Den svenske avis Aftonbladet kan berette, at en politibetjent i Ystad bliver retsforfulgt, efter at han brugte peberspray og rettede sit tjenestevåben mod to landmænd for at få dem til at stoppe deres køretøjer.

I forhold til de voldsomme forbrydelser Kurt Wallander kommer ud for i Ystad og omegn, må hændelsen regnes for at høre til i den milde ende. Episoden fandt sted sidste år på en landevej, hvor der var sket en ulykke. Landmændene havde bedt politibetjenten om at flytte en bil, så de kunne køre uden om ulykkesstedet ved at køre ud på en mark, som de ejer.

Bønderne mente ikke, at politibetjenten flyttede bilen hurtigt nok, så de dyttede af ham. Politibetjenten bad forgæves bønderne om at stoppe. Han fulgte efter dem ud på marken, og her stoppede dem ved at trække sit tjenestevåben. Politibetjenten brugte også peberspray mod de to landmænd, efter at én af dem angiveligt havde skubbet til ham, berettes det.

Anklageren mener ikke, at politibetjentens handlinger var hverken “berettigede eller forsvarlige”, og han er derfor tiltalt for embedsmisbrug.

Som talsmand for Det Konservative Folkeparti er Søren Pape Poulsen svær at blive klog på. På den ene side signalerer offentliggjorte dele af hans privatliv og hans armbånd, at han udover formandsrollen rummer masnge facetter. Samtidig er det, han giver udtryk for offentligt som formand, ofte alt andet end klassiske konservative synspunkter. Partimedlemmerne bliver derfor forvirrede, rømmer og partiet skubbes gradvist længere mod afgrunden.

Senest under åbningsdebatten i Folketinget torsdag den 5. oktober 2023. Søren Pape tog afsæt i Shu-bi-duas tekster og fokuserede på familien, ensomhed og fællesskaber, mens statsminister Mette Frederiksens åbningstale næsten ikke blev omtalt.

Statsministerens åbningstale havde ellers fokus mod en klassisk konservativ mærkesag: Folkeskolen og de problemer, som hersker der, og som er åbenbare for alle. Blandt andet gjorde hun det klokkeklart, at forældrene har ansvaret for at opdrage deres børn, så de kan opføre sig ordentligt i klasseværelset og dermed bidrage til at genskabe lærerens autoritet. Alt for ofte føler forældre sig kaldede til – blandt andet via Aula – at blande sig i lærerens undervisning og dermed i sidste instans sætte spørgsmålstegn ved dennes faglige viden, pædagogiske kompetencer og autoritet.

At uro og spektakel i klasseværelset er en massiv hindring for en effektiv og frugtbar indlæring, nævnte statsministeren også, ligesom hun tydeligt understregede, at det er nu, der skal foretages en udlugning i og en kraftig decimering af de tilsammen ca. 4.000 forpligtende og vejledende læringsmål for folkeskolen. Faglige færdigheder – hvad enten de er boglige eller praktiske – skal erstatte fine fraser. Eller med andre ord: Børnene skal dyrke sport i idrætstimerne og ikke spilde tiden på at sætte idrætten ind i en kulturhistorisk kontekst.

I faget madkundskab skal det være slut med opblæste fraser om, at eleverne ”gennem alsidige læringsforløb skal udvikle selvværd, fantasi, madlavningsglæde og erkendelse, så de bliver i stand til begrundet at tage stilling til og handle i overensstemmelse med dette”. Ifølge statsministeren kunne en ny formålsparagraf ganske enkelt lyde: Eleverne skal lære at lave mad.

At Mette Frederiksen derudover påpegede det helt horrible i, at knap hver 10. elev i dag forlader folkeskolen uden at kunne regne og skrive, og at hun ønsker en kraftig ændring af dette, burde uden videre kunne bifaldes af en formand for Det Konservative Folkeparti.

Udover igen at kritisere den understøttende undervisning, mente Pape i stedet, at der var andet i livet end arbejde og benyttede lejligheden til at lange ud mod statsministerens udmeldinger om behovet for at danskerne nødvendigvis måtte arbejde og ikke fortsat gå ned i tid, hvis velfærdssamfundet skulle opretholdes.

Det Konservative Folkepartis leder, Søren Pape, har fastslået, at det under ingen omstændigheder var folks pligt at ”agere skaffedyr for staten”.

Det har ellers længe været en borgerlig mærkesag at få borgerne til at forstå behovet for et øget arbejdsudbud. Hvad var ellers meningen med en reform, hvor pensionsalderen reguleres i takt med den længere levetid, forkortede dagpengeperioder og indførelse af et kontanthjælpsloft?

Søren Papes kristendemokratiske indlæg den 5. oktober 2023 gav ikke anledning til mange reaktioner fra Folketingets medlemmer. Under den opfølgende spørgerunde kom det dog frem, at de konservative havde opgivet at afskaffe topskatten ”i et bestemt år”, at partiet stod ved Nordsø-aftalen, og at de konservative var svært tilfredse med, at der nu kom motorvej til Viborg.

Med høje strømpriser og en unormal kold periode for årstiden genstarter Tyskland nu gamle kulkraftværker for at dække det stigende strømbehov.

Søndag blev dele af det gamle brunkulkraftværk Jänschwalde, det 3. største kraftrværk i Tyskland, som ligger i det gamle Østtyskland, ifølge Tysklands største brunkulfirma LEAG, reaktiveret oplyser Bloomberg.

Kraftværket, der har en kapacitet på 500 megawatt blev ellers nedlagt i 2018, som led i Tysklands ambitiøse grønne omstilling. I Jänschwalde bruges brunkul fra den nærliggende Jänschwalde-brud, men også fra Welzow-Süd og Reichwalde, til at producere elektricitet. Udover elektricitet leverer Jänschwalde fjernvarme til omegnen samt til byerne Cottbus og Peitz.

Sidste vinter blev værket imidlertid også genåbnet som følge af den energikrise, der ramte Europa som følge af krigen i Ukraine og sabotagen mod Nordstream 2-gasledningen fra Rusland. Krisen førte i øvrigt til, at Tyskland midlertidigt måtte øge sin afhængighed af fossile brændsler.

Ikke behov for gamle kulkraftværker i 2024/25?

Forbundsøkonomiminister Robert Habeck fra Die Grünen har i sdste uge udtalt, at de brunkulfyrede kraftværker, der er genaktiveret på grund af energikrisen, vil blive taget ud af nettet igen til næste vinter. Det vil ske, så snart yderligere planlagte terminaler for flydende naturgas i Tyskland kan tages i brug i 2024: “Så er infrastrukturen der, og vi har ikke brug for flere kulfyrede kraftværker. Det er planen,” sagde Habeck.

I øjeblikket er tre landingsstationer for flydende naturgas (LNG) i drift i Tyskland: Wilhelmshaven i Niedersachsen, Lubmin i Vestpommern og Brunsbüttel i Slesvig-Holsten. Der er planlagt yderligere tre LNG-terminaler i Wilhelmshaven, Stade og Mukran på Rügen.

Folketinget mangler regler om gennemsigtighed, når politikere bliver lobbyister, og de bør trække sig straks, når de får nyt job. Det mener det tidligere medlem af Folketinget og nuværende DI-lobbyist Karsten Lauritzen. Politikerne “kan i princippet være på en anden lønningsliste”, mens de sidder i Folketinget lyder det fra Lauritzen, der opfordrer til en bred politisk aftale.

I øjeblikket er der ingen regler, og da Folketingets Præsidium i 1991 vurderede MF Poul Nielsons omfattende lobbyaktiviteter, nåede man frem til at medlemmer af Folketinget alene stod til regnskab overfor deres vælgere.

Fhv. MF, energiminister og EU-Kommissær Poul Nielson repræsenterede samtidig med hvervet som socialdemokratisk politiker og energipolitisk ordfører frem til 1994 en række interessenter: Lønmodtagernes Dyrtidsfond, Denerco K/S, Dansk Operatørselskab I/S, Tarco A/S, DONG A/S, Vestas/DWT A/S, OC Rådgivende Ingeniører A/S, Watergroup A/S og for Vibrodens A/S m.fl.

Samtidig med at holde styr på de mange kasketter og modarbejde Poul Schlüters regeringer, var Poul Nielson også et nyttigt redskab for Socialdemokratiets venstrefløj.

Fodnotepolitikken

Fhv. MF, energiminister og EU-Kommissær Poul Nielson prøvede i Berlingske Tidende den 21. september 2020, at retfærdiggøre hans egen og Socialdemokratiets landsskadelige virksomhed i 1980’erne; Når Poul Nielson, Lasse Budtz og Kjeld Olesen på vegne af det danske socialdemokrati i 1984 besøgte Moskva var de bestemt ikke ”nyttige idioter” – der var tale om ”meningsudvekslinger og et forsøg på at få et bedre indblik i, hvordan Sovjetunionen tænkte”.

Når man i dag hører Nielsons sirenesang fra de varme lande, bliver man næsten rørt, og umiddelbart erindres man om Lukasevangeliet, kap 15: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.”

Socialdemokratiets fodnotepolitik

Få har glemt den unge fuldmægtig fra Udenrigsministeriet, der som hektisk arbejdende energiminister 1972-82 ville sikre uafhængighed i energiforsyningen, og i sin iver fik udbredt fjernvarme- og naturgasnettet langt udover det samfundsøkonomisk forsvarlige, indgik en ”klokkeklar” olieaftale og slutteligt blev bundet til masten af et flertal i Folketinget, der forlangte at få alle påtænkte dispositioner forelagt til godkendelse.

Efter regeringsskiftet i september 1982 indledte Socialdemokratiet støttet af Det Radikale Venstre en grotesk og fej fodnotepolitik, som udover at være til skade for Danmarks daværende sikkerhedspolitiske situation – var en alvorlig bet for de demokratiske NATO-lande i stillingskrigen mod Sovjet-kommunismen.

Ud over de indenrigspolitiske hensyn – kampen for at vælte Poul Schlüter og hans Firkløverregering – var dele af Socialdemokratiet inspireret og støttet fra Moskva, næret af en naiv idealisme i forholdet til socialismens sande væsen og kombineret med et irrationelt had til USA.

Norden som atomvåbenfri zone

Selvom Poul Nielson nu lægger afstand til Lasse Budtz, var Nielson – der ikke opnåede genvalg i Fredericia og fra 1984 var tilbage som fuldmægtig i Udenrigsministeriet – et villigt redskab for Socialdemokratiets hard-core venstrefløj, hvor de kommunistiske diktaturer forekom ikke at være helt så slemme for Socialdemokratiet. Ud over besøg i Moskva og samarbejde med DDR fraterniseredes der også med Nordkorea og Albanien.

Poul Nielson påtager sig nu æren for aflivningen af debatten om Norden som atomvåbenfri zone, men Nielson kan ikke bortforklare Socialdemokratiets flirten med diktaturstater og NATO-fjender.

Lykketofts Samba-socialisme

Et af de mere groteske eksempler, var Mogens Lykketoft, der med sin daværende politiker-kone, Jytte Hilden, i januar 1987 blev inviteret til Cuba af Fidel Castros kommunistparti. Opholdet blev efterfølgende i positive vendinger beskrevet over to sider i Aktuelt den 14. februar samme år i en artikel med det famøse navn Samba-socialismen.

EU-landenes klimaministre mødtes mandag den 16. oktober 2023 for at fastlægge den fælles forhandlingsposition til dette års COP28-topmøde. Realiteten er, at EU-landene stadig er splittede over nogle centrale spørgsmål, såsom hvor hårdt man skal presse på for en global aftale om at udfase fossile brændstoffer.

Producenter og forbrugere af fossile brændstoffer – hvoraf nogle, som Saudi-Arabien, har blokeret forsøg på at blive enige om en udfasning på de seneste møder, herunder dette års G20-topmøde – forventes at rejse lignende modstand på COP28-topmødet.

Subsidier til fossile brændstoffer er et andet ømt punkt, hvor velhavende vestlige nationer, herunder Frankrig og Holland, ønsker at udfase dem inden 2025. Økonomier, der er afhængige af fossile brændstoffer, herunder Polen, ønsker ikke en dato.

På COP28, der begynder den 30. november i Dubai, skal næsten 200 lande forhandle om indsatsen for at bekæmpe og tilpasse sig den globale opvarmning.

Tvister inden for EU

Sent mandag blev EU-landene enige om en fælles holdning til det spørgsmål, der sandsynligvis vil dominere klimatopmødet i Dubai i december: Fremtiden for fossile brændsler som olie, kul og naturgas. Skal de udfases helt eller blot udfases, og skal de i bekræftende fald gælde for alle former for emissioner eller kun dem, hvor kuldioxid ikke er blevet opfanget og lagret med CCS-teknologi (“unabated fossil fuels”)?

EU-Rådsmødet af klimaministre understreger på den ene side betydningen af en fuldstændig dekarbonisering i fremtiden, men på den anden side først efter at forbruget af fossile brændstoffer har toppet i dette årti.

Olierige lande som Saudi-Arabien har blokeret forsøg på at blive enige om en dekarbonisering under de seneste møder, herunder mellem G20-landene, og forventes at indtage en lignende holdning i Dubai.

EU-landene skal enstemmigt nå til enighed om deres forhandlingsposition, hvilket betyder, at én regering kan blokere den.

Omkring 10 af EU’s 27 medlemslande, herunder Danmark, Sverige, Frankrig, Tyskland, Irland, Holland og Slovenien, ønsker, at EU samlet skal kræve en udfasning af alle fossile brændstoffer, siger EU-diplomater til Reuters.

Andre medlemsstater, herunder Tjekkiet, Ungarn, Italien, Malta, Slovakiet og Polen, ønsker kun, at det skal være en dekarbonisering, i de tilfælde hvor emissioner ikke fanges og lagres (“unabated fossil fuels” i klimasprog) sagde en EU-kilde til nyhedsbureauet Reuters.

De ønsker kun en udfasning af “unabated” fossile brændstoffer, hvilket giver landene et vindue til at fortsætte med at brænde kul, gas og olie, hvis de bruger teknologi til at “reducere”/fange – de resulterende emissioner.

Splittelsen afspejler ulmende globale spændinger. EU-lande, der modsætter sig en fuldstændig udfasning, omfatter fattigere lande, der frygter konsekvenserne af at vænne deres økonomier fra fossile brændstoffer.

Kritikere af en sådan pragmatisk tilgang advarer om, at den risikerer at låse lande fast i fortsat brug af fossile brændstoffer i stedet for at arbejde for at erstatte dem.

Foreløbig forhandlingsposition

Efter mødet mandag understreger Rådsmødet vigtigheden af en omstilling fra fossile energikilder til vedvarende energi, men med en formulering, som selv kritiske medlemslande kan støtte.

“Det Europæiske Råd understreger betydningen af omstillingen til en klimaneutral økonomi, som kræver en global udfasning af (unabated/uformindsket) fossile emissioner” sagde Rådet i erklæringen efter mødet mellem medlemsstaternes klimaministre.

Parenteserne omkring “unabated/uformindsket” angiver, at EU-landene endnu ikke er blevet enige om ordet.

EU’s nye klimakommissær, Wopke Hoekstra, understreger, at der ikke er alternativer til emissionsreduktioner, men bemærker, at nogle emissioner er vanskeligere at tackle end andre. I de tilfælde kan der være behov for tekniske løsninger som CO2-fangst og deponering som en del af den samlede løsning, siger han.

Upræcise danske referater

I klimaminister Dan Jørgensens referat fra Rådsmødet til den danske presse nævnes intet om den interne uenighed i EU.

Flere aviser skriver mandag aften, at EU går efter at udfase fossile brændsler ved klimatopmøde, og fra ministeren for udviklingssamarbejde og global klimapolitik lyder det, at udfasningen af fossile brændsler vil blive “et af de helt store slagsmål” til klimatopmøde. “Vi arbejder for en tredobling af den globale vedvarende energi inden 2030 og en fordobling af energieffektiviteten globalt. Det er virkelig godt for klimaet, og helt nødvendigt hvis vi skal holde temperaturstigningerne under 1,5 grader,” siger Dan Jørgensen.

Polens parlamentsvalg søndag den 15. oktober vil afgøre om den polske regering siden 2015 kan fortsætte.

En exit-poll giver det ledende regeringsparti – det nationalkonservative parti Lov og Retfærdighed, PiS, 36,8 procent af stemmerne og dermed sammen med sit støtteparti knap 200 af parlamentets 460 pladser. Det er imidlertid mindre end de 248 pladser, som oppositionskoalitionen vil opnå ifølge exit-pollen.

Partiformand for PiS, Jaroslaw Kaczynski, kaldte resultatet en ”succes”, men erkendte søndag aften, at ”vi ved ikke”, om det er nok til at kunne danne regering.

PiS-partiets mulighed for at kunne danne regering led et hårdt slag, da koalitionspartneren, det yderliggående højreparti Konfederacja, der ellers ifølge meningsmålinger stod til at kunne blive den helt store politiske kongemager, fik et skuffende valg med blot 6,2 procent af stemmerne.

Høj valgdeltagelse på omkring 73 procent og kaos omkring nogle valgsteder betyder, at Polens 38 millioner polakker formentlig må vente til tirsdag med det endelige resultat af stemmeoptællingen. Herefter kan der gå uger med regeringsdannelsen.

Donald Tusk, leder af oppositionsgruppen Civic Coalition (KO), Tredje Vej (Polska 2050 og det gamle, liberale bondeparti PSL) og Lewica (New Left), fejrede imidlertid allerede sent søndag exit poll-resultaterne ved parlamentsvalget. “Demokratiet har vundet … Dette er enden på-regeringen,” sagde Tusk til partimedlemmer ved en fest søndag aften, hvor han og andre bar røde hjerter på deres tøj.

Som tidligere formand for Det Europæiske Råd vil en sejr til Donald Tusks koalition og dermed et regeringsskifte, betyde, at Polen rykker tættere på de europæiske allierede og genopliver støtten til Ukraine.

Det regerende parti Lov og Retfærdighed (PiS) ledet af Jaroslaw Kaczynski, støttede oprindeligt Ukraine, men har ikke mindst af hensyn til Polens landbefolkning under valgkampen signaleret en ændret holdning.

Under Pis-regeringer siden 2015 har Polen faktisk gennemgået en markant udvikling. Fra at være et forarmet østland, er den polske økonomi nu Europas sjettestørste, og forud for parlamentsvalget viste meningsmålingerne en relativt solid opbakning til Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), der siden 2005 har været den helt dominerende politiske kraft i Polen.

Men PiS-regeringen har også lagt sig ud med flere af sine europæiske naboer. Polen har ellers ofte været nævnt sammen med Ungarn og som en del af den såkaldte Visegradgruppe, der omfattede Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet. Men siden Ruslands invasion af Ukraine er det stærkt russisk-kritiske Polen drevet væk fra det mere russisk-venlige Ungarn.

Med 38 millioner indbyggere er Polen per definition et vigtigt land i EU. Lægger man dertil den store rolle, nationen spiller i håndteringen af Ukraine-krisen, er det et land, der ikke er til at komme udenom. På hjemmefronten er PiS-regeringen imidlertid langt fra blevet mere demokratiske eller optaget af retsstat og menneskerettigheder.

Polen har i flere år ligget i åben krig med EU-Kommissionen, som har tilbageholdt milliarder af euro i støtte, fordi Warszawa har nægtet at rette sig efter Kommissionens krav om, at Polen genetablerer politisk uafhængige domstole.

Det polsk-tyske forhold befinder sig også på et historisk lavpunkt – navnlig efter at PiS-regeringen kom med sit krav om, at Tyskland skal betale polakkerne milliarder af euro i krigsskadeserstatninger fra Anden Verdenskrig, en sag, den tyske regering anser for afgjort for længe siden.

Senest har den polske regering lagt sig ud med de ukrainere, man hidtil har støttet så ivrigt. Den nye strid opstod, da den polske regering – sammen med Ungarn og i første omgang også Slovakiet – vedtog at forlænge en embargo mod ukrainsk korn, efter at EU-embargoen udløb i september. Embargoen blev indført i foråret, da der var udsigt til, at det ukrainske korn ville oversvømme et i forvejen mættet europæisk marked og presse priserne og dermed de europæiske landmænds indtægter ned. Det mener EU-Kommissionen nu ikke længere er tilfældet, og man lod embargoen udløbe.

Men den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, var uenig og lukkede grænserne for at forsvare de polske landmænds interesser.

Sagen har givet sammenhæng med valgkampen, hvor fortsat støtte fra Polens 1,3 millioner landmænd og de mange millioner polakker, der lever på landet, blev vurderet som altafgørende, hvis regeringspartiet PiS skulle fastholde regeringsmagten.

Den polske regering lod siden forstå, at man fortsat vil lade ukrainerne fragte deres korn gennem Polen i transit, blot det ikke læsses af undervejs.

En anden sag, der har rokket ved Polens image blandt sine allierede, er den visumskandale, der eksploderede, da det kom frem, at polske myndigheder mod bestikkelse har givet migranter fra især Asien og Afrika Schengenvisa – og dermed adgang ikke blot til Polen, men til alle EU’s Schengenlande. En polsk viceudenrigsminister er siden blevet fyret, og syv personer er blevet tiltalt for korruption.

Ifølge den polske regering drejer sagen sig kun om cirka 250 tilfælde, men oppositionen sætter antallet langt højere, potentielt titusindvis af tilfælde. I alt udstedte de polske myndigheder i 2021 næsten en million opholdstilladelser, hvilket ifølge EUs statistiske kontor udgjorde en tredjedel af alle udstedte opholdstilladelser i EU det år.

Skandalen har ført til stærke reaktioner fra såvel Tyskland som EU, og Tyskland har indført midlertidig grænsekontrol ved Tysklands grænser til Polen og Tjekkiet.

Sagen har været særdeles ubekvem for regeringspartiet PiS, al den stund Warszawa altid har markeret sig stærkt kritisk over for, hvad man anser for en alt for liberal asylpolitik i EU. Parlamentsvalget blev således kombineret med en folkeafstemning om det kompromis om asylpolitikken, som EU’s regeringer vedtog tidligere i år – mod Polens og Ungarns stemmer. De polske vælgere skal stemme ja eller nej til spørgsmålet: ”Ønsker De adgang for tusindvis af illegale immigranter fra Mellemøsten og Afrika som følge af den tvungne omfordelingsmekanisme, der er pålagt os af det europæiske bureaukrati.”

De foreløbige valgresultater tyder på at forslaget ikke opnåede tilstrækkelig opbakning ved folkeafstemningen og dermed er bortfaldet.

Der er stort set ingen erfaringer med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.

Alligevel aftalte et bredt flertal i Folketinget i sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.

Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når en ekspertgruppe er kommet med sine anbefalinger sidst på året. Venstrefløjen og Det Konservative Folkeparti har på forhånd sagt ja til en CO2-afgift på landbruget, og kun Danmarksdemokraterne har utvetydigt afvist at Danmark skulle gå enegang og indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

New Zealand er det eneste andet land i verden, som lige nu arbejder med en lignende CO2-afgift. For få uger siden besluttede New Zealands Labour-ledede centrum-venstre regering at udsætte klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser fra starten af 2025 til udgangen af 2025. Selvom man i New Zealand i princippet har tilsluttet sig en afgift er man på ingen måde i mål hverken med beregningsmodellen eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.

En dansk enegang med CO2-skat på landbruget vil især påvirke den animalske produktion. Udover de økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, vil en afgift også få politiske omkostninger. Venstre vil næppe kunne holde til at forblive i regeringen, og der er dermed udsigt til samme konsekvenser, som DONG-salget havde for Socialistisk Folkepartis deltagelse i Helle Thornings regering.

Er det slut med dansk landbrug?

Tidligere var det gennem DANIDA’s årsberetninger muligt – i hvert fald til dels – at gennemskue hvad den danske udviklingsbistand, der nu løber op i mere end 23 milliarder kr. om året, egentlig blev brugt til. Siden er Udenrigsministeriet – måske belært af kritikken af konkrete, fejlslagne projekter – blevet mere karrige med oplysninger om virksomheden.

Timbuktu Fonden, der har som formål at fremme kritisk og nytænkende journalistik om globale udviklings- og resursefordelingsspørgsmål, har igen i år i en analyse af regeringens finanslovsforslag for 2024 forsøgt at løfte den informationsopgave, som Udenrigsministeriet ikke selv magter.

Analysen af finanslovsforslaget for 2024 viser umiddelbart, at dansk udviklingsbistand vokser og i 2024 vil nå op over 23 milliarder kr. 2,5 milliarder skyldes dog efterslæb fra 2021-22, hvor bistanden ikke nåede op på målsætningen på 0,7 pct. af det danske BNI.

Hvad med fattigdomsorienteringen?

Engang var det klodens fattige, det danske udviklingssamarbejde først og fremmest handlede om. Sådan er det ikke længere. De seneste årtier er udviklingsbistanden blevet brugt til at forfølge nye og andre formål, og danske interesser er kommet til at fylde mere og mere: Danmark yder bidrag til globale klima- og miljøfaciliteter – og fremstår som grønt foregangsland. Kosovo udlejer fængsler til Danmark – og får dansk udviklingsbistand. Rwanda samarbejder om at modtage flygtninge fra Danmark – og får dansk udviklingsbistand. Mellemindkomst-lande får miljø- og klimabistand – og får danske vindmøller, pumper og vandteknologi.

Regeringen fokuserer på Afrika og det globale syd, men af de godt 9 milliarder kr., regeringen næste år regner med at sende til Afrika, kanaliseres kun godt 1 milliard kr. via de bilaterale landeprogrammer, der tidligere var grundpillen i det danske udviklingssamarbejde.

Udenrigsministeriets afhængighed af udviklingsbistanden

Det fremgår også, at regeringen vil styrke udenrigstjenesten – også i Afrika. Hvor og hvordan fortæller finanslovsforslaget ikke, men en del tyder på, at beslutningen om at lukke den danske ambassade i Tanzania i 2024 sløjfes.

Flere penge til udenrigstjenesten over finansloven kan betyde, at personaleudgifterne i Udenrigsministeriet – måske – fremover i mindre grad skal finansieres af bistandsmidler tiltænkt verdens fattigste.

Udenrigsministeriet har i mange år beregnet sig et klækkeligt overhead på 5 – 7 pct. for at administrere støtten til verdens allerfattigste mennesker. Den såkaldte overhead-finte har lunet gevaldigt i de mange år, hvor udviklingsbudgettet var støt stigende. I år hvor bistandsrammen reduceres mister man imidlertid overhead, der betyder, at Udenrigsministeriet har måttet gennemføre betydelige besparelser på den almindelige udenrigstjeneste.

Folkene i Udenrigsministeriet (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) har selvsagt ikke været begejstrede, og andre har påpeget, at det klassiske diplomatiske arbejde og eksportfremmen er helt afhængigt af størrelsen på det overhead, ministeriet modtager for at administrere danske udviklingsmidler.

Det har været antydet, at overhead-finten har været i strid med OECD-reglerne, men OECD’s udviklingskomité, Development Assistance Committee, har faktisk i de såkaldte DAC-regler tilladt, at et vist overhead indgår i den opgørelse af udviklingsbistanden, der indberettes til OECD.

Dansk formand for DAC

Den 6. december 2022 udsendte OECD en pressemeddelelse hvoraf det fremgik, at Udenrigsministeriets mand i Paris, Carsten Staur, der siden 2018 har været ambassadør for den danske OECD-delegation og tidligere har været både FN-ambassadør og udenrigsråd, fremover skal stå i spidsen for OECD’s bistandsorganisation DAC (Development Assistance Committee).

Udenrigsministeriet sørgede for, at valget af Carsten Staur i begejstrede vendinger blev omtalt i Altinget og mange andre danske medier som en enestående begivenhed og et skulderklap til Udenrigsministeriet og dansk udenrigs- og udviklingspolitik.

Ulandsfinansiering af formandspost

Det viste sig imidlertid, at Carsten Staurs formandspost finansieres af verdens fattigste lande, idet omkostningerne på omkring 32 millioner kroner ved Staurs formandspost tages fra udviklingsmidlerne.

De nærmere detaljer fremgår af et aktstykke, som Folketingets Finansudvalg har tiltrådt den 30. marts 2023.

Af aktstykket fremgår, at da Carsten Staur den 1. marts 2023 tiltrådte som formand for OECD’s Udviklingskomité (DAC) for en 4-årig periode, skulle han selv have penge med.

Af uransagelige grunde er OECD-praksis, at udgifter relateret til formanden (herunder løn, bolig mv.) samt et tilhørende sekretariat (to akademiske medarbejdere samt rejseudgifter mv.) afholdes af formandens eget land. Udenrigsministeriet har skønnet, at den samlede udgift til finansiering af det danske formandskab vil udgøre 8 millioner kroner om året i 4 år.

Heraf forventes ca. 5 millioner kroner udmøntet gennem et årligt ”frivilligt bidrag” til OECD DAC til at afholde udgifter til formandskabssekretariatet, som vil kunne dække rejse- og repræsentationsudgifter samt øvrige udgifter forbundet med formandskabet. De resterende udgifter på op til ca. 3 millioner kroner om året er relateret direkte til formanden under formandskabsperioden, herunder løn, bolig mv.

Udenrigsministeriet har med afsæt i OECD DAC’s regulativer vurderet, at udgifterne på omkring 32 millioner kroner, der er forbundet med formandskabet, kan opgøres som udviklingsbistand.

Migration nedtonet, men Ukraine fylder

Ukraine står til at blive det største modtagerland af dansk bistand i 2024. I 2023 er det faktisk Danmark selv, der var det største modtagerland af udviklingsbistand. Mere end 3 milliarder kr. var reserveret til at dække udgifter i Danmark til at modtage de 50.000 flygtninge fra Ukraine, regeringen forventede ville søge til Danmark i 2022 og 2023.

I 2024 er der kun afsat knapt 800 mio. kr. af udviklingsbistanden til at modtage flygtninge i Danmark. Yderligere 1,2 milliarder kr. er dog afsat i reserve til formålet, hvis flygtningetallet igen eksploderer.

Bortset fra Ukraine er den tidligere stærke fokus på migration som mål for udviklingsbistanden nedtonet.

Klima og miljø

Til gengæld er der nu fokus på klima og miljø. Regeringen vil i 2024 bruge 6 milliarder kr. til grøn bistand. Med Amazonasskoven som baggrund har regeringen annonceret en markant indsats for skov og natur med bidrag på 1,3 milliarder kr. over de kommende år.

Bidragene til den Grønne Klimafond (GCF) øges til 1,2 milliarder kr. og til genopfyldning af Den Globale Miljøfacilitet (GEF) ydes 800 millioner kr.

Bilaterale landeprogrammer vil indeholde grønne aktiviteter for 1.522 millioner kr., privatsektorinstrumenter 1.674 millioner kr. og multilaterale grønne indsatser vil løbe op i 650 millioner kr.

Danskerne skal forberede sig på, at det kommer til at kost at være med i EU, lyder det fra flere partier i Folketinget. Den eksisterende aftale er fra 2008, men nu går de politiske forhandlinger i gang om en ny europapolitisk aftale.

Den seneste europapolitiske aftale –”Dansk europapolitik i en globaliseret verden”- blev indgået den 21. februar 2008 mellem Venstre,

Hvis den europapolitiske aftale skal ændres, kræver det enighed blandt aftalens parter.

Når forhandlingerne om en opdatering af Danmarks 15 år gamle europapolitiske grundlag går i gang tirsdag den 10. oktober, bliver det i første omgang uden Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti, der står uden for aftalen.

I stedet er det de tre regeringspartier, Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne, sammen med de øvrige partier bag den nuværende europapolitiske aftale – Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance – der skal forhandle om det nye forlig.

Valg til Europa-Parlamentet i 2024 og dansk EU-formandskab fra 1. juli 2025

Valget til Europa-Parlamentet bliver den 9. juni 2024, hvbor der skjal vælges 15 medlemmer fra Danmark til EU-Parlamentet.

Inden det danske EU-formandskab, der starter 1. juli 2025, ønsker regeringen at få en ny europapolitisk aftale på plads med Folketingets partier. Det har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fastslået.

Den nye europapolitiske aftale skal tegnes på en mere offensiv måde end i tidligere aftaler om Europa-politikken, mener Løkke.

”De gamle europapolitiske aftaler har i høj grad handlet om, hvordan Danmark tager Europa ned. Jeg tror, at den nye aftale i høj grad må handle om, hvordan Danmark ønsker, Europa udvikler sig. Så vi ikke bare får en reaktiv strategi, som forholder sig til udviklingen og forbeholdene,” siger Lars Løkke Rasmussen til Altinget.

Regeringen ønsker grundlæggende, at Danmark skal være ”i kernen af EU”. Det betyder dog ikke, at regeringen ønsker at udskrive en folkeafstemning for at få afskaffet forbeholdet over for euroen, fastslår Løkke, men Danmark skal ifølge Løkke støtte op om lande, der ønsker at komme med i EU.

Vi skal være blandt de lande, der holder et klart europæisk perspektiv op for de otte lande, der i øjeblikket har status af EU-kandidatland. Ud over Ukraine og Moldova er det Tyrkiet, Albanien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Bosnien-Hercegovina. Hvis landene omkring EU ikke tilbydes et europæisk perspektiv, står andre og mindre demokratisk sindede regimer parate, advare Lars Løkke Rasmussen.

Det er ikke uproblematisk at udvide EU

Inden nye lande lukkes ind i det europæiske fællesskab, skal landene leve op til en række kriterier, men desuden må man ifølge regeringen indstille sig på, at der er store omkostninger forbundet med udvidelsen og nye aktiviteter i EU.

Det kommer til at koste!

EU’s budget er i øjeblikket på omkring 186 mia. euro om året, hvilket svarer til 1.384 mia. kroner – eller ca. 3.400 kroner pr. borger i EU.

Mens de ”fattigere” lande i forhold til EU er nettomodtagere, udgør Danmarks årlige bidrag til EU-budgettet omkring 24 mia. kr. (efter fraregning af rabatter m.v.), mens EU’s udbetalinger til Danmark er på godt 12 mia. kr.

Danmark er således nettobidragyder til EU med omkring 12 mia. kr. om året svarende til omkring 2.050 kr. pr. dansker.

Prisen for en ny Europapolitisk aftale kan meget vel blive en ekstra EU-regning til alle danskere på mindst 1.000 kr.

Det drejer sig også om beslutningskraften i EU

EU-landene bør i tide gøre sig klart, at et markant større og udvidet EU kun bliver i stand til at agere i væsentlige, globale konflikter, hvis man på den ene eller anden måde gør op med de nuværende krav om enstemmighed. Behovet for at kunne reagere hurtigt og kraftfuldt – uden at samtlige EU-lande i fremtiden nødvendigvis siger ja – er blevet understreget af resultatet af weekendens valg i Slovakiet. Med populisten Robert Fico som premierminister, kan det blive sværere for EU at enes om støtte til Ukraine.

I forvejen må EU tåle Ungarns Viktor Orbán, og det polsks valg den 15. oktober 2023 kan ligeledes kaste grus i den brede EU-opbakning, også militært, til Ukraine.

En ny europaaftale bør derfor efter regeringens opfattelse ende med, at Danmark aktivt bidrager til at styrke EU – bl.a. ved i det mindste at støtte flere flertalsafgørelser.

For EU er tabet af magten globalt er allerede i fuld gang. Tyngdepunktet skifter og EU taber indflydelse.

Mette Frederiksens regering havde en ændring af lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven, forældelsesloven og databeskyttelsesloven på lovprogrammet for 2022/23. Sigtet var en indskrænkning i mulighederne for aktindsigt, således at navne på offentligt ansatte kan undtages fra retten til aktindsigt.

I Regeringsgrundlaget fra december 2022 for SMV-regeringen fremgik det, at regeringen ville nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal skabe ”grundlag for, at der kan fremsættes forslag til en ny offentlighedslov, der giver offentligheden bedre mulighed for at få indsigt i de politiske beslutningsprocesser”.

SMV-regeringens lovprogram for 2023/24 nævner ikke offentlighedsloven, ligesom lovprogrammet er blottet for forslag vedrørende privat partistøtte, svingdørsansættelser eller lobbyisme.

https://www.stm.dk/statsministeriet/publikationer/lovprogram-for-folketingsaaret-2023-2024/