Under sidste uges besøg i Kina, hvor den franske præsident Emmanuel Macron overfor præsident Xi Jinping ”kowtowed” og demonstrerede næsegrus ærbødighed, sagde Macron, at de europæiske lande ikke må lade sig reducere sig til ”amerikanske følgere” eller USA’s ”vasalstat”. Samtidig sagde han, at Europa ikke vil hjælpe Taiwan, hvis Kina skulle angribe den omstridte ø. Til gengæld skal Europa (under fransk ledelse) opbygge det, han kalder ”strategisk autonomi”, så man kan handle selvstændigt uden USA.
Men hvad skal Frankrig og Europa bruge ”strategisk autonomi” til? Til at hjælpe Ukraine? Sikre NATOs østlige grænse? Det er umuligt at forestille sig uden et stærkt partnerskab med USA, ja, uden amerikansk ledelse.
Macron fik med sine ukloge udtalelser skabt tvivl om NATO-samarbejdet, der har vist sig stærkere end nogensinde siden Ruslands angreb på Ukraine. Det eneste, der kan forhindre russisk og kinesisk aggression i nærområderne, er en ubrydelig og usvækket alliance mellem USA og Europa. Og med sine udmeldinger har Macron markant øget risikoen for et kinesisk angreb på Taiwan.
Emmanuel Macron er ikke alene om at gå Kinas ærinde.
I Berlingske Tidende den 10. april 2023 rejser den konservative og kinesisk gifte Per Stig Møller igen i indlægget ”Uden langfredag ingen påskemorgen” tvivl om holdningen til Kina.
Per Stig Møller skriver, at USA i en ”højspændt konfrontation med Kina” utvivlsomt forventer opbakning fra Europa. Helt uhørt skaber Per Stig Møller tvivl om NATO-sammenholdet ved at stille spørgsmålet: ”er vi klar til det?”
Socialdemokraten Mogens Lykketoft er også altid parat til at underminere forholdet til USA. I visse kredse lyttes der til Lykketofts meninger, men Lykketofts notoriske svaghed for kommunistiske diktaturstater er ikke glemt.
For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Lykketoft var et naturligt midtpunkt, forekom de kommunistiske diktaturer i 1980’erne ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien. Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme! At prisen i alle årene har været cubanernes frihed og velfærd blev ikke nævnt.
Nu gælder det Kina. I Berlingske Tidende den 21. marts 2023 beskriver Mogens Lykketoft i begejstrede vendinger, den ”sensationelle” fremgang i Kina, som både hans nuværende hustru og han selv med egne øjne har iagttaget.
USA er den store satan, og Lykketoft kritiserer USA for at føre an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina med handelskrig og ”covid-bashingen”.
Ifølge Lykketoft må USA forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vores store økonomiske samkvem. Ikke et ord om Kinas manglende efterlevelse af internationale spilleregler, intet om menneskerettigheder i Kina, intet om undertrykkelsen af uighurer og tibetanere og slet intet om Kinas overgreb på Hong Kong.
Med Lykketofts påståede store kendskab til Kina, taler meget for, at han i sit positive syn på Kina, skriver mod bedre vidende.
Mogens Lykketofts forsikringer om, at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt, er intet værd. Tværtimod prisgiver Lykketoft Taiwan.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 