Socialdemokratiet har svært ved at leve op til ansvaret

Den tidligere socialdemokratiske partileder, Anker Jørgensen, ville den 13. juli 2022 være fyldt 100 år. I den anledning var der meget pænt at sige om Anker Jørgensen. Hans sociale og solidariske sindelag, hans livslange virke for fred, hans interesse for kunst og kultur og hans personlige hæderlighed. “Du var en hædersmand. Du var Danmark, når Danmark er bedst,” sagde Mette Frederiksen ved hans bisættelse på Bispebjerg i april 2016.

Formanden for HK Hovedstaden, Christian Grønnemark, gik i sit mindeord for Anker Jørgensen et skridt videre: Anker Jørgensen startede den økonomiske genopretning, som Poul Schlüter fik æren for.

Som ansat i Statsministeriet mens Anker Jørgensen var statsminister kan jeg bekræfte alle positive vurderinger af hans menneskelige egenskaber. Som ung cand.polit. kan jeg til gengæld ikke genkende beskrivelsen af Anker Jørgensen som økonomisk reformator.

1979-1982

Realiteten var, at i slutningen af 1970’erne, og især efter den såkaldte ”anden oliekrise” i vinteren 1978-79, udviklede både de offentlige udgifter og samfundsøkonomien i Danmark sig på en måde, der førte til alvorlig bekymring for statsgældens størrelse og finansieringen af det hastigt voksende betalingsbalanceunderskud.

Det var på denne baggrund, at den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen i et tv-interview 28. oktober 1979 udtalte: ”Nogen fremstiller det, som om vi kører på kanten af afgrunden. Det gør vi ikke, men vi har kurs imod den, og vi kan se den«”.

Det var perioden, hvor kronen ofte var under pres, hvor underskud på både betalingsbalance og statsfinanser løb løbsk, inflationen galopperede, Danmarks kreditværdighed blev sænket, og hvor der kunne opstå noget nær panik blandt økonomiske journalister, også i weekenden, hvis Nationalbankens direktør, Erik Hoffmeyer, blev set i Kastrup Lufthavn på vej til Bruxelles for at forhandle en dansk devaluering på plads med de gamle EMS-lande. Som ung økonom i Statsministeriet erindrer jeg talrige week-ender i Statsministeriet i forbindelse med devalueringer.

Almindelige lønmodtagere led under dyrtiden og unge familier, der etablerede sig på ejendomsmarkedet måtte acceptere såkaldte ”Pensionskasselån” til en rente på 18 – 20 pct.!

Nationalbankens bekymringer

Hvor slemt det stod til, er også dokumenteret i årsberetninger fra Danmarks Nationalbank.

I 1980 skrev Danmarks Nationalbank således i usædvanligt barske vendinger om dansk økonomi, at ”presset mod kronen var så stort, at den måtte støttes med betydelige interventioner. Den danske rente måtte hæves for at dæmme op for udstrømningen af kapital, og diskontoen blev sat op med to procent til 13 procent.”

I 1981 blev tonen skærpet yderligere:

”Tilbagegangen i den økonomiske aktivitet var forbundet med en betydelig stigning i arbejdsløsheden. Prisstigningerne var stærke og steg med 12 procent. Industriens timelønninger med ti procent. Kronekursen blev nedskrevet med tre procent ved kursjusteringen midt i februar 1982.”

Om udsigterne for 1982 hed det videre:

”Den stærke vækst i statens underskud skaber problemer. De stigende underskud på betalingsbalancen betyder, at forudsætningen for den økonomiske politik falder bort. Det er afgørende at den stærke vækst i underskuddene bringes til ophør.”

Socialdemokratiet kunne ikke løfte opgaven

Den socialdemokratiske regering havde ikke mod til at udfordre fagbevægelsen og medlemmerne og gøre det nødvendige: afskaffe dyrtidsreguleringen, stabilisere kronekursen og dæmpe efterspørgsel og inflation gennem en stram finanspolitik og begrænsning af de offentlige udgifter.

Kort sagt: Da Anker Jørgensen gik af i 1982, stod dansk økonomi på gloende pæle. Det hele var ved at ramle sammen som et fallitbo. Danmark var på vej mod afgrunden, på første klasse og for lånte penge.

Firkløverregeringens genopretning

Ro over gemytterne, og mere stabilitet omkring den danske krone, kom der først i 1982, da kronen formelt blev låst fast til D-marken. Samtidig blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet og den økonomiske politik lagt om, så inflation og renter kunne falde. Det skete, efter Anker Jørgensen gik af som socialdemokratisk statsminister, og den konservative Poul Schlüter med Firkløverregeringen den 10. september 1982 tog over sammen med venstremanden Henning Christophersen og Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Nu er den gal igen!

I dag – 40 år efter Anker Jørgensen, men igen med en socialdemokratisk regering og en statsminister uden økonomisk indsigt – befinder nationen sig i et tilsvarende morads. Inflationen hærger med voldsom styrke. Fordyrelsen af især fødevarer og energi rammer almindelige familier hårdt. I øjeblikket er der ikke udsigt til at el- og gaspriser vil falde. Fraværet af russisk gas, og tørke, der lukker vandkraft og hæmmer transporten af brændsel på floderne og vanskeliggør nedkøling af A-kraftværker og andre kontinentale kraftværker, kan betyde, at vi står overfor en reel energiforsyningskrise.

Finansminister Nicolai Wammen har tilkendegivet, at den høje inflation og den generelle økonomiske situation gjorde det uomgængeligt nødvendigt med en stram finanslov for 2023. Alligevel kan vi konstatere, at den socialdemokratiske statsminister strør om sig med opsigtsvækkende og vamle valgløfter.

Der er aftalen om et huslejeloft, som kun realiseres, hvis rød blok fastholder magten. Så kan lejere, der er i tvivl om hvor krydset skal sættes, sutte på den!

Der er den kaotiske uddeling af varmecheck, som med god ret var tiltænkt de mest udsatte, men som i flere tilfælde er uddelt på må og få. Der er statsminister Mette Frederiksens løfte om højere løn til mere end 800.000 offentligt ansatte. Der er – efter 3 års passivitet – det pludselige løfte om stram kontrol med priser. Der er kirke- og ligestillingsministeren, der vil ophæve menighedsrådenes muligheder for at fravælge kvindelige præster, og justitsministeren, der bebuder strengere straffe til kriminelle indvandrere og ophævelse af aldersgrænsen for at skifte køn. Og nu taler socialdemokraterne om behovet for at pristalsregulere dagpenge og andre ydelser.

Tidligere er seniorborgerne betænkt med en ældrecheck, og en nøjere gennemgang af forslaget til finanslov vil sikkert afsløre andre godbidder til udvalgte vælgersegmenter.

Samtidig dækkes der frækt over, at regeringen med talrige forhøjelser af gebyrer, skatter og afgifter har forsuret tilværelsen for mange befolkningsgrupper. Det burde – selv hos trofaste socialdemokrater – mane til eftertanke, at Mette Frederiksen og regeringen så skamløst tilgodeser bestemte målgrupper for at beholde magten.

ECB og Nationalbanken advarer

Alt dette i en situation, hvor allerede på torsdag Den Europæiske Centralbank vil melde om strammere pengepolitik og væsentlige forhøjelser af renten.

Danmarks Nationalbank er – ligesom for 40 år siden – betænkelig. Fra Nationalbankdirektør Signe Krogstrups præsentation på Finans Danmarks direktørkonference den 5. september 2022 hører vi indtrængende, at der er behov for markant stramning af finanspolitikken.

Den høje og længerevarende inflation kombineret med et meget stramt arbejdsmarked øger risikoen for en egentlig løn-pris-spiral i Danmark, som for alt i verden skal undgås.

Nationalbanken minder om regeringens ansvar for, at såvel finanspolitikken som den øvrige økonomiske politik er orienteret mod en stabil samfundsøkonomi. Finanspolitikken skal bidrage til at dæmpe risikoen for, at det store pres på arbejdsmarkedet og på forbrugerpriserne tilsammen katalyseres i meget kraftige lønstigninger, som lægger kimen til en løn-pris-spiral. Nationalbanken mener derfor, at der er behov for en markant finanspolitisk stramning med det formål at dæmpe efterspørgslen og presset på arbejdsmarkedet. Jo hurtigere, jo bedre.