Værdien af guld er skudt i vejret i denne uge. Historisk set er guld steget i værdi i økonomiske usikre tider. På det seneste har guldprisen i lighed med prisen på Bitcoins sat historiske rekorder.
Tirsdag den 5. marts 2024 havde en troy-ounce guld (måleenheden for ædle metaller), svarende til 31,1 gram, en værdi af 2141,9 dollar.
Den tidligere rekord blev sat i december. På bare et år er værdien af guld steget med 16 procent. Stigningen skyldes blandt andet spændinger i Mellemøsten og spekulationer om, at USA vil sænke renten til sommer, skriver den britiske avis, The Guardian.
“Bekymringer om udsigterne for den globale økonomi, geopolitiske spændinger i Ukraine og Mellemøsten og ændrede forventninger til renteudviklingen har bidraget til øget efterspørgsel efter ædelmetallet, hvilket fører til en opadgående tendens i priserne,” sagde Ricardo Evangelista, senioranalytiker hos ActivTrades, til The Guardian.
Danmarks Nationalbank har omkring 66,5 tons guld, der ifølge Nationalbanken i 2022 havde en værdi af 27 mia. kr. Med de nuværende guldpriser er værdien af guldbeholdningen steget til godt 31 mia. kr.
USA har verdens største guldreserver på 8133 tons, mens Rusland, der ifølge de officielle opgørelser har verdens femtestørste guldreserver, har købt store mængder guld i nyere tid.
De amerikanske guldreserver opbevares i United States Bullion Depository i Kentucky. Anlægget ligger op ad det amerikanske militæranlæg Fort Knox, hvorfor anlægget ofte i daglige tale kaldes Fort Knox.
Over 550 medarbejdere i Europa-Parlamentet har oplevet krænkelser på jobbet viser en ny undersøgelse foretaget af kampagnegruppen Me Too EP ifølge Politico Europe.
Omkring 42 pct. af respondenterne i undersøgelsen oplyser, at de også har været vidne til krænkelser og psykisk chikane i Parlamentet.
Af de 1.135 assistenter, embedsmænd og andre, der svarede anonymt sidste sommer, sagde 550, at de var blevet chikaneret på arbejdspladsen. Blandt respondenterne var også otte medlemmer af Europa-Parlamentet – hvoraf seks sagde, at de havde været udsat for seksuelle krænkelser.
Pernille Weiss
I sommeren 2023 tiltrak sagen om den konservative Europa-Parlamentariker Pernille Weiss sig stor opmærksomhed i Danmark.
Sagen endte som bekendt med, at den konservative ledelse slog hånden af EU-parlamentariker Pernille Weiss efter en intern rapport med anklager om chikane og dårligt psykisk arbejdsmiljø.
Langtfra den eneste
Sagen om Pernille Weiss skriver sig ind i en lang og trist tradition for konflikter mellem EU-politikere og deres medarbejdere. Et andet dansk eksempel var det nu tidligere radikale medlem Karen Melchior, som en række forhenværende medarbejdere i 2021 også anklagede for at skabe et voldsomt ubehageligt arbejdsmiljø.
Det er dog langtfra kun et dansk problem. En sag om den belgiske parlamentariker Assita Kanko fra den konservative ECR-gruppe kom i 2023 frem i lyset, mens luxembourgske liberale Monica Semedo tidligere i 2023 modtog sin anden omgang sanktioner for psykisk chikane af sine medarbejdere fra Parlamentet.
Det er dog kun toppen af isbjerget, der er synligt i det, der ofte er en svær dans mellem politikere, der skal levere resultater både i Parlamentet og i offentligheden, og de personer, der bag kulisserne skal hjælpe dem med at nå det hele.
Den nye undersøgelse foretaget af kampagnegruppen Me Too EP varsler et større opgør med mobning og psykiske sammenbrud i Europa-Parlamentet forud for Parlamentsvalget i juni 2024.
I Danmark må et byggearbejde ikke påbegyndes uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Der findes dog ingen regler for, hvor længe kommunen må være om sagsbehandlingen, eller hvor længe der må gå, før kommunen begynder sagsbehandlingen af ansøgningen.
Mens bygherren afventer byggetilladelsen, kan der ske væsentlige ændringer i de økonomiske og andre forudsætninger for byggeriet. Som vi har set efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, kan renteændringer og materialepriser betyde, at længere forsinkelser i byggeriet betyder at investeringsgrundlaget eroderer.
Kommunernes sagsbehandlingstider
DI Byggeri, der er et branchefællesskab for over 6.700 virksomheder inden for hele byggeriets værdikæde, har derfor en ideel interesse i at kommunernes byggesagsbehandling foregår så hurtigt som muligt.
Danske kommuner behandlede i 2023 knap 28.000 byggesager. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 64 dage, men med store variationer. I Frederikssund var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 193 dage, mens en byggesag i Odder kunne klares på 5 dage.
Gentofte 126 dage
I flere kommuner nord for København er sagsbehandlingen af byggesager fornærmende sendrægtig. I Venstre-kommunen Allerød 172 dage. I de konservative kommuner Lyngby-Tårbæk og Gentofte henholdsvis 170 dage og 126 dage.
Danmark er en lille økonomi, som er meget påvirket af de økonomiske konjunkturer i Tyskland og andre samhandelslande. Danmark oplever i øjeblikket en form for stagnation i størstedelen af økonomien, og hvis vi ikke havde haft medicinalindustrien og Novo Nordisk, ville vi have haft negativ økonomisk vækst.
Danske Bank forudser i en rapport, der blev offentliggjort den 5. marts 2024, at Ozempic-producenten Novo Nordisk også i 2024 vil være med til at sætte skub i landets BNP.
Ifølge Danske Bank vil Danmarks bruttonationalprodukt vokse med 2,1 pct. i 2024, og det er primært takket være Novo Nordisk, som producerer diabetesmedicinen Ozempic og vægttabsmedicinen Wegovy.
Novo Nordisks succes har allerede bidraget til at Danmark undgik en BNP-nedgang i 2023.
Nyt fra Danmarks Statistik kunne den 20. februar rapportere, at medicinalindustrien var drivkraften bag landets økonomiske vækst i fjerde kvartal 2023 og i året som helhed. Danmarks BNP voksede med 1,8 pct. i 2023 — og meget af landets fremgang skyldes medicinalindustrien. Uden lægemidler ville landets BNP i stedet være faldet med 0,1 pct. ifølge Danmarks Statistik.
Det er indiskutabelt Novo Nordisk, der står i spidsen for denne vækst. Selskabet rapporterede i januar, at dets 2023-salg var steget med 31 pct. til 232,3 milliarder danske kroner – sammenlignet med 177 milliarder danske kroner i 2022. Novo forventer, at salget vil stige med op til 26 pct. i 2024.
Efterspørgslen efter vægttabsmedicin har gjort Novo Nordisk til den mest værdifulde virksomhed i Europa, der allerede i 2023 overgik luksuskonglomeratet LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton.
Spørgsmålet er om vi kan vente resultatet ad den græske kalender – Ad Kalendas graecas – et latinsk udtryk, der tillægges kejser Augustus. Det kan gengives med ”aldrig”. Udtrykket er således ment som en absurditet; jf. udtrykket: når der er to torsdage i én uge!
Nu har justitsminister Peter Hummelgaard (S) sammensat udvalget, oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse, hvor også kommissoriet for udvalget oplyses.
Sagen kort
I 2013 vedtog S-R-SF-regeringen med støtte fra Venstre og Konservative en ny offentlighedslov.
Loven trådte i kraft 1. januar 2014, og er siden kritiseret for at mørklægge offentlighedens mulighed for indsigt i de politiske beslutningsprocesser.
Folketingets Ombudsmand har også konkluderet, at offentlighedens adgang til aktindsigt er blevet væsentligt indskrænket med den nye lov.
Det er særligt tre af lovens paragraffer, der har fået stærk kritik for at indskrænke retten til aktindsigt:
§ 22: Kalenderadgang
Paragraffen blokerer for offentlighedens adgang til ministres og embedsmænds kalendere.
§ 24: Ministerbetjeningsreglen
Paragraffen gør det muligt at undtage et dokument for aktindsigt, hvis det vurderes, at dokumentet er udvekslet på et tidspunkt, hvor det har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister.
§ 27, stk. 2: Folketingspolitikerreglen
Paragraffen giver mulighed for, at dokumenter, der er udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer, kan undtages for aktindsigt.
Af høringen fremgik det, at med henvisning til behovet for et ”lukket rum” for politiske overvejelser, bruges loven aktivt til at forhindre offentlighedens indsigt i den offentlige forvaltning – offentlighedens interesser krænkes simpelthen på løbende bånd!
At loven anvendes indskrænkende, er veldokumenteret. Det erindres stadig hvordan departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, opfordrede sine ansatte til at tilrettelægge deres arbejde, så der sikres størst mulig lukkethed.
Desuden har vi haft hele balladen omkring Tibet-Kommissionen og de slettede e-mails i Politiet og Udenrigsministeriet, instrukskommissionen og Mink-skandalen og slettede SMS-beskeder.
Sagen er penibel for partier, der traditionelt har støttet åbenhed. Det Konservative Folkepartis Landsråd har faktisk flere vedtagelser med krav om ændringer i loven og mere åbenhed.
Ninn-Hansens oprindelige Offentlighedslov
Det skal da heller ikke glemmes, at det var justitsminister i Poul Schlüters Firkløverregering, Erik Ninn-Hansen, der i 1985 stod bag den oprindelige Offentlighedslov, som han motiverede således:
”Den nye lov om offentlighed i forvaltningen har til formål at sikre borgerne og pressen mulighed for at følge med i, hvad der sker i den offentlige forvaltning.
Reglerne om offentlighed i forvaltningen skal ikke alene medvirke til at skabe interesse for offentlige anliggender, men også medvirke til at øge tilliden til den offentlige forvaltning. Reglerne giver således den enkelte borger og pressen adgang til at følge med i og dermed føre kontrol med, at alt går rigtigt til under forvaltningens udførelse af dens opgaver.
Jeg vil også gerne fremhæve, at offentlighedsordningen er af særlig betydning for pressens nyhedstjeneste. En almindelig adgang til at blive gjort bekendt med dokumenter inden for de forskellige forvaltningsgrene stiller et omfattende nyhedsmateriale til pressens rådighed, der kan medvirke til, at pressen kan informere offentligheden på et rigtigt faktisk grundlag. Som det er fremhævet i loven og i vejledningen er offentlighedsloven en minimumslov. Loven er ikke til hinder for, at den offentlige forvaltning giver aktindsigt i videre omfang eller giver flere oplysninger til pressen og andre, end det følger af selve loven, når blot det sker uden at krænke myndighedernes tavshedspligt. Det er mit håb, at myndighederne vil leve op til dette ønske fra folketinget om en øget åbenhed i den offentlige forvaltning.”
Mørkelygten og lov om offentlighed
Årsagerne fortaber sig, men det kan konstateres, at der siden Ninn Hansens tid i Det Konservative Folkeparti og i andre politiske kredse er blevet mindre interesse i åbenhed omkring den politiske proces og den offentlige forvaltning.
Det klare bevis er den offentlighedslov, som blev vedtaget i 2013 under S-SF-R-regeringen med støtte fra Venstre og De Konservative. Loven blev dengang mødt af store offentlige protester, fordi den på en række centrale punkter gør det umuligt for offentligheden at opnå indsigt i beslutninger og beslutningsprocesser.
Udover paragraf 22 om åbenhed omkring kalendere er det især to paragraffer, der direkte modarbejder princippet om meroffentlighed, der – ud over offentlighedslovens hensigt om, at der skal gælde størst mulig åbenhed i den offentlige forvaltning – også tilsiger, at forvaltningen kan give indsigt i videre omfang, end loven egentlig tilsiger. Det princip ofres ikke den store opmærksomhed. Tværtimod er erfaringen med offentlighedsloven, at de to kontroversielle paragraffer 24 og 27, benyttes flittigt af embedsværket. Paragraf 24 giver mulighed for at forhindre indsigt i dokumenter, når de har betydning for embedsværkets rådgivning af en minister, og paragraf 27 kan mørklægge offentlighedens indsigt i dokumenter udvekslet mellem myndigheder, ministerier og folketingsmedlemmer.
Det er værd at bemærke det lille ord ”kan” i forbindelse med paragraf 27, for det er en mulighed og ikke en pligt at benytte paragraffen. Men det er den i adskillige tilfælde blevet til overflod for at forhindre aktindsigt.
Endelig er der den såkaldte generalklausul i §33, stk. 5, der i særlige tilfælde undtager offentlighed.
Det Konservative Folkeparti fortryder
Det Konservative Folkeparti indså forholdsvis hurtigt, at det havde været en fejltagelse, at partiet i 2013 støttede stramningen af offentlighedsloven. På partiets landsråd i 2015 bebudede Søren Pape Poulsen et opgør med offentlighedsloven:
”Vi skal tåle at kunne blive set i kortene. Derfor vil jeg gerne i dag klart og tydeligt sige, at Det Konservative Folkeparti er klar til at tage et opgør med offentlighedsloven.”
Søren Pape Poulsen erklærede i et interview i Politiken, at man er ”gået for langt” med loven, da ”det er en del af det at leve i et demokrati at have åbenhed.”
Selvom det iregeringsgrundlaget af 27. november 2016 for V, K og LA mellem Venstre, Liberal Alliance og Der Konservative Folkeparti blev aftalt, at ”når offentlighedsloven skal evalueres i 2017, vil regeringen lempe ministerbetjeningsreglens beskyttelse af den interne og politiske beslutningsproces i forhold til de nuværende regler”.
Søren Pape Poulsen gjorde intet som justitsminister
VKLA-regeringen formåede ikke at ændre offentlighedsloven, som bebudet i regeringsgrundlaget. Det er så meget mere påfaldende, fordi Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, som justitsminister havde ansvaret for den betændte sag.
Løfte om lempelser i offentlighedsloven brydes igen
På pressemødet den 1. juli 2022 om minkkommissionens beretning om forløbet, hvor regeringen beordrede alle mink i Danmark slået ihjel, bebudede statsminister Mette Frederiksen således en revision af offentlighedsloven, så det ville blive nemmere for offentligheden at få aktindsigt.
Men intet er sket selvom både Danske Medier og Dansk Journalistforbund løbende har krævet ændringer – ligesom Ytringsfrihedskommissionen har anbefalet en revision.
Efter det seneste Folketingsvalg bekendtgjorde Djøf og Dansk Journalistforbund den 13. november 2022 i en fælles kronik i Berlingske Tidende, at §§ 24 og 27 i offentlighedsloven spænder ben for større åbenhed. Trods den voksende tillidskrise mellem medier og embedsværk, er den fælles interesse: Åbenhed i den offentlige forvaltning er afgørende for vores folkestyre og tilliden til de demokratiske institutioner. Derfor er Djøf og Journalistforbundet til rådighed for det nye folketing, når de skal revidere offentlighedsloven.
Sker det endeligt?
Regeringens aftale med Radikale, Konservative og Danmarksdemokraterne om at nedsætte et lovforberedende udvalg, der skal komme med forslag til ændringer af offentlighedsloven og justitsminister Peter Hummelgaards nedsættelse af et udvalg er ingenlunde garanti for ændringer i offentlighedsloven.
Af udvalgets kommissorium fremgår, at udvalget på sit første møde i marts 2024 skal ”drøfte tidshorisonten for udvalgets arbejde”.
Spørgsmålet er om vi kan vente resultatet ad den græske kalender – Ad Kalendas graecas – et latinsk udtryk, der tillægges kejser Augustus. Det kan gengives med ”aldrig”. Udtrykket er således ment som en absurditet; jf. det danske udtryk når der er to torsdage i en uge.
Kristeligt Dagblad har i februar 2024 valgt at afpublicere en række artikler fra freelanceskribenten Lasse Skytt. Foreløbig er der fundet problemer i 14 af de 49 artikler, som Lasse Skytt har skrevet for avisen.
Lasse Skytt har for eksempel skrevet et længere interview med den tidligere islandske præsident Ólafur Ragnar Grímsson, hvor samtlige citater ifølge Kristeligt Dagblad har kunnet henføres til artikler i islandske og engelsksprogede medier, hvoraf nogle af artiklerne har været op til to år gamle.
Freelanceren har også i en artikel taget citater fra amerikanske NPR og ændret navnene og nationaliteterne på kilderne, da de blev gengivet i Kristeligt Dagblad.
Berlingske Tidende, Weekendavisen, Information, Jyllands-Posten og Politiken er også i gang med at undersøge freelancerens produktioner for de respektive dagblade.
En nærmere undersøgelse havde dokumenteret mange eksempler på forkerte oplysninger, og et mønster af falske oplysninger, hvor Jyllands-Posten ikke kan stå inde for at udgive skribentens artikler.
Ifølge norske Journalisten har den norske avis Aftenposten valgt at afpublicere 43 artikler, der er skrevet af freelancejournalisten Lasse Skytt, som af flere medier undersøges for plagiat og brud på citatskik.
Også de norske medier Vårt Land, Dagbladet og Klassekampen har udgivet artikler af Lasse Skytt.
I Sverige har avisen Aftonbladet valgt at afpublicere 14 artikler avisen havde købt og udgivet fra freelancerens hånd, mens sagen bliver undersøgt.
Endnu en norsk minister indskriver sig i rækken af skyldige i fusk og plagiat
Fredag den 19. januar 2024 meddelte den norske ”minister for forskning og høyere utdanning”, Sandra Borch, at hun havde orienteret statsminister Jonas Gahr Støre fra Arbejderpartiet om, at hun trækker sig som minister.
Fredag kom det frem, at den norske minister Sandra Borch havde plagieret andres tekster i hendes retsvidenskabelige kandidatafhandling ved Universitetet i Tromsø i 2014.
Sagen startede med at en bruger på X (tidligere Twitter) delte eksempler på, at flere afsnit i hendes kandidatafhandling er identiske med afsnit i andre kandidatafhandlinger. Senere fulgte de norske medier E24 og Dagens Næringsliv op på historien.
Ifølge de norske aviser havde ministeren ikke navngivet kilderne i sin afhandling. De skriver også, at selv stavefejl er identiske med stavefejl i de andre opgaver.
X-brugere kiggede nærmere på Borchs afhandling da Undervisningsdepartementet ankede en sag, hvor en studerende havde gjort sig skyldig i såkaldt selvplagiering – gentaget passager uden at gøre opmærksom på, at studenten havde skrevet det samme tidligere. Studenten blev frikendt for plagiering, men Sandra Borchs ankede sagen med den begrundelse at det var vigtigt at få skabt klarhed over reglerne for brug af andres eller egne tekster i videnskabelige afhandlinger.
Sandra Borch har lagt sig fladt ned og erkendt, at hun har taget tekst fra andres opgaver uden at sætte kilde på og at fejlen, hun har begået, ikke er forenelig med hendes ministeransvar for videnskabelig redelighed.
Hun siger, at hun ikke vil udelukke, at der kan være flere eksempler på tekstlighed i opgaven, end allerede fremdraget af pressen.
Sandra Konstance Nygård Borch fra Senterpartiet var frem til plagiatsagen betragtet som en lysende stjerne i norsk politik. Hun har været minister for forskning og højere uddannelse i Regeringen Jonas Gahr Støre fra 4. august 2023 og var tidligere fra 2021 landbrugs- og fødevareminister i samme regering.
På et pressemøde fredag formiddag sagde den norske statsminister, Jonas Gahr Støre, at han er nået frem til, at hun bør trække sig som minister.
Der er fundet flere ligheder i ministerens kandidatafhandling fra 2021 og tidligere opgaver, som hun har lavet med en medstuderende.
På den baggrund begyndte Nord Universitet at undersøge plagiatanklagerne. Ministerens kandidatafhandling er blevet afvist, fordi “de skriftlige ligheder er at betragte som forsætlig snyd.”
Katherine Diez plagiering
I januar 2024 blev litteraturinfluencer Katherine Diez afsløret i plagiat. Weekendavisens gennemgang af hendes Instagram-profil viser flere tilfælde af afskrift.
Katherine Diez var fra 2018 til 2022 litteraturanmelder på Berlingske Tidende, og beskyldningerne om plagiering gælder både i det indhold, som Katherine Diez lægger ud på sine sociale medier. Men også i de anmeldelser og klummer, hun gennem en årrække har leveret til Berlingske.
Den 16. januar 2024 meddelte avisen, at der iværksættes en undersøgelse af den tidligere anmelders arbejde for Berlingske Tidende.
Den 34-årige Katherine Diez kan følges på Instagram, hvor hendes mange følgere løbende opdateres på udviklingen i samlivet med Adam Price, hendes sygdomme og ikke mindst hendes kulturelle og litterære overvejelser.
Tidligere dannede Diez par med socialdemokraten Dan Jørgensen, der er mest kendt for at være i stand til at formøble 295.000 kroner på taxa-kørsel, mens han var medlem af Europa-Parlamentet.
Dan Jørgensen har siden påtaget sig at holde de globale temperaturstigninger under 1,5 grader.
Katherine Diez har tidligere gjort sig bemærket ved at erklære, at før der kunne blive tale om noget intimt boeuf bourguignon-samliv skulle hun have mulighed for at se den potentielle partners bogsamling.
Katherine Diez har også underholdt læserne af ALT for damerne om hvordan hun arbejder på at ”blive voksen og fandenivoldsk på en meningsfuld og moden måde”.
Katherine Diez har også hævdet at hun havde en bachelorgrad i dansk fra Københavns Universitet.
Københavns Universitet afviser imidlertid, at nogen med navnet Katherine Diez eller Katherine Toft Diez, som er hendes fulde navn, har en bacheloruddannelse i dansk eller litteraturvidenskab.: ”Vi kan ikke bekræfte, at en person med et af disse navne har en bacheloruddannelse fra Københavns Universitet”, lyder det i universitets svar på Berlingske Tidendes anmodning om aktindsigt.
Diez har tidligere erkendt, at hun har været “en ucharmerende pseudoakademisk kokette”, ligesom hun har tilstået, at hun har oplevet ”et bål af faglig selvtvivlen” og en følelse af slet ikke at være en klog nok til at anmelde.
Harvards Dr. Claudine Gay
Rektor for det prestiøse amerikanske Universitet, Harvard, Dr. Claudine Gay, trådte tirsdag den 2. januar 2024 tilbage. Baggrunden var beskyldninger om plagiering og hendes efter nogles opfattelse utilstrækkelige reaktion på antisemitisme på universitetet efter de Hamas-ledede angreb på Israel den 7. oktober 2023.
Nye plagiatbeskyldninger blev mandag den 1. januar offentliggjort mandag i The Washington Free Beacon – et konservativt netmedie, der har kørt kampagne mod Dr. Gay i løbet af de sidste par uger.
De nye anklager kom oveni de omkring 40 tilfælde af plagiering, der tidligere var offentliggjort af netmediet.
Dr. Gay blev dermed den anden universitetsrektor, der har måttet træde tilbage efter at Gay sammen med rektorerne for University of Pennsylvania and M.I.T. deltog i en kongreshøring den 5. december 2023. Under høringen undgik rektorerne at svare klart på hvad konsekvenserne for studenter, der agiterede for jødernes udryddelse, skulle være. Som Claudine gray havde udtrykt det ville det “afhænge af omstændighederne”.
Rektor for University of Pennsylvania, M. Elizabeth Magill, trådte tilbage 4 dage efter høringen, mens der også har været krav om, at Sally Kornbluth, rektor for M.I.T., skulle træde tilbage.
Krigsfotografers og udenrigskorrespondenters narrative friheder – tilfældet Jan Grarup
Han har fortalt historier fra krigszoner over hele verden gennem de sidste 30 år. Alligevel havde fotograf Jan Grarup aldrig set så voldsomme scener som de, der mødte ham ved fronten i Ukraine.
I Politikens podcast ”Du lytter til Politiken” fortæller han om de mennesker, der er blevet tilbage i resterne af den udbombede ukrainske by, Kharkiv, og hvorfor de ikke flygter, selv om de dagligt risikerer at dø under Ruslands bombardementer.
Jan Grarup fortæller gerne om sine farefulde reportagerejser til krigszoner, men alligevel droppede Politiken i efteråret 2023 samarbejdet med krigsfotografen, der indtil da i en lang årrække havde leveret billeder til dagbladet og været kilde i flere interviews om krigen i Ukraine. Det skete ifølge Politiken som følge af, at Jan Grarup i to interviews har udtalt sig fejlagtigt om konkrete oplevelser og oplysninger i Ukraine.
Avisen fik derefter foretaget en undersøgelse af Jan Grarups udtalelser og oplysninger i essays, han har forfattet til Politiken. Freelancejournalist John Hansen, som har været tilknyttet Politiken, stod for undersøgelsen. I den konkluderede han bl.a., at Jan Grarup skal have talt usandt ad flere omgange. Selv er Jan Grarup ikke enig i alle konklusioner. Han har imidlertid erkendt at have lavet fejl.
Fabian Wolff i Tyskland
En svindelsag har rystet den tyske medieverden. Den 16. juli 2023 dukkede en artikel af freelanceskribenten Fabian Wolff med titlen “My Life as a Son” op på det tyske ugemagasin Die Zeits netudgave, ZEIT ONLINE. Wolff rapporterer blandt andet, at han ifølge sin egen forskning ikke er jøde – i modsætning til hvad han hævdede, at hans mor, der døde i 2017, havde forsikret ham om i årevis.
Den venstreorienterede kulturskribent Fabian Wolff, som siden 2010 ofte havde kommenteret emner fra et jødisk perspektiv. I de senere år har han skabt sig et navn på at kritisere Israels behandling af palæstinensere, påpege zionismens synder og anfægtet motiverne hos de tyske jøder, som har advaret om stigende antisemitisme i Tyskland fra arabiske indvandrere.
Den 34-årige tysker har også vist stor forståelse for den boykot af israelske produkter, som den internationale BDS-organisation (Boycott, Divestment and Sanctions ) opfordrer til. Den slags går normalt ikke an i Tysklands etablerede medier på grund af landets forhistorie med Hitler og Holocaust.
Det betyder, at man sjældent giver spalteplads til stålsatte kritikere af Israel. Men Wolff kunne dog få god plads, fordi han var – som han gerne fremhævede i sine velskrevne tekster – en tysk jøde.
Den identitet understregede han med patosfyldte fortællinger om sin jødiske opvækst i Østberlin, og hvordan han var præget af arven fra slægtninge, der var blevet forfulgt og dræbt under Holocaust. Det gav ham i den tyske offentlighed en særlig platform til at udtale sig om kontroversielle jødiske og israelske spørgsmål, og Wolff fik artikler trykt i førende medier som Der Spiegel, Süddeutsche Zeitung, Jüdische Allgemeine og Die Zeit.
Christian Bitz
I en sag, der har kørt siden 2016 mellem keramiker Kasper Würtz og ernæringsekspert og tv-personlighed Christian Bitz og samarbejdspartneren F&H, afgjorde Sø- og Handelsretten den 30. januar 2023, at Christian Bitz og F&H skal betale en erstatning på 6, 4 millioner kr. for at have plagieret keramiker Kasper Würtz.
Kasper Würtz blev samtidig frifundet af Sø- og Handelsretten for det moderstatningskrav, der var fremsat af F&H og Christian Bitz.
Plagiering – nu i New York
Republikaneren George Santos blev i november 2022 valgt til kongressen ved midtvejsvalget i New York. Men nu har han indrømmet at have benyttet sig af ”alternative sandheder”’, da han fortalte om sin fortid.
Det afslørede New York Times den 19. december 2022, men på det tidspunkt blev beskyldningerne kaldt “injurierende” og “maskingevær-angreb”.
I slutningen af december 2022 har Santos imidlertid selv erkendt, at han hverken har en uddannelse fra Baruch College i New York City eller har arbejdet for de kendte finansvirksomheder Goldman Sachs og Citibank, sådan som han ellers havde hævdet.
Santos insisterer på, at han ikke har begået noget kriminelt, og at han fortsat har tænkt sig at sidde i kongressen de kommende to år.
Australien
Guardian Australia kunne den 9. juni 2022 afsløre, at af den australske forfatter John Hughes bog ”The Dogs” fra 2021 er plagieret fra andre forfattere, herunder fra det dokumentariske værk ”Krigen har et kvindeligt ansigt” af den ukrainske nobelpristager Svetlana Alexievich. Andre dele synes kopieret fra klassikere som Fitzgeralds ”Den Store Gatsby”, Tolstojs ”Anna Karenina” og Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten”.
John Hughes, der selv nedstammer fra ukrainske indvandrere til Australien, skildrer i “The Dogs” et krigstraume, og hvordan det nedarves i generation på generation. Fortælleren i bogen, Michael, er søn af en russisk og en italiensk immigrant, der kommer til Australien efter 2. Verdenskrig. På sit dødsleje beretter moderen om sine oplevelser som partisankæmper mod nazisterne. Det er ikke mindst i disse afsnit, Hughes flittigt har benyttet passager fra Svetlana Alexievichs værk.
John Hughes har erkendt at have læst ”Krigen har et kvindeligt ansigt” og benyttet den i hans egen undervisning i kreativ skrivning. Hughes har undskyldt for ikke at have krediteret andre forfattere som han ubevidst har plagieret.
Bogen fik oprindeligt flotte anmeldelser og er indstillet til flere litterære priser.
Dansk Adidas-topchef
Danske Kasper Rørsted, der som topchef i den tyske Adidas-koncern sad på en af de helt store internationale poster, har ifølge Finans.dk i årevis stået anført med et cv, der ikke stemte overens med virkeligheden.
På websitet for den schweiziske fødevarekoncern Nestlé, hvor Kasper Rørsted sidder i bestyrelsen, har stået, at han har færdiggjort ”International Business Studies” på Copenhagen Business School, mens det af Adidas’ website er fremgået, at han blev uddannet fra ”International Business School” i Danmark.
Kasper Rørsted er imidlertid uddannet akademiøkonom fra Niels Brock Business College.
Østrig
Østrigs tidligere arbejdsminister, Christine Aschbacher, trådte tilbage efter beskyldninger om plagiering. Aschbacher skulle angiveligt have kopieret mindst en femtedel af sin doktorafhandling uden at angive kilder. Hun skulle ligeledes have skrevet en stor del af hendes diplomafhandling, “Drafting a Leadership Style for Innovative Companies”, fra andre forfattere og herunder have kopieret en artikel fra det engelsksprogede magasin, Forbes.
Joe Biden
USA’s præsident Joe Biden er notorisk kendt for at komme med politisk ukorrekte, upassende og forkerte bemærkninger, såkaldte ”gaffes”. Ofte forekommer det som om han ikke er helt klar over, hvor han befinder sig, når han omtaler de ”vidunderlige folk i Vermont” på et politisk møde i Michigan.
Senest har det vakt opmærksomhed, at han på valgmøder har fortalt en hjerteskærende historie om hvordan han som vicepræsident rejste til Afghanistan for at dekorere en krigshelt.
Washington Post har undersøgt sagen nærmere, og konkluderer, at Joe Biden blander 3 forskellige historier sammen, inklusive en historie, hvor han faktisk satte en medalje på brystet af en nedbrudt soldat, Army Staff Sgt. Chad Workman, som ikke mente at han fortjente dekoreringen. Avisen konkluderer, at Biden i løbet af 3 minutter tager fejl af det hele: tidspunktet, stedet, heltegerningen, hvad det er for en dekoration, den militære enhed, medaljemodtagerens rang samt Bidens egen rolle i ceremonien.
Spørgsmålet er om Joe Biden bare er en bundreel mand med hjertet på rette sted, der undertiden siger mærkelige, onkelagtige ting, eller er der tale om en dybereliggende karakterbrist?
Washington Post har gravet dybere, og omtaler blandt andet omstændighederne ved Joe Bidens fejlslagne præsidentkampagne tilbage i 1987. Biden blev anklaget for at plagiere andre politikeres taler uden kildeangivelse, og især dokumentationen af hvordan han havde tyvstjålet lange passager fra Helle Thornings Schmidts svigerfar, Neil Kinnock, var ødelæggende. Washington Post har også afdækket en sag om muligt plagiat fra Joe Bidens studietid.
Har Giuseppe Conte pyntet på sit CV?
Italiens tidligere premierminister, Giuseppe Conte, har været anklaget for ”résumé-inflation” – at have overdrevet sine akademiske kvalifikationer i sit CV. Conte angiver at have studeret på berømte universiteter over hele verden, inclusive Yale, Sorbonne i Frankrig og New York University, NYU, hvor han angiver at have “perfected and updated his studies” under månedlange ophold hver eneste sommer mellem 2008 og 2012.
Ifølge New York Times udtaler Michelle Tsai på vegne af NYU: “A person by this name does not show up in any of our records as either a student or faculty member,” og tilføjede at det ikke kunne udelukkes at Conte havde deltaget i en- eller 2-dages programmer, hvor NYU ikke havde deltagerlister.
Folkeskolereformen
I januar 2019 kunne Weekendavisen berette, at fire fremtrædende uddannelsesforskere var anmeldt til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed i en sag, som trækker tråde til såvel den akademiske og politiske verden som til klasseværelser over hele landet.
Ph.d. og lektor Keld Skovmand står bag anmeldelsen, som omfatter anklager om plagiat, citatfusk, fabrikation af data og misrepræsentation af udenlandsk forskning i forbindelse med den kontroversielle Folkeskolereform, der trådte i kraft i 2014. De anmeldte tæller tre professorer ved DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse ved Aarhus Universitet: Niels Egelund, Lars Qvortrup og Jens Rasmussen samt Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College, landets største læreruddannelse.
Keld Skovmand kritiserer især de videnskabelige artikler, som indgik i Jens Rasmussen og Andreas Rasch-Christensens rådgivning af Undervisningsministeriet. Artiklerne blev brugt som videnskabeligt belæg for vedtagelsen af en reform af læreruddannelsen i 2012 og året efter for folkeskolereformen, der foruden længere skoledage indførte mere end 3000 læringsmål for eleverne og en hidtil uset statslig kontrol af skolerne. Det er altså selve grundlaget for reformen, der har præget hverdagen for mere end 10.000 danske lærere og 500.000 danske skoleelever, som Skovmand går i rette med og kalder intet mindre end ”den største og alvorligste sag om videnskabelig uredelighed i Danmarkshistorien”.
Anmeldelsen til NVU, der har været omhyggeligt refereret i dagspressen, angår plagiat, citatfusk og fejlagtige kilder og forskningsresultater. De pågældende forskere påstås at have manipuleret med forskning fra udlandet for at få den til at passe med en dansk politisk dagsorden.
I marts 2019 afgjorde NUV sagen:
“På denne baggrund finder nævnet sammenfattende, at der ikke foreligger videnskabelig uredelighed, jf. lovens § 16, stk. 1. Efter sagens oplysninger vurderer nævnet, at sagen kan indeholde forhold om tvivlsom forskningspraksis. Nævnet oversender derfor sagen til forskningsinstitutionen til videre behandling, jf. lovens § 17”.
Der Spiegels Claas Relotius
Det tyske nyhedsmagasin, Der Spiegel, blev i december 2018 kastet ud i kaos efter, efter afsløringen af, at en af magasinets topreportere i årevis havde fiflet med nyhedshistorier. Det har chokeret medieverdenen, at den prisvindende journalist Claas Relotius har “opfundet” historier i foreløbig 14 ud af 60 artikler, som er undersøgt.
Relotius blev overøst med priser i Tyskland og USA. TV-stationen CNN udnævnte ham i 2014 til årets journalist for artikler om USA. Det viste sig, at artiklerne var så populære, fordi han gav de etablerede medier lige, hvad de ville have. Hans reportager om USA var gennemsyret af antiamerikanisme og had til præsident Trump.
Der Spiegel har undskyldt og været i en lille flække i USA, som Relotius beskrev som Verdens Røvhul fyldt af Trump-vælgere. Alt var løgn. Mens medierne fordømmer hans opdigtede historier, er de uvillige til at se dem i en større politisk sammenhæng. For Relotius var aldrig kommet i nærheden af en journalistisk pris, hvis han havde skrevet positivt om Trump.
I Danmark har historien om Claas Relotius gjort indtryk, og teatret ”Mungo Park” har gjort historien til et teaterstykke, ”Spejlmanden”, som havde premiere i oktober 2020.
Niko Grünfeld
Tidligere borgmester Niko Grünfeld fra Alternativet har uretmæssigt hævdet, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Men Aarhus Universitet går nu i rette med oplysninger i Alternativets borgmester i København Niko Grünfelds CV.
Op til sidste kommunalvalg fremgik det af Niko Grünfelds CV, at han har en ”master i positiv psykologi” fra Aarhus Universitet. Uddannelsen skulle være taget i årene 2002 til 2004, hed det sig, og det blev bragt i flere medier.
Der er kun ét problem ved den oplysning: Aarhus Universitet kan ikke bekræfte den.
Radio24syv kunne rapportere, at Grünfeld i forbindelse med folketingsvalget i 2015 angav på sit cv, at han havde en kandidatuddannelse.
Men det passede heller ikke.
Bendt Bendtsen
JyllandsPosten har oplyst, at tidligere minister og formand for de Konservative Bendt Bendtsen i årevis skrev på sit cv, at han havde en ”Højere Handelseksamen i Regnskab og Driftsøkonomi”, selv om han kun har et fag fra uddannelsen på en aftenskole i Odense.
Inger Støjberg
Tidligere beskæftigelsesminister, leder af DanmarksDemokraterne, Inger Støjberg, har også ifølge Jyllandsposten hævdet, at hun er uddannet journalist. Men hendes egentlige uddannelse er akademiøkonom i kommunikation fra InformationsAkademiet i Viborg.
Bob Dylan
Bob Dylan leverede langt om længe i begyndelsen af juni 2017 den forelæsning, som er forudsætningen for at han kunne modtage Nobel-prisen i litteratur, som han fik tildelt året før. I en optagelse af forelæsningen fra 4. juni 2017 kan man høre Dylan beskrive den stærke indflydelse fra de litterære værker Odysseen, Intet nyt fra Vestfronten og Moby Dick. Især henvisningen til Herman Melvilles roman Moby Dick var problematisk. I en artikel i tidsskriftet Slate, har Andre Pitzer dokumenteret, at Dylans henvisninger syntes at være planket fra websitet SparkNotes.
Naser Khader
Den tidligere konservative politiker, Naser Khader, kom i vridemaskinen og blev anklaget for plagiat.
Det er bogen “Hjertet bløder” fra 2015 af Naser Khader og Stig Matthiesen, der kom under massiv kritik for at have flere afsnit, der er kopieret fra bl.a. engelske tekster. Berlingske har redegjort for at helt op til 86 procent af nogle afsnit er plagiat.
Forlaget People’s Press trak bogen ”Hjertet Bløder” fra 2015. Mindst 11 af bogens i alt 75 små kapitler indeholdt ifølge Weekendavisen længere passager, som efter alt at dømme er skrevet af efter bøger, artikler og opslagsværker som Wikipedia, som på intet tidspunkt nævnes i bogen.
Medierne har været nådesløse i deres kritik, og forfatteren Carsten Jensen, har ikke lagt fingrene imellem på sin Facebook-profil:
”Ordet tænke og navnet Khader hører hjemme på hver sin planet. Den yderste højrefløj i dansk politik er en menneskelig skraldespand, og på bunden af skraldespanden, i dens allermest gærende ildelugtende lag, finder vi Naser Khader.
Khader er noget, der er værre end en bedrager. Han er en selvbedrager. Overbevist om sin egen kroniske uskyld udpeger han i den anklage, der er blevet rejst imod ham for plagiat, sin medforfatter til bogen “Hjertet bløder”, Stig Matthiesen, som den skyldige”.
Eva Kjer Hansen
Tidligere Landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen måtte i begyndelsen af 2016 gå af som minister. Et flertal omfattende Det Konservative Folkeparti mente hun havde vildledt Folketinget om kvælstofudledningen i forbindelse med Landbrugs- og Miljøpakken.
Esben Lunde Larsen
Danske medier har været optaget af, at tidligere uddannelses- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, skulle have fusket med sit uddannelses-cv. Esben Lunde Larsen oplyser under punktet ”uddannelse og erhverv” på sit officielle cv på Folketingets hjemmeside, at han er ”cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008.”
Ingen betvivler, at Lunde Larsen faktisk har en kandidatgrad i teologi – men har han virkelig studeret i syv år på Københavns Universitet? Det viser sig, at Lunde Larsen har fået godskrevet, at han har været indskrevet på den norske ”Misjonshøgskolen” fra efteråret 2001 til foråret 2005. På daværende tidspunkt foregik undervisningen i København hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution, ”Dansk Bibel-Institut”.
Siden er Lunde Larsen blevet beskyldt for ikke at leve op til videnskabelig redelighed i sin Ph.d-afhandling ved ikke systematisk at angive kilder, herunder hans egne værker. Ironisk nok har DR-Nyheder efterfølgende måttet beklage “store mangler” i historien om forskningsminister Espen Lunde Larsens Ph.d.-afhandling.
Sagen er, efter nærmere granskning ved Københavns Universitet, afsluttet med Lunde Larsen frifindelse den 30. marts 2016.
Sagen viser, at der ikke skal meget til, før beskyldningerne om fusk ryger gennem luften.
Mette Thiesen
I september 2021 kunne Ekstra Bladet afsløre, at det tidligere folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Mette Thiesen, der nu er medlem af Dansk Folkeparti, er blevet taget i at snyde, da hun gik på universitetet. Historien fik Mette Thiesen til på Facebook at redegøre for sagen med ”egne ord”:
”Jeg var i begyndelsen af 20’erne, og det var svært for mig at erkende, at studiet ikke lige var mig. For ikke at tabe ansigt ved at dumpe en eksamen kopierede jeg fra en studiekammerats opgave. Det blev opdaget af universitetet” skriver hun og tilføjer, at det resulterede i en midlertidig karantæne fra universitetet på seks måneder.
Mette Thiesen vendte dog ikke tilbage til jurastudiet efter karantænen. I stedet uddannede hun sig til lærer, og hun virkede som skolelærer, til hun i 2019 blev valgt til Folketinget.
Udlandet
I det store udland er det endnu værre, og der har været mange sager om recirkulation, dvs. afskrift, plankning, plagiering, litterære tyverier og videnskabeligt og journalistisk tyveri.
Ursula von der Leyen
Den nuværende formand for EU-Kommissionen og tidligere tysk forsvarsminister, Ursula von der Leyen, har været beskyldt for, at hun har plagieret dele af sin lægevidenskabelige ph.d.-afhandling. Ifølge anklagerne viser mindst 27 ud af 62 sider i Ursula von der Leyens ph.d.-afhandling fra 1990 tegn på at være plagiat af andre videnskabelige kilder. Ursula von der Leyen blev frikendt i marts 2016.
I Tyskland, hvor universitetseksaminer og doktorgrader betyder meget, har der i de seneste år været en række sager, hvor tyske toppolitikere er blevet grebet i videnskabeligt fusk. Ursula von der Leyen er således langt fra den eneste, som er havnet i modvind efter plagiatbeskyldninger. I 2011 måtte den daværende forsvarsminister Karl-Theodor zu Guttenberg (CSU) træde tilbage, efter det kom frem, at hans ph.d.-afhandling for en stor del bestod af plagierede passager. I 2013 måtte CDU-politikeren Annette Schavan opgive sin post som uddannelsesminister, efter at hendes tidligere universitet annullerede hendes doktorgrad, fordi der var fundet plagierede passager i Schavans afhandling.
Samtidig har tidligere familieminister, Franziska Giffey, i årevis måttet leve med beskyldninger om plagiering i forbindelse med hendes Ph.d.-grad. Selvom Frei Universität i Berlin ikke har frataget hende doktoratet, har hun klogelig meddelt, at hun ikke længere vil bruge doktor-titlen.
Endelig blev det i 2021 meddelt, at Franziska Giffey trådte tilbage som minister. Siden har hun været borgmester i Berlin.
USA og Stephen Glass, Jayson Blair, Michael Finkel og Janet Cooke
I USA har mange aviser, herunder ansete medier som The New Republic og The Washington Post haft deres sager om journalistisk uredelighed, og Stephen Glass er måske den mest kendte journalist, der er afsløret. Han holdt sig ikke tilbage fra at opdigte hele historier, og hans tilfælde var baggrunden for filmen ”Shattered Glass” fra 2003, der har været vist på dansk TV tidligere (og igen sent søndag den 16. august på DR1).
Da New York Times i 2003 fandt ud af, at journalisten Jayson Blair metodisk havde opdigtet kilder og historier, satte man en gravergruppe på svindelen, der blev kortlagt i detaljer over flere sider i avisen. Blair har siden i bogen “Burning down my master’s house” redegjort nærmere for hans fejltrin. Han undskylder sig bl.a. med problemer med rusmidler – den traditionelle journalist-afhængighed af alkohol udviklede sig til et kokain-misbrug, og i en reportage om Wall Street umiddelbart efter 11. september 2001 citerede han en fiktiv trader. Siden hen undlod han at følge avisens retningslinjer for faktisk tilstedeværelse på de steder, der blev omtalt i artikler – og i stedet fabrikerede han det hele hjemme fra sin lejlighed i New York med beskrivelser af lokaliteter fra billeder og nettet.
Michael Finkel er endnu en synder, der i 2005 har beskrevet sine synder i bogen “True Story”.Som fast free lancer på New York Times Magazine blev han sendt på en reportagerejse til Elfenbenskysten for at dække de slavelignende forhold på kakaoplantagerne. I den endelige artikel var en af de beskrevne skæbner baseret på input fra interviews af en række personer, og billedillustrationen viste en helt anden person.
Et andet berømt tilfælde er Janet Cooke, der i 1980’erne var journalist på Washington Post og faktisk vandt en Pulitzer-pris for en “fabrikeret” reportage.
Rolling Stone:“A Rape on Campus”
Det ikoniske amerikanske magasin Rolling Stone har også været tvunget til at trække artikler tilbage. Rolling Stone udkommer 2 gange om ugen og skriver om musik, populær- og ungdomskultur. Hunter S. Thompson skrev i en årrække for magasinet.
Rolling Stone publicerede i slutningen af november 2014 en artikel om påståede gruppevoldtægter på amerikanske universiteter. Rolling Stone trak først artiklen tilbage i april 2015, da The Columbia University Graduate School of Journalism i en rapport havde fundet, at der ikke var belæg for centrale passager i artiklen.
Prodekanen på University of Virginia og ansvarlig for sager vedrørende seksuelle overgreb mod universitetets studerende, Nicole Eramo, anlagde sag mod Rolling Stone.
En føderal domstol i Charlottesville, Virginia, har netop afsagt dom i sagen. Artiklen, der var skrevet af featurejournalisten Sabrina Rubin Erdély, blev af domstolen karakteriseret som grundløs ondsindet og ærekrænkende bagvaskelse af Nicole Eramo. Erstatningsspørgsmålet vil blive afgjort senere.
Domstolen fandt, at centrale elementer i artiklen – A Rape on Campus (En voldtægt på Campus) – var fabrikeret, forkerte og unfair.
Artiklen var baseret på en beretning fra en kvindelig studerende – Jackie – på University of Virginia om en gruppevoldtægt, der skulle have fundet sted allerede i 2012 i kollegiet for studentersammenslutningen Phi Kappa Psi.
Domstolen fandt, at Erdely og Rolling Stone i deres iver efter at forfølge temaet om seksuelle krænkelser på amerikanske universiteter, ignorerede oplagte tegn på at Jackies historie var opspind.
The Washington Post har i en undersøgelse dokumenteret, at væsentlige elementer i Jackies historie var løgn, herunder at ingen i studentersammenslutningen havde det navn, som Jackies havde opgivet for hovedmanden i gruppevoldtægten. Personen var fiktion og et fotografi Jackie havde præsenteret som et billede af voldsmanden, viste sig at være et billede af en gammel High School-bekendt, der gik på et universitet i en anden stat.
Efter dommen erklærede Rolling Stone, at magasinet i over 50 år havde bestræbt sig på at producere journalistik “with the highest reporting and ethical standards, and with a humanistic point of view”. Bladet bemærkede, at ”A Rape on Campus” var et forsøg “to tackle the very serious and complex topic of sexual assault on college campuses”.
“In our desire to present this complicated issue from the perspective of a survivor, we overlooked reporting paths and made journalistic mistakes that we are committed to never making again,” sagde Rolling Stone i erklæringen, og fortsatte: “We deeply regret these missteps and sincerely apologize to anyone hurt by them, including Ms. Eramo. It is our deep hope that our failings do not deflect from the pervasive issues discussed in the piece, and that reporting on sexual assault cases ultimately results in campus policies that better protect our students”.
Norge
I den norske ugeavis Morgenposten har man kunnet følge hvordan norske medier fortsat er beskæftiget med at rydde op efter en stribe plagiatsager. Mest bemærkelsesværdigt har måske været sagen om Daniel Butenschøn og Dagens Næringsliv, hvor det er dokumenteret at Butenschøn konstruerede artikler, plagierede udtalelser til andre medier og på en række andre måder brugte uacceptable journalistiske metoder. Et eksempel er Butenschøns artikel om restauranten Tropical Breeze i Las Vegas. Hovedparten af tekst og citater er tyvstjålet fra artiklen “Egg men” i The New Yorker.
Allerede i 2005 var han på Morgenposten afsløret i at have “planket” et portræt af Barack Obama fra magasinet The New Yorker.
Danmarks Beckerlee
Den danske journaliststand og visse dagblade er ligeledes optaget af ophavsret, og slår til stadighed om sig med vilde påstande om tyveri af deres dyrebare stof. Nogle af påstandene er velbegrundede, men hvorfor er det altid den tidligere GASOLIN-musiker, den skikkelige Franz Beckerlee, der skal trækkes frem, når der skal berettes om afskrifter, plagiater og litterære tyverier?
Tilbage i 1985 måtte Franz Beckerlee og forlaget Rhodos, trække kriminalromanen ”De gamle aber er de sjoveste. En storbykrimi”. Bogen blev trukket tilbage, da den var et plagiat af Neville Smiths roman ”Gumshoe”.
Beckerlee forsvarede sig med, at han havde set en film, der havde inspireret ham.
Frank Esmann
Det er dog langt mere bemærkelsesværdigt, at DR’s nu afdøde fantasifulde Frank Esmann, der altid har værdsat andres gode tekster, gav anledning til nedsættelse af et helt udvalg og udarbejdelsen af en kulturministeriel vejledning om ”God citatskik og plagiat i tekster”. Retningslinjerne kom efter postyret om, hvorvidt Frank Esmann i bogen ”Kissinger” anvendte god citatskik, eller – og det var dommen – i visse passager plagierede fra en amerikansk forfatters bog. Under hele forløbet, der strakte sig over 2004 og 2005, nægtede Frank Esmann hårdnakket, at han havde snydt, og den pinlige sag afholdt ikke forfatteren fra offentlig fremtræden med bl.a. radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Det endte dog med at forlaget trak Kissingerbogen tilbage.
Frank Esmann tilbød helt frem til sin død gennem DR foredrag og kurser på baggrund af sine mange års erfaring som journalist, redaktionschef, programredaktør, tv- og radiovært, tilrettelægger og udenrigskorrespondent i den skrevne presse og DR. DR præsenterede Frank Esmann som specialist i USA og sikkerhedspolitik: Han har skrevet bøger og antologier om USA og det amerikanske præsidentembede (herunder den famøse ”Kissinger”), dansk udenrigspolitik under den anden verdenskrig, den kolde krig, presseforhold, nyhedskriterier og fremmedhad. Blandt hans oversættelser er Hillary Clintons og Madeleine Albrights erindringer.
Informations Mads Qvortrup
Information, der ellers hævdes at holde den journalistiske fane meget højt, har også haft sine sager. Ifølge fagbladet Journalisten tilbage i 2009 citerede Informations daværende korrespondent i London, Mads Qvortrup, flere gange både døde kilder og kilder, han aldrig havde talt med!
Information nøjedes med at afbryde samarbejdet og på nettet (samt på side 8 i den trykte avis) at bringe en redaktionel note om, at der var sket en ”fejl”.
Fagbladet Journalisten bragte i 2011 en udpenslende og ganske underholdende gennemgang af Mads Qvortrups fup-journalistik, som viste sig at omfatte flere andre eksempler. Det skete under overskriften ”Dead Man Talking”.
På Politiken skrev Bo Lidegaard i 2016 en overstrømmende anmeldelse (seks hjerter) af en Angela Merkel-biografi skrevet af ”Matthew Qvortrup”, der blev præsenteret som ”professor i statskundskab ved Coventry University i England”.
Politiken måtte efterfølgende bringe en ”rettelse”: ”I den oprindelige version manglede den oplysning, at forfatteren er identisk med Mads Qvortrup, der i sin tid som journalist fik alvorlig kritik for at have citeret afdøde kilder.”
Jacob Holdt
I august 2015 indrømmede fotograf Jacob Holdt i Weekendavisen, at ikke alt i hans bog “Amerikanske billeder” var korrekt. KGB brugte Jacob Holdt til at påvirke den vestlige opinion, og hans kritiske artikler om USA var vand på tidens venstreorienterede kampagnemøller, hvilket man kan læse om i PET-kommissionens rapport og Bent Jensens bog “Ulve, får og vogtere”.
Holdt skrev til Information, der i 1970erne og 1980erne blev en stor avis med markant indflydelse, og avisen var en rede for påvirkningsagenter. Der var journalister på Information, der velvilligt gik Cubas og Sovjetunionens ærinde.
Torben Krogh
Avisens journalist og chefredaktør, Torben Krogh, var i KGB kendt under navnet Kraig og var tæt på Sovjetunionen. Han var værdsat af KGB, selv om PET-kommissionen mente, at KGB overdrev hans nytte. Avisen brugte den australske udenrigsjournalist Wilfred Burchett som skribent. Han var KGB’s påvirkningsagent.
Jørgen Dragsdahl
I 1970- og 1980erne var Jørgen Dragsdahl avisens indflydelsesrige skribent i sikkerhedspolitik. Vi ved nu fra PET-kommissionen og dokumenter fremlagt i retssager, at medarbejdere i PET anså ham for at være påvirkningsagent for Sovjetunionen, og at han havde konspiratoriske møder med KGB-folk.
Jan Stage
Avisens Latinamerika-skribent, Jan Stage, havde været tilknyttet Cubas hemmelige efterretningstjeneste, har han selv berettet i en artikel i Information. Hvor lang tid, han fortsatte med det, er dog uklart.
Andre journalister forkyndte støtte til revolutionære bevægelser og regimer i Information – muligvis uden at være betalt. De gjorde det frivilligt, gratis og med ildhu.
Jyllands-Postens Flemming Sørensen
Flemming Sørensen (født 1930, død 2016) var en dansk journalist og tidligere spion for Stasi med dæknavn Flame eller Heinrich. Flemming Sørensen var fra 1963 Jyllands-Postens korrespondent i Bonn, og sammen med agent “Lenz” (Morten Jung-Olsen) var han en af Stasis vigtigste folk i Danmark.
Annegrethe Rasmussen
Den 16. december 2015 kunne netavisen Altinget på foranledning af fagbladet Journalisten oplyse, at man øjeblikkelig havde afbrudt samarbejdet USA-korrespondent Annegrethe Rasmussen, der også var redaktør af Altingets USA-portal. Årsagen var, at Annegrethe Rasmussen angiveligt i en klumme, Altinget publicerede fredag den 11. december, havde plagieret en leder i det britiske ugemagasin The Economist, der blev offentliggjort torsdag den 10. december 2015.
Den 17. december 2015 oplyste dagbladet Information, at man havde fyret Annegrethe Rasmussen som freelancer ved Information. Opsigelsen begrundes med Annegrethe Rasmussens klumme i Altinget.
Sagen om klummen i Altinget gav anledning til at minde om, at Annegrethe Rasmussen tidligere har gjort sig skyldig i afskrift. I 2001 blev hun fyret fra stillingen som chefredaktør ved Berlingske Tidende, da det viste sig, at en leder, hun havde skrevet, indeholdt flere passager, der var nøjagtige kopier af ledere, der havde været trykt i Politiken.
Annegrethe Rasmussen er stadig USA-korrespondent og samtidig chefredaktør for POV International, som hun startede efter fyringen fra Information.
Søren K. Villemoes
Det er skæbnens ironi, at Søren K. Villemoes, der på Weekendavisen var involveret i kritikken af USA-korrespondent Annegrethe Felter Rasmussen, selv blev udsat for kritik på grund af sammenfaldene mellem hans egen artikel om fodboldholdet Washington Redskins og en lignende artikel i magasinet ThinkProgress.
Christopher Arzrouni
I juni 2008 kunne dagbladet Information dokumentere, at den liberale ideolog og tidligere politiske rådgiver for daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen, Christopher Arzrouni, i en særdeles kritisk anmeldelse af Naomi Kleins bog, Chokdoktrinen, i Weekendavisen i lange passager havde skrevet af fra den svenske skribent Johan Norbergs anmeldelse af bogen til den amerikanske tænketank The Cato Institute.
Arzrouni har senere været rådgiver for Kristian Jensen, debatredaktør på Børsen og ernærer sig i dag som External Affairs Manager i tobakskoncernen, Philip Morris.
TV 2 Nyhederne
I 2005 “opfandt” TV 2 Nyhederne den “svært bevæbnede” indvandrerbande Triple A. Souschefen for TV2/Nyhederne, Lotte Mejlhede, måtte forlade sin stilling efter sagen og journalisten forsvandt en tid fra skærmen. Nu kan hun på fjernsynet opleves som en noget hektisk udlandsreporter.
Den daværende nyhedschef på TV 2, Michael Dyrby, overlevede, men måtte som bekendt af andre grunde forladt stillingen. Han blev efterfølgende chef på B.T., men blev også fyret fra den stilling.
Den notoriske Jeppe Nybroe
Så er der sagerne med Jeppe Nybroe. I september 2007 fratrådte Nybroe sin stilling i DR efter beskyldninger om manipulation i indslag i TV Avisen; I TV Avisen søndag 29. juli 2007 rapporterede Jeppe Nybroe fra Irak i forbindelse med tilbagetrækningen af de danske tropper fra landet. Fra ladet på et militærkøretøj fortalte Nybroe seerne, at soldaterne og han selv netop var på vej ud af Irak – Danmarks deltagelse i krigen var forbi. Den 2. august 2007 kunne TV2 imidlertid afsløre, at Jeppe Nybroe i indslaget i virkeligheden på vej ind i Irak, ind til de danske soldaters lejr. Efter en nærmere undersøgelse af Nybroes redigeringsteknik afslørede Jyllandsposten, at han i en reportage bragt i DRs udenrigsmagasin Horisont den 16. januar 2006, om amerikanske troppers jagt på oprørsstyrker i Irak, havde manipuleret med lydsporet således, at lyden fra den samme eksplosion blev indsat flere forskellige steder i indslaget. Den 3. september stoppede Nybroe hos DR, men hans trængsler er imidlertid ingenlunde ovre. Efter års ro om Jeppe Nybroe blev hans bog om 28 dage som gidsel i Libanon, ”Kidnappet – i islamisternes fangehul”, i februar 2015 af eksperter gransket minutiøst for fejltolkninger og fejl. Gravearbejdet var igangsat af en anmeldelse i Weekendavisen af DR-værten Adam Holm.
”Det ligger uden for denne anmelders indsigt at dømme om, hvorvidt Nybroe måtte have taget sig visse narrative friheder (…) Måske har han som mangen en udenrigskorrespondent før ham malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver.”
Når Adam Holm omtaler “narrative friheder” som en hyppig erhvervslidelse hos udenrigskorrespondenter han tænkte måske på Frank Esmann og Annegrethe Rasmussen?
Vi kommer utvivlsomt til at høre mere om Jeppe Nybroe. I august 2016 er han ansat som vært på programmet “Krimicentralen”, der laves i samarbejde med Ekstra Bladet og produktionsselskabet Monday og vises på TV3.
Siden august 2018 og frem til efteråret 2020 har Jeppe Nybroe været kommunikationschef i Det Danske Hus i Palæstina med base i Ramallah på Vestbredden.
Avisen Danmark hyrer Jeppe Nybroe som ny redaktionschef
Jysk Fynske Mediers fælles indlandssektion opruster og har i den forbindelse ment, at der måske kunne være behov for at gøre avisen Danmarks artikler lidt mere ”interessante”. I hvert fald har man i november 2020 ansat den notoriske Jeppe Nybroe som redaktionschef. Nybroe har tydeligvis haft effekt – i hvert fald bliver avisen Danmark nu undertiden citeret af andre medier.
Nybroe er siden gået videre til annoncemediet Idé-Nyt.
Berlingske Tidende
Radio 24Syv kunne den 19. december 2016 berette, at Berlingskes Mellemøstkorrespondent Allan Sørensen i mindst 14 tilfælde har plagieret fra udenlandske medier i artikler, han udarbejdede i sin tid på Kristeligt Dagblad, hvor han var korrespondent i 14 år. Det kan Radio24syv fortælle efter at have foretaget en stikprøve af journalistens artikler fra hans tid på Kristeligt Dagblad.
Afsløringen kommer i kølvandet på, at Radio24syv den 15. december 2016 kunne fortælle, at Allan Sørensen i mindst syv tilfælde havde citatplagieret i artikler skrevet for Berlingske. Dermed har korrespondenten i minimum 21 tilfælde brugt passager eller citater fra andre medier uden at kildehenvise.
Berlingske Tidende iværksatte på den baggrund en nærmere undersøgelse, og i februar 2017 måtte Berlingske Tidende erkende at avisens Mellemøstkorrespondent, Allan Sørensen, i talrige artikler havde undladt at henvise til kilderne. Avisen tildelte på den baggrund Allan Sørensen en advarsel.
Anna Castberg
Den tragiske Anna Castberg blev på en blanding af falske eksamensbeviser og evnen til at dupere i 1993 udnævnt til leder af kunstmuseet Arken. Efter 3 år blev hun afsløret og hele sagen repeteres jævnlig i pressen.
Markis Marcel de Sade
Jørgen Vase Schmidt, der siden 1960 og i årtier frem udgav sig for at være markis Marcel de Sade. Den falske markis levede i sus og dus i danske og franske overklassemiljøer, men i 1963 var det slut og han endte i Nyborg Statsfængsel dømt for økonomisk bedrageri.
Som kasserer og bogholder i et oliefirma havde han taget af kassen for at finansiere sit luksusliv som markis en adelig titel, han havde købt og i øvrigt stadig fastholder sin ret til at bruge.
Pengene fra underslæbet i oliefirmaet var med til at finansiere ekstravagante fester, hvor hans gæster blev transporteret i limousine, og tjenestefolkene sørgede for, at champagnen flød. Glamouren gjorde ham til en kendt figur i det københavnske jetset og i den danske presse.
Markisen med det borgerlige navn Jørgen Vase Schmidt er efterfølgende blev kendt i folkemunde som den falske markis. Han blev idømt fire et halvt års fængsel og blev løsladt efter tre et halvt års afsoning.
Jørgen Vase Schmidt har efterfølgende ernæret sig som hjemmehjælper, men førte sig i mange år fortsat frem i det københavnske natteliv.
I mange år boede han i en knap 600 kvadratmeter store herskabslejlighed på Frederiksberg. Jørgen Vase Schmidt afstod lejligheden, da han fik tilbudt en mindre lejlighed med udsigt over søerne.
Lejligheden blev herefter overtaget af den nu forhenværende borgmester på Frederiksberg, den konservative Simon Aggesen. Han erhvervede lejligheden, der efter opdeling i 2 lejligheder blev videresolgt med betydelig fortjeneste.
Anita Bay Bundegaard og Niels Helveg Petersen
Der har imidlertid været en række andre sager, hvor offentlige personer har pyntet på kvalifikationerne. Den radikale politiker Anita Bay Bundegaard, der i regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV var minister for udviklingsbistand fra december 2000 til regeringen gik af 27. november 2001, er blandt dem, der har taget sig ”friheder”. Hun vakte opmærksomhed, da hun ville åbne Danmarks porte for alverdens fattigdomsflygtningen. Hun blev dog hurtigt banket på plads af Poul Nyrup Rasmussen.
I 2001 blev det afsløret, at Anita Bay Bundegaard ved flere lejligheder personligt havde godkendt brugen af titlen cand.ling.merc på trods af, at hun aldrig har færdiggjort uddannelsen. Trods manglende eksamensbeviser er Anita Bay Bundegaard nu – efter en tid hos FN’s Flygtningehøjkommissariat i Geneve og som redaktør på Dagbladet Politiken – Director & UN Representative ved Geneve-kontoret for den internationale paraplyorganisation Save the Children, der bl.a. omfatter Red Barnet Danmark. Anita Bay Bundegaard er også medlem af Politiken-Fondens bestyrelse.
En anden radikal politiker, afdøde Niels Helveg Petersen, blev valgt til Folketinget i 1966 og blev siden leder af Det Radikale Venstre og minister. I alle biografier oplyses det, at han trådte ud af Folketinget i 1974 og blev kabinetschef hos den danske EF-kommissær Finn Gundelach. Kabinetschef? – det var vist Vicekabinetschef!
Christian Have
Christian Have fra Have Kommunikation er blot én på listen over kendte kultur- eller politikpersoner, der har snydt med deres titler, formentlig for at vinde mere autoritet indenfor deres felt. Den kreative direktør, Christian Have, har i årevis smykket sig med en cand.phil.-titel som Københavns Universitet ikke ville kendes ved at have udstedt.
Listen rummer også navne som Inger Støjberg, Stein Bagger og Rigmor Zobel.
Peter Goll og Michael Kristiansen
Spindoktorerne Michael Kristiansen og Peter Goll har også snydt og uberettiget foregivet at have en akademisk baggrund. Goll har i sit CV skrevet, at han er ”uddannet fra statskundskab på Københavns Universitet”. Realiteten er, at han er en halvstuderet røver – han forlod studiet efter 2 1/2 år og er altså ikke engang bachelor.
Da Michael Kristiansen søgte jobbet som spindoktor hos daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, snød han med sit CV. Han skrev, han havde en cand.phil i filmvidenskab, men den uddannelse har han ikke.
Ydermere har han kaldt sig selv magister på et bogomslag. Magister er han heller ikke.
Arne Herløv Petersen
Information har beskrevet hvordan forfatteren Arne Herløv Petersen var påvirkningsagent for Sovjetunionen. Under Den Kolde Krig gav KGB ifølge afhopperen Gordijevskij den venstreorienterede danske forfatter Arne Herløv Petersen dæknavnet ’Palle’ og dyrkede ham i årevis som en nyttig påvirkningsagent for sovjetiske synspunkter.
Gennem 10 år udviklede ”Palle” en livlig kontakt med sovjetiske ambassadefolk, og PET regnede sig frem til, at der i perioden september 1972 frem til august 1982 var aftalt minimum 115 møder mellem forfatteren og diverse KGB-officerer. Selv mener Arne Herløv Petersen, at der kun har været tale om 19 møder.
Arne Herløv Petersen modtog gaver fra sine sovjetiske venner – fortrinsvis flasker med sprut og kartoner med smøger – og var forholdsvis åbenmundet om sine kontakter på sovjetambassaden i Kristianiagade i København. Snart kom han så meget i PET’s søgelys, at først hans telefon, siden hans bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.
Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.
Arne Herløv Petersen kom aldrig for retten. I stedet modtog han et såkaldt tiltalefrafald i 1982, som bruges, hvis en tiltalt erkender sin skyld – hvad Arne Herløv Petersen aldrig har gjort.
Pressefotografen Michael Forsmark Skjoldager
Danmarks Radio har i dokumentarserien ”Pressens kriminelle håndlanger” fortalt historien om den kriminelle Michael Forsmark Skjoldager, der blev en bragende succes, da han begyndte som pressefotograf. Han var på pletten, når der skete noget dramatisk og blev storleverandør af potente kriminalhistorier. Det kulminerer, da han i hemmelighed skærer hovedet af Den Lille Havfrue og bagefter sælger billederne af den hovedløse dame til den intetanende presse.
Ifølge Michael Forsmark Skjoldager skyldes hans evne til altid at være på pletten hans store kildenet. Det er dog næsten for godt til at være sandt, og mistanken ulmer i pressen. Den bliver ikke mindre, da han “tilfældigt” opdager og filmer Prins Joachim i høj fart ind ad Helsingør-motorvejen, og bliver leverandør af en vaskeægte royal skandale. DR graver videre i sagen. Det viser sig langt fra at være tilfældigt, og Forsmark beskyldes for paparazzi-metoder.
Sportsjournalistik
Sportsjournalistikken syntes at være et særligt betændt område. En sag er fra den 27. marts 2015, hvor sportsjournalist Asker Hedegaard Boye fra Jyllands-Posten på sin blog anklagede sportskommentator Andreas Rasch-Christensen fra TV2 for at skrive af.
Boye kritiserer den lemfældige og stærkt kritisable omgang med kilderne i Luis Suárez-biografien “Krigeren”. Asker Hedegaard Boye dokumenterer, at Rasch-Christensen har planket flere af Boyes analyser og passager uden at angive, hvor de stammer fra. Andreas Rasch-Christensen blev fyret fra TV2.
Sportsjournalist Michael Qureshi blev bortvist fra Ekstra Bladet efter at have erkendt at han har opdigtet navne på kilder. Han fastholder, at kilderne findes. Berlingske Tidende og Politiken har på den baggrund trukket en lang række artikler tilbage.
I 2016 har Michael Qureshi startet et nyt medie op med fokus på Aalborg. Mediet hedder Migogaalborg.dk og skal være et sted, hvor nordjyder blandt andet kan holde sig opdateret om oplevelser i byen.
Qureshi har siden startet selskabet Min By Media, der er drivkraften bag et nyt guidemedie i København og andre byer, der vil konkurrere med bl.a. AOK og Ibyen.
Milena Penkowa
Fra den danske videnskabelige verden har vi sagerne om hjerneforskeren Milena Penkowa. Københavns Universitet tildelte i 2006 Milena Penkowa en doktorgrad for hendes hjerneforskning. Universitetet udnævnte endvidere Penkowa til professor og efter indstilling fra universitetet modtog Penkowa i 2009 endvidere den prestigefulde EliteForsk-pris. Siden blev Penkowa først idømt tre måneders betinget fængsel for dokumentfalsk og underslæb i forbindelse med forskningsmidler. Herefter blev hun idømt 9 måneders betinget fængsel for særlig grov dokumentfalsk. Ifølge dommen fuskede Penkowa i 2003 med flere dokumenter om rotteforsøg i Spanien. Forfalskningen skete angiveligt for at undgå en sag om videnskabelig uredelighed. Milena Penkowa brugte de forfalskede dokumenter til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at der var foretaget et stort antal forsøg med rotter i udlandet. Hvis det i 2003 havde stået klart, at Penkowas forsøgsresultater var blevet dokumenteret ved forfalskede dokumenter, ville det allerede dengang have sat en stopper for hendes akademiske karriere. Hun ville være blevet meldt til politiet eller UVVU og ville således hverken være blevet tildelt doktorgraden i 2006, udnævnt til professor eller indstillet til EliteForsk-prisen i 2009.
Rusland
Problemet med akademisk svindel eksisterer i hele verden, men meget tyder på, at det omsiggribende bedrag i Rusland er uden sidestykke. Ligesom der i Rusland er et omfattende sort marked for våben og olie, er der også et veludviklet marked for ”videnskabelige afhandlinger”, der er baseret på svindel og plagiering.
Forrige år blev formanden for Ruslands centrale parlamentariske forsamling, Dumaen, afsløret for plagiering. Sergei Naryshkin, tidligere stabschef i Putins administration og et fremtrædende medlem af Putins parti, United Russia, blev anklaget for at have modtaget hvad der svarede til en doktorgrad for en afhandling, hvor mere end halvdelen var afskrift uden kildeangivelse. Det bemærkelsesværdige er, at afsløringen alene affødte skuldertræk og ikke fik følger for Naryshkin, der blot er én afsløring blandt hundreder.
Spanien
I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.
I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af, efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatafhandling var plagieret.
Klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, kommer i et interview med dagbladet Information ind på etableringen af en infrastruktur til brint.
Krav til brintsektoren
I Information siger Lars Aagaard, at forhandlingerne om rammerne for udbygningen af en infrastruktur for brint, starter nu, og der skal laves en aftale med tyskerne om at forbinde et kommende dansk brintrør med det tyske.
”Vores planlagte udbygning med vedvarende energi vil give el til 25-30 millioner husstande. Vi er altså ved at bygge en potentiel energiforsyning til Europa, hvor produktion af brint ved hjælp af den grønne strøm kan dække et behov i Tyskland. Men vi kommer ikke til at bygge et rør, hvis ingen siger, at de vil bruge det. Så en vis forpligtelse fra den private sektor er vi nødt til at have.”
Baggrunden for ministerens udtalelser om kravene til brintsektoren, er at energipolitikere og energisektoren har været stærkt optaget af at Danmark skulle stå over for et veritabelt PtX og brinteventyr.
Grøn brint
Potentialet for mængder af billig grøn strøm fra vindmølleparker i Nordsøen og fra solcelleparker skulle danne basis for produktion af grøn brint til det tyske marked og meget betydelige samfundsøkonomiske gevinster.
Der er rejst tvivl om de reelle muligheder for at realisere havvindspotentialet fra Nordsøen. Den forringede økonomi i havvindmølleprojekter og problemer med myndighedsgodkendelser m.v. har betydet, at der i 2023 ikke er opstillet en eneste vindmølle.
På det seneste er der også opstået tvivl om det økonomiske grundlag for den nødvendige infrastruktur.
Forsyningstilsynet påser, at de opkrævede energi- og transmissionspriser fra forskellige kundegrupper, er omkostningsægte og kun dækker de omkostninger, som den pågældende kundegruppe selv er årsag til. Det politiske pres for at fremme PtX synes at have trængt dette vigtige hensyn til side, så der er reel risiko for at almindelige elforbrugere tvinges til at betale til infrastruktur, der er nødvendiggjort af private PtX-anlæg og brintfabrikker.
Infrastrukturen
For den grønne brints vedkommende handler det om etableringen af hvad der kaldes ”Danish Backbone West” – et 360 kilometer langt brintrør med en diameter på 91 centimeter, der skal gå fra Lille Torup syd for Limfjorden via Viborg, Holstebro, Esbjerg, Vejen, Fredericia og til Tyskland, hvorved kommende danske brintfabrikker forbindes med det attraktive tyske marked.
Statsejede Energinet har regnet sig frem til, at Danmark kan score en samfundsøkonomisk gevinst på 30-75 mia. kr. på at etablere en sådan brintinfrastruktur. Til sammenligning estimeres det, at brintrøret koster 10-22 mia. kr. i etableringsomkostninger.
Problemet er imidlertid, at Energinet ikke umiddelbart kan træffe en investeringsbeslutning, før man har sikkerhed for, at virksomheder som Ørsted, H2 Energy og Copenhagen Infrastructure Partners vil bygge brintfabrikker og betale for at bruge brintrøret.
Omvendt vil ingen af selskaberne begynde at bygge fabrikker, hvis ikke de er sikre på, at de 1) kan forsynes med tilstrækkelige mængder af (billig) grøn strøm og 2) sende brinten billigt til aftagere i Tyskland.
Danmarks største energiselskab Ørsted er blandt de virksomheder, der er klar til at begynde brintproduktion. Konkret har selskabet planer om at etablere produktion i Idomlund ved Holstebro.
Udover den planlagte brintproduktion i Idomlund, arbejder Ørsted på omkring 10 projekter vedrørende brint og Power-to-X. Et mindre brintanlæg på Avedøreværket i København og en grøn metanol-produktion i Örnsköldsvik i Sverige er blandt de projekter, der er længst fremme i processen.
Store spillere som Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) og det schweiziske H2 Energy står også klar til at investere i kæmpestore brintprojekter i Jylland.
Den afgørende forudsætning for alle projekterne, er at der er tilstrækkelig med billig grøn strøm til rådighed, og at det 360 kilometer langt brintrør til Tyskland etableres i rette tid.
”Hvis ikke der kommer et rør, så kommer der ikke nogen storskalaproduktion i Idomlund. Og vi er jo ikke alene. Der er også andre, der har annonceret store projekter langs den jyske vestkyst, som også er afhængige af, at røret kommer,” siger Anders Nordstrøm, driftsdirektør i Ørsted P2X, der er Ørsteds division for grønne brændstoffer, til Jyllands-Posten Erhverv.
Statslig finansiering eller skal elkunderne betale?
Man mangler dog stadig at tage endelig stilling til finansieringen af røret, der kræver en investering på mellem 15 og 22 mia. kr.
”Det er ikke særlig tit, at vores samfundsøkonomiske beregninger viser et overskud i den størrelse, men man skal lige holde tungen lige i munden. Vi har ikke tidligere lavet den slags investeringer i brintinfrastruktur, så vores beregningsmetode skal videreudvikles,” siger Michael Linnemann Pedersen, der er afdelingsleder for Systemperspektiv i Energinet.
Selvom det er tanken, at brugerne af brintrøret på sigt selv skal dække omkostningerne via tariffer, får Energinet brug for at trække på statslig finansiering i anlægsfasen og i de første år, hvor der vil være forholdsvis få virksomheder, som bruger infrastrukturen.
Det er den model, politikerne mangler at blive enige om. Og selvom økonomien umiddelbart ser attraktiv ud, er det ikke uden risiko for samfundet at stille med en finansieringsløsning.
”Vi taler om en samfundsinvestering på 15-22 mia. kr., som der ikke er nogen garanti for, at vi kan hente ind igen, hvis markedet udvikler sig anderledes end forventet”, siger Michael Linnemann Pedersen fra Energinet.
Er der sikkerhed for positiv samfunds- og selskabsøkonomi?
Inden Energinet går videre med et konkret etableringsprojekt for brintrøret, skal det sikres, at projektet kan demonstrere en positiv samfundsøkonomi for Danmark, og at det selskabsøkonomisk også er realiserbart.
En investeringsbeslutning vil i givet fald kunne tages af Energinets koncernbestyrelse primo 2025 og efterfølgende godkendelse af en §4-ansøgning af Klima, Energi og Forsyningsministeren.
Som led i forberedelserne af en eventuel investeringsbeslutning vedrørende ”Danish Backbone West”-brintrøret, har Energinet den 29. januar 2024 udsendt et såkaldt ”DISCUSSION PAPER – USER COMMITMENT CONCEPT”.
Energinet lægger op til en proces, hvor markedsaktører i 2 trin “can demonstrate concrete, long-term demand and willingness to pay for hydrogen infrastructure”.
I trin 1 skal markedsaktørerne inden oktober 2024 tilkendegivelse behovet for booking af kapacitet i det eventuelt kommende brintrør.
Kapacitetsbookingen vil være bindende, men uden krav om betaling up front. Hvis markedsaktører af en eller anden grund ikke udnytter den bookede kapacitet, skal der til gengæld betales en bod.
I trin 2 vil Energinet udbyde bindende, kapacitetskontrakter med en varighed på 10-15 år, og Energinets endelige investeringsbeslutning vil afhænge af resultatet af udbudsproceduren i trin 2. Energinet vil på forhånd oplyse, hvor stor en del af transportkapaciteten i det eventuelt kommende brintrør der skal bookes, for at Energinet vil gå videre med projektet.
Ifølge Landbrugsavisen har IT-problemer i Landbrugsstyrelsen under Fødevareministeriet lammet årets øko-ansøgninger: ”Vi er uger bagud på grund af fejlbehæftet økologiskema og risikerer et hav af fejl”, lyder det fra to frustrerede økologichefer.
Økologikonsulenter i hele landet river sig i håret over de massive IT-problemer i Landbrugsstyrelsen, som har ramt årets økologiansøgninger.
Problemerne, som især skyldes fejl i det nye økologiskema, kommer til at forsinke konsulenternes arbejde med flere uger. Den umulige arbejdssituation skaber stor risiko for potentielt ansvarspådragende fejl, lyder advarslen fra to økologichefer: ”Der er nu gået 14 dage af ansøgningsrunden, og vi er stort set ikke kommet i gang med at sende noget ind”, siger økologicheferne.
Landbrugsministerens problem: Landbrugsstyrelsen under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Administrationen i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri af EU’s enormt komplicerede og hele tiden ændrede landbrugsstøtte på over 9 milliarder kroner til de cirka 35.000 landbrugere, som årligt modtager landbrugsstøtte, har længe været et eksempel på vaskeægte skandaløs offentlig forvaltning.
Landbrugsstyrelsen har ikke kun problemer med at håndtere økologiordningerne. En række andre tilskudsordninger har også været ramt at it-problemer og Landbrugsstyrelsens åbenlyse inkompetence.
Etableringen af EF-Direktoratet i 1972
Danmarks medlemskab af EF fra 1973 betød, at der skulle etableres en dansk administration af EF’s markedsordninger for landbrugsvarer, frugt og gartneriprodukter samt fiskerivarer m.v. Det skete med Landbrugsministeriets etablering af Direktoratet for markedsordningerne, EF-direktoratet, i Frederiksborggade 18, København K.
Som direktør for det nye udbetalingsorgan for EF-landbrugsstøtte blev udpeget den erfarne, tidligere ekspeditionssekretær m.v. fra landbrugsministeriets departement, V. S. Begtorp.
På daværende tidspunkt var ekspertisen på områder som datalogi, operationsanalyse og statistik i betydeligt omfang koncentreret i forsvaret. Herfra udlåntes major P.B. Rasmussen, der med en officersuddannelse ved hæren og videregående studier af operationsanalyse og statistik, samt datalogi og matematik, blev ansat i EF-direktoratet i 1972.
Som kontorchef med ansvar for økonomi, budgetter, regnskab og EDB m.v. deltog P.B. Rasmussen i opbygningen af det danske organ for udbetaling af EF-landbrugsstøtte.
P.B. Rasmussen var meget langt fra den traditionelle landbrugsministerielle bureaukrat, men opgaven lykkedes så godt, at EU-direktoratets digitalisering og Edb-systemer tjente som et forbillede for tilsvarende organer i de andre medlemslande. P.B. Rasmussen assisterede senere ved organiseringen af det græske interventionsorgan, og han var medlem af flere EF-arbejdsgrupper vedrørende svindel og økonomisk kriminalitet.
P. B. Rasmussen blev senere statskonsulent i Rom og Riyadh, før han i 1994 vendte tilbage direktoratet, der i mellemtiden havde skiftet navn til EU-direktoratet. Efter pensionen i 1997 begyndte han at studere matematik og datalogi ved Københavns Universitet og han har været en drivende kraft i etableringen af IT-Universitetet.
Landbrugsministeriet var i 1973 en kæmpe organisation. I departementets 2 afdelinger var der 9 kontorer, og administrationsområdet omfattede udover det nyoprettede direktorat for Markedsordningerne tillige: Matrikeldirektoratet, Direktoratet for Skov- og Klitvæsenet, Veterinærdirektoratet, Statens jordlovsudvalgs administration, Veterinære institutioner, Forsøgsinstitutioner og Kontrol- og Tilsynsinstitutioner.
Systemet sander til…
Det kneb gevaldigt for Begtorps efterfølgere at holde EU-direktoratet agilt, og den løbende opdatering af de aldrene edb-systemer blev skammeligt forsømt. Direktoratet chefer var typisk skikkelige jurister og landbrugskandidater uden skygge af forstand på tilskudsadministration eller moderne databehandling. Samtidig blev støtteordningerne jævnligt ændret.
Direktoratet havde åbenlyse problemer, da den nye arealbaserede landbrugsstøtte – hektar-støtten – blev introduceret i 1994, og siden har institutionen jævnligt haft problemer med at få ekspederet landbrugsstøtten korrekt og indenfor de fastsatte tidsfrister.
EF-Direktoratet skiftede i 1993 navn til EU-Direktoratet og i 2000 – efter fusion med Strukturdirektoratet for Landbrug og Fiskeri – til Direktoratet for FødevareErhverv, der fra 2011 også omfattede det tidligere selvstændige Fiskeridirektorat.
I 2015 blev Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri fusioneret med Miljøministeriet til Miljø- og Fødevareministeriet og Direktoratet for FødevareErhverv blev omdannet til NaturErhversstyrelsen.
I 2017 blev fiskeriområdet fjernet fra Miljø- og Fødevareministeriet og overflyttet til Udenrigsministeriet. Samtidig blev fiskeriområdet fjernet fra Direktoratet for FødevareErhverv og henlagt til en selvstændig Fiskeristyrelse.
I 2020 blev Miljøministeriet genoprettet som selvstændigt ministerium og fiskeri tilbageført fra Udenrigsministeriet til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Fiskeristyrelsen blev opretholdt som selvstændig styrelse mens Direktoratet for FødevareErhverv blev omdøbt til Landbrugsstyrelsen.
Landbrugsstyrelsen fik i slutningen af 2022 ny IT-leverandør, og det havde i landbrugskredse givet håb om at de gentagne IT-problemer ville være fortid.
Den tidligere chef for EU’s grænse- og kystbevogtningsagentur Frontex, Fabrice Leggeri, har ifølge den franske avis Journal du Dimanche tilsluttet sig det franske nationalistparti RN, Rassemblement National (National Samling).
RN-partiet hed fra dets grundlæggelse til juni 2018 Front National. Politisk beskriver partiet sig som et patriotisk og nationalistisk parti, der har fokus på fransk identitet, tradition og suverænitet. Partiet ledes af Marine Le Pen og generalsekretær er den unge fremadstormende Jordan Bardella.
Hvis Marine Le Pen skulle vinde præsidentvalget i 2027 er det en udbredt forventning, at Jordan Bardella bliver udnævnt til premierminister.
National Samling fører i meningsmålinger
Bardella er spidskandidat for RN ved Europa-Parlamentsvalget i juni 2024. Bardella er tidligere medlem af Europa-Parlamentet, og ligger i meningsmålingerne langt foran Macrons kandidater.
I et interview med den franske avis Journal du Dimanche siger Fabrice Leggeri, at han stiller op som nr. 3 på det højreekstremistiske partis liste til valget til Europa-Parlamentet i juni.
Leggeri fratrådte sin stilling i Frontex i 2022 efter at have stået i spidsen for grænseagenturet i syv år. På det tidspunkt blev han stærkt kritiseret.
Under hans ledelse blev Frontex beskyldt for at vende det blinde øje til undertrykkelsen af flygtninge og migranter ved EU’s ydre grænser. Chikane og forseelser blev også rapporteret inde fra organisationen.
EU’s eget efterforskningskontor, OLAF, undersøgte også Frontex i hans tid som direktør.
Fabrice Leggeri
Fabrice Leggeri er kandidat fra eliteskolen Ecole Normale Supérieure og hans tilslutning til Rassemblement National, der ikke har mange medlemmer med den skolebaggrund. Fabrice Leggeri blev udnævnt til chef for Frontex i 2015 og forvandlede organisationen fra en lille humanitær struktur til et veritabelt europæisk grænsepoliti.
Frontex blev udsat for stærk kritik af NGO’er og venstrefløjen for sin håndfaste forvaltning af indvandring, ligesom EU’s eget efterforskningskontor, OLAF, undersøgte Frontex i hans tid som direktør. Efter 7 år som direktør, blev Fabrice Leggeri tvunget til at træde tilbage i 2022.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, og hans PR-medarbejdere er særdeles synlige på stort set alle medieplatforme. Dan Jørgensen udgiver endog et nyhedsbrev, der gør det muligt for eventuelle interesserede at følge med i, hvordan ministeren arbejder med at drive Danmarks dagsordener på hans områder frem på den internationale scene.
Kun seks ud af 10 danskere mener udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel
På trods af Dan Jørgensens indsats, mener næsten halvdelen af danskerne, at størstedelen af udviklingsmidlerne ender i de forkerte lommer. Og kun seks ud af ti danskere mener, at udviklingssamarbejdet gør en positiv forskel.
Det står klart i den årlige rapport fra Udenrigsministeriet, “Danskernes kendskab og holdninger til udviklingssamarbejdet og FN’s verdensmål”. Rapporten udkom tirsdag den 30. januar 2024, men minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, har ikke fundet anledning til en særlig indsats for at eksponere undersøgelsens resultater.
Undersøgelsen har været gennemført siden 2012, men fra og med 2018 er den gået fra at spørge til danskernes holdning og kendskab til ”udviklingsbistand” til i stedet at spørge til ”udviklingssamarbejde”.
Spørgeskemaet om udviklingssamarbejde er besvaret af 2.039 repræsentativt udvalgte danskere. Besvarelserne er indsamlet i perioden 9. – 22. august 2023.
Blandt rapportens hovedkonklusioner er, at der har været et mindre fald i danskernes opbakning til udviklingssamarbejdet. 58 procent af danskerne er tilhængere sammenlignet med mellem 61 og 63 procent de seneste tre år, og det er under 16 procent af danskerne, der mener, at vi giver for lidt i udviklingsbistand.
Er udviklingssamarbejdet nytteløst?
Hver fjerde dansker mener, at “problemerne i udviklingslandene er så store, at udviklingssamarbejdet er nyttesløst”.
I rapporten er danskerne også blevet spurgt, om hvad de tror “Danmarks indsats i verdens udviklingslande går ud på”.
Til det pegede de fleste på nødhjælp, rent vand og sundhed samt hjælp til flygtninge i deres nærområder.
Realiteten er, at i de seneste år er den største post på den danske udviklingsbistand modtagelse af flygtninge i Danmark forårsaget af krigen i Ukraine.
Hvad er der blevet af fattigdomsbekæmpelsen?
Når det kommer til udviklingsbistandens oprindelige formål, nemlig at bekæmpe fattigdommen, er vi nede på et snævert flertal på 52 procent, der mener at udviklingssamarbejdet hjælper med netop det.
Dan Jørgensens reaktion
Globalnyt, der har refereret undersøgelsen, har forgæves forsøgt at få en kommentar fra den ansvarlige minister, minister for global klimapolitik og udviklingssamarbejde Dan Jørgensen.
Kristeligt Dagblad
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 