Hvorfor har vi ikke offentlighed i forvaltningen?

Af SMV-regeringens programerklæring af 14. december 2022 ”Ansvar for Danmark – Det politiske grundlag for Danmarks regering” fremgår, at regeringen vil føre en politik, der styrker fællesskabet og tilliden i samfundet. Derfor vil regeringen fremme åbenhed og transparens, som er vigtige forudsætninger for befolkningens tillid til de politiske processer og den offentlige forvaltning.

Ny offentlighedslov?

Regeringen vil nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal skabe grundlag for, at der kan fremsættes forslag til en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser.

Det er det første vi hører til offentlighed i forvaltningen siden Folketingets Retsudvalg den 26. januar 2022 afholdt en høring om offentlighedsloven fra 2013.

Vi har i den mellemliggende tid ikke hørt meget fra regeringen og de såkaldte ”gamle partier” om at lade offentligheden få indsigt i den offentlige forvaltning og i hvordan de politiske beslutninger træffes.

Senest kom det frem, at den tidligere regering ville afskære offentligheden fra indsigt i undersøgelse om mordbranden på Scandinavian Star.

Begrundelsen var tilsyneladende, at offentlighed kan skade undersøgelsen af den over 30-årige gamle sag. Ellers henvises der rask væk til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser.

Uanset begrundelse, bruges offentlighedsloven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning.

At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed. Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.

Det Konservative Folkeparti

Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.

Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:

”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.

Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.

Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”

Mørkelygten og lov om offentlighed

Årsagerne til den stigende ulyst til åbenhed fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning. Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.

Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger.

Princippet om ”meroffentlighed” ofres ikke den store opmærksomhed.

Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.

Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.

Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.

Det Konservative Folkeparti fortryder

Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:

”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”

Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”

Regeringsgrundlaget for VKLA

I regeringsgrundlaget for V, K og LA blev det mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti faktisk aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.

Paragraf 24

Ifølge den gældende paragraf 24 kan alle dokumenter undtages fra aktindsigt, hvis de udveksles mellem myndigheder på et tidspunkt, ”hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand”. I praksis har det med ombudsmandens ord medført, at der er sket ”væsentlige indskrænkninger i retten til aktindsigt” ikke mindst for medierne.

Med andre ord vil alle vigtige oplysninger om beslutningsprocessen i dokumenter, selv hvis de ikke indgår i en forelæggelse for f.eks. regeringens Koordinations- eller Økonomiudvalg eller et møde mellem ministre, kunne overstreges og undtages fra aktindsigt.

Tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansens eftermæle blev sværtet af Tamilsagen, men hans kloge ord om behovet for offentlighed burde stadig være retningsgivende for Folketingets holdning til hvilke muligheder borger og pressen har for at følge med i og dermed føre kontrol med, at Folketing og offentlighed får retvisende oplysninger og sikkerhed for at alt går rigtigt til i ministeriernes udførelse af deres opgaver.

Søren Pape Poulsen gjorde intet som justitsminister

VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.

Med Barbara Bertelsen som departementschef i Justitsministeriet har det været en smal sag og sabotere alle lempelser af offentlighedsloven. Spørgsmålet er også, om den uerfarne justitsminister overhovedet gjorde et behjertet forsøg på at leve op til beslutningen på Det Konservative Landsråd og løftet i regeringsgrundlaget.

I bagklogskabens lys burde alarmerne have lydt ved Søren Pape Poulsen som bannerfører for konservative værdier.

Ministeransvaret

Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab har den 13. december 2022 i Politiken skrevet:

”Vi burde tilbageføre loven om undersøgelseskommissioner til tamilsagens tid, hvor kommissionsundersøgelser kunne udtale sig om ministre eventuelle retlige ansvar.

Vi burde præcisere ministeransvarlighedsloven. Især med henblik på beslutningerne i de vigtige ministerudvalg. Koordinationsudvalgets sager burde refereres skriftligt. Ideelt set burde vi også ændre grundloven så meget, at vi ikke skal bruge næsten alle højesteretsdommere i en rigsretssag.

Tømningen af Højesteret er nemlig også et værn mod at gøre ministre ansvarlige for retsbrud. Grundlovsændringer har dog kun få politikere mod på. Alt for meget beskytter nu ministre, der begår lovbrud”.

Enig med Knudsen, men før vi kommer til undersøgelseskommissioner, ministeransvar og rigsret skal lovbruddene afdækkes. Så hvorfor har vi stadig ikke offentlighed i forvaltningen?