Statsminister Mette Frederiksen aflagde i sidste uge et officielt besøg i Japan. Med den japanske premierminister Fumio Kishida aftalte Mette Frederiksen en samarbejdsaftale – Japan-Kingdom of Denmark Joint Strategic Work Program (2023-2028) – blandt andet omfattende samarbejdet på fødevareområdet.

Baggrunden for aftalen er, at Japan er blandt de vigtigste markeder for dansk fødevareeksport. Handelsforholdet og udvekslingen af viden tog fart i 1923, da danske landmænd rejste til Japan for at hjælpe med at udvikle mejerisektoren. Siden da har Danmark eksporteret kød, mejeriprodukter og fisk til Japan, og dansk landbrug etablerede et kontor i Tokyo i 1967. Fra 1973 har Danmark været en betydelig leverandør af fersk frosset svinekød til Japan.

Statsminister Mette Frederiksen aftalte med premierminister Fumio Kishida, at en hensigtserklæring (LoI) med præfekturet Hokkaidos regering i anledning af 100-året for de første danske mejeribønders ankomst til Japan skulle overvejes nærmere – (Consider a letter of intent (LoI) with the prefectural government of Hokkaido, on the occasion of the 100th anniversary of the arrival of the first Danish Dairy farmers to Japan).

Den 1. november 2023 faldt der efter 12 år i Københavns Byret dom i sagen mod tidligere politiledere for at have talt usandt, da de i 2013 afgav forklaring om Tibetsagen. Tidligere vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og tidligere politikommissær Henrik Oryé blev idømt 30 dages betinget fængsel.

Tibet-sagen startede for mere end 12 år siden, da den daværende kinesiske præsident, Hu Jintao, besøgte København, og en række demonstranter blev forhindret i at flage med tibetanske flag.

Efter rettens opfattelse er der ikke tvivl om, at tidligere vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen og tidligere politikommissær Henrik Oryé i modstrid med deres forklaringer i Tibet-kommissionen, udstak ”klart ulovlige ordrer, som førte til klart ulovlige handlinger”.

Tibet-kommissionen har dog fastslået, at især topdiplomaterne i Udenrigsministeriet i deres iver efter at pleje forholdet til stormagten og danske milliardinteresser, glemte grundlovens beskyttelse af borgernes ret til at demonstrere og ytre sig frit.

Udenrigsministeriets topembedsmænd – den tidligere direktør Friis Arne Petersen og tidligere departementschef Claus Grube – er ifølge Tibet-kommissionen derfor de egentlige skyldige.

Tibet-kommissionen kalder det kritisabelt og stærkt kritisabelt, at Udenrigsministeriet ved flere besøg og med PET som mellemmand ”aktivt har tilskyndet til og samarbejdet om, at antikinesiske demonstrationer mv. blev forhindret af Københavns Politi”. Eller som der står i sammenfatningen:

”Der blev i Udenrigsministeriet udvist stor imødekommenhed over for de kinesiske ønsker om, at synlige antikinesiske demonstrationer og meningstilkendegivelser skulle undgås ved officielle besøg fra Kina, og man var villig til at gå langt for at bevare den gode relation”.

Både Friis Arne Petersen og Claus Grube er i dag gået på pension, og slipper derfor for en retlig vurdering og et disciplinært efterspil.

Lars Findsen blev den 16. september 2022 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, ved i flere tilfælde at have røbet og videregivet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed og overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, ved i flere tilfælde uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder.

Claus Hjort Frederiksen blev den 21. februar 2023 tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 109, stk. 1, ved i flere tilfælde at have røbet eller videregivet hemmeligheder af betydning for statens sikkerhed.

Den 1. november 2023 blev sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen trukket tilbage med henvisning til retsplejelovens § 721, stk. 1. nr. 2: ”Påtale i en sag kan helt eller delvist opgives i tilfælde, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig”.

Afgørelsen er truffet af justitsministeren, der har påtalekompetencen i sager vedrørende overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13.

Fortilfælde

Forfatteren Arne Herløv Petersen (med dæknavnet ”Palle”) var i 1970’erne i PET’s søgelys som mistænkt for at være kurer for Sovjetunionen og Nordkorea og såkaldt påvirkningsagent.

Herløv Petersens bopæl i den lille by Tryggelev på Langeland blev telefon- og rumaflyttet gennem flere år.

Den 3. november 1981 kl. 19.21 slog politiet til og anholdt Arne Herløv Petersen og hans hustru. PET ville have Herløv Petersen dømt for ulovlig agentvirksomhed, og ”Palle” blev sigtet efter straffelovens paragraf 108, den såkaldt milde spionparagraf, og parrets hjem blev ransaget.

Tiltalen efter straffelovens §108 blev ved justitsminister Ole Espersens mellemkomst frafaldet.

Herløv Petersen, Findsen og Hjort Frederiksen

Beslutningerne om tiltalefrafald truffet af de socialdemokratiske justitsministre Ole Espersen og Peter Hummelgaard betyder, at Arne Herløv Petersen, Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen aldrig bliver renset for beskyldningerne om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens kapitel om “landsforræderi”.

Mens debatten raser om indførelsen af en CO2e-afgift på landbrugets biologiske processer har fagbladet Ingeniøren kastet et blik på fremdriften af andre elementer i Danmarks Klimaplan.

I 2021 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at der i 2030 skal være taget op mod 100.000 hektar kulstofrige, klimabelastende lavbundsjorder og randarealer ud af drift. Udtagningen af lavbundsjorder skulle bidrage med godt en sjettedel af landbrugets klimareduktioner på mindst 6,1 mio. tons CO2e i 2030.

Skiftende klima- og landbrugsministre har på stribe gentaget, at udtagningen er afgørende for at nå landbrugets reduktionsmål i 2030. Realiteten er, at lige nu er kun 0,2 procent udtaget, fordi lavbundsprojekterne overvåges og tildeles statsstøtte efter ikke mindre end syv forskellige tilskudsordninger bestyret af Landbrugsstyrelsen, Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen.

Landbrugsstyrelsen udsættes igen, igen for kritik

Kafkaske sagsbehandlingsprocedurer indebærer samtidig årelange ventetider. Behandlingstiden for et projekt i alle tre styrelser er mellem tre og otte år.

Indtil videre er der kun udtaget 532 hektar lavbundsjorder under de eksisterende støtteordninger. 3.718 hektar er under realisering, 26.318 hektar er under forundersøgelse, og knap 70.000 hektar er endnu upåvirket.

Individuelle landmænd og landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer har ved adskillige lejligheder råbt vagt i gevær over det, der har været opfattet som en lang række bureaukratiske benspænd fra myndighedernes side, som har forsinket udtagningen af lavbundsjorder gevaldigt.

Landbrugsministerens ansvar

Landbrugsminister Jacob Jensen, der langt om længe blev klar over at den var helt gal, nedsatte sidste år en arbejdsgruppe under Landbrugsministeriet, der i august kom med 12 anbefalinger til at øge hastigheden i udtagningsprojekterne. Gruppen peger bl.a. på en mere strømlinet ansøgningsproces, realkompensation og muligheden for egentlig ekspropriation.

Landbrugsminister Jacob Jensen er ifølge fagbladet Ingeniøren med egne ord ”i fuld gang med at kigge på” anbefalingerne, og han erkender, at der er behov for nye værktøjer til at gøre op med en langsommelig proces: ”Lavbundsprojekter er komplicerede og tager tid, og det har derfor ikke været forventningen, at der på nuværende tidspunkt skulle være gennemført mange projekter. Det er ikke nogen let opgave at få sat skub i processen”, skriver han til Ingeniøren.

I år vil Musikhuset Esbjerg danne rammen om prisuddelingen, hvor D.K.H. Kronprinsen og Kronprinsessen uddeler i alt fire priser: samt to Stjernedryspriser.

Mens vi må vente på at høre hvem der i år modtager Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris til overrækkelsen den 4. november 2023, har vi allerede nu fået oplyst, at Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives til Esbjerg-indsatsen ”Energi til hinanden” og til det kunstneriske studio ”How to Kill a Dog”.

Om indsatsen ”Energi til hinanden” oplyses det, at det er en del af Vindmøllen, der drives af Esbjerg Jobcenter, og har til formål at give unge redskaber til bedre at kunne klare sig i job eller på skolebænken. Siden projektet blev iværksat i 2020, er 183 unge visiteret til Vindmøllen, og heraf er mere end halvdelen kommet i job eller uddannelse. Det er uoplyst hvad der blevet af den anden halvdel.

Med det kunstneriske og tværæstetiske studio ”How to Kill a Dog” med Emma Sehested Høeg og Jennifer Vedsted Christiansen i spidsen, er kronprinsparret så woke, at det virkelig vil noget. I motivationen for årets Kulturelle Stjernedryspris hedder det, at ”How to Kill a Dog” sætter fokus på emner som køn, identitet og ligestilling og for at nedbryde grænserne for, hvordan man plejer at lave scenekunst.

Mulige prismodtagere

Mens vi venter på afsløringen af modtagerne af Kronprinsparrets Sociale Pris og Kronprinsparrets Kulturpris er der spekulationer om de mulige prismodtagere. Op til uddelingen af Kronprinsparrets Kulturpris i 2021 blev der spekuleret på om den tidligere institutleder på Kunstakademiet i København, Katrine Dirckinck-Holmfeld, i år skulle have Kronprinsparrets Kulturpris.

Katrine Dirckinck-Holmfeld kaldte det selv en “kunstnerisk happening”, men hun blev alligevel tiltalt for groft hærværk, for som institutleder og underviser at have foranlediget flere studerende til at udøve hærværk af betydeligt omfang, da hun sammen med dem fjernede en gipsafstøbning af Frederik 5., som efterfølgende blev smidt i Københavns Havn.

Da H.K.H. Kronprinsen overrakte Kulturprisen til Superflex fremhævede Kronprinsen deres evne til at stille kritiske spørgsmål og komme med nye inspirerende løsninger til nogle af samfundets store udfordringer.

En kunstner, der i den grad har stillet spørgsmål til vedtagne normer og praktiseret en alternativ løsning på en bestillingsopgave, er kunstneren Jens Haaning.

Kunstmuseet Kunsten i Aalborg havde bestilt et værk bestående to glasrammer med masser af pengesedler.

Men da pakkerne fra kunstneren Jens Haaning blev åbnet manglede pengene. Kunstneren havde skabt et nyt værk med titlen: “Take the Money And Run”.

Kronprinsparrets priser

Katrine Dirckinck-Holmfelds og Jens Haanings kandidaturer kommer ikke ud af den blå luft. Der har ikke altid hersket fuld enighed om kronprinsparrets valg af prismodtagere. Hvis du blot én gang har udtrykt sympati for noget højreradikalt, er du dømt ude og du kan godt glemme alt om at blive betænkt af kronprinsparret. Har du til gengæld hyldet undertrykkende venstreradikale regimer og bevægelser, er dine chancer straks bedre.

Forfatter og tegner Jakob Martin Strid fik i 2012 Kronprinsparrets kulturpris. I dag er Strids børnebøger nogle af landets mest solgte, men tegneren var tidligere et meget aktivt medlem af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA).

Strid er ikke et enestående eksempel på en kulturperson, der tidligere var revolutionær.

I dag kan vi møde mange folk på fremtrædende positioner i det danske samfund, der tidligere bevægede sig på den yderliggående militante venstrefløj og sympatiserede med grupperinger som Blekingegadebanden, Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) og Rote Armee Fraktion m.fl.

Foruden almindelige venstrefløjssympatisører er der folk som historikeren Morten Thing, forfatteren Ulrich Horst Petersen, VS’eren Per Bregengaard, de nu afdøde: juraprofessor Ole Krarup, forfatteren Erik Nørgaard og litteraten Jørgen Knudsen, samt mange andre.

Fagforeningskvinden Bente Sorgenfrey, tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti, og Jørgen Ramskov, tidligere direktør for Radio24syv – har selv sagt, at de dengang øvede sig i våbenbrug eller talte om henrettelser under en revolution.

Lørdag den 28. november 2020 modtog Anisette og The Savage Rose æresprisen til Danish Music Awards. Journalist Marie Holm fra TV2 priste hende, fordi Anisette ”kæmpede for bedre verden”. Og TV 2 online tilføjede: ”The Savage Rose har noget på hjerte. De synger og spiller for at gøre verden til et bedre sted”.

Anisette og medlemmerne i Savage Rose kæmpede ikke for at gøre verden til et bedre sted. De var stalinisterog var medlemmer af det stalinistiske parti Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister og støttede regimet i Albanien.

”Ja, der er da bestemt demokrati i Albanien”, sagde Savage Rose-musikeren Thomas Koppel, der sammen med sin kone Annisette besøgte det stalinistiske regime i Albanien i 1982 og 1987.

Kritik fra Gotfredsen og Selsing

Ingen beskylder kronprinsparret for at have stalinistiske sympatier, men i Berlingske Tidendes anmeldelse sidste år af udstillingen på Frederiksborg Slot om de danske kronprinsesser henledes opmærksomheden på, at filosoffen Eva Selsing og præsten Sørine Gotfredsen har fremsat kritik af kronprinsesse Mary og kronprins Frederiks udvælgelseskriterier, når de har uddelt priser, der blandt andet er gået til venstreradikale kunstnere. Og Eva Selsing har påpeget, at Mary har været protektor for Pride-arrangementet Copenhagen Pride, hvor der i miljøet er fortalere for at give børn hormonbehandlinger.

Organisationen LGBT+ Danmark, der trods en stadig mere outreret position i takt med radikaliseringen af dele af LGBT-miljøet, gør krav på at repræsentere homoseksuelle og en række andre seksuelle minoriteter. Organisationen går ind for, at børn uanset alder skal kunne skifte køn, de ønsker 4-forældres-familier, de mener, at mænd kan føde børn, de går ind for rugemødre, og de ønsker en tilbundsgående revision af undervisningsmaterialet i uddannelsesinstitutioner for at sikre seksuelle minoriteters ”repræsentation”. 

Fra Hellerup-villaen og konsoliderede økonomiske rammevilkår tøver Connie Hedegaard ikke med gode råd til den nye Venstre-ledelse om en CO2-afgift på landbruget: Få det dog overstået. Træf nu de svære valg. Så vi og Venstre kan komme videre.

Det er vel ingen undskyldning, at Connie Hedegaard er blank på landbrugsforhold og ikke har stor viden om CO2e-afgifter?

Kendsgerningen er, at der stort set ingen erfaringer er med indførsel af klimaafgifter på landbrugets biologiske processer. Skatteministeriet har således til Folketinget oplyst, at man ikke har kendskab til lande, der har indført en beskatning eller CO2-afgift på landbrugets ikke-energirelaterede udledninger.

Alligevel aftalte et bredt flertal i Folketinget I sommeren 2022 en CO2-afgift på 750 kroner for virksomheder uden for EU’s kvotehandelssystem. Landbruget var ikke umiddelbart omfattet af aftalen, men SVM-regeringen har skrevet ind i sit regeringsgrundlag, at landbruget også skal pålægges en CO2-afgift.

Regeringen vil fremlægge et forslag til en afgift, når en ekspertgruppe er kommet med sine anbefalinger sidst på året. Mens vi venter, har formanden oplyst, at opgaven er vanskelig.

Alligevel har regeringspartierne, venstrefløjen og Det Konservative Folkeparti på forhånd sagt ja til en CO2-afgift på landbruget, og kun Danmarksdemokraterne har utvetydigt afvist, at Danmark skulle gå enegang og indføre en CO2-afgift på dansk landbrug.

New Zealand er det eneste andet land i verden, som har arbejdet med en lignende CO2-afgift. For få uger siden besluttede New Zealands Labour-ledede centrum-venstre regering at udsætte klimaafgiften på landbrugets udledninger af drivhusgasser, og siden har et regeringsskifte formentlig betydet at afgiften ikke indføres i den forudseelige fremtid.

Selvom man i New Zealand inden valget i princippet havde tilsluttet sig en afgift, er man på ingen måde i mål hverken med beregningsmodellen eller niveauet for en afgift. Hidtil har man i New Zealand talt om afgifter på 20 kroner pr. ton CO2, og dermed på et helt andet niveau end de 375/750 kr. pr. ton CO2, der tales om i Danmark.

En dansk enegang med CO2-skat på landbruget vil især påvirke den animalske produktion. Udover de økonomiske konsekvenser for dansk landbrug, vil en afgift også få politiske omkostninger.

Venstre vil næppe kunne holde til at forblive i regeringen, og der er dermed udsigt til samme konsekvenser, som DONG-salget havde for Socialistisk Folkepartis deltagelse i Helle Thornings regering.

Lørdag den 28. oktober rejste 13 politikere og topchefer fra ældre- og sundhedsområdet i Aarhus afsted til Japan. Turen strækker sig over seks dage, og løber op i udgifter på omkring en halv million kroner. Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Lørdag begyndte rejsen for i alt 13 personer til Japan. En af deltagerne er sundheds- og omsorgsrådmand Christian Budde (V), som ser god mening i at investere penge i at blive klogere: ”Sundhed og Omsorg arbejder med at støtte borgerne i at være selvhjulpne i det omfang, det er muligt. Og det er – udover forbedring af arbejdsmiljø – noget af det, vi kan bruge velfærdsteknologien til. Når vi har valgt at tage med udvalget på studietur til Japan, så er det fordi Japan er meget langt fremme med innovative løsninger og har vægtige erfaringer, som har dette fokus”.

Studieturen til Japan strækker sig over seks dage og undervejs skal politikere fra byrådets udvalg for sundhed og omsorg samt embedsfolk besøge mennesker og steder, der kan bidrage med viden om i første række velfærdsteknologi.

Som opfølgning på studieturen udarbejdes der en studietursrapport, som bliver offentligt tilgængelig.

Politikerne på turen er: Christian Budde (V), rådmand for Sundhed og Omsorg, Anette Poulsen (S), Formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Hüseyin Arac (S), næstformand, Peter Sporleder (KF), Udvalgsmedlem, Henrik Arens (UFP), udvalgsmedlem, Mathilde Hjort Bressum (V), udvalgsmedlem, Jan Ravn Christensen (SF), udvalgsmedlem.

Fra forvaltningen deltager: Christian Boel, Direktør for Sundhed og Omsorg, Thune Korsager, vicedirektør for Sundhed og Omsorg, Otto Ohrt, Sundhedschef, Jens Bejer Damgaard, Pleje- og rehabiliteringschef, Ivan Kjær Laurdisen, Velfærdsteknologichef, Klaus Bach Trads, Sekretariatsleder.

Holdet fra Aarhus skal eksempelvis besøge “Future Care Lab”, der specialiserer sig i velfærdsteknologi. På programmet er der også et besøg i Kashiwa City, som er en by indrettet til de mange ældre indbyggere.

Udvalgsformand Anette Poulsen (S) er sikker på, at investeringen i studieturen er pengene værd: ”Turen vil udstyre os og embedsfolkene med værdifuld viden, som i relation til både borgere og økonomi giver ballast til at træffe de rigtige beslutninger. Desuden er det vigtigt at understrege, at udvalget har besluttet kun at afvikle denne ene studietur i den aktuelle byrådsperiode. Det normale er, at hver byrådsperiode rummer to studieture for udvalget”.

Det nøjagtige budget for studieturen lyder på 470.444 kroner.

Politikerne i udvalget for sundhed og omsorg har drøftet antallet af deltagere. Kravet blev, at antallet af embedsfolk på studieturen ikke må overstige antallet af politikere.

For sundheds- og omsorgsrådmand Christian Budde giver det god mening at have topcheferne med på rejsen til Japan: ”Hensigten er at sikre, at de – sammen med udvalget – får dybere indsigt i fordele og ulemper i de forskellige løsninger, vi skal studere. Og ikke mindst, at de efterfølgende kan understøtte udvalget og bidrage med viden og perspektiver på, hvordan vi ”oversætter” eventuelle nye løsninger til Sundhed og Omsorg og borgerne i Aarhus”.

COP28 kan blive det klimatopmøde, der vedtager en udfasning af olie og gas, vurderer Dan Jørgensen, minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, fra Abu Dhabi.

Mens Dan Jørgensen bidrager til forventninger, der ikke bliver indfriet, er alt ved gamle hjemme i Europa. Forbruget af fossile brændsler og herunder naturgas er fortsat højt, og der er ikke enighed i EU-kredsen om fuldstændig udfasning af olie og gas inden 2050. En række lande mener at udfasningen kun skal gælde såkaldte ”unabated” brændstoffer. EU’s klimakommissær, Wopke Hoekstra, har ligeledes sagt, at den fælles EU-position er at støtte en udfasning af “unabated” fossile brændstoffer.

“Unabated” betyder, at udledningen af drivhusgasser ved brugen af fossile brændsler ikke modvirkes ved hjælp af såkaldte Carbon Capture and Storage-teknologier (CCS), der i teorien skulle gøre det muligt at deponere drivhusgasemissioner.

Hvis CCS-teknologierne udvikles i de kommende år skulle det således være muligt at undgå den totale udfasning af olie og gas inden 2050.

I sidste uge opfordrede 131 virksomheder, herunder Volvo Cars og Unilever, med en samlet omsætning på næsten en billion dollars (940 mia. euro) også regeringerne til at blive enige om at sætte en stopper for “unabated” fossile brændstoffer.

Mens Dan Jørgens pipe-dreams om den totale udfasning af kul, olie og gas ikke udsigt til at gå i opfyldelse fortsætter EU med at importere gas fra Rusland.

Efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 var der ingen grænser for EU’s vilje til at mindske afhængigheden af russiske fossile brændsler – man var simpelthen klar til ”complete Russian gas cut-off”!

Importen af naturgas gennem rørledninger fra Rusland er også reduceret, men nye data fra Institute for Energy Economics and Financial Analysis’ (IEEFA) viser, at EU-landene fortsat udvider forbruget af flydende naturgas – LNG og opretholder importen fra Rusland!

I forhold til Rusland importerede Europa omtrent den samme mængde russisk flydende naturgas (LNG) fra januar til september 2023 som i samme periode sidste år – men i nogle lande var der bemærkelsesværdige stigninger: Spanien og Belgien fordoblede importen af LNG fra Rusland i denne periode, mens Frankrigs import af russisk LNG steg med 40 pct. i samme periode.

Rusland leverer i øjeblikket 12 pct. af af LNG-forsyningen til hele EU.

LNG-importen fra USA er steget kraftigt siden 2022 – hvilket gør USA til EU’s største leverandør, der tegner sig for 46 procent af den samlede forsyning.

Blandt EU’s medlemslande er Spanien den største importør af russisk LNG, tæt fulgt af Frankrig og Belgien.

Fra januar til juli 2023 betalte Spanien 1,6 mia. euro for russisk LNG, hvilket gør landet til den største aftager i EU. Frankrig og Belgien var ikke langt bagefter og betalte 1,3 mia.  euro hver for deres russiske LNG-import.

Samlet set har EU-landenes betaling for russisk LNG – log dermed i bidrag til Putins krigskasse – alene i 2023 løbet op i mere end 41 milliarder kroner.

Ifølge IEEFA-rapporten betalte EU fra januar til juli 2023 omkring 41 milliarder euro for LNG: 17.21 milliarder euro til USA, 5.51 milliarder euro til Rusland, 5.37 milliarder euro til Qatar, 3.52 milliarder euro til Algier, 2.16 milliarder euro til Norge og 1.94 milliarder euro til Nigeria.

Lokalopgør i spansk fodbold mellem Real Madrid og Barcelona hedder El Clásico (seneste den 28. oktober 2023 endte med 1 – 2 til Real Madrid).

Lokalopgøret i København mellem F.C. København og Brøndby IF kaldes Derby.

I Italien kaldes lokalopgøret mellem A.S. Roma og S.S. Lazio på Stadio Olimpico for Derby della Capitale.

I Milano kaldes lokalopgøret mellem Inter og Milan for Derby della Madonnina (med henvisning til den forgyldte statue af Jomfru Maria på toppen af Milanos Domkirke).

Lokalopgøret i Torino mellem Juventus F.C (La Vecchia Signora) og Torino F.C. kaldes Derby della Mole (efter byens museum Mole Antonelliana).

I Genova kaldes lokalopgøret mellem Sampdoria og Genoa (Genoa Cricket & Athletic Club) for Derby della Lanterna.

I amerikansk collegefodbold hedder opgør mellem Michigan og Ohio State The Game.

Ishockeyopgør i NHL mellem The Edmonton Oilers og Calgary Flames hedder The Battle of Alberta.

Fodboldopgør mellem fodboldklubberne Celtic og Rangers i Glasgow, Skotland, hedder Old Firm.

Texas mod Oklahoma i amerikansk collegefodbold hedder Red River Showdown.

Boksekampen i 1974 mellem Muhammad Ali og George Foreman i Zaire (nu The Democratic Republic of the Congo) hedder Rumble in the Jungle.

Serier af cricketkampe mellem England og Australia på typisk fem cricketlandskampe, der spilles mellem England og Australien mindst hvert andet år på skift i de to lande, hedder The Ashes.

Den 31. maj 2023 brugte Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, Folketingets afslutningsdebat til at markere 40-året for udlændingeloven fra 1983. Han krævede en undskyldning til danskerne for 40 års forfejlet udlændingepolitik: “København: Bølge af knivstikkerier har ramt hovedstadsområdet. Frederikssund: Asylsøgere dømt for at kaste brosten mod Røde Kors-ansatte. Køge: Seks unge fængslet for vold, røveri og hærværk…”.

Sådan lød det under afslutningsdebatten, hvor Messerschmidt i 10 minutter oplæste den ene overskrift fra aviserne efter den anden. Overskrifter, der fortalte om røverier, voldtægter, overfald, hærværk og ballade begået af indvandrere og deres efterkommere, og som dermed beskrev konsekvenserne af den slappe, danske udlændingepolitik.

Anledningen var 40-året for udlændingeloven fra 1983, som gav retskrav til familiesammenføring for personer, der fik asyl, gav ”de facto” flygtninge ret til asyl, og gav asylansøgere ret til at opholde sig i Danmark, mens deres sag blev behandlet.

Udlændingeområdet er fortsat et omdiskuteret hjørne af dansk politik. Det grundlæggende spørgsmål er stadig, om dansk udlændingepolitik er begrænset af de rammer, som juridiske eksperter hævder dikteres af EU, FN’s Flygtningekonvention og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention?

Socialdemokratiets paradigmeskifte

I en periode var Inger Støjbergs flygtningeadministration og information af Folketinget i fokus. Anledningen har været barnebrude, og det endte som bekendt i en rigsretssag.

Nu ser det imidlertid ud til, at udlændingespørgsmålet er neutraliseret i dansk politik – kun Dansk Folkeparti presser stadigvæk på med krav om stramninger.

Socialdemokratiet er indstillet at opbygge modtagecentre og flygtningelejre i Afrika – et veritabelt paradigmeskifte. At der desuden sættes loft over antallet af ikke-vestlige asylansøgere, der kan komme ind i landet – og at der skal gennemføres et hårdt optjeningsprincip, før man kan få adgang til danske velfærdsydelser, samtidig med at grænsekontrollen skal opretholdes og Schengen reformeres er bemærkelsesværdigt. Samtidig bliver der indført en arbejdspligt for alle borgere i kontanthjælpssystemet, som ikke opfylder et opholdskrav og et beskæftigelseskrav, hvor de som udgangspunkt skal bidrage i et omfang, der svarer til fuld tid.

Den nye politiske borgfred har også materialiseret sig i en politisk enighed om markant at stramme betingelserne for familiesammenføring til Danmark.

Konventionerne og udlændingelovgivningen

Realiteten er jo, at forholdet til flygtninge selv i 2023 søges reguleret af konventioner, som er skrevet i begyndelsen af 1950’erne i lyset af erfaringer fra 2. verdenskrig. Det er klart, at konventionerne ikke forudser de problemer, vi har i dag, hvor vi – udover flygtninge, der er truet på livet – har økonomiske flygtninge, der flygter fra deres land for at få en bedre tilværelse.

Konventionstankegangen var grundlæggende for den betænkning, der i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, førte til det første udkast til den nye danske udlændingelov i 1982.

Arbejdet med at revidere den hidtidige fremmedlov, var udsprunget af den såkaldte mexicanersag tilbage i 1977. Den drejede sig om en mexicansk statsborger med syv års ophold i landet, som på et tilsyneladende spinkelt grundlag var anklaget for spionage og forstyrrelse af samfundsordenen, og som den socialdemokratiske regerings sikkerhedsudvalg udviste til Mexico mod den pågældendes vilje og trods voldsomme protester fra dele af pressen og fra menneskerettighedseksperter.

Det nedsatte såkaldte ”fremmedlovsudvalg” afgav en betænkning i 1979 om mere detaljerede retningslinjer for afgørelse af opholds-, arbejds- og udvisningssager, og i 1982 var betænkningen grundlaget for det første udkast til den nye udlændingelov, der blev fremsat som lovforslag af justitsminister Erik Ninn-Hansen i Poul Schlüters Firkløverregering i januar 1983.

Loven blev som bekendt vedtaget af et bredt flertal i Folketinget i 1983, mens Poul Schlüter og Firkløverregeringen nok havde regeringsmagten, men – som mindretalsregering – afhængig af skiftende flertal.

Udlændingeloven fra 1983

Den konventionsbaserede udlændingelov fra 1983 er siden blevet modereret, men lovens vigtigste nyskabelse var et opgør med det stop fra indvandring fra tredjelande (uden for EF og Norden), man havde indført i 1973 under oliekrisen, og en stærkt forbedret retsstilling for asylansøgere. For det første fik enhver udlænding, der ved grænsen søgte asyl i Danmark som første asylland, krav på at komme ind i landet. For det andet havde sådanne asylansøgere ubetinget retskrav på at opholde sig i Danmark, mens ansøgningen blev behandlet. For det tredje overgik behandlingen af asylansøgere fra fremmedpolitiets skøn til det nyoprettede Direktoratet for Udlændinge. For det fjerde kunne alle afgørelser i denne første instans indbringes for det ligeledes nyoprettede Flygtningenævn, og udvisningsafgørelser kunne i sidste instans behandles af domstolene. Sidst, men ikke mindst, fik udenlandske statsborgere med fast opholdstilladelse eller asylret i Danmark udvidede og lovfæstede muligheder for at få familiemedlemmer som ægtefælle, børn, forældre og eventuelt også andre slægtninge til landet.

Politisk kompromis

Når udlændingeloven blev så imødekommende overfor asylansøgere, skyldtes det navnlig en politisk handel mellem Firkløverregeringen og det ”alternative flertal” bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, SF og VS.

Regeringen – justitsminister Erik Ninn-Hansen – insisterede på, at udlændingesager fortsat skulle behandles af Justitsministeriet og ikke af Indenrigsministeriet. Til gengæld fik oppositionen hele 88 af sine ændringsforslag til regeringens lovudkast igennem. Der var primært tale om forslag fra det lovforberedende udvalgs mindretalsindstilling, som byggede på konventionstankegangen og havde Folketingets Ombudsmand og Dansk Flygtningehjælps formand, Hans Gammeltoft-Hansen, som en af penneførerne.

Når regeringen ikke stod fast på det oprindelige forslag til ny udlændingelov, havde det også sammenhæng med, at der internt i regeringen – især hos CD – var sympati for det alternative flertals forslag.

Noget tyder på at justitsminister Ninn-Hansen – men for sent! – fortrød den politiske aftale og de mange retsgarantier til asylansøgere. Midt under Folketingets lovbehandling i april 1983 luftede Erik Ninn-Hansen i hvert fald offentligt sin betænkelighed ved den kommende lov. I en kronik i Jyllands-Posten og til pressen i øvrigt lod han forstå, at det danske velfærdssystem var et attraktivt mål for mennesker fra fattige lande, og at den nye lov derfor burde udformes så tilpas restriktivt, at Danmark med kun 5 mio. indbyggere også kunne bevares som en nationalstat i fremtiden. I modsat fald forudså justitsministeren, at hundredtusinder ville benytte sig af lejligheden til at komme ind i landet, hvilket kunne indebære risiko for „alvorlig raceuro”.

Tamilsagen

Tamilsagen førte ikke kun til forhenværende justitsminister Erik Ninn Hansens og flere af hans embedsmænds fald, men at Schlüter-regeringen gik af i januar 1993. Sagen drejede sig om tilsidesættelse af det retskrav om familiesammenføringer for tamilske flygtninge fra det borgerkrigshærgede Sri Lanka, der var indført med Udlændingeloven af 1983. Sagen fik den konservativt ledede regering til at gå af efter Mogens Hornslets Tamilrapport i januar 1993. 11. juni 1993 blev en rigsretssag imod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen indledt ved en folketingsbeslutning.

Sagen begyndte allerede efter Folketingsvalget i september 1987. De økonomiske spørgsmål var i højsædet under valgkampen, og spørgsmål var miljøspørgsmål og den relativt høje arbejdsløshed. Flygtninge- og indvandrerspørgsmålet spillede kun en mindre rolle, men på den københavnske vestegn var de socialdemokratiske borgmestre i oprør over indvandringen.

De fik opbakning fra partiformanden Anker Jørgensen, der advarer mod at Danmark “bliver overrendt af de fremmede”. En intern rapport fra et udvalg anført af vestegnsborgmester Vibeke Storm Rasmussen blev lækket og afslørede en stærk strømning i Socialdemokratiet, som ønskede en markant strammere udlændingepolitik.

Samtidig var Fremskridtspartiet gået frem med tre mandater til i alt ni efter at have advaret mod ”libanonisering” og ”bekvemmelighedsflygtninge”, og det venstrepopulistiske og udlændingeskeptiske Fælles Kurs med partileder Preben Møller Hansen kom ind med fire mandater. Socialdemokratiet mistede 2 mandater og Anker Jørgens overlod formandsposten til Svend Auken (i en aftalt magtdeling med Ritt Bjerregaard).

De nye signaler fra især Socialdemokratiet er medvirkende til at justitsminister Erik Ninn Hansen kun 1 uge efter valget på et ministermøde rejste spørgsmålet om mulighederne for at holde igen på antallet af familiesammenføringer for tamilske flygtninge. Ninn-Hansen præsenterede en plan om bl.a. repatriering, som regeringens flygtningeudvalg var positiv over for. Ministermødet den 15. september 1987 konkluderede ikke, og denne plan blev aldrig realiseret.

Alligevel gav justitsminister Erik Ninn-Hansen umiddelbart efter ministermødet mundtlig ordre til, at man indstillede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge på trods af retskravet om familiesammenføring.

Realiteterne

Ved udlændingelovens vedtagelse i 1983 var frygten for en masseindvandring ikke påfaldende stærk i den danske befolkning, der havde vænnet sig til det moderate indslag af fremmede i hverdagslivet.

Antallet af gæstearbejdere med familier fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Pakistan havde siden slutningen af 1970’erne stabiliseret sig, og i 1980 var der cirka 50.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere med opholdstilladelse i Danmark – under 1 pct. af landets befolkning.

Flygtningetallet i Danmark var i begyndelsen af 1980érne endnu yderst beskedent: I årene 1971-75 kom der godt 2.800 flygtninge, fortrinsvis fra Østeuropa, herunder især polske jøder, samt fra Chile efter militærkuppet i 1973. Fra 1976 til 1980 kom ca. 3.100 flygtninge til Danmark, bl.a. bådflygtninge fra Vietnam, mens der i hvert af årene 1981, 1982 og 1983 kun kom ca. 300 flygtninge til landet, men krigen mellem Iran og Irak, der var begyndt i 1980, gav forventning om voksende flygtningestrømme.

I 2001 var der cirka 270.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i Danmark.

1. januar 2023 er der i alt 910.898 indvandrere og efterkommere i Danmark, som svarer til 15,4 pct. af den samlede befolkning. 579.457 personer har oprindelse i ikke-vestlige lande, heraf har 293.000 personer oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet.