Den 31. maj 2023 brugte Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, Folketingets afslutningsdebat til at markere 40-året for udlændingeloven fra 1983. Han krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det under afslutningsdebatten, hvor Messerschmidt i 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl, og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark, mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode var Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget i fokus. Anledningen har været barnebrude, og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – kun Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika – et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt. Samtidig bliver der indført en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvor de som udgangspunkt skal bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag af justitsminister Erik Ninn-Hansen i Poul Schlüters Firkløverregering i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden), man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, der var indført med Udlændingeloven af 1983. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede efter Folketingsvalget i september 1987. De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle, men på den københavnske vestegn var de socialdemokratiske borgmestre i oprør over indvandringen.

De fik opbakning fra partiformanden Anker Jørgensen, der advarer mod at Danmark “bliver overrendt af de fremmede”. En intern rapport fra et udvalg anført af vestegnsborgmester Vibeke Storm Rasmussen blev lækket og afslørede en stærk strømning i Socialdemokratiet, som ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Samtidig var Fremskridtspartiet gået frem med tre mandater til i alt ni efter at have advaret mod ”libanonisering” og ”bekvemmelighedsflygtninge”, og det venstrepopulistiske og udlændingeskeptiske Fælles Kurs med partileder Preben Møller Hansen kom ind med fire mandater. Socialdemokratiet mistede 2 mandater og Anker Jørgens overlod formandsposten til Svend Auken (i en aftalt magtdeling med Ritt Bjerregaard).

De nye signaler fra især Socialdemokratiet er medvirkende til at justitsminister Erik Ninn Hansen kun 1 uge efter valget på et ministermøde rejste spørgsmålet om mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Ninn-Hansen præsenterede en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Ministermødet den 15. september 1987 konkluderede ikke, og denne plan blev aldrig realiseret.

Alligevel gav justitsminister Erik Ninn-Hansen umiddelbart efter ministermødet mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.

1. januar 2023 er der i alt 910.898 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 15,4 pct. af den samlede befolkning. 579.457 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.

Da tidligere fødevareminister Mogens Jensen i slutningen af 2019 for 11 mio. kr. købte fire cirkuselefanter og en kamel af Cirkus Arena og Cirkus Trapez, fik vi indtryk af, at vi endelig havde fået en dyrevenlig fødevareminister med hjertet på rette sted.

Knuthenborg Safaripark skulle blive endestationen for elefanterne Ramboline, Lara, Djungla og Jenny samt Rambolines langvarige ven, kamelen Ali. Ali var ikke oprindelig med i entreprisen, men fordi man var blevet oplyst om, at ”det ville være forkert at adskille” Ramboline og Ali, fik staten Ali med i købet.

I Knuthenborg Safaripark kan elefanterne bade i mudder og sand, spise og socialisere med hinanden.

For folk, der ikke kender Mogens Jensen og ikke mindst for udlændinge forekom historien utrolig og frit opfundet, men den er den sand, og velviljen ombølgede den joviale tidligere fødevareminister.

Nye sider af Mogens Jensen

Desværre åbenbarede fødevareminister Mogens Jensen under Corona-krisen nye sider af sin mangefacetterede personlighed: Han er slet ikke dyreven, og hans embedsførelse var decideret ulovlig!

Den 4. november 2020 meddelte Fødevareministeriet, at regeringen havde besluttet at alle 15-17 millioner mink i Danmark skulle aflives, fordi der var fundet mutationer af coronavirussen i danske mink.

Den daværende fødevareminister, Mogens Jensen, udtalte, at ”Vi står over for en af de største sundhedsmæssige kriser, som verden nogensinde har oplevet. Regeringen og jeg er smerteligt bevidste omkring, hvad det her betyder for alle de danske minkavlere, der står til at miste deres levebrød og for nogle; deres livsværk. Men det er det rigtige at gøre i en situation, hvor den vaccine, der lige nu er lyset for enden af en meget mørk tunnel, er i fare”. 

Statsminister Mette Frederiksen bekræftede Mogens Jensens chokerende meddelelse på et pressemøde den 4. november 2020.

Siden viste det sig, at fødevareministerens påbud til minkavlerne om, at de skulle aflive deres dyr, blev givet, uden at man havde et gyldigt lovgrundlag. Ja faktisk var der tale om en decideret grundlovsstridig krænkelse af den private ejendomsret m.v.

Hvem vidste hvad, hvornår?

Hvad vidste regeringen, hvad vidste fødevareministeren, justitsministeren og statsministeren, og hvornår vidste de det?

Fødevareminister Mogens Jensen kom med flere svar på disse spørgsmål:

Først erklærede fødevareministeren, at regeringen vidste, at der ikke var lovhjemmel til at aflive raske mink. Men aflivningen hastede så meget, at ”… derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente en lovgivning”.

Derefter skiftede han forklaring. Nu hed det, at han ikke havde givet minkavlerne et påbud, da han skrev til dem. Det var en kraftig henstilling.

Men i mailen står der “skal” 31 gange!

Den 10. november 2020 kom Mogens Jensen så med den tredje forklaring på, at regeringen havde beordret alle mink i Danmark aflivet uden lovgrundlag:

Han vidste ikke, at lovgrundlaget manglede!

Mogens Jensen ofres

Efter et stærkt politisk pres måtte Mogens Jensen den 18. november 2020 sige farvel til sin post som fødevare-, fiskeri- og ligestillingsminister.

Han trak sig med den begrundelse, at han havde mistet tilliden fra Folketinget: ”For at jeg som minister skal kunne varetage mit hverv, er det afgørende, at jeg har den fornødne tillid i Folketinget”, skrev han dengang på sin Facebook-profil.

Statsministerens ansvar uafklaret

Hvad angår statsministeren, andre ministres og Statsministeriets ansvar, er det stadig uafklaret.

I Folketingets spørgetime tirsdag den 10. november 2020 betegnede Mette Frederiksen hele skandalen som bare en ”fejl”, og efter dannelsen af SMV-regeringen (Regeringen Mette Frederiksen II) den 15. december 2022 blev spørgsmålet om statsministerens og regeringens ansvar arkiveret lodret.

”Folkefronten for Palæstinas Befrielse”, PFLP, støtter aktivt Hamas’ angreb på Israel.

PFLP, der er registreret som terrororganisation i EU og USA og har stået bag en lang række terroraktioner og flykapringer, samarbejdede i 1970’erne og 80’erne med Blekingegadebanden i Danmark.

Banden var en af de mest brutale og totalitært tænkende bander, Danmark nogensinde har set.

I 1970’erne og 80’erne forsøgte Blekingegadebanden på forbryderisk vis at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.

Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, har i årevis været venner og arbejdet politisk sammen med Torkil Lauesen, der var med i Blekingegadebanden.

Bandens forbrydelser til fordel for den palæstinensiske terrororganisation PFLP kulminerede i 1988, hvor et medlem skød og dræbte den 22-årige politibetjent Jesper Egtved Hansen under et røveri mod postkontoret i Købmagergade i København.

Et drab, hvor bandemedlemmerne senere dækkede over hinanden.

”Jeg har aldrig drøftet de her aktiviteter (med Torkil Lauesen, red.) Det har jeg holdt mig langt væk fra,” har Dragsted udtalt til Ekstra Bladet og henviser til, at hans ven jo har afsonet sin straf.

Selvom Pelle Dragsted muligvis ikke længere selv aktivt deltager i voldelige, kommunistiske og revolutionære aktiviteter, er hans politiske overbevisninger og holdninger uændrede.

Enhedslistens støtte til DFLP

Det kom ikke rigtig bag på ret mange, da det i nyhedshistorier og på sociale medier kom frem, at det dansk støttede palæstinensiske parti DFLP sammen med Hamas havde deltaget i terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023.

DFLP – Democratic Front for the Liberation of Palestine – er en marxistisk-leninistisk organisation, der udspringer af PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, og stiftet i 1968. Partiet har også tidligere foretaget en række aktioner med dødeligt udfald rettet mod israelere, herunder et angreb på byen Ma’alot i det nordlige Israel, der kostede 25 israelere livet.

DFLP har i en årrække været støttet fra Danmark (og Sverige). Enhedslisten i Danmark har sammen med Vänsterpartiet i Sverige i flere år givet bevillinger til DFLP i forbindelse med et såkaldt demokratiprojekt i Palæstina.

Vänsterpartiets bidrag på omkring 2 millioner kroner kom Ifølge SIDA – Styrelsen för internationellt utvecklingssamarbete, det svenske sidestykke til DANIDA i Danmark. De svenske bistandsmidler blev kanaliseret til DFLP gennem et samarbejde med Enhedslisten i Danmark.

Enhedslistens bidrag til terrororganisationen har været finansieret af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Enhedslisten og Pelle Dragsted

Enhedslisten består af en alliance dannet i perioden 1989-91 imellem en række politiske partier: Venstresocialisterne (VS), Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Socialistisk Arbejderparti (SAP) og Kommunistisk Arbejderparti (KAP). I sin tid var DKP Moskvatro, og KAP hyldede Kinas Kommunistparti og den blodige kulturrevolution.

Enhedslistens politiske ordfører og frontfigur, Pelle Dragsted, har taget turen fra ungkommunist over det radikale BZ-miljø til Christiansborg. I Enhedslisten, der er et konglomerat af kommunistiske fraktioner, er Pelle Dragsted en af de mest populære og markante skikkelser, og han var ved Folketingsvalget i november topscorer med flere end 14.000 personlige stemmer.

Den 48-årige Pelle Dragsted har tidligere fortalt, at han som ung på Nørrebro i København var en del af den autonome venstrefløj og den voldelige og radikale BZ-bevægelse, og det blev en glidebane ind i et voldsforherligende venstrefløjsmiljø, og inden han var fyldt femten, var Pelle Dragsted ifølge ham selv blevet anholdt “i hvert fald fem gange”.

I 1988, da Pelle Dragsted var 13 år, blev han medlem af ungdomsafdelingen i Danmarks Kommunistiske Parti. Han var antiautoritær og vred og blev hurtigt en del af Børnemagt, hvis hovedmål var at få et børneungdomshus i København. Kort efter meldte han sig ind i Unge Mod Apartheid og begyndte at komme i Ungdomshuset på Jagtvej 69.

Som 17-årig i 1992 meldte Pelle Dragsted sig under fanerne i Antifascistisk Aktion (AFA), der er kendt som de hårde drenge på den voldelige venstrefløj. I 1994 var han med i en bus, hvor han sammen med en mindre gruppe unge bevæbnet med køller og andre våben var på vej mod nazi-lederen Jonni Hansens hjem. Det var som AFA-medlem, at han udøvede hærværk på Sandholmlejren og blev påkørt af nazisten Jonni Hansen, da han under en AFA-aktion i 1999 prøvede at save hans plankeværk over med en motorsav.

I 2000 afsonede Pelle Dragsted i en celle på Kærshovedgård Fængsel øst for Ikast en måneds ubetinget fængselsdom for hærværket mod Sandholmlejren.

Mange har gennem tiden betragtet bestemmelserne i straffeloven om blasfemi som en ”hellig ko”, der snarest burde slagtes. Men hvorfor skal vi overhovedet slagte eller angribe noget, der er helligt for andre?

I 2017 lykkedes det for modstanderne: Straffelovens forbud mod blasfemi – gudsbespottelse – blev efter årelange og ophedede diskussioner afskaffet. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Var det ikke sket, kunne man i dag sætte en stopper for Rasmus Paludans spottende, forhånende og provokerende koranafbrændinger. Rasmus Paludan er stadig rejsende i bål og brand, og siden har han i både Danmark og Sverige fået følge af andre brandstiftere.

Straffelovrådet vurderede i 2015 en afskaffelse af straffelovens daværende blasfemiparagraf – § 140 -og anførte, at ytringsfriheden allerede havde vide rammer, og at selv heftig religionskritik var fuldstændig anerkendt og ikke kunne straffes med henvisning til ytringsfrihed. Med en bevarelse af blasfemiparagraffen vurderede Straffelovrådet, at staten ville have et redskab til at håndtere de allergroveste krænkelser. Omvendt ville en fjernelse af paragraffen betyde, at myndighederne ikke kunne gribe ind over for afbrændinger af religiøse skrifter og bøger som Bibelen, Koranen og andre hellige bøger.

Forbuddet mod blasfemi er en rimelig begrænsning i ytringsfriheden

Den umiddelbare anledning til i 2017 at slagte den ”hellige ko”, som lovgivningens begrænsninger på den ellers ukrænkelige ytringsfrihed, efter nogles opfattelse udgjorde, var faktisk også en koranafbrænding.

En borger blev tiltalt efter blasfemiparagraffen efter at have lagt en video på Facebook, hvor han brændte Koranen. Sagen gav anledning til at opfriske tidligere sager, hvor Biblen angiveligt blev brændt uden at det førte til tiltale for blasfemi:

I 1971 blev DR frifundet, efter at sangerinden Trille havde sunget om øjet i det høje og ham Gud, det var svært at få smidt ud. Helt tilbage i 1938 blev fire personer dømt for at have forhånet den jødiske tro, og i 1946 fik fire personer en bøde for at foretage en ”dåbshandling” under et maskebal.

Blasfemiparagraffen har kun været anvendt i begrænset omfang og anklagemyndigheden har i flere tilfælde afvist at rejse tiltale. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes Rigsadvokatens afgørelse fra marts 2006 i sagen om Jyllands-Postens artikel ”Muhammeds ansigt”.

Selvom sagerne har været få, førte hensynet til førnævnte ukrænkelige ytringsfrihed alligevel til et krav om blasfemiparagraffens ophævelse. Sagens genstand var § 140 i den daværende straffelov, hvorefter den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Bestemmelsen var placeret i straffelovens kapitel 15 om forbrydelser mod den offentlige orden og fred. Det bemærkes, at kun ytringer, der må karakteriseres som spot (latterliggørelse) eller forhånelse (foragt eller nedgørelse på en ondskabsfuld måde), er omfattet af bestemmelsen.

Jens Jørgen Thorsens Jesus-billede

I 1984 vurderede såvel Rigsadvokat som Ombudsmanden en interessant sag om blasfemi, der tillige omfattede magtfordrejning. Udover Jens Jørgen Thorsen, omfattede sagen farverige personer som daværende trafikminister, Arne Melchior, og daværende Generaldirektør for DSB, Ole Andresen.

Sagen blev i 1984 udførligt omtalt i både lokalpressen og i landsdækkende aviser og Bodil Olesen og Palle Hermund fra Birkerød Kunstforening har bidraget med deres observationer:

Baggrunden for den bizarre sag var, at den farverige kunstner Jens Jørgen Thorsen i 1984 sammen med Jørgen Nash udstillede værker på Birkerød Bibliotek og i Mantziusgaarden som led i Birkerød kunstforenings tre ugers kunstdage.

Ole Andresen, der som daværende generaldirektør i DSB gik under navnet Fut-Ole, var personligt meget interesseret i jazzmusik og kunst. Han havde en personlig interesse i at få offentlige steder udsmykket med kunstværker, så han sagde ja, da Birkerød Kunstforening spurgte, om de måtte lade Jens Jørgen Thorsen udsmykke Birkerød Station som opmærksomhedsoptakt til udstilling og kunstdage. Aftalen var, at Thorsens maleri skulle blive på væggen i fjorten dage eller på ubestemt tid, hvis skilderiet faldt i DSB’s smag.

Fredag den 19. oktober 1984 var Jens Jørgen Thorsen klar til med sponsoreret malergrej at tage fat på kunstværket på den 39 kvadratmeter store stationsmur. Byens borgmester, Bent Petersen, og Ekstra Bladets populære kunstkritiker, Alex Steen, der selv boede i Birkerød, kiggede forbi, og samtidige kan berette, at der på gerningsstedet blev drukket en del Gammel Dansk! 

I løbet af fredagen tog værket form. Midt på muren ved Birkerød Station en gul mandsperson på et kors. Jesus, naturligvis. Problemet var, at den korsfæstede mand var udstyret med et stort, erigeret lem.

Offentlig debat

Helvede brød løs i form af en intens offentlig debat, hvorunder Jesus-billedet blev forsøgt overmalet. Trods offentlige krav fik Thorsen ikke lov til at male sit kunstværk færdigt. Rigsadvokaten blev inddraget, men vurderede, at nok faldt maleriet ind under §140, men han mente alligevel ikke, at der burde indledes en straffesag.

DSB-chefen måtte i slutningen af oktober sætte banearbejdere til at spule den opstemte Jesus af muren. Det skete efter lodret ordre fra trafikminister Arne Melchior (CD), der ud over Rigsadvokatens vurdering havde fået en henvendelse fra Birkerødpræsten og senere minister, Flemming Kofoed-Svendsen (Kr. Folkeparti).

Blasfemi og magtfordrejning?

Sagen om kunstnerisk ytringsfrihed kørte for fuld kraft i medierne og på Christiansborg; Trafikminister Arne Melchior gjorde sig bemærket ved at opsige alle trafikministeriets abonnementer på dagbladet Politiken, da Carsten Jensen skrev en kommentar, der ifølge Melchior ”i dén grad spytter på folkekirken”. En eller anden klagede til Ombudsmanden, der fandt at Arne Melchior havde gjort sig skyldig i magtfordrejning. Ikke fordi der var problemer med togindkøb eller vejbyggerier. Anledningen var, at han beordrede Trafikministeriets abonnement på dagbladet Politiken opsagt. Magtfordrejningen skulle angiveligt bestå i, at ministerens formål med opsigelsen af avisabonnementerne ”lå uden for formålet med kontorholdskontoen”. Melchior blev følgelig pålagt at omgøre beslutningen om opsigelsen af abonnementet på Politiken. Om Melchior nåede at følge opfordringen, vides ikke. Godt et 1 år senere måtte Melchior efter Rigsrevisionens kritik af bl.a. repræsentation i hjemmet forlade Trafikministerposten.

En genindførelse af blasfemiparagraffen kunne have ydet en rimelig beskyttelse mod vandalisering af hellige skrifter

Det er ikke rimeligt at hævde, at den daværende § 140 i straffeloven indebar en urimelig indskrænkning af ytringsfriheden. Skal enhver som Rasmus Paludan straffrit offentligt kunne drive spot med eller forhåne lovlige religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse? Straffeloven indebærer andre begrænsninger i ytringsfriheden; ingen har ret til at true andre ubegrænset, ingen har til at udtrykke sig racistisk, og ingen har ret til at fremsætte injurierende udtalelser, der tilsmudser andre mennesker.

Blasfemiparagraffen – § 140 – fandtes i straffelovens bestemmelser om forbrydelser mod den offentlige orden og fred, hvor der desuden er et forbud mod gravskænding og usømmelig behandling af lig.

Efter min mening vil afbrænding af bibler, Koraner eller andre hellige skrifter kunne udgøre alvorlige anslag mod den offentlige orden og fred. På samme måde i øvrigt som de afbrændinger af Dannebrog og andre nationalflag, der er så populært i visse aktivistkredse.

I praksis kunne man selv efter en genindførelse af blasfemiparagraffen ikke blive straffet for at sige noget nedsættende om nogen religion. Men som nævnt påpegede Straffelovrådet allerede i 2015, at en ophævelse af blasfemiparagraffen betød, at der vil kunne forekomme offentlige afbrændinger af eller urinering på hellige bøger som Bibelen og Koranen, som myndighederne ikke vil kunne gribe ind over for.

Det forekommer mig at være en rimelig regulering af ytringsfriheden og virkemidlerne i den offentlige debat, at det skal være forbudt offentligt at pisse på eller afbrænde bibler, koraner og andre hellige tekster. 

Lovforslag

Efter en længere debat om ytringsfrihed m.v. og en offentlig høringsperiode fremsatte regeringen den 27. oktober 2023 ”Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund)”.

I lovforslag er det præciseret, at forbuddet alene gælder utilbørlig behandling af ”et skrift, der har væsentlig religiøs betydning”, eller ”en genstand, der fremstår som et sådant skrift”.

Forbuddet omfatter alene utilbørlig behandling af et skrift med væsentlig religiøs betydning for ”et anerkendt trossamfund”.

Kunstneriske fremstillinger vil falde uden for forbuddet, hvis den ellers utilbørlige behandling udgør en mindre del af et kunstnerisk værk. Et kunstnerisk værk, som har den utilbørlige behandling som den eneste eller centrale bestanddel, vil derimod være omfattet af bestemmelsen.

Lovforslaget fastslår, at det ikke vil være strafbart ”offentligt udtrykkeligt at billige utilbørlig behandling af et skrift, der har væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund, eller at billige forhånelse af en fremmed stats flag mv. i den nugældende § 110 e i straffeloven”.

Flertal for lovforslaget

Regeringen har umiddelbart flertal for sit lovforslag, men det kan undre, at et parti som Det Konservative Folkeparti ikke kan tilslutte sig et forbud mod utilbørlig behandling af religiøse skrifter som bibler, koraner og andre hellige tekster.

Nyhedsmedierne kan nærmest dagligt melde om udskiftninger på lederposter i landets kommuner. Senest oplysningen om, at Mogens Kruse Andersen, direktør for teknik-, erhverv-og beskæftigelse har opsagt sin stilling i Thisted kommune og fratræder 31. januar 2024.

Udover de uhyrlige og forargelige omkostninger til ”fratrædelsesgodtgørelser” kan gennemtrækket ikke undgå at gå ud over både borgere og ansatte i kommunerne.

Hyppig udskiftning af ledere skaber sårbarhed, intern uro og tvivl hos medarbejderne, når man skal opbygge en relation til en ny leder. Det tager nemlig tid.

Hvis de ansatte i kommunerne igen og igen oplever, at nye ledere smutter efter kort tid, kan det blive sværere at engagere sig og respektere en ny.

Aalborg

Et eksempel er Lise Hansen Thorsen, der netop er fratrådt i Aalborg Kommune. Den tidligere chef for Trafik og Ejendomme i Vordingborg Kommune, blev fra den 7. august 2023 ansat som stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

I forbindelse med ansættelsen fremhævede den nordjyske kommune hendes brede geografiske baggrund, hvor hun blandt andet har stået i spidsen for offentlige organisationer og drevet forretning i Danmark og Norge som chef for arkitektvirksomheder.

Efter mindre end tre måneder fratrådte Lise Thorsen imidlertid stillingen som stadsarkitekt: ”Aalborg Kommunes nye stadsarkitekt, Lise Thorsen, fratræder sin stilling omgående” skrev kommunen i en kortfattet pressemeddelelse mandag den 23. oktober 2023.

“Fratrædelsen sker efter gensidig aftale, da der ikke har vist sig det rigtige match for hverken Lise Thorsen eller Aalborg Kommune”, skriver kommunen og tilføjer:

“Der bliver nu brug for en periode med grundige overvejelser vedrørende de næste skridt i forhold til stillingen som Stadsarkitekt”.

Fredericia

Den 1. august tiltrådte Camilla Nowak Kirkedal som kommunaldirektørstolen i den socialdemokratisk ledede Næstved Kommune. Her afløste hun Rie Perry, som fik et nyt job som kommunaldirektør i Holbæk Kommune.

Nowak kommer fra stillingen som kommunaldirektør i Fredericia kommune. Hun blev sammen med direktøren for børn, unge og kultur fyret efter at det kom frem, at kommunen er 50 millioner kroner efter budgettet for 2023. Det er især på børne- og ungeområdet, der er et stort minus.

Efter fyringen af Camilla Nowak Kirkedal søger den socialdemokratisk ledede Fredericia kommune en ny kommunaldirektør, ”der kan sætte handling bag kommunens Vision 2033, og som kan gå forrest og være proaktiv i forhold til organisationen, erhvervslivet, pressen og civilsamfundet”.

Hvor meget Fredericia Kommunes hidtidige kommunaldirektør, Camilla Nowak Kirkedal, modtog i fratrædelsesgodtgørelse er ikke oplyst, men kommunen har i de sidste 10 år brugt millioner af skatteborgernes penge på gyldne håndtryk til kommunaldirektører.

Fredericia har længe været i en turbulent periode, og der har været gang i kommunaldirektør-svingdøren i kommunen. I løbet af de sidste ni år har fem personer siddet på posten. Nowak Kirkedal sad 2 år, mens direktøren for Børn, unge og kultur, Michael Maaløe, blev afskediget efter blot en måneds ansættelse.

Annemarie Zacho-Broe

For præcis to år siden blev Camilla Nowak konstitueret kommunaldirektør, efter hendes forgænger Annemarie Zacho-Broe blev afskediget med en betydelig fratrædelsesgodtgørelse. Nowak kom fra stillingen som koncerndirektør for Børn, Unge og Kultur. Før det var hun direktør i Børn- og Ungeforvaltningen i Odense Kommune, hvor hun også har været stabschef. Og i starten af sin karriere var hun ansat i det private erhvervsliv.

Det Fredericia Annemarie Zacho-Broe forlod, var i 2021 midt i et stormvejr, der blandt andet omfattede en advokatundersøgelse, en sag om eks-borgmester Jacob Bjerregaards køb af en byggegrund, og rygter om en for tæt relation mellem kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og Jacob Bjerregaard.

Region Sjælland

Annemarie Zacho-Broe blev efterfølgende i foråret 2023 ansat som direktør i Region Sjælland, men den 18. september 2023 blev det oplyst, at Annemarie Zacho-Broe er fritaget som direktør i Region Sjælland efter kun fem måneder på posten – dog med en betydelig fratrædelsesgodtgørelse!

Herefter er koncerndirektør Lone Lindsby konstitueret som regionsdirektør i Region Sjælland.

Problem med hyppige udskiftninger på alle ledelsesniveauer

Det er ikke kun i toppen af kommunerne, at der på de ansatte og skatteborgernes bekostning sker hyppige udskiftninger. Thisted kommune kan muligvis for en tid aflede opmærksomheden ved at foreslå, at kommunen fremover skal hedde “Thy”, men det bortforklarer ikke problemet med gennemtrækket af ledere.

Fagbladet FOA beskriver, hvordan mange af FOA’s medlemmer oplever, at der ofte bliver skiftet ud på ledelsesposterne på deres arbejdsplads. Det går ud over både ansatte og borgere

En ny undersøgelse viser, at 38 procent af FOA’s medlemmer, der har været ansat det samme sted i over fem år, har haft tre eller flere ledere.

Undersøgelsen bør få alarmklokkerne til at ringe i forhold til at fastholde ledere og styrke relationerne mellem leder og medarbejdere. Undersøgelsen viser, at jo flere ledere, man har haft, des værre vurderer man kvaliteten af ledelsen. Det gælder både relationen til ens leder, om man oplever lederen som synlig, og om man føler, at lederen udviser tillid.

Selvom Jyllands-Posten og DR har tilkendegivet, at RUC-forskeren Sune Haugbølle ville blive deklareret som “Israel-kritisk”, optrådte den såkaldte ekspert igen i TV Avisen den 26. oktober 2023.

Jyllands-Posten og DR har taget skridtet at varedeklarere enkelte forskere, så det altid fremgår, at de for eksempel er Israel-kritiske.

Det gælder professor Sune Haugbølle, der underviser og forsker i Mellemøsten på Roskilde Universitet (RUC).

Forskeren var i 2021 var medunderskriver på en opfordring i Politiken om en boykot af Israel til støtte for palæstinensernes kamp.

I sidste uge blev han i Jyllands-Posten af en chefredaktør anklaget for at ”relativere Hamas’ terrorangreb på Israel den 7. oktober”, og avisen har derfor taget skridtet at varedeklarere alle hans udsagn fremover som ”Israel-kritiske”.

”Israel, der ifølge ham er et apartheidstyre, som han politisk har engageret sig i at bekæmpe. At en dansk underviser og forsker forklarer et koldblodigt terrorangreb som indirekte krigslogik, er forstemmende, og RUC burde øjeblikkeligt reagere,” skrev JP’s chefredaktør Marchen Neel Gjertsen i en leder forleden.

På DR har man valgt at tage et lignende skridt mod Haugbølle. Det skete efter artiklen Gaza er endnu engang omdrejningspunkt i en konflikt: Det er krigslignende tilstande, hvor Haugbølle optræder som ekspert og underskriftsindsamlingen ikke er nævnt.

”Dette burde være fremgået af artiklen, men journalisten var ikke vidende derom. Artiklen er derfor blevet opdateret,” skrev udlandschef Niels Kvale. Alligevel blev de sagesløse seere i TV Avisen torsdag den 26. oktober kl. 21 udsat for den såkaldte uafhængige eksperts mening om krigen mellem Israel og Hamas.

I António Guterres’ tale, som han holdt under et møde i FN’s Sikkerhedsråd tirsdag den 24. oktober 2023, blev både Israel og Hamas kritiseret, men hans udtalelse om, at han er ”dybt bekymret for de klare brud på den humanitære folkeret vi er vidne til i Gaza” fik allerede samme dag Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, til at kræve, at generalsekretær António Guterres øjeblikkelig træder tilbage.

I indlægget sagde Guterrres også, at mindst 35 FN-ansatte var blevet dræbt under bombningen af Gaza, og kaldte den hjælp, der har krydset grænsen til Gaza, “en dråbe i et hav af nød”.

Han nævnte ikke Israel i erklæringen, men opfordrede til en øjeblikkelig humanitær våbenhvile for at bringe nødhjælp ind i området.

”Guterres har anlagt en hårdere tone end før. Vi ville aldrig høre noget lignende fra Ban Ki-moon eller nogen anden tidligere generalsekretær,” har Norges tidligere FN-ambassadør og medlem af Arbejderpartiet, Morten Wetland, sagt til den norske avis Dagbladet.

Guterres har understreget, at han uforbeholdent har fordømt “de forfærdelige terrorhandlinger, som Hamas begik i Israel den 7. oktober,” men samtidig har fastholdt, at den palæstinensiske organisations angreb “ikke skete i et vakuum.”

Men det palæstinensiske folks lidelser kan ikke retfærdiggøre Hamas’ afskyelige angreb. Og de afskyelige angreb kan ikke retfærdiggøre den kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk,” sagde den portugisiske statsmand.

Israels FN-ambassadør, Gilad Erdan, reagerede straks på de sociale medier, og karakteriserede Guterres’ tale som ”chokerende”: Hans udtalelse om at ”angrebene fra Hamas ikke skete i et vakuum” udtrykker en forståelse for terrorisme og drab. Det er virkelig ubegribeligt, skriver han og fortsatte: ”Det er virkelig trist at lederen for en organisation, som opstod efter holocaust, har så forfærdelige synspunkter. En tragedie!”

Onsdag eftermiddag benægtede Guterres, at han havde forsøgt at retfærdiggøre Hamas’ terrorhandling.

– Jeg er chokeret over, at nogle af mine udtalelser i Sikkerhedsrådet er blevet misforstået, siger han i en erklæring.

Den tidligere norske FN-ambassadør Morten Wetland har bemærket en klar ændring i Guterres’ ordvalg: “Jeg har kendt ham siden 1990’erne, da han var international sekretær for det portugisiske socialistparti. Og i løbet af de sidste fire år er hans udtalelser blevet skarpere. Måske har han taleskrivere, der er ret unge?

Sidste gang den tidligere ambassadør tjekkede, havde 126 af FN’s 193 medlemslande anerkendt Palæstina som en selvstændig stat. Det sætter præmisserne for generalsekretærens arbejdsvilkår, fastholder han: “Guterres bevæger sig i et miljø, hvor flertallet er meget pro-palæstinensisk – det påvirker, hvem han taler med fra morgen til aften. Men det bør han også tage højde for, når han taler på FN’s vegne, og i dette tilfælde mener jeg, at han gik for vidt”.

Wetland minder også om, at FN-systemet meget længe har været dybt engageret i det palæstinensiske spørgsmål, hvor mange ansatte arbejder mere eller mindre direkte med det. Dette kunne bidrage til at styrke det pro-palæstinensiske miljø omkring generalsekretæren. Blandt andet begyndte UNWRA (UN Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Middle East) at arbejde i Palæstina meget tidligt.

Internationale reaktioner

Guterres’ tale og efterfølgende reaktioner har vakt stor international opmærksomhed og er forsidestof i blandt andet tyske og franske aviser.

Den tidligere norske statsminister fra Arbejderpartiet, Thorbjørn Jagland, langer i 3. bind af hans erindringer, “Ti år for Europa”, som er udkommet onsdag den 25. oktober 202, hårdt ud efter sine efterfølgere.

Thorbjørn Jagland var leder af Arbeiderpartiet fra 1992 til 2002, statsminister fra 1996 til 1997 og udenrigsminister fra 2000 til 2001. Fra 2005 til 2009 var han stortingspræsident. Jagland var fra den 29. september 2009 til 2019 valgt til generalsekretær for Europarådet.

Han er måske bedst kendt for forud for Stortingsvalget i 1997 at kræve 36,9 procents opbakning, hvis han skulle fortsætte som statsminister. Det endte som bekendt med hans afgang efter valget, og det bemærkes, at Arbejderpartiet ved det seneste Stortingsvalg opnåede 26,3 procent af stemmerne.

“Midt i valgkampen blev upartiskhed i regeringskontorerne et stort problem. Det må være udsprunget af en særlig kultur,” skriver den statsminister i bogen “Ti år for Europa”.

Jens Stoltenbergs udnævnelse til nationalbankdirektør

Som eksempel nævner han udnævnelsen sidste år af hans tidligere ærkerival, nuværende NATO-chef Jens Stoltenberg, som chef for den norske nationalbank, Norges Bank.

Jagland er kritisk over for, hvordan sagen blev håndteret af statsminister Jonas Gahr Støre, der også kommer fra Arbejderpartiet: “Det blev nok bedst illustreret, da man forestillede sig, at landets tidligere statsminister kunne blive udnævnt til direktør for Norges Bank. Den nuværende premierminister, som er hans nære ven, erklærede sig inhabil i udnævnelsessagen. Hvordan kan man overhovedet få den tanke, at landets statsminister er inhabil, når chefen for landets nationalbank skal udnævnes? “Juridisk måske, men politisk – umuligt!” konkluderer Jagland.

Øget kammerateri i norsk politik

Kort efter sin udnævnelse accepterede Stoltenberg et ekstra år som generalsekretær for NATO og frasagde sig dermed jobbet som direktør for Norges Bank.

Jagland mener, at Arbejderpartiet i dag lider under væksten i bureaukratiet i politik og i de politiske partier.

“Det er nok noget af det, der har ramt Arbejderpartiet. Modsætningerne mellem ambitiøse mennesker er vokset, og upartiskhed er erstattet af cronyisme, hvor partiskhed og favorisering vinder frem ved tildeling af jobs og andre fordele til venner eller betroede politiske kolleger. Vi burde have flere politiske magtkampe, dem har der måske været for få af i de senere år. Når kampene ikke har at gøre med politik, men kun har at gøre med personlige ambitioner, bliver det ødelæggende,” skriver den tidligere formand for Arbejderpartiet.

Det var bedre i gamle dage

Jagland peger på perioden under tidligere LO-leder Yngve Hågensen som en kontrast til situationen i dag: “Yngve Hågensen behøvede ikke et stort apparat omkring sig for at forstå, hvad der foregik i folket. Han havde en unik flair for, hvornår det var tid til kamp, og når det var tid til kompromis.”

Jagland påpeger, at der kun var tre ansatte i Arbejderpartiets Stortingsgruppe, da han var leder i 70’erne, sammenlignet med 60 i dag. Antallet af politiske rådgivere på partikontoret er ligeledes mangedoblet, hævder han.

Adspurgt om dette har ført til bedre politik, konkluderede Jagland selv med et “nej”.

“Yngve Hågensen er blevet erstattet af sekretærer og lobbyister, der let kan komme til at skabe distance til almindelige menneskers virkelighed,” skriver han.

Morten Terp er ny taleskriver for Mette Frederiksen i Statsministeriet. Det oplyser han i et opslag på LinkedIn: “For tre år siden afsluttede jeg min master i retorik med et speciale om Mette Frederiksens brug af fortællinger. I går havde jeg første arbejdsdag i Statsministeriet, hvor jeg det næste års tid skal være taleskriver,” skriver Morten Terp.

Senest kommer Terp fra jobbet som taleskriver og chefkonsulent i Klima,- Energi,- og Forsyningsministeriet, hvor han blev ansat i januar 2022. Først som taleskriver for Dan Jørgensen og siden for Lars Aagaard.

Terp er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har derudover en kandidat i retorik fra Aarhus Universitet.

Han tiltrådte den nye stilling i Statsministeriet mandag 23. oktober, og selvom Morten Terp skal være forberedt på skuffelser, skal der herfra følge gode ønsker for hans succes i stillingen.

Kaspar Colling Nielsen

Da forfatteren Kaspar Colling Nielsen i efteråret 2019 bebudede, at han ville sætte forfatterskabet på hold for at hellige sig jobbet som taleskriver for den daværende socialdemokratiske klimaminister, Dan Jørgensen, gik det ikke ubemærket hen.

Det var til nogles forundring og manges forargelse at Klimaminister Dan Jørgensen ansatte Kaspar Colling Nielsen til at sætte ord på de klimavisioner og pipe dreams, ministeren og hans nyorganiserede storrumsministerium arbejdede på.

I slutningen af oktober 2020 delte Kaspar Colling Nielsen en kortfattet opdatering på Facebook, hvor han meddelte, at han samme dag havde sagt sit job op. Efter aftale med ministeriet ville han blive frem til 1. februar, men opsigelsen var indgivet, og beslutningen var truffet.

Han har overfor Berlingske Tidende beskrevet tiden i ministeriet som ”frustrerende”, ”en skuffelse« og decideret »meningsløs”.

Colling Nielsen nåede at skrive 142 taler i Klimaministeriet. Hans taleudkast skulle som hovedregel forbi kontorchefen, afdelingschefen, departementschefen og den særlige rådgiver, inden de landede hos ministeren. Alligevel blev langt de fleste taler aldrig nogensinde brugt.

Ifølge Kaspar Colling Nielsern var problemet, at der i Klimaministeriet i virkeligheden ikke var brug for det, han som forfatter kunne bidrage med: Den store og nødvendige fortælling om Danmark som bæredygtigt land.

Dan Jørgensen brugte ikke de taler Colling Nielsen havde forberedt til sammenkomster i Dansk Fjernvarme, i beboerforeninger, eller til møder i forskellige erhvervsfora og interesseorganisationer. Ifølge Colling Nielsen var årsagen, at Dan Jørgensen på baggrund af sin erfaring, meget nemt kunne improvisere en tale, hvis der overhovedet var behov for en tale.

Kristian Ditlev Jensen

Daværende klima- og energiminister, den konservative Connie Hedegaard, der også var optaget af klodens varme luft, søgte efter en taleskriver i foråret 2008. I opslaget efterlyste hun ”klimaets nye Ted Sorensen”. (Ted Sorensen var tilbage i 1960’erne John F. Kennedys taleskriver og nære rådgiver).

Det endte imidlertid med, at Hedegaard ansatte kogebogsforfatter (og nu præst) Kristian Ditlev Jensen som taleskriver. Kristian Ditlev Jensen blev så optaget af fiktionen hos Hedegaard, at han fratrådte stillingen allerede den 1. april 2009 for at hellige sig arbejdet som forfatter.

Anita Furu

Anita Furu er blandt Danmarks mest talentfulde forfattere, hvilket blev slået fast, da hun i 2018 vandt Bogforums debutantpris på 50.000 kroner. Det for bogen ”Mit halve liv”, der omhandlede en forældreløs, jødisk piges kamp for at finde sin egen plads i livet.

Samtidig var Anita Furu ansat som taleskriver i Statsministeriet. Her skrev hun de taler, som Mette Frederiksen holder i Folketinget, og når den socialdemokratiske regeringschef kommer rundt i landet.

Jobbet som taleskriver for Mette Frederiksen, er et særdeles godt lønnet et af slagsen. Således fremgår det af aktindsigter opnået af Journalista.dk hos Statsministeriet, at Anita Furus løn inklusive pensionsindbetalinger, årligt stod skatteyderne i lige under 900.000 kroner.

Der spekuleres på, om det er Anita Furu, der har fundet på Mette Frederiksens Corona-mantra: ”Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand”.

Hun har muligvis været inspireret af det amerikanske udtryk ”Living apart together” eller ”Living together – apart”.

Anita Furu har senest skrevet en bog om taleskrivning.

Peder Frederik Jensen

Den socialdemokratiske miljøminister, Lea Wermelin, prøvede også at sikre sig professionel hjælp til hendes taler. Det er forfatter Peder Frederik Jensen, der siden slutningen af 2019 betjente Lea Wermelin. Peder Frederik Jensen er forfatter til en række romaner og novellesamlinger og vandt i oktober 2019 den litterære pris Timbuktuprisen.

Foreløbig har samarbejdet dog ikke ført til, at Wermelins taler er fundet værdige til referat i landsdækkende medier.

I slutningen af oktober sidste år skrev forfatteren Peder Frederik Jensen et omfangsrigt essay til Dagbladet Information om hans tid som taleskriver i Miljø- og Fødevareministeriet for Lea Wermelin.

Håbet var at give ministeren et nyt sprog og skabe en forbindelse til befolkningen, erklærede han, der, ligesom Kaspar Colling Nielsen, var draget af regeringens bebudede klimaambitioner.

Peter Frederik Jensens ansættelsen blev også for ham kort. Ifølge essayet i Information var årsagen, at ”Systemet er inficeret af kortsigtet tænkning. Fokus på næste valg er en sygdom, ministeren slet ikke var alene om. Det gælder hele Borgen, Slotsholmen, medieverdenen. Man er optaget af genvalg frem for det rigtige valg.”

I Tyskland kan Berliner Zeitung med kilde i nyhedsportalen Apollo News berette, at den grønne fond, Heinrich Böll Stiftung, via dækorganisationerne Al-Haq og Addameer med offentlige midler har støttet terrororganisationen ”Folkefronten for Palæstinas Befrielse”, PFLP, der aktivt støtter Hamas’ angreb på Israel.

Heinrich Böll Stiftelsen, der hovedsageligt er finansieret af offentlige midler, er tæt knyttet til partiet Die Grünen (De Grønne), der indgår i den nuværende regeringskoalition i Tyskland.

Stiftelsen har brugt skatteydernes penge på at støtte organisationer med forbindelse til PFLP, der er registreret som terrororganisation i EU og USA.

Mens Die Grünen (De Grønne) i Tyskland udadtil er solidariske med Israel, samarbejder Heinrich Böll Foundation, som står partiet nær, med to organisationer med forbindelse til den venstreekstremistiske palæstinensiske terrorgruppe “Folkefronten til Palæstinas Befrielse” (PFLP).

Oplysningerne har vakt opstandelse i Tyskland, fordi Heinrich Böll-fonden hovedsageligt finansieres af skatteydernes penge.

På spørgsmål fra Berliner Zeitung benægter den partitilknyttede Heinrich Böll-fond ethvert aktuelt samarbejde med de palæstinensiske organisationer Al-Haq og Addameer. Adspurgt gentagne gange nævner en talskvinde imidlertid flere “individuelle projekter”, som fondens kontor i Ramallah har gennemført med begge grupper i løbet af de sidste tre år.

I 2019, 2020, 2021 og 2022 organiserede Addameer for eksempel “juridisk rådgivning til fanger ved israelske og palæstinensiske domstole.” Det samlede budget var på 232.600 euro. Derudover er der et fælles projekt med Al-Haq fra 2019 på 10.400 euro. På det tidspunkt var det en “undersøgelse af konsekvenserne af klimaændringer i Hebron-regionen”, sagde talskvinden.

Al-Haq og Addameer betragtes som terrororganisationer i Israel

Hvad der ved første øjekast kan virke som tilforladelige menneskeretsaktiviteter, har gentagne gange fået israelske sikkerhedstjenester til at skærpe opmærksomheden – fordi Al-Haq og Addameier er klassificeret som terrororganisationer i Israel. Ifølge israelske kilder er begge grupper frontorganisationer for PFLP. Både USA og EU klassificerer PFLP som en terrororganisation. Ifølge Apollo News er flere Addameer-ledere knyttet til PFLP.

Enhedslistens støtte til DFLP

Det kom ikke rigtig bag på ret mange, da det i nyhedshistorier og på sociale medier kom frem, at det dansk støttede palæstinensiske parti DFLP sammen med Hamas havde deltaget i terrorangrebet på Israel den 7. oktober 2023, gav det anledning til røde ører i danske og svenske venstreorienterede partier.

DFLP – Democratic Front for the Liberation of Palestine – er en marxistisk-leninistisk organisation, der blev stiftet i 1968. Partiet, der har tæt forbindelse til PFLP, Folkefronten til Palæstinas Befrielse, har også tidligere foretaget en række aktioner med dødeligt udfald rettet mod israelere, herunder et angreb på byen Ma’alot i det nordlige Israel, der kostede 25 israelere livet.

DFLP har i en årrække været støttet fra Danmark (og Sverige). Enhedslisten i Danmark har sammen med Vänsterpartiet i Sverige i flere år givet bevillinger til DFLP i forbindelse med et såkaldt demokratiprojekt i Palæstina.

Vänsterpartiets bidrag på omkring 2 millioner kroner kom Ifølge SIDA – Styrelsen för internationellt utvecklingssamarbete, det svenske sidestykke til DANIDA i Danmark. De svenske bistandsmidler blev kanaliseret til DFLP gennem et samarbejde med Enhedslisten i Danmark.

Enhedslistens bidrag til terrororganisationen har været finansieret af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD).

Blekingegadebanden

Det er ikke nyt, at venstreorienterede i Norden har engageret sig i den væbnede kamp i Mellemøsten. DFLP udspringer af den i Danmark berygtede organisation, PFLP, der stod bag flykapringer og samarbejdede med Blekingegadebanden.

I 1970’erne og 80’erne forsøgte Blekingegadebanden at skaffe penge til bl.a. PFLP’s kamp for et frit Palæstina. Blekingegadebandens illegale aktiviteter var planlagt og organiseret i en grad, der ikke tidligere havde været set i Danmark og omfattede både dokumentfalsk, overvågning, biltyveri, våbentyveri og en række voldsomme bankrøverier.