Handelsaftalen mellem EU og USA

Weekendens rammeaftale for handlen mellem USA og Europa, som lægger en told på 15 pct. på eksport til USA, har endnu engang bekræftet, at daværende finansminister Mogens Lykketoft undtagelsesvist havde ret, da han karakteriserede børshandlere som ”hysteriske kællinger”.

Handelsaftalen blev mandag morgen den 28. juli 2025 umiddelbart positivt modtaget af finanssektoren. Den indledende handel på de europæiske aktiebørser førte til stigende aktiekurser, men siden bredte sig en mere forbeholden stemning.

Medicinalselskaber

Bavarian Nordic var fra handelsstart i vælten, og aktien steg 2,2 pct. til 238,20 kr. i toppen af C25-indekset. Novo Nordisk og Zealand Pharma indledte også handelsdagen i plus i forventning om, at medicinalselskaberne går fri af toldaftalen, og efter intensiveret amerikansk jagt på kopier af fedmemedicin.

Men Novo lukkede med et fald på 0,2 pct. til 451,15 kr., da der opstod tvivl om, hvorvidt medicinal er med i aftalen eller fritaget. Den indgåede aftale viser sig at være en rammeaftale, der i den kommende tid skal defineres nærmere.

Smykkefirmaet Pandora, som har et væsentligt salg i USA, steg 1,8 pct. til 1076,50 kr.

Forsvarsaktier

Til gengæld blev europæiske forsvarsaktier presset af handelsaftalen med USA.

Som led i handelsaftalen mellem EU og USA skal EU købe “store mængder” forsvarsudstyr fra USA, lyder det fra den amerikanske præsident, Donald Trump, ifølge Bloomberg News.

Det gik mandag på de europæiske aktiebørser ud over de europæiske forsvarsselskaber, som formentlig har udsigt til at tabe aftaler til fordel for amerikanske selskaber.

Værst går det umiddelbart ud over tyske Renk Group, som leverer teknologi til militære køretøjer. Thales, Saab og Rheinmetall kunne også notere minusser i niveauet 1,3-2,8 pct.

Udover flere detaljer om EU-USA-rammeaftalen, byder de kommende dage på en massiv sværm af data og begivenheder – inklusive det pengepolitiske møde i den amerikanske centralbank onsdag. Der vil således være rigeligt med stof for de letbevægelige aktiehandlere.

Tvivl om grundlaget for USA’s klimalove

Allerede i marts 2025 annoncerede Lee Zeldin fra det amerikanske miljøministerium (Environmental Protection Agency-EPA), at man i samarbejde med præsidentens Office of Management and Budget (OMB) genovervejer og forbereder at ophæve den såkaldte “endangerment finding”, den føderale regerings konklusion fra 2009 om, at kuldioxid sammen med fem andre drivhusgasser skader amerikanernes sundhed.

”Endangerment Finding” har understøttet opfattelsen af, at den amerikanske regering havde juridiske autoritet til at håndtere klimaspørgsmål under Clean Air Act.

EPA-planen forventes ikke direkte at rejse tvivl om klimavidenskaben og benægte de klimatiske konsekvenser af menneskeskabte drivhusgasudledninger, GHG. Påstanden er, at EPA ikke har den juridiske myndighed i henhold til Clean Air Act til at træffe vidtgående og indgribende bestemmelser om en stor gruppe af forskellige forurenende stoffer.

” Endangerment Finding”

I 2009 mente Environmental Protection Agency (EPA) at kunne dokumentere, at stigende koncentrationer af drivhusgasser som CO₂ og metan gennem hedebølger, stærkere storme, anstrengte vandressourcer og indvirkning på landbrugets udbytte udgør en trussel mod menneskers sundhed og velfærd. Afgørelsen om fare knyttede an til en højesteretsafgørelse fra 2007 (Massachusetts v. EPA) om, at drivhusgasser er forurenende stoffer, som EPA er beføjet til at regulere.

2009‑“Endangerment Finding”, der gav EPA beføjelse under Clean Air Act, har været grundlaget for Obama- og Biden-administrationernes ambitiøse klimareguleringer – f.eks. bilers udledning og regulering af kraftværker.

I stedet for at angribe den videnskabelige klimakonsensus foreslår Trumps administration nu, at EPA ikke har juridisk mandat til at regulere GHG’er under Clean Air Act – selvom de teknisk har myndighed til det, argumenterer man for, at loven kun tillader regulering, ikke kræver den.

Strategien bygger på en ny fortolkning af højesteretsdommen fra 2007 (Massachusetts v. EPA) og afviser ikke selve klimavidenskaben, men selve EPA’s regulatoriske autoritet og behov for at revurdere Clean Air Act-lovens anvendelse.

Mulige konsekvenser af ophævelse af endangerment finding

Ifølge Reuters indebærer planen blandt andet at ophæve emissionsstandarder for køretøjer og motorer og dermed eliminere transportsektorens vigtigste regler mod GHG‑udledning.

EPA har også fremsat forslag om at ophæve Biden‑æraens kapacitetsbegrænsninger og emissionsstandarder for kraftværker, samt svække grænser for kviksølv og andre kemiske emissioner.

Disse skridt ses som dele af et samlet program med 31 større dereguleringstiltag anført af EPA-administrator Lee Zeldin.  

Tempelstriden mellem Thailand og Cambodia

Ritzau kunne fredag oplyse, at det danske udenrigsministerium fraråder rejser til grænseområdet mellem Cambodia og Thailand. Udenrigsministeriet gør rejsende opmærksomme på, at thailandske myndigheder har erklæret undtagelsestilstand i en række provinser ved grænsen.

Thailand begrunder undtagelsestilstanden med “Cambodjas brug af magt til at trænge ind på thailandsk territorium”. Baggrunden er de voldelige sammenstød, som torsdag brød ud i grænseområdet mellem Thailand og Cambodja.

“Cambodjanske styrker har gennemført vedvarende bombardement ved hjælp af tunge våben, feltartilleri og BM-21 raketsystemer,” sagde den thailandske hær i en erklæring.

Thailandske styrker reagerede med “passende støtteild i overensstemmelse med den taktiske situation”, hedder det.

Sammenstødet mellem de sydøstasiatiske naboer brød ud efter måneder med ulmende spændinger over en århundrede lang grænsestrid.

Thailand og Cambodja har længe haft konkurrerende territoriale krav på gamle templer og omkringliggende områder langs deres fælles 800 km lange grænse.

Der har tidligere været sammenstød omkring templerne Ta Muen Thom og Prear Vihear, og i 2011 blev 20 mennesker dræbt nær Preah Vihear-templet fra det 11. århundrede.

I slutningen af maj resulterede en kort skududveksling på et af de omstridte steder i en cambodjansk soldats død og udløste stærke nationalistiske følelser i begge lande.

Thailands sundhedsministerium oplyser, at 15 thailændere er døde som følge af sammenstødene. 14 af dem er civile, og én er soldat. 138.000 civile skulle desuden være blevet evakueret fra grænseområder mellem de to lande, oplyser thailandske myndigheder.

Når du får mindre og mindre for pengene!

Flere og flere dagligvarekunder føler sig snydt. Ikke kun er priserne høje, men mængden af varer i pakkerne bliver stille og roligt mindre – uden at prisen følger med ned.

Allerede sidste år kunne nyhedsmedier berette, at den franske regering havde indført en regel, der fra 1. juli 2024 krævede at butikker fortæller kunderne, når et produkt bliver mindre, men prisen forbliver den samme eller stiger- en praksis kendt i Frankrig som ”réduction de contenu” – på engelsk “shrinkflation” eller i direkte oversættelse til dansk ”krympflation” – en skjult prisstigning.

Den franske finansminister Bruno Le Maire annoncerede tiltaget for at tackle den almindelige, men ofte kritiserede metode, som er blevet et internationalt modeord. Han sagde, at fra 1. juli skal sådanne sager kommunikeres klart til kunderne.

Le Maire kaldte shrinkflation for et “fupnummer” og understregede vigtigheden af gennemsigtighed. “Forbrugerne skal forstå den reelle prisudvikling på produkter, når deres størrelser ændrer sig,” sagde han i en erklæring.

De helt små detailhandlere fritages for oplysningspligten, men mellemstore og store supermarkeder skal i mindst 2 måneder efter ændringer med synlig skiltning oplyse prisen pr. enhed af de berørte produkter og eventuelle ændringer i mængden.

Dette krav gælder for en lang række varer, herunder fødevarer og husholdningsartikler. Finansministeriet sagde, at der ville være undtagelser for u emballerede fødevarer og bulk varer.

Den franske regering fremhæver den nye regels forbrugerbeskyttelsesaspekt og opfordrede forbrugere, der bemærker prisforskelle, til at rapportere observationerne.

Forbrugerorganisationer har hilst de nye regler velkommen. De betragter dem som en styrkelse af EU-lovgivning, der i forvejen forbyder vildledende emballage og produkter.

Franske detailhandlere er mindre begejstrede for de nye regler og siger, at de vil være svære at implementere, og at byrden i stedet bør lægges på producenterne.

I Danmark har Forbrugerrådet gjort opmærksom på problemet, men endnu har det ikke affødt krav fra myndighederne om tydeligere mærkning.

Mulighed for besparelser i Udenrigsministeriets laksko og blåfrakker?

Som led i en reorganiseringsplan, der ifølge den amerikanske regering skal reducere bureaukratiet og modernisere ministeriet, er State Department (Udenrigsministeriet) begyndt at informere de berørte ansatte om fyringerne. Udenrigsminister Marco Rubio sigter efter at skære cirka 15 pct. af ministeriets arbejdsstyrke, og nedskæringerne har til formål at fjerne overlappende eller overflødige funktioner. Ikke overraskende advarer nuværende og tidligere diplomater om at personale­reduktionen vil svække USA’s indflydelse i udlandet.

US State Department har beskæftiget omkring 80.000 ansatte globalt – heraf er godt 50.000 lokalt ansatte på amerikanske missioner i udlandet.

Til sammenligning har Danmarks Udenrigsministerium cirka 3.000 medarbejdere – ca. 1.000 i hjemmetjenesten i København og ca. 2.000 i udlandet (udstationerede og lokale ansatte ved ambassader, generalkonsulater, handelskontorer osv.).

Har USA et gældsproblem?

I offentlige debat i USA fylder den offentlige gæld meget. Den føderale gæld i USA er da også anseelig. Omkring 36.000 milliarder dollars, svarende til 122 pct. af landets bruttonationalprodukt (BNP). Denne gæld er ikke ny, men den har nået et niveau, hvor økonomer udtrykker bekymring for om Trumps økonomiske politik med skattelettelser m.v. vil belaste den samlede økonomis bæredygtighed.

Husholdningernes gæld

Det er ikke kun det offentlige USA, der har gæld. Amerikanske husholdninger skylder rekordhøje 18.200 milliarder dollars – mere end nogensinde før.

Man skal dog være opmærksom på, at stigende gæld ikke nødvendigvis betyder økonomisk undergang. Gælden følger ofte væksten i økonomien, og faktisk har de amerikanske husholdningers samlede gæld sjældent set sundere ud i forhold til indkomsten. Den andel af indkomsten, der går til renter og afdrag på lån er faktisk kun 11,2 pct. – det laveste siden 1998.

Studielån og kreditkortgæld

Men bag det positive gennemsnit kan der være problemer. Studielån og kreditkortgæld er stigende.

Studiegælden alene er næsten fordoblet som andel af indkomsten siden 2003. Den gennemsnitlige låntagers saldo er vokset hurtigere end lønstigningerne, og misligholdelse er stigende. Omkring 8 pct. af de føderale studielån er nu mere end 90 dage bagud.

Kreditkortgælden er også stigende og betalingsaftaler misligholdes. Det er efterhånden almindeligt at selv dagligdags indkøb som benzin og viktualier er omfattet af et ”køb-nu-betal-senere-arrangement”, der ellers tidligere var forbeholdt større udgifter.

Samtidig er omkostningerne ved gæld steget voldsomt. Med et renteniveau, der stadig er tæt på at være det højeste i de sidste 20 år, og årlige omkostninger på kreditkortgæld på over 22 pct., skal der ikke meget til at gælden stiger.

Gæld i Danmark

I Danmarks var statsgælden ved udgangen af 2024 faldet til et historisk lavt niveau på 217 milliarder kr. Dette svarer til godt 7 pct. af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP). Danmark har dermed en af de laveste statsgælder i EU i forhold til BNP.

Husholdningernes bruttogæld høj, men nettogælden er lav!

Til gengæld er danske husholdningers gæld blandt de højeste i verden målt i forhold til den disponible indkomst.

Gælden har været genstand for både politisk og økonomisk debat i flere år. Husholdningernes bruttogæld ligger (2024 estimater) på ca. 260-280 pct. af den disponible indkomst. Det placerer Danmark i toppen globalt, sammen med lande som Holland og Schweiz.

Hovedparten af gælden er boliglån, især realkreditlån – typisk med relativt lave renter og lange løbetider. Forbrugslån og kreditkortgæld udgør en mindre del af gælden, men er vokset blandt visse grupper af især yngre.

Pensionsopsparing

Særlige kendetegn for Danmark er, at danskere generelt har betydelige aktiver i form af ejendomme og pensionsopsparing. Nettoformuen (aktiver minus gæld) er derfor positiv for de fleste husholdninger. Så mens bruttogælden er betydelig, er nettogælden faktisk lav i internationale sammenligninger.

Nettogæld hos yngre

Nettogælden er især koncentreret hos yngre boligejere og i større byområder samtidig er sårbarheden størst ved boligprisfald eller rentestigninger. Nationalbanken og de pengepolitiske myndigheder har derfor fokus på at dæmpe boligmarkedet og styrke husholdningernes robusthed. Det har ført til strammere krav til afdragsfri lån i visse områder, og skærpede regler for belåning over 60 pct. af ejendomsværdien.

Nærmere oplysninger kan findes hos Danmarks Statistiks statistik om husholdningernes gæld, indkomst og formue. Nationalbanken (Danmarks Nationalbank) udgiver løbende analyser om husholdningernes gæld, boligmarked og finansiel stabilitet og en kvartalsoversigt med fokus på husholdningernes gæld. OECD og IMF udgiver analyser og sammenligninger mellem forskellige lande, inkl. husholdningers gæld i forhold til indkomst.

Demokraterne i USA

Siden 1848 har Democratic National Committee (DNC) været hjertet i det ældste politiske parti i USA, Det Demokratiske Parti.

I dag partiet er præget af interne spændinger mellem progressive og moderate, og der er krav om forandringer i partiets ledelse – ikke mindst efter det tabte præsidentvalg og kontroltabet i Kongressen.

Joe Biden

Joe Biden, hans familie og hans ledende rådgivere var så overbeviste om, at kun han kunne slå Trump igen ved valget i 2024, men beslutningen om at Joe Biden skulle søge genvalg var fatal. Det skete på trods af beviser på hans alvorlige fysiske og mentale svækkelse og midt i desperate forsøg på at skjule omfanget af denne forværring.

Folkene omkring Biden løj for sig selv, allierede og offentligheden om hans tilstand og begrænsninger. Ved hans debat med Trump den 27. juni 2024 blev konsekvenserne af dette bedrag afsløret for verden. Det var chokerende og foruroligende.

Præsident Bidens beslutning om at stille op til genvalg virker i bagklogskabens lys chokerende narcissistisk, selvbedragende og hensynsløst – en desperat satsning, der slog fejl.

Ironien er bidende: For at besejre, hvad de kaldte en eksistentiel trussel mod demokratiet, benægtede DNC og folkene omkring Biden eksistensen af sundhedsproblemer, som nationen havde holdt øje med i årevis, og dømte Demokraterne til nederlag. Beslutningen om at stille op igen førte til en løgnagtig kampagne med benægtelser og gaslighting, der direkte førte til Donald Trumps tilbagevenden til magten.

Demokraternes politik

Joe Biden er ikke Demokraternes eneste problem. Et flertal af Demokrater er “dybt pessimistiske” omkring partiets fremtid (kun omkring 35 pct. er optimistiske ifølge en meningsmåling i maj 2025) og mange kræver nyt lederskab som afløser for ældre figurer som Chuck Schumer.

Der kan noteres fremgang for progressive kræfter i partiet. Den såkaldte “Fighting Oligarchy Tour” med senator Bernie Sanders og medlem af Repræsentanternes Hus, AOC-Alexandria Ocasio-Cortez – har tiltrukket store folkemængder med budskaber om økonomisk og politisk omfordeling

Nogle større milliardærdonorer som Bloomberg har imidlertid trukket støtten fra DNC og kritiserer partiets præstation efter valgnederlaget i 2024

Der er debat om, hvorvidt partiet skal stå fast på liberale mærkesager som klima og sociale rettigheder, racisme, sexisme og andre former for diskrimination – eller tone ned og satse mere på økonomisk populisme, middelklasse arbejdere og midtsøgende vælgere.

Det Demokratiske Partis valgchancer frem mod Midtvejsvalget i 2026 og præsidentvalget i 2028 er ikke gode, selvom demokratisk opsving i visse delstatsvalg (f.eks. Iowa, Pennsylvania, Minnesota, Wisconsin) giver håb om genopbygning af partiets grundlag.

Omskiftelig fase

Partiet er således i en omskiftelig fase – udfordret på sammenhængskraft og lederskab, men samtidigt inspireret af en ny generation progressive stemmer og opgang i græsrodsbevægelserne. Vejen frem bliver afgørende for, om Demokraterne kan genvinde grebet inden 2026 og 2028.

Zohran Mamdani

Sejren til den demokratiske socialist Zohran Mamdani i NYC’s borgmesterprimærvalg varsler en drejning af det Demokratiske Parti mod mere progressive og venstreorienterede politikker – bl.a. gratis transport, lejestop og højere skat på de rige.

Zohran Kwame Mamdani (født 18. oktober 1991 i Kampala, Uganda) har siden 2021 været medlem af New York Delstatsforsamling, opstillet for Demokraterne, og er medlem af Democratic Socialists of America, der er den føderale sammenslutning af socialdemokrater i USA.

Socialisten Zohran Maddani er ikke bleg for at spille race- og klassekortet i sin kampagne for at blive borgmester i New York City. Han er således indstillet på at hæve ejendomsskatterne for “rigere og hvidere kvarterer.

I Mamdanis kampagnemateriale “Stop the Squeeze on NYC Homeowners” lover han at flytte skattebyrden fra overbeskattede boligejere i de ydre bydele til dyrere boliger i ”rigere og hvidere” kvarterer. Som borgmester vil han justere satserne og effektivt sænke skattebetalingerne for husejere i kvarterer som Jamaica og Brownsville, mens skattebetalingen i de dyreste Brooklyn-brownstones hæves.

Serbien – EU-kandidatland med bånd til Moskva

Flere medier melder om voldsom uro i Beograd i Serbien. Lørdag den 28. juni 2025 spredte politiet aggressivt og hårdhændet over 100.000 demonstranter, der havde samlet sig i Beograd med højlydte krav om nyvalg.

Demonstrationen markerer den seneste masseaktion i en protestbevægelse, der startede sidste efterår, med aktivister, der opfordrer til en ende på korruption og den serbiske præsident Aleksandar Vucics 12-årige styre.

Folkemængder i Beograd råbte “Vi vil have valg!” – et centralt krav fra bevægelsen, som Vucic konsekvent har afvist. Hans embedsperiode udløber i 2027, som også er datoen for det næste planlagte parlamentsvalg.

Kampklædte politibetjente brugte tåregas, peberspray og chokgranater til at sprede folkemængder med magt, og snesevis af demonstranter blev anholdt.

Serbiens indenrigsminister Ivica Dacic hævdede, at demonstranter angreb politiet.

Demonstranter kastede angiveligt æg, plastikflasker og andre genstande mod urobetjente, der blokerede mængden fra at komme ind i en bypark, hvor Vucic-tilhængere iscenesatte en modprotest.

Præsident Vucic havde angiveligt i busser transporteret grupper af egne tilhængere fra hele landet til Beograd forud for demonstrationen.

Aleksandar Vucic, en højre populistisk leder med autoritære tendenser og varme bånd til Rusland, har gentagne gange beskyldt udenlandske stater for at opildne til protesterne for at vælte hans regering. Han har dog ikke fremlagt beviser til støtte for disse påstande.

Den nuværende bølge af protester i Serbien begyndte i november, da et tag på en togstation i byen Novi Sad kollapsede og dræbte 15. Katastrofen blev beskyldt for at være et resultat af regeringens korruption.

Mens Vucic har påstået, at vestlige magter forsøger at udløse en “ukrainsk revolution i Serbien”, er de serbiske protester ikke hverken pro-ukrainske eller pro-russiske. I modsætning til massedemonstrationer i Slovakiet, hvor aktivister eksplicit fordømte regeringens Kreml-venlige dagsorden, er den serbiske bevægelse fokuseret på Vucics korrupte ledelse.

Siden Ruslands fuldskala invasion af Ukraine i 2022 har Serbien forsøgt en diplomatisk balancegang mellem Moskva og Vesten. Det har positioneret sig som neutralt i krigen mellem Rusland og Ukraine og afbalanceret sin status som EU-kandidat med sine langvarige bånd til Rusland.

EU-kandidatland

Serbien søgte om EU-medlemskab i 2009, men der kom først for alvor skub i relationen mellem EU og Serbien, da Serbien og Kosovo i april 2013 underskrev en EU-initieret aftale med henblik på at normalisere forholdet mellem de to lande. Optagelsesforhandlingerne startede herefter formelt i januar 2014.

Serbien med en befolkning på knap 7 millioner og omkring dobbelt så stort som Danmark kendes især for de indbyrdes krige i 1990’erne mellem republikkerne i det tidligere Jugoslavien. Særligt de langvarige kampe mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina havde mange dræbte og flygtninge til følge. Krigshandlingerne blev bragt til ende ved fredsforhandlingerne i Dayton 1995.

Kosovo

Baggrunden for det stadig aktuelle Kosovo-spørgsmål var, at den autonome region Kosovo den 17. februar 2008 ensidigt erklærede sin uafhængighed fra Serbien. Over 100 lande har anerkendt Kosovos uafhængighed, herunder hovedparten af EU-landene. Danmark anerkendte Kosovo den 21. februar 2008.

Den 22. juli 2010 kom den Internationale Domstol med en vejledende udtalelse, der blandt andet konstaterede, at Kosovos uafhængighedserklæring ikke var i modstrid med folkeretten. På den baggrund lykkedes det i september 2010 27 EU-lande og Serbien at blive enige om teksten til en fælles FN-resolution, der efterfølgende blev vedtaget af FN’s Generalforsamling.

Den EU-initierede aftale fra 2013 om normalisering af forholdet mellem de to lande betyder ikke, at Serbien officielt anerkender Kosovos selvstændighed. Det skønnes, at det serbiske befolkningselement i Kosovo udgør 7 pct. af befolkningen på omkring 1,6 millioner i et land på størrelse med lidt over en fjerdedel af Danmark. Det serbiske mindretal støttes åbenlyst af Beograd i deres forskellige aktioner rettet mod Kosovos myndigheder.

Dansk fængsel i Kosovo

Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

Allerede i 2021 blev der i Danmark indgået en politisk aftale om etablering af et dansk fængsel i Kosovo. Det kommende danske fængsel har imidlertid været ramt af forsinkelser, og fængslet ventes nu først at kunne tages i brug i april 2027 i stedet for september 2026. Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.

USA stopper konflikten mellem Rwanda og DR Congo

Rwandas udenrigsminister Olivier Nduhungirehe og den congolesiske udenrigsminister Thérèse Kayikwamba Wagner underskrev fredag den 27. juni 2025 i Washington en skelsættende amerikansk mæglet fredsaftale, der har til formål at afslutte deres ødelæggende årtier lange konflikt.

Med fredsaftalen kan Trump-regeringen sole sig i, at en endnu en ”fredssucces”. Siden kampene brød ud i 1990’erne, er omkring 6 millioner mennesker blevet dræbt og yderligere 7 millioner fordrevet.

Krudttønden Østafrika

Østafrika er en krudttønde, og situationen i Rwanda er tæt forbundet med DR Congo, der siden uafhængigheden fra Belgien i 1960 har været plaget af blodige borgerkrige.

Efter den første borgerkrig greb Mobutu Sese Seko i 1965 magten, som han beholdt frem til 1997. Herefter brød krigen ud igen, frem til Joseph Kabila erobrede magten i 2001 og beholdt den til 2019, hvor Félix Tshisekedi efter et valg overtog præsidentembedet. Tshisekedi fik ved valget i december 2024 forlænget sin præsidentperiode.

Det østlige DR Congo er et kludetæppe af stammer og militære grupper, der opererer i en del af DR Congo, der tusindvis af kilometer fra centralregeringen i Kinshasa fremstår som et ingenmandsland rigt på naturressourcer som kobber, guld, sølv og diamanter, men hvor størstedelen af befolkningen lever i fattigdom.

Tutsier og Hutuer

Ligesom modsætningsforholdet mellem tutsier og hutuer lå bag folkemordet i Rwanda i 1994, kæmper de 2 stammer fortsat mod hinanden.

I 1994, under folkedrabet i Rwandas sidste dage og uger, flygtede store grupper af hutuer til det østlige Congo, efter at de på få måneder havde slagtet 800.000 tutsier i Rwanda.

FDLR

Siden har den ekstremistiske hutubevægelse FDLR – Forces Démocratiques de Libération du Rwanda, FDLR, der er en aflægger af den milits, der var hovedansvarlig for gennemførelsen af folkedrabet i Rwanda i 1994, opereret i området.

FDLR er en torn i øjet på præsident Félix Antoine Tshisekedi i Kinshasa, men endnu større er regeringens modsætning til Rwanda og oprørsbevægelsen M23.

M23

Medlemmerne af M23-militsen deserterede for et årti tilbage fra den congolesiske hær med anklager om, at centralregeringen ikke levede op en fredsaftale fra den 23. marts 2009 – deraf navnet M23.

Gruppen består ifølge medierne af tutsier, der ellers blev bekæmpet af FN-styrker i 2013. Nu er M23 imidlertid genopdukket i en velbevæbnet udgave, der har erobret kontrollen over store dele af det østlige Congo. M23 har i flere måneder hærget, brændt byer ned, plyndret, voldtaget og dræbt lokalbefolkningen og drevet titusinder på flugt.

M23 er dukket op igen i det plagede østlige Congo på et tidspunkt, hvor landets præsident, Félix Tshisekedi, har invitere ugandiske styrker ind for at bekæmpe en primært ugandisk militsgruppe. Han har også givet soldater fra Kenya og Burundi lov til at operere i Congo.

Rwandas støtte til M23

Rwanda-regeringen i Kigali under Paul Kagame – præsident siden 2003 – støtter ifølge både FN, EU og USA åbenlyst M23-bevægelsen og anklager FDLR for at samarbejde med den congolesiske hær. Konflikten får derfor karakter af en proxy-krig mellem Rwanda og RD Congo.

Det hævdes således, at rwandiske tropper har opereret inde i selve DR Congo, siden konflikten brød ud. De støtter M23 med tropper under specifikke militære operationer. De giver M23 våben, og M23-soldaternes uniformer ligner til forveksling den rwandiske hærs uniformer ifølge en FN-rapport fra sidste sommer, som er beskrevet i en lang række internationale medier.

Paven i Congo

Pave Frans besøgte i begyndelsen af 2023 det uroplagede DR Congo. Det benyttede landets præsident, Félix Tshisekedi, til at lange ud efter hele verden, da han siddende ved siden af paven på en scene i Nationalpaladset anklagede verden for at glemme DR Congo, for at plyndre dets naturressourcer og for at medvirke til urolighederne i den østlige del af landet gennem “passivitet og tavshed”, skriver The New York Times.

“Ud over væbnede grupper begår fremmede magter, der vil have fingrene i mineralerne i vores undergrund, grusomheder med direkte og kujonagtig støtte fra vores nabo Rwanda, hvilket gør sikkerheden til den første og største udfordring for regeringen,” sagde han ifølge det amerikanske medie.

Paven lagde selv ud med en svada mod de mennesker, som udnytter DR Congos naturrigdom. Han omtalte årtiers konflikt i DR Congo som et overset “folkedrab” begået af generationer af svindlere, røvere og magtsyge grupper, der har gjort livet surt for landets omkring 100 millioner mennesker.

Humanitær krise

De mange år med kampe har ført til, hvad FN har kaldt “en af de mest langvarige, komplekse og alvorlige humanitære kriser på jorden”.

Tidligere fredsbestræbelser er stort set slået fejl. Både Den Afrikanske Union og Qatar har ført fredsforhandlinger med ringe succes. EU skar ned på den militære bistand til Rwanda i februar for at forsøge at tvinge Kigali til at dæmpe sin støtte til M23, og samme måned indførte USA også omfattende sanktioner mod centrale embedsmænd i den rwandiske hær.

Fredsaftalen

I fredagens aftale forpligter de to lande sig til at implementere en aftale fra 2024, der vil se Rwanda trække sine styrker ud af det østlige Congo inden for 90 dage, samt lancere en regional økonomisk integrationsramme inden for 90 dage og en fælles sikkerhedskoordineringsmekanisme inden for 30 dage. Congolesiske militære aktioner mod FDLR – Forces Démocratiques de Libération du Rwanda – skal også slutte inden for 90 dage.

Amerikanske mineralinteresser

Aftalen gør det også muligt for den amerikanske regering og amerikanske virksomheder at få mulighed for at investere i udnyttelsen af Congos kritiske mineraler på et tidspunkt, hvor Washington og Beijing konkurrerer om indflydelse i Afrika. Congo har en af verdens største coltan-reserver (Coltan er en forkortelse for columbit-tantalit, et mineral der er vigtigt for elektronikproduktion) og koboltreserver og indeholder omfattende reservoirer af guld, tantal, tin og wolfram – som alle er afgørende for teknologiproduktion.

Når ejendomsbesiddere i provinsen bliver Sorte Per

Den demografiske udvikling i Danmark betyder, at beboere i udkantsdanmark bliver snydt for de formuegevinster, der tilfalder ejere af fast ejendom i København.

I København er lejlighederne siden 2020 steget fra ca. 49.000 kr./m² til 70.000 kr./m² – en stigning på ca. 45 pct.

Lejlighederne i Ålborg har de sidste otte år budt på et prisløft på 17,6 pct. til nu omkring 23.000 kr./m².

Umiddelbart betyder det, at man i Nordjylland kan få rigtig meget bolig til rimelige priser. Men ifølge Jyllands-Posten fortæller det også historien om lejlighedsejerne, der ikke har tjent en krone på deres bolig de seneste otte år. Ja, faktisk spises værdien på lejlighedskompleksernes murværk langsomt op af inflation i form af stigende priser andre steder i samfundet.

Ifølge Realkredit Danmark har man i Ålborg et boligproblem – mens tilkomsten af nye aalborgensere er gået noget nær i stå, har byggeriet alt for meget fart på.

Ét er, at lejlighedspriserne ikke er steget. Noget andet er, at man nu er begyndt at se faldende huslejer, mens flere lejligheder står tomme.

”Begge dele tror vi fortsætter. For det tager noget tid, før de nye kvadratmeter og byggeprojekter bliver absorberet i markedet”, siger Mark Maack Gibson fra Realkredit Danmark ifølge Jyllands-Posten.