Johan Holten skal overtage direktørposten fra Marie Nipper, som meddelte sin afgang i oktober. Johan Holten er født og opvokset i København, men har brugt det meste af sin karriere i Tyskland. Siden 2019 har han været direktør for Kunsthalle Mannheim i det sydvestlige Tyskland.

Marie Nipper stopper som direktør på Arken

Efter tre kaotiske år med Marie Nipper som direktør for museet for samtidskunst, Arken, i Ishøj kan det kun blive bedre med en mere disciplineret ledelse på Vestegnens skandaleombruste kunstmuseum.

Når Marie Nipper stopper som direktør på kunstmuseet Arken skal hun fremover lægge sin rastløse energi i et foretagende, der hedder Creator Projects.

Marie Nipper, der er mag.art. i kunsthistorie fra Aarhus Universitet, og tidligere har været overinspektør på ARoS i Aarhus, var direktør for Copenhagen Contemporary fra 2018 til 2022, før hun tiltrådte som direktør for ARKEN i august 2022.

I sin tid på ARKEN har Marie Nipper kæmpet med museets anstrengte økonomi og med en række sager og kritikpunkter, herunder vedrørende offentlige tilskud og problemer med arbejdsmiljøet. Sagerne har givet anledning til påbud fra Arbejdstilsynet, som bl.a. handlede om tidspres og stor arbejdsmængde hos de ansatte i kunstafdelingen. Kritikken fra medarbejdere og fagforeninger (f.eks. DM) om bekymringer omkring ledelsesstil, overenskomstforhandlinger, fyringer af medarbejdere, som har krævet overenskomst, har skabt en generel utryghed på arbejdspladsen.

ARKEN – Museet for Samtidskunst – har desuden under Marie Nippers ledelse haft en række udstillinger, der har været så aparte, at sagesløse gæster har været i tvivl om de var til grin for deres egne entré-gebyrer.

Kenneth Rasmussen

Senest har udstillingen ”For helvede, mand” af Kenneth Rasmussen givet anledning til tvivl om man helt havde opgivet kuratoringen på Arken.

“Kenneth Rasmussen laver strikkede mega-skulpturer, myldrende linoleumstryk og finurlige keramikfigurer. Kunstværkerne spidder på bramfri og sarkastisk vis samfundets perfekthedskultur.”

Sådan præsenter Arken selv den udstilling, der åbnede den 18. september 2025. Men er det virkeligt sandt? Er dette virkelig samfundskritik? Er det overhovedet en kunstudstilling?

Eller er der tale om et socialpædagogisk projekt? Et inklusionsprojekt? Eller endog om en form for populisme, der lukrerer på at udstille det aparte? Lidt ligesom man engang udstille fremmede kulturers mennesker i bur i Tivoli.

Det populistiske understreges af, at det nu er anden gang i træk, at Arken lægger sig direkte op ad nogle DR-udsendelser, hvor “aparte” eller diagnose-ramte kunstnere præsenteres.

Frederik Næblerød

Sidste gang var med den delvist overståede udstilling med Frederik Næblerød (den fortsætter ind i 2026). Dengang var det både “Kunstnerkolonien” men også den efterfølgende miniserie om Næblerød på DR, der var en vigtig ingrediens i Arkens markedsføring af udstillingen.

Nu er det så udsendelsen med Kenneth Rasmussen fra DR-serien “Originalerne”, der synes at være det vigtige afsæt for at præsentere Rasmussen som kunstner på Arken.

Positiv særbehandling?

Men er det overhovedet kunst, når en kunstskole for udviklingshæmmede får placeret en af deres elever i en soloudstilling på et af de største samtids-kunst-museer i Danmark?

Creator Projects

I mangel af nye episoder af Monty Pythons Flyvende Cirkus og Fawlty Towers skal det måske for en stund blive interessant at følge Marie Nipper og Creator Project. Hvem ved?

Alle forsøg på at redde brintvirksomheden Green Hydrogen Systems har været forgæves, og investorerne har udsigt til ta på flere milliarder kr.

Kollapset i Green Hydrogen koster staten (Danmarks Eksport- og Investeringsfond, EIFO – mindst 400 millioner kr.

ATP, der sammen med EIFO har en samlet ejerandel på 30 pct. i Green Hydrogen Systems, taber ligeledes omkring 600 millioner kr. af pensionsopsparernes penge. Green Hydrogen blev børsnoteret i juni 2021 til en samlet børsværdi på tre mia. kr. efter nytegning af aktier til 40 kroner stykket, og I forhold til den tidligere børskurs er tabene langt større.

EIFO har ”kapaciteter” som Jakob Elleman-Jensen i bestyrelsen mens ATP indtil videre er ledet af Martin Præstegaard, der er kritiseret for at have sat ATP’s pensionspenge over styr med andre fejlslagne grønne investeringsprojekter, bl.a. batteriproducenten Northvolt og solcelleparkudvikleren Better Energy.

Kyniske projektmagere

Green Hydrogen Systems er ifølge finansanalytikere et klassisk skandale-eksempel på hvordan børsmarkedet udnyttes af kyniske projektmagere – urealistiske solstrålehistorier om fremtidens hydrogenmarked uden substans sælges til vanvittigt overdrevne markedspriser. 

Tilbage i 2021 var det muligt at oppiske en stemning og stor tiltro til fremtidens hydrogenmarked, men udsigterne er sidenhen fuldstændig faldet sammen.Green Hydrogen er således endnu et eksempel på hvor galt det går, når amatører forvalter skatteborgernes penge.

I USA markeres National Pearl Harbor Remembrance Day den 7. december 2024.

National mindedag

Allerede i 1944 blev den 7. december af den amerikanske kongres erklæret for ”National Pearl Harbor Remembrance Day”. Skoler, regeringskontorer og virksomheder er ikke lukket, men organisationer kan anerkende den historiske dag og markere lejligheden. Det amerikanske flag sættes traditionelt på halv stang til ære for dem, der blev dræbt eller såret under angrebet.

Særlige begivenheder afholdes til minde om patrioter. Ud over USA er der etableret adskillige mindesmærker for at ære dem, der blev dræbt eller såret under angrebet. De omfatter USS Arizona og USS Utah mindesmærkerne i Pearl Harbor.

De forskellige begivenheder kan følges på: https://www.pacifichistoricparks.org/84th-anniversary-events-at-perl

Pearl Harbor angrebet

Angrebet på den amerikanske stillehavsflåde i Pearl Harbor blev indledt søndag den 7. december 1941 klokken 07:55 lokal Hawaii-tid og varede i næsten 2 timer. I Washington var klokken 12.55 og i København var klokken 18.55, da angrebet begyndte.

Ifølge Wikipedia angreb Japan Pearl Harbor på Hawaii med en styrke på 443 fly, seks hangarskibe (Akagi, Kaga, Soryu, Hiryu, Shokaku, Zuikaku), 2 slagskibe, 3 krydsere, 9 destroyere og 2 tankskibe under ledelse af admiral Nagumo.

USA uforberedt

Amerikanerne var uforberedte. Flyene holdt vingespids ved vingespids. Antiluftskyts-batterierne var ubemandede, og ammunitionen var låst inde. Der var heller ikke lagt torpedonet ud i havnen. Flere af amerikanernes vigtige hangarskibe var dog på patrulje i Stillehavet og undgik derfor at blive ødelagt.

Den første angrebsbølge gik efter lufthavnen og slagskibe. Næste bølge gik efter øvrige krigsskibe og skibsværftet.

Angrebet kostede livet for 2335 soldater og 68 civile. Heriblandt 1104 mand om bord på det amerikanske slagskib Arizona, som blev ramt af en 1760 pund bombe. 1178 blev såret.

Otte slagskibe blev svært beskadiget og seks sænket. Desuden mistede amerikanerne tre lette krydsere, tre destroyere og tre mindre fartøjer samt 188 fly.

Japanerne mistede kun 29 fly samt fem miniubåde, der forsøgte at komme ind i den indre havn og affyre torpedoer.

Stillehavsflåden sat ud af spillet

USA’s stillehavsflåde var indtil videre sat ud af spillet. Men japanerne begik en alvorlig fejl, da de aflyste en sidste angrebsbølge, der skulle have ødelagt de amerikanske brændstoftanke. Dette kom til at spare amerikanerne for transport af meget store mængder brændstof til Hawaii.

Dagen i forvejen havde den amerikanske præsident Roosevelt rettet en fredsappel til den japanske kejser uden at modtage svar. USA’s kodefolk havde opsnappet 14 japanske meddelelser, hvoraf de 13 var blevet dechifreret, så USA regnede med, at et japansk angreb var på vej et eller andet sted i Sydøstasien.

Den amerikanske advarsel til hovedkvarteret i Oahu ankom først fem timer efter, at angrebet var indledt.

Krigserklæringer og USA inddrages i krigen i Europa

Samme dag erklærede Hollands eksilregering i London krig mod Japan, og næste dag USA og England.

Herefter fulgte Adolf Hitler trop ved også at erklære krig mod USA, hvilket bevirkede, at USA blev medinddraget i krigen i Europa.

Den 4. december 2025 offentliggjorde præsident Donald Trump den nationale sikkerhedsstrategi (NSS) for 2025 med massiv kritik af EU og europæiske allierede.

Ambition om at være den største og mest succesfulde nation i menneskets historie

NSS er angiveligt “en køreplan for at sikre, at Amerika forbliver den største og mest succesfulde nation i menneskets historie og frihedens hjem på jorden”. NNS-dokumentet fastslår, at andre landes anliggender, kun giver anledning til amerikansk bekymring, ”hvis deres aktiviteter direkte truer vores interesser.”

Den amerikanske administration nægter at opfordre andre lande til at indføre “demokratiske eller andre sociale forandringer, der adskiller sig markant fra deres traditioner og historier”.

I sikkerhedsstrategien hedder det, at “Dagene hvor USA støttede hele verdensordenen som Atlas er forbi”.

Kritik af migration

Migration kritiseres: “masseindvandring har belastet de indenlandske ressourcer, øget vold og anden kriminalitet, svækket social sammenhængskraft, forvrænget arbejdsmarkeder og undermineret national sikkerhed. Massemigrationens æra må ende.” Den kritiserer også frihandel og globalisme.

Udvidelse af Monroe-doktrinen

NSS-dokumentet opfordrer til at amerikanske militære bestræbelser orienteres mod den vestlige halvkugle, hvor det siger, at USA skal være den førende magt for at “kontrollere migration, stoppe narkotika og styrke stabilitet og sikkerhed på land og til søs”. Strategien beskriver en “Trump-tilføjelse” til Monroe-doktrinen, hvorefter USA især vil udøve sin politiske, økonomiske og militære magt over den vestlige halvkugle. Den amerikanske kystvagt og flåde skal styrkes for at “forhindre ulovlig og anden uønsket migration, reducere menneske- og narkotikahandel og kontrollere nøgletransitruter i en krise”.

Kina

Med hensyn til Kina opfordrer NSS-dokumentet til at “genbalancere Amerikas økonomiske forhold til Kina, med prioritet på gensidighed og retfærdighed for at genoprette amerikansk økonomisk uafhængighed”, men fastslår også, at “handelen med Kina bør være balanceret og fokuseret på ikke-følsomme faktorer” og det foretrækkes “at opretholde et ægte gensidigt fordelagtigt økonomisk forhold med Beijing”.

USA ønsker at forhindre krig i Stillehavsområdet, og at USA “vil opbygge et militær, der kan afvise aggression hvor som helst i den første økæde“. Med hensyn til Taiwan fastslår dokumentet, at “en konflikt om Taiwan, ideelt set bedst afskrækkes ved at bevare den militære overmagt” som derfor prioriteres, og at USA “ikke støtter nogen ensidig ændring af status quo i Taiwanstrædet”. 

I modsætning til tidligere NSS-dokumenter nævner dokumentet ikke Nordkorea.

Rusland og Ukraine

I modsætning til tidligere NSS-dokumenter indeholder 2025-dokumentet meget lidt kritik af Rusland. Den siger, at det er i USA’s kerneinteresse at forhandle “en hurtig våbenhvile i Ukraine”, samtidig nævnes det i strategien, at krigen i Ukraine har haft den perverse effekt at øge Europas, især Tysklands, eksterne afhængighed. Det hævdes således, at tyske kemiske virksomheder i dag bygger nogle af verdens største forarbejdningsanlæg i Kina, ved at bruge russisk gas, som de ikke kan få hjemme.

Kritik af Europa

Trump-administrationen opfatter sig i konflikt med europæere, der har urealistiske forventninger til krigen. Disse europæere repræsenterer ofte ”ustabile mindretalsregeringer, hvoraf mange tramper på grundlæggende principper for demokrati for at undertrykke oppositionen”.

Sikkerhedsstrategien retter i det hele taget betydelig kritik mod Europa og siger, at dets økonomiske problemer er “overskygget af den reelle og mere barske udsigt til civilisatorisk udslettelse”. Den fastslår, at “de store problemer, Europa står overfor, omfatter aktiviteter i EU og andre transnationale organer, der underminerer politisk frihed og suverænitet, migrationspolitikker, der forvandler kontinentet og skaber stridigheder, censur af ytringsfrihed og undertrykkelse af politisk opposition, faldende fødselsrater og tab af national identitet og selvtillid”.

Samtidig bemærkes det i strategien, at “den voksende indflydelse fra nationalistiske europæiske partier virkelig giver grund til stor optimisme”. Det siges også: “På lang sigt er det mere end plausibelt, at i visse NATO-medlemsstater vil flertallet i løbet af få årtier være ikke-europæisk.”

I NSS-dokumentet opfordres USA til at prioritere “at dyrke modstand mod Europas nuværende kurs”, og det fastslås, at USA ønsker at “afslutte den urealistiske opfattelsen af NATO som en evigt voksende alliance” og opfordrer Europa til at “tage det primære ansvar for sit eget forsvar”.

Mellemøsten

Dokumentet fastslår, at diversificeringen i energiforsyningen, der var den “historiske årsag” til USA’s involvering, betyder at USA ikke længere behøver at prioritere Mellemøsten. Strategien siger også, at USA skal stoppe med at “bebrejde” sine allierede i Mellemøsten.

Amerikanske kampfly har siden september angrebet 22 både og dræbt 83 personer, de fleste i farvandet tæt ved Venezuelas kyst. I samme periode har USA’s militær også gennemført den største mobilisering af flåden og luftvåbnet i flere årtier: 11 krigsskibe, herunder en atomubåd og verdens største hangarskib, 15.000 tropper i alt. Ikke siden Cubakrisen har der været så mange amerikanske styrker samlet i Det Caribiske Hav.

Ifølge USAs regering er missilangrebene rettet mod kriminelle grupper, som med fartøjer smugler narko til USA. Grupperne er klassificerede som ”terrororganisationer”, og angrebene, der foregår i internationalt farvand i Det Caribiske Hav og det østlige Stillehav nær Venezuela, er led i en koordineret aktion.

Kanonbådsdiplomati har tidligere været betegnelsen for at bruge sin militære overmagt som tavs trussel til at opnå sine politiske mål i udlandet. At ”tale roligt og bære en stor kølle”, som Theodore Roosevelt formulerede det. Retsligt er det ukendt og mudret farvand. Ifølge det amerikanske justitsministerium befinder USA sig i en ”ikke-international væbnet konflikt« med »narkoterrorister” og ”ulovlige krigere” fra Venezuela, som menes at udgøre en akut trussel mod amerikanske statsborgere. Altså en slags nødsituation, som minder om George Bushs »krig mod terror« eller Barack Obamas hyppige brug af dødbringende droneangreb. Hvor truslen er for akut og alvorlig til, at man følger krigens gængse spilleregler.

Noget tyder på, at den selvudnævnte krigsminister Peter Brian Hegseth (født 6. juni 1980 og siden 25. januar 2025 USA’s forsvarsminister – fra 5. september 2025, da forsvarsministeriet ændredes til krigsministeriet, krigsminister) selv er blevet opmærksom på problemet. I hvert fald har angrebene på bådene ændret karakter, så der kun er affyret et enkelt missil, og overlevende endda er blevet fisket op af vandet af amerikanerne bagefter. Enkelte lader endda til at være blevet sendt hjem uden yderligere repressalier.

Hvad er Venezuela

Venezuela er mere end 20 gange større end Danmark (916,445 km2) og med en befolkning på omkring 30 millioner.

Fra 1958 havde landet en række demokratiske regeringer – en undtagelse i et område, hvor størstedelen af regionen blev styret af militærdiktaturer, og perioden var præget af økonomisk velstand.

Tidligere var landet en underudviklet eksportør af landbrugsvarer som kaffe og kakao, men olie kom hurtigt til at dominere eksporten og statens indtægter. Venezuela har verdens største kendte oliereserver og har været en af verdens førende olieeksportører. Olieindustrien blev nationaliseret i 1976. Dette førte til massive stigninger i offentlige udgifter, men også stigninger i udenlandsk gæld, indtil olieprisernes kollaps i 1980’erne lammede økonomien. Da regeringen begyndte at devaluere valutaen i 1983 for at imødekomme sine finansielle forpligtelser, faldt levestandarden dramatisk. Fejlslagne økonomiske politikker og stigende korruption i regeringen førte til stigende fattigdom og kriminalitet, forværrede sociale indikatorer og øget politisk ustabilitet.

Realiteten er, at Venezuela i dag er et udviklingsland, der kæmper med rekordhøj hyperinflation, mangel på basale varer, arbejdsløshed, fattigdom, sygdom, høj børnedødelighed, underernæring, miljøproblemer, alvorlig kriminalitet og udbredt korruption.

Sammenlignet med Danmark

Det er ikke så længe siden, at Venezuela i amerikansk presse (og politisk debat) blev sammenlignet med Danmark.

Sammenligningen dukkede særligt op omkring 2015–2019, da amerikanske konservative ofte brugte Venezuela som et skræmmeeksempel på “socialismens fiasko”, mens progressive og demokratiske socialister (som Bernie Sanders og hans støtter) pegede på Danmark, Sverige og Norge som eksempler på, at “socialisme” — eller rettere, socialdemokrati — kunne fungere i velstående, demokratiske samfund.

Et berømt eksempel kom i 2015, da den daværende danske statsminister Lars Løkke Rasmussen under et besøg på Harvard sagde: “I know that some people in the U.S. associate the Nordic model with some sort of socialism. Therefore, I would like to make one thing clear. Denmark is far from a socialist planned economy. Denmark is a market economy.”

Det sagde han netop som svar på, at Bernie Sanders havde brugt Danmark som et forbillede i sin kampagne for “democratic socialism”.

Trumps kampagne mod narkotika fra Venezuela

USA’s angreb på narkotransporter fra Venezuela er et led i Trump-administrationens i kampagne mod Venezuela, som også er politisk motiveret.

Nicolás Maduro Moros blev præsident i Venezuela efter Hugo Chavez’ død i 2013 og erklærede sejr ved et præsidentvalg i 2018. I 2019 påberåbte Venezuelas nationalforsamling sig den venezuelanske forfatning og erklærede, at Maduro havde tilranet sig magten og ikke var præsident i Venezuela.

Maduro betragtes bredt som en diktator, der leder en autoritær regering præget af valgsvindel, alvorlige menneskerettighedskrænkelser, udbredt korruption og alvorlige økonomiske vanskeligheder, mens tilhængere, herunder allierede i Rusland, Kina, Cuba og medlemmerne af den såkaldte Bolivarian Alliance for the Peoples of Our America (ALBA) ser ham som en loyal forsvarer af Chávez’ socialistiske arv og en bastion mod amerikansk imperialisme.

I 2024 stillede han op til en tredje periode ved et valg, som det Maduro-tilknyttede Nationale Valgråd hævdede, at han havde vundet – uden dog at fremlægge beviser – hvilket kastede Venezuela ud i endnu en politisk krise.

Oppositionens stemmeoptællinger viste, at deres kandidat, Edmundo González, havde fået flest stemmer. Maduro blev indsat for sin tredje periode den 10. januar 2025.

Den 24. november 2025 blev han udpeget som medlem af en udenlandsk terrororganisation af USA.

Siden 2019 har mere end 50 lande, herunder USA, nægtet at anerkende Maduro som Venezuelas statsoverhoved.

Vil USA angribe Venezuela?

Under et interview med CBS News-korrespondent Norah O’Donnell blev Trump spurgt om “potentielle landangreb i Venezuela”, hvortil han påpegede, at han ikke taler med journalister om, “hvorvidt” han vil iværksætte et angreb eller ej. “Er Maduros dage som præsident ti Venezuela talte?” Spurgte O’Donnell videre. “Jeg vil sige, ja. Det tror jeg,” sagde Trump.

“Og dette spørgsmål om potentielle landangreb i Venezuela, er det sandt?” Spurgte O’Donnell.

“Det fortæller jeg dig ikke. Jeg siger ikke, at det er sandt eller usandt. Jeg ville ikke være tilbøjelig til at sige, at jeg ville gøre det,” svarede Trump og påpegede, at han ikke “taler med en journalist om, hvorvidt han vil iværksætte et luftangreb eller ej.

Trump fortsatte med at tilføje, at vi må “se, hvad der sker med Venezuela.”

Nicolás Maduro

Maduro, der har beskyldt Trump-administrationen for at bruge “narkobekæmpelsesoperationerne som en facade til at iscenesætte” en invasion af landet, er eftersøgt af den amerikanske regering, ifølge udenrigsministeriets hjemmeside.

Spørgsmålet fra journalisten om planer om angreb på Venezuela kommer, efter at Trump sidste fredag fortalte journalister på Air Force One, at det “ikke var sandt”, at han overvejede at iværksætte angreb på Venezuela. Trumps svar kom, efter at en rapport fra Wall Street Journal hævdede, at “Trump-administrationen havde identificeret militære faciliteter i Venezuela, der bruges til at smugle narkotika” som mulige steder for luftangreb.

Nyhedsmediet sagde, at Trump ikke havde truffet en endelig beslutning om, hvorvidt han skulle udføre angreb inde i Venezuela.

Kontakt mellem Trump og Maduro

Ifølge Ritzau talte USA’s præsident, Donald Trump allerede den 21. november i telefon med Venezuelas præsident, Nicolás Maduro.

Ifølge fire unavngivne kilder, som Reuters har talt med, krævede Trump, at Maduro og hans familie skulle forlade Venezuela.

I telefonsamtalen, der varede mindre end et kvarter, afviste Trump en række anmodninger fra Maduro. Maduro fortalte angiveligt Trump, at han var villig til at forlade det sydamerikanske land, hvis han og hans familiemedlemmer fik fuld juridisk amnesti og han kunne medtage en personlig formue på 200 millioner dollars.

Maduro bad angiveligt også Trump om at fjerne sanktioner mod mere end 100 venezuelanske embedsmænd. Maduro skulle desuden have givet udtryk for et ønske om, at Venezuelas vicepræsident, Delcy Rodríguez, blev leder af en midlertidig regering.

Trump sagde nej til størstedelen af Maduros ønsker, men han gav Venezuelas præsident en uge til at forlade landet med sin familie til et valgfrit sted i udlandet. Trump foreslog selv Kina eller Rusland – Dunai var også på ordet, men Maduro foretrak i givet fald Cuba, som Trump afviste.

Da Maduro ikke havde forladt Venezuela fredag den 28. november, fik det ifølge to af kilderne Trump til at erklære luftrummet over Venezuela for lukket.

Da den spanske diktator Francisco Franco (4. december 1892 – 20. november 1975) døde for 50 år siden, blev det anledningen til, at kongedømmet blev genindført i Spanien.

Nu kunne Juan Carlos fra den gamle kongeslægt Bourbon, som havde siddet på tronen frem til 1931, indtage pladsen som konge som Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias).

Franco – Spaniens uindskrænkede hersker siden Den Spanske Borgerkrig 1936-1939 og Francos definitive magtovertagelse i 1939 – havde nemlig allerede i 1969 bestemt, at sådan skulle det være den dag, han døde.

Juan Carlos’ tiltrædelse som konge betød således Spaniens tilbagevenden til det monarki, som i realiteten havde været afskaffet siden 1931,

Den nytiltrådte konge blev garantien for, at Spanien i de efterfølgende år fortsatte ad demokratiets vej og har beholdt denne styreform lige siden. I 1981 stod Juan Carlos således i spidsen for afværgelsen af et kupforsøg mod demokratiet, og han var dermed også – indirekte – stærkt medvirkende til, at Spanien som et ægte demokratisk land kunne blive optaget i Nato i 1982 og i EF i 1986.

Hvis den aktuelle diskussion om det danske kongehus skulle sættes i perspektiv, kan der være anledning til at kaste et blik på det spanske monarki.

Kongedynastiet Bourbon i Spanien

Mens den danske dronning kommer fra huset Oldenborg, der med Christian 1. har siddet på den danske trone siden 1448, kommer den spanske konge, Felipe VI, fra det spanske kongedynasti Bourbon.

Hans far -. den tidligere spanske konge, Don Juan Carlos I (Juan Carlos Alfonso Víctor María de Borbón y Borbón-Dos Sicilias), fra huset Bourbon, der nedstammede fra den yngste søn af Ludvig den 9. der var konge i Frankrig 1226 – 1270, blev i 1938 født som barnebarn af Alfonso XIII, der var den sidste konge i Spanien før republikkens indførelse i 1931.

Juan Carlos blev som nævnt allerede i 1969 designeret som Francisco Franco’s efterfølger, og han var konge i Spanien fra Francos død i 1975 til hans abdikation i 2014, hvor hans søn Felipe VI efterfulgte ham som ”Rey de todos los españoles” (konge for alle spaniere).

Spaniens skandaleramte ekskonge tilbringer eksilet i Abu Dhabi, og han har i de seneste år stort set kun vist sig offentligt i forbindelse med royale dødsfald. Mandag den 19. september 2022 var han således med ved bisættelsen af Elizabeth 2.

Juan Carlos blev allerede i 1962 gift med Sophia (prinsesse af Grækenland og Danmark, kong Konstantins søster), men det afholdt ikke kongen fra et endog særdeles vidtløftigt og forargeligt seksualliv. Også økonomisk følte Juan Carlos sig udstyret med carte blanche og anklager om returkommissioner og korruption klæbede til ham.

Som tak for, at hans gode kontakter i de arabiske Golf-monarkier under oliekrisen i 1973 havde sikret Spanien olieleverancer, gav Franco ham lov til at tage kommission af hver importeret tønde.

En ordning, der angivelig fortsatte helt frem til 1990’erne, og som grundlagde kongens formue, som i hans regeringstid voksede i takt med procenter og mystiske gaver, der mere end ligner returkommissioner, i forbindelse med blandt andet våbenhandel og togbyggeri.

Anklagerne førte dog ikke til noget, da kongen frem til sin abdikation var beskyttet af total immunitet.

Kongens og monarkiets omdømme begyndte at blive dårligere efter kontroverser om hans familie begyndte at komme frem, og det blev yderligere forværret i forbindelse med en elefantjagt i Botswana i 2012.

Den kontroversielle jagtrejse blev kendt i offentligheden, da kongen faldt ned ad en trappe og brækkede hoften og af det spanske flyvevåben blev fløjet til hospitalsbehandling i Spanien.

Sagen gav anledning til en storm af protester, der dels gik på, at kongen forinden havde udtrykt dyb bekymring for Spaniens økonomiske krise. Kritikkerne af kongens jagtrejse havde svært ved at forstå, hvordan det hang sammen med at nationens økonomi var spændt til bristepunktet.

Derudover vakte det harme, at kongen som præsident for den spanske gren af Verdensnaturfonden, der har som formål at værne om verdens naturressourcer til gavn for dyr og mennesker på planeten, kunne finde på skyde afrikanske elefanter.

Mens huset Bourbon i dag kun har monarker på tronen i Spanien og Luxembourg, var det anderledes i det 18. århundrede, hvor der sad monarker fra det spanske bourbon-dynasti på troner i Spanien, Napoli, Sicilien og Parma.

Spaniens konge og Napoleon

En forfader til Juan Carlos var Karl den 4., der sad på den spanske trone fra 1788 til 1808.

Herman Lindqvist har i sin bog om Napoleon givet en malende beskrivelse af den spanske konge, der ligesom Juan Carlos I var jagtinteresseret.

Ifølge Lindqvist blev Karl, der var gift med Maria Luisa af Parma, anset for at være svagt begavet og undertiden forvirret. Han var sikkert den eneste herremand i Spanien, der aldrig stod op senere end klokken 5 hver morgen, og som aldrig rørte nogen anden kvinden end sin hustru, men som også holdt op med det, da han fik at vide (af hende selv) at det var farligt for hans helbred. Han begyndte hver morgen med to morgenmesser i træk. Derefter satte han sig i sit værksted og byggede skabe, indtil han blev sulten og indtog et kolossalt måltid, hvorpå han red ud på jagt. Han stillede sig i et skydetårn og mejede alle de dyr ned, som hans meget store personale førte frem om morgenen. Der skulle 500 heste og langt over 700 soldater til hver dags ”jagt”. Oplivet af dagens nedslagtning satte han sig i 30 minutter og ”regerede”. Mere var ikke nødvendigt, eftersom landets affærer blev passet af hans dronnings forhenværende elsker, premierminister Manuel de Godoy.

På et tidspunkt fik Godoy overbevist Karl om, at han søn, Ferdinand, planlagde at afsætte ham ved et kup. Napoleon udnyttede situationen og invaderede Spanien i marts 1808. Det førte til et oprør, der tvang Karl den 4. til at abdicere. Napoleon tvang herefter den nye konge, Ferdinand den 7., til at returnere kronen til Karl, der herefter blev ”overtalt” til at overgive den spanske trone til Napoleon, der videregav tronen til sin bror, Joseph, der ellers var konge af Napoli. Tronen i Napoli overgik herefter til Joachim Murat, der var gift med Napoleons søster. Napoleons dispositioner omkring den spanske trone var ikke populære i Spanien og fremkaldte et oprør, der bidrog til Napoleons fald.

Bodil Nyboe Andersen var ikke kun den første kvindelige nationalbankdirektør herhjemme, men også en af de første af sin slags i verden. Nyboe Andersen døde torsdag den 27.  november 2025 i en alder af 85 år.

Bodil Nyboe Andersen var som en moderne Nationalbankdirektør fra 1990 til 2005 forud for sin tid og kendt langt udover finansielle kredse. Talrige nekrologer har detaljeret og i særdeles positive vendinger beskrevet såvel hendes professionelle indsats men også hendes private liv som mor til sønnerne Kaspar og Johan Holten, som hun havde med Henning Holten og farmor til fire børnebørn.

Bodil Nyboe Andersens levnedsbeskrivelser forbigår hendes interesse for Færøerne.

Landsbank på Færøerne

Som lektor ved Økonomisk Institut ved Københavns Universitet udarbejdede hun i 1977 sammen med hendes daværende mand, lektor ved Handelshøjskolen i København, økonomen Henning Holten, en redegørelse om oprettelse af en landsbank for Færøerne.

Redegørelsen (”Redegørelse om oprettelse af en landsbank på Færøerne“, Bodil Nyboe Andersen & Henning Holten, København 1977 — 39 sider), der blev udarbejdet på opdrag af Færøernes Landsstyre, var ikke en færdig anbefaling, men en gennemgang af hvilke opgaver en sådan landsbank kunne tænkes at få, og hvilken baggrund der var for overvejelserne.

Blandt de beskrevne opgaver var typiske ”centralbank»-funktioner” (fx bank for landsstyret, udarbejdelse af finansiel statistik) og muligheden for at landsbanken kunne regulere færøske pengeinstitutter via påbud eller retningslinjer — især med fokus på aktivsammensætning og udlån).

Baggrunden for arbejdet var den daværende særlige situation i det færøske kreditmarked i 1970’erne, hvor regulering af pengeinstitutter blev set som et vigtigt instrument.

Redegørelsen indgik i grundlaget for senere lovgivning (lov om Landsbanken, oktober 1978). Landsbanken fik ikke egentlige centralbankbeføjelser og Danmarks Nationalbank forblev (og er) centralbanken for valutaområdet inkl. Færøerne.

Det Rådgivende udvalg vedr. Færøerne

Bodil Nyboe Andersen blev efterfølgende opfordret til at indtræde i Statsministeriets rådgivende udvalg vedrørende Færøernes økonomiske forhold, men hun påpegede, at hendes mand, Henning Holten, formentlig ville være bedre egnet de særlige færøske forhold taget i betragtning. Bodil Nyboe Andersen fulgte imidlertid fortsat med i den økonomiske udvikling på Færøerne og deltog sammen med sønnerne Kaspar og Johan i flere udvalgsrejser til Færøerne. Henning Holten døde som 77-årig i 2022.

Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Trump og Grønland

Wall Street Journal kunne den 16. august 2019 oplyse, at præsident Donald Trump havde bidt sig fast i ideen om, at USA skulle købe Grønland. Avisen kunne oplyse, at personer med kendskab til spørgsmålet sagde, at Trump gentagne gange havde udtrykt interesse for at købe det isdækkede, autonome danske territorium mellem Nordatlanten og Ishavet.

Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina var allerede i den grad i mediernes fokus. De amerikanske interesser i et køb af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark udløste intens debat.

Ingen reaktion fra Danmark

Det var imidlertid påfaldende, at det danske Udenrigsministerium, den danske udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i debatten.

I USA svarede Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke på henvendelser fra pressen. Påfaldende var det imidlertid, at det danske udenrigsministerium, udenrigsministeren, Kongehuset eller den danske ambassade i Washington ikke straks svarede på anmodninger om kommentar.

Den eneste reaktion kom fra Grønlands udenrigsministerium, der meddelte, at øen ikke var til salg. “Vi er åbne for forretning, ikke for salg,” sagde ministeriet på Twitter, mens det understregede Grønlands naturressourcer og turismepotentiale.

Den arktiske ambassadør

Det mest påfaldende var, at Danmark faktisk havde en særlig arktisk ambassadør – Hanne Fugl Eskjær. Ikke mange kendte til hendes eksistens og selvom hun forventedes at repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, formåede hun at holde sig helt uden for mediernes rampelys.

Hanne Fugl Eskjær, født: 19-10-1971, er i dag Danmarks ambassadør i Frankrig og til Monaco. Efter hendes totale svigt i 2019 blev hun som arktisk ambassadør udskiftet med den hidtidige ambassadør i Canada, Thomas Winkler, der tidligere havde været dansk ambassadør i Rusland og efter sigende havde et vist kendskab til arktiske forhold.

Hanne Fugl Eskjær har tidligere været ambassadør i Bangladesh, ligesom hun har haft poster i blandt andet Syrien, Prag og Udenrigsministeriets afdeling for Mellemøsten og Nordafrika. Hun er bestyrelsesformand for Det Danske Studenterhus i Paris samt for Djøfs Forlagsfond, næstformand i bestyrelsen for Det Danske Hus i Paris og tidligere formand for de offentlige chefer i Djøf.

Billede af Graziella Dall’Oglio og hendes unavngivne søn delt af italiensk politi (Mantova Questura).

Manden, en 56-årig arbejdsløs italiener fra Borgo Virgilio syd for Verona, blev taget på fersk gerning under et besøg på et regeringskontor tidligere i november, hvor han forsøgte at forny moderens ID-kort. I Italien er personligt fremmøde ved fornyelse af ID-kort.

Hans hår var klippet på samme måde som hans mors. Han havde læbestift, pudder, en perlekæde og øreringe på. En ansat blev imidlertid mistænksom på grund af mandens “mørke stemme og tykke hals” og underrettede politiet, skriver La Repubblica på Facebook.

Moderen, Graziella Dall’Oglio, døde angiveligt for tre år siden i en alder af 82 år, men sønnen gemte liget i sit hus – pakket ind i et lagen og sovepose. Efter manden var blevet afsløret, blev morens lig fundet i et vaskerum i huset af det lokale politi.

Politiet mistænker, at moderen døde af naturlige årsager, men liget vil blive obduceret for at fastslå den endelige dødsårsag.

Ifølge politiet undlod manden at anmelde sin mors død, og fortsatte med at hæve hendes pension. Han tiltales nu for ulovligt at have skjult sin mors lig, for bedrageri og for socialbedrageri. Han er arbejdsløs sygeplejerske, men siges at have haft en årlig indkomst på omkring 53.000 euro fra sin mors pension og diverse lejeindtægter.

I italienske medier bliver sønnens forvandling beskrevet som et tilfælde af “Mrs. Doubtfire” – en reference til den populære film fra 1993 med skuespilleren Robin Williams i hovedrollen, hvor en far klæder sig ud som en excentrisk barnepige for at tilbringe tid med sine børn i sin ekskones hus.

Pensionssvindel ikke et ukendt fænomen i Italien. ifølge Guardia di Finanza forsøger snesevis af mennesker hvert år at få fat i pensioner ved at udgive sig for at være afdøde.

Italienere har meget strenge regler, når det gælder om at lave carbonara. Den klassiske kombination af italiensk pasta, svinekød og ost blandes med æggeblommer og peber, helst få øjeblikke før servering, for at skabe den perfekte ret.

”Falsk” carbonara vækker harme i Italien. Det skete, da Italiens landbrugsminister, Francesco Lollobrigida, opdagede, at glas med en lys cremet sauce mærket “carbonara”, men fremstillet i Belgien med utypiske ingredienser, kunne erhverves i en butik ved Europa-Parlamentet i Bruxelles. Lollobrigida krævede ifølge mediet Euractiv straks en undersøgelse af den påståede ”kulinariske forbrydelse”.

Guanciale eller pancetta

Produktet, fremstillet af den belgiske fødevareproducent Delhaize, hævder ikke, at saucen er lavet i Italien, men firmaet har begået den utilgivelige fejl at bruge røget pancetta i stedet for guanciale i opskriften. Guanciale er en italiensk, lufttørret delikatesse lavet af saltet og krydret svinekæbe. Det er en fedtholdig udskæring, der har en rig og intens smag, som er essentiel i traditionelle italienske retter som carbonara og bucatini all’amatriciana. Guanciale er anderledes end pancetta, da sidstnævnte laves af svinebug.

Autentiske carbonara-opskrifter inkluderer guanciale, pecorinoost og granaost. Det er ifølge magasinet La Cucina Italiana, en slags bibel for italiensk madlavning, bestemt ikke acceptabelt at erstatte guanciale med pancetta.

Selvom Delhaize næppe er den første, der har brugt pancetta i stedet for guanciale, rasede landbrugsminister Lollobrigida over hændelsen i et Facebook-opslag: “Selv hvis man ser bort fra pancettaen i carbonaraen repræsenterer disse produkter eksempler på markedsføring af falske produkter med italiensk-klingende navne”, skrev han. “Det er uacceptabelt at se dem på hylderne i Europa-Parlamentets supermarked. Jeg har bedt om en øjeblikkelig undersøgelse.”

Italiensk mærkesag

For Lollobrigida, medlem af premierminister Giorgia Melonis parti, Italiens brødre/Fratelli d’Italia, handler spørgsmålet ikke blot om dårlig smag, men om national stolthed.

Italien forsøger i øjeblikket at få sit køkken anerkendt af UNESCO som menneskehedens kulturarv – en beslutning, der forventes i december. Og “italiensk-klingende” retter, der er almindelige over hele verden, udvander ægtheden af en af de vigtigste aspekter af italiensk kultur, siger Lollobrigida.

“Vores køkken er enkelt, men ikke let,” sagde Lollobrigida på Summer Fancy Food Festival i New York i juli. “Havet og landet giver os det, vi har brug for, og takket være vores fremstillingsmetoder kan vi regne med enestående produktkvalitet,” sagde han.

Omkostninger ved forfalskede madvarer

Italiens største landbrugs- og landbrugsorganisation, Coldiretti, siger, at “falske italienske produkter koster vores land 120 milliarder euro (138 milliarder dollars) om året, og paradoksalt nok er de største forfalskere af italiensk ekspertise industrialiserede lande”. Coldiretti nævner at mozzarella, salami, mortadella og pesto regelmæssigt forfalskes. Coldiretti tilføjer, at brugen af de italienske flagfarver, opdigtede italiensk-klingende produktnavne og endda fotos af italienske monumenter er vildledende og i strid med EU-reglerne.

Europa-Parlamentet har oplyst, at produktet nu er fjernet fra markedets hylder.