Kan EU gennemføre klimapolitikken?

Lige før jul – den 13. december 2022 – blev medlemmerne af EU enige om at indføre en told på CO2 – en såkaldt ”Carbon Border Adjustment Mechanism”, CBAM. På dansk: CO2-grænsetilpasningsmekanisme.

Grænsetolden er en del af den såkaldte “Fit for 55 in 2030 package”, der er EU-planen for hvordan EU kan reducere CO2-udledningerne i 2030 med mindst 55 pct. sammenlignet med 1990.

Det betyder, at virksomheder, der importerer udvalgte varer til EU, herunder cement, stål og aluminium, pålægges en ekstra omkostning: De skal købe certifikater svarende til den CO2-udledning, der ville være forbundet med at producere de pågældende produkter i EU. Virksomheder i lande, der har et CO2-prisregime ligesom i EU, vil kunne eksportere til EU uden CBAM-certifikater.

Formålet med CO2-tolden er at forhindre, at EU’s klimapolitik fører til tab af konkurrenceevne for EU’s virksomheder, hvilket kan føre til såkaldte ”lækager”, dvs. at produktionen af varer flyttes til lande, hvor det er omkostningsfrit at udlede CO2. CO2-tolden – prisen på CBAM-certifikater – er således tænkt som et signal fra EU til andre lande om at det ikke bør være omkostningsfrit at udlede CO2.

Et centralt element i klimapolitikken i EU er et system med omsættelige tilladelser til CO2-udledning – EU Emissions Trading System – ETS.

De virksomheder, der er eksponeret for konkurrence fra producenter i 3.lande, har i et vist omfang i ETS-systemet modtaget gratis kvoter. EU-Kommissionen har i lighed med mange fagøkonomer i årevis påpeget, at gratiskvoter har uheldige skyggesider, og at tildelingen på sigt bør udfases. At stimulere produktionen af emissionstunge varer via indirekte subsidier kan kun accepteres i en overgangsperiode. Man har derfor gradvist rettet fokus på en CO2-told som et alternativ til gratiskvoter. De hidtidige gratiskvoter til visse virksomheder vil blive udfaset fra 2026 til 2034, selvom en række erhvervsorganisationer har påpeget at det vil skade en række sektorer og under alle omstændigheder skabe problemer for eksporten til 3. lande.

EU-Kommissionen er fuldt ud klar over, at CO2-told eller CBAM på ingen måde er løsningen på alle problemer, er det forhåbningen, at den vil føre til, at andre lande også indfører en pris på CO2 – for eksempel i form af et emissionshandelssystem – for at undgå EU’s CO2-told.

En række lande er imidlertid kritiske og hævder at CBAM eller grænsetilpasningsmekanismen er et forsøg på at favorisere EU-produkter i strid med WTO-reglerne.

I USA er man som bekendt gået en anden vej. I stedet for at lægge skat på CO2 gives der med “Inflation Reduction Act” 369 mia. dollars i tilskud og skattelettelser til udviklingen af grønne teknologier.

Forskellene mellem EU og USA i tilgangen til klimaudfordringen har givet anledning til alvorlig frygt i EU for en meget omfattende ”lækage”, hvor energitunge og grønne virksomheder i stort antal flytter fra Europa til USA.

I første omgang vil grænsetilpasningsmekanismen gælde cement, jern og stål (herunder visse produkter som bolte og møtrikker), aluminium, gødningsstoffer og elektricitet. Brint er også omfattet fordi det i stort omfang produceres med kul i 3.lande.

Der påbegyndes en testperiode i oktober 2023, og det er planen, at der skal ske en gradvis implementering, hvor plastik og kemikalier omfattes fra 2026 og alle sektorer inklusive biler omfattet af ETS-systemet i 2030.