Den Franske Revolution og erklæringen om menneskerettigheder

Den Franske Revolution fandt sted i Frankrig 1789-1799, og medførte enevældens fald og borgerskabets første store politiske fremstød. Den udviklede sig desuden til en generel europæisk konflikt, hvis udløbere varede til 1815.

Baggrunden for Den Franske Revolution var periodisk hungersnød, stigende brødpriser og en nær statsbankerot. Det revolutionære slagord var “Frihed, lighed og broderskab” (fransk: “liberté, egalité, fraternité”).

Amerika bidrog til Frankrigs økonomiske ruin i slutningen af 1780’erne

I anden halvdel af 1700-tallet blev den franske stats finansielle forhold stadig værre, især pga. deltagelsen i Den Amerikanske Uafhængighedskrig (1775-83), som den franske finansminister Jacques Necker havde finansieret ved lån. I 1786 forsøgte regeringen at gennemføre en omfattende økonomisk reformplan, der skulle iværksættes for at undgå statsbankerot.

Planen mødte modstand hos Stænderforsamlingen, der var indkaldt til møde i Versailles. Modstanden var størst hos de privilegerede stænder – de gejstlige (291 pladser) og adelen (285 pladser). Borgerskabet var samlet i ”tredjestanden” (578 pladser).

Der var diskussion, om hver stand skulle stemme samlet med 1 stemme, eller om man skulle stemme pr. hoved, som tredjestand ind for, da den derved netop havde flertal.

Tingene gik i hårdknude, og kongen lod under et søgt påskud om uopsættelige reparationsbehov mødesalen lukke.

Revolutionen indledes med Boldhuseden i juni 1789

Forsamlingen flyttede da til boldspilhuset i Versailles, hvor revolutionen indledtes 17. juni 1789, da borgerskabets repræsentanter (“tredjestanden”) ved Stænderforsamlingen erklærede sig for Nationalforsamling. Forsamlingen aflagde efterfølgende – ved den såkaldte Boldhused – mundtligt og skriftligt ed på at forblive samlet og give møde, til den havde skaffet Frankrig en forfatning.

Kongen, Ludvig den 16., gav op og beordrede de andre stænders repræsentanter til at slutte sig til Nationalforsamlingen.

I Paris var der stor uro pga. stigende brødpriser. Da kongen kaldte 18.000 soldater ind mod Versailles og 11. juli fyrede sin finansminister, blev pariserne bekymrede.

Rygterne ville vide, at kongen havde tænkt sig at angribe byen med sine tropper og borgerne begyndte 13. juli at samle sig og skaffe sig våben for at forsvare byen. Et af de steder, der var våben, var Bastillen, en middelalderfæstning, som blev brugt som fængsel, og den 14. juli 1789, stormedes Bastillen.

Der blev oprettet en nationalgarde med Joseph La Fayette som chef til at holde orden og forsvare byen mod de kongelige tropper. Stormen på Bastillen blev den første store revolutionsdag, journée révolutionnaire, og årsdagen er siden blevet fejret som Frankrigs nationaldag.

I de følgende måneder arbejdede Nationalforsamlingen på nye reformer, bl.a. afskaffelse af adelens privilegier og ligeret for loven.

For at imødekomme bøndernes krav gennemførte Nationalforsamlingen den 4. august 1789 en ophævelse af mange af de privilegeredes rettigheder.

Den franske nationalforsamling – der oprindeligt var blevet valgt som en stænderforsamling – vedtog i begyndelsen af august at afskaffe de gamle standsprivilegier. Dermed ophævede man den feudale samfundsorden, der havde hersket i Frankrig siden middelalderen.

Erklæringen om menneskerettigheder

Den 26. august 1789 vedtog forsamlingen en erklæring om menneskerettighederne. Den var inspireret af den amerikanske uafhængighedserklæring og påvirket af de franske oplysningsfilosoffer.

Sammen med den amerikanske uafhængighedserklæring er den franske menneskerettighedserklæring 1789 et afgørende skridt på vej mod udviklingen af de moderne forestillinger om menneskers medfødte rettigheder.

Over sommeren 1789 blev brødproblemet atter akut, og parisiske kvinder drog den 5. oktober 1789 i tusindvis til Versailles og krævede brød.

Under pres måtte kongefamilien forlade slottet for at tage ophold i paladset Tuilerierne i Paris.

De næste par år var gennemgående fredelige. Nationalforsamlingen påbegyndte en moderne administrativ inddeling af landet i departementer, men hovedinteressen samledes om at bekæmpe finanskrisen. I forbindelse hermed ønskede man at få kirken under statens kontrol. Man ønskede at bryde kirkens afhængighed af paven og kongemagten og at tvinge præster til at erklære sig loyale over for staten alene, samtidig med at kirkens ejendomsbesiddelser blev eksproprieret.

Dette førte imidlertid til alvorlige gnidninger med kongen, som støttede kirken, samt til modstand i adelen og den stærkt religiøse provinsbefolkning. Samtidig begyndte adelen i stigende grad at forlade landet i protest mod udviklingen; mange slog sig ned i det vestlige Tyskland, hvor de udgjorde et antirevolutionært element.

I juni 1791 foretog kongefamilien et mislykket flugtforsøg til Tyskland, men blev pågrebet i Varennes og ført tilbage til Paris. På et massemøde på Marsmarken 17.7.1791 krævede de politisk aktive fra småborgerskabet, sansculotterne, kongens afgang.

Protestdemonstrationen blev opløst af La Fayettes nationalgardister med mange dræbte og sårede til følge.

Disse begivenheder medførte en dyb splittelse af borgerskabet. Den borgerlige Jakobinerklub blev delt i en royalistisk fløj, som brød ud og dannede Feuillantklubben med Bailly og La Fayette i ledelsen, mens de mere radikale Jakobinere blev tilbage under Maximilien de Robespierres ledelse.

I september 1791 trådte forfatningen i kraft, et konstitutionelt monarki blev indført, og valg til Den Lovgivende Forsamling blev afholdt.

Pga. de stigende spændinger i forholdet til Østrig og Preussen var hovedspørgsmålet krig eller fred. I forsamlingen agiterede venstregruppen under Jacques Pierre Brissot for krig som et middel til at samle nationen og udbrede revolutionens idéer, mens feuillanterne var modstandere af krigen.

I Jakobinerklubben advarede Robespierre mod krigen af frygt for et militærdiktatur. I håb om at Frankrig ville tabe, støttede kongen krigen.

Krigstilhængerne havde overtaget, og i april 1792 erklæredes krig mod Østrig og senere mod Preussen.

Krigen gik dårligt, og det blev mere og mere åbenbart, at kongen stod i ledtog med fjenden.

Sansculotterne, der især bestod af politisk aktive blandt håndværkere, småhandlende og lønarbejdere, var oprindelig særlig drevet af manglen på brød og andre levnedsmidler, der blev vendt til glødende modstand mod monarkiet. Navnet kommer af fransk sans-culotte ”de, der går uden knæbukser”, dvs. med lange bukser.

Sansculotterne stormede Tuilerierne den 10. august 1792. Det betød kongedømmets endelige fald og kongefamiliens fængsling i Le Temple.

Da fjenden i september nærmede sig Paris, gik der panik i sansculotterne, og de foranstaltede massakrer, de såkaldte Septembermyrderier, på de mange fængslede.

Justitsminister Georges-Jacques Danton søgte at mobilisere alle kræfter til en militær indsats; situationen lettedes imidlertid noget ved underretningen om en fransk sejr ved Valmy den 20.9.1792.

Den 21. september 1792 trådte det nye Nationalkonvent sammen. Nationalkonventets radikale fløj blev kaldt Montagnen, mens den mere moderate fløj blev kaldt Gironden (oprindelig efter deputerede for Departementet Gironde, senere fortalere for krig med revolutionens ydre fjender, men Girondinerne fortrængtes efterhånden fra alle ledende stillinger og blev sluttelig betragtet som decideret modrevolutionære og mange blev dømt og henrettet).

Den store midtergruppe blev kaldt Sumpen (La Plaine, Le Marais) udgjorde ca. 1/3 af de deputerede. Den støttede en periode Gironden, senere Montagnen under Robespierres ledelse.

Kong Ludvig den 16. guillotineres den 21. januar 1793

Forsamlingen proklamerede straks indførelsen af republikken, dømte kongen til døden og lod ham guillotinere 21.1.1793.

I foråret 1793 stillede sansculotterne, ledet af den yderligtgående gruppe de rasende, krav om sociale reformer.

I marts oprettedes Revolutionsdomstolen, som skulle dømme politiske modstandere, og i april etableredes Velfærdsudvalget, som blev den reelle revolutionære regering.

I Nationalkonventet blev girondinerne udrenset med støtte fra sansculotterne, og et egentligt montagnarddiktatur blev resultatet. Men presset fra sansculotterne fortsatte og kulminerede i en stor demonstration 5.-6. september 1793, der denne gang var vendt mod montagnarderne.

Rædselsherredømmet

Montagnarderne måtte bøje sig for pøbelens krav, og rædselsherredømmet blev gennemført.

Der blev slået hårdt ned på såkaldte kontrarevolutionære, indført maksimalpriser på en række fødevarer og massemobilisering til hæren.

I foråret 1794 rettedes der kritik mod den revolutionære regering fra moderate montagnarder, dantonisterne, under ledelse af Danton, som ønskede Rædselsherredømmet afviklet. De yderligtgående, hébertisterne, ledet af Jacques René Hébert og støttet af militante sansculotter, ønskede samtidig en endnu mere radikal terrorpolitik.

Regeringen reagerede prompte ved at få hébertisterne guillotineret i marts og dantonisterne i april.

Den revolutionære regering tiltog sig herefter mere og mere kontrol over det politiske liv. Den fik magten i Pariserkommunen, og mange folkelige klubber blev lukket. Den berygtede offentlige anklager Antoine Fouquier-Tinville administrerede den uhyggelige prairiallov fra juni, som med ubønhørlig strenghed fratog de anklagede ret til forsvar. Rædselsherredømmet nåede sit højdepunkt i denne periode.

Samtidig søgte Robespierre med dyrkelsen af Det Højeste Væsen at indstifte en verdslig religion.

Men snart kom det til voldsomme konflikter i Velfærdsudvalget og Sikkerhedsudvalget, og mange konventsmedlemmer frygtede for deres liv.

En sammensværgelse, dannet af bl.a. Jean Lambert Tallien, Joseph Fouché og Paul Barras, fik under et stormfuldt møde i Nationalkonventet den 27.7.1794 (9. thermidor efter den republikanske kalender) Robespierre, Saint-Just, Couthon og andre tilhængere af Rædselsherredømmet arresteret.

De blev dømt og guillotineret dagen efter. Rædselsherredømmet var forbi.

Direktoriet i 1795

De nye magthavere, thermidorianerne, lukkede Jakobinerklubben, og i desperation over de håbløse økonomiske vilkår foranstaltede sansculotterne de sidste revolutionære krampetrækninger i april og maj 1795.

Nationalkonventet satte militæret ind, og hermed havde sansculotterne udspillet deres politiske rolle.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt.

Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

Napoleons kup 9. november 1799

Regeringen førte en slingrende kurs med skiftende alliancer, valgsvindel og kup støttet af militæret. Konsekvensen blev da også, at Napoleon Bonaparte den 9.11.1799 gennemførte et militærkup, som førte til republikkens ophør og oprettelsen af Konsulatet og senere Kejserdømmet.

Napoleon

Napoleon Bonaparte blev født i byen Ajaccio på Korsika som Napoleone di Buonaparte i en lavadelig familie af italiensk afstamning. Skønt han ikke var den ældste søn, blev han efter faderens tidlige død familiens egentlige overhoved. Han blev uddannet som artilleriofficer på franske militærskoler, og under revolutionen sluttede han sig, mest af praktiske grunde, til jakobinerne og gjorde hurtigt karriere som general.

Han fik sit militære gennembrud gennem sin indsats under Toulons generobring 1793.

Jakobinernes fald, Robespierre og andres guillotinering, slutningen på Rædselsherredømmet i 1794 og indførelsen af Direktoriet i 1795 bragte ham en overgang i unåde.

I oktober 1795 gennemførtes en ny Direktorieforfatning. Fem direktører, med Barras som den ledende, fik den udøvende magt. Utilfredsheden med Direktoriet var stor, hvilket medførte, at royalisterne søgte at rejse sig til modstand i oktober, men opstanden blev knust af bl.a. Napoleon Bonapartes artilleri.

I 1796 blev han imidlertid leder af hæren i Italien med hjælp fra overdirektøren Barras, hvis forhenværende elskerinde, Joséphine de Beauharnais, han samtidig giftede sig med.

Gennem de to felttog til Italien 1796-97 og Egypten-Syrien 1798-99 skabte han sig en position som landets mest succesrige general. Det første felttog viste for alvor hans evner som leder af lynkrig, desuden trådte han frem som politisk faktor ved på egen hånd at slutte fred med Østrig, da han giftede sig med den østrigske Marie Louise fra Habsburg familien.

Det andet felttog endte trods begyndende sejre i fiasko, men skabte også sensation om hans navn.

Ved sit statskup den 9. november 1799 (Brumairekuppet efter den republikanske kalender) udnævnte han sig selv til førstekonsul med støtte fra regerings- og militærkredse, der ønskede et mere effektivt styre, og de kommende 15-16 år var han landets enehersker.