Danmarks høje offentlige udgifter udtryk for manglende prioritering og effektivisering

Det danske skattetryk steg i 2019 med 1,8 pct. til 46,9 pct. Samtidig faldt det gennemsnitlige skattetryk i EU til 41,1 pct. Det fremgår af en rapport fra Eurostat, hvor det også fremgår at Danmark nu igen er tæt på at have det højeste skattetryk. Frankrig havde i 2019 fortsat rekorden med 47,4 pct. men det franske skattetryk er på vej nedad, mens skattetrykket i Danmark er stigende.

Danmark har suverænt rekorden med det største skattetryk på 30,7 pct. på indkomster og formuegoder. Langt over f.eks. Sverige med 18 pct.

En af årsagerne til den absurde udvikling i Danmarks økonomi er, at det samlede overblik er forbeholdt forholdsvis få. Hovedparten af Folketingets medlemmer aner ikke hvad de har mellem hænderne og i 2022 er pengene trods Nationalbankens og Vismændenes advarsler fortsat med at fosse ud til offentlige udgifter.

Skatte- og afgiftstrykket er gået amok, forbrugerpriserne er de højeste i EU, ejendomsskatter og grundskyld nærmer sig ekspropriering, borgernes udgifter til el, vand, varme og renovation på selv moderat forbrug er de højeste i verden og banker og realkreditinstitutter flår kunderne med stiftelsesprovisioner og negative renter.

Den offentlige sektor, sundhedsvæsenet, undervisnings- og skattevæsen og den kollektive trafik er kritisabel og vores universiteter og forskningsinstitutioner rangeres på linje med bananstater.

De etablerede medier syntes ikke at interessere sig for grundlaget for vækst og beskæftigelse og overhovedet vilkårene for tilvejebringelse af et bruttonationalprodukt, og for de fleste politikere er samfundsøkonomisk viden og ansvarlighed en by i Rusland.

Vi kunne uden problemer og uden at en eneste tog notits heraf flytte finansministeriet til den tidligere sindssygeanstalt Augustenborg på Als, hvortil Fødevareministeriets landbrugsstyrelse allerede er forvist.

Kommunernes og regionernes økonomi

Rammerne for kommunernes og regionernes økonomi fastlægges i forhandlinger mellem regeringen og kommuner og regioner.

Finanslovsforhandlingerne og forhandlingerne med kommuner og regioner er skuespil, der opføres for at give befolkningen det indtryk, at regeringen og Folketingets partier er ansvarlige i deres omgang med skatteborgernes penge.

Aftalen den 8. juni 2022 mellem regeringen og kommunerne betyder, at kommunerne i 2023 råder over et samlet udgiftsbudget på 424 mia. kr.

Regeringen og regionerne er den 10. juni 2022 blevet enige om regionernes økonomi for 2023. Regionerne råder dermed i 2023 over et samlet udgiftsbudget på omkring 135 mia. kr.

Med aftalerne har regioner og kommuner i 2023 mulighed for tilsammen at disponere over 560 mia. kr.

Kritik

Uanset de rundelige servicerammer høres fra kommuner og regioner kritik, der, der bringer mindelser om venstrefløjens advarsler i 1980’erne mod den daværende borgerlige regerings politik, der uvægerligt ville resultere i en ”social massegrav”.

Man bliver deprimeret, når flere konservative borgmestre blander sig i koret og meddeler, at man har brug for flere af skatteborgernes penge.

Samlede offentlige udgifter

Hvert år er den sagesløse befolkning vidne til tilsyneladende benhårde forhandlinger om finansloven. For 2023 vil forhandlingerne blive præget af det kommende folketingsvalg. Befolkningen vil blive bibragt et indtryk af, at der kæmpes om hver eneste krone i forhandlinger om partiernes krav om yderligere ressourcer til nødlidende områder.

Valg eller ikke valg – det ender med en finanslov, der bringer de samlede offentlige udgifter i 2023 op på omkring 1.150 mia. kr. svarende til knap halvdelen af det forventede bruttonationalprodukt på 2.300 mia. kr. i 2023.

Behov for national kompromis om prioritering og effektivisering

Hverken regering eller den politiske opposition har vilje eller evner til at prioritere mellem vigtigt og mindre vigtigt. Selvom der ved prioritering og effektivisering kunne skaffes flere ressourcer til konsolidering af velfærd og andre vigtige nødlidende områder er svaret altid et forhøjet krav til skatteborgerne.

Det er veldokumenteret af produktivitetskommissionen og andre, at der i det offentlige er muligheder for effektivisering, så man kan opnå de samme resultater med forbrug af færre ressourcer. Udover almindelig slendrian, er der også det høje sygefravær, som er et resultat af dårlig ledelse og dårlig kultur mange steder i den offentlige sektor. Hvis sygefraværet reduceres til samme niveau som i den private sektor, er der mulighed for store besparelser.

Effektivisering og prioritering kommer ikke fra den ene dag til den anden. Men hvis de politiske partier droppede det bevidstløse krav om flere penge, og i stedet som led i et nationalt kompromis gik konstruktivt og positivt til værks over for den kendsgerning, at ressourcerne er begrænsede, så kunne reel prioritering og effektivisering blive en mere naturlig del af den politiske kultur.