Det er især medlemmerne af Det Radikale Venstre, der har været målet for kritik af tysk fascination under Besættelsen.
Erik Scavenius levede således fuldt og helt op til alle fordomme om medlemmerne af Det Radikale Venstre, da han ved sin tiltræden som udenrigsminister, 8. juli 1940 sagde:
”Ved de store, tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en ny Ordning i politisk-økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt Samarbejde med Stortyskland. Det danske Folk stoler paa, at det i den nye, europæiske Ordning vil kunne bevare sin Selvstændighed, og det haaber at finde Forstaaelse for sin Egenart og for sin traditionelle, fredelige, politiske og sociale Udvikling”.
I det danske Socialdemokrati var der imidlertid også i toneangivende kredse en vis fascination af Tyskland.
Talen i Studenterforeningen
Statsminister Thorvald Stauning holdt den 8. marts 1941 en tale i Studenterforeningen i København, hvor han talte om, hvordan Europa og Danmark kunne arrangere sig i en storeuropæisk planøkonomi på et kontinent domineret af Tyskland.
Statsministeren forestillede sig en nyordning, hvor man måtte indrømme tyskerne råderet over økonomi, handel og udenrigsanliggender. Danmarks forbindelse med den øvrige verden ville nok blive mindre, med Tyskland større.
Til gengæld så Stauning håb for, at det indre liv – kongehus, sprog, flag, demokrati og institutioner – forblev på danske hænder som lovet af besættelsesmagten straks ved Besættelsens begyndelse. Tillige var der den gevinst ved nyordningen, at den ville ske efter ”den fra Tyskland kendte planøkonomi, der sikkert rummer betydelige fordele”, som Stauning påpegede.
Baggrunden for Staunings synspunkt var, at Tyskland i løbet af de første halvandet år af 2. verdenskrig gik fra den ene sejr til den anden, hvilket fik tyske økonomer til at arbejde mere intensivt med planøkonomiske tiltag.
Stauning sagde bl.a.: ”Man gør vel i at regne med de faktiske Forhold, og disse viser os Tyskland som den Magt, der nu hersker over væsentlige Dele af Europa”. Han understregede også, at ”For den danske Befolkning vil det fremdeles være af afgørende Vigtighed, at Ro og Orden bevares”.
”Tak” til tyskerne
Fredag den 17. marts 2023 skriver Arne Hardis i Weekendavisen under overskriften ”Tak” om udgivelsen under besættelsen af et bogværk på 474 sider, som beskrev ”Die Soziale Gesetzgebung Dänemarks 1891-1941” (Danmarks sociale Lovgivning 1891-1941). Hardis rejser spørgsmålet hvorfor Danmark under Besættelsen pralede af 50 års socialpolitik? Og så på tysk?
I årene1940-41 havde den socialdemokratiske fagbevægelse været ”tvunget” til at tage på såkaldte forståelsesrejser til det nye Tyskland. Tre i alt. På den første var arbejdsgiverne også med, og arbejdsgiverne og fagbevægelsen ”vedtog derfor som ’Tak’ for Rejsen og til Belæring for Tyskerne at lade fremstille en Oversigt over det danske Samfunds sociale Tilstand, lade denne trykke ogsaa paa Tysk og tilsende de tyske Myndigheder”.
Ny bog om Krag
Arne Hardis har tidligere beskæftiget sig med Socialdemokratiet under besættelsen. I bogen: ”Pibende hængsler. Social-demokraterne og den tyske fascination under Besættelsen”, der udkom den 7. april 2022 på Gyldendal, beskæftiger Hardis sig ret indgående med socialdemokratiets forhold til Tyskland under besættelsen.
Bogen tilføjer ny bemærkelsesværdig viden om den unge Jens Otto Krag, der sammen med en gruppe andre begavede socialdemokrater deltog i en studiekreds, hvor en socialt orienteret begejstring for planøkonomi i stigende grad tippede over til intellektuel kollaboration med den nazisme, der også benyttede sig af planøkonomi.
Den autoriserede fortælling er, at unge Krag resolut forlod studiekredsen, da ubesindige partifæller begyndte at tale åbent om deres ønske om tysk sejr.
Det er en smuk historie om besindelse i sidste øjeblik, skriver Hardis: ”Og det bedste ved historien er, at den også er sand. I hvert fald næsten sand.”
For Hardis sandsynliggør, at Krag faktisk ikke brød så stålsat med den efterhånden anløbne gruppering af yngre partifæller, som det fremstilles i historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”.
Jens Otto Krag var langt fra den eneste socialdemokratiske økonom, der var fascineret af planøkonomiens muligheder.
Viggo Kampmann
Ejvind Damsgård Hansen har i bogen: ”Efterkrigstidens økonomiske og sociale reformer. Viggo Kampmann – idémand og igangsætter”, udgivet på DJØF’s forlag, beskrevet hvordan Viggo Kampmann stadig var optaget af planøkonomi selvom det tyske 1000-årsrige mod krigens slutning fortonede sig.
Den 33-årige Kampmann holdt i marts 1944 et foredrag, der var hans oplæg til den økonomiske politik, der burde føres, når krigen var slut. Med hans egne ord fremlagde han ”en mærkelig blanding af realiteter og fremtidsmusik”. Foredraget blev i 1944 trykt i Nationaløkonomisk Tidsskrift.
Ifølge Kampmanns foredrag skulle man søge at holde fuld beskæftigelse i Danmark. Ikke kun for de beskæftigedes skyld, men ”mere væsentligt er det, at en egentlig mangel på arbejdskraft vil øge lønnen og trække mange mindre selvstændige over i lønarbejderklassen”, som Kampmann formulerede det.
For at denne vandring fra selvstændig til arbejder skulle lykkes, måtte de selvstændige bibringe tillid til en varigt god løn og en varig fuld beskæftigelse: ”Efterspørgslen efter arbejdskraft må stimuleres, således at alle personer inden for de selvstændige erhverv, som hidtil har tjent mindre end lønarbejdere, foretrækker deres kår”.
Kampmann vurderede at den lave indkomst inden for mange selvstændige erhverv hyppigt var udtryk for, at man kun var deltidsbeskæftiget og at der derfor var mulighed for at frigøre en skjult, fejlplaceret og dårligt udnyttet arbejdskraftreserve. Selvstændig virksomhed som husmandsbrug, en række håndværk som børstenbinder, skomager og kedelflikker og handelsvirksomheder som små grossister, købmænd, petroleumshandlere og ismejerier etc. kunne simpelthen ikke bære en faktoraflønning på højde med aflønningen af industriarbejdere og ansatte i en række virksomheder indenfor handel og liberale erhverv. Om det også indgik i Kampmanns overvejelser, at eliminering af disse kulak-grupperinger også ville berøve borgerlige partier deres vælgergrundlag, vides ikke.
Hans Hedtoft og H.C. Hansen
Samarbejdsregeringen trådte tilbage i august 1943, og det var næppe efter krav fra Socialdemokratiet.
Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi ”Jens Otto Krag”, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som ifølge Lidegaard ”under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne”.
Loyaliteten bestod i at Christian Madsen siden besættelsens sidste urolige og politiløse år var tær knyttet til partiets ledelse, herunder de tidligere socialdemokratiske partisekretærer Hans Hedtoft og H.C. Hansen for hvem han fungerede som bodyguard og ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år efter krigen diskret leverede til Socialdemokratiet fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.
Christian Madsens henvendelse til statsminister Jens Otto Krag i 1970 drejede sig om den tyske marinesagkyndige og under besættelsen chef for tysk spionage i Skandinavien, Georg Ferdinand Duckwitz, (der efter krigen blev Vesttysklands ambassadør i Danmark). Ifølge Lidegaard havde Duckwitz haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen.
Duckwitz havde henvendt sig til Christian Madsen efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”. Blandt de ubehagelige emner kunne meget vel være, at de ledende socialdemokratiske partifolk og herunder H.C. Hansen og Hans Hedtoft under besættelsen var fly forbandede på de ”chauvinister og kommunister”, som tvang samarbejdsregeringen til at give op i august 1943.
Lidegaard noterer, at man i Socialdemokratiet siden har prøvet at huske anderledes og fortrænge sådanne mindre glorværdige af partiets positioner under besættelsen.
Soren Skafte, Former Permanent Secretary 