Angela Merkel stadig kansler efter næste søndag?

Kort før det tyske forbundsdagsvalg søndag den 24. september 2017 ligger Angela Merkels CDU ifølge meningsmålingerne klart i spidsen med opbakning fra 38 pct. af vælgerne. Til gengæld taber socialdemokratiet, SPD, og den tidligere formand for EU-parlamentet, Martin Schultz, terræn. Kun omkring 23 pct. støtter SPD, og partiet har lidt nederlag på stribe ved de tyske delstatsvalg. Martin Schulz’ chancer for at blive kansler vurderes derfor i øjeblikket som særdeles begrænsede. Det ville forudsætte, at SPD kunne danne regering med De Grønne og venstrepartiet Die Linke. Det anses for helt usandsynligt: Dels er der intet der tyder på, at venstrefløjen kan få flertal ved valget, og samtidig ville Die Linkes reservationer overfor NATO og EU gøre en sådan regering umulig.

Men hvorfor flygter vælgerne fra det tyske socialdemokrati, SPD?

Udviklingen i Tyskland bekræfter en tendens vi har set i Frankrig, Holland og senest i Norge. I Tyskland kan der peges på en række konkrete årsager: Udlændinge, arbejdsmarkeds- og krisepolitikken, EU og euroen, Rusland og forsvarssagen.

Udlændingepolitikken

SPD har ikke kun kritikløst fulgt Angela Merkels oprindelige imødekommende udlændingepolitik, men i flere tilfælde endog gået videre end Merkel. SPD har været særdeles uforsonlig overfor det indvandringskritiske højreparti Alternative für Deutschland. Partiet betegnes som en skamplet på forbundsrepublikkens politiske kultur og SPD har aktivt arbejdet for at holde indvandringsskeptikerne uden for indflydelse.

SPD har aktivt støttet EU-politikken med flygtningekvoter til de enkelte medlemslande. SPD og Martin Schulz har åbenlyst truet med at tage finansielle sanktioner i brug over for flygtningeskeptiske lande som Polen og Ungarn.

Angela Merkel og CDU/CSU har på det seneste indtaget en mere forsigtig holdning, som har taget noget af brodden af den kraftige kritik, Merkel oprindeligt blev udsat for efter hendes ukloge reaktion på den stærke folkelige kritik af de åbne grænser i 2015: ”Wir schaffen das!”

Flygtningetemaet er dermed røget langt ned ad dagsordenen som en konsekvens af såvel det beskedne antal nytilkomne flygtninge og Merkels afsked med den “Wilkommenskultur” hun var talsmand for i 2015. Valgkampen har dermed ikke udviklet sig til en folkeafstemning om Merkels flygtningekurs. Siden efteråret 2015 har regeringen desuden gennemført en stribe stramninger af flygtningepolitikken, og Merkel har personligt slået fast, at den situation, hvor mange ukontrolleret kom ind over de tyske grænser – ikke må gentage sig.

I valgets slutfase er det derfor især Martin Schultz, der fremstår som den naive indvandringsvenlige, der ignorerer den folkelige modstand og de åbenbare trusler mod den tyske samfundsorden – og det bliver han straffet for!

SPD gøres ansvarlig for situationen på det tyske arbejdsmarked

Antallet af deltidsjob er eksploderet i Tyskland. 10 millioner tyskere arbejder nu uden overenskomst som kontraktansatte og deltids arbejdere.

1,3 millioner tyskere tjener så lidt, at de får suppleret deres indtægt med socialhjælp. Den tyske økonomi buldrer derud af. Konkurrenceevnen er i top og overskuddene på den tyske handelsbalance er rekordhøj. Mens de tyske virksomheder tjener penge, og arbejdsgiverne ikke er blevet mindre velstående, får millioner af tyske ansatte helt ned til fire euro i timen i deltidsjob. Det svarer til 30 kroner. Og mange må have to job for at få enderne til at mødes.

Nye tal fra Det Tyske Arbejdsagentur viser, at op mod 2,7 millioner tyskere med fuldtidsarbejde har et ekstra job ved siden af. Antallet af deltidsjob er eksploderet i Tyskland siden starten af 2000, hvor den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schröder indførte de såkaldte Hartz-reformer på hele arbejdsmarkedet.

Ideen var at, erhvervslivets omkostninger skulle ned for at øge produktivitet og konkurrenceevne. Det skulle ske ved besparelser på velfærdsydelserne, da den tyske ”arbejdsmarkedsbaserede” velfærdsmodel indebærer, at velfærdsydelserne finansieres via sociale bidrag, som både arbejdsgivere og lønmodtagere betaler til.

Hartz-reformerne

Hartz-reformerne var opkaldt efter VW’s daværende personaledirektør, Peter Hartz, som Gerhard Schröder havde hyret som rådgiver og leder af en kommission, der i øvrigt fik opbakning fra toppen af tysk fagbevægelse.

Reformerne har omfattet en række stramninger på det tyske arbejdsmarked. Blandt ændringerne:

  • Understøttelsen til arbejdsløse blev sat ned. Det skabte et nyt lavtlønsarbejdsmarked gennem øgede krav til arbejdsløse om at tage lavtlønnet arbejde
  • Sammenlægning af arbejdsløshedsunderstøttelse og bistandshjælp
  • Langtidsarbejdsløse sidestilles med kontanthjælpsmodtagere
  • Nye krav om rådighed, arbejds- og aktiveringspligt
  • Dagpengeperioden blev forkortet til 12-18 måneder. Før var den 32 måneder
  • Arbejdsløse 55-64-årige kan kun få understøttelse i 18 måneder, mens arbejdsløse under 54 år kan modtage understøttelse i 12 måneder.
  • Hjemmeboende unge under 25 år får kun får halv bistandsydelse

“Minijobbene” fra 2003 betød en fast indkomstgrænse på 400 euro. Til gengæld for den lave løn blev tyske ansatte i ”minijobs” fritaget for at betale skat og socialforsikringsbidrag og evt. suppleres med bistandshjælp.

En anden nyskabelse var såkaldte ”midijob” fra 2003 – det vil sige støttede job til en månedsløn på 400-800 euro, hvor arbejdsgiverne til gengæld for den lidt højere løn kan nøjes med reduceret betaling af skat og sociale bidrag.

Indførelsen af ”mini-og midijobs” har betydet en omfattende løndumping, idet væksten i beskæftigelsen i Tyskland primært er sket i de nye typer lavtlønsjob og på bekostning af normallønnede, fuldtidsbeskæftigede og faste jobs.

Mange socialdemokrater er af den faste opfattelse, at reallønnen i Tyskland i mange år har stået stille, efter at Hartz-reformerne er trådt i kraft.

Ligeløn

SPD og Martin Schulz har i valgkampen søgt at gøre op med lønforskelle mellem mænd og kvinder på det tyske arbejdsmarked. SPD er om nødvendigt parat til at gennemtvinge ligestillingen med lovgivning. Den tilgang er kontroversiel blandt de mange, der foretrækker at disse spørgsmål håndteres i lønforhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

EU og euroen

Den tale om “State of the Union”, som EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker holdt den 13. september 2017 indeholder en række elementer, som brede kredse i Tyskland vil have reservationer overfor.

Junckers forslag om en valgt formand for Ministerråd og Kommission og en permanent finansminister med vidtstrakte beføjelser til at blande sig i medlemslandenes økonomiske dispositioner, der samtidig skulle være formand for Euro-gruppen og næstformand i EU-Kommissionen, er næppe spiselig i Tyskland. Der er ej heller i Tyskland opbakning til Junckers forslag om et større EU-budget. Opbygningen af en ny uro-fond, der skal træde til, hvis medlemslande kommer i økonomiske vanskeligheder, er heller ikke populær, hvor det er en udbredt opfattelse, at det er de enkelte landes eget ansvar at holde orden i økonomien.

Heller ikke signalet om, at alle EU-lande skal ”hjælpes” til at blive medlem af Euro-zonen, er populært. Det er i Tyskland en udbredt opfattelse, at Grækenland aldrig skulle have været medlem, og det har ingen hast med at få Bulgarien og andre økonomisk svage lande med i klubben.

Junckers forslag om etablering af et EU-agentur, der skal sikre ensartede arbejdsmarkedsvilkår i alle EU-lande, har næppe udsigt til at overleve.

Som tidligere formand for EU-parlamentet, vil Martin Schultz i høj grad blive identificeret med forslagene fra Juncker, og det vil næppe komme ham til gavn på valgdagen.

Angela Merkel har samtidig været bemærkelsesværdig fåmælt om de forslag, som den franske præsident Emmanuel Macron siden valget i maj har luftet angående euroen og større økonomisk integration. Udover tanken om et fælles eurozonebudget går Macron også ind for en fælles eurozone finansminister med vidtgående beføjelser til reallokere midler mellem økonomisk stærke og svage euro-lande, samt kompetence til at iværksætte sanktioner overfor lande, der ikke overholder de aftalte spilleregler.Til det er der behov for en meget betydelige fælles “redningsfond” på måske flere procentpoint af eurozonens fælles BNP.

Rusland

Angela Merkel opfattes som fast i kødet og et bolværk mod Vladimir Putins bøllemetoder. EU’s sanktionspolitik overfor Rusland er ikke mindst et resultat af Angela Merkels aftryk på den såkaldte Minsk-aftale og hendes bestræbelser på at skabe intern europæisk enighed i konfrontationen med Kreml som følge af situationen i Ukraine og annekteringen af Krim.

Herover for fremstår socialdemokraternes forhold til Rusland som svagt og tvetydigt. Både udenrigsminister Sigmar Gabriel og den tidligere kansler Gerhard Schröder er lydhøre overfor det stigende pres fra tysk erhvervsliv, der ser en økonomisk interesse i at sanktionerne ophæves. SPD har derfor gjort sig til talsmand for en snarlig opblødning af EUs sanktioner mod Rusland. Gerhard Schröder, der er på lønningslisten i Moskva, har dog mistet det meste af sin tidligere troværdighed i Tyskland.

Forsvarssagen

Jean-Claude Juncker luftede i sin ”state of the union”-tale den 13. september 2017, at EU inden 2025 burde have etableret en velfungerende forsvarsunion. Den franske præsident Emmanuel Macron har ligeledes talt for et øget forsvarssamarbejde, og det er givet spørgsmål, der vil være på bordet i de forhandlinger, der imødeses mellem Tyskland og Frankrig efter det tyske valg.

Angela Merkel har i forbindelse med presset fra USA og Donald Trump udtalt, at Tyskland skal leve op til sine forpligtelser i NATO. Merkel har derfor i fuld overensstemmelse med de borgerlige vælgere i CDU og CSU lovet at øge forsvarsudgifterne til to pct. af BNP inden 2024.

SPD har blankt afvist at bruge flere penge på forsvaret, men det er spørgsmålet, om Schultz har de traditionelle socialdemokratiske med sig?

Jamaica-koalition efter forbundsvalget søndag den 24. september?

Hvor både CDU og SPD i begyndelsen af valgkampen lagde vægt på den afgrundsdybe forskel på de 2 partier har begge sider i valgkampens slutfase være mere afdæmpede, og ingen afviser, at valget kan føre til en fortsættelse af den nuværende regering. Regeringsdannelsen i Tyskland kan imidlertid meget vel blive kompliceret, hvis SPD påføres et meget stort nederlag. I så fald må Martin Schultz formentlig gå af, og SPD kan som parti have behov for at restituere sig i en periode i opposition.

Hvis det efter valget på søndag ikke vil være muligt at fortsætte regeringssamarbejdet mellem CDU/CSU og SPD, tales der i Tyskland som alternativ til den ”store koalition” om en såkaldt ”Jamiaca-koalition” – en sort-gul-grøn koalition bestående af CDU/CSU, det liberale parti FDP og De Grønne.

Helmut Kohl regerede i sin tid Tyskland sammen med FDP, men inddragelse af FDP i regeringen vil ikke være uden problemer. For det første vil FDP utvilvsomt kræve finansministerposten og dermed vil Merkel få et problem med hendes magtfulde finansminister siden 2009, Wolfgang Schäuble. Schäubles betydning for europæisk politik kan næppe overvurderes. Det er den tyske økonomi, der i øjeblikket er motoren i europæisk økonomi og det er tysk lavinflationspolitik, der slår takten i Euro-samarbejdet. Og det er altså en 74-årig kørestolsbruger, som har været vogteren over ansvarlighedens økonomiske politik – den såkaldte austerity-politik, der ikke mindst i Sydeuropa lægges for had som en fantasiløs budgetdisciplin, besparelser på de offentlige budgetter og reel stagnation.

Det liberale FDP vil næppe være særligt imødekommende overfor de ad Frankrigs Emmanuel Macron ønskede økonomiske reformer. FDP har i hvert fald flere gange slået fast, at det skal være slut med den bløde kurs over for lande, der ikke overholder Vækst- og Stabilitetspagten til punkt og prikke, samtidig med at de er fundamentalt imod for eksempel euro-obligationer.

Selvom Angela Merkel formentlig vil foretrække at fortsætte samarbejdet med et svækket SPD, har hun flere brikker at flytte med.