Hædret forsker taget i fusk: Plagiat fundet i “banebrydende” afhandling

Den 19. august 2026 kan Radio IIII oplyse, at forsker Bushra Hanif er taget i fusk, og at plagiat er fundet i “banebrydende” afhandling.

Den fremtrædende ekspert i vold mod kvinder Bushra Hanif har aldrig fået den ph.d.-grad, som hun ellers har givet indtryk af – blandt andet til sine 26.000 følgere på Instagram.

”ForskFluenceren,” som hun kalder sig selv, forsvarede sin ph.d.-afhandling på RUC sidste sommer. Men fire måneder efter – inden ph.d.-graden var tildelt – anmeldte universitetet Bushra Hanif til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed efter mistanke om urent trav.

I april i år konkluderede nævnet så, at Hanif som minimum har udvist “grov uagtsomhed” ved at have “plagieret i 39 tilfælde.”

Nævnet har blandet andet fundet plagiat i Bushra Hanifs beskrivelser af samtaler med anonymiserede voldsofre. Det rejser ifølge nævnet tvivl om “afhandlingens datagrundlag.”

RUC bekræfter over for RADIO IIII, at afgørelsen fra nævnet medførte, at det Akademiske Råd på universitetet i juni besluttede ikke at tildele Bushra Hanif en ph.d-grad.

Hanif har indgivet en klage over beslutningen, men alligevel har Instagram-forskeren gentagne gange siden optrådt som ph.d. og omtalt sin forskning.

I august sidste år lod hun sig eksempelvis hædre for “hendes nytænkende forskning,” da hun modtog Exitcirklens Ærespris.

I februar i år fortalte Hanif i internettalkshowet ‘Den Lyserøde Taxi’, at hun havde fået ”feedback om, at min forskning simpelthen har været banebrydende.”

På det tidspunkt har Bushra Hanif i månedsvis været bevidst om, at hendes forskning var anmeldt for videnskabelig uredelighed af RUC.

Efter nævnets afgørelse holdt hun i maj oplæg for 100 psykologer i Region Hovedstaden om sin “forskningsviden.” Her kunne psykologerne ifølge programmet se frem til at høre ”Bushra Hanif, der har skrevet sin ph.d. omkring responssiv praksis”.

Under den store norske konference ‘Alternativ til vold’ til november skal Hanif også holde et oplæg, der “tager udgangspunkt i min forskning i vold mod kvinder,” som det fremgår af konferencematerialet, hvor også hendes “ph.d.-studie” og “afhandling” nævnes.

Bushra Hanif har imidlertid aldrig udgivet en fagfællebedømt forskningsartikel. Det fremgår af både Danmarks Forskningsportal og RUCs egen forskningsportal. Heller ikke ph.d.-afhandlingen findes offentligt tilgængelig.

Jason Arday

Fredag den 14. august 2026 blev den 41-årige Jason Arday fundet død i sit hjem af The Metropolitan Police, der ikke betragter dødsfaldet som mistænkeligt, hvilket sædvanligvis er politiets måde at omtale et selvmord på.

Ardays død er en dybt tragisk kulmination på en voldsom professionel deroute for den akademiske superstjerne, som i forrige uge trak sig fra det prestigefyldte job som professor på Cambridge universitetet efter anklager om plagiat og en lang række artikler, der anfægtede troværdigheden af det, han havde fortalt om sit liv.

Også i bogen ”Great and Unfortunate Things”, er flere af de bærende påstande svære at tro på, og flere af dem er efter bogens udgivelse blevet afvist af folk, der har kendt Arday.

Tidligere skolekammerater kan for eksempel ikke genkende Ardays påstand om, at han var stum, indtil han næsten var 12 år gammel. De undrer sig og husker ham som morsom og fuld af jokes.

Et væsentligt kritikpunkt mod Jason Arday var, at han havde plagieret sin ph.d.- afhandling fra 2015.

Arday har selv benægtet bevidst plagiering. Liverpool John Moores University, hvor han tog sin ph.d., havde tidligere undersøgt anklager om plagiering og frifundet ham; Cambridge havde derefter iværksat en ny, uafhængig undersøgelse.

Den konkrete kritik af ph.d.-afhandlingen om peer-mentoring blandt lærerstuderende vedrører plagiering af Paula Zwozdiak-Myers’ ph.d.-afhandling fra 2009 og peger især på følgende:

Der er identificeret adskillige passager, hvor formuleringerne i Ardays afhandling ligger meget tæt på Zwozdiak-Myers’ tekst — nogle steder med kun små sproglige ændringer.

Arday citerer faktisk Zwozdiak-Myers flere steder i afhandlingen. Kritikken er derfor mere specifik: I de passager, der fremhæves, mener kritikerne, at han undertiden bruger hendes formuleringer eller idéstruktur uden at gøre det klart, at teksten er lånt eller tæt parafraseret. Det er netop forskellen mellem legitim kildebrug og plagiat.

Et særligt belastende punkt i kritikken er, at enkelte tekststykker angiveligt er gengivet med minimale ændringer — i nogle tilfælde endda med de samme sproglige/redaktionelle fejl som i den tidligere afhandling. Det er et stærkere indicium end blot, at to forskere tilfældigvis formulerer en idé ens.

Kritikeren peger ikke kun på Zwozdiak-Myers. Der nævnes eksempelvis materiale fra en artikel af Muhammad Athar Hussain m.fl., som efter kritikerens opfattelse er kopieret eller tæt parafraseret uden tilstrækkelig kreditering.

Sagen er faktisk bredere end ph.d.-afhandlingen.

I en artikel fra 2018 om sorte og etniske minoritetsstuderendes adgang til mental sundhedsydelser blev der senere foretaget omfattende rettelser. Tidsskriftets officielle correction note siger, at der manglede henvisninger til et tidligere studie, og at teksten blev ændret for tydeligere at angive, hvilke idéer der var tilpasset fra tidligere forskning.

Endnu mere opsigtsvækkende er påstanden om, at nogle af de interviewcitater, Arday oprindeligt præsenterede som udsagn fra egne interviewpersoner, ligner eller overlapper citater fra det tidligere studie.

Der findes reelle og meget konkrete tekstmæssige problemer – man behøver ikke acceptere kritikernes fortolkning af Arday eller deres politiske motiver for selv at konstatere, at der er bemærkelsesværdigt tætte tekstlige overlap.

Men det er ikke korrekt at sige, at det i dag er endeligt fastslået, at Arday begik akademisk uredelighed i sin ph.d. Hans tidligere universitet, Liverpool John Moores, havde undersøgt sagen og ikke fundet grundlag for sanktioner. Cambridge nåede heller ikke frem til en endelig afgørelse, før Arday fratrådte. Cambridge havde i stedet besluttet at gennemføre en ny uafhængig undersøgelse af både hans ansættelse og hans akademiske kvalifikationer.

Så indtil, der måtte foreligge nye oplysninger, er det rimeligt at kostatere, at Arday er blevet beskyldt for omfattende plagiering i sin ph.d.-afhandling, især gennem ordrette eller næsten ordrette passager fra Zwozdiak-Myers’ tidligere afhandling.

Der er fremlagt konkrete tekstsammenligninger, som er vanskelige at bortforklare som almindelig lighed i idéer.

Men en institutionel undersøgelse har tidligere frifundet ham, og der foreligger ikke en endelig afgørelse, der fastslår, at hans ph.d. er plagieret.