvide Hus, Jared Kushner.

Både Vestbreddens israelske nybyggeres Yesha-råd og den palæstinensiske ledelse har afvist planen. Yesha-rådet fordi planen opererer med en palæstinensisk stat. Hamas har afvist alle konsultationer under udarbejdelsen og afvist planen med den begrundelse, at planen er partisk og til ensidig fordel for Israel.

Planen er opdelt i to dele, en økonomisk del og en politisk del. Allerede den 22. juni 2019 frigav Trump-administrationen den økonomiske del af planen med titlen “Fred til velstand”. Den politiske del blev frigivet den 28. januar 2020.

Planen foreslår etableringen af en selvstændig, demilitariseret Palæstinensisk stat, der ikke omfatter de nuværende jødiske bosættelser i de såkaldte okkuperede områder.

Planen beskriver en ganske omfattende økonomiske bistand (der tales om investeringer på 50 mia. dollars) til en selvstændig Palæstinensisk stat. Der listes dog en række betingelser for en sådan Palæstinensisk stat: der skal være pressefrihed, frie valg, garantier for religiøs frihed, et uafhængigt justitssystem, finansielle institutioner der hvad angår transparens og effektivitet lever op til vestlige standarder. Modstandere af fredsplanen har karakteriseret betingelserne som ”urimelige”.

Israel vil annektere

Under pressekonferencen, hvor planen blev fremlagt, annoncerede Netanyahu, at den israelske regering øjeblikkeligt ville annektere bosættelserne i Jordan-dalen og Vestbredden, og den amerikanske ambassadør i Israel David M. Friedman bekræftede, at Trump-administrationen havde givet grønt lys til en øjeblikkelig annektering.

Modstandere af Trumps fredsplan – inklusive alle de førende demokratiske præsidentkandidater i præsidentvalget 2020 – har fordømt planen og udlagt den som et “røgslør” for Israels annektering af områder i Jordan-dalen og på Vestbredden.

EU – en papirtiger

Samtidig med at Birger Riis-Jørgensen lufter sine pipe-dreams i Altinget, demonstrerer EU’s udenrigsminister, Josep Borrell, High Representative for Foreign Affairs and Security Policy, i et statement tirsdag den 4. februar 2020, at EU er en papirtiger.

De 27 EU-landes uenigheder betyder, at EU fra starten har spillet sig helt af banen i de igangværende drøftelser om Trump-planen for Israel og Palæstina. Nogle EU-lande har allerede anerkendt en Palæstinensisk stat mens andre lande har sympati for Israel.

Det eneste EU-landene kan blive enige om, er at opfordre til dialog.

For de historisk interesserede: Athenaeum og Mellemøsten

Samtalerne mellem Birger Riis-Jørgensen og ”erfarne britiske diplomater” om Trumps fredsplan for Israel og Palæstina fandt angiveligt sted i den agtværdige Athenaeum Club i London.

Israels første premierminister David Ben Gurion, skriver i sine erindringer at han den 18. maj 1937 i Athenaeum mødtes med St. John Philby, en britisk embedsmand, der var konverteret til islam og nu var senior rådgiver for Saudi Arabiens konge, Ibn Saud. I flere timer drøftede Ben Gurion og Philby et udkast til en traktat mellem Zionistbevægelsen og en Arabisk Føderation under ledelse af Ibn Saud.

Hvis de 2 var nået til enighed, kunne meget have set anderledes ud i Mellemøsten!

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s