Donald Trump pålægger særlige toldsatser på otte Nato-lande på grund af deres kritik af hans planer for Grønland.

I den fortsatte strid om Grønland lagde præsident Donald Trump lørdag den 17. januar 2026 yderligere pres på modstanderne af hans planer om overtagelse af Grønland. Trump pålagde 8 Nato-lande en ekstra særtold på 10 pct. på eksport til USA.

Nato-landene Tyskland, Danmark, Norge, Sverige, Frankrig, Storbritannien, Holland og Finland skal fra 1. februar 2026 betale ti procent ekstra told på eksport af deres varer til USA. Fra 1. juni forhøjes særtolden til 25 pct. Særtolden vil være i kraft indtil der opnås en aftale om det fuldstændige og endelige salg af Grønland til USA. Den amerikanske præsident forsikrede samtidig, at han umiddelbart var parat til forhandlinger med Danmark og de andre berørte lande.

Hvorfor af alle netop disse otte lande?

På baggrund af Trumps annekteringstrusler indledte de nævnte Nato-lande torsdag en såkaldt militær faktaindsamlingsmission i forbindelse med øvelsen “Arctic Endurance” i Grønland.

Belgien, som først annoncerede at man ikke ville deltage, men alligevel sent fredag meddelte at man ville sende 1 repræsentant, blev ikke umiddelbart omfattet af Trumps særtold. Belgien har også offentligt nedtonet udsendelsen til Grønland og understreget, at missionen er rekognoscering, og bestemt ikke må opfattes som konfrontation

Trump opfattede de 8 landes mission til Grønland som landenes modstand mod hans planer om annektering af Grønland, og anklagede de otte deltagere i missionen i Grønland for at spille et “meget farligt spil” i konflikten om Grønland. Særtolden blev begrundet med, at Landene har skabt “et risikoniveau, der ikke er bæredygtigt”, og for at “beskytte global fred og sikkerhed” skal der tages afgørende skridt for hurtigt at afslutte denne “potentielt farlige situation” – derfor tolden.

Betydning

For EU-landenes vareeksport til USA Tyskland gælder i øjeblikket en flad told på omkring 15 procent i henhold til en toldaftale, der blev indgået sidste år (højere satser for visse industrier som stål og aluminium).

De nye særlige toldsatser vil blive pålagt oveni de nuværende satser.

USA er Danmarks største eksportmarked, og i 2024 var den danske eksport til det amerikanske marked på omkring 360 milliarder kroner.

Det er primært søtransport og medicin. Men en meget stor del af vores eksport bliver produceret i USA. Når f.eks. Novo Nordisk har datterselskaber på den anden side af Atlanten, så tæller en del af deres produktion med som dansk eksport.

Den eksport vil sandsynligvis ikke blive ramt af særtolden, der kun bliver aktuel for varer, der bliver produceret i Danmark og derefter sendt til USA.

Det drejede sig i 2024 om 64 milliarder kroner. Det svarer til 17,5 procent af den samlede danske eksport til USA og 3,1 procent af den samlede eksport til alle lande.

Ikke desto mindre frygter danske erhvervsorganisationer tab af 16.000 danske job som følge af særtolden.

Hvordan reagerer EU på de særlige toldsatser?

“Særtolden vil underminere de transatlantiske relationer og risikerer at føre til en farlig nedadgående spiral,” advarede EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen og EU-Rådets formand António Costa lørdag. “Europa vil forblive forenet, koordineret og fast besluttet på at bevare sin suverænitet,” lød det i deres fælles erklæring.

Hvis meddelelsen bekræftes, vil europæerne reagere “forenede og koordinerede,” sagde Frankrigs præsident Emmanuel Macron lørdag på onlinetjenesten X og tilføjede: “Vi vil vide, hvordan vi håndhæver respekten for europæisk suverænitet.”

Søndag eftermiddag afholdes et hastemøde med EU-landenes ambassadører i Bruxelles.

Hvad ligger bag Trumps ambitioner om at overtage Grønland?

I de seneste uger har Donald Trump gentagne gange med henvisning til amerikanske nationale (og internationale) sikkerhedsinteresser i Arktis gjort krav på Grønland.

Rusland og Kina har også interesse i Arktis og de vil overtage Grønland, hvis USA ikke gør det, har Trump sagt. I forbindelse med annonceringen af særtolden lørdag den 17. januar understregede den amerikanske præsident, at Grønland er af afgørende betydning for at realisere det planlagte “Golden Dome” missilforsvar af USA.

Hvad er ”Golden Dome”?

“Golden Dome” er et globalt missilforsvarssystem foreslået af den amerikanske regering for at beskytte USA mod ballistiske missiler, hypersoniske og andre missiltrusler fra hele verden. Systemet skal bestå af en konstellation af satellitter, sensorer og aflytningssystemer i flere lag, der kan opdage og opsnappe missiler på et tidligt stadie – i lighed med Israels ”Iron Dome”, men meget større og mere teknisk komplekst. Hundredvis af milliarder dollars bruges angiveligt i øjeblikket på sikkerhedsprogrammer relateret til “Domen”, herunder på beskyttelsen af Canada, sagde Trump på Truth Social lørdag. “Dette ekstremt geniale, men meget komplekse system kan kun nå sit maksimale potentiale og fulde effektivitet – på grund af vinkler, afstande og geografiske grænser – hvis dette land (Grønland!) inkluderes i systemet.”

Hvad betyder Trumps planer for Grønland for NATO?

Der har tidligere været tale om at købe Grønland, men Trump har ikke udelukket militær magt for at nå sit mål. Da Danmark, ligesom USA, tilhører Nato, truer konflikten om Grønland også med at splitte forsvarsalliancen. Tidligere på måneden har statsminister Mette Frederiksen udtalt, at det ville være ensbetydende med “NATO’s ende”, hvis USA annekterede Grønland.

I øjeblikket har USA sin nordligste militære tilstedeværelse i Grønland med Pituffik-flybasen ved Thule.

Og opfattelsen på Grønland?

“Jeg er positivt overrasket over de første og umiddelbare reaktioner fra de 8 lande,” sagde den grønlandske minister for mineralressourcer, Naaja Nathanielsen, lørdag Linkedin i forbindelse med de amerikanske særlige toldsatser og roste den hårde kritik af Trumps politik fra lande som Frankrig, Storbritannien og Sverige.

I Grønland og Danmark gik tusindvis af mennesker på gaden lørdag mod Trumps trusler.

Formanden for Grønlands Landsstyre, Jens-Frederik Nielsen, deltog i demonstrationen i Grønlands hovedstad Nuuk foran det amerikanske konsulat. Mange mennesker viftede med grønlandske flag og råbte slagord imod USA.

Jens-Fredrik Nielsen afviste bestemt Trumps trusler for en uge siden. “Det er nok nu,” sagde den grønlandske regeringschef. “Ikke mere pres. Ikke flere hentydninger. Ikke flere annekteringsfantasier,” skrev han på Facebook. “Vi er åbne for dialog. Vi er åbne for diskussioner,” understregede han. Dette skal dog ske “gennem de rette kanaler og med respekt for international ret”.

Grønlandsk selvstændighed?

Ifølge meningsmålinger og nylige udtalelser ønsker grønlænderne især én ting i fremtiden: uafhængighed – også fra Danmark. Men forskellige grupperinger i Nuuk har indtil videre været uenige om, hvornår og hvordan dette skridt bør tages.

Uafhængighedsbevægelsen har altid stået overfor balancen mellem det overordnede selvstændighedsmål og behovet for Danmarks økonomiske støtte, for eksempel til essentielle sociale tjenester som sundhed og uddannelse.

Stephen Miller, vicestabschef i Det Hvide Hus og en af præsident Trumps nærmeste rådgivere, har i et interview med Sean Hannity på Fox News, kommenteret USA’s ønske om at overtage Grønland: Danmark vil eje Grønland men have USA til at betale for forsvaret. Det er uretfærdigt!

Miller sagde:

”Grønland er essentielt for Amerikas nationale sikkerhed. Det nye område for international konkurrence vil være polar konkurrence; det er der, hvor flere og flere ressourcer bliver brugt af vores nations modstandere”.

Han understreger Grønlands størrelse. Grønland er 25 pct. større end Alaska. Det er så stort et område, siger han, at Danmark ikke kan forsvare det.

”Danmark er et lille land med en lille økonomi og en lille militær. De kan ikke forsvare Grønland”, siger han.

I de sidste 500 år har det været sådan, insisterer Miller, at hvis man vil hævde, at man har kontrol over et område, skal man kunne forsvare, forbedre og bebo det.

Men Danmark kan ikke nogen af delene, når det gælder Grønland, siger han:

”Så de vil have USA til at bruge hundreder af milliarder af dollars på at forsvare et område for dem (…) på hundrede procent amerikansk bekostning. Men de siger, at mens vi gør dette, tilhører det 100 pct. Danmark. Det er en ”raw deal”. Det er en uretfærdig aftale”.

I 1903 støttede USA Panamas løsrivelse fra Colombia, fordi USA ønskede at bygge en kanal mellem Atlanterhavet og Stillehavet.

Bygningen af Panamakanalen, der blev afsluttet i 1913, var en af de største og mest besværlige ingeniøropgaver som nogensinde er udført, og kanalen har haft en enorm indflydelse på skibsfarten mellem de to oceaner. Den afløste den lange og farlige rute via Drakestrædet og Kap Horn ved sydspidsen af Sydamerika. Et skib som sejler fra New York til San Francisco via kanalen, tilbagelægger 9.500 km, et godt stykke under halvdelen af de 22.500 km, som er distancen rundt om Kap Horn.

Kort efter Panamas løsrivelse fra Colombia og inden kanalen var bygget, blev Hay–Bunau-Varilla-traktaten underskrevet. Traktaten sikrede, at USA fik permanent kontrol over kanalen og Panama-kanalzonen (et bredt bælte gennem landet).

Panama fik en engangsbetaling og årlige afgifter, men ingen reel kontrol.

For mange panamanere blev dette set som et uacceptabelt indgreb i landets suverænitet.

Kanalzonen blev reelt styret som amerikansk territorium, med amerikanske love, politi og militær.

Panamanere blev ofte udelukket fra jobs og beslutninger, og mange oplevede det som kolonialisme midt i deres eget land.

Uroligheder i 1964

Spændingerne kulminerede i 1964, da uroligheder brød ud over spørgsmålet om at hejse det panamanske flag i kanalzonen. Sammenstød mellem panamanere og amerikanske styrker førte til dødsfald.

Herefter blev kravet om fuld panamansk kontrol et centralt nationalt mål.

Hvordan blev konflikten løst?

I 1977 indgik Panamas leder Omar Torrijos og USA’s præsident Jimmy Carter to afgørende traktater:

Panama-kanal-traktaten fastslog, at USA og Panama i fællesskab skulle stå for kanaldriften i en overgangsperiode, hvorefter fuld kontrol skulle overdrages til Panama den 31. december 1999.

Neutralitetstraktaten fastslog, at kanalen stedse skulle forblive neutral og være åben for alle lande – også efter overdragelsen.

Opgivelsen af den fulde kontrol over Panama-kanalen var kontroversiel i USA, men Torrijo-Carter traktaterne blev ratificeret, og den 31. december 1999 overtog Panama officielt Panama-kanalen, Kanalzonen samt infrastruktur og administration.

Panama driver selv kanalen gennem Autoridad del Canal de Panamá (ACP), der er et panamansk, statsuafhængigt organ med egne tekniske, økonomiske og juridiske regler.

Det er ACP, der fastlægger takster, kontrollerer sejlads, driver sluser, trafikstyring og planlægning

Kinas indflydelse

Kina har i en årrække været involveret i handel og investeringer i Panama, men i 2003 lancerede Kina det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI) – et ambitiøst globalt udviklingsprojekt, der sigter mod at skabe økonomisk samarbejde, infrastrukturudvikling og handelsfremme mellem Kina og landene langs de gamle handelsruter, der forbinder Asien, Europa og Afrika.

Allerede i 1990’erne havde Kina været involveret i havnedrift ved kanalens ender. Et Hongkong-baseret selskab (Hutchison Ports) drev således havne ved Atlanterhavssiden (Colón) og ved Stillehavssiden (Balboa). Kina have imidlertid ingen rolle i ACP og ingen beslutningsmagt over selve kanaldriften.

Kina har ikke haft kontrol over kanalsluserne, indflydelse på skibstrafik, adgang til trafikstyring eller prioritering eller haft en rolle i sikkerhed eller militær beskyttelse.

Trump-administrationens holdning

Allerede under Donald Trumps 1. præsidentperiode var holdningen til Panamakanalen og kinesisk involvering præget af mistillid, strategisk bekymring og geopolitisk rivalisering. Der blev dog ikke gjort forsøg på at ændre ejerskabet eller den formelle administration af kanalen.

USA accepterede Panamas kontrol – men holdt skarpt øje. Trump-administrationen anfægtede således ikke, at Panama havde fuld suverænitet over Panamakanalen (som fastlagt i Torrijos–Carter-traktaterne), og der var ingen forsøg på at “tage kanalen tilbage” eller genforhandle traktaterne.

Stærk bekymring over kinesisk tilstedeværelse

Trump-administrationens kritik rettede sig i stedet mod Kinas voksende økonomiske og strategiske fodaftryk i Panama, især havnedriften ved kanalens ender.

Trump-administrationen mente, at Kina kunne udnytte havnene strategisk, og der var frygt for overvågning, pres i en krisesituation eller indirekte kontrol.

Panama skifter diplomatisk side – forværrer USA’s bekymringer

I 2017 (under Trump) brød Panama de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte Folkerepublikken Kina.

Herefter fulgte yderligere kinesiske investeringer, samarbejdsaftaler og interesse for infrastrukturprojekter.

Trump-administrationen så dette som en del af Kinas globale magtstrategi og som en udfordring mod USA’s historiske indflydelse i Mellemamerika, men uden at det udløste krav om ”at tage kanalen tilbage”.

Donald Trumps linje i det nye præsidentskab

Allerede før sin tiltræden som præsident skrev Trump i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, at han som præsident muligvis ville kræve, at USA fik kontrollen over Panamakanalen.

Ifølge Trump bliver amerikanske skibe pålagt urimelige afgifter, når de skal passere gennem kanalen. Han lufter i sit opslag også en bekymring over, at Kina har voksende indflydelse i området ved kanalen.

”Vores flåde og vores handlende bliver behandlet på en meget uretfærdig og ubetænksom måde. De afgifter, som Panama opkræver, er latterlige. Særligt med tanke på den gavmildhed, som USA har vist over for Panama. Dette totale bedrag mod vores land skal stoppe øjeblikkeligt”, lød det.

Trump har gentaget sin påstand om, at Kina “efter hans opfattelse opererer” kanalen og erklæret, at USA vil “tage den tilbage” — også i taler og i sin åbningstale som præsident i 2025.

Trump-administrationens bredere strategi

Administrationen forfølger under Trump en udenrigspolitisk holdning, der er blevet beskrevet som en revitalisering af en moderne Monroe-doktrin (“Donroe Doctrine”) med skarp fokusering på at holde Kina ude af Latinamerika og den vestlige halvkugle i det hele taget. De voldsomme udfald mod Panama, Venezuela og andre lande i Latinamerika og ”nødvendigheden” af at få fuld kontrol over Grønland, skal ses i det lys.

USA’s militære handlinger — f.eks. fjernelse af Venezuelas leder i 2026 — bruges strategisk for at signalere, at Kina og Rusland ikke får lov til at udvide deres indflydelse i regionen.

Situationen i Panama

Straks fra begyndelsen af præsidentperioden blev den nyudnævnte amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, sendt til Panama, hvor han i møder med præsidenten, Jose Raul Mulino, og ledende regeringsmedlemmer i utvetydige vendinger krævede, at Panama foretager “øjeblikkelige ændringer” i det, han kaldte Kinas “indflydelse og kontrol” over Panamakanalen. Amerikas øverste diplomat sagde, at Panama skal handle, ellers vil USA træffe de nødvendige foranstaltninger for at beskytte sine rettigheder i henhold til en traktat mellem de to lande.

Advarslen følger op på præsident Donald Trumps løfte om at generobre kanalen.

Resultatet udeblev ikke. Den 6. februar 2025 meddelte præsident Jose Raul Mulino at Panama havde trukket sig ud af Kinas Belt and Road Initiative (BRI) infrastruktur program.

Siden har det Hongkong-baserede konglomerat CK Hutchison ”indvilliget” i at sælge sine ejerandele i centrale havnefaciliteter ved begge ender af kanalen (Balboa og Cristóbal) til et amerikansk ledet investorkonsortium.

Begge skridt opfattes i Washington som en reduktion af kinesisk indflydelse over kritisk infrastruktur. Samtidig har USA og Panama udbygget deres sikkerhedssamarbejde omkring kanalen, narkobekæmpelse og migrationsruterne, herunder med amerikansk adgang til udvalgte faciliteter, dog uden etablering af baser og uden at ændre Panamas myndighed over kanalen.

Tilsammen har disse udviklinger givet Trump og hans allierede noget konkret at pege på: amerikansk kapital tilbage i strategiske havne, tættere sikkerhedssamarbejde og forsikringer om adgang, mens Panamas suverænitet og kontrol over kanalen forblev uberørt.

Herefter har Trump ophørt med at gentage kravet om at “tage kanalen tilbage”, ikke fordi kravet blev opfyldt i juridisk forstand, men fordi der opstod et praktisk udfald, som imødekom hans erklærede bekymringer uden at genåbne traktater eller udløse en international krise.

Indtil for nylig var Harvard det mest produktive forskningsuniversitet i verden ifølge globale ranglister, der ser på akademisk publikation.

Harvard faldt for nylig til nummer 3 på ranglisten. De universiteter, der kæmper sig op ad listen, er ikke Harvards amerikanske konkurrenter, men kinesiske universiteter, der støt er klatret opad på ranglister, der understreger omfanget og kvaliteten af ​​den forskning, de producerer.

Amerikanske universiteter begyndte for år siden at sakke agterud – ikke fordi amerikanske skoler bliver påviseligt dårligere. Det er simpelthen den globale konkurrence, hvor andre lande gør hurtigere fremskridt.

Hvis vi ser tilbage til starten af ​​2000’erne, ville en global universitetsrangliste baseret på videnskabeligt output, såsom publicerede tidsskriftartikler, være meget anderledes. Syv amerikanske skoler ville være blandt de 10 bedste, anført af Harvard University som nummer 1.

Kun én kinesisk skole, Zhejiang University, ville overhovedet dengang være kommet i top-25.

I dag er Zhejiang rangeret som nummer ét på den liste, Leiden Rankings, fra Center for Science and Technology Studies ved Leiden Universitet i Holland publicerer. Syv andre kinesiske skoler er i top-10.

I Leiden Rankings indtager Københavns Universitet en plads som nr. 40, Aarhus Universitet 148 og DTU 264, mens Syddansk Universitet og Aalborg Universitet er henholdsvis 344 og 391.

Roskilde Universitet ses ikke overhovedet at være ranglistet af Leiden Univerrsitet.

Præsident Donald Trump har gentagne gange udtrykt sit behov for at kontrollere Grønland på grund af national sikkerhed.

“Vi har brug for det, for hvis man kigger uden for Grønland lige nu, er der russiske destroyere, der er kinesiske destroyere, og endnu større, der er russiske ubåde overalt. Vi vil ikke have Rusland eller Kina til at besætte Grønland, og det er det, de vil gøre, hvis vi ikke gør det.”

Kort før pressemødet gentog han det nok engang på sit sociale medie Truth Social.

“NATO: Sig til Danmark, at de skal få dem væk herfra, NU! To hundeslæder kan ikke gøre det! Kun USA kan!!! Dansk efterretningstjeneste advarede sidste år om russiske og kinesiske militære mål mod Grønland og Arktis,” skriver han og linker til en artikel, der omhandler Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) trusselsvurdering mod Kongeriget Danmark.

Senere onsdag gentog han på Truth Social at USA behøver Grønland:

“The United States needs Greenland for the purpose of National Security. It is vital for the Golden Dome that we are building. NATO should be leading the way for us to get it. IF WE DON’T, RUSSIA OR CHINA WILL, AND THAT IS NOT GOING TO HAPPEN! Militarily, without the vast power of the United States, much of which I built during my first term, and am now bringing to a new and even higher level, NATO would not be an effective force or deterrent – Not even close! They know that, and so do I. NATO becomes far more formidable and effective with Greenland in the hands of the UNITED STATES.

Anything less than that is unacceptable. Thank you for your attention to this matter! President DJT”.

På pressemødet efter mødet med J.D. Vance og Marco Rubio gik Lars Løkke Rasmussen i rette med Donald Trumps påstand om de russiske og kinesiske skibe.

“Det er ikke sandt, at der er kinesiske krigsskibe over det hele. Ifølge vores efterretninger har der ikke været et kinesisk krigsskib i Grønland i det sidste årti,” siger Lars Løkke Rasmussen, samtidig med at han tilkendegav, at Rigsfællesskabet også var bekymret for sikkerheden i arktis.

Senere på aftenen dansk tid gæstede Lars Løkke Rasmussen den amerikanske tv-kanal Fox News, hvor han gentog, at “der er absolut ingen kinesiske fodaftryk i Grønland.” Udenrigsministeren medgav samtidig, at Rigsfællesskabet delte amerikanernes bekymring for sikkerheden i Arktis, Grønland og Det Høje Nord.

Har præsident Trump en pointe?

Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, udgiver hvert år i publikationen UDSYN en efterretningsbaseret vurdering af de ydre vilkår for Kongeriget Danmarks sikkerhed.

I de seneste vurderinger beskæftiger FE sig indgående med Ruslands og Kinas arktiske interesser og mulige sikkerhedsmæssige trusler mod Grønland.

I UDSYN 2025 hedder det således, at Rusland fortsat er den stærkeste militære magt i Arktis, men opfatter sig som udfordret af Vesten. Kinas langsigtede interesser i Arktis indbefatter Grønland, og Kina vil fortsat have interesse i særligt forskningsmæssigt, men også kommercielt samarbejde med Grønland.

Rusland

FE forudser, at Rusland i stigende grad vil hævde sine interesser med konfrontatorisk adfærd både politisk og militært. Rusland er presset af bl.a. vestlige sanktioner og vil derfor øge sit arktiske samarbejde med Kina og give Kina større adgang til sine arktiske besiddelser.

Rusland har over det seneste årti udbygget militære installationer langs kysten og fremskudte baser, som giver Rusland en forsvarslinje ude i Det Arktiske Ocean. Selv om baserne er beregnet til forsvar, kan de også bruges i forbindelse med angreb. Bl.a. vil kampfly, der letter fra baserne, med kort varsel kunne angribe Pituffik-basen i Grønland og vestlige skibe i store dele af Det Arktiske Ocean.

For Rusland udgør farvandene mellem Grønland, Island, Færøerne og Storbritannien, det såkaldte GIUK-gab (Greenland-Iceland-UK Gap), den vigtigste adgangsvej til og fra Arktis. GIUK-gabet spiller derfor en nøglerolle for Rusland i tilfælde af en væbnet konflikt med NATO.

Under en sådan konflikt vil Rusland forsøge at angribe forsyningslinjerne mellem USA og Europa ved hjælp af angrebs-ubåde, der bl.a. skal kunne sejle gennem GIUK-gabet uden at blive opdaget. Samtidig ønsker Rusland at kunne opdage NATO-ubåde, der sejler gennem gabet.

Kina

Kina har også strategiske interesser i Arktis og ønsker at kunne operere med ubåde i Det Arktiske Ocean. Kina er derfor i gang med at forberede evnen til at være til stede militært i Arktis.

Det er sandsynligt, at Kinas omfattende tilsyneladende tilforladelige polarforskning er en del af landets strategi for såkaldt militærcivil fusion, og at de data, Kina indsamler i Det Arktiske Ocean, kan anvendes til militær planlægning. Dette gælder også kinesiske forskningsaktiviteter og -stationer i de øvrige arktiske lande, herunder i Grønland, hvor Kina fortsat viser interesse for at sikre tilstedeværelse og gennemføre forskningsprojekter.

Det samme gælder Kinas bestræbelser på at øge sin overvågning ved hjælp af satellitter, der passerer over Nordpolen.

USA

USA har øget sin sikkerhedspolitiske interesse for Arktis markant i de seneste år i lyset af Ruslands fortsatte oprustning, og Kinas fortsatte bestræbelser på at kunne sejle med ubåde og overfladeskibe i regionen.

For USA ligger den første og vigtigste varslingslinje i Arktis. USA’s radarkapaciteter ved Pituffik Space Base (tidligere Thule Air Base) i Grønland skal opdage fjendtlige missiler for at give USA mulighed for at reagere.

Det ville være naivt at tro, at den amerikanske administration ikke har overvejet andre muligheder end ejerskab/fuld kontrol til Grønland.

Den amerikanske administration finder, at Danmark har forsømt at opbygge kapaciteter, der kan imødegå de trusler fra Kina og Rusland, som Forsvarets Efterretningstjeneste selv i årevis har dokumenteret og påpeget. USA vurderer samtidig, at Danmark ikke har hverken finansiel eller militær kapacitet til at rette op på de sikkerhedsmæssige mangler.

USA har ej heller tillid til, at et selvstændigt Grønland, vil kunne modstå pres fra Kina og Rusland. Eller for den sags skyld respektere den forsvarsaftale, som Danmark og USA indgik i 1951.

Selvom forsvarsaftalen formelt set giver amerikanerne massiv mulighed for at øge deres militære tilstedeværelse i Grønland, tvivler amerikanerne på, at et grønlandsk selvstyre på den lange bane vil overholde den, og den tvivl vil amerikanerne ikke sætte amerikansk national sikkerhed på spil over.

Er der udsigt til at den aftalte arbejdsgruppe kan finde en løsning?

På mødet med J.D. Vance og Marco Rubio i Washington onsdag den 14. januar 2026 blev det aftalt at etablere en højtstående arbejdsgruppe, der skal se på sikkerheden i Arktis og hvordan de fælles bekymringer kan imødegås.

Selvom den amerikanske opfattelse er, at arbejdsgruppen skal se på modaliteterne for en amerikansk overtagelse af Grønland, er det angiveligt den dansk/grønlandske position, at sikringen af Grønland kan opnås med respekt for Rigsfællesskabets grænser og Grønlands selvbestemmelsesret.

Hvis arbejdsgruppen tager udgangspunkt i forsvarsaftalen fra 1951 og foreslår et tillæg (eller en helt ny aftale), der forpligter Rigsfællesskabet/Grønland til at hindre Kinas og Ruslands (og eventuelt andre lande, der eventuelt kunne være USA’s modstandere) adgang til grønlandske farvande, til Grønlands infrastruktur eller til naturforekomster i Grønland, vil det næppe tilfredsstille USA.

Europæiske NATO-lande syntes nu indstillet på at bidrage til en forstærket sikkerhedsindsats i Grønland, og det kan måske berolige USA. Men selvom Rigsfællesskabet/Grønland forpligter sig til at blive i NATO og EU er der ingen sikkerhed for at disse strukturer på sigt fortsætter med at eksistere. Kina og Rusland vil også kunne omgå blokeringen til Grønland med stråmands- og skyggeselskabskonstruktioner. Hertil kommer, at amerikanerne tvivler på, at et grønlandsk selvstyre på den lange bane vil overholde indgåede aftaler, og den tvivl vil amerikanerne ikke sætte amerikansk national sikkerhed på spil over.

Chefen for den amerikanske centralbank i USA, Federal Reserve, Jerome Powell, har natten til mandag den 12. januar 2026 udgivet en video, hvor han fortæller, at centralbanken af det amerikanske justitsministerium, DOJ, er indstævnet til at afgive forklaring for en såkaldt grand-jury.

Renoveringsprojekt

Ifølge Powell og rapporter fra flere nyhedskilder udstedte DOJ stævningen til Federal Reserve den 9.–10. januar 2026, i en eventuel straffesag knyttet til Powells vidneforklaring i juni 2025 for Senatets bankudvalg. Powells vidneforklaring i Senatet berørte delvist et flerårigt, renoveringsprojekt af Feds historiske hovedkvarter i Washington, D.C. – et projekt til omkring 2,5 milliarder dollars præget af markante budgetoverskridelser som havde udviklet sig til en politisk betændt sag.

Stævningerne vedrører formelt denne vidneforklaring og renoveringsprojektet, da DOJ via en storjuryundersøgelse søger oplysninger om, hvorvidt Powells udtalelser til Kongressen var forkerte, vildledende eller på anden måde kritisable.

Centralbankens uafhængighed

Ifølge centralbankchefen er stævningen, der formelt omhandler hans foretræde for kongressen i sommer sidste år, i virkeligheden er et forsøg på at styre ham og den uafhængige centralbank.

”Truslen om en straffesag er en konsekvens af, at Federal Reserve fastsætter renterne baseret på vores bedste vurdering af, hvad der vil tjene offentligheden, i stedet for at følge præsidentens præferencer”, siger Powell i videooptagelsen.

Dermed er diskussionen om en uafhængig centralbank i USA igen blusset op.

Selvom præsident Donald Trump i et interview med NBC News søndag benægter at have kendskab til Justitsministeriets undersøgelse af centralbanken, har nyheden ikke desto mindre allerede haft mærkbar effekt på finansmarkederne. Den amerikanske dollar er svækket over for alle sine store modparter, mens guldprisen er steget til et rekordhøjt niveau. Futures for det store toneangivende S&P 500-indeks faldt 0,3 pct.

Støtteerklæring fra centralbankchefer

En række chefer fra verdens centralbanker, herunder Christian Kettel Thomsen fra Danmarks Nationalbank, er gået sammen i en fælles erklæring om at støtte centralbankchef Jerome Powell.

– Vi står med fuld solidaritet sammen med Fed og dens formand, Jerome Powell.

– Centralbankernes uafhængighed er en hjørnesten i pris-, finansiel- og økonomisk stabilitet, som er i borgernes interesse. Det er derfor afgørende at bevare denne uafhængighed, lyder det i erklæringen ifølge Reuters.

USA’s præsident, Donald Trump, har længe kritiseret Jerome Powell for ikke at sænke renterne, kaldt Powell “en tåbe” og “en idiot” og udtrykt et ønske om at fjerne Powell fra posten som centralbankchef – noget der trods alt ligger udenfor præsidentens beføjelser.

Det Hvide Hus begyndte sidste år at kritisere centralbankens renoveringen af to bygninger i Washington D.C. for 2,5 milliarder dollar, hvilket svarer til omkring 16 milliarder kroner, og Trump har luftet tanker om en mulig fyring af Powell på grund af budgetmæssige overskridelser.

Jerome Powells periode som chef for centralbanken nærmer sig snart sin afslutning, da han til maj ikke længere kan være formand, men hans underliggende post som guvernør i Federal Reserve slutter først i 2028.

USA vil have kontrol med et Grønland, der potentielt er truet af Kina og Rusland, på grund af nationale (og internationale) sikkerhedsinteresser. Uanset den endelige tekniske løsning, vil det også få konsekvenser for Færøerne, og allerede nu kan det med sikkerhed forudsiges, at Rigsfællesskabets dage er talte.

Præsident Donald Trump har tidligere argumenteret for, at Canada burde høre under USA (altså blive en del af USA som “51. stat”). Argumentet er, at Canada økonomisk, militært og sikkerhedsmæssigt er afhængig af USA, der årligt betaler omkring 200 milliarder dollars i subsidier til Canada form af handelsunderskud og forsvarsudgifter, og derfor burde Canada være en del af USA.

USA har allerede flyvestationen Pituffik Space Base i Grønland, den, der tidligere hed Thulebasen. Og de aftaler, man har indgået omkring USA’s tilstedeværelse i Grønland, giver amerikanerne forholdsvis vide sikkerhedspolitiske rammer.

Der er således ingen tvivl om, at Grønland endnu mere udtalt end Canada er militært og sikkerhedsmæssigt afhængig af USA. Når USA skal have det forsvars- og sikkerhedsmæssige ansvar for Grønland må USA også kunne kontrollere adgangen til Grønland, farvandene omkring Grønland og Grønlands ressourcer.

Danmark har ikke kapacitet til at løfte opgaven

Præsident Trump, Vance m.fl. har med henvisning til åbenlyse kinesiske og russiske interesser, selvstændighedsbevægelsen i Grønland, utilstrækkelig maritim suverænitetshævdelse, manglende radardækning og luftforsvar og latterliggørelse af slædehundepatruljen Sirius argumenteret for, at Danmark ikke har evnet eller kapacitet til at udvikle Grønland militært, erhvervsmæssigt og socialt.  

Spørgsmålet om Kinas tilstedeværelse i Grønland

Ruslands interesser i Arktis er velkendte, men Kina har også investeret i at udvikle sejlruter omkring Grønland, og Kina er bestemt også på banen på det grønlandske fastland.

Da den danske flådestation Grønnedal (Kangilinnguit) i det sydlige Grønland i 2014 blev nedlagt og sat til salg viste et kinesisk selskab — General Nice Group — i 2016 interesse i at købe denne nedlagte base.

Den danske regering valgte at afbryde salget og tage basen af markedet, delvist for at forhindre netop dette kinesiske køb. Beslutningen blev truffet af danske sikkerhedshensyn og med tanke på Danmarks tætte forsvarsrelation med USA og aftalen fra 1951 mellem Danmark og USA om forsvarsforholdene på Grønland.

Basen lev taget af salgslisten og igen brugt til danske forsvarsformål som lagrings- og logistisk facilitet.

I 2017 tilbød den store kinesiske entreprenør CCCC at bygge en lufthavn i Grønland – og fra grønlandsk side var signalet, at man var open for business.

Det fik det straks til igen at løbe koldt ned ad ryggen på danske embedsmænd og politikere – og i øvrigt også amerikanske – for nu drejede det sig pludselig om arktisk sikkerhedspolitik. Kom Kina til at stå bag kritisk infrastruktur i Grønland, ville de sætte et stort fodaftryk i Arktis.

Inden for et år pungede Danmark ud med den nødvendige milliardbevilling på 3,6 mia. kr., der skulle til for at holde kineserne ude i kulden, og man landede på en aftale om, at lufthavnen, skulle være 66 procent ejet af Grønland og 33 procent af Danmark.

Grønlands hjemmestyre har imidlertid aldrig rigtig fået truffet en klar beslutning om, hvordan man har det med Kina i Grønland og interessen er fortsat betydelig.

Det australske mineselskab, Energy Transition Minerals (ETM), med fokus på mineraler som sjældne jordarter, lithium, tin og tantal, der er vigtige for den grønne omstilling, og som har efterforskningslicens til Kuannersuit projektet ved Narsaq (Kvanefjeld-projektet), har anlagt en voldgiftssag mod Grønlands hjemmestyre og efterfølgende retssager med internationale retskrav om en meget stor erstatning (90 mia. kr.), fordi Grønlandske selvstyre i 2023 stoppede projektet med en henvisning til at Grønlands regering med en lov i 2021 havde forbudt al uranudvinding.

Der er kinesiske interesser i mineselskabet ETM, og samtidig var det oprindeligt planen, at de sjældne jordarter fra Kvanefjeld skulle forarbejdes færdige i Kina, som det sker med stort set alle sjældne jordarter.

Et selvstændigt Grønland

Et flertal af befolkningen på Grønland ønsker selvstændighed. Selvstændighed forudsætter en folkeafstemning på Grønland, og tidspunktet og betingelserne er fortsat til diskussion. Det er den amerikanske opfattelse, at det nuværende Rigsfællesskab ikke på betryggende kan håndtere de sikkerhedsmæssige udfordringer på Grønland. Hertil kommer, at et selvstændigt Grønland i endnu mindre grad vil kunne modstå Ruslands, Kinas og andres pres, og derfor er det vigtigt for USA allerede nu at sikre sig kontrollen over Grønland.

“Økonomisk magt” frem for militær tvang

Trump har ikke direkte foreslået militær intervention i Canada eller Grønland som i Venezuela. Det Trump har sagt, er at han måske ville bruge økonomiske midler (told, sanktioner, handelspres) for at sikre amerikanske interesser, hvis det blev nødvendigt.

Den danske regerings ”håndtering” af krisen med USA

Selvom Arktis, Grønland og forholdet til USA, Rusland og Kina længe har været i mediernes fokus, er det svært at se, at den danske regering har gjort noget for at løse problemet. I stedet er nationen kastet ud i den formentlig største udenrigspolitiske krise nogensinde.

De amerikanske interesser i et køb af Grønland forud for præsident Trumps planlagte besøg i Danmark i september 2019 udløste intens debat, men tilsyneladende ingen forsøg på at afværge krisen, som igen er brudt ud i lys lue efter den amerikanske aktion i Venezuela.

Wall Street Journal kunne den 16. august 2019 oplyse, at præsident Donald Trump havde bidt sig fast i ideen om, at USA skulle købe Grønland. Avisen kunne oplyse, at personer med kendskab til spørgsmålet sagde, at Trump gentagne gange havde udtrykt interesse for at købe det isdækkede, autonome danske territorium mellem Nordatlanten og Ishavet.

Mette Frederiksens reaktion

Da meldingen om Donald Trump direkte forslag om at købe Grønland nåede til Grønland, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) var på besøg, slog hun hurtigt den amerikanske præsidents forslag i sænk. Det var “absurd”, lød det.

Ellers ingen reaktion fra Danmark

Det var imidlertid påfaldende, at det danske Udenrigsministerium, den danske udenrigsminister Jeppe Kofod og den danske arktiske ambassadør, Hanne Fugl Eskjær, var helt fraværende i debatten.

I USA svarede Det Hvide Hus og Udenrigsministeriet ikke på henvendelser fra pressen. Påfaldende var det imidlertid, at det danske udenrigsministerium, udenrigsministeren, Kongehuset eller den danske ambassade i Washington ikke straks svarede på anmodninger om kommentar.

Den eneste reaktion kom fra Grønlands udenrigsministerium, der meddelte, at øen ikke var til salg. “Vi er åbne for forretning, ikke for salg,” sagde ministeriet på Twitter, mens det understregede Grønlands naturressourcer og turismepotentiale.

Den arktiske ambassadør

Det mest påfaldende var, at Danmark faktisk havde en særlig arktisk ambassadør – Hanne Fugl Eskjær. Ikke mange kendte til hendes eksistens og selvom hun forventedes at repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, formåede hun at holde sig helt uden for mediernes rampelys.

Hanne Fugl Eskjær, født: 19-10-1971, er i dag Danmarks ambassadør i Frankrig og til Monaco. Efter hendes totale svigt i 2019 blev hun som arktisk ambassadør udskiftet med den hidtidige ambassadør i Canada, Thomas Winkler, der tidligere havde været dansk ambassadør i Rusland og efter sigende havde et vist kendskab til arktiske forhold.

Thomas Winkler var som sin forgænger helt usynlig, og i dag er det Kenneth Høegh, der er arktisk ambassadør for Kongeriget Danmark.

Han er den første grønlænder på posten, og det var den grønlandske regering, der udpegede og udenrigsministeren som udnævnte Kenneth Høegh som ambassadør som del af en ny rollefordeling for formandskabet i Arktisk Råd, som Grønland har overtaget på vegne af rigsfællesskabet i perioden 2025–2027.

Som sine forgængere er Kenneth Høegh helt fraværende i den offentlige debat.

Diplomatisk oprustning

Danmark opruster diplomatisk for at modstå presset fra Donald Trump. Det sker, efter at regeringen og dansk diplomati flere gange er gået i alarmberedskab efter trusler fra USA’s præsident.

Dagbladet Politiken kan oplyse, at der i Udenrigsministeriet hver nat sidder en vagt og holder øje med præsident Trump. Har for eksempel Trump sagt nyt om Grønland, er det AC-vagtens opgave at referere, præcis hvordan ordene faldt. Klokken 7 skal der ligge en rapport klar til den danske regering og relevante kontorer på Slotsholmen. Og er der sket noget kritisk, skal de første skridt allerede være taget, så der hurtigere end tidligere vil ligge en sag, som regeringen kan handle på.

Baggrunden for vagtordningen er at lakskoene og blåfrakkerne på Asiatisk Plads ved flere tidligere lejligheder har vist sig at være fuldstændig uforberedte og ude af stand til at briefe udenrigsminister og regering om forhold af vital interesse for Kongeriget.

Bortset fra pressevagten foreligger der ikke oplysninger om regeringen har taget konstruktive initiativer i anledning af den amerikanske udfordring.

Trump aflyste dansk statsbesøg i 2019

Trump kom alligevel ikke til Danmark i september 2019, efter Mette Frederiksen nægtede at sælge Grønland.

Præsident Trump aflyste besøget i et opslag på X (dengang Twitter), hvor Trump skrev, at han på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt.

I udtalelser til pressen koblede Donald Trump det direkte sammen med Mette Frederiksens formulering af afvisningen af købstilbuddet. Hendes udtalelser var “nasty”, sagde Trump.

Møde i Det Hvide Hus

Spørgsmålet er om det ikke allerede i 2019 havde været klogt at reagere positivt på Trumps ”købstilbud” – hilse det velkommen og tilkendegive at Trumps besøg i Danmark ville være en god anledning til at drøfte de amerikanske interesser i Grønland.

Det skete som bekendt ikke, og derfor er mødet i Det Hvide Hus den 14. januar 2026 afgørende.

Efter knap fem år som chefredaktør og administrerende direktør i mediehuset A4 Medier stopper Kristian Madsen på posten med øjeblikkelig virkning. Det fremgår af en pressemeddelelse, som bestyrelsesformand i mediehuset Mads Reinholdt har sendt til Ritzau.

Her lyder det, at bestyrelsen og Kristian Madsen er blevet enige om at stoppe samarbejdet. Det begrundes blandt andet med, at de to parter ser »forskelligt på, hvordan A4’s administrative setup bedst styrkes efter en periode med omsætningsvækst«.

Omsætningen fremgår ikke af A4 Mediers regnskaber, men mediehusets seneste regnskab viser, at A4 Medier reducerede sit underskud fra 3,8 millioner kroner i 2023 til et underskud på 1,7 millioner kroner i 2024.

10 år hos Politiken

Kristian Madsen kom til A4 Medier i 2021 efter godt 10 år hos Politiken, hvor han blandt andet var lederskribent, politisk kommentator, udenrigsjournalist og USA-korrespondent.

Kristian Madsen tiltrådte som direktør og chefredaktør for A4 Medier, der består af en række digitale nyhedsplatforme herunder A4 Nu, A4 Arbejdsliv, og A4 Arbejdsmiljø. A4 Medier ApS er ejet af A-Pressen A/S (65 pct.) og JSL Management ApS (35 pct.).

Kristian Madsen var forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) 2000-2004, konsulent i LO fra 2004-2008, informationschef i 3F 2008-2010 (inden 3F’s involvering i Falck-skandalen) og, siden 2010 på Politiken som bl.a. lederskribent og politisk kommentator.

Helle Thornings tale

Det var Kristian Madsen, der skrev Helle Thorning-Schmidts ”Jeg-kan-slå-Fogh-tale” i valgkampen mod Frank Jensen, der den 12. april 2005 sikrede Helle Thorning-Schmidt formandsposten i Socialdemokratiet.

Som enhver god fortæller tog Helle Thorning-Schmidt partimedlemmerne med på sin rejse. Hun fortalte om oplevelser fra sit eget liv og talte i billeder. Hun skildrede sit fritidsjob i grillbaren i Bilka, så man kunne høre frituregryden sprutte og mærke de stressende vibrationer fra utålmodige Bilka-kunder med skrigende børn i akut behov for fastfood. Hun tog tilhørerne med på interrail og jordomrejse og man kunne for det indre øje se Helle med 8o’er-korte cowboyshorts og rygsæk på dækket af en græsk færge med andre solbrune unge, der drak lokale øl og røg stærk tobak. Hun havde tilhørerne i sin hule hånd, da først hun begyndte at tale om de politiske drømme. Partikammeraterne var taget med på rejsen og ville følge hende i tykt og tyndt, gennem friture og foie gras, fordi hun var en af deres egne. Hun fik socialdemokraterne til at grine, da hun sammenlignede sin berygtede Gucci-håndtaske med en Fjällräven. Og hun fik partimedlemmerne til at tro på Socialdemokratiet som fremtidens sejrende parti, da hun højt og tydeligt meldte ud: ”Jeg kan slå Anders Fogh”.

Kampmann

Som chefredaktør på A4 Medier afløste Kristian Madsen Nicolai Kampmann, hvis far, Jens Kampmann var minister under Anker Jørgensen-regeringerne. Hans farfar, Viggo Kampmann, var Danmarks statsminister 1960-62.

Når Socialdemokratiet rydder op

Dengang Nicolai Kampmanns farfar var statsminister i Danmark, blev der brugt håndfaste metoder, hvis Socialdemokratiets interesser blev trådt for nær. Socialdemokratiet havde i begyndelsen af 1960’erne en ”god ven” i Politiet, som man kunne trække på til løsningen af prekære ”forefaldende” opgaver.

Betjenten – han hed også Madsen, dog Christian til fornavn – havde siden besættelsens sidste urolige og politiløse år været tær knyttet tæt til partiets ledelse, for hvem han fungerede som bodyguard, ”oprydder”, ”overkørselskommando” og trofast hjælper m.v. Tjenester han lejlighedsvis stadig i mange år diskret leverede fra sin position som kriminalkommissær i Politiets Efterretningstjeneste.

Så sent som i 1970 havde Socialdemokratiet kontakt til den nu pensionerede Christian Madsen. Det fremgår af historikeren Bo Lidegaards biografi over Jens Otto Krag, at den socialdemokratiske statsminister i 1970 noterede i sin dagbog, at han var blevet kontaktet af tidligere kriminalkommissær i politiets efterretningstjeneste, Christian Madsen, som under krigen havde været loyal over for socialdemokraterne.

Christian Madsens henvendelse drejede sig om Georg Ferdinand Duckwitz, der under besættelsen havde været chef for tysk spionage i Skandinavien, og åbenbart ifølge Lidegaard havde haft meget nære forbindelser til både H.C. Hansen og Hedtoft under krigen. Duckwitz havde henvendt sig efter at være blevet opsøgt af den kendte kommunistiske advokat Carl Madsen, som havde ønsket at interviewe Duckwitz om ”ubehagelige emner”.

”Oprydderen” i aktion med Viggo Kampmann

Viggo Kampmann var en udfordring for Socialdemokratiet. Det var først lang tid efter Kampmann gik af som statsminister, at det blev offentligt kendt, at han var maniodepressiv med et til tider ustyrligt alkoholforbrug, og at han tog de ture, han gjorde.

Helge Hjortdal har i ”Tre røde konger: set fra sidelinjen” og Poul Smidt i ”Viggo Kampmann, modig modstandsmand, klog finansminister, ustyrlig statsminister” bidraget til billedet af manden, der med 42,1 pct. af stemmerne ved valget i 1960 stod for det bedste socialdemokratiske valg i efterkrigstiden. Men også til historien om velfærdsstatens glemte arkitekt, hvis liv balancerede mellem store politiske resultater og voldsomme udskejelser. Mellem hans enorme arbejdsflid og dybe svigt.

Som finansminister – først i 1950 og igen 1953-60 – var han uundværlig for først Hans Hedtoft og derefter H.C. Hansen, så han fik rigtig lang snor. Efter H.C. Hansens død blev Kampmann, der var født den 21. juli 1910, statsminister i 1960.

I 1961 blev han første gang indlagt på Sundby Hospital. Den officielle begrundelse var ”hjerteproblemer”, men som Poul Hammerich skrev i ”Danmarkskrøniken”, lå Kampmann på en stue, ”hvor døren kun kunne åbnes udefra”.

Kampmann forsvandt i dagevis – ja i ugevis!

Under Viggo Kampmanns forsvindings-uger havde ingen – hverken familie, venner, advokat, kolleger, partisekretæren eller ministersekretæren – den fjerneste anelse om, hvor Kampmann befandt sig, eller hvordan de skulle få fat i ham.

Statsministerens vilde natteliv med letlevende damer og hyppige forsvindingsnumre blev efterhånden kendt i videre kredse. Han kunne forsvinde i flere dage med en eller anden kvinde, han kendte.

Per Stig Møller har fortalt, at han og nogle KU’ere engang så ham blive smidt ud af en bar, fordi han var for fuld.

I sensommeren 1961 blev Kampmann ramt af en manisk lidelse. Han vendte ikke som aftalt tilbage fra sommerferien, der blev tilbragt med familien i sommerhuset på Fanø. Ministersekretær Helge Hjortdal ringede til konen, men hun havde ingen anelse om, hvor hendes mand befandt sig. Fire dage senere dukkede han pludselig op, som om intet var hændt, sagde hej – og var væk igen.

Hjortdal fik foruroligende meldinger om, at hans statsminister var blevet set på forskellige natværtshuse og andre muntre steder. Ofte i selskab med kvinder af den letlevende slags.

Ekstra Bladets politiske reporter Bent Juhl fik et tip om sagen og satte sig for at afprøve, om Kampmanns udskejelser gik ud over embedsførelsen. Tirsdag formiddag klokken 10 mødte han op i Statsministeriet for at tjekke, om Kampmann deltog i det ugentlige ministermøde. Mens Bent Juhl sad i forværelset og ventede, fik Helge Hjortdal opsporet Kampmann.

Han gav ham en gang etagevask og en ren skjorte, og så kunne en smilende Viggo Kampmann gå ud og sige godmorgen til den overraskede journalist.

Den finske forbindelse

En anden gang var det også ved at gå helt galt. Kampmann havde mødt en ung finsk dame og i perioder boet hos hende på Østerbro i København, hvor hun havde en lejlighed i Ndr. Frihavnsgade. Da Kampmann ikke dukkede op til en stort anlagt officiel afskedsmiddag for de to radikale veteraner Berthel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen på restaurant Josty på Frederiksberg, slog Hjortdal alarm.

”Oprydderen”, kriminalkommissær Christian Madsen, fik opsporet, at statsministeren var på vej til lufthavnen, hvor det var tanken, at han med finske Maria ville rejse til Finland. Kampmann havde naturligvis ikke den nødvendige kongelige rejsetilladelse.

Madsen og ministerchaufføren tog i susende fart til Kastrup og fik i sidste øjeblik stoppet Kampmanns forehavende, der ville have udløst en uoverskuelig skandale.

Elskerinden, den finske Maria, fik stukket 25.000 kr. i hånden og hårdhændet (så hårdhændet at hun brækkede armen) sat på det første fly til Finland.

Statsminister Viggo Kampmann blev ligeledes under protest men håndfast kørt hjem, hvor den socialdemokratiske partisekretær, Niels Matthiassen, fik ham iført pænt tøj. Viggo Kampmanns hårdt prøvede kone, Eva, måtte overtales til at dække over sin mand og spille rollen som den elegante statsministerfrue. Parret kom et kvarter for sent, og ingen opdagede noget.

Gik af som statsminister i 1962

Kampmann indså med gode partifællers hjælp, at han i denne maniske periode havde behov for hjælp. Han var i efteråret 1961 kortvarigt indlagt på Sundby Hospital. Sindslidelsen accelererede i foråret 1962, og i maj stødte hjerteproblemer til – lød det. Jens Otto Krag vikarierede under statsministerens sygdom. Kampmann var indlagt i fire uger, og i august blev han tvunget til at underskrive sin afskedsbegæring.

Trods de påståede hjerteproblemer, levede Viggo Kampmann endnu 14 år og døde først den 3. juni 1976.

Iran har truet med at angribe amerikanske militærmål, hvis Donald Trump iværksætter angreb over landets voksende protester.

Den amerikanske præsident advarede den Islamiske Republik i denne uge om, at USA ville “slå hårdt til dem”, hvis demonstranter blev dræbt, og det forstås, at han overvejer muligheder for handling inden for få dage.

Oprøret i Iran

544 mennesker er foreløbig blevet dræbt i forbindelse med de sidste 2 ugers voldsomme demonstrationer i Iran. Det oplyser den iranske menneskerettighedsorganisation HRANA, der har hovedsæde i USA, skriver Reuters.

Landsdækkende protester i 185 byer i alle 31 provinser, der kræver en ende på øverste leder Ali Khameneis styre, fortsætter med at vokse.

Men efterhånden som det internationale pres på Iran vokser, eskalerede Teheran krisen søndag ved at hævde, at de var klar til at iværksætte angreb mod israelske og amerikanske baser i regionen.

“I tilfælde af et angreb på Iran vil både det besatte område og alle amerikanske militærcentre, baser og skibe i regionen være vores legitime mål,” sagde parlamentsformand Mohammad Bagher Qalibaf.

Alle, der deltager i demonstrationer mod det iranske præstestyre, vil blive betragtet som en »fjende af gud«.

Den offentlige anklager i Irans hovedstad, Teheran, advarede fredag ifølge Reuters om, at alle demonstranter, der begår sabotage, sætter ild til offentlige bygninger eller deltager i voldelige sammenstød mod de iranske sikkerhedsstyrker, risikerer at blive idømt dødsstraf.

Baggrunden for oprøret

Demonstrationerne i Iran begyndte 28. december og iranernes adgang til internettet er blokeret. Det skriver organisationen NetBlocks, der monitorerer og rapporterer om digitale rettigheder, cybersikkerhed og om hvordan internettet reguleres i forskellige lande. 

Time Magazine rapporterer samtidig, at der også har været lukket for telefonnettet. 

Baggrunden er, at det folkelige oprør i Iran er brudt ud i lys lue. Iranske sikkerhedsstyrker skyder med skarpt mod demonstranter. Det skriver amerikanske Time Magazine, der har talt med en læge fra Teheran. Ifølge lægen, der udtaler sig anonymt, har man på seks hospitaler alene i Teheran registreret talrige dødsfald blandt demonstranter, hvoraf de fleste er blevet dræbt af skud.

Amerikansk indgriben?

Mandag den 29. december 2025 mødtes den amerikanske præsident, Donald Trump, og den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, i Trumps residens, Mar-a-Lago.

På pressemødet sagde Donald Trump, at han vil stoppe enhver våbenoprustning fra Irans side: ”Jeg håber, ikke at Iran forsøger at opruste igen, for hvis de gør det, har vi intet andet valg end meget hurtigt at udrydde den oprustning”, sagde den amerikanske præsident.

Israel og Iran var i juni involveret i en 12 dage lang krig, der blev udløst af et hidtil uset israelsk angreb på iranske militæranlæg og atomanlæg samt civile områder.

Ifølge iranske myndigheder mistede flere end 1.000 mennesker livet i angrebene.

USA tilsluttede sig senere den militære aktion mod Iran og bombede tre atomanlæg i landet.

Præsident Trumps udtalelser kan ses som en advarsel til Præstestyret i Iran i anledning af den folkelige uro, der i øjeblikket præger Iran.

Den 9. januar 2026 gentager Trump sin advarsel om intervention

”Iran er i store problemer”

Sådan lyder meldingen fra Donald Trump på X fredag den 9. januar 2026. Her advarer præsidenten det iranske regime om, at USA vil gribe ind, hvis de begynder at dræbe demonstranter.

Donald Trump har gentagne gange truet præstestyret med konsekvenser, hvis det begyndte at skyde og dræbe fredelige demonstranter.

Vandkrise

Iran stod i slutningen af november over for sin værste vandkrise i årtier, og myndighedernes advarede om, at det måske ville blive nødvendigt at evakuere hovedstaden med 10 millioner indbyggere.

Vandkrisen i Teheran kom efter 6 år med tørke, mens temperaturer, der oversteg 49 grader Celsius i løbet af sommeren, har ført til strømafbrydelser og en tvungen helligdag.

Irans 12-dages krig med Israel og USA sidste sommer skadede også vandinfrastrukturen.

Vandmanglen er i øjeblikket mindre akut, men samtidig er den økonomiske situation i Iran overordentlig dyster.

Iransk valutasammenbrud

Folkelige protester brød ud søndag og tog fart mandag, efter at Den Islamiske Republiks valuta, rialen, ramte et rekordlavt niveau i forhold til dollaren. Mange i Iran kæmper allerede med leveomkostningerne, og stigende priser har givet næring til bekymringer om potentiel hyperinflation.

I Teheran protesterede butiksejere nær byens centrale basar, hvilket bragte mindelser om den iranske revolution i 1979, hvor købmænd spillede en nøglerolle ved at lukke deres butikker og protestere mod shahens regime.

Selvom det er de økonomiske forhold, der udløst de aktuelle protester, råber folkemængderne også slagord rettet mod landets regerende præsteskab.

Centralbankchefen træder tilbage

Den hårdt pressede chef for centralbanken, Mohammad Reza Farzin, trådte tilbage mandag den 29. december 2025, rapporterede det statsejede Islamiske Republik Nyhedsbureau (IRNA).

Den iranske rial styrtdykkede til 1,42 millioner mod 1 US-dollar søndag, og rialen blev mandag handlet for 1,38 millioner for 1 dollar mandag. Dermed svarer 1 Iransk rial til omkring 0,00015 dansk krone.

Det dramatiske fald i valutaens værdi har ført til, at familier kæmper for at få enderne til at mødes, da værdien af ​​deres opsparinger er styrtdykket. Samtidig er importerede varer praktisk talt usælgelige.

På vej til hyperinflation?

Ifølge statens statistikcenter steg inflationen i december til 42,2 pct. i forhold til samme periode sidste år og er nu 1,8 pct. højere end i november. Fødevarepriserne steg med 72 pct., og sundhedsartikler og medicin steg med 50 pct. i forhold til december sidste år, ifølge statistikcentret.

Myndighederne annoncerede onsdag, at der ville blive indført en nedlukning i Teheran og en række andre provinser over hele landet med henvisning til koldt vejr og behovet for at opretholde energiforsyningen.

Fremtiden for regimet?

Demonstrationerne i Teheran er de mest omfattende i Den Islamiske Republik siden opstanden i 2022, der blev udløst af tørklæde-mordet på Mahsa Jina Amini begået af det såkaldte moralpoliti.

Protesterne i 2022 og 2023 udgjorde en alvorlig udfordring for den iranske regering og aftog kun efter en særdeles brutal indsats fra sikkerhedsstyrkerne, der førte til omkring 500 menneskers død og anholdelsen af ​​tusinder.

Efter krigen i sommer med Israel og USA var der et kortvarigt håb om, at der ville komme en åbning fra præsteregimet. Realiteten er, at Irans ledelse er blevet endnu mere hård, og de protesterende ser ingen vej ud af den situation, de nu befinder sig i.

Præsident Donald Trumps administration offentliggjorde onsdag den 7. januar 2026 nye ernæringsretningslinjer. De nye kostråd, overvåget af sundhedsminister Robert F. Kennedy Jr. og landbrugsminister Brooke Rollins, anbefaler, at amerikanere spiser mere protein, mindre sukker og undgår stærkt forarbejdede fødevarer.

Retningslinjerne er det seneste produkt af Trump-administrationens “Make America Healthy Again”-dagsorden og vil komme til at påvirke den medicinske rådgivning, det føderale Supplemental Nutrition Assistance Program (SNAP), sammensætningen af skolemenuer og andre føderale- og delstatspolitikker.

Alkohol

Det har vakt opmærksomhed, at de nye kostråd opgiver de tidligere amerikanske anbefalinger om, at amerikanere begrænser alkoholforbruget til to drinks om dagen for mænd og én for kvinder, til fordel for blot at råde dem til at indtage mindre alkohol.

I Dietary Guidelines for Americans 2020–2025 lød de konkrete råd for voksne (21 +), der vælger at drikke alkohol, sådan her:

I de nye kostråd hedder det:

Fedtstoffer

Ud over råd om protein, sukker og forarbejdede fødevarer, tilrådes amerikanerne vedrørende fedtstoffer at undgå vegetabilske fritureolier og om nødvendigt, prioritere olier med essentielle fedtsyrer, såsom olivenolie. Andre anbefalinger inkluderer smør eller oksefedt/oksetalg.

“Pressede vegetabilske olie er en af komponenterne i forarbejdede fødevarer, og al videnskab indikerer, at ultraforarbejdede fødevarer er hovedårsagen til den ekstraordinære eksplosion og epidemi vi har af kroniske sygdomme,” sagde sundhedsminister Robert Kennedy i et nyligt interview med Fox News-værten Sean Hannity på en Steak ‘n Shake i Florida.

Kennedy sagde, at han ønsker at “motivere” virksomheder til at skifte til “traditionelle ingredienser som oksetalg,” efter at Steak ‘n Shake i januar havde annonceret, at de ville stege deres pommes frites i oksetalg.

Diskussion

De opdaterede retningslinjer har hos nogle ernæringseksperter givet anledning til spørgsmål. Nogle har således udover de nævnte forehold overfor alkoholrådgivningen givet udtryk for bekymring over at kostrådene lagde for stor vægt på rødt kød og fuldfede mejeriprodukter. Det påpeges også, at selvom vegetabilske olier findes i ultraforarbejdede fødevarer, og studier, der forbinder ultraforarbejdede fødevarer med mange helbredstilstande, findes der også studier, der forbinder indtagelse af animalsk fedt til negative sundhedseffekter. Eksperter har anbefalet, at uanset hvilket madlavningsfedt der vælges. bør man ikke spise for meget af nogen af dem – især ikke i form af friturestegte fødevarer.

Opbakning

Kostrådene har dog fået opbakning fra andre eksperter: “Den amerikanske lægeforening bifalder administrationens nye kostvejledninger og fokusset på stærkt forarbejdede fødevarer, sukkerholdige drikkevarer og overskydende natrium, der fremmer hjertesygdomme, diabetes, fedme og andre kroniske sygdomme,” sagde AMA’s præsident Dr. Bobby Mukkamala, i en erklæring. “Retningslinjerne bekræfter, at mad er medicin, og giver klar retning, som patienter og læger kan bruge til at forbedre helbredet.”

Nærmere oplysninger

På websiden Madbanditten findes en detaljeret gennemgang af de Nye amerikanske kostråd (2025-2030).