Nicaragua

Den 19. juli holdt Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, en opsigtsvækkende tale på årsdagen for den sandinistiske revolution i 1979, hvor Marxist Sandinista National Liberation Front (FSLN) væltede Anastasio Somoza Debayle og kom til magten.

Det opsigtsvækkende var, at Ortega åbent erklærede, at der nu ikke ville blive afholdt flere valg i Nicaragua, fordi sådanne ville give tidligere somozistas – tilhængere af Anastasio Somoza – eller grupper styret af USA, mulighed for at komme på banen.

Så valget, der oprindeligt skulle være afholdt i november i år, men blev udskudt til november 2027, blev aflyst.

Internationale protester

Præsident Ortegas erklæring skabte store protester og kritik, bl.a. fra formanden for Organisationen for Amerikanske Stater (OAS), USA’s udenrigsminister, EU’s udenrigschef Kaya Kallas og FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder.

Og flere lande i Latinamerika, blandt andet Costa Rica, trak deres ambassadører hjem i protest.

Fra Rusland og Kina er der ikke udtalt kritik.

Daniel Ortega diktator?

Den 80-årige Daniel Ortega, der fra 1979 til 1985 var leder af den regerende junta og herefter præsident fra 1985 til 1990, kom igen til magten i 2007. Siden har der ikke været gennemsigtige og retfærdige valg i Nicaragua, og regimet ligner mere og mere et rendyrket diktatur.

Det seneste præsidentvalg fandt sted i 2021, og Ortega blev erklæret vinder med omkring 80 procent af stemmerne.

Problemet var, at valget var yderst manipuleret. De fleste modkandidater blev fængslet. Mange blev frataget statsborgerskab og efterfølgende sendt ud af landet, og oppositionen blev således forhindret i at deltage.

I det seneste par år er der sket yderligere voldsomme stramninger af styret i Nicaragua, og fra flere sider vurderes det, at regimet i Nicaragua kan sammenlignes med det nordkoreanske regime.

Nicaragua i økonomiske problemer

Ud af en befolkning på ca. syv millioner har 1,5 millioner forladt landet. Mange af dem er flygtet. De fleste til Costa Rica, mange er blevet frataget deres borgerskab og udvist af landet, hele familier er flygtet, mange sidder i fængsel, og over 5.000 ikke-statslige organisationer er blevet forbudt.

Ikke mindst den katolske kirke er blevet udsat for forfølgelse, og mange af dens institutioner er blevet konfiskeret, som f.eks. det bredt anerkendte katolske universitet i Managua. Senest er biskop Mata fra den nordlige by Esteli forsvundet – ingen ved, hvor den nu pensionerede biskop befinder sig.

Og for få uger siden blev ikke mindre end 2.000 advokater frataget deres tilladelse til at arbejde som advokater – tilsyneladende fordi de ikke på alle felter har fulgt regimets linje.

En yderligere udfordring for regimet i Nicaragua er de mange udvisninger af illegale indvandrere fra USA: Over 8.000 er blevet hjemsendt, hvilket også udgør en vanskelighed, da mange af dem tidligere har hjemsendt betydelige beløb til familien i Nicaragua.

En væsentlig indtægtskilde for Nicaragua er guld, der hovedsageligt eksporteres til Kina.

Dansk interesse for Nicaragua

I Sydamerika har en række socialistiske regimer været mål for danske civilsamfunds-organisationers interesse. Det gælder ikke mindst Nicaragua.

Danske venstreorienteredes interesse for Nicaragua efter sandinisternes magtovertagelse i juli 1979 var både betydelig og karakteristisk for den internationale solidaritetskultur, der prægede store dele af den danske venstrefløj i 1970’erne og 1980’erne og som stadig lever i partier som Enhedslisten.

Et centralt element var modstanden mod USA’s politik i Centralamerika. Da Reagan-administrationen fra begyndelsen af 1980’erne støttede Contra-guerillaen (Contras -contrarrevolucionarios) blev solidariteten med Nicaragua for mange danske venstreorienterede også en protest mod amerikansk intervention.

Nicaragua Komiteen

Nicaragua Komiteen blev stiftet i 1980. Stifterne var en række forskellige kræfter fra den danske fagbevægelse og venstrefløj, der samledes i en såkaldt komité for at støtte den demokratiske udvikling i Nicaragua efter Somoza-styrets fald i 1979.

I de første år beskæftigede Nicaragua Komiteen sig med støtte fra Danida primært med at organisere arbejdsbrigader til Nicaragua. Brigaderne bestod af danskere, der med en konkret arbejdsindsats ønskede at støtte det sandinistiske styre i Nicaragua, der på det tidspunkt var under hårdt pres fra Contra-guerillaen. De danske brigader hjalp i første omgang til ved kaffehøsten, hvor der på grund af krigsindsatsen var mangel på arbejdskraft. Senere blev formålet med brigaderne at bygge skoler i de nicaraguanske landsbyer.

Forholdet til sandinisterne

Oprindeligt var organisationen tæt knyttet til sandinistpartiet, men i takt med den generelle politiske udvikling lagde komiteen afstand til sandinisterne, og i 1995 ændrede Nicaragua Komiteen navn til det nuværende Mellemamerika Komiteen, der også har aktiviteter i El Salvador og Guatemala.

Efterhånden som Mellemamerika Komiteen udviklede sig som organisation, begyndte man – stadig med finansiering fra Danida – på en række projekter for jordløse bønder, krigsinvalider, handicappede kvinder og andre udsatte grupper. Selvom Mellemamerika Komiteens arbejde i stigende grad er blevet koncentreret om Danida-finansierede projekter.

Mellemamerika Komiteen har således stået for en lang række projekter finansieret af Udenrigsministeriets udviklingsmidler.

Et eksempel er projektet “AktionArte”, der med et budget på 500.000 kr. i perioden 2011-13 havde som overordnet mål at styrke ungdomsdeltagelsen i demokratiske processer i Guatamala, Nicaragua og Honduras.

Mellemamerika Komiteen står i 2026-27 for projektet “Rebuilding the Voice of Nicaraguan Social Movements in Exile”, der finansieres med 150.000 kr. fra Civilsamfundspuljen.

Brigaderne, hvor unge mennesker kan gøre en international indsats, er dog fortsat en af hovedaktiviteterne i komiteen.