
I øjeblikket er prisen på naturgas i Danmark på knap 15 kr. pr. m3 – det ottende dyreste i Europa. El-prisen er på 19. pladsen, mens benzin i Danmark med en angiven pris på 2,50 Euro pr. liter er dyrest i hele Europa.
Benzinprisen vil formentlig afhænge af udviklingen i Mellemøsten, mens gasprisen er opadgående. Da el-prisen er stærkt afhængig af gasprisen, må det ligeledes antages at elprisen over vinteren vil være stigende.
Delvist fyldte gaslagre
EU har sat fælles europæiske mål for gaslagerfyldningen. Ifølge Energistyrelsen har Danmark den 9. november 2026 opfyldt Danmarks lagerfyldningsmål for 2026 på 75 pct.
På europæisk plan er lagersituationen knap så komfortabel. Ifølge data fra Gas Infrastructure Europe (GIE) er EU’s gaslagre kun 72 procent fyldte (pr. 10. november) – det laveste niveau på nuværende tidspunkt siden dataindsamlingen begyndte i 2011.
Samtidig er de internationale energimarkeder fortsat præget af usikkerhed. Gasmarkedet har gennem en længere periode været ramt af betydelige prisudsving og et højt prisniveau.
Slut med import af flydende naturgas fra Rusland
Om 50 dage vil EU stoppe de sidste LNG-importer fra Rusland. Fra 1. januar 2027 vil importforbuddet også gælde for de langsigtede leveringskontrakter, som Bruxelles tidligere har undtaget.
Det betyder, at vi ikke længere kan få nye gasleverancer i løbet af vinteren.
Hamstring inden lukketid
Tyske medier kan oplyse, at 50 dage før LNG-forbuddet er EU-importen fra Ruslands Yamal-projekt større end nogensinde. Fra januar til oktober importerede EU 12,89 millioner tons flydende naturgas (LNG) fra Yamal-projektet, hvor Rusland søger at udnytte de enorme naturgasreserver ved Yamal halvøen i det nordvestlige Sibirien.
Importører søger tydeligvis at hamstre gas inden lukketid den 1. januar 2027. Ved udgangen af oktober importerede EU 6,3 procent mere naturgas fra Yamal end i samme periode sidste år, og til en anslået importværdi på 8,7 milliarder euro. Dette er omkring 1,5 milliarder euro mere end estimatet for hele det foregående år.