Er Finans Danmark en stat i staten?

Finanstilsynet, der er en statslig styrelse under Skatte- og Vækstministeriet, fører tilsyn med den finansielle sektor i Danmark. Formålet er at sikre robuste og ordentlige finansielle virksomheder, der overholder lovgivningen, behandler kunderne redeligt og loyalt og bidrager til en sund og stabil samfundsøkonomi.

Finans Danmark er interesse- og arbejdsgiverorganisation for penge- og realkreditinstitutter, kapitalforvaltere, børsmæglere, investeringsfonde, samt datacentraler, it- og fintechvirksomheder i den finansielle sektor.

Det er tydeligt, at Finans Danmark ikke anerkender rollefordelingen mellem tilsyn og interesseorganisation. I jobannoncer og andre henvendelser til offentligheden oplyses det, at ”Finans Danmark skal sikre, at de regulatoriske rammer er til stede for velfungerende kapitalmarkeder og effektiv udførelse af værdipapirhandelsaktiviteter”.

Selvfølgelig er det ikke Finans Danmark, der har ansvaret for de regulatoriske rammer for finansielle aktiviteter i samfundet.

Ikke desto mindre er det tydeligvis organisationens selvforståelse, og det er grunden til, at Finans Danmark føler sig berettiget til at stille spørgsmål ved ethvert initiativ overfor finanssektoren, uanset om det kommer fra EU eller danske myndigheder.

Lars Gert Lose, adm. direktør i Finans Danmark, siger:

“Europa mangler ikke ambitioner – Europa mangler investeringer. Derfor er det afgørende, at vi løbende vurderer, om reglerne understøtter de mål, vi gerne vil nå. Der er brug for markante regelforenklinger og et kritisk eftersyn af blandt andet kapital- og bufferkrav, så vi får frigjort mere kapacitet til at finansiere vækst, innovation, energi og forsvar – uden at gå på kompromis med den finansielle stabilitet.”

Leave a comment