Socialdemokratiets slingrekurs i forhold til USA

Hans Hedtoft

En aftale med USA om, at landet må stationere både soldater og materiel på dansk jord – en såkaldt DCA – Defense Cooperation Agreement – er et fundamentalt socialdemokratisk kursskifte fra en strategi, der blev grundlagt efter Danmarks medlemskab af NATO i 1949.

I 1953 afviste Danmark en amerikansk forespørgsel om man må stationere jagerfly og jagerbombere på dansk jord på baser i Jylland. Danmark siger nej til tropper i 1953 og til atomvåben i 1957. Det er siden kommet frem, at man stiltiende og i fortrolighed accepterede atomvåben i Grønland.

I 1953 var republikaneren Dwight D. Eisenhower lige blevet præsident i USA, og det er på dette tidspunkt, at den socialdemokratiske linje – ”NATO-allieret med forbehold” – bliver grundlagt. På den ene side, skal Danmark sikre sig, at man er loyalt nok medlem af NATO til, at amerikanerne vil komme og redde os, og på den anden side ville man sikre, at man som lille frontlinjestat ikke eskalerer konflikten, eller provokerer Sovjetunionen for meget. For en krig på dansk jord var ingen interesseret i!

Selvom DCA-aftalen angiveligt ikke omfatter stationering af atomvåben på dansk jord, vil Rusland med al sandsynlighed opfatte den kommende aftale, der giver USA lov til at sende tropper, fly, flåder og materiel til Danmark som en provokation. Men Rusland er ikke Sovjetunionen, og meget har ændret sig siden den kolde krig.

Socialdemokratiet og fodnotepolitikken

Fra slutningen af 1970’erne og især i begyndelsen af 1980’erne skiftede socialdemokratiet holdning.

I bogen ”Koldkrigere, medløbere og røde lejesvende” giver Rosanna Farbøl en faghistorikers bud på en videnskabelig beskrivelse af Den Kolde Krigs eftermæle, og politikeres og andres brug af den til at begrunde og understøtte deres handlinger, beslutninger og meninger.

Ritt Bjerregaards erindringer, der har titlen ”Valgt”, har også kastet lys over den sikkerhedspolitiske debat i 1970erne og 80erne. Bogen er anmeldt hele 2 gange i Berlingske Tidende.

Bøgerne kan være en god anledning til at minde om det landsforræderi, der blev begået under den kolde krig i forbindelse med den kujonagtige fodnotepolitik.

Fodnotepolitikken

Yngre generationer har allerede glemt hvordan socialdemokraterne Svend Auken, Ritt Bjerregaard, Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nilsson spillede centrale roller i Socialdemokratiet i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, hvor Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre efter regeringsskiftet i 1982 førte en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation, var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Ritt Bjerregaard og Svend Auken gik sammen med partiets udenrigspolitiske meningsdannere som Mogens Lykketoft, Lasse Budtz og Poul Nilsson ind for en atomvåbenfri zone i Norden, som var et Sovjetisk ønske. Ritt Bjerregaard beskriver i ”Valgt”, hvordan hun aktivt gik ind i arbejdet for fredsbevægelserne.

I hendes version oprustede præsident Ronald Reagan og gjorde den kolde krig varmere, mens Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov var fredens mand.

De fleste født før ungdomsoprøret kender historien. De vil vide, at opgøret i socialdemokratiet gik dybt og var smertefuldt. Flere gamle partisoldater – som f.eks. Robert Pedersen – havde været frihedskæmpere og var efter krigen antikommunister. Det smertede dem at se en ung generation, der tilsyneladende ikke havde forstået meget af de totalitære bevægelsers hærgen, og Ritt gjorde ondt værre ved at være nedladende og blandt andet kalde Robert Pedersen og hans NATO-venlige venner for ”kustoder”.

Fagbevægelsen var skeptisk

I fagbevægelsen var man også skeptisk. I et interview i Avisen.dk karakteriserer Ritt Bjerregaard selv sit forhold til fagbevægelsen som anstrengt. ”I tidens løb har blandt andet Dansk Metal kaldt mig ”giftsnog” og andre hjertelige udtryk”, fortæller Ritt Bjerregaard og lader forstå, at det ikke har naget hende.

Der er ikke noget, der tyder på, at Ritt senere nuancerede sine holdninger siden 1970erne og 80erne, og i sin selvbiografi undlader hun at berette, hvordan hendes politik bragte Danmark i vanskeligheder i NATO.

Socialdemokratiet

For Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft var naturlige midtpunkter, var USA ”Den Store Satan”, og de kommunistiske diktaturer forekom ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet, og ud over de talrige besøg i DDR, fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Et af de mere groteske eksempler på denne flirten med diktaturstater, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel hvor diktaturets ideologi blev beskrevet som Samba-socialisme!

Det Radikale Venstre

Der rejses ofte tvivl om Det Radikale Venstre under den kolde krig gjorde sig skyldig i et tilsvarende landsforræderi. De Radikale havde faktisk en selvstændig mening: Fra Erik Scavenius og samarbejdspolitikken under besættelsen kan der frem til den aktuelle radikale new public management politik trækkes en lige linje fra partiets modstand mod et troværdigt dansk forsvar, partiets holdning i jordspørgsmål, partiets indædte modstand mod Danmarks medlemskab af NATO i 1949, og frem til samarbejdet med det Stasistyrede Bondeparti i DDR og støtten til – og i virkeligheden ansvaret for -socialdemokraternes kujonagtige fodnotepolitik i 1980’erne. Når Det Radikale Venstre kan gøres direkte ansvarlig, skyldes det, at med partiets mandater kunne der etableres et flertal uden om regeringen, der i realiteten kunne diktere dansk sikkerhedspolitik i en årrække.

NATO-valget 10. maj 1988

Blandt Poul Schlüters mange fortjenester hører, at han med atom-valget i 1988 og fritstillingen af Det Radikale Venstre fik sprængt det alternative sikkerhedspolitiske flertal, der siden 1982 havde drevet regeringen og det borgerlige Danmark rundt i manegen.

Den direkte anledning til valget udskrivelse var at regeringen nogle dage forinden var kommet i mindretal i et udenrigspolitisk spørgsmål. Folketinget vedtog mod regeringens stemmer en dagsorden, der krævede at fremmede magters krigsskibe og ubåde, der anløb danske havne skulle gøres bekendt med den danske atomvåbenpolitik, der indebar, at atomvåben ikke måtte findes på dansk område.

Forud var gået et kompliceret parlamentarisk forløb, der mundede ud i at statsminister Poul Schlüter fra Folketingets talerstol beskyldte Socialdemokratiets formand Svend Auken for at have brudt en aftale om at sikre at dagsordenen ikke blev vedtaget, mens Svend Auken på sin side beskyldte Schlüter for at lyve.

Valget kom til at forme sig som et opgør om den danske sikkerhedspolitik – især oppositionens såkaldte fodnotepolitik, der gang på gang havde bragt regeringen i mindretal i sikkerhedspolitiske og NATO-relaterede spørgsmål.

Efter valget dannedes KVR-regeringen, hvor Schlüter – bl.a. for at bryde det sikkerhedspolitiske flertal uden om regeringen – droppede Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti som regeringspartnere til fordel for Det Radikale Venstre.

Socialdemokratisk ko-vending?

Ifølge regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi er det en højt prioriteret målsætning for Danmark at arbejde for et ”NATO rustet til fremtiden, båret af endnu stærkere transatlantiske bånd og med Danmark i kernen”.

I strategien understreges det, at Danmark og USA har et tæt forhold, som vi skal værne om og udbygge. ”Fordi en tæt relation til USA, både bilateralt og i de forpligtende fællesskaber, er afgørende for at fremme vores værdier og interesser i verden – for vores tryghed og vores velfærd”.

Strategien siger ikke direkte noget om en snarlig aftale med USA om, at landet må stationere både soldater og materiel på dansk jord, men det fremgår, at: ”Vi vil styrke vores tætte forsvarssamarbejde med USA – både i Danmark og i vores nærområde”.

Spørgsmålet er om socialdemokratiet også har ændret holdning til atomvåben? Hvordan vil regeringen i praksis håndtere den danske atomvåbenpolitik? Vil det blive krævet, at amerikanske fly, krigsskibe og ubåde, inden ankomst til dansk territorium skal gøres bekendt med den danske atomvåbenpolitik, der indebærer, at atomvåben ikke måtte findes på dansk område?

One thought on “Socialdemokratiets slingrekurs i forhold til USA

  1. Tak Søren Skafte for dette resumé af især fodnotepolitikken og dens ophav! Der var flere endnu end de nævnte! Hele dette maskepi over perioeden far 1949 til dato demonstrerer. hvordan det danske krasaldemkrasoti medsamt den vekslende gammelkommunistiske venstrefløj til dato har holdt Danmark på kanten til en udtræden eller udsmidning af NATO. Lige så forlorent som det svenske! DE MÅ IKKE GLEMMES!

    Like

Leave a Reply to Oluf Anders Johnsson Cancel reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s