
Cubas premierminister, Manuel Marrero, har torsdag foreslået banebrydende reformer, som vil privatisere store dele af landets socialistiske økonomi.
Hvis tiltagene bliver godkendt af parlamentet, vil det blive den største ændring af Cubas socialistiske model siden den tidligere leder Fidel Castros revolution i 1959 og markere et betydeligt skridt i retning af en markedsøkonomi.
De foreslåede reformer er støttet af Cubas regerende kommunistparti og den tidligere leder Raúl Castro.
Reformerne vil åbne døren for privat ejendomsudvikling på den caribiske ø, omdanne statsejede virksomheder til private selskaber med aktier og ejerandele og tillade private banker at træde ind i Cubas hidtil statskontrollerede finanssektor.
Den cubanske premierminister mener, at tiltagene er i overensstemmelse med Cubas socialistiske rødder: ”Disse forandringer udgør ikke en afvigelse fra vores socialistiske projekt. Tværtimod bidrager de til dets udvikling”, siger Manuel Marrero.
Hvad mener Lykketoft?
Spørgsmålet er om den 80-årige socialdemokrat, Mogens Lykketoft, er enig med de nuværende magthavere på Cuba.
Lykketoft, der i øjeblikket hygger sig med et vellønnet ben som formand for det stærkt kritiserede Energinet Danmark, er som bekendt optaget af økonomisk lighed.
I talrige indlæg i diverse medier har Lykke toft gjort gældende, at inflationen i aktiekurser og ejendomsværdier, der er blevet forstærket voldsomt af den liberale økonomiske politik i det seneste årti, er en vigtig del af forklaringen på den påståede voksende ulighed.
Lykketoft hævder, at uligheden forstærkes af de superriges skatteunddragelse ved flugt til skattely, som koster staterne tusindvis af milliarder i indtægter og fører til besparelser på velfærden.
Formueskatten
Lykketofts aktuelle optagethed af øget beskatning af de rige, står i modsætning til Lykketofts egne gerninger.
I 1995 blev formueskatten afskaffet af SR-regeringen. Det skete som en slags krigsskadeserstatning til Det Konservative Folkeparti, som brød med Venstre og indgik en finanslovsaftale alene med regeringen.
Dengang argumenterede Mogens Lykketoft som socialdemokratisk finansminister varmt for fornuften i at afskaffe den særlige skat på de rige.
Svaghed for kommunistiske autokratier
Mogens Lykketoft, der altid har haft en notoriske svaghed for kommunistiske autokratier, er næppe tilfreds med den aktuelle udvikling på Cuba.
Trods Kinas systematiske krænkelser af menneske- og frihedsrettigheder beskrev Mogens Lykketoft i Berlingske Tidende den 21. marts 2023 i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne havde iagttaget.
Et af de mere groteske eksempler var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti.
Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel under den famøse overskrift Samba-socialismen.