Carsten Egeriis, administrerende direktør for Danske Bank, taler i Jyllands-Posten om grønne projekter og risikodelingen mellem det offentlige og det private. Det dækker over et ønske om, at statskassen på forskellig vis skal være villig til at skyde flere penge i de grønne projekter, end der hidtil har været opbakning til på Christiansborg. ”Det handler om at skabe en indtjeningsprofil for de private virksomheder, som er til at forstå, og som har noget forudsigelighed”, siger Carsten Egeriis til Jyllands-Posten.

Når der ikke bydes på den danske stats udbud af 3 vindmølleparker i Nordsøen, og når danske Ørsted sælger ud af havvind-aktiverne, adskiller man sig ikke fra andre store energiselskaber. Britiske BP reducerer sin andel i vindmølleparker, da selskabet fortsat vil fokusere på fossile brændstoffer. Energigiganten vil således “reducere betydeligt” sine investeringer i ren energi – konkret vil man investere 3,3 mia. pund mindre i offshore-projekter inden 2030 end tidligere bebudet.

Kendsgerningen er, at olie-og energiselskaberne én efter én vender tilbage til deres oprindelige strategi, eller direkte opgiver deres angiveligt høje ambitioner og målsætninger for grøn energi.

Japanske JERA

BP skjulte meddelelsen om opgivelsen af målsætningen på havvindområdet i meddelelsen om et nyt partnerskab med det japanske firma JERA. BP har indgået en aftale om at overføre alle sine havvindprojekter til det nye joint venture, der vil forvalte havvindinteresserne. Joint venturet får navnet Jera Nex BP.

BP sagde, at aftalen vil skabe en af verdens største globale havvindforretninger, men aftalen vil også “reducere BP’s forventede investeringer i vedvarende energi betydeligt gennem resten af dette årti”.

Tilsammen vil BP og JERA investere 5,8 milliarder dollars frem til 2030.

Angiveligt vil kun 3,25 milliarder dollars komme fra olieselskabet BP, hvilket markerer et ret kraftigt fald fra den hidtidige målsætning om at bruge 10 milliarder dollars på havvind inden 2030.

BP

Allerede i løbet af sommeren 2024 satte BP alle nye havvindprojekter på pause, da dets administrerende direktør skiftede fokus til fossile brændstoffer.

Murray Auchincloss, der blev permanent chef for BP i begyndelsen af 2024, fastfrøs også ansættelser i havvinddivisionen.

Investorerne har været utilfredse med virksomhedens resultater, siden den begyndte et grønt fremstød under den tidligere chef Bernard Looney, som havde sat et mål om at “etablere fundamentet” for en vedvarende energifokuseret forretning og opnå nul nettoemissioner i 2050.

BP’s aktiekurs er faldet med mere end 30 pct. siden begyndelsen af 2023 og i år er faldet på mere end 16 pct.

Shell

BP-nedprioriteringen af havvind følger en meddelelse fra rivalen Shell om, at den ikke længere vil udvikle nye havvindprojekter og vil dele sin energidivision op i to forbundne virksomheder.

Havvind er en af de største kilder til vedvarende energi, som Europa regner med i den grønne omstilling, men i de senere år har projekter været kørt fast i skyhøje omkostninger og problemer med forsyningskædens levering af kernekomponenter.

Sudan er Afrikas tredjestørste land et areal, der er mere end 40 gange så stort som Danmark og med en befolkning på knap 50 millioner. Sudan var Afrikas største land før 2011, da Sydsudan løsrev sig og blev en selvstændig stat.

Historie

Omkring 2500 fvt. var kongeriget Kush etableret i det nuværende Sudan. I perioder af rigets storhedstid fra 1000 fvt. regerede sudanesiske konger og faraoer over både Sudan og Egypten. Ud over det fjerde århundrede var området opdelt i flere mindre kristne kongeriger, men fra slutningen af det sjette århundrede tvang invaderende arabiske herskere de kristne stater til at konvertere til islam. Ud over 1800-tallet var kongerigerne dengang underlagt osmannisk-egyptisk kontrol med militær støtte fra Storbritannien, og fra 1898 til landet blev selvstændigt i 1956, blev Sudan styret af et egyptisk-britisk kondominat.

Uafhængighed i 1956

Siden uafhængigheden i 1956 har Sudan været præget af borgerkrig. Efter årtusinder med forskellige indflydelser, kongeriger og religioner var der forskelle mellem landets egne og folk. I den sydlige del af landet udbrød borgerkrig mellem den muslimske (nordlige) regering og den primært kristne og animistiske befolkning i syd. Med undtagelse af nogle afbrydelser varede krigen indtil 2005. I 2011 blev Sudan delt i to, Sudan og Sydsudan (med størstedelen af landets olieforekomster!).

2011 deling i Sudan og Sydsudan

Sudan har længe været præget af udemokratiske forhold. Præsident Omar al-Bashir styrede landet som et diktatur, fra han tog magten i 1989. Siden 2003 har Sudan også været præget af en borgerkrig i provinsen Darfur. Krigen har sine rødder i de etniske kulturelle og religiøse forskelle i landet.

Omar al-Bashir blev efter 30 år i 2019 afsat af hæren i Sudan og den paramilitære gruppe RSF (Rapid Support Forces). Herefter skulle en overgangsregering regere landet indtil 2022, men de civile deltagere i regeringen blev afsat ved et nyt militærkup i efteråret 2021.

Borgerkrig siden 2023

Magtkampen mellem Sudans hær og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces (RSF) har udløst en blodig borgerkrig mellem hæren og RSF. Krigen har stået på siden april 2023 med tusinder af dræbte og mere end 11 millioner mennesker, der har været tvunget til at forlade deres hjem på tværs af Sudan. Heraf har flere end tre millioner forladt landet.

FN har kaldt situationen i Sudan for verdens største krise målt på antallet af fordrevne.

Borgerkrigen føres med alle midler. Både hæren og RSF er blevet beskyldt for at begå krigsforbrydelser ved blandt andet at udføre tilfældige henrettelser og systematisk plyndre civiles ejendom, ligesom tætbeboede områder udsættes for luftangreb med tøndebomber.

Slaget ved Omdurman

Et af de mest berømte britiske slag i Sudan var Slaget ved Omdurman den 2. september 1898. Dette slag markerede et afgørende øjeblik i den britiske og egyptiske genbesættelse af Sudan, også kendt som Mahdi-oprørets afslutning.

Baggrund

Mahdi-oprøret begyndte i 1881, hvor Muhammad Ahmad, der erklærede sig selv som Mahdi (en messiansk leder), et oprør mod det egyptisk-britiske styre i Sudan. Efter Mahdis død fortsatte hans efterfølgere kampen mod briterne og egypterne.

General Herbert Kitchener var den britisk øverstbefalende general, der ledte en kombineret britisk-egyptisk styrke for at genvinde kontrollen over Sudan.

Slaget

Den britisk-egyptiske styrke bestod af ca. 25.000 soldater, veludstyret med moderne våben, herunder Maxim-maskinkanoner og artilleri.

Mahdisterne (kendt som Ansar) havde omkring 50.000 krigere, men var primært udstyret med sværd, spyd og forældede skydevåben.

Kitchener brugte overlegne våben og disciplin til at sikre sejren. Slaget var et klassisk eksempel på asymmetrisk krigsførelse, hvor moderne teknologi mødte traditionelle metoder.

Mahdisterne led enorme tab med ca. 12.000 dræbte og 13.000 sårede.

Britisk-egyptiske tab var relativt små: ca. 47 dræbte og 382 sårede.

Slaget cementerede britisk-egyptisk kontrol over Sudan. Landet blev efterfølgende frem til selvstændigheden i 1956 administreret som et kondominat mellem Egypten og Storbritannien.

Slaget ved Omdurman var en af de sidste store slag, hvor kavaleri og infanteri spillede en betydelig rolle sammen med tidlige former for moderne våbenteknologi. Det blev en milepæl i Sudans historie og for briterne en demonstration af deres militære dominans.

Winston Chruchills rolle i slaget ved Omdurman

Den 5. december 2024 berettede museumsinspektør på Nationalmuseet Jesper Kurt-Nielsen ved et såkaldt ”Fad & Foredrag” under overskriften ”De unge år – med Churchill i felten”.

Winston Churchill, som senere blev Storbritanniens premierminister, spillede en interessant og aktiv rolle i begivenhederne i Sudan under slaget ved Omdurman den 2. september 1898. Dengang var han en ung officer og krigskorrespondent, og hans oplevelser ved Omdurman havde stor betydning for hans senere karriere og forfatterskab.

Churchill var løjtnant i det 21. Lancers, et britisk kavaleri-regiment.

Han deltog i et berømt kavaleriangreb under slaget, hvor regimentet stødte på en langt større styrke af mahdister, end de havde forventet. I den dramatiske konfrontation kæmpede Churchill og hans regiment mod overvældende odds, men angrebet blev betragtet som en succes, om end med store tab.

Udover sin militære rolle var Churchill også udsendt som journalist for aviser i London. Han brugte sine skarpe iagttagelser og sine skrivefærdigheder til at rapportere om kampene. Dette bidrog til hans voksende ry som både soldat og forfatter.

Churchills oplevelser ved Omdurman blev en del af hans bog, The River War (1899). Her beskrev han slaget og reflekterede over det britiske imperium og krigsførelse.

Hans deltagelse i slaget og hans skarpe skriftlige stil styrkede hans offentlige image og banede vejen for hans indtræden i politik kort tid efter.

Valget af Donald Trump har udløst en bølge af optimisme blandt amerikanske landmænd ifølge det seneste Purdue University-CME Group Ag Economy Barometer.

Ifølge Purdue University-CME Group Ag Economy Barometer steg det samlede indeks med 30 point til 145 i november, drevet af forventninger til betydelige forbedringer i både de nuværende forhold og de langsigtede udsigter.

Undersøgelsen, der blev gennemført fra den 11. til den 15. november, dokumenterede et skarpt skift i stemningen, da landmændene forventede et mere gunstigt lovgivnings- og skattemiljø under den nye administration. J

Forbedrede forventninger til regulering og afgifter

Undersøgelsen dokumenterer en slående ændring i landmændenes syn på miljøregler. I oktober mente 41 procent af de adspurgte, at landbrugsreglerne ville blive mere restriktive i løbet af de næste fem år. I november var dette tal faldet til kun 9 procent, mens et flertal – 55 procent – forventede, at reglerne ville blive mindre restriktive. Dette markerede en væsentlig afvigelse fra stemningen omkring valget i 2020.

Landmændene rapporterede også om større stabilitet i deres forventninger til skattepolitikken. Mere end halvdelen af de adspurgte forudsagde, at indkomst- og ejendomsskattesatserne ville forblive uændrede i de kommende år sammenlignet med betydeligt lavere tillidsniveauer i kølvandet på valget i 2020.

Kapitalinvesteringer og finansielle udsigter

Undersøgelsen fangede en stigende vilje blandt landmænd til at foretage store investeringer i deres drift. Farm Capital Investment Index steg 13 point til 55, den højeste aflæsning siden maj 2021. 22 procent af landmændene sagde, at det nu er et godt tidspunkt at foretage store investeringer – en stigning fra 15 procent i oktober. Skiftet i stemningen stemmer overens med forbedrede forventninger til landbrugets økonomiske resultater i 2025, som rapporteret af undersøgelsen.

En tredjedel af de adspurgte sagde, at de forventer, at deres drift vil være i bedre økonomisk form om et år fra nu, sammenlignet med kun 19 procent i oktober. Optimismen strakte sig længere ind i fremtiden, hvor 52 procent af landmændene sagde, at de forventer udbredte gode tider for amerikansk landbrug i løbet af de næste fem år, en stigning fra 34 procent måneden før.

Der er fortsat handelsusikkerhed

På trods af optimismen er landmændene fortsat bekymrede over handelsrisici. 42 procent af de adspurgte sagde, at de mener, at en handelskrig, der reducerer landbrugseksporten betydeligt, er “sandsynlig” eller “meget sandsynlig”. Efter Trumps toldforhøjelser i 2019 reagerede Kina med begrænsninger i importen af landbrugsvarer fra USA.

International handel spiller en afgørende rolle i den amerikanske landbrugsøkonomi, og eventuelle forstyrrelser kan dæmpe gevinsterne fra forbedrede indenrigspolitiske forhold.

EU afsluttede fredag efter 25 års forhandlinger en frihandelsaftale med Brasilien, Argentina, Uruguay, Paraguay og Bolivia.

Aftalen vil skabe et marked på over 700 millioner mennesker, næsten 25 pct. af verdens bruttonationalprodukt, og spare virksomheder for anslået 4 milliarder euro i told hvert år.

Forudsat at aftalen bliver ratificeret, vil aftalen indebære fordele især for europæisk industriproduktion og sydamerikanske landmænd – tolden fjernes således på produkter som italiensk vin, argentinsk bøf, brasilianske appelsiner og tyske Volkswagens.

Dansk Industri

Dansk Industri betegner handelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene i Sydamerika som godt nyt for danske virksomheder og forbrugere.

Aftalen repræsenterer den første store handelsaftale for Mercosur-gruppen, som tidligere kun havde formået at indgå frihandelsaftaler med Egypten, Israel og Singapore.

Men EU-medlemslandene og Europa-Parlamentet skal godkende aftalen, for at den kan træde i kraft. En fuldstændig ratificering vil tage tid, og det vil ikke blive let.

Mercosur-landene er begejstrede for udsigterne til større afsætning af oksekød og landbrugsprodukter i EU. Men landbrugskredse i Europa har afvist udsigten til billig fødevareimport fra Sydamerika og hævder, at de vil skade konkurrencen og sænke EU’s standarder for miljø og fødevaresikkerhed.

Fransk modstand

Frankrig leder en gruppe medlemslande, herunder Polen, Østrig og Holland, der stadig er imod aftalen. Præsident Emmanuel Macron, der er opmærksom på Frankrigs højlydte og magtfulde landbrugslobby, har tidligere beskrevet aftalen som uacceptabel og katastrofal for franske landmænd og industri.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i bemærkninger henvendt til især franske landbrugsskeptikere forsikret, at “vi har hørt, at I lytter til jeres bekymringer, og vi handler på dem. Denne aftale indeholder robuste sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte europæiske landmænds levebrød.”

Aftalen er resultatet af 25 års omhyggelige forhandlinger, der går tilbage til et Mercosur-topmøde i Rio de Janeiro i 1999. Forhandlingerne har gentagne gange været brudt sammen på grund af forskelle i økonomiske prioriteter, reguleringsstandarder og landbrugspolitik. Protektionistiske tendenser i forskellige administrationer på begge sider af Atlanten vendte også op og ned på håbet om en hurtig aftale.

Momentum tog fart i 2016, da tidligere præsident Donald Trump indførte strenge toldsatser på Europa, og markedsvenlige ledere, der kæmpede for frihandel, overtog de notorisk lukkede økonomier i Argentina og Brasilien. I juni 2019 annoncerede forhandlerne en aftale, der omfattede bestemmelser om toldnedsættelser og forpligtelser til miljøstandarder.

Men nye forhindringer – herunder valget af Jair Bolsonaro som præsident i Brasilien, den største af de fem Mercosur-medlemmer, og europæiske bekymringer over skovrydning i Amazonas – ødelagde snart disse planer.

Siden præsident Luiz Inácio Lula da Silva, Bolsonaros efterfølger, kom tilbage til magten, har han fremskyndet forhandlingerne selv om han gav udtryk for bekymringer om beskyttelsen af den brasilianske bilindustri.

Argentinas præsident Javier Milei, en libertariansk økonom, der går ind for en radikal form for liberalisme, der fremhæver individets uindskrænkede frihed og går ind for at minimere eller helt fjerne skatter og al statslig regulering, blev valgt for et år siden på et løfte om at revidere den kriseramte økonomi med frie markedsprincipper, har også støttet Mercosur-aftalen.

Godkendelsen i EU

Aftalens skal godkendes af EU-medlemslandene i Rådet og i Europa-Parlamentet. Aftalen skal vedtages med kvalificeret flertal. Dermed har Frankrig ikke veto-ret, men en godkendelse af aftalen vil kræve et flertal i Rådet bestående af mindst 55 procent af EU-landene, der tilsammen skal repræsentere mindst 65 procent af EU’s befolkning.

I Parlamentet er der også holdninger både for og imod. Den store konservative gruppe, EPP, bakker op om aftalen. Men særligt den grønne gruppe Greens og den venstreorienterede gruppe The Left er skeptiske. De mener, at aftalen tager for lidt hensyn til miljø og klima.

Ratificeringen af aftalen kan således tage år, hvis tidligere EU-handelsaftaler er nogen indikation.

EU og Canada undertegnede i slutningen af 2016 en økonomi- og handelsaftale – Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA) – og godkendelsesprocessen har kørt på siden da. Tysklands Bundestag underskrev først formelt for to år siden, og det franske senat afviste det i marts i år og sendte det tilbage til Frankrigs underhus til yderligere diskussion.

11 EU-lande – heriblandt Danmark og Tyskland – har dog klart meldt sig som tilhængere af aftalen

Regeringens holdning

“Helt ærligt, det her projekt har taget foreløbigt 25 år, og det bør snart konkluderes. Vi står også i en situation, hvor der er valgt en ny amerikansk præsident, som gør sig forskellige tanker om tariffer og handelsbarrierer. Vi ved ikke, hvor det ender. Vi håber, at det ender godt. Men det er bare klogt af Europa at bruge vores indkøbsmagt til at få lavet nogle strategiske alliancer rundt omkring i verden,” har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere sagt til Altinget.

Torsdag den 5. december 2024 kl. 14 var der budfrist for første del af SVM-regeringens planer om nye 6 GW-havmølleparker. Aftalen om udbuddet af de kommende havmølleparker blev indgået af et bredt politisk flertal i maj 2023. I forvejen er der 17 havmølleparker rundt om i danske farvande med en samlet kapacitet på 2,6 GW.

I første omgang gjaldt udbuddet af de første tre parker, som skal opføres i Nordsøen, mens budfristen for de sidste tre parker i Kattegat og Østersøen er april næste år.

I energikredse har er det helt store spørgsmål været, om der overhovedet er bydere på de kommende havmølleparker.

Udbuddet har hvilet på en præmis om, at energiselskaberne skal betale penge til staten for at opføre og drive havvindmølleparkerne.

Den logik bygger på erfaringerne fra udbuddet til Thor-havvindmølleparken, hvor havvind blev anset for så god en forretning, at staten kunne tjene penge på det frem for at give statsstøtte.

Siden har markedet ramt en større nedtur, og tvivlen om, hvorvidt nogen overhovedet ville byde på udbuddet, forklares bl.a. med, at stramme udbudsregler kombineret med stigende renter og stigende anlægsudgifter.

Som noget nyt blev der i den politiske aftale fra 2023 aftalt et statsligt medejerskab af parkerne. Staten skal eje 20 pct. af parkerne og usikkerheden omkring et statsligt medejerskab gør, at havmølleparkerne langtfra fremstår lige så attraktive som tidligere.

Under alle omstændigheder skal skatteyderne til lommerne for at finansiere et nyt statsligt selskab, der skal håndtere det statslige medejerskab af de kommende 6 GW-havmølleparker. Udover udgifterne til etablering og drift af selskabet, kan det betyde, at det nye statslige vindmølleselskab frem mod 2030 står over for en samlet investering på 18-19 mia. kr. for en ejerandel på 20 pct.

Ved udbudsfristens udløb torsdag klokken 14.00 havde Energistyrelsen ikke modtaget et eneste bud på nogen af de tre udbudte havvindmølleparker i Nordsøen, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

”Det er meget skuffende”, lyder det fra den ansvarlige klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard.

Han henviser blandt andet til store pris- og rentestigninger som nogle af årsagerne.

Ministeren tilføjer, at den manglende interesse ikke giver ”grobund for stor optimisme for de næste tre parker, men der kan være andre aktører og forretningsmodeller i spil, og det svar kender vi først til april”.

Ministeren fastslår dog, at der skal bygges mere havvind i Danmark, og Lars Aagaard har bedt Energistyrelsen om at gå i dialog med de potentielle bydere for at høre, hvorfor de ikke har budt.

Den nyvalgte præsident Donald Trump meddelte allerede den 25. november 2024, at han havde til hensigt at indføre yderligere 10 procent told på Kina sammen med yderligere 25 procent told på Mexico og Canada.

Donald Trump indikerede, at disse toldsatser ville være en del af hans første bekendtgørelser – Executive Orders – når han indsættes i præsidentembedet den 20. januar 2025.

Selvom der har været kritik af de bebudede tariffer, herunder at de ville bidrage til forhøjet inflation i USA og eventuelt kunne føre til international handelskrig, er der også forståelse for sanktioner mod Kina. Således indgår det i Trumps argumentation at tarifferne er berettigede så længe USA oversvømmes af fentanyl fra Kina og illegal immigration via Mexico og Canada.

Specielt vedrørende Kina er realiteten er, at Kina under ledelse af kommunistpartiet har snydt og stjålet og kopieret i årtier, har købt sig ind i vestlig infrastruktur og bruger sin magt til at true og straffe lande, som vover at støtte demokratikræfter i Hongkong og Taiwan.

Toldsatserne

USA har siden 2018 ført an i opgøret med Kina. Den 1. august 2019 annoncerede præsident Trump indførelsen af toldsatser på mellem 7,5 procent og 25 procent på kinesiske importvarer til en samlet værdi af 550 milliarder dollars.

Toldsatserne blev opretholdt af Demokraterne og præsident Biden. Efter afslutningen af den lovpligtige fireårige gennemgang i maj 2024 beholdt Biden-administrationen toldsatserne og øgede dem på produkter som elbiler og solceller.

Nu vil toldsatserne blive øget med ekstra 10 pct.

I 2019 svarede de kinesiske myndigheder igen ved at suspenderet indkøb af amerikanske landbrugsprodukter.

EU anser Kina for at være en ”systemisk rival”

Selvom der i Europa er nervøsitet over konsekvenserne for eksporten til USA, beskriver EU-Kommissionen Kina som en ”systemisk rival”, der ”promoverer en alternativ styreform” – et signal om, at europæiske nationer ikke længere ser på Kina som en venligsindet partner. Og samtidig har Kommissionen anklaget Beijing for unfair behandling af europæiske virksomheder og for desuden at føre en investeringsstrategi, som underminerer retsstatsprincipper.

I de seneste år er frustrationerne over Riget i Midten vokset betydeligt – især over landets aggressive, stærkt centraliserede industristrategi med opkøb af europæiske virksomheder inden for nøgleindustrier og havne, mens det kinesiske marked fortsat er relativt lukket land. Kritikken går også på landets manglende reformer, unfair handelspolitik, industrispionage og over Kinas voksende politiske og økonomiske indflydelse i Europa.

Kina burde måske aldrig have været medlem af WTO

Selvom Kina blev medlem af WTO i 2001, har det ikke afholdt Peking fra at føre økonomisk krig mod USA og andre Vesteuropæiske lande, stjæle intellektuelle rettigheder, tvinge udenlandske firmaer, der ville gøre forretninger i Kina, til at overføre teknologi, og statssubsidieret kinesiske firmaer i unfair konkurrence med amerikanske og andre udenlandske virksomheder.

Peter Navarro

Alle danske virksomheder, der har prøvet at handle i Kina, kan bekræfte hvad præsident Donald Trumps højre hånd i handelsspørgsmål i sidste præsidentperiode, Peter Navarro, daværende Director of Trade and Manufacturing Policy, argumenterede for i de amerikanske handelsforhandlinger:

”Frihandel uden toldsatser kunne være relevant i en ideel verden med fri konkurrence på lige vilkår. Verden er imidlertid ikke ideel. I konkurrencen med Kina og visse andre lande, er USA og EU-landene oppe mod industrispionage, regulært snyd og bedrag, kopiering, plagiering og tyveri af intellektuel ejendomsret, urimelige vilkår om overførsel af teknologi, statskapitalisme og virksomheder, der dumper markeder med regeringsfinansiering i ryggen samt udbredte valutamanipulationer.”

Trump mener alvor!

At Donald Trump er fast besluttet på at føre en fast politik overfor Kina blev understreget onsdag den 4. december 2024. På netmediet Truth Social meddelte Trump, at Peter Navarro er udpeget til at være seniorrådgiver for handel og produktion.

”I rådgiverfunktionen”, skrev Trump, “kan vi udnytte Peters brede vifte af erfaring fra Det Hvide Hus, samtidig med at vi kan udnytte hans omfattende politiske analytiske og mediemæssige færdigheder.”

Med en stadig større del af strømproduktionen baseret på vedvarende energi (VE) – vindmøller og solfangere – vil forsyningssituationen afhænge bl.a. af vejret, herunder temperatur, nedbør, og om der vil være lange perioder med vindstille og skyet. Forsyningssituationen kan desuden påvirkes af uforudsete hændelser, herunder nedbrud eller længerevarende vedligehold af el-producerende anlæg ligesom mulighederne for at importere strøm fra udlandet kan ændre sig.

Ifølge Energistyrelsen er forsyningen af el i øjeblikket stabil og der forventes ikke umiddelbart mangel på strøm.

Forsyningssikkerheden truet!

Efter Energistyrelsens opfattelse er forsyningssikkerhed imidlertid truet på sigt.

Det fremgår af Energistyrelsens Analyseforudsætninger til Energinet 2024 (AF24).

Energinet er en selvstændig offentlig virksomhed under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der ejer og udvikler el- og gasnet i Danmark. Energinet har ansvaret for at sikre lige markedsadgang til nettene og for at indpasse mere vedvarende energi uden at forsyningssikkerheden kompromitteres.

Enorm stigning i strømforbruget

Ifølge Energistyrelsen vil det samlede forbrug af el i Danmark stige markant frem mod 2050. Fra 40 TWh i 2024, til omkring 230 TWh i 2050!

En væsentlig del af stigningen i netto-elforbruget kommer fra elforbrug til brintproduktion. Hertil kommer et enormt elforbrug til elektrolyse, der antages i 2050 at udgøre godt 128 TWh.

Blandt de øvrige kategorier af elforbrug stiger elforbruget til datacentre og transport markant. For datacentre er der tale om en udvikling fra 3 TWh i 2024 til 17 TWh i 2030 og 29 TWh i 2050, mens nettoelforbruget til transport stiger fra 2 TWh i 2024 til 6 TWh i 2030 og knap 19 TWh i 2050.

Stigningen i elforbruget til individuelle varmepumper i husholdninger og erhverv samt til store varmepumper og elkedler i fjernvarmesektoren afspejler den stigende elektrificering af både den individuelle og kollektive varmeforsyning.

Baggrunden for problemet

Danmark har lukket kraftværker på stribe i den grønne omstillings navn for at erstatte energikilderne med sol og vind. Ifølge Energistyrelsen er problemet, at de konventionelle kraftværker er skrottet uden at have erstatningen i form af vedvarende energi på plads i tilstrækkeligt omfang.

Brown-Outs

Der er således risiko for, at danskerne i 2034 kommer til at mangle el i stikkontakterne i de perioder, hvor der hverken er sol eller vind. Manglen vil være så udtalt, at danskerne i gennemsnit vil stå uden el i adskillige minutter om året. Perioder, hvor lyset slukker, computere går i sort og alt uden backup-systemer går i stå.

Hvor mange minutter, det årligt drejer sig om – kaldet afbudsminutter – afhænger af, hvordan forsyningssikkerheden udvikler sig andre steder i Europa. For da vores nabolande også kommer til at mangle el i de perioder, hvor der ikke er sol og vind, vil Danmark til den tid ikke længere være i stand til at fylde alle sine huller op ved, som nu, at importere den fra Tyskland, Norge, Holland, Sverige og Storbritannien.

Det bemærkes, at myndighedernes forventninger til strømafbrydelsernes varighed, er gennemsnitsberegninger. Selvom årsgennemsnittet for alle elforbrugere måske kun er 30 – 40 minutter, kan delområder opleve strømafbrydelser i langt længere tidsrum!

Energinet råber vagt i gevær!

Stine Grenaa Jensen, der er vicedirektør ved Energinet, bekræfter ifølge fagbladet Ingeniøren, at selskabet forsøger at gøre opmærksom på, at Danmark har et reelt forsyningssikkerhedsproblem.

”Vi ser en generel europæisk udfordring med at sikre, at der er nok energi til rådighed, når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser. Her vil vi gøre politikerne opmærksomme på, at det udgør en risiko for det system, vi ser ind i,” siger Stine Grenaa Jensen.

Er det kritisk, hvis ikke myndighederne gør noget? 

”Det er ikke meget kritisk nu og her, med mindre, at der sker noget, som drastisk stresser systemet. Min vurdering er, at vi har et par år til at prøve at løse problemet ved at arbejde med de eksisterende redskaber i vores værktøjskasse. Ellers må vi opfinde nogle nye,” siger Stine Grenaa Jensen, der slår fast, at løsningen senest skal være klar i 2030.

Mulige løsninger?

Som et led i den grønne omstilling har Danmark nemlig lukket flere fossildrevne kraftværker, herunder værker i Nordjylland og på Fyn. Frem mod 2030 planlægges yderligere lukninger, som f.eks. Nordjyllandsværket. Til den tid vil kraftværkskapaciteten være nede på 3 Gigawatt mod et faktisk behov på 5 Gigawatt.

Det skaber udfordringer for forsyningssikkerheden.

En mulighed kan være at opretholde en vis fossil kraftværkskapacitet, der kunne indsættes når VE ikke producerer den nødvendige energi, og importmulighederne er begrænsede.

Det kunne også være en mulighed i højere grad at basere strømproduktion på batterier og andre former for oplagret energi, herunder PtX-brændstoffer og brint.

Ved yderligere behov kunne en økonomisk overkommelig løsning være strømproduktion i gasturbiner baseret på oplagret biogas.

Dramatiske billeder fra Aleppo, Syriens største by, viser ligene af syriske hærsoldater ved vrag af syriske militærkøretøjer efter angiveligt at være blevet dræbt i kamp af oppositionskrigere i Aleppo. Tusindvis af syriske oprørere har nu besat Aleppo efter stormen lørdag kun mødte ringe modstand fra regeringstropper.

Det syriske oppositionsoprør blev indledt onsdag i sidste uge med et tostrenget angreb på Aleppo og landskabet omkring byen Idlib, der ligger 50–60 kilometer sydvest for storbyen Aleppo.

Den 13 år lange borgerkrig i Syrien er igen kommet i fokus med det første oppositionsangreb på Aleppo siden 2016, hvor en brutal luftkampagne fra det russiske luftvåben hjalp den syriske præsident Bashar Assad med at generobre Aleppo i det nordvestlige Syrien.

Intervention fra Rusland, Iran og iransk-allierede Hizbollah og andre grupper har samtidig gjort det muligt for Assad at forblive ved magten og fortsat kontrollere 70 pct. Syrien.

Oprørere ledet af jihad-gruppen Hayat Tahrir al-Sham indledte angrebet på Aleppo og områder omkring Idlib og naboprovinsen Hama.

Det syriske militær har indsat forstærkninger og gennemført luftangreb i forsøget på at bremse oprøret.

Hvorfor nu?

Kampene i Syrien har betydet at endnu en krigsfront er åbnet i Mellemøsten på et tidspunkt, hvor det amerikansk-støttede Israel kæmper mod Hamas i Gaza og Hizbollah i Libanon, begge iransk-allierede grupper.

Baggrunden for oprøret er de israelske angreb på syriske og Hizbollah-mål i området og på Israels våbenhvile med Hizbollah i Libanon. Disse forhold har givet Syriens oprørere mulighed for at rykke frem. Rusland, Assads vigtigste internationale støtte, er samtidig optaget af sin krig i Ukraine.

Betydningen af kampene i Aleppo?

Den syriske borgerkrig har raset i 13 år, og anslås at have kostet livet for en halv million mennesker. Konflikten startede som en af det arabiske forårs folkelige opstande i 2011 mod arabiske diktatorer, før Assads brutale reaktion på det, der stort set havde været fredelige protester, udviklede konflikten til åben krig.

Omkring 6,8 millioner syrere er flygtet fra landet siden da – en flygtningestrøm, der har givet næring til anti-immigrantbevægelser på den yderste højrefløj i Europa.

Omkring 30 pct. af Syrien kontrolleres af en række oppositionsstyrker og udenlandske tropper. USA har omkring 900 tropper i det nordøstlige Syrien, langt fra Aleppo, for at beskytte sig mod en genopblussen af Islamisk Stat. Både USA og Israel udfører lejlighedsvise angreb i Syrien mod regeringsstyrker og Iran-allierede militser. Tyrkiet har også styrker i Syrien og har en vis indflydelse på den brede alliance af oppositionsstyrker, der har erobret Aleppo.

Efter år med få større ændringer mellem Syriens krigsførende parter, kan kampene nu få stor betydning, hvis de syriske regeringsstyrker viser sig ude af stand til at holde stand.

Hvis Islamisk Stat ser de fornyede kampe som en åbning kan alt ske. Islamisk Stat udråbte som bekendt i 2014 de erobrede dele af Syrien og Irak som et kalifat.

I dag kontrollerer Islamisk Stat ikke længere noget territorium i Syrien og Irak, og det vides ikke om de spiller en rolle i de nuværende kampe. Under alle omstændigheder betragtes Islamisk Stat stadig som en dødbringende kraft, der opererer gennem sovende celler i de to lande.

Hvem leder oprørsoffensiven?

USA og FN har længe udpeget oppositionsstyrken, der stod i spidsen for angrebet i Aleppo – Hayat Tahrir al-Sham, kendt under initialerne HTS – som en terrororganisation.

Abu Mohammed al-Golani dukkede op som leder af al-Qaedas afdeling af Syrien i 2011, i de første måneder af Syriens krig. Det var en uvelkommen intervention for mange i Syriens opposition, som håbede at holde kampen mod Assads brutale styre ubesmittet af voldelig ekstremisme.

Golani og hans gruppe påtog sig tidligt ansvaret for dødbringende bombeangreb, lovede at angribe vestlige styrker, konfiskerede ejendom fra religiøse minoriteter og sendte religiøst politi for at håndhæve sømmelig påklædning af kvinder.

Golani og HTS har forsøgt at genskabe sig selv i de seneste år med fokus på at fremme civilt styre på deres territorium såvel som militære handlinger. HTS brød forbindelsen til al-Qaeda i 2016. Golani slog ned på nogle ekstremistiske grupper i sit territorium og portrætterer i stigende grad sig selv som en beskytter af andre religioner. Det inkluderer, at man sidste år faktisk tillod den første kristne messe i byen Idlib.

Notre Dame-katedralen i Paris genåbnes for offentligheden lørdag den 7. december 2024 – fem år efter en brand i 2019 ødelagde den ikoniske kirke.

Den omhyggelige restaurering har involveret omkring 2.000 eksperter, ​​mere end 1.300 sten til at reparere vægge og hvælvinger, fjernelse og rengøring af de 8.000 piber på det store orgel (Grand Organ) og tre nye kirkeklokker.

De anslåede omkostninger ved genopbygningen er løbet op i knap 5 mia. kr.

Der, hvor Notre-Dame ligger, har der engang ligget et romersk tempel.

Arbejdet med at bygge kirken startede i 1163 og blev først afsluttet næsten 200 år efter i 1345. Kirken er dermed blandt de ældste bygninger i Paris og blev i 1862 klassificeret som historisk monument. Kirken blev stærkt beskadiget under den franske revolution i 1789, men blev restaureret i 1800-tallet.

I 1804 kronede Napoleon 1. sig selv til kejser og sin gemalinde Josefine til kejserinde i Notre-Dame.

Notre-Dame lægger baggrund til Victor Hugos roman ”Klokkeren fra Notre Dame” fra 1831.