
Olie kan stige til 150 dollar per tønde i dette kvartal hvis Rusland-Ukraine spændingerne fører til et “negativt forsyningschok” siger investeringsbanken J.P. Morgan fredag den 21. januar 2021 i en analyse ifølge Bloomberg.
En stigning i Brent-olieprisen til $ 150 pr. tønde vil være et hop på 100 pct. i forhold til gennemsnitsprisen på 75 dollars i fjerde kvartal 2020.
Brent olieprisen er hidtil i år steget med omkring 12 pct., og under fredagens handler nåede prisen op på 88 dollars per tønde.
“De seneste geopolitiske spændinger mellem Rusland og Ukraine øger risikoen for en væsentlig stigning i dette kvartal,” siger J.P. Morgan-økonomerne Joseph Lupton og Bruce Kasman i analysen.
“At dette kan komme på et tidspunkt, hvor den globale inflation er den højeste i årtier og den globale økonomi presses af nye bølger af COVID-pandemien, viser de risici der er på kort sigt ved den ellers grundlæggende stærke økonomiske genopretning”.
I J.P. Morgan-analysen forudsætter en 100-pct. stigning i olieprisen, at ”en negativ geopolitisk begivenhed” mellem Rusland og Ukraine fører til et brat fald i den globale olieproduktion med 2,3 millioner tønder. Udover den umiddelbare prisstigning på olie vil det betyde, at det globale BNP reduceres med 1,6 pct. og inflationen presses op fra omkring 3 pct. til over 7 pct. i første halvdel af 2022.
Ifølge investeringsbanken er der to andre kanaler, hvorigennem et udbudschok som følge af en russisk intervention i Ukraine kan skade den globale vækst. Den første er, at USA koordineret med allierede og samarbejdspartnere formentlig vil indføre sanktioner mod Rusland, der kan påvirke stemningen og de globale finansielle forhold negativt.
Den anden reaktion kan komme fra de store centralbanker, der traditionelt opfatter olieprischok i forbindelse med geopolitisk uro som en større trussel mod den økonomiske vækst end inflation, og som derfor kan reagere med stramninger.
Endelig påpeges det, at situationen kan føre til en periode, hvor de globale valuta- og finansmarkeder præges af stigende risikoaversion, som kan føre til et nedadgående pres på visse aktiver og valutaer.