Arbejdspladssatiren ”El Buen Patrón” til Arresøhøj

Det var en blæsende, kold og regnfuld januar-eftermiddag filmklubbens medlemmer indtog de polstrede biografsæder i Moviehouse i Hellerup.

Det var klubbens ”spanske” medlem (havde været gift med en spanier), der suverænt havde valgt den spanske film ”El Buen Patrón” (på dansk: Den perfekte chef) instrueret af mesterinstruktøren Fernando León de Aranoa.

Anmelderne havde været glade for filmen – og ikke mindst for Javier Bardem, der spiller den afgørende hovedrolle. Vi har før set ham som en lam mand, der gerne vil dø, som James Bond skurk, som en sølle stakkel i Barcelonas beton-forstæder, som diabolsk top gangster i Coen-brødrenes ”No Country for Old Men”, som kvindebedårende kunstmaler, og nu som selvhøjtidelig direktør og ejer af familiefirmaet Básculas Blanco, der i generationer har produceret vægte til ethvert formål.

Filmen er ikke kun masterclass i underspillet, komisk timing fra Javier Bardems side, men også en på én gang ætsende og underfundig satire over livet på en helt almindelig arbejdsplads.

Javier Bardem håber på at Básculas Blanco kan modtage (endnu) en særlig udmærkelse for sin indsats, men så skal alt også stå snorlige. Og det kniber det med. En fyret medarbejder har foranstaltet en demonstration ved indkørslen til fabrikken, den tekniske produktionschef er ude i en eksistentiel krise med en utro hustru og begår fejl, og så er der den meget unge, kvindelige praktikant, som forstyrrer chefens dispositioner. Det knager så meget i furerne, at det truer med at forhindre, at firmaet kan få sin ufortjente udmærkelse.

Javier Bardem som er uforlignelig i chefrollen som det perfekte røvhul, manipulator og privilegieblinde i arbejdspladssatiren, der viser hvordan livet flasker sig for de rige og magtfulde mens de bilder sig selv ind at være guds gave til fabriksarbejderne.

Filmens underspillede komik fremkaldte ikke den januareftermiddag ligefrem tøjlesløse latterbrøl i Moviehouse, selvom biografklubbens medlemmer alle anerkendte Bardems uforlignelige indsats.

Filmen må anses for særdeles velegnet til Dansk Arbejdsgiverforenings lederkurser, hvor den kan være oplæg til diskussion i den første svære time efter den overdådige frokost på Arresøhøj.

Det bør nævnes, at filmen slog alle rekorder ved den spanske Goya-uddeling, hvor filmen var nomineret til ikke mindre end 20 priser – og vandt 6! – naturligvis inklusive Bedste Film.