EU har ifølge The Times accepteret en plan, der fjerner behovet for rutinemæssig kontrol af produkter, der indføres i Nordirland, og accepterede, at EU-Domstolen kun kunne træffe afgørelse om nordirske spørgsmål, hvis en sag blev henvist fra lokale, nordirske domstole.
Indtil nu har EU insisteret på, at EU-Kommissionen skulle kunne indbringe sager for EU-Domstolen.
En aftale vil gøre en ende på det langvarige dødvande i striden om Nordirland-protokollen, der har været et af de største spørgsmål om Storbritanniens forhold til EU, efter at det forlod unionen ved udgangen af 2020. Striden har betydet, at Unionistpartiet – DUP, Democratic Unionist Party – siden starten af februar 2021 har boykotte den struktur om deling af magten i det nordirske parlament i Stormont, som blev fastlagt i Belfast-aftalen eller Langfredagsaftalen om genindførelse af lokalt selvstyre i Nordirland, der blev indgået 10.4.1998 mellem Storbritannien, Irland og de vigtigste partier i Nordirland.
Nordirland-protokollen var designet til at undgå en hård grænse mellem Irland og Nordirland efter Storbritanniens beslutning om at forlade EU. I stedet blev der indført en grænse i Det Irske Hav, hvor nogle varer, der bevægede sig mellem Storbritannien og Nordirland, skulle kontrolleres.
For de unionistiske og loyalistiske partier i Nordirland (som forsvarer tilhørsforholdet til UK og loyaliteten til det engelske monarki), har protokollen været en fornærmelse, fordi den etablerer en mellemting, eller hybridstatus, for den nordlige del af øen, uden for UK’s territorium.
I henhold til den nye toldaftale vil varer, der er bestemt til Nordirland, passere grænsen uden rutinemæssig kontrol, mens varer til republikken Irland, vil blive underkastet toldkontrol i nordirske havne.
UK vil dele data om køretøjers bevægelser med EU, og UK har erklæret sig parat til at undersøge enhver mistænkelig aktivitet.
I mellemtiden vil EU og Storbritannien i henhold til aftalen forhandle en separat aftale vedrørende eksport af kød, levende dyr og andre produkter til Nordirland, hvor UK accepterer at opretholde EU’s veterinærstandarder.
Annonceringen af aftalen er forsinket fordi der har været tvivl om premierminister Rishi Sunak kunne overbevise Unionistpartiet og til Brexittilhængerne i det konservative parti.
Britiske kilder siger, at Bruxelles har gjort store indrømmelser, især i forhold til EU-Domstolens jurisdiktion og det er nu op til Sunak at beslutte, om han vil underskrive den eller ej.
Downing Street har endnu ikke bekræftet, at der er indgået en aftale.