Økologisk økonom fylder 70 år den 12. februar 2023

Inge Røpke, professor emerita i økologisk økonomi med særlige opgaver (MSO), Institut for Planlægning, Aalborg Universitet, CPH, fylder 70 søndag den 12. februar 2023.

Inge Røpke befandt sig i begyndelsen af 70’erne som en fisk i vandet på statsvidenskab, der holdt til i Studentergården. Mange af underviserne på polit.studiet i den periode havde en svaghed for planøkonomi og Marxistiske teorier, som stadig præger mange af de cand.politter, der dengang blev udklækket fra Københavns Universitet.

Inge Røpke var ingen undtagelse, men de åbenlyse mangler ved den marxistiske praksis i Sovjetunionen og Østeuropa førte til, at Inge Røpke kastede sig over den måde, de marxistiske principper blev omsat til praksis i Maos Kina.

Enver Hoxha i Albanien, der praktiserede sin egen afart af en fanatisk anti-revisionistisk Marxisme-Leninisme, støttede Kina i den kinesisk-sovjetiske strid og brød tidligt med Sovjetunionen.

Da Enhver Hoxha brød med Maoismen i perioden 1976 -78 erklærede mange Maoister sig nu som Hoaxhister, inklusive Inge Røpke i København.

Hoxhas styre i Albanien var ofte brutalt og befolkningen blev kontrolleret af det berygtede hemmelige politi, Sigurimi. Han opbyggede en personkult omkring sig og styrede Albanien enevældigt, hvor modstandere blev sendt i arbejdslejre eller summarisk henrettet. I 1981 overlod han dog en stor del af magten til sin efterfølger, Ramiz Alia.

Hvornår Inge Røpke mistede tiltroen til Hoaxhismen, før hun i slutningen af 1980’erne kastede sig ind i kampen for bæredygtighed og mod økonomisk vækst, er ikke helt klart.

Bæredygtighed

I 1987 udgav FN Brundtlandrapporten, ”Vores fælles fremtid”, hvor begrebet ”bæredygtig udvikling” blev præsenteret. Hovedkonklusionen i rapporten var, at en fortsat økonomisk vækst kombineret med en begrænsning af den globale forurening kun kan sikres gennem overnationale initiativer i form af en storstilet indkomst- og teknologioverførsel fra ilandene til ulandene.

Opmærksomheden på miljø og bæredygtighed har betydet, at miljøøkonomi er en anerkendt og fremtrædende økonomisk disciplin. Blandt fagøkonomer diskuteres det, om fortsat vækst er forenelig med en overholdelse af det ”økologiske råderum”, der defineres som en på lang sigt uændret miljøtilstand. Denne uenighed udspringer af den betydelige usikkerhed, der knytter sig til vurderingen af de teknologiske muligheder, som i fremtiden vil kunne begrænse forbruget af udtømmelige resurser og samtidig reducere den globale forurening.

Inge Røpke og andre afviser at forlade sig på teknologiske landvindinger. Denne skole har ingen tiltro til at en markedsdrevet grøn omstilling kan sikre den nødvendige teknologiske udvikling.

Økologisk økonomi

Manglende tiltro til det såkaldte ”Teknologi-fix” og ønsket om en politisk samfundsudvikling præget af bevidst menneskeligt mådehold, førte til, at ”Økologisk økonomi” formelt blev etableret som er et videnskabeligt felt i slutningen af 1980’erne med foreningen The International Society for Ecological Economics og tidsskriftet Ecological Economics.

Og selv om betegnelsen kunne antyde det, har økologisk økonomi intet med økologisk fødevareproduktion at gøre, men handler derimod om at forstå økonomi som biofysiske processer, hvor energi og materialer gennemstrømmer biologiske systemer: ”Samfundsøkonomien kan ses som en organisme, der holdes i live af disse strømme. Det vil de fleste økonomer være enige i, men økologisk økonomi går skridtet videre og understreger, at sociale og økonomiske processer derfor ikke alene bør studeres med termer fra samfundsvidenskab og humaniora, men også bør anskues i biofysiske termer.”

Inge Røpke forklarer, at ”indenfor økologisk økonomi anskues jordkloden som et lukket system og samfundet som en organisme, der udvikler sig indenfor de grænser, som kloden sætter. Og jo større organismen bliver – med stadig større gennemstrømning af energi og materialer – des større bliver risikoen for, at organismen undergraver sine egne livsbetingelser. Den største risiko knytter sig til, at de livsopretholdende systemer ændres på måder, der gør kloden mindre egnet til at være beboet af mennesker. Som vi ser det med de aktuelle temperaturstigninger, der skyldes, at der tilføres stadigt mere energi til atmosfæren og dermed til jordklodens lukkede system”.

Inge Røpke understreger, at ”Før eller senere bliver det nødvendigt at klare sig uden økonomisk vækst, og det er langt bedre at foretage omstillingen på en styret måde end gennem katastrofer”.

Man syntes det er hørt tidligere? The Club of Rome udsendte i 1972 rapporten “The Limits to Growth”, og konklusionen i Grænser for vækst lyder i forfatternes formulering:

”Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning, industrialisering, forurening, fødevareproduktion og ressourceudtømning fortsætter uændret, vil grænserne for vækst blive nået på et eller andet tidspunkt inden for de kommende 100 år. Det mest sandsynlige resultat vil blive et temmelig pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet”.

Inge Røpke, har sammen med 235 internationale forskere underskrevet flere advarsler om, hvad den evige vækst vil betyde for samfundet. Ifølge professoren bliver vi som verdenssamfund nødt til at omfordele rigdomme, så rige ikke bliver rigere, og fattige lige akkurat bliver rige nok til at få færre børn. Kort sagt, så skal vi være færre og fattigere. Vi har kunnet hæve vores levestandard kolossalt ved at grave det gemte solskin i form af fossile brændsler frem. Det er det, som må slutte nu, siger Inge Røpke.

Inge Røpke er dygtig

Inge Røpke er lynende intelligent, vidende og flittig, og hun har præsteret en betydelig videnskabelig produktion om økologisk økonomi. Hun har bidraget til anerkendte internationale tidsskrifter som f.eks. “Complementary system perspectives in ecological macroeconomics: The example of transition investments during the crisis” til tidsskriftet Ecological Economics, og hun har modtaget flere priser for sin indsats.

Ræpke opnåede i 2018 den tvivlsomme ære at blive omtalt i Berlingske Tidende som ”en farlig professor, der vil gøre verden fattigere”. Det skal samtidig nævnes, at professor Inge Røpke bestemt ikke er uden civil courage, og hun lod ikke Berlingske Tidendes kritik stå uimodsagt. I Berlingske Tidende den 17. oktober 2018 tager hun til genmæle om den ”farlige” økologiske økonomi.

Nobelpristagere i økonomi mener ikke miljø- og klimahensyn udelukker økonomisk vækst

Inge Røpke og hendes disciple kunne med fordel have interesseret sig for modtagerne af Nobelpris i økonomi i 2018. William Nordhaus og Paul Romer giver ikke endelige svar på alle på de trusler mod klima og økosystemer, vi står overfor. Deres forskningsresultater har imidlertid bragt os tæt på svaret på spørgsmålet om, hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst.

William Nordhaus har fokuseret på økonomisk vækst og naturressourcer, klimaændringernes økonomi samt ressourcebegrænsningerne på økonomisk vækst. Siden 1970’erne har han udviklet økonomiske tilgange til global opvarmning, herunder opbygningen af integrerede økonomiske og videnskabelige modeller (DICE og RICE-modellerne) hvor han studerer forholdet mellem økonomisk vækst, fossile brændsler som olie og kul samt klimaændringer med henblik på at kunne bestemme den mest effektive måde at bekæmpe klimaændringer på. Han når frem til at den bedste måde at imødegå skaderne fra drivhusgasser er ved at lægge en ensartet skat på alle udledninger. Han ses ikke at anbefale, at reducere vores materielle forbrug og standse den økonomiske vækst.

Paul Romer, der frem til januar 2018 var cheføkonom i Verdensbanken, har været professor på bl.a. New York University, Berkeley og Stanford. Romer er kendt for teorien om endogen vækst. Teorien beskæftiger sig med innovation og nye idéers betydning for øget økonomisk vækst og hans primære fokus har været, hvordan uddannelse (human kapital) skaber produktive fremskridt udover dens virkning for individet. Romers arbejder er også særdeles policy relevante ved at understrege betydningen af rammevilkår og incentiver for innovation. Paul Romer har således påpeget, at det i høj grad er muligt for os at nedbringe CO2-udslippet og beskytte vores fremtid og klima og samtidig forbedre levestandarden. Så vækst og miljøhensyn kan godt gå hånd i hånd.

I skriftet ”Economic Growth” nævner han et eksempel, som de fleste kan forstå:

“Take one small example. In most coffee shops, you can now use the same size lid for small, medium, and large cups of coffee. That was not true as recently as 1995. That small change in the geometry of the cups means that a coffee shop can serve customers at lower cost. Store owners need to manage the inventory for only one type of lid. Employees can replenish supplies more quickly throughout the day. Customers can get their coffee just a bit faster. Although big discoveries such as the transistor, antibiotics, and the electric motor attract most of the attention, it takes millions of little discoveries like the new design for the cup and lid to double a nation’s average income. Every generation has perceived the limits to growth that finite resources and undesirable side effects would pose if no new recipes or ideas were discovered. And every generation has underestimated the potential for finding new recipes and ideas. We consistently fail to grasp how many ideas remain to be discovered. The difficulty is the same one we have with compounding: possibilities do not merely add up; they multiply.”

Skal den rige del af verden afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene?

Inge Røpke og ligesindede tilhængere af ”økologisk økonomi” er tydeligvis blevet hængende i et syn på vækst, som allerede lå bag dommedags profetierne hos Thomas Malthus og senere Romklubben. I deres ensidige syn på kapitalapparatets betydning for økonomisk vækst og i deres fornægtelse af nye ideer og andre måder at gøre tingene på, forledes de til at lægge afgørende vægt på fysiske investeringer i kapitalapparatet.

Investeringerne er i den sidste ende – i det lukkede system, der definerer disse økonomers ”økologiske råderum” – bestemt af opsparingen. Konklusionen for disse økologiske økonomer er derfor, at opsparingsraten er helt afgørende for mulighederne for at investere og skabe vækst i økonomien. Med et fortsat uhæmmet forbrug og begrænset opsparing vil investeringer og fortsat økonomisk vækst nødvendigvis forudsætte fortsat udbytning af udviklingslandene og forbrug af klodens knappe og udtømmelige ressourcer. Derfor kan økonomisk vækst ikke være bæredygtig.

Inge Røpke mener trods alt ikke, at vi skal afstå fra udvikling af grønne teknologier og bæredygtig omstilling af samfundenes forsyningssystemer. De krævede investeringer skal imidlertid finansieres ud af det begrænsede biofysiske eller økologiske råderum, og derfor er det for Røpke en yderligere begrundelse for begrænset forbrug.

Derfor har Inge Røpke en anden opfattelse end Nobelpristager Paul Romer, der mener at vækst og miljøhensyn kan gå hånd i hånd. Røpke fortsætter derfor uanfægtet med at manuducere sagesløse studenter med budskabet om, at vi i den rige del af verden skal afstå fra forbrug og økonomisk vækst og afgive ressourcer til de fattige i udviklingslandene.

Klimakampen som murbrækker i opgøret med det kapitalistiske samfund

Når enhver anvisning på hvordan vi kan opnå varig og bæredygtig økonomisk vækst afvises, er det fordi Inge Røpke og ligesindede ingenlunde har opgivet klassekampen og bekæmpelsen af det kapitalistiske samfund. Den påståede globale opvarmning er ikke kun menneskeskabt, men en uundgåelig konsekvens af et kapitalistisk, socialt og økonomisk system, der kun kan eksistere ved at trække store veksler på den jord, vi lever på. Påstanden er, at det kapitalistiske systems umættelige behov for profit og formueakkumulering udnytter både mennesker og natur og uundgåeligt vil føre direkte til en klimakatastrofe.

Opfattelsen blandt økologiske økonomer er, at kampen for klimaet er kamp mod kapitalismen og økonomisk vækst og den rigtige kamp indebærer nødvendigvis kollektiv transport, vandgrød, hjemmeavlede grøntsager og kolde afvaskninger.