
I forbindelse med Klimatopmødet COP31 udsendte Dansk Industri og Green Power Denmark sammen med 23 virksomheder den 9. november 2026 en erklæring om, at verden lige nu ”bevæger sig i den forkerte retning”.
I erklæringen skriver de: ”Vi opfordrer COP31 til at støtte praktiske veje til udfasning af fossile brændsler og sende et klart signal om, at vedvarende energi, energieffektivitet og elektrificering udgør rygraden i sikre, konkurrencedygtige og robuste energisystemer”.
Torsdag den 12. november 2026 blev der på Christiansborg indgået en politisk aftale om skat. Aftalen lægger samlet op til skattelettelser på 14,5 mia. kr. Heraf tilfalder knap 8,5 mia. kr. erhvervslivet, når virksomhedernes egne finansieringsbidrag er trukket fra.
Afgifterne på en liter benzin og diesel bliver sænket, så prisen i 2027 falder med to kroner per liter. Samlet set forventer regeringen, at det vil koste statskassen 2,65 milliarder kroner at sænke brændstofafgiften i ét år.
Dansk Industris hykleri
Dansk Industri har ikke lagt skjul på, at de overordnet er meget tilfredse med den nye skatteaftale, som sænker benzin- og dieselafgiften med 2 kroner pr. liter i 2027.
Klimahykleriet i erhvervsorganisationen kender ingen grænser. Samtidig med at Dansk Industri argumenterer for at udfase subsidier til fossil energi, er erhvervsorganisationen fortaler for at øge udvindingen af olie og gas i den danske del af Nordsøen.
Internt i regeringen er der drøftelser om at forlænge Nordsølicenserne. Det vil bl.a. betyde, at olieselskabet TotalEnergies kan fortsætte med at udvinde fossil energi fra Danmarks største gasfelt, Tyra, frem til 2050.
DI er tilhænger af, at man i Danmark forlænger Nordsølicenserne. Hvordan hænger det sammen med, at I går ud med et budskab om at udfase subsidier til fossil energi?
”I Nordsøen er det en eksisterende produktion, som vi bakker op om, at man skal forlænge i en begrænset periode. Det er, som jeg ser det, ikke det samme som at give støtte til fossil energi, og derfor mener jeg godt, at de to meldinger kan koeksistere,” siger Dansk Industris Anne Højer Simonsen til Finans.
Hun ser det ikke som et problem, at den danske stat er med til at finansiere 20 pct. af nye potentielle aktiviteter i Nordsøen via Nordsøfonden.
”Det vigtige er, at man holder fast i tidspunktet om at stoppe den fossile produktion i 2050. Og så siger vi jo samtidig, at man skal fjerne den øgede CO2-udledning, der er forbundet med forlængelserne, så det ikke går ud over klimamålene eller andre dele af erhvervslivet,” siger Anne Højer Simonsen.
Green Power Denmarks hykleri
Budskabet fra organisationen Green Power Denmark om at udfase subsidier til fossil energi bør ligeledes tages med et gran salt.
Thomas Aarestrup Jepsen, der er politisk direktør i Green Power Denmark, over for Finans tilkendegivet, at der kan være ræson i at forlænge Nordsø- licenserne.
”Selv om alle lande lever op til alle de klimaløfter, de har givet, så kommer vi i Europa til at have en afhængighed af olie og gas, når vi rammer 2050. Om vi vil det eller ej. Derfor kan det godt give mening at forlænge licenserne,” sagde han til mediet.